Kapitalismen har gavnet os. Men det er tid til at kassere den

Den økonomiske journalist Ulrike Herrmann har de seneste år etableret sig som en markant stemme i den økonomiske debat i Tyskland. I en ny bog forsøger hun en ambitiøs forklaring på forholdet mellem kapitalisme og klimaforandringer samt et bud på en socialistisk strategi. Hendes projekt lykkes ikke rigtigt, da bogen – i en ambivalent nostalgi for en døende kapitalisme – forsøger at gabe over alt for meget. Især de strategiske ideer og politiske forslag rummer dog interessante pointer, som ville være velkomne i den danske klimadebat.

Af Rune Møller Stahl

Kapitalismen er som økonomisk system afhængig af forsat økonomisk vækst, og dermed også af et stigende forbrug af ressourcer og energi. I en situation, hvor klimaforandringer tvinger os til at sænke energiforbruget radikalt for at undgå katastrofale konsekvenser af global opvarmning, er vi nødt til at opgive kapitalismen som økonomisk system. Dette er hovedbudskabet i den tyske økonomiske journalist Ulrike Hermanns bog Kapitalismens Afslutning.

For en forfatter, der argumenterer for afskaffelse af kapitalisme, er Hermann dog overraskende positiv over for kapitalismen som system. For hende udgjorde opkomsten af kapitalisme, og dermed økonomisk vækst, et tidehverv i menneskehedens historie, der har medført umådelige fremskridt i levevilkår, sundhed og livskvalitet.

Bogens første halvdel består af en økonomisk historie om kapitalismens tilblivelse. Her støtter hun sig især til den engelske økonomiske historiker Robert Allen, der beskriver, hvordan årsagen til den industrielle kapitalismes frembrud skal findes i den særlige kombination af høje lønninger og billig energi, som prægede det nordlige England i starten af 1700-tallet. De engelske lønninger for håndværkere og arbejdere var ekstremt høje i en global og europæisk kontekst, hvilket kombineret med rigelige forekomster af kul gjorde, at brugen af maskineri var langt mere profitabelt her end andre steder. Dette gjorde, at brugen af dampmaskiner først blev udbredt til at pumpe vand og trække ovne i selve kulminerne, hvor kullet var billigst. I takt med at maskinerne blev mere effektive, spredte de sig imidlertid til andre områder, især tekstilindustrien, og satte gang i en generel industriel revolution. Det er denne udskiftning af menneskelig arbejdskraft med maskiner, som var motoren i væksten, og dermed fremskridtet i levevilkår, som vi har set siden.

Her afviser Hermann, at slaveri eller kolonial udbytning spiller mere end en perifer rolle i kapitalismens fremvækst, sådan som mange kapitalisme-kritikere fremfører. Hendes argumentation her er ikke helt overbevisende, da hun f.eks. ikke belyser, hvorfor England i 1700-tallet havde så meget højere lønninger end resten af verden. Det virker usandsynligt, at det koloniale imperium ikke spillede en væsentlig rolle heri. Yderligere har en række økonomiske historikere fra Kenneth Pomeranz til Sven Beckert demonstreret, hvordan specifikke varer fra det britiske koloni-imperium, såsom sukker og bomuld, var essentielle for bæredygtigheden af den industrielle revolution.

Så vidt så godt. Men bogens anden halvdel opridser, hvorfor Hermann mener, at vi må tage afsked med kapitalismen på trods af de mange positive udviklinger.

Det handler om det fortsatte behov for vækst. Den kapitalistiske økonomi er afhængig af fortsat vækst for at fungere. Alternativet er social nød og arbejdsløshed, som man så det under Den Store Depression eller efter 2008-krisen. Hermann sammenligner kapitalismen med en cykel, der hele tiden må bevæge sig fremad for ikke at vælte.

Hun diskuterer en række nye energikilder fra atomenergi til vind og sol, såvel som CSC-teknologier til indfangning af CO2, og finder alle utilstrækkelige til at dække et fortsat stigende energibehov. For Hermann er der dermed ikke noget alternativ til en energimæssig slankekur, hvor vi drastisk og hurtigt sænker det globale energiniveau.

Da der ikke er nogen mulighed for at stabilisere den kapitalistiske økonomi uden fortsat økonomisk og dermed energimæssig vækst, betyder dette at kapitalismen må opgives, hvis vi skal overleve på kloden. Forestillingen om grøn vækst, og dermed fortsættelse af kapitalismen, er illusorisk. Økonomien må på skrump.

Men selvom hun på den måde tilslutter sig tankegangen bag projektet om modvækst, har hun ikke meget til overs for hovedparten af modvækst-bevægelsen. Her mener hun, at de mangler en plan for den krise som en bevidst skrumpning af økonomien vil medføre. For med udgangspunkt i en kapitalistisk økonomi kan man ikke bare gradvis skrue ned for blusset. Når først perspektivet om vækst, og dermed fremtidig profit forsvinder, vil investeringerne også tynde ud. Resultatet vil dermed blive arbejdsløshed og massiv krise.

I stedet taler hun for en statsstyret overgang til en lavere økonomisk produktion og levefod. Hun er her afvisende over for markedsløsninger, hvor man f.eks. via en CO2-skat bruger prismekanismen til at skabe incitamenter til grøn omstilling. I stedet ser hun en planlagt neddrosling af skadelig aktivitet for sig samt brug af kvoter til de mest klimabelastende varer som kød. Hendes inspiration henter hun her fra den britiske krigsøkonomi under Anden Verdenskrig. Her lykkedes det isolerede Storbritannien at skrue massivt op for krigsproduktionen ved bevidst og centralt at planlægge økonomi og distribution, og dermed dæmpe det private forbrug. På trods af rationering og afsavn til visse varer, var der, i modsætning til resten af Europa, ingen der sultede i England, mens hovedparten af økonomien dedikeredes til krigsproduktion. Faktisk var det sådan, at de fattigste dele af befolkningen fik bedre ernæring under rationering, end de gjorde under det frie marked for fødevarer, der havde hersket før krigen.

Selvom der er mange interessante og gennemtænkte pointer i løbet bogen, ender Kapitalismens Afslutning dog med et noget ujævnt resultat.

Hermanns argument om nødvendigheden af økonomisk skrump er afhængig af hendes ekstremt negative perspektiver for såvel atom- som vedvarende energi. Men her virker hendes pessimisme ikke særligt velunderbygget. Især når det handler om sol har vi set en massiv fremgang i forhold til pris og effektivitet. Medmindre man antager, at denne fremgang pludselig og uforklarligt stopper, er det svært at se, hvorfor ikke en stor investering kan sikre rigelig energiforsyning fra vedvarende kilder. Det er dog rigtigt, at denne investering ikke vil komme af sig selv fra de kapitalistiske markedsaktører, men at staten må træde til med investeringer og planlægning. En løsning, som Hermann taler for de fleste andre steder i bogen

Det er, som om Hermann forsøger at skrive flere bøger på en gang: en historisk oversigt over kapitalisme og fossil energi, en politisk polemik om energiomstilling, og en teoretisk behandling af kapitalismens væsen. Resultatet er, at ingen af delene kommer helt i mål. Der er stærke elementer, såsom diskussionen af krigsøkonomi og planlægning, eller kritikken af en ensidig fokus på CO2-skat. Men der er også steder, der bliver overfladiske og misforståede, såsom behandlingen af kolonialisme eller vedvarende energi. Der, hvor bogen er mest interessant, er på spørgsmålet om planlægning og rationering i overgangen til en cirkulær økonomi, og man kunne ønske sig, at netop denne pointe blev udfoldet over mere end et par korte kapitler.

Rune Møller Stahl er adjunkt på CBS, og forfatter til bl.a. Introduktion til Piketty: ulighed, retfærdighed, demokrati