EU’s øjne over havet: Ny grænseteknologi skubber til vores grænser

Den nyeste grænseteknologi er ikke garant for færre ulykker, snarere tværtimod. Det seneste forlis i Middelhavet ud for Pylos, Grækenland, hvor op mod 700 mennesker om bord druknede, understreger dette. På trods af at Frontex, Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning, med et budget på 845 millioner euro, moderne overvågningsteknologi, droner og et mandat til eftersøgnings- og redningsaktioner, var det en lille frivillig ngo, Alarm Phone, der gentagende gange alarmerede myndighederne, forgæves.¹ Den teknologiske udvikling stiller nye krav til os alle. Den stiller særligt krav til, at de europæiske befolkninger bliver opmærksomme på deres ansvar.

Af Ahlam Chemlali og Mikkel Nørregaard Jørgensen

I midten af Middelhavets tragedier står kampen om, hvilke grænser vi vil have, og hvordan grænser udøver magt. I sin nyeste digtsamling, Bless the Daughter Raised by a Voice in Her Head fra 2022, skriver den somalisk-britiske digter Warsan Shire således i digtet “Assimilation”:

Ved hvert eneste checkpoint bliver flygtningen adspurgt

er du et menneske?

Flygtningen er sikker på, at den stadig er et menneske, men bekymrer sig om, om der, natten over mens den sov, har været et skift i klassifikation.”²

Med dette korte citat rammer Shire lige ind til kernen af virkeligheden for mennesker, der flygter på grund af mange forskellige omstændigheder. Her opleves det at krydse grænser som en kamp for at synliggøre en menneskelighed og ikke bare en kategori. Kategorier kan nemlig skifte natten over, alt efter hvordan de politiske vinde blæser, som blandt andet migrationsforskeren Nicholas De Genova har påpeget.³

Shires digt minder os om, hvor sårbare sådanne kategorier er, og hvilken betydning de har for mennesker, der sætter deres liv på spil for at nå frem til det checkpoint og grænseovergang, som kan være vejen ind til et andet liv. Digtet peger på den simple forklaring på, hvad en grænse er. Grænser er steder, der opretholder den givne inklusions- og eksklusionsdagsorden. Grænser bestemmer et inde og ude og et os og dem. Derfor giver Shires digt et indblik i grænsens væsen, men ikke hele sandheden.

Ærindet for denne artikel er at spørge indtil, hvilke omstændigheder der former den primære grænsemagt i dag, og hvordan der bliver arbejdet for at skubbe til de omstændigheder på forskellige måder.

Hvad er det så for omstændigheder? Et eksempel kan findes i en overrækkelsesceremoni, der fandt sted den 6. februar i år. Her gav EU, repræsenteret af “Neighbourhood and Enlargement Commissioner” Olivér Várhelyi, det første af fem nye “search and rescue”-fartøjer til den libyske kystvagt. Overrækkelsen var led i en større proces, hvorved EU skænker ressourcer til Nordafrikanske samarbejdslande for at styrke det lokale arbejde, der skal stoppe såkaldt ulovlig migration og menneskesmugling.⁴

Overdragelsesceremonien vidner om en større tendens i udøvelsen af grænsekontrol ved Europas grænser, en tendens, der bygger på eksternalisering og outsourcing til tredje lande, hvilket forskyder grænserne, samtidig med at det også ændrer konsekvenserne for dem, der forsøger at krydse grænserne. Det er disse konsekvenser, der kræver et nærmere eftersyn.

Afgrænsning af luften

For at komme ind under huden på det grænseparadigmeskifte, den lille overrækkelsesceremoni indvarslede, vender vi blikket mod en større rapport af Human Rights Watch (HRW) og Border Forensics med titlen “Airborne Complicity: Frontex Aerial Surveillance Enables Abuse”. Rapporten belyser EU’s grænseargentur Frontex’ brug af droner med fokus på, hvilke konsekvenser det har, at Frontex trækker sig ud af den maritime kontrol og ind i cockpittets overvågende tårn. Rapporten er tiltænkt som bevisførelse mod Frontex. Den er fyldt med billeder og videoer, der skal underbygge det overordnede formål: at synliggøre Frontex’ strategi. Strategien går kort fortalt ud på, at Frontex, ofte gennem underleverandører, bruger droner til at overvåge migrationsaktivitet på Middelhavet og herefter videregiver informationen til den libyske kystvagt, der kan opsamle migranterne og tage dem retur til Libyen.

På den måde flyttes grænsen og grænsebevogtningen ansvar væk fra Europas kyster. Samtidig øges risikoen ved at flygte over Middelhavet, da kontakten med skibe minimeres og redningsprocenten falder.

I rapportens indledende citat gengives følgende udtalelse fra en af rapportens kilder:

Omkring en halv time efter vi tog af sted … hørte vi en drone over vores hoved … den lavede en klar lyd, Wzzzz Wzzzz … Vi var alle bange. Stilhed i de næste mange timer. Omkring middag … så vi dronen … den hang stille i cirka fem minutter, cirkulerede en gang eller to … To timer senere … kom der en båd: det var libyerne.⁵

Rapportens kilde, ’Abu Laila’, giver denne øjenvidneberetning. Lyden af den israelsk producerede Heron-drone er lyden af det første møde med grænsen til Europa for bådens passagerer. Efterfølgende tilkendegav dronen sig selv, og derefter gjorde en libysk kystvagt det samme. Dronens blik, der kan siges at repræsentere en forlængelse af Europas grænsestrategi, viser, at grænser kan strækkes, formes og moduleres efter behov. I den politiske diskurs markerer grænsen den ydre, hårde indkapsling af en fælles identitet. Det interessante, og måske paradoksale, her er, at beskyttelsen af ideen om en indre fælles identitet, udføres af andre lande.

For migranterne på båden er grænsen i første omgang bare en summen – Wzzzz Wzzzz – indtil de møder en kystvagt, der sender dem tilbage, hvor de kom fra. I dette nye paradigme forbliver grænsen usynlig for dem, der møder dens kontrol, og migranter forbliver usynlige for det europæiske asylsystem, da de aldrig når Europas kyster.

Frontex argumenterer for, at denne strategi vil redde flere liv, men det er højst tvivlsomt. Siden 2014 er mindst 25.313 migranter døde i Middelhavet, og den forøgede sikkerhedsliggørelse, overvågning og grænsekontrol i Nordafrika og på Middelhavet har ikke afstedkommet et fald i dødsrater. Faktisk er det modsatte tilfældet. Migrationen er i sig selv blevet mere livsfarlig.

Beregninger indikerer, at sandsynligheden for at omkomme, mens man krydser Middelhavsområdet, er steget i de seneste år, og forsvindinger registreret i forbindelse med grænsekrydsningerne er ligeledes stigende. Derimod er denne strategi et led i at holde migranter væk fra de europæiske kyster, velvidende at de vil blive returneret til lande – her er Libyen og Tunesien primære aktører – hvor de risikerer at blive udsat for tortur, vold og overgreb eller falde i favnen på smuglere. I sidste ende er det en strategi for politisk ansvarsforflygtigelse, hvormed EU vil fjerne sig “spatielt, fysisk og juridisk fra sit ansvar”.⁶

Brugen af droner, der er tiltænkt at skulle forhindre drukneulykker på Middelhavet, udnytter i stedet volden i f.eks. de libyske detentionssystemer, hvor mennesker handles under slavelignende forhold – og gør den usynlig for europæerne.⁷

Tilbagetrækningen til luften kan forstås som et led i en større tendens i den europæiske grænsekontrol, som grænseforskerne Henk van Houtum og Rodrigo Bueno Lacy har undersøgt. Houtum og Lacy foreslår, at EU’s grænsesystem opererer med tre slags grænser: Præ-grænser, eller også kaldet papirgrænser; fysiske grænser, som de kalder jerngrænser; og til sidst post-grænsen. Den første refererer til, hvordan det europæiske visa-system sorterer en masse personer fra, før de overhovedet når de europæiske grænser. Den anden grænse refererer til konkrete fysiske grænsekontroller. Den sidste grænse, post-grænsen, refererer til lejre- og asylsystemet.

Van Houtum og Lacy peger på, at jerngrænsen er kendetegnet ved en form for æstetik i form af billeder af hegn, mure, kampklædte grænsevagter osv. Det er en performativ magt, der i lige så høj grad symbolpolitisk skal kommunikere sikkerhed indadtil, som den skal afskrække udadtil. Hvor præ-grænsen og post-grænsen handler om at usynliggøre mennesker på flugt – ved at nægte dem visa eller gemme dem væk i lejre – handler jerngrænsen om at synliggøre EU’s hårde linje.

Men hvis vi sammenholder van Houtum og Lacys tredeling med HRW-rapporten, ser vi en diskrepans. Med introduktionen af droner udvides jerngrænsen til at overlappe med både præ-grænsen og post-grænsen og i virkeligheden skabe en form for feedbackloop mellem de to. Selvom den performative magt ikke er forsvundet, opstår der en forskydning i spørgsmålet om synlighed, når jerngrænsen bliver til flygtige droner, og grænsekontrollen udføres af den libyske og tunesiske kystvagt, der sender mennesker retur til forfølgelse eller lejre i Nordafrika. Præ-grænsen og post-grænsen flyder sammen.

Grænseteknologiens etik

Den tilsyneladende tilbagetrækning af EU’s maritime tilstedeværelse i Middelhavet kommer – nogle vil sige belejligt – i kølvandet på en lang række sager, der involverer Frontex i brud på en række menneskerettigheder.⁸ Men tilbagetrækningen er imidlertid blot det, altså en maritim tilbagetrækning. EU er stadigvæk stærkt til stede i grænseområdet mod syd, men nu ikke i lige så høj grad på og i Middelhavet, men over Middelhavet.

Spaltningen af grænsen i to dele, hvor landdelen er den ufleksible, symbolske, og luften den mere fleksible og effektive kontrol, åbner for nye spørgsmål. Som grænseteknologiforsker Petra Molner skriver i artiklen “AI and Migration Management”, bliver teknologi ofte implementeret med løftet om bedre og mere fair kontrol, selvom det kan være tilfældet i nogle sager, besiddere teknologien også en bagside, da det ofte også viser sig, at teknologi forstærker eksisterende magtrelationer. Dette har også været tilfældet i flere sager med biometrisk teknologi og migrationskontrol, hvor sorte og brune mennesker er blevet fejlgenkendt eller fejlagtigt tilbageholdt. I USA er det blevet brugt af politiet til uretmæssigt at arrestere sorte mænd, af Immigrations and Customs Enforcement (ICE) er det blevet brugt til at spore immigrantfamilier og af FBI til at overvåge Black Lives Matter-demonstranter.⁹

Den teknologiske udvikling stiller nye krav til os alle. EU’s udlicitering af grænsekontrol og sikkerhedsarbejdet til militser og sikkerhedstjenester resulterer i overgreb, der er støttet af EU’s sikkerhedsbudgetter. Det er en grænseforskydning og ansvarsforflygtigelse, der opererer på flere niveauer. Som borgere og forskere må vi spørge os selv: Hvor går grænsen? For selvom det ikke er os, der bemander muren, så er det os, der betaler den, og vi bør som et absolut minimum kræve, at migranter ikke risikerer tortur, vold og slaveri på vores og EU-skatteborgernes regning.

Ahlam Chemlali er ph.d.-studerende ved afdeling for Migration og Global Orden, DIIS – Dansk Institut for Internationale Studier og afdeling for Politik og Samfund, Aalborg Universitet. Mikkel Nørregaard Jørgensen er ph.d.-studerende ved afdeling for Æstetik og Kultur, Aarhus Universitet.

1. https://www.bbc.com/news/world-europe-65942426

   https://alarmphone.org/en/2023/06/14/europes-shield/

2. Warsan Shire, Bless the daughter raised by a voice in her head (London, UK: Chatto & Windus, 2022).
3. Nicholas De Genova, “Deportation,” i The SAGE Handbook of Marxism, ed. Sara Farris; Alberto Toscano; Svenja Bromberg; Beverley Skeggs (55 City Road: SAGE Publications Ltd, 2022), 1578.
4. Directorate-General for Neighbourhood and Enlargement Negotiations, “Commissioner Olivér Várhelyi attends the handover ceremony of EU-financed Search and Rescue vessels to Libya,” news release, 2023, https://neighbourhood-enlargement.ec.europa.eu/news/commissioner-oliver-varhelyi-attends-handover-ceremony-eu-financed-search-and-rescue-vessels-libya-2023-02-06_en.
5. Judith Sunderland og Lorenzo Pezzani, Airborne Complicity: Frontex Aerial Surveillance Enables Abuse, Human Rights Watch, Border Forensics (2022), https://www.hrw.org/video-photos/interactive/2022/12/08/airborne-complicity-frontex-aerial-surveillance-enables-abuse.
6. Sunderland og Pezzani, Airborne Complicity: Frontex Aerial Surveillance Enables Abuse.
7. Henk van Houtum and Rodrigo Bueno Lacy, “The Autoimmunity of the EU’s Deadly B/ordering Regime; Overcoming its Paradoxical Paper, Iron and Camp Borders,” Geopolitics 25, nr. 3 (2020/05/26 2020), 4.
8. Luisa Izuzquiza, Vera Deleja-Hotko, Arne Semsrott, “Revealed: The OLAF report on Frontex,” (2022). https://fragdenstaat.de/en/blog/2022/10/13/frontex-olaf-report-leaked/.
9. Ashley Del Villar og Myaisha Hayes, “How Face Recognition Fuels Racist Systems of Policing and Immigration — And Why Congress Must Act Now,” ACLU (2021). https://www.aclu.org/news/privacy-technology/how-face-recognition-fuels-racist-systems-of-policing-and-immigration-and-why-congress-must-act-now.