Hvad nu hvis vi har bygget samfundet på en løgn?

En stor del af vores samfund er bygget op omkring forestillingen om, at vi som mennesker har en fri vilje og derfor fortjener at blive stillet til ansvar for vores handlinger. Men hvad nu hvis den fri vilje viser sig at være én stor misforståelse? Hvis den slet ikke findes? Ja, så tvinges vi til at genoverveje, hvad retfærdighed i det hele taget vil sige.

Af Kjartan Sveistrup Andsbjerg

Vi lever i et samfund baseret på straf og belønning. Det gælder selvfølgelig i retssystemet, hvor vi straffer folk, der bryder loven. Men det er også en fuldstændig integreret del af vores daglige interaktioner med hinanden. Her belønner vi venlighed og hjælpsomhed med ros, mens vi straffer folk, der opfører sig dårligt, med kritik, skældud eller ligefrem gengældelse.

Tilsvarende er straf og belønning et afgørende element i fordelingen af samfundets velstand. Selvom mange danskere måske nok ønsker at begrænse den stigende ulighed, foretrækker langt de fleste af os en vis mængde ulighed i samfundet. Vi ønsker at belønne dem, der træffer gode valg, arbejder hårdt og bidrager positivt til fællesskabet. Og omvendt ønsker vi at straffe dem, der træffer dårlige valg, er dovne og skader fællesskabet. Derfor tillader vi, at nogle bliver rige og kan leve komfortable liv i luksus, mens andre må forsøge at klare sig på lave overførselsindkomster.

En del af forklaringen på, at straf og belønning på denne måde udgør et helt afgørende princip for vores samfund, er selvfølgelig, at vi tror, det er nødvendigt for at skabe det bedst mulige samfund. At vi ved at straffe folk for uønskede handlinger kan minimere mængden af dem, mens vi kan tilskynde til god adfærd ved at belønne den. Det er bare ikke alt. Vi straffer og belønner nemlig i lige så høj grad, fordi vi mener, det er retfærdigt.

Moralsk ansvar

”Ethvert menneske har grundlæggende ansvaret for sit eget liv”. Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale i 2020, og jeg tror, de fleste danskere nikkede enigt med hjemme fra stuerne. Idéen om, at vi som individer er moralsk ansvarlige for vores liv – forstået på den måde, at vi som udgangspunkt fortjener at blive stillet til ansvar for vores handlinger – er nemlig en endegyldig sandhed i manges øjne. Det er det, vi lærer fra barnsben, og det er det, vi navigerer efter i det daglige.

Det individuelle moralsk ansvar får straf og belønning – i de ramme mål og kontekster – til at fremstå retfærdig for os. Af den grund mener vi, en morder fortjener at blive smidt i fængsel – uanset om straffen virker præventiv eller ej. Af den grund føler vi, naboen fortjener en flaske vin, når hun har passet vores blomster sommeren over. Og det er af den grund, idioten i Audi’en åbenlyst fortjener en fuckfinger, når han overhaler os indenom med 130 i timen. Retfærdighed er, at folk stilles til ansvar for deres handlinger.

Igen gælder dette også fordelingspolitisk. Tag en hårdtarbejdende iværksætter, der knokler utrætteligt for at blive en succes, og en doven arbejdsløs, der bruger alle sine penge på smøger. Jeg er overbevist om, at de fleste danskere vil mene, at førstnævnte fortjener succes, mens sidstnævnte – allerhøjest – fortjener sin kontanthjælp. I hvert fald er det den slags argumenter, man støder på i den offentlige debat.

Når jeg i forskellige medier har foreslået at give samfundets fattigste mere mellem hænderne, er jeg typisk blevet mødt med et hav af kommentarer om, at arbejdsløse fortjener deres situation, og at det er uretfærdigt at give dem flere af andre folks penge. Og når jeg omvendt har foreslået, at de rige skal betale mere til fælleskassen, dukker der altid en hær af folk op, der mener, det vil være et slags overgreb, fordi de rige har gjort sig fortjent til deres velstand.

Generelt lader danskerne til at mene, at ulighed er retfærdigt. I hvert fald svarer et stort flertal i European Social Survey 2018, at samfundets ulighed enten er retfærdig stor eller uretfærdig lille. Og det skyldes i høj grad vores tro på det individuelle moralske ansvar. Som den amerikanske psykologiprofessor Mark Sheskin har forklaret til Weekendavisen, er forklaringen på, at vi foretrækker en vis mængde ulighed simpelthen, at vi mener, folk har gjort sig fortjent til forskellige levestandarder.¹

Idéen om, at folk er individuelt moralsk ansvarlige for deres handlinger og fortjener at blive stillet til ansvar for dem udgør altså på flere niveauer en helt afgørende byggesten for vores samfund. Ja, den amerikanske politolog Yascha Mounk har ligefrem foreslået, at vi lever i ”ansvarets tidsalder”, hvor ansvar er blevet en af de primære ideologiske koordinater, vi navigerer efter, og hvor ansvar ikke – som tidligere – handler om fællesskabets ansvar for den enkelte, men snare om individets ansvar for sig selv.

Mounk viser i en international sammenhæng, hvordan denne type individuelle ansvar betones overalt. Noget lignende gør sig gældende i Danmark. Som arbejdsløs skal man over for Jobcentret bevise, at man selv tager ansvar for at komme i job, før man kan få udbetalt sine dagpenge eller kontanthjælp. I medierne ledes der konstant efter, hvor ansvaret for den nyeste skandale skal placeres. Og – ikke mindst – så snakker politikerne hele tiden om det individuelle ansvar.

Det er langt fra kun statsministeren, der betoner det individuelle ansvar. I Liberal Alliances principprogram står der, at ”man er ansvarlig for sine succeser såvel som sine fiaskoer”. Og partiets leder Alex Vanopslagh er blevet ultrapopulær for sit fokus på det individuelle ansvar, ligesom han er på vej med en bog og en foredragsrække ved navn ’Vejen til ansvar’.

Fokusset på det individuelle moralske ansvar er nærmest en paradedisciplin fra Socialdemokratiet og ud på højrefløjen. Men selv langt ud på venstrefløjen abonnerer man i dag på idéen om individuelt ansvar. For eksempel har Enhedslistens chefideolog Pelle Dragsted udtalt, at ”man selvfølgelig har et personligt ansvar”.²

Der er selvfølgelig forskel på, hvordan ovenstående bruger og forstår ansvar. Ligesom i befolkningen lader alle dog til at betragte det som en indlysende sandhed, at vi som individer i et eller andet omfang er moralsk ansvarlige for vores valg, handlinger og liv. Spørgsmålet er bare, om det nu også er så indlysende igen. For hvornår kan man i det hele taget siges at være moralsk ansvarlig for sine handlinger?

Princippet om alternative muligheder

Den amerikanske filosof Harry Frankfurt beskriver et moralprincip, han kalder ”princippet om alternative muligheder”. Ifølge det kan man kun være moralsk ansvarlig for – og dermed fortjene straf eller belønning for – hvad man har gjort, hvis man kunne have undgået at gøre det. Hvis faktorer uden for vores kontrol derimod tvinger os til at handle på bestemt måde, kan vi ifølge princippet ikke retfærdigvis stilles til ansvar for vores ageren.

Lignende pointer har en række andre filosoffer gennem historien fremført, og ifølge Frankfurt har det haft den konsekvens, at de fleste af os i dag holder princippet om alternative muligheder som en af de mest grundlæggende moralprincipper.

Tag for eksempel en morder. Som udgangspunkt mener de fleste af os, at han fortjener at blive stillet til ansvar for sin handling. Men forestil dig nu, at det viser sig, at han var under hypnose under sin gerning. Så tror jeg, de færreste vil mene, at han fortjener straf – selvom vi måske af andre årsager kan synes, det er fornuftige at gøre. Han havde nemlig intet reelt valg. Han var underlagt tvang.

Det samme gælder for psykisk syge kriminelle. De kan ifølge loven ikke straffes. I stedet modtager de en behandlingsdom. Vi vurderer nemlig, at de – grundet psykisk sygdom – ikke havde reel mulighed for at handle anderledes. Det var faktorer uden for deres kontrol, som dem til at begå kriminalitet. Og som direktøren for den borgerlige tænketank CEPOS, Martin Ågerup, har formuleret det i sin bog ’Den retfærdige ulighed’, kan man ”ikke have ansvaret for en beslutning, som man ikke har haft friheden til selv at træffe”.

Frankfurt er faktisk selv kritisk over for princippet om alternative muligheder, fordi han mener, det fritager os fra for meget ansvar. Omvendt virker princippet i mine – og mange andres – øjne indlysende rigtigt. Jeg har svært ved at se, hvordan det på nogen måde kan være fortjent at straffe eller belønne folk for noget, de ikke havde mulighed for at undgå – som de var tvunget til at gøre af omstændigheder uden for deres kontrol.

De mest grundlæggende moralspørgsmål er typisk subjektive vurderinger og har sjældent et facit. Derfor vil jeg heller ikke påstå, at princippet om alternative muligheder er en endegyldig sandhed. I stedet er det for dette indlægs skyld nok at gøre som Frankfurt og konstatere, at et flertal af os lader til at abonnere på det. Dermed bliver det nemlig afgørende fra et moralperspektiv, om vi mennesker besidder en fri vilje eller ej.

Den fri vilje

Den fri vilje er et omstridt begreb, som kan have forskellige betydninger. Det vender vi tilbage til. For nu vil jeg bruge begrebet til at beskrive idéen om, at vi mennesker besidder en generel evne til i en given situation at vælge mellem forskellige måder at handle på. Hvorvidt denne idé er sand eller ej, har filosoffer diskuteret i årtusinder. Diskussionen er enormt kompleks med mange nuancer, men noget karikeret har den to sider.

Den ene side argumenterer for, at vi som mennesker – i kraft af vores bevidsthed – som udgangspunkt besidder en fri vilje, der gør, at vi selv kan vælge mellem forskellige måder at handle på. Derfor har de typisk konkluderet, at vi er moralsk ansvarlige for vores handlinger. Det gælder blandt andet René Descartes og Immanuel Kant. For eksempel skriver sidstnævnte i ‘Religion within the Bounds of Bare Reason’ fra 1793:

“Mennesket må forme sig selv til at være det gode eller onde, han er eller vil blive. Uanset resultatet må det være et resultat af hans frie valg; ellers kan han ikke holdes ansvarlig for det, og der kunne ikke eksistere hverken moralsk godhed eller ondskab.”

Omvendt har den anden side bestående af såkaldte determinister påstået, at alt, vi mennesker gør, er produktet af faktorer uden for vores individuelle kontrol, og at den fri vilje og det individuelle moralske ansvar derfor umuligt kan eksistere. Det gælder blandt andet den hollandske filosof Baruch Spinoza, der i værket ’Ethics’ fra 1677 skriver følgende:

”I sindet eksisterer ingen absolut eller fri vilje; sindet er determineret til at ønske dette eller hint af en årsag, som også er blevet determineret af en anden årsag, og denne af en anden årsag, og så videre i al uendelighed.”

Hvilken af disse versioner af virkeligheden, der er sand, har store konsekvenser. Hvis vi har en fri vilje, må vi som udgangspunkt – jævnfør princippet om alternative muligheder – være moralsk ansvarlige for vores handlinger, og det kan dermed være retfærdigt at straffe og belønne os for dem. Men hvis vi derimod slet ikke har en fri vilje til at vælge mellem forskellige måder at handle på, kan vi ikke være moralsk ansvarlige for vores handlinger. Og dermed kan vi som udgangspunkt hverken fortjene at blive straffet eller belønnet for dem.

Ovenstående er to absolutte synspunkter: fri eller ufri. Der er selvfølgelig masser af positioner imellem, og jeg tror, det er dér, de fleste mennesker lander i dag, hvis man tvinger dem til at tænke over det hele. Vi anerkender, at vi ikke bare frit vælger, hvordan vi agerer i bestemte situationer, men at vores genetik og opvækst sætter rammerne for vores handlen. At nogle er blevet givet evner, som gør det nemmere for dem at handle på bestemte måder, mens andre er disponeret for at træffe andre valg. At vi blevet tildelt forskellige kort her i livet.

Trods dette lader de fleste af os til at tro på en eller anden form for fri vilje. Uanset at vi måtte være disponeret for at handle på bestemte måder føler vi, at vi i de fleste situationer har en reel mulighed for at vælge mellem forskellige handlemuligheder. At vi selv vælger, hvordan vi spiller kortene.

Vi tror, vi er fri

Der findes desværre ingen studier af synes på den fri vilje herhjemme. Men i 2019 blev et repræsentativt udsnit af befolkningerne i USA og Singapore spurgt til deres syn på den fri vilje.³ I begge lande var over 75 procent af de adspurgte enige i, at fri vilje dækker over en ”evne til at træffe forskellige valg, selvom alt der leder op til ens valg, forbliver præcis det samme”, og i begge lande svarede over 80 procent, at de tror på eksistensen af sådan en fri vilje.

Som sagt findes der ikke tal, der kan bevise, at det samme gør sig gældende i Danmark, men med tanke på, at resultaterne er så klare, og at de spejler sig i så forskellige lande som USA og Singapore, virker det sandsynligt, at de også ville gøre det i Danmark. Og det indtryk styrkes, når man kigger på den offentlige debat.

Jeg har gennem flere år debatteret fri vilje og ansvar med høj som lav. Baseret på disse diskussioner er det mit klare indtryk, at de fleste mener, de har en fri vilje. Nogle siger det direkte. Andre bruger formuleringer som ”man kunne altid have gjort noget andet”, ”vi er fri til at gøre, som vi vil”, og ”du vælger selv, hvor stor en indsats du gør”. Alle peger de i retning af en tro på den fri vilje. Og det samme gør vores politikeres udtalelser.

Ikke overraskende er det ofte på højrefløjen, man finder den mest eksplicitte snak om fri vilje. I sin tidligere nævnte bog skriver CEPOS-direktør Martin Ågerup for eksempel: ”Eftersom vi har friheden til at vælge, bærer vi også ansvaret for konsekvenserne af vores valg (…) Vi har hver især på ethvert givet tidspunkt haft friheden til at træffe beslutninger vedrørende vores uddannelse, arbejde, forbrug og opsparing – beslutninger, der til sammen afgør vores materielle situation netop nu”.

En lignende forestilling om den fri vilje lader til at ligge til grund for Alex Vanopslaghs forståelse af det individuelle moralske ansvar. Som han udtaler i en meget rost kampagnevideo fra 2022: ”Vi bestemmer ikke altid over de ting, der sker med os her i livet. Men vi bestemmer altid over, hvad vi vælger at gøre ved det. Så hvem vil du være? (…) Ja, valget er dit”.

Det samme gør sig gældende i Venstre. Her står der i partiprogrammet, at individet er ”frit til at tage ansvar for sit eget liv”, ligesom partiets nestor Bertel Haarder har udtalt til Zetland: “Som liberal humanist har jeg altid ment, at det er vigtigt at fastholde den enkeltes ansvar og undgå sociale teorier om, at man er determineret, bestemt af sin baggrund, kultur, klassetilhørsforhold”.⁴

Endelig lader det også til, at det for Pelle Dragsted er en idé om den fri vilje, der ligger til grund for hans tro på det individuelle ansvar. Som han udtaler i ovennævnte Zetland-artikel: ”Idéen om, at vi ikke skulle have nogen fri vilje, har altid virket provokerende på mig. At vi er fuldkommen formet af omgivelserne, at der ikke er nogen menneskelig essens, har jeg simpelthen aldrig instinktivt kunnet købe ind i. Det er ikke noget, jeg kan genkende i mit eget eller andres liv”.

Igen er der selvfølgelig stor forskel på, hvor fri vi mener, vi er. Men i et eller andet omfang abonnerer lader alle til at være enige om, vi i besidder en fri vilje. Og det er en enighed med store konsekvenser for vores samfund.

Spørgsmålet under dem alle

Det er denne tro på den fri vilje, der ligger til grund for vores forestilling om individuelt moralsk ansvar. Det er den, der får os til at føle, at folk fortjener at blive stillet til ansvar for deres handlinger. Og det er på grund af den, at straf, belønning og ulighed fremstår fortjent for os.

Troen på den fri vilje er simpelthen den mest grundlæggende præmis for vores samfundstænkning. Som psykolog Svend Brinkmann formulerer det i sin bog ’Ståsteder’: ”Moralen, juraen og demokratiet bygger på, at mennesker i en vis udstrækning er ansvarlige aktører med viljesfrihed, hvilket berettiger, at vi stiller dem til regnskab for deres gerninger og ugerninger”.

Når den fri vilje på denne måde er afgørende for vores samfundstænkning, er det vigtigt, at vi er helt sikre på, vi har forstået den korrekt. For hvad nu hvis det viste sig, at vi tog fejl og ikke har en fri vilje? Ja, så straffer og belønner vi folk på et forkert grundlag og udsætter dem derved for en enorm uretfærdighed. Det ville være en katastrofe af karat. Derfor må vi som samfund have en seriøs samtale om den fri vilje og trykteste den.

Desværre sker dette ikke i dag. Der er nærmest ingen offentlig diskussion af, om vi mennesker har en fri vilje eller ej. Dermed får vi ikke redskaberne til at vurdere, om samfundet omkring os er retfærdigt. I stedet antager vi, at det, vi fra barnsben har lært om, at vi er frie og ansvarlige individer, er en endegyldig sandhed, og fortsætter med at gøre som generationerne før os: straffer og belønner i et væk.

Denne slags moral-på-autopilot er i sig selv problematisk. Men det rigtigt katastrofale er i mine øjne, at meget tyder på, at vi grundlæggende har misforstået den fri vilje. At den simpelthen ikke eksisterer, men er en illusion. Et fatamorgana. Og hvis det er sandt, så rives tæppet væk under hele vores samfundsopbygning.

I det følgende vil jeg udfolde det argument, der for mig at se problematiserer eksistensen af den fri vilje og det individuelle moralske ansvar. Jeg håber selvfølgelig, at argumentet vil fremstå sammenhængende og overbevisende. Men mest af alt ønsker jeg at starte en diskussion om den fri vilje, som kan frembringe nye – og gamle – argumenter og lade dem brydes med det formål at gøre os alle klogere. Det er simpelthen det eneste rigtige at gøre, når vi beskæftiger os med et af de vigtigste moralske spørgsmål overhovedet.

For en god ordens skyld må jeg hellere understrege, at de fleste af tankerne herunder er udtænkt af hjerner meget klogere end mig selv. Hvorfor så nævne dem, kan man måske spørge? Jo, fordi vi tydeligvis har glemt dem. Som den franske forfatter André Gide er blevet citeret for engang at have sagt, er alt ”blevet sagt før, men siden ingen lytter, bliver vi nødt til at gå tilbage og begynde forfra”. Netop det er min ambition her. At begynde forfra og genoplive gamle, glemte argumenter.

Produktet af vores omgivelser

Det i mine øjne stærkeste argument mod den fri vilje kommer fra samme determinisme, som Spinoza advokerede for. Den kan spores helt tilbage til filosoffen Demokrit i antikkens Grækenland og tager udgangspunkt i den helt simple tese, at alt i vores univers er produktet af forudgående årsager.

For mig at se er dette indlysende sandt. Alt må have en årsag. Jeg har i hvert fald endnu til gode at finde den ting, der ikke har. Og det må i så fald også gælde vores handlinger og valg som mennesker. De må til hver en tid skyldes vores personlighed – den unikke cocktail af behov, værdier, ønsker og præferencer, der i en given situation får vores hjerne til at sende signalet til vores krop om at handle på en bestemt måde frem for en anden.

Ovenstående virker nok relativt ukontroversielt for de fleste. Men vi kan ikke stoppe dér. Hvis alt har en årsag, må vores personlighed vel også have det? Og det eneste, der kan forklare den, er kombinationen af vores genetiske og sociale arv. Lad os begynde med førstnævnte.

Vi bliver hver især født med en unik genetisk sammensætning. Nogle gives et stort temperament, mens andre er naturligt rolige. Nogle arver frygtelige sygdomme og lidelser, mens andre ikke fejler det mindste. Og nogle er blevet velsignet med særlige talenter eller blændende intelligens, mens andre ikke er blevet tildelt lige så mange brikker at flytte rundt med.

Alt, vi gør gennem livet, baserer sig på dette biologiske grundlag. Men det sker altid i samspil med det, vi lærer fra vores omgivelser. Fra det øjeblik, vi første gang åbner vores øjne, suger vi til os fra omverdenen, kopierer andre og lærer, hvad der er rigtigt og forkert. Hvis vi mødes med omsorg og kærlighed, udvikler vi én bestemt personlighed, mens vi udvikler andre træk, hvis vi mødes med vold og svigt.

Dette fortsætter op gennem vores liv. Alle slags oplevelser aflejrer sig i vores hjerne som et komplekst spindelvæv af information, der – i samspil med vores gener – udgør vores personlighed og dirigerer os til at handle på en bestemt måde i en given situation.

Ingen fri vilje

Menneskehjernen er en kompleks størrelse. Derfor kan det ofte være svært at gennemskue, hvordan vores genetiske og sociale ophav fører til bestemte handlinger. Ikke desto mindre må det – rent logisk – nødvendigvis være sådan, det forholder sig. Alt, hvad vi mennesker nogensinde gør, må være produktet af kombinationen af genetik og socialisering. Andet eksisterer simpelthen ikke, som kan forklare, hvorfor vi er formet, som vi er, og dermed hvorfor vi gør, som vi gør.

Her er vi fremme ved det springende punkt. For den logiske implikation af, at vores handlinger i sidste ende er produktet af faktorer uden for vores kontrol, er, at vi umuligt kan have en fri vilje – hvis vi forstår det som evnen til at vælge mellem forskellige måder at handle på i en given situation.

Hvis vi skulle gøre noget som helst andet, end vi ender med at gøre, ville det kræve, at vi havde andre ønsker, værdier og evner, som fik vores hjerne til at bede vores krop om at handle anderledes. Og det ville kræve, at vi var født med andre gener eller var blevet udsat for en anden socialisering. Hvilket vi åbenlyst ikke selv har den mindste kontrol over. Som den amerikanske filosof Peter van Inwagen skriver i ’An Essay on Free Will’:

“Hvis determinismen er sand, er vores handlinger konsekvenser af naturens love og begivenheder i den fjerne fortid. Men det er ikke op til os, hvad der skete, før vi blev født, og naturens love er heller ikke op til os. Derfor er konsekvenserne af disse ting (herunder vores handlinger) ikke op til os.”

Alt dette betyder, at vi aldrig selv bestemmer, hvad vi gør i en given situation. Om vi gør en indsats på arbejde eller pjækker fra skole. Om vi hjælper en gammel dame over vejen eller stjæler et dyrt ur. Intet af det er op til os. Vi gør nemlig altid lige præcis det, vi har lært og er blevet gjort i stand til at gøre af omverdenen i den specifikke kontekst, vi står i. Hverken mere eller mindre. Vores valg og handlinger er simpelthen påtvunget os af vores omgivelser.

Ikke dermed sagt, at vi ikke har en vilje. Tværtimod. Vi handler hele tiden bevidst efter vores egne ønsker. Det er bare ikke os selv, der vælger, hvad vi ønsker at gøre. Det er os påtvunget af omgivelserne. Som den tyske 1800-tals filosof Arthur Schopenhauer engang skulle have sagt, kan menneskesket ”gøre, som det vil, men det kan ikke bestemme, hvad det vil”. Vi har en vilje. Den er bare ikke det mindste fri.

Mange har gennem tiderne forsøgt at finde plads til den fri vilje ved at argumentere for, at vi må have et lille handlerum. At det i sidste ende jo er os selv, der vælger, hvordan vi spiller kortene. For mig at se giver dette ikke meget mening. Hvordan skulle der kunne være noget form for handlerum, hvis alle dele af vores person er produktet af faktorer uden for vores kontrol? Måden, vi spiller kortene på, må være lige så determineret som de kort, vi er blevet tildelt.

Ny moral

Som nævnt har det store moralske konsekvenser, hvis ovenstående er sandt. Hvis vi aldrig kunne have undgået at gøre, hvad vi gør, men vores handlinger til hver en tid er os påtvunget af vores omgivelser, kan vi – ifølge princippet om alternative muligheder – ikke være moralsk ansvarlige vores handlinger.

Dermed ikke sagt, at vores handlinger ikke kan være gode eller onde. Det kan de i den grad. Vi kunne bare ikke have undgået dem. Og derfor er det grundlæggende uretfærdigt at stille os til ansvar for dem. Som den amerikanske filosof Bruce Waller formulerer det i sin bog ’Against Moral Responsibility’, er det “grundlæggende unfair at rose eller belønne nogle og klandre og straffe andre”, fordi ”forskellene i vores karakter og adfærd er resultatet af kausale faktorer, som vi i sidste ende ikke selv valgte og kontrollerede”.

Hvis dette er sandt, bør det i mine øjne have store konsekvenser for måden, vi forstår samfundet på. Som sagt bygger både retssystem, fordelingspolitik og vores ageren i hverdagen på idéen om, at belønning og straf er fortjent. Derfor er den afgørende del af legitimeringen af hele vores samfundsopbygning, der forsvinder, hvis det viser sig at være forkert.

Så kan vi ikke længere fortjene ros for at give penge til hjemløse eller at blive skældt ud for at køre grimt. Så kan vi ikke længere fortjene at blive smidt i fængsel, hvis vi bryder loven. Og så kan de hårdtarbejdende ikke længere fortjene at blive belønnet med rigdom og gode liv, ligesom de dovne ikke kan fortjene at skulle forsøge at klare sig på lave overførselsindkomster.

Dette betyder naturligvis ikke, at vi skal lade være med at gøre ovenstående. Tværtimod tror jeg, at de fleste stadig vil mene, det er fornuftigt at spærre farlige mennesker inde og tilskynde folk til gode handlinger. Ja, afhængigt af ens forståelse af retfærdighed kan man måske ligefrem argumentere for, at det – på et overordnet plan – stadig er retfærdigt at straffe eller belønne folk, hvis det bidrager til det fælles bedste. Det kan bare aldrig være fortjent. Og med tanke på hvor stor en rolle vores forestilling om fortjenthed spiller for vores samfundsindretning, bør ovenstående give anledning til nogle seriøse overvejelser.

Bør vi straffe mindre? Bør vi forsøge at tøjle vores kritik af hinanden? Og bør vi fordele samfundets velstand mere ligeligt? Den slags spørgsmål må vi som minimum diskutere, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at sikre, at retfærdigheden sker fyldest.

Argumenter mod determinismen

Ovenstående er det klassiske deterministiske argument mod fri vilje og individuelt moralsk ansvar. I mine øjne hænger det – rent logisk – meget bedre sammen end vores nuværende verdensopfattelse. Dog er der en række modargumenter, som man bør tage seriøst og holde determinismen op imod. Afslutningsvis vil jeg prøve at gennemgå de mest centrale af disse.

Den mest gængse kritik af determinismen er ganske enkelt, at den føles forkert. At det rent instinktivt føles, som om vi har en fri vilje. For eksempel er det sådan, Pelle Dragsted argumenterer for den fri vilje. Han kan ikke ”genkende” idéen om, at vi er helt determineret, fra sit eget liv. Sådan tror jeg egentligt, de fleste har det. Det er bare ikke et godt argument for eksistensen af en fri vilje, ligesom det ikke er et godt argument mod effektiviteten af slankekure, at man aldrig selv er lykkedes med en. Når det kommer til spørgsmål om den fysiske verden, må logik trumfe vores instinkter.

Et andet argument mod determinismen er, at den er farlig, fordi den truer med at omstyrte det samfund, vi har bygget op. Dette får nogle mennesker til rent instinktivt at afvise tanken. Det gælder blandt andet Svend Brinkmann i den tidligere omtalte bog ’Ståsteder’, selvom han faktisk anerkender, at determinismen er ”en troværdig teori på et rent intellektuelt plan”.

Den slags argumentation er jeg ikke tilhænger af. Vi kan ikke bare afvise idéer, som logisk hænger sammen, fordi de truer vores samfundsopbygning. Det var det, Kirken gjorde, da den afviste Kopernikus’ teori om, at Solen var solsystemets centrum. Det passede dårligt med Biblens ord, så det kunne umuligt være sandt! Sådan kan man ikke argumentere i et oplyst og rationelt samfund. Særligt ikke når det omhandler de mest grundlæggende vilkår for vores samfund. Hvis vores samfundsopbygning udfordres af idéer, der ellers hænger sammen, er det førstnævnte – og ikke sidstnævnte – der skal tages op til revision.

En anden kritik af determinismen går på, at den udhuler meningen med tilværelsen. At det efterlader os som tomme æggeskaller, hvis vi altid er produktet af vores omgivelser og aldrig kan gøre andet end det, vi ender med at gøre. Igen er dette ikke et argument for, at determinismen skulle være usand, men snarere en kritik af dens implikationer. Jeg deler dog ikke bekymringen. Determinisme er ikke det samme som fatalisme. Vi flyder ikke bare med strømmen som passive tilskuere. Vi påvirker hele tiden vores liv og kan ændre det til det bedre – hvis vi vel og mærke er blevet givet evnerne til det.

En relateret kritik går på, at determinismen risikerer at have negative konsekvenser for vores moral. At fraværet af individuelt moralsk ansvar vil få os til at opføre os dårligere over for hinanden. Dette er jeg heller ikke enig i. Mord, tyveri og andre umoralske handlinger bliver ikke mindre forkerte af, at vi forstår, hvor de kommer fra. Derimod bliver vi bedre i stand til at forebygge, når vi forstår, hvorfor folk handler, som de gør, og ikke straffer i affekt.

Dertil kommer, at determinismen rummer en række andre positive konsekvenser. Dels gør den os mere empatiske med andre mennesker. Den tvinger os at sætte os ind i det umiddelbart uforståelige. Desuden fjerner den en tung byrde fra vores skuldre. Jeg tror, en del af det pres, der skubber mange særligt unge ud i mistrivsel, kan spores tilbage til en dårlig samvittighed over alt det, man ikke er lykkedes med, som følger med idéen om, at man altid bare kunne have handlet anderledes. Determinismen viser, at det ikke er tilfældet. Man gjorde altid det bedste, man kunne, og det bør give alle en smule mere ro i sindet.

Fri og ufri på samme tid?

Den historisk mest tungtvejende kritik af determinismen kommer fra de såkaldte kompatibilister, som blandt har inkluderet filosoffer som Thomas Hobbes, David Hume og – i moderne tid – Daniel Dennett. Gennem århundreder har de – lidt forenklet – argumenteret for, at determinismen er kompatibel med den fri vilje, fordi den fri vilje i deres øjne simpelthen bare beskriver evnen til at handle i overensstemmelse med sine ønsker.

Nu må folk jo selv om, hvordan de forstår den fri vilje. Jeg kan bare ikke se, hvordan semantik ændrer på noget. Så længe hele vores person er produktet af faktorer uden for vores egen kontrol, er det vel fra et moralperspektiv lige meget, om vi handler i overensstemmelse med vores ønsker eller med en pistol for panden? Det er lige ufrit og dermed – ifølge princippet om alternative muligheder – uretfærdigt at stille os til ansvar.

En sidste kritik, jeg vil nævne her, kommer fra folk, som peger på kvantefysikken som en udfordring mod determinismen. Typisk går argumentet på, at der i alle processer i universet lader til at være et element af usikkerhed, som betyder, at vi ikke altid kan forudsige kausale sammenhænge. Og ifølge nogen betyder det, at determinismen umulig kan være sand.

Dette giver heller ikke mening for mig. At noget ikke kan forudsiges, implicerer ikke fraværet af en årsag. Og selv hvis man – på mystisk vis – engang skulle finde en effekt uden årsag, er det svært at se, hvordan det skulle gøre os mere ansvarlige for vores handlinger. For så er vores handlinger vel i mindst lige så høj grad uden for vores kontrol?

Ovenstående viser forhåbentligt, hvorfor jeg ikke mener, at modargumenterne mod den deterministiske afvisning af individuelt moralsk ansvar holder. Medmindre vi kan finde en del af vores person, som ikke er produktet af faktorer uden for vores kontrol, må vi i mine øjne acceptere, at vi ikke har en fri vilje. Og hvis vi gør det, må vi – jævnfør princippet om alternative muligheder – konkludere, at vi ikke kan være moralsk ansvarlige for vores handlinger.

For mig at se er det eneste reelle alternativ til ovenstående at afvise princippet om alternative muligheder og argumentere for, at det kan være fortjent at stille folk til ansvar for handlinger, de ikke har mulighed for at undgå. Jeg kan bare ikke se, hvordan det på nogen måde skulle være retfærdigt.

Jeg håber, at ovenstående blotlægger de store problemer forbundet med vores nuværende forståelse af fri vilje og ansvar. Om det skal føre til en total omvæltning af vores verdensbillede og samfund, skal jeg ikke bestemme. Men vi bliver nødt til at tage stilling til spørgsmålet. Vi må gøre op med os selv, om vi er fri eller ej. På den baggrund må vi diskutere, om al vores straf, belønning og ulighed virkelig er fortjent. Og hvis vi kommer frem til, at den ikke er, må vi enten ændre på den eller finde en anden måde at legitimere uretfærdigheden på.

Kjartan Sveistrup Andsbjerg er antropolog

1. ‘Vi vil have retfærdig ulighed’, Lone Frank, Weekendavisen, 23. juni 2017: https://www.weekendavisen.dk/2017-25/ideer/vi-vil-have-retfaerdig-ulighed
2. ‘Pelle Dragsted: Det er helt nødvendigt, at vi forbinder os til hinanden’, Kristeligt Dagblad, 25. oktober 2018: https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/det-er-helt-noedvendigt-vi-forbinder-os-til-hinanden
3. Wisniewski D, Deutschländer R, Haynes J-D (2019) Free will beliefs are better predicted by dualism than determinism beliefs across different cultures. PLoS ONE 14(9): e0221617. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0221617
4. ‘Jeg beklager, men du har nok ikke en fri vilje. Hvad stiller vi op med den viden?’, Jakob Silas Lund, Zetland, 16. juli 2021: https://www.zetland.dk/historie/s81ENNWv-aOMVJJ4a-34d9c