Iagttagelser fra grænselandet

Bemærkninger om krigen, undtagelsestilstanden og tabet af realitetssans i Vesten.

Af Der Erreger

Der Erreger er et tidsskrift med base i Berlin, der siden undtagelsestilstanden i 2020 er udkommet to gange. Udover tidsskriftet har folkene bag også oversat det anonyme “Manifeste conspirationiste”, der blev udgivet på forlaget Seuile d. 21. januar 2022, fra fransk til tysk. Bogen er endnu ikke blevet oversat til dansk.

Politik er smukt. For kun i politik kan selv de største rovdyr smile til hinanden uden at vise tænder. Det var med andre ord ikke uden grund, at den sorte FFP2-maske blev båret med jerndisciplin, da præsident Biden for godt et år siden modtog kansler Scholz i Washington med ordene:

»To state the obvious, Germany is one of America’s closest Allies.“ 

Der bliver gjort alt for at simulere diplomatiske relationer til omverden, på trods af at man bag kulisserne med alle tilgængelige midler har eskaleret en ulmende borgerkrig i Ukraine, mens man de seneste måneder selvtilfreds har afvist modstanderens stadig mere desperate forhandlingstilbud.

Sådan er det med de “gode” kæmper, der kæmper mod det ”onde”. Uden betænkning profeterer den senile, gamle mand fra Det Hvide Hus:

»If Russia invades, there will no longer be a Nord Stream 2. We will bring an end to it.”

Seks måneder senere blev begge Nord Stream gasrørledninger, og dermed den tysk-russiske energiforretning, så bragt til ophør, da de blev sprængt i luften nær Bornholm.

***

Seymour Hersh, en repræsentant for en journalistisk idealisme, der er forældet i dag, var efterfølgende i stand til på overbevisende måde at beskrive ophavet til angrebet og dermed bekræfte, hvad enhver tænkende person allerede vidste.

I et interview med Berliner Zeitung mindede han om, at et angreb på infrastrukturen i et fremmed land i hans tid stadig blev betragtet som en krigshandling, og han spekulerede i, om Biden allerede under fire øjne havde givet den tyske kansler et praj om sine specialstyrkers potens.1

Lad først rovdyret bombe en konkurrencefordel væk, og affind dig dernæst med konsekvenserne af en frysende befolkning.

Mens den ensidige fremprovokering af et point of no return straks blev anerkendt af ukrainske nationalister og andre voldelige fanatikere med mere eller mindre åbenlys tilfredshed, kunne kansler Scholz blot acceptere den offentlige ydmygelse med en ligegyldighed, som kun tyske socialdemokratiske ledere kan præstere.

Så meget for det ellers roste sammenhold i den vestlige krigskoalition.

***

I Danmark formastede Lars Trier Mogensen sig til at dele det seneste scoop fra den legendariske graverjournalist, der tidligere havde afsløret My Lai-massakren i Vietnam og Abu Ghraib-skandalen i Irak.

Norske og amerikanske dybvandsdykkere står bag sprængningen af Nordstream.

Forsøget på fri og åben debat af den mest spektakulære episode, som er sket tæt på Danmark i årevis, blev dog fulgt op med det forbehold, at det ikke kunne udelukkes, at skribenten var blevet dement, hvis ikke ligefrem vanvittig.

Der gik da heller ikke lang tid, før Lars Trier Mogensen var kommet under heftigt angreb fra konspirationsteoretikere fra den politiske midte, der med sikkerhed syntes at vide, at Putin var gerningsmanden bag sprængningen af sin egen ellers engang så lukrative gasledning.

Lars Trier Mogensen stak en finger i vejret og resignerede straks. Et døgn efter kunne han således selvsikkert afmontere Hersh-artiklen, da han — på baggrund af information fra det norske forsvar — udelukkede, at det norske militær skulle have haft noget med angrebet at gøre.

Og så var den sag ude af verden.

***

Situationens hysteri kan aflæses i feberfantasier af denne art, som, hvis de ikke har mistet jordforbindelsen, så i det mindste ikke længere adlyder nogen jordisk logik.

Feberfantasier, der ikke længere udgør undtagelsen, men snarere er at betragte som en bestanddel af krigspropagandaens standardrepertoire.

Ganske givet! Ligesom den økonomiske videnskabs rene brug af fornuften aldrig har haft synderligt meget med virkeligheden at gøre, har den borgerlige “offentlighed” ganske rigtigt altid været demagogisk.

Men langt borte er de efterkrigstidsdage, hvor denne i det mindste tjente funktionen at trykteste den politiske linjes egnethed til virkeligheden.

Langt borte er de dage, hvor efterretningstjenesterne så sig nødsaget til i al hemmelig at manipulere medierne for at plante deres politisk opportune historier.2

I dag behøver man ikke længere bekymre sig om at tilbyde læserne troværdige løgne. Der behøves ingen garanti for, at masserne i deres egen dumhed vil sluge det, der serveres for dem, råt. Man kan uproblematisk tilskrive fjenden hang til sin egen selvdestruktion, mens man fabrikerer den ene røverhistorie efter den anden.

Således kunne de ansvarlige danske myndigheder et par uger efter offentliggørelsen af Hersh-artiklen med slet skjult overraskelse læse i de tyske medier, at tyske efterforskere, på baggrund af en kilde i unavngiven vestlig efterretningstjeneste, nu arbejdede ud fra en hypotese om, at den 80 meter dybe sprængning var udført af to dykkere med pro-ukrainske sentimenter, der sammen nogle assistenter, en kaptajn og en kok havde lejet en yacht af et polsk selskab.3

Seymor Hersh’ reaktion på historien:


I en algoritmedrevet verden, hvor konkurrerende narrativer kan ties ihjel, er det snart ligegyldigt, hvad der bliver sagt, for henvisningen til virkeligheden som noget fast, der overskrider det subjektive synspunkt, er blevet tvivlsom i sig selv.

I krigsapologeternes bevidsthed synes forhistorien til Ukraine-konflikten, som går tilbage til Sovjetunionens sammenbrud, således heller ikke at eksistere.

De katastrofale forhold i Rusland i 1990’erne, NATO’s ekspansion mod øst, Putins anmodninger om samarbejde og senere Maidan 2014, orkestreret af Vesten — alt nægtes på den mest vulgære måde:

Man taler, som om disse historiske begivenheder aldrig var sket.

Og selv hvis det til nød kan indrømmes, at vestlige stater i årevis har været en ekspansiv aktør i Østen, så betyder dette naturligvis ikke, at man gør sig til aktivt krigsparti ved at mangedoble sine våbenforsyninger, lån og træningsprogrammer. Logisk!

“Stalin og hans underordnede lyver altid, til enhver tid, under alle omstændigheder; og fordi de altid lyver, ved de ikke engang, at de lyver længere. Og når alle lyver, lyver ingen længere«. (Boris Souvarine)

***

Ved den såkaldte München-sikkerhedskonference i februar bad præsident Zelenskyj om, at der straks blev leveret klyngeammunition såvel som fosforbomber, der kan forårsage ekstreme forbrændinger og forkulning.

Heller ikke dette skal dog forstås som en direkte hensigtserklæring om at begå krigsforbrydelser, da denne anklage naturligvis også udelukkende er forbeholdt fjenden.

I Tyskland følte Toni Hofreiter4 og andre sig ikke desto mindre tvunget til forsigtigt at belære den tiggende præsident: Det er ikke bare “forkert”, fordi det er barbarisk, men også fordi det er taktisk “uklogt”, da dette vil støtte krigsmodstanderne i Wagenknecht-lejrens argumenter5.

En sådan ambivalent afstand til en ulovlig krig indikerer, hvad har erstattet den ledige plads, der engang blev optaget af referencen til virkeligheden: En fritløbende moralsk overlegenhed, der ikke holder sig for god til at fremsætte arbitrære fordømmelser.

For krigsapologeterne, der ikke kan udholde ambivalensen, og som a priori afviser at overveje enhver modsigende kendsgerning, gives intet problem i på den ene side at hengive sig til det diskursive orgie, der kræver stadigt flere dødbringende våbenleverancer, mens fosforbomber og klyngeammunition på den anden side afvises med den største naturlighed.

De gode, der vil have krig, bortrationaliserer deres aggression ved at fremmane et fredselskende Ukraine, der er sagesløse ofre for Putins absolutte ondskab.

Denne fetich fremtvinger nødvendigvis en total mobilisering. En forsvarskrig, der er legitim, uanset hvor beskidt den bliver. En krig ført an af rene sjæle, der overbevist om deres offerstatus selvfølgelig ikke har i sinde selv at bringe nogen ofre.

***

Imens stortrives den vanlige navlepillende og indifferente småstatsmentalitet i den danske offentlighed.

Mens den tyske regering bliver nødt til at forholde sig til forsøgsvise fredsbevægelser, så gives der i Danmark blot en larmende tavshed. Her er enhver politisk stillingtagen på forhånd opgivet og overdraget til de voksne — den ansvarlige teknokratregering.

I landet, hvor de journalister, der ikke er ansat i det offentlige, overlever gennem statsstøtten6, og hvor chefredaktøren for den selverklærede modstandsavis — og Danmarks førende censurorgan — driver en bogklub med statsministerens højre hånd, udebliver enhver substantiel diskussion.7

Det afgørende er her ikke så meget, hvad der siges, men hvad der forties. Danmark Radio har stort set opgivet at lave nyheder, mens resten af mediestanden som en overbeskyttende mor gør alt for at skærme den danske befolkning fra ubehagelige informationer.8

Fra dette perspektiv er det logisk, at det ikke er krigens slagtede, der kan mobilisere danskerne, men derimod dens økonomiske “følger”.9

Politikere, der én efter én går ned med stress for på “mystisk” vis at vende tilbage efter et par måneder, har besluttet, at danskerne må betale for krigen med afskaffelsen af en helligdag.

“Store bededag er afskaffet, og det er den rigtige beslutning”, konkluderer Organet for den højeste oplysning selvretfærdigt, mens klassekampen i samme åndedræt erklæres tilbage — som litterært fænomen.10

I Danmark fortsætter den overfladiske genforening af alle modsætninger med andre ord ufortrødent. For den teknokratiske administration forudsætter den æstetiske bedøvelse!

Mens den talende klasse overdynger hinanden med nyopfundne priser, føres en krig mod den kritiske tanke i reproduktionen af velfærdsstatens moralske sandheder.  Og som altid er krigens avantgarde det moraliserende præsteskab af nyligt vækkede radikale salonkommunister med anløbne intentioner!11

***

Det, vi har med at gøre, er ikke længere en målrationalitet, hvor en borgerlig ideologi sigter mod at sikre betingelserne for sin akkumulation og værdiskaben. Den nye normalitet går hinsides, hvad vi er bekendt med på måder, som har været svære at forstå indtil nu.

I en tid hvor “antifascisten” Angelina Baerbocks feministiske udenrigspolitik konvergerer med postfascisten Giorgia Melodis, er det med andre på høje tid at revidere sine politiske kategorier.12

For man kommer længere ved at stole på sine egne umiddelbare erfaringer og iagttagelser frem for modsigelsesfrit at lade verden forklare gennem et nedslidt værdikritisk, antiimperalistisk eller postmoderne vokabular, der kun med vold formår at levere et sammenhængende verdensbillede.

Marxisterne har, som regeringen, fået krise på hjernen. Men frem for at fortsætte med at fremstamme futile fantasiforestillinger, der forudsiger det forstående sammenbrud, burde de i stedet starte med at spørge sig selv, om den virkelighed, som de erfarer gennem sanserne, stadig lader sig forklare sammenhængende.

Det faktum, at en sådan tilgang tilsyneladende svigter overalt, skal ses, ligesom mange andre ting, som et symptom på den epokale forandring, der er undervejs, og som –  udover et åbenlyst hårdere økonomisk og militært tempo – kommer til udtryk som en allestedsnærværende forvirring.

Det forestående tab af globalt hegemoni forårsager med andre ord tegn på forfald i de vestlige lande. Et forfald, der udover en udtalt vilje til projektion og en uhæmmet moralisme udtrykker sig i et omfattende virkelighedstab.

Det er det dette, der, i kombination med et monstrøst militært apparat, gør den liberale verdensorden, som er på randen af ​​sammenbrud, så farlig. Det er denne giftige cocktail, der er den nye normal.

Til venstre Annalina Baerkock kort før invasionen begyndte i Ukraine. Til venstre Petra Kelly, partistifter af Die Grünen, 1983 til en fredsdemonstration i Mutlangen.

***

Apropos. Den i propagandaens navn ofte brugte reference til den kvasi-diktatoriske styreform i undergik en kraftig vækst under undtagelsestilstanden.

Jo mere ufri forholdene var herhjemme, desto mere ivrigt pegedes fingererne udad. Tyranni er noget, der hersker uden for vores egen halvkugle: I Europa underkaster vi os derimod sig drakoniske (sundheds-)foranstaltninger af egen fri vilje og for deres eget bedste.

Vestens vanvittige Ukraine-eventyr kan med andre ord ikke fortælles fyldestgående uden at henvise til dets oprindelse i pandemiens vildfarelser, hvis forudsætning ligeledes var realitetssansens falliterklæring.

Forløberen for den igangværende krigførelse var den psykologiske krig, hvis teknikker er blevet, systematiseret og perfektioneret siden den kolde krigs begyndelse.

Under Covid-æraen, og ikke først med krigen, blev de bedagede herskerteknikker “Doublethink” og “Newspeak”, som beskrevet af en desillusioneret Orwell i romanen ‘1984’, for alvor fremherskende.

Under pandemien betød “solidaritet” at leve så isoleret som muligt. Man kunne være “syg”, selvom man følte sig rask. De ikke-vaccinerede skulle vaccineres for at beskytte de vaccinerede, ligesom man kunne være smittebærer, selvom man var “vaccineret” osv. osv. osv.

Dagens ækvivalent til disse fornærmelser mod enhver logik er, at selve fredsbegrebet ikke længere kan udtales uskyldigt, fordi solidariteten med Ukraines sælges som en fredsbevægelse.

Man skaber fred med våben, ligesom krigsmobiliseringen er nødvendig for at forsvare den rest af borgerlig frihed, som siden undtagelsestilstanden er skrumpet hastigt ind.

Men ligesom under pandemien er ét sikkert. Mareridtet ophører ikke, så længe man vælger at fortrænge det.  For det er naivt at tro, at sitationen vil gå i sig selv igen, fordi ingen drager fordel af den.

Tilbage er blot at bemærke, hvor hurtigt ord hurtigt mister deres betydning og slår om i deres modsætning. Når sproget tømmes for enhvert erfaringsmæssigt indhold, så er det undgåelige resultat ødelæggelsen af ​​tanke og sprog.

***

Knap 150 år efter at Nietzsche erklærede, at sandheden blot et perspektiv, fremstår betydningen af dette i sin radikalitet.

Forudsætningen for at bevare det bestående i det kommende utopia er, at der ikke længere gives en fælles oplevet virkelighed.

Enhver kommunikation er allerede besmittet af diverse paranoide projektioner, der fungerer som ventil for dem, der ikke kan magte den psykologiske smerte, de finder i sig selv.

Hvad der på politisk niveau udtrykkes i hengivelse til krigens ydre agression, udtrykkes på det sociale plan som en hastig udbredelse af fragilitet, offermentalitet, grasserende narcissisme og gaslighting. Skam er, påpegede Marx, vrede, der vendes indad.

Denne tyndslidte subjektivitetsstruktur, der kan aflæses i statistikerne over psykisk sårbarhed, diffusionen af alskens medicin og i de popstjernernes grådkvalte stemmer, tjener et politisk formål.

For ligesom krigens uhyrligheder kræver pluralismens sammenbrud, så kræver den kommende borgerkrig en politisering af de kybernetisk programmerede civilister, der febrilsk leder efter en ventil for den fortrængte bevidsthed, der vender tilbage i perverteret form som dårlig samvittighed.

***

Enhver ven af freden oplever i øjeblikket således sin egen Covid. Pludselig befinder han sig på den forkerte side af flertallets mening, der er svoret til det gode.
Man behøver således ikke være ekspert i hegeliansk dialektik for at kunne forudse, hvad der venter dem, der vover at kritisere krigens skuespil.

Mens håbet om en alternativ livsform på kulturelt plan sælges som en progressiv og personlig transformation, der de facto betyder en livslang afhængighed af en stadig mere magtfuld tech- og medicinalindustris produkter, så vil den politiske opposition i stadig højere grad blive patologiseret og dermed afskrevet som apolitisk.13

Kritikere vil resolut blive affejet som fjender af friheden, Putin-apologeter, hadpropagandister, konspirationsteoretikere og højreradikale fanatikere. De vil blive affejet med det samme hykleri, som kan observeres i den fremherskende cancel-culture, hvor de blå og gule farver rituelt indgår i regnbueflaget.

Man kan spørge, hvad det præcis er, der rører fredsvennerne så meget i denne fjerne krig, når man de sidste to år har udholdt så meget, der var meget mere afgørende for hverdagen, og som man lod ske ganske uimodsagt, hvis man ikke ligesom var begejstret.

Hvis modstandere af krigen ikke vil være præcis ligesom inkohærente som den herskende tid, må man kunne svare på, hvorfor man de sidste år kunne bevidne en konkret kolossal uretfærdighed – frihedsberøvelse og den statsautoriserede diskriminering – mens man nu protesterer mod den næste, mere abstrakte, kolossale uretfærdighed.

***

Den interne konsolidering af regeringsmagten i undtagelsestilstanden og fjendens ydre, geopolitiske bestemmelse supplerer hinanden.

For krigen er skabt til at vare ved, og ligesom pandemien tjener den som en afledningsmanøvre, der tillader en konsolidering af magten og dermed systemets sundhed.

Under pandemien baserede det sociale bånd sig på en solidaritet med nationens abstrakte biomasse. Da et politisk fællesskab ikke lod sig realisere på baggrund af denne uhåndgribelige frygt, måtte en mere partikulær politisk fjende fremmanes, og ikke overraskende blev denne identificeret blandt dem, der allerede havde spillet denne rolle: Rusland, Kina, Iran.

Ét er sikkert. Skulle den latente verdenskrigstilstand, som vi længe har befundet os i, fortsætte med at eskalere, og alt tyder på det i øjeblikket, bliver staten nødt til at mobilisere og holde sin egen befolkning i ro med alle tilgængelige midler.

Så meget desto mere belejligt for staten, at en værktøjskasse med biodigitale undertrykkelsesteknologier, som blev testet med succes i løbet af den “livstruende” pandemi, står klar til brug.

Den nye, totalitære æra startede i marts 2020, ikke i februar 2022!

Print Friendly, PDF & Email
  1. Fabian Scheidler: “Seymour Hersh im Interview: Joe Biden sprengte Nord Stream, weil er Deutschland nicht traute”, Berliner Zeitung, 14.02.2023:  https://www.berliner-zeitung.de/politik-gesellschaft/seymour-hersh-im-interview-joe-biden-sprengte-nord-stream-weil-er-deutschland-nicht-traut-li.317700
  2. CIA’s infiltration af nyhedsmedierne, f.eks. operation mockingbird, blev afsløret i Church committee i 1975 og 1976. Senere er utallige ander eksempler om fabrikerede og plantede historier blevet afsløret CIA-whistleblowere. 
  3. Sarah Skarum: “Hvad lavede seks mennesker på en ukrainskejet yacht tæt på Nord Stream 1 og 2 få dage før eksplosionerne?”, Politiken, 08.03. 2023:  https://politiken.dk/udland/art9248195/Hvad-lavede-seks-mennesker-p%C3%A5-en-ukrainskejet-yacht-t%C3%A6t-p%C3%A5-Nord-Stream-1-og-2-f%C3%A5-dage-f%C3%B8r-eksplosionerne
  4. Toni Hofreiter er parlamentsmedlem for regeringspartiet Die Grünen.
  5.  Marc Röhlig: “Ein Bärendienst für die Unterstützer im Westen”, Spiegel, 19.02.2023  https://www.spiegel.de/politik/deutschland/ukraine-krieg-wuensche-nach-phosphor-brandwaffen-sind-ein-baerendienst-fuer-den-westen-a-28d7e787-ae8c-4bb3-aad4-72f2dbceb01d
  6. Der blev i 2020 udelt i de 5,5 mia. kr. i mediestøtte, Næsten halvdelen af nyhedsjournalisterne er ansat i offentligt ejede medier eller direkte hos myndighederne. Det største beløb tilfalder DR, der modtog lige under 3,55 mia., mens andre større poster er 537 mio. kr. til TV 2 og 387,3 millioner til TV2 Regionerne. I alt gives 387,3 millioner kroner gives til aviserne. 40 % gør her til de otte store aviser, hvoraf seks af dem er ejet af de to store huse. Resten er lokalaviser og fagblade. Kristeligt Dagblad: 28,9 mio. Information: 25,5 mio. Politiken: 17,5 mio. kr,, Jyllands-Posten: 17,5 mio. kr, Ikr, Ekstra Bladet: 17,5 mio. kr, Børsen: 17,5 mio. kr., Berlingske: 17,5 mio. kr, Watch med 8 millioner, Altinget: 6,8 mio.
  7. Maya Tekeli: “Barbara Bertelsens bogklub: Chefredaktør er inhabil over for Statsministeriets embedsværk”, Frihedsbrevet, 10.07 2022: https://frihedsbrevet.dk/barbara-bertelsens-bogklub-chefredaktoer-er-inhabil-over-for-statsministeriets-embedsvaerk/
  8. Mens der selvfølgelig altid er plads til Ruslands ubehageligheder, så udelades andre historier, der ellers lever op til journalistikkens fem nyhedskriterier. Et eksempel her på kunne være Twitter-files, der i Danmark kun blev dækket af Fredericiaavisen. Selvom sådanne læk altid skal læses med forbehold, så ville man stadig kunne argumentere for, at det var i danskernes interesse i det mindste at blive informeret om tech-giganternes systematiske censur af politiske modstandere. Janus Bang: “Afsløring af omfattende svindel med Twitter”, Fredericiaavisen, 10.12.2022, https://fredericiaavisen.dk/afsloering-af-omfattende-svindel-med-twitter/

    Adspurgt om, hvorfor information ikke havde dækket begivenheden, insisterede en her unavngiven journalist på, at det ikke var ond hensigt, så meget som dovenskab og inkompetence, der var skyld i udeladelsen. Man skal selvfølgelig straks blive mistænksom, når repræsentanter fra journaliststanden frivilligt indrømmer inkompetence.

  9. Dette er naturligvis løgn. Embedsværket har i flere år ledt efter undskyldninger for at afskaffe en helligdag. Se eksempelvis Lars Trier Mogensen og Henrik Qvortrup “Lev med det”.
  10. Christian Jensen: “Afskaffelsen af bededagen var uskøn, men er basalt set rigtig og retfærdig”, Politiken, 01.03.2023, https://politiken.dk/debat/ledere/art9236874/Afskaffelsen-af-bededagen-var-usk%C3%B8n-men-er-basalt-set-rigtig-og-retf%C3%A6rdig
  11. Den politiske radikalisme — og dens propagandaorgan Politiken – som paradigmet for velfærdsstatens Ide anno 1905. Det Radikale Venstre — partiet, der ifølge deres selvforståelse hverken er rødt og blåt, men hvis eksistens er relativt til to antagonistiske poler — er den bevægelse, der teknokratisk såvel som æstetisk forener klassesamfundet på tværs af dets ontologiske kløft. Genforening er dog kun overfladisk, hvorfor selvmodsigelserne også har det med at hobe sig op. For lidt om de radikale selvmodsigelser se Søren Gosvig, Radikalisme: En venstrefløj uden marxisme, 12. januar 2019,  https://www.information.dk/moti/2019/01/radikalisme-venstrefloej-uden-marxisme 
  12. Denne politiske linje består i, at man støtter Ukraine ligegyldigt hvilke konsekvenser, at dette vil have for sin egen befolkning. Se — Thomas Oysmüller: Meloni auf Baerbock-Kurs: Hinter Ukraine, egal was Wähler denken, TKP – Der Blog für Science & Politik, 23.03.2023:   https://tkp.at/2023/03/23/meloni-auf-baerbock-kurs-hinter-ukraine-egal-was-waehler-denken/
  13. At psykologi bliver gjort til våben, er selvfølgelig ikke et nyt fænomen. Nylig amerikansk lovgivning tyder på, at man kan forvente mere af dette. Se Kurt Nimmo, WA State Bill Will Send Political Enemies to Psych Wards, https://kurtnimmo.substack.com/p/wa-state-bill-will-send-political.

    For et eksempel på, hvordan dette er blevet brugt, se: Dr. Thomas Binder Interview – How Psychology Was Weaponized To Suppress Truth In The Age Of Covid, thelastamericanvagabond, 11.09.2022,  https://www.thelastamericanvagabond.com/dr-thomas-binder-interview-how-psychology-weaponized-suppress-truth-age-covid/