Høj på hormoner og transteori, sort kvindekamp og heteromelankoli – smutvej til tre nyudgivne feministiske hovedværker  

REDAKTØREN ANBEFALER: Hvor går man hen, når “feminist” er blevet noget, man skriver på en t-shirt og sætter til salg i et butiksvindue? Og hvor skal man starte, når mængden af reproduktivt arbejde gør én udmattet bare ved tanken om tung teori? Her får du en guide til smutveje ind i tre af de mest eksplosive hovedværker i nyere feministisk tænkning, der tilmed nu kan læses på dansk

 Af Anna Cornelia Ploug

Regel nummer ét: Lad dig ikke skræmme af murstensværkernes tyngde. At man partout skal læse en bog fra ende til anden, er noget, det protestantiske lumpenpatriarkat har fundet på. Tit kan man få meget ud af blot “at orientere sig”; blade gennem siderne, læse brudstykker hist og her, fornemme sproget og finde en formulering, der siger én noget.

Her får du tre anbefalinger af feministiske hovedværker, der for nylig er blevet oversat og gjort tilgængelige for et dansk publikum. Du stifter bekendtskab med Paul B. Preciado, Angela Davis og Judith Butler, får smagsprøver på teksternes tone og perspektiv, samt nogle pejlemærker til, hvor i værkerne du kan slå op, alt efter hvad du er på udkig efter. Støder du på et godt citat, så put det i lommen som en progressiv bonmot-amulet – skriv det på håndfladen eller sms en kammerat.

Gå til nummer 1 for at blive forført af vild transteori, til nummer 2 for at lære om intersektionelle analyser og erfaringerne fra den afroamerikanske kvindefrigørelse, eller til nummer 3 for uopdagede smuthuller ind i en af queerteoriens kildetekster.

Nr. 1. Høj på testosteron – Preciados autoteoretiske mesterværk om transition

Testo junkie. Sex, stoffer og biopolitik i den farmakopornografiske tidsalder. Oversat af Maria Catalina Heitman og Maria Cariola. Redigeret af Gustav Hoder. Forlaget Aleatorik, 2022.

Gud hvor er der mange liv, der for altid vil forandres, hvis denne vanvittige, euforiske tekst vinder indpas!“Stoffer er ligesom orgasmer og bøger relativt nemme og billige at fremstille”. Det første værk, jeg vil anbefale, er intet mindre end et personligt-politisk vidunder. Testo junkie er skrevet af den spanske filosof, aktivist og filmskaber Paul B. Preciado, og handler om hans egen kønstransition og kærlighedsforhold, og består af optegnelser om livet som prekær intellektuel i Paris samt et virvar af politiske analyser af begærsøkonomi, social kontrol og biopolitik. Preciado kalder selv (vidunderligt) værket for “autoteori”: Det er på en og samme tid “en protokol over frivillige indsprøjtninger med syntetisk testosteron” og samtidigt et avanceret teoretisk studie i pornografi, medicinalproduktion og strategier for, hvordan vi kan hacke kønssystemet ved brug af teknologi, proteser og narkotika.

Måske fordi bogen er udgivet på det lille spydigtsmarte subversivt filosofiske forlag Aleatorik, har den levet en nærmest slumrende undergrundstilværelse, siden den kom ud i sensommeren, men Gud hvor er der mange liv, der for altid vil forandres, hvis denne vanvittige, euforiske tekst vinder indpas!

Preciado beskriver sin selvregulerede indtagelse af testosteron som en afhængighed (snarere end en kønsbekræftende medicin) og fletter sine iagttagelser af stoffets påvirkning af seksualdrift og svedproduktion ind og ud mellem en idehistorisk kortlægning af kønsbegrebet og det heteroseksuelle paradigme i en lige dele lærd og lækker essayistik, der er mere end værdig som det 21. århundredes arvtager til Michel Foucault.

Som Preciado skriver: “Testosteron er ikke maskulinitet. I virkeligheden kan det ikke bekræftes, at de virkninger, som testosteron har, er mandlige. Det eneste, vi kan sige, er, at indtil nu har det for det meste været cismænds eksklusive ejendom.”

Testo junkie er en højhastig tour de force gennem filosofisk-politiske analyser, dagbogsnotater og feministiske interventioner; drag king, sexindustri, kapitalismekritik, strap-ons og en udførlig kortlægning af “det farmakopornografiske styre”.

Hvis du vil springe teoriudviklingen over og gå direkte til de saftige sengekantssider, så find frem til det femte kapitel, “V.D.s krop bliver en del af den eksperimentelle kontekst”, hvor jeget (endelig) knalder med den franske punkforfatter Virginie Despentes i en hot hotelscene. Udover at være erotisk på en måde kun autoteori (åbenbart) kan være det, markerer denne scenografi et for forfatteren “fraktalt øjeblik, på randen af en tekno-græsk tragedie: Hun er netop begyndt at date kvinder, og jeg er lige begyndt at tage testosteron.”

Ophidselse, kønsidentitetens ustabilitet og poetisk dekonstruktion filtres sammen i ét væk:

“Da jeg vågner senere, er hendes hånd stadig oppe i mig. Hele hendes krop, som den udgår fra mit bækken, er min pik. Men årerne på hendes arme har meget mere stil end årerne på en bio-pik.”

“Jeg har ikke brug for tilladelse fra det spanske monarki eller den franske republik for at tage testosteron.”Vi er først lige begyndt at tale om transkønnethed i den brede offentlighed i Danmark, og vi har stadig meget at lære om os selv hver især og den kønsøkologi, vores kroppe cirkulerer rundt i. Det binære kønssystem og dets undtagelsesvise accept af “afhoppere”, der flytter sig fra “mand” til “kvinde” eller omvendt er ikke tilstrækkelig som forståelsesramme.¹ “Virkeligheden er meget mere kompleks”, som Preciado, der i øvrigt flittigt citerer både Angela Davis og Judith Butler, skriver:

“Jeg vil ikke skifte køn, jeg vil ikke erklære mig selv dysforisk i forbindelse med noget som helst, jeg vil ikke have, at en læge skal bestemme, hvor meget månedligt testosteron der er rigtigt for mig for at ændre min stemme og få skæg, jeg vil ikke have fjernet mine æggestokke og bryster… Jeg har ikke brug for tilladelse fra det spanske monarki eller den franske republik for at tage testosteron.”

Giv noget kærlighed til de små forlag (og deres store redaktører!) og oversætterne, der lægger kræfter i at sende vigtige understrømstekster ud til os.

PS. kontaktoplysninger på den danske sortbørs for testosteron kan stiles anonymt til redaktionen og modtages med kyshånd.

Nr. 2. Angela Davis og erfaringer fra den afroamerikanske kvindekamp

Angela Y. Davis: Kvinder, race og klasse. Oversat af Mikas Lang. Informations Forlag, 2022.

Det andet værk, jeg vil anbefale, er af en af vor tids største intellektuelle, den amerikanske revolutionære filosof Angela Davis. Ikke siden 1970’erne har vi fået en oversættelse af hendes arbejde, men nu er Kvinder, race og klasse kommet på Informations Forlag.

Hovedværket Women, race and class udkom i 1981 og er en politisk historisk analyse af den amerikanske kvindebevægelse med fokus på sorte kvinders rolle og position i frigørelsen.

Én ting er at sige, som det efterhånden er blevet moderne, at ens analyse skal være “intersektionel”, altså indebære samtænkningen af en række forskellige undertrykkelsesakser: at man ikke kan være progressiv feminist uden at overveje race og klasse, kort sagt. En anden ting er de facto at lave en gedigen intersektionel analyse. Den amerikanske filosof og kritiske teoretiker er mester i sådanne konkrete analyser, og er direkte opmærksom på vigtigheden af dette perspektiv i sin gennemgang af forskellige stemmer fra borgerrettighedskampen og kvindesagen, når hun gang på gang understreger “det dialektiske forhold mellem de to sager.”

“den virkelige årsag til abortrettighedskampagnens næsten liljehvide hudfarve var ikke et angiveligt snæversyn eller en manglende bevidsthed blandt racegjorte kvinder.”Læs for eksempel det første kapitel, hvor Davis argumenterer for at kvinder og mænd under slaveriet blev tvunget til at arbejde på lige fod, med den konsekvens, at “[l]igheden mellem kønnene er det, der springer i øjnene ved det hjemlige liv i slavelandsbyen.” Dette havde den paradoksale effekt, at de slavegjorte “forandrede den negative lighed, der udgik fra den ligelige undertrykkelse, de blev udsat for som slaver, til en positiv lighed” kønnene imellem.

Denne historie ligger som en arv blandt den sorte befolkning i USA, mener Davis, hvilket for eksempel har betydet, at mange af den hvide kvindekamps paroler om kvinden som evigt ‘andetgjort’ i forhold til manden ikke havde samme mobiliserende kraft for afroamerikanske kvinder, netop fordi de tog udgangspunkt i et kønsforhold, der skelnede skarpt mellem manden som udearbejdende og kvinden som hjemmegående.

Eller læs kapitel 12, “Racisme, prævention og reproduktive rettigheder”, hvor Davis redegør for og forklarer hvordan kampen for fri abort satte en kile ned mellem hvide og racegjorte kvinder: “den virkelige årsag til abortrettighedskampagnens næsten liljehvide hudfarve var ikke et angiveligt snæversyn eller en manglende bevidsthed blandt racegjorte kvinder. Svaret lå i selve præventionsbevægelsens ideologiske grundlag.” (337)

Eller du kan slå op på side 60 og finde det sted, hvor Davis diskuterer den berømte og berygtede “slaveanalogi”, det vil sige brugen af slaveri som metafor for kvindens stilling i ægteskabet, som flere hvide feminister, herunder for eksempel Simone de Beauvoir, har benyttet sig af. Formentlig “primært for sammenligningens chokeffekt”, som Davis skriver, men med voldsom forvrængning af slaveriets korporlige vold og konsekvenser for senere generationer til følge.

Vi har i Eftetryk tidligere bragt en anmeldelse af Kvinder, klasse og race af Elizabeth Löwe Hunter, som du kan læse lige her. Löwe Hove, der forsker i identitetsskabelse blandt den afrikanske diaspora i Skandinavien på Berkeley University, påpeger blandt andet at værket udgør “et omfattende arbejde med historisk arkivmateriale og en velovervejet citationspraksis. Davis lader ikke kun forskere og intellektuelle, men mange forskellige personer komme til orde, og herved anerkender hun såkaldt almindelige (sorte) mennesker som vidende subjekter. Sådan en citationspraksis er kendetegnende for sort feministisk epistemologi, der søger at udfordre akademisk eurocentrisme og sexisme, som systematisk har miskendt (især fattige) sorte kvinder som producenter af viden.”

Kvinder, race og klasse er blevet udgivet som led i Informations Forlags serie med “antiracistiske klassikere”, der også har talt en genoversættelse af Frantz Fanons ikoniske Fordømte her på jorden fra 1961 og Cornel Wests Et spørgsmål om race fra 1993. Om en uge kommer seriens fjerde og sidste bog, nemlig den store amerikanske forfatter og essayist Toni Morrisons Forestillingen om de andre, der er en samling af foredrag hun holdt på Harvard University i 2016. Serien blev lanceret i kølvandet på Black Lives Matter-protesternes genopblussen for et par år siden, hvad også Löwe Hunter bemærker: “Givet timingen er det oplagt at se denne serie som et svar på majoritetsdanskeres ‘vækkelse’ omkring racisme i 2020. Efter mordet på George Floyd i USA den sommer mødte danskere med afrikansk baggrund historisk talstærkt op til demonstrationer sammen med andre minoriteter og allierede.”²

Tre ud af fire af værkerne i denne serie, Angela Davis’ inklusive, er situeret i en amerikansk kontekst. Vi har imidlertid også fået andre tekster med intersektionelt perspektiv på dansk, som det er værd at være opmærksom på.³ På det lille forlag Laboratoriet for Æstetik og Økologi kom for nylig den franske politiske teoretiker Françoise Vergès’ essay Det kapitalocæne, affald, race og køn, som sætter fokus på de sorte og brune kvinder, der laver det usynlige arbejde, der foregår uden for hjemmet – på virksomhedens kontor og offentlige pladser.⁴

Du kan læse et interview med Vergès i Føljeton, hvor hun advarer mod “den karriereorienterede, hvide bourgeois feminisme, der har approprieret feminismens ideologi for at kunne beskytte deres egen status og rettigheder.”

Hvis du gerne vil vide mere om Davis’ (helt utrolige) biografiske baggrund og har lyst til at blive opmuntret af en vild og ret romantisk revolutionsstemining, kan du se Shola Lynch’s dokumentarfilm “Free Angela and All Political Prisoners” fra 2012. Hold også øje med Folkeuniversiteterne, der sommetider har forelæsningsrækker om kvindelige filosoffer, hvor man blandt andet kan høre foredrag om Davis’ tænkning, se for eksempel rækken Store filosoffer, der kører til efteråret i København.

Nr. 3. Seksualitetens dukketeater – Butler og den queerteoretiske vugge

Judith Butler: Kroppe af betydning. Oversat af Peter Borum. Forlaget Klim, 2023.

Vi kender alle sammen til Judith Butlers berømte og berygtede hovedværk Gender trouble fra 1990 – om end de færreste nok har læst den. På trods af sin status som queerteoretisk bibel, og Butlers navnkundighed i avisspalter og symbolpolitik, er Kønsballade, som den lidt ufarligt kom til at hedde i sin danske oversættelse fra 2011, et relativt underlæst eller i hvert fald underdiskuteret værk. Nu har vi så fået en dansk oversættelse af “2’eren”, Bodies that Matter. On the Discursive Limits of Sex, der udkom allerede tre år efter Kønsballade, og er et slags korrektiv til og en videreudvikling på sidstnævnte.

Det sjove og nærmest medgørlige ved at læse Kroppe af betydning, som titlen er blevet til på dansk, er, at mange af de kritiske spørgsmål, som blev rejst mod Kønsballade, fungerer som drivkraft for Butlers fortsættelse af sin undersøgelse. Butler tager med andre ord afsæt i det sæt af indvendinger, de har modtaget, og som de opsummerer på følgende vis:⁵ 1) Hvis alting er diskurs, hvad så med kroppen? (konstruktivismen reduceres til en sproglig monistisk position) 2) Hvis det sociale køn er konstrueret, hvem konstruerer det så? (konstruktion ses som en rent sproglig handling, der synes at forudsætte et subjekt). 3) Og endelig, den bedste udgave af spørgsmålet, nemlig: Hvis subjektet er konstrueret, hvem konstruerer det så?

Spørgsmålet i dets tre udformninger adresseres i løbet af værket, men de væsentligste teoretiske positioneringer lægges allerede frem fra begyndelsen. Det betyder, at det er en mægtig god indgang for nyere læsere, at give sig i kast med bogens indledning samt første kapitel. Her stiller Butler spørgsmålet om, “hvordan og hvorfor “materialiteten” er blevet et tegn på noget irreduktibelt”, altså hvorfor sex (biokøn) fremstilles som det, “der oppebærer de kulturelle konstruktioner og derfor ikke selv kan være nogen konstruktion”. Med andre ord handler værket om, hvordan kroppen ikke bare er et neutralt lærred for det sociale køn (gender), men helt ned til sin fysiske fremtoning eller “materialitet” er et resultat vores måder at tale, tænke og kategorisere på.

I sin anmeldelse af Kroppe af betydning i Berlingske beklager Rune Selsing sig over, at bogen er præget af “tekniske begreber, som kræver, at man kender deres præcise betydning for overhovedet at kunne dechifrere teksten.”⁶ Jeg kan kun give ham ret i, at dette forhold gør sig gældende. Men jeg må tilføje, at dette vel nok, trods alt, ofte er tilfældet, når man læser – forstår man ikke ordene, ja, så bliver det svært at tyde meningen.

Afsløring: heteroseksualiteten og dens binære køn er lige så meget en iscenesættelse, en ængstelig opførelse, som enhver “queer” opførsel!Men heldigvis behøver man ikke forstå endsige læse det hele. Man kan sågar skippe indledningens teoretiseren, og kapitlerne med psykoanalytiske og højtravende high theory-diskussioner, venneafklapsningen af den slovenske filosof Slavoj Žižek og den kritiske genlæsning af den franske forskelsfeminist Luce Irigarays kritiske genlæsning af Platon. Det står enhver frit for.

For undersøgelsen af kønnet og seksualitetens konstruktion folder sig samtidigt ud gennem litterære og mere lettilængelige læsninger. Du kan for eksempel gå direkte til fjerde kapitel, “Kødet brænder”, hvor Butler analyserer den måske/måske ikke subversive imitation af kønsrollerne i slutfirsernes ball-kultur i filmen Paris is Burning fra 1990. Afsløring: heteroseksualiteten og dens binære køn er lige så meget en iscenesættelse, en ængstelig opførelse, som enhver “queer” opførsel!

Et andet interessant kapitel handler om den amerikanske og dansk (!) vestindiske forfatter Nella Larsens roman Passing fra 1929, om den unge sorte kvinde Clare der “går an” (passes) som hvid og risikerer livet i Harlem. Butler analyser Larsens portræt af de komplekse forbindelser af tilladt og udelukket seksualitet, klasseopstigning og den hvide mands racekonstituerende begær, der betinges af feticheringen af “muligheden” for den sorte kvinde, og ender i vold.

Endelig vil jeg anbefale at læse kapitel 8, “Kritisk queer”, som handler om fordele såvel som faldgruber ved positivt at påtage sig den identitet, som man er blevet udskammet med – såsom betegnelsen queer, der er blevet “reclaimet” efter at have været skældsord gennem historien. Og Butler viser, hvordan drag-kulturen ikke så meget antyder nye måder at gøre sit køn på, som det er en allegori for “den heteroseksuelle melankoli, den melankoli, hvorved et mandligt sociokøn dannes gennem afvisningen af at sørge over det mandlige som kærlighedsmulighed”, altimens det kvindelige køn dannes gennem udelukkelsen af det kvindelige “som muligt kærlighedsobjekt”.

Det er da smukt tænkt! Uhyggeligt, men dog smukt! Og det betyder, ifølge Butler, at “den “sandeste” lesbiske melankoliker [er] den strengt heteroseksuelle kvinde og den “sandeste” mandlige homomelankoliker [er] den strengt heteroseksuelle mand.”

Kroppe af betydning er udkommet på forlaget Klim, der også har bragt oversættelser af andre af Butlers bøger, nemlig Ordenes vold og Ikkevoldens styrke (2020). På Billedkunstskolernes forlag udkom for et par år siden På vej mod en performativ forsamlingsteori. At kunne tænke sårbarhed og agens sammen (2020).

Snart udgiver Butler sin første ikke-akademiske bog med (arbejds)titlen Who’s Afraid of Gender? om den verdensomspændende nyfascistiske anti-feminisme – Det bliver spændende at se, hvilket forlag der griber dén.

Jeg håber du vil finde et citat, at skrive af, et kapitel at rive ud og læse alene eller med en kammerat, og lidt åndelig føde til de fortsatte kampe, der også pågår i teorien.

Klap dit lokale forlag på skulderen for at gøre de feministiske klassikere tilgængelige på dansk – god kampdag og god (pluk)læsning!

Anna Cornelia Ploug er idé- og samfundsredaktør på Eftertryk Magasin

1. Sidste år fik vi på dansk Gry Stokkendahl Dalgas bog At performe transkønnet vrede på forlaget Amulet. Og for et par år siden udgav forlaget Nemo At være sig selv bekendt, hvori den danske kønsteoretiker Rolf Mertz kritiserer det binære kønssystem samt beretter om sine egne erfaringer som transkønnet. Vores anmelder kaldte bogen “en levende og personlig indføring i queer-teori” og “humoristisk, sårbar og hårdtslående”. Du kan læse anmeldelsen her: https://www.eftertrykket.dk/2020/01/17/du-kan-selv-vaere-et-misforhold/
2. Du kan læse et interview med Elizabeth Löwe Hunter i Hvidt støv — En antologi om ’busteaktionen’ og det vi taler om, når vi taler om den, der udkom på Public Square og Antipyrine i 2021.
3. I antologien Sorthed (Antipyrine, 2018) kan man blandt andet finde teksten “Verdens bug. Note om sorte kvinders arbejde” af den amerianske forfatter og forsker Saidiya Hartman.
4. På samme forlag kom i 2021 også den indiske intellektuelle og økofeministiske aktivist Vandana Shivas bog Kvinder i Skoven fra 1988, om kvinderne i den skovbevarende chipko-bevægelsen og deres modstand mod kolonialiseringens ødelæggelser i Indien.
5. Som Rolf Mertz gør opmærksom på i sin indledning til bogen, foretrækker Butler det kønsneutrale pronomen: “I still rather think that pronouns come to me from others, which I find interesting, since I receive an array of them – so I am always somewhat surprised and impressed when people decide their own pronouns or even when they ask me what pronouns I prefer. I don’t have an easy answer, though I am enjoying the world of “they”. When I wrote Gender Trouble, there was no category for “nonbinary” – but now I don’t see how I cannot be in that category.” Jules Gleeson’s interview med Judith Butler: “We need to rethink the category of woman”, The Guardian, 7. september 2021.
6. Rune Selsing: “Stjernefeminists bog er så obskur, at det ligner en forsvarsmekanisme”, Berlingske, 22. februar 2023.