Hverken minedrift eller vandretur

Andreas Malm
Verdens befrielse ligger i vildnisset: om marone-økologi og partisan natur
Forlaget Antipyrine, 92 sider

 

 

 

BOGANMELDELSE: Andreas Malm har skrevet en ny bog om vildnissets potentiale i klimakampen. I bogen vil han finde et proletarisk, eller måske ligefrem kommunistisk, naturbegreb. Vildnis er modstand.

Af Eskil Halberg

En kort, men vigtig tekst, af den måske mest betydningsfulde teoretiker inden for den nyere marxistiske økologiske tænkning, Andreas Malm, er nu kommet i en dansk oversættelse. Med teksten vil Andreas Malm både den borgerligt liberale og den konservative nationalistiske naturideologi til livs, hvor naturen enten er endnu ikke udnyttede ressourcer for kapitalakkumulationen eller et sted for æstetisk og eksistentiel nydelse for overklassen. Hverken minedrift eller eksistentiel vandretur, kan man sige.

Det er det lille, men politisk hidsige forlag Antipyrine, der står bag.¹ Teksten blev også formidlet som foredrag i 2018 i forbindelse med midtvejsevalueringen af Søren Maus ph.d.-afhandling. En afhandling, der senere blev omskrevet til den anmelderroste Stum Tvang (2021), hvor Mau viser, hvordan kapitalen har fået greb om selve livets kilde – maden, vi alle skal spise – ved at underkaste landskabet og naturen sin akkumulationstvang. Der går en linje mellem den nyere kapitalismekritik, den økologiske tænkning og kommunismebegrebet. Selv på vores breddegrader.

Hvad er forskellen på et bjerg og et indkøbscenter?

Naturbegrebet er blevet en teoretisk og filosofisk kampplads. I perioden omkring tekstens engelske udgivelse udkæmpedes et drabeligt slag mellem den marxistiske økologi på den ene side og såkaldte ”nymaterialister” på den anden side.² Også realpolitisk slår naturbegrebet gnister og opflammer diskussionerne om vilde heste og naturparker, så Facebooks debattråde gløder. Alle har en mening om naturen. De fleste kan lide den, men hvad er den egentlig?

I strømninger i kunstverdenen og i dele af den akademiske trummerum bliver abstraktionerne om naturbegrebet kørt ud i det absurde. Naturen er det hele. Der er i princippet ikke forskel på et indkøbscenter og et afsidesliggende bjerg. Det hele kommer jo fra naturen. Eller omvendt, men med samme lidt ubrugelige konklusion: Der findes slet ikke natur længere. Naturen er afgået ved døden. Der er PFAS-stoffer og plastik selv i de mest øde egne i verden.

Naturen er enten over det hele, eller også findes den slet ikke længere. Nogen har kaldt dette for en flad ontologi. Der er ingen principielle forskelle mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige. Ideen er at komme ontologiske hierarkier til livs. Det vil sige at undgå at favorisere menneskenes blik på verden. At undgå antroprocentrisme. Fair nok (og det her står for egen regning, ikke Malms), men denne flade ontologi gør politisk praksis svær, og revolution helt umulig.

Jeg synes, at Andreas Malm går anderledes pragmatisk til naturproblemet. Han hopper ikke med på det filosofiske hurlumhej. Malm er på jagt efter et strategisk begreb om natur. Der ér forskel på et indkøbscenter og et afsidesliggende bjerg, selvom der ikke i absolut forstand længere findes urørt natur.

I et indkøbscenter er alt planlagt og designet af mennesker, eller for at være mere præcis, den mærkværdige del af menneskenes verden, vi kan kalde for kapitalens regime. Et indkøbscenter er organiseret efter kapitalens principper. Et bjerg, derimod, er ikke designet og planlagt af menneskers handlinger, men er fremkommet ved millioner af års geologiske bevægelser og iskappernes kraft (måske Kaspar Kolling Nielsens bog Mount København kunne være et indspark i den diskussion). Planter og dyr på bjerget lever ikke efter menneskenes designede love, men, ja, nu siger jeg det bare: efter naturens egen dynamik. Tilfældig mutation, årstider, pladetektonik, solen, vinden, regnen osv.

Vildnis

En af de afgørende ideer i Malms tekst er, at naturen er et genstridigt rum for kapitalakkumulationen og statens undertrykkelse. Et vildnis. Med denne lille begrebslige forskydning kan vi gå fra de uldne filosofiske diskussioner om, hvad naturbegrebet indeholder, til de mere afgørende strategiske diskussioner om, hvordan vi kæmper om, med og i vildnisset.

Vildnisset vil ikke umiddelbart efterleve bytteværdiens form, påbuddet ’Penge-Vare-Penge’. Ligesom arbejdskraften blandt verdens proletarer skal disciplineres for at kunne blive funktionsdygtig i plantagen, fabrikken eller kontoret, skal landskabet og naturen afrettes, planlægges og omorganiseres, før der kan tjenes penge på den. Vildnis er modstand.

Og her findes åbningen for et begreb om natur, der hverken gør den til en død uudnyttet ressource, men ej heller noget æstetisk, som hvide midaldrende Knausgaard-typer kan bruge til at finde indre ro i en stresset hverdag. Hverken minedrift eller eksistentiel vandretur.

Malm viser, hvordan denne forståelse af vildnisset som genstridigt gennem tiden har gjort mennesker i stand til at kæmpe mod undertrykkelse. Malm bruger de fleste sider på at gennemgå forskningen af såkaldte maroner og deres oprør og revolutioner, der ofte tog udgangspunkt i vildnisset. Maronerne var de undslupne slaver fra plantagerne, der gemte sig i bjergene eller junglen. De tidligere slavegjorte og vildnisset blev derfor en trussel mod plantageejerne.

Vildnisset var det sted, der gjorde de undslupne og tidligere slavegjorte fra plantagerne i stand til at forsvare sig og angribe plantageøkonomien og dens patriarkat og racisme. Vildnisset var både et fort, et forrådskammer med havebrug og et sted, hvorfra bagholdsangreb kunne sættes ind. Hertil lægger Malm historien om den antifascistiske jødisk kommunistiske Bielski-gruppes flugt til de hviderussiske skove, hvorfra de forsvarede sig igennem 2. verdenskrig.

Vildnisset er det ufremkommelige, det uigennemsigtige og det uordnede (set fra kapitalens eller politiets perspektiv). Vildnisset gør landmålerens, politiets, ejendomsmæglerens og investorens job besværligt.

Landskab uden vildnis

Vildnis er altså et begreb, der kan få os til at tænke strategisk om naturen. Naturen skal ikke bare beskyttes, fredes eller bevares, så konservative naturforbrugere og mountainbikeryttere kan nyde dens skønhed. Eller det skal den givetvis også, må jeg hellere tilføje, men der er mere.

Vildnisset er selv en del af kampen for en anden verden uden naturdestruktion og overudnyttelse. Der er mange grunde til at kæmpe for mere rewilding. Men Malm foreslår endnu en. Vildere natur forsinker kapitalens ødelæggelser og kan være et nyt landskab for kamp.

I vores del af verden er vildnisset presset tilbage over alt. Danmark har et af verdens mest forarmede landskaber pga. landbrugets udbredelse. Der er ingen jungle, ingen store skove, ingen ufremkommelige bjerge. Med Malms begreb om vildnis kunne vi sige, at det netop er derfor, at den proletariske verdensrevolution kommer allersidst til Danmark (med lidt fri parafrase af Lenins gamle tese).

Det danske landskab er at sammenligne med en oplyst tom lagerhal i Rødovre. Der er ingen hjørner at gemme sige i, og hele landskabet er allerede taget i brug af kapitalakkumulationen. Det danske landskab er blevet til et indkøbscenter.

Så langt med diagnosen. Men begrebet vildnis giver også ideer og taktikker til kamp.

Lützerath

Den senere tids måske vigtigste klimapolitiske begivenheden (og der er mange) er nok kampene omkring den åbne kulmine ved den lille landsby Lützerath. Det tyske energiselskab RWE skal endnu en gang udvide deres minedrift og har tvunget Lützeraths beboere til at flytte for at fortsætte udvindingen af brunkul til deres forretning. Ødelæggelserne af landskabet har stået på i årevis, og aktivister besatte den forladte landsby for at forsvare landskabet mod yderligere destruktion. Kampagnen kulminerede midt i januar 2023, hvor hundredvis af politifolk stødte sammen med tusindvis af demonstranter og aktivister.

Det var tydeligt at se, at klimaaktivisterne kunne deres teori om vildnis, og hvad der var endnu mere glædeligt: kunne omsætte begrebet til praksis. Træer, skove, mudder (husker i The Mud Wizard), åbne vidder og i det hele taget landskabets beskaffenhed blev tænkt med i taktikkerne. I det åbne land kan politiets køretøjer ikke være med. Derfor løb hundredvis af politifolk rundt i et kaotisk forsøg på at få situationen under kontrol, og aktivister brugte samtidig trætoppene som fort. Politiet var på udebane, langt fra gader med asfalt.

Solidaritetshilsner fra det globale vildnis

Kampene ved Lützerath fik stor international opmærksomhed. Mange kunne identificere sig med kampene, hvor det groteske scenarie, at den fossile kapitalisme med politiets hjælp kunne fortsætte med at smadre livet for os alle, blev tydeligt.

Den kurdiske bevægelse Make Rojava Green Again havde de foregående år samarbejdet med netop kampagnen i Lützerath. Med tanke på det melankolske, men også smukke, kurdiske slogan: “Vi har ingen venner, kun bjergene”, gav det god mening at stille sig solidarisk med folk i det globale nord, der endelig havde forstået forbindelsen mellem vildnisset og kampen for en anden verden uden naturødelæggelse, klimaforandringer og udbytning. Også oprindelige folk fra Latinamerika, det afrikanske kontinent og andre steder har sendt solidaritetshilsner. Kampen om landskabet og forsvaret for vildnisset er altså noget, der forbinder den globale klimaretfærdighedsbevægelse.

Alt dette er for at sige: Malms tekst tematiserer noget, vi har glemt i det globale nord. Vildnisset er ikke kun noget, vi skal bevare af æstetiske/eksistentielle årsager. Vi kalder det biodiversitet. Vildnisset er det sted, hvor mange af tidens kampe foregår og historisk har foregået. Og vildnisset skal tænkes med som en modstandskraft. Også selvom vildnisset i stort omfang er ødelagt.

Rewilding er med andre ord en kampstrategi. Gad vide, hvad rewilding-kammeraterne Morten DD Hansen og Rasmus Ejrnæs eller Molslaboratoriet vil sige til det perspektiv? Eller en af Danmarks største civilsamfundsorganisationer, Danmarks Naturfredningsforening, for den sags skyld.

Naturpolitik er ikke kun et spørgsmål om skønhed og biodiversitet, men også et spørgsmål om organisation, kamp, taktik og frigørelse fra udbytning og tvang. Måske er der her kimen til en kommunistisk naturpolitik for det 21. århundrede.

National økologi er et fupnummer

Og til sidst en lidt overset, men stadig vigtig pointe, der angår en art antifascistisk naturpolitik. Grænsehegn, nationalistiske mure og pigtråd går ikke kun ud over mennesker, der må flygte fra oversvømmelser, tørke, orkaner og mudderskred.

Med klimaforandringerne og den biosfæriske overophedning tvinges også alle jordens ikke-menneskelige skabninger til at bevæge sig for at tilpasse sig de ændrede forhold. Dyr er også ofre for pigtråden. Nationalister og fremmedfjendske politiske bevægelser kan derfor ikke samtidig drage omsorg for verdens fauna. Det er en løgn.

Med vildnis-begrebet kan vi komme langt i at forstå de naturpolitiske slagsmål og afsløre reaktionære (tilsyneladende) økologiske ideologier som et farligt fupnummer.

Eskil Halberg (f. 1983) er forfatter. Senest til Madpakker til Revolutionen (2020).

1. Bogen er oversat af Daniel Madsen, og essayet er forsynet med et forord af Line Skovlund Larsen. Line Skovlund Larsen er klimaaktivist og en del af Clara Zetkin Collective, der skrev bogen White Skin, Black Fuel (2021). Essayet Verdens befrielse ligger i vildnisset – om marone-økologi og partisan natur er fra efteråret 2018, hvor den udkom i tidsskriftet Historical Materialism.
2. Et slag, der blandt andet tog form af lektor Tobias Skiverens sjove provokation ved Selskabet for marxistiske studiers sjette konference, med et paper med titlen Misinterpretating New Materialism, or why Malm got it all wrong. Malm var keynote-speaker på konferencen, så Skiveren var gået lige i løvens hule. Det endte dog fordrageligt i uenighed til konferencen. Nymaterialister og marxister kan godt holde fest sammen, så længe der er plads til at kunne gå hver til sit, og de ikke danser for tæt. For så bliver der brug for Security-personalet.