Da dannelse blev til arbejde – Et nyt socialdemokratisk uddannelsesideal

Socialdemokratiet er ikke nødvendigvis det fællesskabsomfavnende folkeparti, Mette Frederiksen hoverede med på valgaftenen. Der er langt fra de gamle idealer om solidaritet, lighed og trivsel. Et blik på partiets dannelsesideal og fællesskabsforståelse gennem de sidste årtier viser et parti, der i dag sætter vækst, konkurrence og individualisme i højsædet.

Af Frederik Falinski
Illustrationer af Jannik Friberg1

Klokken er næsten 01:00 tirsdag d. 2. november 2022, før valgresultatet tikker ind. Da har den sidste skole på Nørrebro optalt de forsvundne 7 stemmer, som afgør folketingsvalget. Med 90 mandater ender Socialdemokratiet og rød blok med et flertal, når de Nordatlantiske mandater regnes med. Som største stemmesluger i rød blok – med over en fjerdedel af landets stemmer og 50 mandater – understreger Mette Frederiksen i sin tale i fællessalen, at ”Vi (Socialdemokratiet red.) er det eneste folkeparti”. Dog har de seneste reformudspil fra Socialdemokratiet videreført ideen om, at danskerne skal arbejde for at skabe vækst og dermed mere velfærd. Arbejderen og uddannelsesinstitutionerne står centralt i partiets politik, men på en anden måde end tidligere. Kompetencedyrkelse og pligt til at arbejde danner rammen for Socialdemokratiets forståelse af, hvordan uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet skal fungere sammen. Men hvordan endte vi her? Hvordan skete det, at et parti, der tidligere ville uddanne befolkningen med det formål at skabe et land med et solidarisk fællesskab, blev til et parti, der fremmer uddannelsesindividualismen og kompetencedyrkelsen? Hvordan blev arbejde vigtigere end dannelse?

Den demokratiske dannelse

Socialdemokratiets principprogrammer blotlægger de generelle partipolitiske værdier og holdninger. Samtidig giver de læseren et indblik i, hvordan partiet har ændret syn på en central komponent i samfundet: borgeren. Hvordan borgeren dannes, hvilke værdier og kundskaber borgeren skal træde ud af uddannelsessystemet med, er en af de ting, som har ændret sig betydeligt i Socialdemokratiets principprogrammer gennem tiden. Som Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen og Niels Finn Christiansen beskriver i Dansk velfærdshistorie bind 6, var og er uddannelses- og skolepolitikken en af nyere tids tættestbefolkede politisk-ideologiske kamppladser.2 For Socialdemokratiet var uddannelses- og skolepolitikken tidligere et vigtigt middel til at sikre sig borgernes tolerance og solidaritetsfølelse. Man kan også læse ud af principprogrammet Solidaritet, lighed og trivsel fra 1977, at formålet med borgernes uddannelse var at tilskynde til kritisk og konstruktiv stillingtagen i samfundsdebatten.3

(Læs også:Socialdemokratisk Neoliberalisme)

For Socialdemokratiet i 1977 var det dermed vigtigt, at det var et demokratisk deltagende menneske, der kunne udvise medfølelse og engagement, som trådte ud af skolen og ind i samfundet og fællesskabet. Formålet med uddannelse var først og fremmest at sikre fællesskab og solidaritet.

Med krise kommer kritik

Som Søren Kolstrup belyser i sin bog Forandringens årti: mellem nyliberalisme og velfærd 1990-2001 byggede Socialdemokratiet på ideerne om at være et socialistisk parti, der skulle fremme muligheden for dannelse af demokratiske borgere og beskytte dem mod, at kapitalisterne indskrænkede borgerens muligheder for fri udfoldelse.4 Men et opgør blev indledt i 90’erne imod den demokratisk-socialistiske parole og de forudgående årtiers grundtanker om solidaritet, lighed og trivsel. Opgøret havde blandt andet rødder i den statskritik, som Anker Jørgensen-regeringen blev mødt med i starten af 70’erne. Oven på tidens oliekrise, inflation og arbejdsløshed, skulle velfærdsstaten stå sin prøve. Uddannelsespolitikken ligeså. I tiden under Anker Jørgensen oplevede Socialdemokratiet, at der fra flere fronter udmøntede sig en kritik af statens størrelse og antagelige ineffektivitet. Personerne i front for dette angreb var politikere som Bertel Haarder, Henning Christophersen og den unge Anders Fogh Rasmussen.5 Fælles for deres kritik var, at staten var for stor, ineffektiv og velfærdsydelserne for dyre. Der var et ønske om et opgør med statslig planlægning og rammestyring.6

Socialdemokratiet måtte forholde sig til kritikken. Efter at have tabt regeringsmagten til Schlüter i 1982 fik partiet et tiår til at diskutere og udveksle meninger og holdninger internt i partiet om hvorvidt og på hvilken måde, velfærdsstaten skulle ændres. Da partiet igen fik magten i 1993 med Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft i front, havde Socialdemokratiet ændret syn på borgeren, individet, formålet med uddannelse og fællesskabets rolle. Det forandrede syn præger stadig den socialdemokratiske forståelse i dag.

Uddannelse og individ

Individets ansvar overfor fællesskabet blev for alvor betonet i begyndelsen af 90’erne. Nu var det ikke længere fællesskabet rolle overfor individet, men individets rolle i fællesskabet, der var centralt for den Socialdemokratiske borgerforståelse. Dermed udviklede der sig også en ny forståelse af, hvad uddannelsesinstitutionernes primære formål var. Linjen blev lagt om. Nu skulle uddannelses- og skolepolitikken sikre, at de dannende institutioner skulle være et springbræt for befolkningen, så flest mulige kunne komme ind på arbejdsmarkedet. Professor Ove K. Pedersens begreb Konkurrencestaten giver et godt indblik i denne udvikling. Pedersen beskriver de tendenser, der førte til, at uddannelse- og skolepolitikken ændrede fokus.

Individet finder ikke længere værdi ved deltagelse i samfundsdebatten og civilorganisationerne. Værdi og dannelse hos den enkelte bliver nu skabt gennem udnyttelse af kompetencer på arbejdspladsen. Selvrealisering via arbejdet – ikke uddannelsen.Globaliseringens acceleration i 90’erne var central. Når flere og flere lande handlede med hinanden, blev konkurrencen international, og det krævede, at staten sikrede de bedste konkurrencevilkår. Det nødvendiggjorde et nyt syn på borgeren og på uddannelsesinstitutionernes formål. På baggrund af analyser af folke- og gymnasieskolens forudsætninger og formål argumenterer Pedersen for, at et centralt opgør fandt sted i 90’erne. Folke- og gymnasieskolen havde ikke længere »som primære opgave at danne den enkelte til at være borger eller deltager i et demokrati, men at udvikle den enkelte til ”soldat” i nationens konkurrence.

Alt bliver nu sat ind på at skabe borgere, der har de kompetencer, som sikrer vækst og effektiv konkurrence mellem nationen og de konkurrerende aktører på det globale marked.

Med det nye syn på uddannelse bliver også en ny individualisme indoptaget hos Socialdemokratiet: den opportunistiske person, der primært handler og agerer med egne interesser for øje.7 Individet finder ikke længere værdi ved deltagelse i samfundsdebatten og civilorganisationerne. Værdi og dannelse hos den enkelte bliver nu skabt gennem udnyttelse af kompetencer på arbejdspladsen. Selvrealisering via arbejdet – ikke uddannelsen.

Arbejde og fællesskab

Netop denne forståelse af individet skinner igennem hos Socialdemokratiets visioner for uddannelsesinstitutionerne i principprogrammet Det ny århundrede fra 1992.8 Til trods for, at de beskriver, hvordan folkeskolen stadig skal bygge på lighed, åndsfrihed og demokrati, understreger partiet, at samfundets primære opgave er at fremme initiativ og talent i erhvervslivet. Der skal uddannes for at arbejde, og samfundet skal fodre erhvervslivet med kompetente borgere, der kan deltage og sikre danske virksomheders konkurrencedygtighed. Socialdemokratiet betoner stadig fællesskabet, men det har fået ny form.

(Læs også: Uretfærdigt og urealistisk – Socialdemokratiets udlændingepolitiske udspil)

Fællesskabet er blevet indskrænket til kun at omfatte lønsomme borgere, der forbedrer Danmarks konkurrencedygtighed på det globale marked.Det nye blik på uddannelse og individ har bidt sig fast i Socialdemokratiet, da partiet et årti senere udkommer med endnu et principprogram i 2004: Hånden på hjertet.9 Programmet lægger vægt på individets behov og sætter fokus på vækst, velstand og effektivitet i uddannelsespolitikken. Arbejdspladsen står nu i centrum for deltagelse i fællesskabet. Og det er nu blevet samfundets ansvar at sikre, at borgerne har kompetencerne til at tage vare på sig selv ved at deltage aktivt. På den måde har Socialdemokratiet redefineret forståelsen af fællesskab i partiets principprogrammer. At fællesskabet nu findes på arbejdspladsen, passer ind i Socialdemokratiets nye linje om, at velfærd og det gode samfund skal skabes gennem vækst og effektivitet, gennem konkurrence og international handel. I 2004 slår Socialdemokratiet fast, at kompetencedyrkelse og selvrealisering i arbejdspladsens fællesskab står over dannelse med fokus på solidaritet, lighed og trivsel.

Det nye uddannelsesideal

I Socialdemokratiets seneste partiprogram fra 2017 er de nye borger- og uddannelsesidealer ført videre. Men er Socialdemokratiet så det folkeparti, som Mette Frederiksen påstår? På den ene side kan man være tilbøjelig til at sige ja, for hvilket fællesskab omfatter flere mennesker end fællesskabet på arbejdspladsen? På den anden side kan man være tilbøjelig til at sige nej: Fællesskabet er blevet indskrænket til kun at omfatte lønsomme borgere, der forbedrer Danmarks konkurrencedygtighed på det globale marked.

Logikken gennemsyrer reformprogrammet Danmark kan mere III og den førte uddannelsespolitik. De gamle dannelsesidealer om kritisk og konstruktiv samfundsdeltagelse er skubbet til side for at give plads til instrumentelle værdier som kompetence, effektivitet og konkurrence. Nu skal universitetsuddannelserne flyttes ud af storbyerne, og der er udsigt til besparelser og lukninger. Humanistiske uddannelser rammes særlig hårdt, idet udflytningen bl.a. baseres på dimittendledigheden.10 Desuden sænkes dagpengesatsen for ledige dimittender, hvilket igen påvirker, hvorvidt borgerne i fremtiden tør tage en uddannelse, hvor ledigheden efterfølgende er høj. Ledigheden er ofte høj på uddannelser, hvor samfundet, fællesskabet og solidariteten diskuteres – og lavere på de uddannelser, hvor praktiske kompetencer tilegnes.

Hvis Socialdemokratiets ide om dannelse og fællesskab beror på, at man skal kunne bidrage til at forbedre konkurrenceevnen, indskrænker partiet den målgruppe, det foregiver at repræsentere: Folket. Hvad med de borgere, der ikke har mulighed for at bidrage til dansk konkurrenceevne?

 

Print Friendly, PDF & Email
  1. Tegning efter Hieronymus Bosch’s følgere: Christ in Limbo, omkr. 1575: http://collection.imamuseum.org/artwork/79340/
  2. Petersen, J. H., Petersen, K. & Christiansen, N., F. (2014), Dansk velfærdshistorie: Hvor glider vi hen?, Bind 6, Syddansk Universitetsforlag, Odense. Side 74-78
  3. Socialdemokratiet, 1977, ”Solidaritet, Lighed og Trivsel”, [Tilgængelig på http://www5.kb.dk/pamphlets/dasmaa/2008/feb/partiprogrammer/object61212/da/]
  4. Kolstrup, S., (2022), Forandringens årti: mellem velfærd og nyliberalisme 1990-2001, Frydenlund, Frederiksberg. Side 43-48
  5. Dette argument bygger på følgende litteratur: Christophersen, H., (1976), Den bekymrede dansker, I Liberal, nr. 1 (1976), 3-38. Haarder, B. (1973), Statskollektivisme og spildproduktion, Bramsen og Hjort. Rasmussen, A., F. Petersen, J. H., Petersen, K. & Christiansen, N., F. (2014), Dansk velfærdshistorie: Hvor glider vi hen?, Bind 5, Syddansk Universitetsforlag, Odense. Side 80-87, 104
  6. Pedersen, O., K., (2011), Konkurrencestaten, Hans Reitzels Forlag, København. side 172-173
  7. Ove K. Pedersen argumenterer for, at den opportunistiske person skal forstås som et individ, der motiveres af egennytte men også en person som dannes ved at benytte erhvervede færdigheder på arbejdspladsen. For yderligere forklaring se Konkurrencestaten side 190-191.
  8. Socialdemokratiet, 1992, ”Det ny århundrede”, [Tilgængelig på http://www5.kb.dk/pamphlets/dasmaa/2008/feb/partiprogrammer/object36589/da/#kbOSD-0=page:1]
  9. Socialdemokratiet 2004, ”Hånden på hjertet”, [Tilgængelig på http://www5.kb.dk/pamphlets/dasmaa/2008/feb/partiprogrammer/object54301/da/]
  10. Københavns Universitet (2021) Udflytningsplan fjerner 1.600 studiepladser i København, Københavns Universitets hjemmeside [Tilgængelig på: https://nyheder.ku.dk/alle_nyheder/2021/10/udflytningsplan-fjerner-1.600-studiepladser-i-koebenhavn/]