Anmeldelse: Kvinder, race og klasse

Angela Y. Davis
Kvinder, race og klasse
Oversat af Mikas Lang for Informations Forlag
2022 (original: 1981)

 

 

 

Af Elizabeth Löwe Hunter

Angela Davis’ Kvinder, race og klasse giver et historisk indblik i kvindebevægelsen i USA gennem en integreret analyse af patriarkatet, hvidt overherredømme og kapitalisme. Ingen af de tre aspekter – dvs. køn, racialisering og klasseposition – behandles isoleret eller som havende fortrinsret over de andre i Davis’ analyse. Bogen har 13 kapitler, som hver især går i dybden med konkrete spørgsmål om kvinders frigørelse. Fra sorte slavegjorte kvinders forhold i 1800-tallet over hvide kvinder fra borgerskabets kamp for stemmeret, til 1970’erne og -80’ernes samtidsdebatter om kvinders reproduktive rettigheder og plads på arbejdsmarkedet. Bogens kritiske potentiale i nutidens Danmark er at vise, hvad en solid analyse på tværs af magtstrukturer kan identificere.

I den danske kontekst anvendes begrebet “intersektionalitet” ofte uden reference til dets historie. Begrebet “intersectionality” blev oprindeligt indført af juristen Kimberlé Crenshaw i 1989. Det refererer til ‘krydsfeltet’ mellem at være sort og kvinde og de specifikke former for juridisk diskrimination, en gruppe af sorte kvinder oplevede i det daværende amerikanske retssystem.¹ Begrebet søger at indfange, at undertrykkelse kan have flere ‘akser’ samtidigt, dvs. at man kan undertrykkes qua kvinde og qua sort på samme tid. Men som Davis illustrerer, har sorte kvinder teoretiseret deres specifikke livsvilkår før Crenshaw med mere kompleksitet end et ‘krydsfelt’ mellem blot to akser af undertrykkelse. Navnlig er kapitalisme og sorte kvinders ambivalente forhold til ejendom centralt. Ser vi tilbage på den amerikanske sorte feminismes historie, finder vi både Sojourner Truths berømte appel i 1851 – som jeg vender tilbage til nedenfor – og Combahee River Collectives analyse af magtstrukturer som ‘interlocking’ i “A Black Feminist Statement” fra 1977. Ligeledes indfanger Patricia Hill Collins’ ‘matrix of domination’, at flere magtforhold kan gøre sig gældende samtidigt.² En historisk forankret forståelse af intersektionalitet må derfor altid forholde sig ikke blot til race og racialisering, men specifikt til sort feministisk (race)teori. Intersektionalitet er ikke et begreb om vilkårlige og udskiftelige undertrykkelsesakser. Når man inden for den europæiske mainstream-feministiske teori f.eks. udvisker raceanalysen og behandler den som et tilfældigt valg, ‘hvidnes’ intersektionalitet som begreb.³ En ahistoriske anvendelse af begrebet som denne forrykker hele det epistemologiske fundament og magtanalytiske potentiale ved intersektionel feminisme.

Herudover udgør bogen et omfattende arbejde med historisk arkivmateriale og en velovervejet citationspraksis. Davis lader ikke kun forskere og intellektuelle, men mange forskellige personer komme til orde, og herved anerkender hun såkaldt almindelige (sorte) mennesker som vidende subjekter. Sådan en citationspraksis er kendetegnende for sort feministisk epistemologi, der søger at udfordre akademisk eurocentrisme og sexisme, som systematisk har miskendt (især fattige) sorte kvinder som producenter af viden.

Omdrejningspunktet for bogens indhold er kvinders frigørelse.⁴ Davis indleder bogen med en historisk kontekstualisering af slaveriet i USA, som betingede sorte kvinders livsvilkår. Med udgangspunkt i sorte kvinders omstændigheder demonstrerer hun, hvordan sociale kategorier formes af samspillet mellem magtstrukturer. At blive racialiseret som sort var ensbetydende med at blive slavegjort og blive reduceret til personlig ejendom og dermed tingsliggjort. Den måde, sortheden spillede sammen med, hvordan sorte kvinder blev kønnet, skabte en vekslen mellem to forskelligartede roller, alt efter hvad der var formålstjenstligt for slaveejerne. De sorte kvinder blev qua sorte anset som et kønsløst redskab, der blev udnyttet akkurat lige så meget som sorte mænd gennem hårdt arbejde i markerne. Davis skriver således, at “[s]lavesystemet definerede sorte mennesker som løsøre. Eftersom kvinder i lige så høj grad som mænd blev betragtet som profitskabende arbejdskraftenheder, kunne de for slaveholdernes vedkommende lige så vel være uden køn”.⁵ På den anden side blev de kønnet som seksualiserede, tilgængelige kvindekroppe, der kunne udnyttes af de hvide mænd. Hertil kom udnyttelsen som “avlsdyr”, hvilket igen påvirkede deres værdi som genstand og privat ejendom på plantagerne.⁶ Systematisk voldtægt resulterede på én gang i mere kapital, da de nyfødte børn af slavegjorte, sorte kvinder blev ejendom, samt i mere arbejdskraft.⁷

Ideologien om femininitet og kvindelighed, som kendetegnede æraen omkring industrialisering, havde således meget lidt med sorte kvinders virkelighed at gøre, skriver Davis. Tværtimod er “[l]igheden mellem kønnene […] det, der springer i øjnene ved det hjemlige liv i slavelandsbyen”.⁸ Eksempelvis illustrerede abolitionisten og kvinderetsforkæmperen Sojourner Truth paradokset i definitionen af kvindelighed som svagelig og passiv i en hyppigt citeret tale fra en kvindekongres i 1851 med refrænet Ain’t I a Woman? Gennem talen argumenterede hun for, at hun aldrig havde nydt godt af den beskyttelse eller forsigtighed, kvinder efter sigende havde brug for. Hun arbejder lige så hårdt som en mand, men hun var vel også en kvinde?⁹

Kvinder, race og klasse skriver sig ind i en sort feministisk teoretisk tradition. Disse teorier udspringer netop af den kendsgerning, at feminisme historisk er blevet defineret af hvide kvinder fra den øvre middelklasse, mens den sorte frihedskamp er blevet defineret af mænd. Den sorte feminismes bidrag er at belyse og analysere de specifikke forhold, der gælder for sorte kvinder, som både feminismen og den sorte frihedskamp har overset.¹⁰ Det er derfor relevant, at Davis tidligt i bogen demonstrerer, hvordan hvid kvindelighed er blevet konstrueret, og hvordan sorte kvinder, oprindelige folks kvinder og migrantkvinder ikke besidder de karakteristika, der traditionelt er blevet associeret med hvid kvindelighed – selv fattige hvide kvinder falder uden for den konstruerede norm om kvindelighed. Hermed inviterer hun os til at spørge ind til definitionerne af begreber som ”kvinde”, ”kvindekamp” og ”feminisme”, som ellers tages for givet.

Davis bruger flere kapitler på at belyse forskellige aspekter af abolitionismen og kvindebevægelsen, der udspillede sig sideløbende. Gennem et grundigt arkivarbejde dokumenterer hun de måder, abolitionismen gav nogle hvide kvinder mulighed for at hævde deres agens som politiske subjekter. “Hvide kvinder i Nord – middelklassehusmoren såvel som den unge ‘fabrikspige’ – påberåbte sig ofte slaverimetaforen, når de forsøgte at give udtryk for deres respektive undertrykkelser”.¹¹ På trods af at denne sammenligning mellem slavegjorte sorte kvinder og hvide kvinder understregede hvide kvinders relative ufrihed, underspillede den naturligvis også alvorligheden af sorte menneskers absolutte slavegørelse. “Ikke desto mindre”, skriver Davis, “var den vigtigste konsekvens af denne sammenligning, at hvide middelklassekvinder følte et særligt slægtskab med sorte kvinder og mænd, for hvem slaveri betød pisk og lænker”.¹² Derfor begyndte hvide kvinder gennem 1830’erne at organisere sig omkring abolitionismen. Men trods omdrejningspunktet var denne bevægelse gennemsyret af racistiske fordomme. På nær aktivisterne Sarah og Angelina Grimke, kendt som Grimkesøstrene, forstod få kvinderetsgrupper at drage forbindelser mellem hvide og sorte kvinders frihedskampe. I forlængelse deraf lykkedes det ikke “[s]elv de mest radikale hvide abolitionister” at se forskellige kvinders former for undertrykkelse som et strukturelt resultat af kapitalismen.¹³ For at lykkes måtte frigørelse for alle ifølge Angelina Grimke ske gennem en “radikal teori og praksis” baseret på allieret organisering på tværs af race, køn og klasse.¹⁴ Men dette sker desværre ikke, viser Davis.

Davis beskriver, hvordan den officielle emancipation i 1863 forandrede sorte kvinder og mænds liv, selvom den ikke frigjorde dem i betydelig forstand. Blandt andet blev vilkårlig kriminalisering og fængselsindustrien et vigtigt redskab til at opretholde undertrykkelsen: “Gennem fangeudlejningssystemet blev sorte mennesker tvunget til at indtage slaveriets samme gamle roller. Både mænd og kvinder blev arresteret og fængslet under det mindste påskud – for at myndighederne kunne leje dem ud som straffearbejdere”.¹⁵ Den antisorte racisme fortsatte også systematisk gennem stereotyper, der blev taget for givet som fakta. Davis skriver, at “[d]en tautologiske definition af sorte mennesker som tjenestefolk er i sandhed en af den racistiske ideologis afgørende søjler”.¹⁶ Hertil er en af de mest ødelæggende sociale konstruktioner myten om den sorte voldtægtsmand. Den sorte voldtægtsmand blev konstrueret over for myten om den hvide, forsvarsløse kvinde, det angivelige offer. Voldtægtsanklager blev således endnu et påskud til at lynche og dræbe sorte mænd i hobetal, blandt andet for Ku Klux Klan. Myten om den sorte voldtægtsmænd var ifølge Davis et angreb på sorte mennesker generelt. Den påvirkede også sorte kvinders liv, idet der blev konstrueret en tilsvarende stereotyp af dem som promiskuøse. Denne konstruktion delegitimerede sorte kvinders anklager om hvide mænds seksuelle overgreb. Seksuelle overgreb var hyppige i sorte kvinders arbejde som hushjælp hos hvide familier. Således udøvede hvide mænd fortsat dominans gennem den opfattelse, at de havde en “ubestridelig ret til sorte kvinders kroppe” og gik samtidigt systematisk fri for retsforfølgelse.¹⁷ Relevansen af disse socialt konstruerede myter ligger blandt andet i den måde, de genopstår senere i historien. Fx i 1970’erne hvor hvide feministers kampagner imod voldtægt var med til at få racistiske anklager til at blusse op.¹⁸ Igen viser Davis, hvordan en holistisk analyse er nødvendig for at forstå og adressere et samfundsproblem.

De efterfølgende kapitler diskuterer emner, der var til debat omkring bogens udgivelse i 1981, nemlig reproduktive rettigheder, kvinders plads på arbejdsmarkedet og konstruktionen af ‘husmoderen’. I lyset af at Roe v. Wade (den amerikanske højesterets afgørelse om retten til abort) blev trukket tilbage i juni 2022, giver Davis os her et relevant tilbageblik på den betydning, retten til abort fik for kvinders økonomiske liv og potentielle uafhængighed af mænd. Men herudover beskriver hun også den historiske kontekst for sorte og andre minoritetskvinders tøvende opbakning til kampagnen for abortrettigheder. Hun skelner mellem retten til abort og abort, og på forskellen mellem ret til og pligt til abort.¹⁹ Mod slutningen af det 19. århundrede faldt fødselsraten blandt hvide kvinder. Dette blev formuleret som ‘raceselvmord’ i den hvide offentlighed, og steriliseringer af sorte, fattige, og andre ‘uegnede personer’ blev derfor foretaget som befolkningskontrol.²⁰ “Eugenik bevægelsens fatale indflydelse underminerede inden længe det progressive potentiale i kampagnen for prævention”.²¹ Når minoritetskvinder tøvede med at bakke op om 1970’ernes kampagne for abortrettigheder, var det blandt andet fordi ikke bare abort, men ufrivillige sterilisationer fortsat blev anvendt mod dem. I midten af 1970’erne var 35 % af alle puertoricanske kvinder og 24 % af fødedygtige kvinder fra oprindelige folk steriliserede.²² Racialiseringen af abortrettigheder og sterilisationspligt belyser igen de fundamentalt forskellige omstændigheder for kvinder med forskellige positioner i et racistisk, sexistisk og kapitalistisk samfund. Det var og er derfor nødvendigt at spørge, hvilke kvinder og hvis rettigheder en given social bevægelse kæmper for og tager for givet.

Kvinder, race og klasse udkom i 1981, og det er oplagt at spørge, hvorfor en oversættelse kommer nu. Bogen er udgivet i en serie, som Informations Forlag kalder Antiracistiske klassikere. Foruden oversættelsen af Davis rummer serien  Frantz Fanons Fordømte her på jorden (1961) ogCornel Wests Et spørgsmål om race (1993), som udkom i 2021 og 2022. Givet timingen er det oplagt at se denne serie som et svar på majoritetsdanskeres ‘vækkelse’ omkring racisme i 2020. Efter mordet på George Floyd i USA den sommer mødte danskere med afrikansk baggrund historisk talstærkt op til demonstrationer sammen med andre minoriteter og allierede. Antiracistiske klassikere giver et udmærket bud på relevant og rimelig radikal læsning. Når denne oversættelse læses i Danmark i 2022, er et af dens væsentligste bidrag en analyse af sexisme, racisme og kapitalisme som sammenflettede magtstrukturer i en veldokumenteret historisk kontekst.

Det kan dog undre, at det er bøger fra USA og franske kolonier i stedet for tekster fra en lidt mere nær kontekst, der bliver udgivet. Dansk antiracistisk tænkning får af opponenter ofte skudt i skoene at have importeret idéer om race og racisme fra USA. Med dette udvalg får vi desværre igen indtryk af at, hvis vi skal læse os ind på dette emne, må vi søge langt væk fra Europa. Danmark deler historisk kontekst med andre vesteuropæiske nationer, hvis antiracisme eller mangel på samme er formet af lignende forhold til den danske kolonihistorie (forglemmelse) og racisme (fornægtelse). Derimod er amerikansk antiracisme formet af en markant anderledes historie og nutid. Derfor håber denne anmelder at se et fremtidigt engagement med kritiske tænkere fra vores nabolande, såsom hollandske Philomena Esseds Understanding Everyday Racism (1991), Gloria Wekkers White Innocence (2016) eller tyske Fatima El-Tayebs European Others (2011). Disse er eksempler på antiracistisk, sort feministisk læsning, som er teoretisk funderet i samfund, som Danmark typisk sammenlignes med. På den måde bliver intersektionelle analyser af racisme, sexisme og kapitalisme med mere forankret i en relevant historisk kontekst, som giver specifikke redskaber for antiracistisk mobilisering i Europa.

Det er klart, at disse eksempler på europæisk sorte feminisme og antiracisme også bygger på sort feminisme fra USA. Men så længe disse teorier sættes i perspektiv og kontekstualiseres, kan vi bruge dem til at huske, at intersektionalitet altid inkluderer en kritik af racisme og lokale konstruktioner af racemæssig sorthed. Kvinder, race og klasse demonstrerer det analytiske arbejde, som det populariserede begreb intersektionalitet oprindeligt dækker over. Bogen viser tydeligt, hvordan teorier om samvirkende magtforhold udspringer af levede, materielle erfaringer. Det vil sige, hvad end konkrete vilkår opererer gennem begrebet race, eller eksempelvis ‘ikke-vestlig’, som vi ofte møder i Danmark, så demonstrerer Davis, at undertrykkende kategorier altid anvendes i et komplekst samspil i en bestemt kontekst. Og derfor må undertrykkelse undersøges sådan.

Elizabeth Löwe Hunter er ph.d.-kandidat i African American Studies & African Diaspora Studies og Women, Gender, and Sexuality Studies, University of California Berkeley.

1. Crenshaw, Kimberlé. 1989. “Demarginalizing the Intersection of Race and Sex: A Black Feminist Critique of Antidiscrimination Doctrine, Feminist Theory and Antiracist Politics.” University of Chicago Legal Forum 1989 (1): 139–65.
2. Hill Collins, Patricia. 2014. Black Feminist Thought: Knowledge, Consciousness, and the Politics of Empowerment. Second Edition. New York and London: Routledge.
3. Bilge, Sirma. 2014. “Whitening Intersectionality. Evanescence of Race in Intersectionality Scholarship.” In Racism and Sociology, edited by Wulf D. Hund and Alana Lentin. LIT Verlag Münster.
4. Davis benytter termerne ’kvinder’ og ’mænd’ som binære kategorier, hvor biologisk køn og socialt køn antages at være organiseret som ciskønnede personer.
5. Kvinder, race og klasse, s. 14.
6. Kvinder, race og klasse, s. 17.
7. Hunter, Elizabeth Löwe. 2018. “Den danske kolonihistorie skrives fortsat af vinderne.” FRIKTION – Magasin for køn, krop & kultur, December 2, 2018. https://friktionmagasin.dk/den-danske-kolonihistorie-skrives-fortsat-af-vinderne-749aaf2f016b.
8. Kvinder, race og klasse, s. 33
9. Kvinder, race og klasse, s. 102.
10. hooks, bell. 1981. Ain’t I a Woman: Black Women and Feminism. Second edition. New York: Routledge, Taylor & Francis Group.

    Hull, Gloria T., Patricia Bell-Scott, and Barbara Smith, eds. 1982. All the Women Are White, All the Blacks Are Men, but Some of Us Are Brave: Black Women’s Studies. Old Westbury, N.Y: Feminist Press.

    Moraga, Cherríe, and Gloria Anzaldúa. 1981. This Bridge Called My Back: Writings by Radical Women of Color. Fortieth Anniversary Edition.

11. Kvinder, race og klasse, s. 59.
12. Kvinder, race og klasse, s. 60
13. Kvinder, race og klasse, s. 109-111.
14. Kvinder, race og klasse, s. 115.
15. Kvinder, race og klasse, s. 149.
16. Kvinder, race og klasse, s. 158
17. Kvinder, race og klasse, s. 292.
18. Kvinder, race og klasse, s. 325 og 328-330.
19. Kvinder, race og klasse, s. 340, 347.
20. Kvinder, race og klasse, s. 345, 353.
21. Kvinder, race og klasse, s. 351.
22. Kvinder, race og klasse, s. 359 og 361.