Mod stadig større uorden – den internationale ordens entropi

Helen Thompson
Disorder: Hard Times in the 21st Century
Oxford University Press
2022

 

 

 

ANMELDELSE: Økonomi og demokrati proppes i det 21. århundredes geopolitiske blender af Helen Thompson i Disorder. Der er meget at hente, hvis man vil forstå, hvorfor arven fra 1970’ernes energikrise og inflation stadig er virksom i dag. Bogen rummer også en vigtig lektie: Ønsker om at skabe politisk orden baner ofte vej for fremtidig uorden. Thompson viser, hvorfor vi er endt der, hvor vi er i dag, og man er lamslået over, at bogen blev udgivet FØR de kriser, vi gennemlever lige nu. Det her er go-to viden for alle krisetænkere.

Sjældent har jeg læst en udgivelse, der er så meget på omgangshøjde med en udvikling, der river alt og alle med sig. 2022 har været som en rutsjebanetur. Derfor må Helen Thompsons bog siges at være viden til tiden, endda på et niveau og af et format, som gør den uomgængelig for at forstå, hvad der sker netop nu i international politik og økonomi. For det, vi er vidner til, når det kommer til energikrise og inflation, har selvfølgelig historiske rødder. Intet opstår i et vakuum.

Hvad sigter Disorder på – fatalisme? Ingenlunde, der er tale om klog analyse, af den omstændige og tørre slags, jovist, men det føles mere som en ny Marvel-film end en historiebog skrevet af en politisk økonom fra Cambridge. Undertitlen lyder: ”Hard Times in the 21st Century” – og det er rammende, for det her er som at læse en thriller uden ende (historien udspiller sig NU), en gyser uden maskeret morder (baseret på åbne kilder) og et drama på stejle klippesider med løbske togvogne (der gnistrer, når trådene samles). Buckle up!

Det 20. århundrede ånder endnu

Rent periodisk handler Disorder primært om tiden efter finanskrisen og frem til coronakrisen. Thompson sætter en verdenshistorisk lup på 2010’erne, hvor hun forsøger at skabe en syntese ud af en lang række begivenheder (Brexit, Trump, Kinas opkomst og EU’s stigende fragmentering, for blot at nævne nogle få), med afstikkere til især 1970’erne, som for mange stadig udgør den vægt af ustabilitet, som vi vejer kriser på – også i dag. Bogens hovedpointe er, at krisen, vi står i nu, har en lang forhistorie, hvor der flere gange har været alarmerende tegn på ustabilitet, som regel forårsaget af fejlslagen finans- og pengepolitik eller energipolitik, men hvor talrige interventioner fra regeringer og centralbanker har udsat krisen. Men den lige så væsentlige pointe er, at forsøg på at skabe orden altid rummer kim til uorden. Det er på den måde en vigtig demokratisk debat, som bogen lægger op til: Hvor kommer inertien i systemet fra?

Thompson skyer her letkøbte forklaringer om, at kilden til uorden er et moralsk forfald i den internationale orden, og at dårlig populisme kontra god liberalisme er roden til alt ondt. Hun ser mere systemisk på det: Hvad spiller en afgørende rolle for et samfunds strukturer og for, hvad der kan lade sig gøre økonomisk? Det gør energi og adgangen til energikilder, med andre ord selve den materielle base for den økonomiske orden og vækst i samfundet. Det, som alt andet følger af.

Dermed relegerer Thompson ikke kultur eller identitet til ligegyldigheder, det er bare ikke dén historie, hun fortæller. Hendes blik er materialistisk, ikke idealistisk. Man fristes til at kalde Disorder for en ikke-marxistisk historisk materialistisk beretning, men lad os lægge etiketterne på hylden og gå i krig med stoffet.

Thompson har mest af alt skrevet en politisk thriller om det vestlige energiregime baseret på fossile brændsler, som er udviklet siden 2. Verdenskrigs afslutning. Kampen om adgang til energiressourcer mellem verdenspolitiske rivaler er bogens gennemgående fokus. Det 20. århundrede er i energimæssig forstand fortsat lyslevende. Olie og til dels gas er stadigvæk drivkraft for den økonomiske velstand, som er blevet først Vesten – og siden Kina – til del.

Der er en vis slagside i Thompsons tilgang, men det indrømmer hun også selv, idet vægten er lagt på udviklingen i Storbritannien, USA og EU, med en vigtig skelen til Kina og Mellemøsten, men hvor sidstnævnte mest udgør enten skueplads for vestlig geopolitik eller handelspartner med fingeren på oliestrømmen og råderet over billige fabrikshaller. Hendes politiske analyse af Kina fremstår dog lige så facetteret som den af USA, og jeg ser ikke nogen modsætning i at være dybt involveret i vestlige institutioner og tænkning og samtidig kunne give en bramfri analyse af verdens tilstand.

Det kan ikke helt overraske, at Thompson vælger denne vinkel på energi, idet hovedemnet for hendes forrige bog var oliens rolle i vestlig økonomi, ikke mindst som en vedvarende kilde til krise og ustabilitet.¹ Dét fokus udbygges i Disorder, hvor det samtidig slås fast, at selvom vi skriver 2022, så lever vi fortsat i skyggen af sidste århundredes skillelinjer og konflikter. Det er, som om den kolde krig aldrig rigtig slutter, selvom rollebesætningen er ændret en smule.

Bogens tre spor

Bogen er inddelt i tre hovedafsnit – geopolitik, økonomi og demokrati – på tværs af de temaer gør Thompson en dyd ud af at minde læseren om, at der allerede var ’disruption’ over hele linjen i årtiet inden coronakrisen. I dag ved vi, at dén krise primært var en pause fra en verdensøkonomi, der allerede var afmattet og i tilbagegang. Thompsons snedige pointe er, at krisen hele tiden har været her, coronakrisens effekt var at fremkalde og forstærke de faldgruber, som har præget perioden efter finanskrisen. Derfor er det naivt at tro, coronakrisen i sig selv har igangsat det, vi oplever nu, når det gælder energiprisernes himmelflugt og den stigende inflation. Der findes, som Thompson ser det, ingen entydig forklaring. Det er summen af kriserne, vi gennemlever nu. Der er derfor brug for flere overlappende historier for at forklare, hvad der sker.

Tag økonomien, hvor den vækst, mange forventede at se i verdensøkonomien ovenpå finanskrisen, ganske enkelt udeblev, selvom centralbanker og regeringer forsøgte at skrue op for aktiviteten i økonomien ved at pumpe penge ud igennem diverse opkøbsprogrammer. Et temmelig konservativt svar, der dog langtfra har virket efter hensigten.

Tag demokratiet (det vestlige), hvor dybe skel imellem befolkning og regeringer samt internt i de politiske eliter, har produceret den ene krise efter den anden. I USA’s tilfælde med valget af Trump, der har sat basale processer såsom valghandlinger under stærkt pres, idet ’loser’s consent’ ikke længere kan tages for givet – noget, der nok blev radikaliseret med Trumps valgnederlag, men ifølge Thompson allerede var undervejs på begge fløje af amerikansk politik. Og i Europas tilfælde, hvor EU-landene er blevet splittet langs en nord- og syd-akse i økonomiske spørgsmål, mens striden om, hvor langt unionen skal strække sig ind i de enkelte landes regeringsførelse, er blevet både dybere og længerevarende, end mange iagttagere havde troet mulig. Samtidig med dette udkæmpede Kina og USA en handelskrig, mens en mere uset konflikt har handlet om energiproduktion, hvor Rusland og USA har udkæmpet en strid over, hvem der skal være verdens førende producent af olie og gas.

Adgang til energiressourcer er som sagt hovedsporet i Disorder. I Thompsons optik er dette – i komprimeret form – hvad den internationale orden efter 2. verdenskrig har handlet om. Energipolitikkens primat kunne man kalde det. Her har især Europa været klemt inde mellem de store spillere, idet adgangen til stabile leverancer af olie og gas nødvendigvis er gået igennem enten USA, Mellemøsten eller Rusland (og før det Sovjetunionen). Eftersom de to energikilder har været afgørende for økonomisk udvikling, har Europa været prisgivet de andre verdensmagter. At Kina er stødt til som en markant økonomisk magt og storforbruger af netop olie, har blot forstærket tendensen. For at give et konkret eksempel, så har efterkrigstidens Tyskland altid balanceret mellem øst og vest, når det kommer til energi. Allerede i 1960’erne indgik det daværende Vesttyskland aftaler om energileverancer fra Sovjetunionen. Den nuværende konflikt i Ukraine og den tyske afhængighed af russisk energi sætter blot på spidsen, hvad der længe har været et vilkår for Tysklands rolle som økonomisk lokomotiv i Europa.

Thompsons pointe er, at man ikke kan forstå skillelinjer og konflikter uden at forstå energipolitikkens centrale rolle. Det er et systemisk blik, hun kaster på vores nære fortid, så vel som nutid. Geopolitisk tumult har også særskilte konsekvenser indadtil i lande og regioner: Europa har f.eks. ingen klare svar på, hvordan rivaliseringen mellem Kina og USA skal håndteres, fordi EU-landene er splittet internt og afhængige af en politisk orden, der er kommet under pres.

Den amerikanske verdensorden i forfald

Den nuværende verdensorden er under pres, fordi den i høj grad er gearet til USA’s lederskab, som er udfordret, indadtil af indre splittelse og udadtil grundet Kinas voksende betydning. Kun på ét område er den amerikanske indflydelse mere eller mindre uantastet, nemlig den finansielle magt, der følger af dollarens rolle som verdens valutareserve. Enhver økonomisk beslutning taget af USA har betydning for resten af verden og skaber en strukturel afhængighed af den stærke dollar. Dette er til fulde blevet bevist for nylig, idet dollarens styrkede position efter gentagne renteforhøjelser har bekræftet dens dominans.

Thompsons følger i bogen opkomsten af den amerikanske verdensmagt, som især voksede, i takt med at olie erstattede kul som den primære energiform. Alene af den grund forstår man bedre, hvordan USA kunne tage over fra de europæiske kolonimagter efter verdenskrigene – USA havde olie, det havde Europa ikke. Det faktum sammen med den massive gæld, de europæiske lande havde oparbejdet til amerikanerne, betød, at Europa blev dybt afhængigt af USA. Ydermere forklarer oliens voksende betydning, hvorfor USA som den nye verdensmagt allerede under 2. Verdenskrig indgik langsigtede aftaler med olieproducerende lande i Mellemøsten for næsen af europæerne, der (med rette) blev set som en flok imperialister. Dette giver også en forklaring på, at 2. verdenskrig udviklede sig, som den gjorde: Tysklands behov for adgang til olie var en vægtig grund til invasionen af Sovjetunionen, mens Englands og Frankrigs forsøg på at holde fast i kolonierne i Mellemøsten havde samme bevæggrund. Adgangen til olie afgjorde på sin vis krigen, og blev en kilde til konflikt efterfølgende.

Det er også derfor, arven fra den kolde krig fortsat er med os, da USA reelt set er uafhængig af andre magter, når det kommer til energi, idet supermagten selv producerer denne. Rusland og USA er samtidig konkurrenter inden for produktion af gas, og betydningen af det kapløb skal nok ikke underkendes, når det gælder konflikten i Ukraine, men så langt går bogen ikke, da den er afsluttet inden krigens start. Efter endt læsning forstår man dog bedre, hvad der ligger bag, idet der flere steder skeles til den gryende konflikt.

Til gengæld leverer Thompson den vigtige pointe, at grøn omstilling og udbredelsen af nye bæredygtige teknologier kan medføre fornyet rivalisering, da Kina både er storforbruger af olie, men også er førende inden for vedvarende energi såsom solceller og har adgang til mange af de sjældne metaller, som flere grønne teknologier hviler på. De grønne energiformer kan således skabe nye konflikter ved siden af dem, som fossile brændsler har skabt. Den næste geopolitiske strid kan meget vel handle om adgang til grøn teknologi, et kapløb, der både kan undsætte og kortslutte den nuværende verdensorden.

Rivaliseringen mellem Kina og USA adskiller sig dog afgørende fra den kolde krigs kappestrid på ét punkt, for modsat Sovjetunionen har Kina draget nytte af den liberale verdensorden. Kinas indtræden i verdenshandelsorganisationen WTO i 2001 har været et stærkt symbol på dette. Kappestriden er i dag mindre ideologisk, men stadig fyldt med farlige dynamikker, hvor ’varm krig’ er den yderste risiko, der dog holdes kraftigt i skak af finansielle og handelsmæssige bånd.

It’s (also, but not only) the economy, stupid!

Et andet hovedspor i bogen er økonomisk, hvor høje oliepriser i starten af 1970’erne førte til, at den balance i verdensøkonomien, som USA og Europa havde aftalt efter 2. Verdenskrig (det såkaldte ”Bretton Woods” system, hvor dollaren var konvertibel med guld), brød sammen. Fremover flød valutakurser frit, hvilket ultimativt førte til dybere integration i Europa og indførelse af euroen, men også skabte et mere åbent verdensmarked, hvor Kina med tiden gjorde sig gældende. Således blev også økonomien et forum for konflikt.

Thompson foretager en skematisk gennemgang af de tre hovedspor og når frem til en syntese, der som nævnt lægger størst vægt på materielle forklaringer frem for en mere kulturelt baseret tilgang. Det leder hende til et opgør med forestillingen om, at materiel fremgang og velstand automatisk vil føre til fremskridt og mindre konflikt. Det er kort sagt en illusion. Dermed reducerer hun ikke verdenshistorien til en ensidig fortælling om øget forbrug af olie og gas. Hun slår blot fast, at man ikke kan forstå konfliktlinjer omkring økonomi og geopolitik uden at forstå, hvad der følger af produktion, forbrug og transport af fossil energi.

Netop fordi fossile energikilder er afgørende for militærmagt, såvel som handel og transport, der igen har betydning for vores adgang til fødevarer, kan man ikke komme uden om olie, som – uheldigt nok – også indgår i produktionen af komponenter til grønne energikilder. På samme måde kan vi ikke i dag orientere os politisk uden at forstå konkurrencen om at skabe ny grøn energi. Eftersom den materielle basis for et samfund er afhængig af energi, giver det næsten sig selv, at forandringer i denne sfære har stor betydning.

I en normativ forstand leverer Thompson et lidt uortodokst blik på grøn omstilling, da vi normalt forestiller os, at overgangen til vedvarende energi er lig med udskiftning af fossile energikilder. Thompson slår fast, at det vil være en dyrekøbt illusion at tro, vi kan nøjes med at udvide brugen af vedvarende energi, hvis energitæthed ikke er på højde med fossile brændsler. Der er derfor ingen vej uden om at skrue ned for forbruget, vi kan hverken effektivisere eller omstille os: Vi er nødt til at dæmpe efterspørgslen på energi. Ifølge Thompson har de politikere, der sætter deres lid til, at den teknologiske udvikling vil befri os fra olie og gas, ikke for alvor forstået dybden af krisen. Det er nok det tætteste – foruden afvisningen af simple og ahistoriske forklaringer – Thompson kommer på en holdningsbåret formidling, og det kan man godt anse for kynisk, omvendt er der ikke meget, der tyder på, at hun tager fejl i sin vurdering.

Ifølge Thompson har økonomisk udvikling og vækst hidtil beroet på et voksende forbrug af energi, og derfor er grøn omstilling en så fundamental udfordring for vores markedsbaserede økonomi, som lige nu er faldet tilbage i en krise, der for mange minder om 1970’erne.

Arven fra 1970’erne

Det er et af de få svage punkter i bogen, at Thompson ikke rigtig gør op med myten om 1970’erne som en særlig farlig tid, der kan bruges til at slå folk oven i hovedet med, hvis de foreslår en alternativ politisk kurs end den velkendte markedsliberale. Her imødegår Thompson ikke rigtig de fortællinger, som mange konservative stemmer dyrker for tiden.

Det, vi gennemlever lige nu, er dybest set en kalibrering af den internationale orden, hvor økonomi og geopolitik gensidigt forstærker hinanden. Den bevægelse har fundet sted siden 1970’erne og 80’erne. En krise i den ene ende af systemet vil have eftervirkninger andre steder, det er i sidste ende udkommet af en integreret og globaliseret økonomi.

Men hvilken betydning har det haft for demokratiet, at økonomien er blevet internationaliseret og løsrevet fra sin nationale base? Modsat mellemkrigstiden, hvor kriser i økonomien førte til, at mange demokratier bukkede under, så har udviklingen siden 1970’erne ført til en frakobling mellem borgere og politikere, når det gælder økonomien, hvor regeringer i højere grad står til ansvar over for et internationalt marked og långivere end sit nationale bagland. En udvikling, mange af de svage økonomier i Sydeuropa har mærket effekten af i nyere tid.

Lige nu står kriserne i lys lue, så hvad skal vi egentlig bruge en historisk gennemgang som Thompsons til? Jeg vil mene, at man skal stille sig selv det modsatte spørgsmål – hvad skal man ikke bruge den til? Der er primært to ting, man ikke skal gøre: Overbevise sig selv om, at vi lever i en depressionsramt mellemkrigstid a la 1930’erne eller i en afsporet fossil økonomi med høj arbejdsløshed a la 1970’erne. For det gør vi ikke.

Netop fordi vi baserer så meget af vores krisetænkning på sidste århundrede, er vi dårligt rustet til at håndtere og forstå det, vi står i nu. Den økonomiske historiker Adam Tooze har i et essay om ”læren af 1970’erne” slået ned på den konservative (dovne) tænkning, der omgærder politiske udsagn om dette årti.² Reelt varede den mest akutte del af krisen dengang fra 1973 til 1975, og derfor er skræmmebilledet overdrevet. Nok var arbejdsløshed og inflation en reel faktor i årtiet, men myten om 70’ernes kaos er blevet udnyttet som argument for at nedgradere demokratisk indflydelse og løsne tøjlerne i økonomien. Der er i dag heller ikke den samme institutionelle modmagt til centralbanker, som der var i 1970’erne med stærke fagforeninger og civilsamfund, så centralbankernes bureaukratiske manøvrer, der ensidigt søger at mindske inflationen, har mere frit spil nu end dengang. Alene af den grund er det uholdbart at udbrede en fortælling om, at ’70’erne er tilbage’ – det er de åbenlyst ikke.

Dette beviser fint Thompsons pointe om, at orden på sigt fører til ny uorden, men Toozes indlæg kan også ses som en kritik af den ’realistiske skole’, Thompson tydeligvis er præget af. Den økonomiske indretning af samfundet kan ikke reduceres til et spørgsmål om olieforbrug, politik er også en faktor. Men begge dele får et særligt udtryk under indtryk af kampen om adgang til energi. Summen af at læse f.eks. Tooze og Thompson er ret givtig, og det kan kun opfordres til at kombinere deres skrifter, som der kommer rigeligt af løbende, da de begge er aktive debattører ved siden af de akademiske pligter.

En lidt værre blind plet er Thompsons behandling af Brexit, som fremstår præget af en idé om, at den britiske regering var et offer for omstændigheder, den ikke kunne styre, i form af økonomiske konjunkturer, der pludselig slog over, osv. Det virker ikke tilstrækkeligt som forklaring: Andre forskere (omtalt i Eftertryk) har analyseret stemmemønstret bag Brexit og påvist, at regeringens sparepolitik spillede en væsentlig rolle for udfaldet af den britiske afstemning. En afgørende andel af de stemmeberettigede foretog en bevidst proteststemme, som næppe var afledt af nationalpopulisme eller utilfredshed med indvandring fra Østeuropa, men snarere skyldtes forringede materielle vilkår og dermed en konsekvens af den konservative regerings politik.

Helen Thompson er eminent på de store linjer i verdenspolitikken, mens de små linjer og ’mikropolitikken’ går lidt tabt. Bogen er dog stadig et bevis på, at det nytter at lægge en klar vinkel på et stofområde, der fremstår kaotisk. For selvom verden buldrer af sted, behøver tænkningen ikke at gøre det. Den opgave løser Thompson i Disorder, og man glemmer let, hvor alvorligt emnet er, i ren og skær tilfredshed over at få sat tingene en smule mere på plads.

Uundgåelig entropi

Termodynamikkens anden lov siger, at enhver orden i et system uvægerligt vil føre til stadig større uorden. Det kaldes også entropi. Nedbringes denne et sted, stiger den et andet sted. ”Med tid kommer rod”, er en mere populær sætning, der forklarer entropien – overfører man dette til international politik, kalder det ikke nødvendigvis på sortsyn, men snarere på realisme, også når man har travlt med at formulere et alternativ. Den pointe er med til at forklare, hvorfor Thompsons blik primært er på tid og materialitet, frem for ideologi. Maskinen vil nødvendigvis gå i stå, det gode spørgsmål er så, hvad vores indgriben skal føre til.³

Enhver analyse, der forsøger at samle energi og politik, rammer en tidsmæssig kløft, forstået på den måde, at den industrielle tidsalder nulstillede vores økonomiske og økologiske ur, idet forbrug af olie har gjort os afhængige af en naturudnyttelse, der har et udløb og derfor kræver fortsat teknologisk udvikling. Thompson reducerer ikke politik til en simpel effekt af det forhold, at energi er afgørende. Politik har sine helt egne konsekvenser, ikke mindst når det gælder forbrug af energi. For Thompson er tid i sig selv en kilde til uorden, materielle forklaringer gør det ikke alene.

Der er dog ét resultat, som de mange kriser har affødt: Ingen ønsker længere at lade stå til, der skal handles og interveneres i økonomien, i den forstand er laissez-faire stendød. Tro dog ikke af den grund, at du som progressiv vil juble over næste skridt. Udfaldsrummet er kun blevet større efter de seneste kriser. Entropi er en realitet, idet vi bevæger os mod stadig større uorden, også når vi forsøger at skabe orden.

De to mest alvorlige chok, verdensøkonomien har været udsat for i nyere tid – finanskrisen og coronakrisen – har ikke for alvor forandret verden, sådan som depressionen i 1930’erne gjorde det, hvor demokratier kollapsede, og økonomier bukkede under. Udfordringen i dag er primært, at der ikke er formuleret et troværdigt og progressivt alternativ med bred tilslutning, så lige nu er bevægelsen væk fra demokrati (som Thompson også påpeger) mere iøjnefaldende end bevægelsen væk fra markedsøkonomi og liberalisme. Det bør enhver tage med i sine overvejelser om svar på krisen: Politik er aldrig uden konsekvenser.

Marc Grønlund er klima- og økonomiredaktør på Eftertryk Magasin

1. Helen Thompson: Oil and the Western Economic Crisis. Palgrave Macmillian, 2017.
2. Adam Tooze: Inflation Is Only Part of the 1970s Economic Story (foreignpolicy.com)
   “When we say that economic policymakers learned lessons from the 1970s, what we typically mean is that they are focused on a conservative interpretation of their own ostensible failures during that decade. The ’70s were a time when many of the West’s economic and political elites sensed they were losing their grasp on control after having failed to sufficiently discipline oppositional forces both at home and in the world at large.”
3. Her kunne også nævnes sociologen Ulrik Beck (Thompson omtaler ham ikke), hvis tese om ’risikosamfundet’ indkredsede nogle af de samme tendenser, som Thompson slår ned på, i den forstand at risici indoptages i samfundets strukturer og bliver et vilkår – noget, vi nok selv er med til at forårsage, men samtidig accepterer og tilpasser os til.