Insecurity is in security

Danmark er et af de mest sikre steder i verden, og alligevel bekymrer vi os ofte om vores sikkerhed. Det er paradoksalt, når sikkerhed egentligt betyder uden bekymringer (sine cura). Men måske er problemet med sikkerheden, at man aldrig kan føle sig helt sikker? Længslen efter sikkerhed underminerer nemlig sig selv ved at skabe usikkerhed. Ikke fordi truslen bliver større, men fordi den kommer til at føles større.

Af Jonas Lykke Larsen
Installationer af Anna Holmberg¹

Den italienske filosof Giorgio Agamben har i forbindelse med coronakrisen skrevet tre korte essays – essays, som har fået en hård medfart.² Men selvom Agambens coronarefleksioner særligt kan kritiseres for at negligere pandemiens alvor, betyder det ikke, at alle pointerne er tankeløse. I det sidste essay, Opklarende bemærkninger, skriver han for eksempel:

Et samfund, der lever i en konstant nødsituation, kan ikke være et frit samfund. Vi lever de facto i et samfund, der har ofret friheden til fordel for såkaldte ‘sikkerhedsmæssige hensyn’. Samfundet har [derfor] dømt sig selv til en kronisk tilstand af usikkerhed og frygt.³

Oversættelsen udelader uheldigvis adverbiet ‘derfor’ (per questo).⁴ Dette adverbium er dog langtfra undværligt, da det fremhæver kausaliteten imellem de to udsagn: Det er på grund af de sikkerhedsmæssige hensyn, at samfundet har dømt sig selv til en kronisk tilstand af usikkerhed og frygt. Agambens tese er altså, at det er de sikkerhedsmæssige hensyn, som skaber usikkerhed og frygt – og ikke omvendt, som man skulle tro.

Selvom det tankevækkende i Agambens tese ligger i den omvendte kausalitet mellem sikkerhed og usikkerhed, bør det ikke få os til at tænke over, hvad der kommer først. Problemet er ikke hønen eller ægget, men en cirkel: (u)sikkerhedens onde cirkel. I en cirkel – hvor det ikke kun er usikkerheden, som skaber behovet for sikkerhed, men også behovet for sikkerhed som skaber usikkerhed – slipper sikkerheden aldrig af med usikkerheden.

Det er ikke underligt, at sikkerhed for nogen skaber usikkerhed for andre. Det intersubjektive sikkerhedsdilemma er velkendt: For eksempel ofrer Mette Frederiksen gladeligt sikkerheden for “indvandrerdrengene” i bytte for “danskernes” tryghed i vaskekældre og på S-togsstationer.  Det er mere besynderligt, når sikkerhed skaber usikkerhed hos det samme subjekt. Altså når det er vores sikkerhed, som gør os usikre. Lad mig her illustrere den intrasubjektive usikkerhed med to eksempler fra fiktionens verden.

I den biografaktuelle tyske film Wir könnten genauso gut tot sein, instrueret af Natalia Sinelnikova, følger vi en form for gated community, hvor den sikkerhedsansvarlige Anna kæmper for at bevare beboernes følelse af tryghed. I filmens første scene ser vi et ængsteligt og bevæbnet forældrepar bevæge sig igennem et skovområde med deres lille dreng. De smider først deres økser, da de ankommer til den indhegning, som sætter rammerne for filmens sparsomme scenografi: den høje beboelsesejendom og golfbanen rundt om. Familien er boligansøgere, men ender med at dumpe den udførlige sikkerhedsscreening, som Anna har ansvaret for. Det er ikke plads til barmhjertighed, når sikkerheden kommer i første række.

Mens verden udenfor virker farlig, emmer det lille samfund tilsyneladende af fred og fordragelighed. Men så sker der noget. En hund forsvinder sporløst, og dens hjerteknuste ejer planter et frø af usikkerhed, som filmen igennem vokser sig større og større. Hvem har bortført og dræbt Willie? Er det nogen udefra, eller skal morderen findes blandt beboerne? Og hvis Willie ikke var sikker, er der så overhovedet nogen, der er? Anna forsøger at forhindre paranoiaen, men uden held. Et privat sikkerhedsteam bestående af mandlige beboere med golfkøller tager sagen i egen hånd og begynder at patruljere området. Selv bestyrelsen må efterhånden tage affære, da sikkerheden – som for enhver anden regering – er dens raison d’etre. Den beslutter derfor at genoverveje boligretten for alle de beboere, som har boet der i mindre end ti år, hvilket fører til, at Anna til sidst i filmen bliver ekskluderet og må forlade stedet med sin datter.

Filmen er langtfra uhyggelig. Den er snarere tragikomisk, da beboernes frygt tilsyneladende er grundløs. Handlingsforløbet giver os hverken en morder eller nogen tegn på et mord. Det er intet lig, kun en død mår, som hundeejeren og nogle frygtsomme beboere forveksler med Willie i en absurd scene. Beboerne er med andre ord bange, selvom de ikke har noget at være bange for. “Frygt er ikke blot en konsekvens af ‘objektiviteten’ af trusler eller farer”, som den britiske kulturteoretiker Sara Ahmed skriver i The Cultural Politics of Emotion. For som hun påpeger, er det ofte dem, der har mindst at frygte, som frygter mest.⁵

Når selv de sikre så let føler sig usikre, kan man så nogensinde slippe af med usikkerheden? Det er det spørgsmål, filmen stiller. Et gated community udgør ikke et angstfrit helle, for uanset hvor meget vi forsøger at sikre os, kan vi aldrig blive helt sikre. Og selv hvis sikkerhedsfolk, overvågningskameraer, pigtråd og hegn hjælper med at beskytte os, så er problemet, at de selvsamme sikkerhedsforanstaltninger minder os om, hvor udsatte vi er.

Bygningen – en af Franz Kafkas efterladte fortællinger – bekræfter umuligheden i at sikre sig imod usikkerheden. Vi hører her et pelsdyr (måske en ræv eller grævling) fortælle om sit besvær med at sikre sin underjordiske bolig. For selvom “den synes at være vellykket”, bekymrer væsenet sig konstant for sin og bygningens sikkerhed. Vi bliver for eksempel fortalt, at indgangen til bygningen “er så sikret som noget overhovedet kan blive i denne verden”, og så alligevel, for nogen kunne jo træde på det stykke mos, som skjuler indgangen:

Det ved jeg meget vel, og selv nu på sit højdepunkt har mit liv næppe en helt rolig time, dér på det sted i det mørke mos er jeg dødelig, og i mine drømme snuser ofte en lysten snude uophørligt omkring dér. Jeg kunne jo, vil man mene, også virkelig have kastet dette indgangshul til, foroven i et tyndt lag med fast, længere nede med løsere jord, så at det altid kun ville have voldt mig ringe besvær at bane mig en udvej på ny. Men det lader sig dog ikke gøre, netop forsigtigheden kræver at jeg har en mulighed for omgående at løbe ud, netop forsigtigheden kræver, som desværre så ofte, livet som indsats […] Jeg må have den mulighed for omgående at løbe ud, kan jeg måske ikke trods al vagtsomhed blive angrebet fra en helt uventet kant? Jeg lever i fred og ro i det inderste af mit bo, og alt imens borer modstanderen sig et eller andet sted fra langsomt og sikkert frem mod mig…⁶

De konstante bekymringer og overvejelser, der skal sikre bygningen, fjerner aldrig den nagende usikkerhed. Tværtimod lader det til, at længslen efter sikkerhed blot intensiverer følelsen af usikkerhed. Jo mere væsenet forsøger at sikre sig, desto mere usikkert bliver det.

De to fiktive eksempler peger begge på et grundlæggende sikkerhedsproblem. Er årsagen til usikkerheden sikkerheden selv? Ikke fordi sikkerhed kommer før usikkerhed, men fordi længslen efter sikkerhed underminerer sig selv ved at skabe frygt. Eller som vi kan sige med Elfriede Jelineks ord: “Sikkerhed avler angst for det usikre”.⁷ Hvis det er tilfældet, kan vi ikke sikre os mod usikkerheden. Sikkerhed og usikkerhed følger hinanden i en ond cirkel. Eller som man kan sige med et engelsk ordspil: Insecurity is in security.

1. Forsidebilledet er Experience in a Garden, detalje. Kunsthal Charlottenborg, AFGANG 2018. Foto af David Stjernholm.
   Billedet nedenfor er Experience in a Garden – Bridge. 2018.
   Skovsnogen – Deep Forest Art Land. Foto fra Skovsnogen.
2. Se for eksempel: https://www.eftertrykket.dk/2020/03/31/teoriens-elendighed/ 
3. https://www.eftertrykket.dk/2020/03/30/opklarende-bemaerkninger/
4. Originalteksten findes her: https://www.quodlibet.it/giorgio-agamben-chiarimenti
5. Sarah Ahmed, The Cultural Politics of Emotion, (Edinburgh: Edinburgh University Press, 2004), s. 68.
6. Franz Kafka, “Bygningen” i Efterladte Fortællinger, (København: Gyldendal, 2008).
7. Elfriede Jelinek, Die Klavierspielerin, (Hamborg: Rowohlt, 1983) s. 204.