Ned med Rusland #4: Krigslykke i den selvmanipulerende offentlighed

Afghanistan er den rigtige slags hemmelige krig. Dens skurke er ubestrideligt onde, dens helte billedskønt modige, dens slagmark fjernt fra USA.
– Economist, 19. januar 1985.¹

Dette er fjerde og sidste del af artikelserien Ned med Rusland. De andre kan læses her: 1, 2, 3.

Den dårlige nyhed først: Vores krig i Ukraine svækker os militært, økonomisk og politisk, og det trækker op til et nederlag – alternativet er en katastrofe. Den gode nyhed: Vi vinder propagandakrigen. Den glimrende nyhed: Så langt vi kan se, er vi overlegne i enhver henseende. Så glem den første nyhed, og nyd medieforestillingen om ydmygelsen af Rusland.

Af Uffe Kaels Auring
Illustration af Julie Kordovsky

1

Vi er vant til, at vi er gode, og at dem, der kæmper for os, er eksemplariske helte.² De andre er onde. Og vi er vant til, at det er alt rigeligt. Selv når vi taber vores krige militært, sørger disse fundamentale sandheder for, at krigen sejrer – følelsesmæssigt, idemæssigt, institutionelt, politisk. Krigenes sikreste udfald er øget appetit på krig og militarisme. Der er altid et nyt moralsk regnskab at gøre op i en verden, der ikke respekterer vores moralske autoritet.

Ukraine-affæren demonstrerer nu igen, at de gode er gode, og at de onde er onde. Så vidt repeterer vi allerede lærte lektier, og hvis man ikke er alt for opslugt af dagens glædelige nyheder, kan undre sig over, hvorfor det er så medrivende og engagerende at følge endnu en opførelse af det samme gamle moralske drama, der uundgåeligt ender med krigens triumf. En del af svaret er sikkert, at nogle af de gamle roller er besat af nye personer. Men der er også foretaget ændringer i selve dramaturgien. Det er en mere stramt styret forestilling, vi er vidne til i dag. Propagandaen fastlægger ikke længere kun meningsdannelsens præmisser, men har i hidtil uset omfang taget kontrollen over informationsdannelsen.

Det er ikke længe siden, vi fløj ud af Afghanistans ørken, og offentligheden kom i vildrede over, hvor vi ville havne. Vi er landet i en eventyrverden, hvor de gode (ud over at være gode) sejrer, og de onde (ud over at være onde) taber – med den vigtige plotjustering, at vi ikke skal gå gruelig meget igennem før den endelige triumf. Det særlige ved vores situation er, at vi sejrer konstant. De onde russere lider den ene ydmygelse efter den anden.

I tillæg til de velkendte nyhedskriterier gælder der nemlig et ydmygelseskriterium for dækningen af Ukraine-konflikten og russiske forhold. Er nyheden vanærende for Rusland, så bring den; viser nyheden, at Rusland dur til noget, eller at der er problemer i vores lejr,³ så bring den ikke. I tvivl? Vinkl historien, så publikummet ikke kommer i tvivl. Prøv at finde undtagelser. Den daglige mediedosis fortæller os ikke blot, at fjenden er ond, men også at det går ham dårligt, fordi han ikke har styr på noget som helst og forkludrer alt, hvad han rører ved. Vi står over for en ynkelig og ikke mægtig modstander. Det fryder os. Det skaber krigslykke. Den er vigtig at holde fast i, mens flammehavet breder sig.

Således er alle større nyheder om krigen underhistorier i den store fortælling om russisk elendighed og Putin-styrets uduelighed. Et aktuelt eksempel er Ruslands mobilisering af yderligere 300.000 soldater – dvs. det seneste tegn på, at Putin er desperat og har mistet grebet om krigen. Spændende har det ikke været at følge med i, men alligevel svært tilfredsstillende. Begæret efter russisk fornedrelse er langtfra mættet.

2

Fordelen ved fakta er, at de er overbevisende. Ulempen er, at de ofte ikke er der, når man har brug for dem. Men den forhindring kan man springe let hen over, når man kæmper for en glorværdig sag. For skal vi i Vesten afstå fra at sige ting, der skader de onde russere, blot fordi vi tilfældigvis mangler fakta til at bakke det op? Eller skal vi sige, at vi har evidens, som peger på, at det, befolkningerne helst skal overbevises om, faktisk er tilfældet? Lidt mindre kringlet: opfinde fakta til lejligheden? Helt simpelt: lyve?

Dette spørgsmål har modtaget et officielt svar. Siden konfliktens start har Det Hvide Hus’ Nationale Sikkerhedsråd stået bag en koordineret indsats for offensiv brug af offentliggjorte efterretninger med henblik på at svække Rusland og forpurre dets krigsstrategier. Praksissen, melder diverse embedsfolk i efterretningssystemet, går ud på at påstå, at man besidder efterretninger, som tilsiger, hvad man gerne vil have, at folk tror, men som ellers er af højst tvivlsom kvalitet. Nogle af dem mangler f.eks. kvaliteten at eksistere.

Det er der intet overraskende i. Det underlige er, at flere af de involverede aktører har givet medierne klar besked om deres manipulatoriske virke, som foruden fri fantasi bl.a. gør brug af metoden ”at trænge ind i Putins sind” (om der er tale om tankelæsning eller tankeoverføring, ved vi ikke). Underligt, fordi man skulle tro, at selvafsløringen ville spolere hele projektet. Vil vestlige medier sætte deres gode omdømme over styr ved at viderebringe informationer fra et organ, som taler højt om sine strategiske løgne og propagandistiske målsætninger?

Efter at NBC tilbage i april udgav en artikel om emnet, ved mediefolket i hvert fald, at USA’s offentliggjorte ”efterretninger” ikke betyder faktuelt begrundet viden, men information, der ofte mangler faktuelt grundlag, men som er til skade for Rusland. De ved, at USA systematisk forsøger at plante propaganda i det offentlige domæne, dette halvhellige sted i demokratiets hjerte. I stedet for at udbrede amerikanske efterretninger med erklæringer om, at ”efterretningsoplysninger peger på X”, ville ærlige medier begynde at udsende nyheder som: ”USA vil gerne have, at borgerne tror X”. Eller: ”At dømme efter hidtidig praksis tror USA muligvis ikke selv på X, men regeringen ønsker, at borgerne får en opfattelse af, at X er tilfældet.”

Men det gør vores medier ikke. De deltager velvilligt i propagandakampagnen. Er det ikke nok, at vi har at gøre med Ruslands-skadelige informationer? Behøver de have andet på sig?

Nej vel, og fra amerikansk side prøver man da heller ikke at dokumentere sandheden af de ”efterretninger”, man løbende indvier offentligheden i. Man lufter nogle ideer, som medierne så udbreder, så de vestlige befolkninger tænker på de rigtige ting. For var der ikke noget med, at Rusland beredte sig på at bruge kemiske våben i Ukraine (ingen evidens)? Var det ikke noget med, at Vladimir Putins rådgivere lyver om, hvor dårligt det går med krigen, fordi de er lige så bange for ham, som han er for sandheden (baseret mere på ”analyse end solid evidens”)? Prøvede Putin ikke desperat at skaffe våben fra Kina (ingen solid evidens)? Havde Rusland ikke i sin tid planer om at lave en falsk video af ukrainske overgreb for at retfærdiggøre invasionen (ingen evidens)?⁴ Det er gavnligt at fylde folk med den slags tanker, når man vil have opbakning til at svække Rusland.

Hvis det var Det Hvide Hus i Rusland og ikke USA, der stod bag foretagendet, ville vestlige medier tale om Putins ”løgnefabrik” e.l. Men i stedet kan vi føle stolthed over at have udmanøvreret Putin på hans egen propagandistiske banehalvdel. Ud med de gamle dyder om sandhed og objektivitet; ind med vestlig overlegenhed som kvalitetskriterium. Hvad der før år 0 havde været et stykke undersøgende, kritisk journalistik om statens manipulationsmagt, blev i NBC’s bearbejdning til en succeshistorie om effektiv informationskrigsførelse og en besyngelse af det lykkelige partnerskab mellem stat og medier. Vores snedige løgne og grundløse beskyldninger ”underminerer Moskvas propaganda” og demonterer ”Kremls disinformationsarsenal”, hedder det blandt andet.⁵ Måske fremkalder vi også et par grin – og en anelse misundelse? – i Kreml.

3

For tiden lever vi højt på at tale Rusland ned. Tidligere handlede det mere om at vende blikket væk fra slagmarken og tale os selv og Zelenskij-styret op. Til det formål er det helt o.k. at udbrede tvivlsomme citater. F.eks. skulle Zelenskij umiddelbart efter krigens udbrud have tordnet: ”Kampen er her; jeg har brug for ammunition – ikke et lift”. Det var præsidentens heroiske reaktion på en påstået, ligeledes tvivlsom, amerikansk anmodning om at føre ham ud af landet og i sikkerhed. I primærkilden kommer citatet fra en unavngiven andenhåndsberetning, og dets autenticitet er ikke blevet bekræftet af den angivelige ophavsmand. Men ordene gik ikke desto mindre ”deres virale sejrsgang” i Vesten, som det lød i en begejstret oversigtsartikel fra dr.dk, der ikke bekymrede sig om, hvorvidt ordene også havde gang på jord.⁶ Det afgørende er, at løfterne om sejr sejrer i den offentlige indbildning. Om de også går i opfyldelse, er en anden sag – som er uvedkommende for den virkelige sag: at skaffe ammunition til at bekrige Rusland. I første række: åndelig ammunition.

4

Fordelen ved fakta er, at de er overbevisende. Ulempen kan være, at de overbeviser om det forkerte. I så fald skal man holde sig fra dem.

Midt i de overvældende informationsmasser har vi derfor optegnet nogle ikkeinformationszoner, som vi ikke skal bevæge os ind i. Ét område rummer viden om konfliktens baggrund. Det er et tilholdssted for suspekte typer såsom Putin og hans følgere.⁷ Et andet omfatter Ukraines tab af mandskab og materiel. Det er en mørklagt gravplads, vi ikke skal belyse. Et tredje gemmer på nogle sensationelle nyheder.

Hvis Vesten og ikke Rusland havde invaderet Ukraine, ville enhver velinformeret borger i Danmark vide, at det centrale samlingssymbol for den vestukrainske nationalisme,⁸ nazi-kollaboratøren Stepan Bandera, stod bag etniske udrensninger på titusindvis af jøder og polakker i det vestlige Ukraine under og efter 2. Verdenskrig, og at hans følgere medvirkede i Nazitysklands holocaust. Vi ville vide, at det officielle Ukraine og præsident Zelenskij benytter Bandera-bevægelsens gamle kampråb: ”Leve Ukraine. Leve heltene”.⁹ Vi ville kende til de nynazistiske militsers overgreb og mord og deres politiske magt i Kiev og andre ukrainske storbyer.¹⁰ Vi ville vide, hvad der foregik d. 2. maj 2014 i Odessa.¹¹ Nyheden om Zelenskijs forbud mod en lang række partier¹² – heriblandt det største oppositionsparti – ville være forsynet med anmærkninger om, at de ultranationalistiske partier ikke er omfattet af dekretet. Det ville være almen viden, at det nazisymbol-glade Azov-regiment er integreret i Ukraines Nationalgarde. Vi ville have været udsat for billeder af de nazitatoveringer, der prydede mange af de folk, der i maj forsvarede Azovstal i Mariupol. Og mange af os ville indigneret have videredelt de billeder, Zelenskij har delt af sig selv side om side med ukrainske helte, der bærer deres nazisympatier uden på tøjet.

Og så videre.¹³ Nazisme, Zelenskij og ukrainsk modstand ville være stærkt forbundne størrelser i vores bevidsthed, og oplysninger som de ovenstående faste punkter i vores krigspropaganda. Men eftersom invasionsmagten er Rusland, og vi går efter at svække Rusland, så affejer vi i stedet nazi-koblingerne som russisk propaganda.¹⁴ Det er ikke helt forkert, men det ville være vores propaganda, hvis vi var i deres sted. Som rollerne aktuelt er fordelt, ville mobilisering af vores dybe afsky for nazisme blot skabe betænkeligheder ved den våbenstøtte, som er hjørnestenen i ambitionen om at svække Rusland.

5

Grundformlen for håndtering af uønskede fakta er simpel og effektiv: Ignorer/censurer dem, eller henfør dem til fjendens propaganda. I strategiske termer: Eliminer vores svage punkter, eller omdan dem til angrebspunkter på linje med det øvrige åndelige skyts, vi bekriger vores eget Ruslands-billede med.

En anden udfordring er fakta, der ikke er decideret utålelige, men blot ”komplicerede”. De skal bearbejdes og vinkles, så de passer med fortællingen. Her har vi været vidne til nogle kreative omskrivninger. Da Azov-styrkerne, der forsvarede Azovstal i Mariupol, i midten af maj overgav sig og blev taget til fange, regnede jeg med at læse, at de overgav sig og blev taget til fange. I stedet lærte vi, at de blev ”evakueret”.¹⁵

Hensigten om at svække Rusland fordrer fingeret heltemod på ukrainernes vegne, og denne stedfortrædende heroisme kræver altså, at vi gør vold på sproget. At blive tvunget under jorden og holde ud for en tid betyder nu at ”slå tilbage” og ”gøre modstand”. Den blivende lektie bliver derfor: ”Mariupol og Azovstal er blevet et symbol på Ukraines ukuelige kampvilje og evne til at slå tilbage […] det bliver et evigt minde.”¹⁶ Selv når ukrainerne lider kummerlige nederlag, sejrer de moralsk. Men moralske sejre er også symbolske, og symbolske sejre er politiske sejre, og politiske sejre har også betydning for udviklingen på kamppladsen. Ergo: Det virker (på den ene eller anden måde)! Så lad os sende flere våben, så vi kan få bugt med Rusland.

6

Harmdirrende selvtilfredshed er nemlig ikke nok. Det er også afgørende, at vi holder modet og kampgejsten oppe. Vi skal bevare optimismen på de ukrainske styrkers vegne; alt andet ville være et mentalt svigt. De oplyste vestlige offentligheder vil dog ikke forlade sig på håb og drømme alene. Visionerne om russisk undergang skal forankres i fakta og militærfaglig analyse. Lad os tage ét eksempel på, hvordan det gøres.

I deres Ukraine-dækning benytter vestlige medier sig flittigt af de daglige konfliktvurderinger, der produceres af den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW). Det er en flot titel, der signalerer desinteresseret sagkundskab, men lad os kaste et blik på bemandingen. Foruden et par repræsentanter for kommercielle mastodonter består tænketankens bestyrelse af prominente neokonservative intellektuelle samt folk, der har optjent deres professionelle kapital i forvaltningen af de hæderkronede militærengagementer, Vesten har været involveret i de seneste 20 års tid – såsom Afghanistan og Syrien. Tilbage i 2010-2012 arbejdede foretagendets præsident og stifter, Kimberly Kagan, for NATO-styrkerne i Afghanistan. I de senere år har hun blandt andre bidrag udarbejdet anbefalinger til Kongressen om, hvordan USA kan påføre Rusland ”omkostninger […] for dets destabiliserende rolle” i Syrien. Hun er gift med Frederick Kagan, et andet medlem af tænketanken. Han er på sin side ophavsmand til publikationer som Defining Success in Afghanistan (2011) og Lessons for a Long War: How America Can Win on New Battlefields (2010) og har ligeledes udtænkt planer for amerikansk krigslykke i Afghanistan og Irak. Frederick er desuden bror til den indflydelsesrige neokonservative ærkeinterventionist Robert Kagan, som er gift med Victoria Nuland, den nuværende udenrigspolitiske rådgiver i Biden-regeringen, der spillede en proaktiv rolle i Maidan-opstanden og det efterfølgende kup i 2014. Tænketanken tilhører altså den interventionistiske lejr i USA’s militær-akademiske establishment og har gode forbindelser til den siddende regering i Washington.

Og så er ISW som nævnt en af hovedkilderne til de vestlige befolkningers viden om, hvordan det går på slagmarken, og hvor konflikten bevæger sig hen. Ikke overraskende har vi derfor igennem hele forløbet set lovende muligheder for ukrainerne og masser af aktuelle eller potentielle problemer for russerne i tænketankens rapporter. En borger med basal viden om situationen i det sønderbombede, russiskbesatte Østukraine vil nok spørge, hvor ISW-analytikerne får deres viden og perspektiver fra. I noteapparatet til de daglige vurderinger optræder en kilde meget hyppigt: Facebook. Nærmere bestemt den ukrainske generalstabs Facebook-side.¹⁷

En betydelig del af vores basisinformation om konflikten er således udarbejdet af Ukraines generalstab, videreformidlet af en ”uafhængig” tænketank, derpå viderebragt af Vestens dagsordensættende medier som New York Times og The Washington Post og endelig opsnappet af dagsordensfølgende medier i Europa (såsom DR herhjemme). Når ISW-råmaterialet forsynes med et par spekulative udtalelser fra vores egne statsfinansierede militæreksperter, så har vi en nyhedsartikel om situationen i Ukraine, og selvom meget går os og vores ukrainske kampbrødre imod, er der heldigvis også russisk modgang at spore, især forude. Det er godt for den krigeriske mentalitet: Vi hepper, ukrainerne dør.

Så lad os fortsætte med at skubbe Rusland ud over den afgrund, som vi har indrettet til landet i vores sind. Vi har trods alt udhulet vores forstand for at skabe plads til denne imaginære scene for Ruslands evige fornedrelse.

7

Sandheden er krigens første offer, siger man, men det er ikke sandt, for usandheden var allerede krigens forudsætning. Man kan i stedet sige, at krigen åbner en højtid for usandhedernes mangfoldiggørelse. Og omvendt kan man i mere psykologiske termer sige, at krigen giver os sandheden – ikke de matte, virkelighedstro opfattelser, men de stærke, meningsgivende overbevisninger, som er tro mod vores selvbillede og Ruslands-skadelige længsler. Med krigen kommer sandhedsproduktionen op i gear.

Set lidt udefra gør krigen det nemlig tydeligt, at vi færdes i et informationsrum, som er spækket med beskidt partsviden og fattigt på solide informationer. Derfor må vi skabe Sandheden, vaske den ren, hæge om den og befri den fra tvivl. Det klarer vi på forskellige måder.

For det første lukker vi af for den beskidte viden, som kommer fra fjenden. Det er et af informationskrigens klassiske indsatsområder, og vi tyer nu til metoder, som tidligere var under vores liberaldemokratiske værdighed, da vi må bekæmpe faren for, at borgerne bliver alsidigt frem for ensidigt misinformerede. Med diverse censurtiltag sørger de vestlige stater for at afskære deres borgere fra viden om fjendens vidensforurening. Forklaringen er, at sandheden er så selvevident, at den skal garderes med magt, og den russiske propaganda så latterlig, at folk ikke kan tåle synet af den, og at vi i det hele taget – opvokset, som vi er, i frie, demokratiske samfund – er så oplyste og kritiske, at vi ikke er i stand til at se igennem løgnene og tage selvstændigt stilling til vigtige spørgsmål. Tak, kære stater, for, at I skåner os for direkte indblik i de løgne, der ellers ville skære sådan i vores allerede vældigt oplyste øjne.

For det andet hvidvasker vi vores egen beskidte viden. Brugen af ISW’s rapporter er ét eksempel, men det er en systematisk proces, der kører i døgndrift på alle medieflader.¹⁸

For det tredje er vores egen viden aldrig rigtig beskidt. Partskilder er, hvad man finder hos modparten. Vores egne statsorganer er derimod autoritative kilder. Deres vigtigste funktion er imidlertid ikke at skære igennem krigens tåge for at servere hårde fakta, endsige det fulde overblik. I stedet kaster vores stater lunser ud, som vi kollektivt kan fabulere over.¹⁹ I midten af maj havde Rusland f.eks. ”mistet en tredjedel af alle sine indsatte styrker i Ukraine” ifølge en del vestlige medier, der reagerede på et #StandWithUkraine-tweet fra det britiske forsvarsministerium. Herhjemme gav den trøsterige nyhed anledning til en artikel fra DR, hvis forsvarsanalytiker profeterede, at Rusland ”inden længe – måske om nogle uger – vil […] miste evnen til at fortsætte den nuværende offensive operation”. ”Der tales” i hvert fald om noget sådant. ”Faktisk forlyder det”, at det er sådan.

DR indhentede også citater fra et par af den danske stats militæranalytikere, som bragte yderligere forlydender om, at ”hvis” det britiske forsvarsministerium havde ret, ville det være rigtig skidt for Rusland, og at Rusland ikke ”ser ud til at lykkes” med sin offensiv i Øst. Disse på-forlydender-hvilende-hypotetiske scenarier vekslede DR til et par håndfaste konstateringer: ”Med andre ord så kører det ikke på skinner for den russiske krigsmaskine”. Og det er jo mildest talt en underdrivelse, hvis man tager forlydenderne fra det britiske forsvarsministerium for pålydende. ”For det er ’ret dramatisk’ [siger militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen] at have mistet så stor en andel styrker, som Rusland har indtil videre”.²⁰

Har russerne mistet over 40.000 soldater eller ej, kunne en læser med appetit på lidt stabil viden spørge. Men en sådan læser findes næppe i vores informationsklima, og spørgsmålet er forfejlet, for det handler om at lancere nogle uimodståelige og uimodsigelige forestillinger, der slipper blodtørsten og tanken fri, uden at ideerne stivner til noget, der kan gendrives. DR har ikke ulejliget os med et dementi, for der var ingen faktuel kerne i historien, og frem for at søge fast grund under forlydenderne bevægede DR sig endnu længere ud i spekulationerne. Så længe vi havner et sted, hvor drømmen lever, må vejen dertil være passende.

8

Senest har den ukrainsk bemandede NATO-hærs offensiver i bl.a. Kharkiv-regionen opmuntret de allerede krigsglade vesterlændinge. Når man ser bort fra prisen i materiel og mandskab²¹ samt de russiske modsvar, ser det også strålende ud.

I propagandaøjemed er det mest opsigtsvækkende ved offensiverne dog, hvor lidt de har bidraget til den gode stemning. Krigslykken har nok nået nye højder, men de ligger ikke langt fra de tynde luftlag, vi har svimlet rundt i siden konfliktens start.

Det skyldes Ukraine-krigsdækningens særlige karakter. Indtil for nylig har udfordringen været, at der ikke er meget godt nyt at skrive hjem om fra Østfronten.²² Så hvordan dækker man en konflikt, der går dårligt, uden at give indtryk af, at den går dårligt? Man fokuserer på undtagelserne; de ”symbolske” succeser; de ”moralske” sejre; fortællingerne fra partskilder; beskyldninger og forlydender fra os selv og vores ukrainske venner; heroismen på vores side og modstanderens nederdrægtighed og uduelighed; osv. Alt dette hører med til opskriften på kronisk krigslykke, men vi oplever kun den fulde effekt af ydmygelsespakken pga. en lille, upåagtet perspektivforskydning: Man dækker kun i begrænset omfang krigen, som den foregår, men i høj grad krigen, som den kunne se ud i fremtiden, hvis den gik rigtig godt.

Bortset fra det vedvarende fokus på Ruslands problemer har den egentlige krigsdækning været ret begrænset. I stedet er vi blevet udsat for en intens dækning af noget, der ikke findes: hypotetiske krigsscenarier og spekulationer. Et par eksempler:

• 24. april havde de russiske styrker kun ”få dage tilbage til at vise afgørende fremskridt i Donbas […] Hvis der om en uge til 14 dage stadig ikke rigtig er sket noget, og fronterne stadig nogenlunde er samme sted, så har russerne altså nogle alvorlige dilemmaer […] så er de virkelig nødt til at finde ud af, hvad de så gør, for der er ikke en fase 3, man kan få øje på i baghånden”.²³ Det er selvfølgelig heldigt, at man ikke kan faktatjekke fremtiden, og at ingen tænker på at gøre status over, hvordan det gik med de gamle forhåbninger. Kuren mod skuffelser er nye forhåbninger, for ligesom nutiden er også fremtiden i stadig bevægelse, og vores længsler efter russisk ulykke sørger for, at vi er på konstant forkant med udviklingen.
• 16. maj: ”Russerne lider store nederlag og kan miste evnen til offensive operationer: ‘Vi taler måske om uger’”²⁴ Hold fast i forestillingen. Eller slip den, og lad den næste gode nyhed om fremtiden fylde dit sind.
• 16. august kunne Anders Puck Nielsen berette, at Rusland var gået i en fælde i Kherson-regionen og ”potentielt” kunne ”risikere at miste” samtlige 20.000 soldater, der befandt sig vest for Dneper-floden, fordi de ukrainske styrker havde bombet broerne bag dem.²⁵ Et helt usandsynligt scenarie, burde forsvarsanalytikeren vide, men også den hedeste fantasi, en propagandist med hang til det spektakulære kunne komme på. Så dét kunne vi en stund se frem til – indtil vi fik andre gode ting at tænke på. Der er en let måde at komme uden om det problem, at mange af de Ukraine-positive historier ikke går i opfyldelse: Producer nogle flere.
• 28. august: ”Et halvt år efter invasionen kan styrkeforholdet være ved at tippe til Ukraines fordel”.²⁶ Lad tanken sive ind. Skidt med, hvorvidt den passer. Hvad der foregår lige nu, er svært at blive klog på, men det er sikkert forspillet til noget godt.

En særlig variant inden for genren er nyhedsanalyser af ”Hvis X, så ser det virkelig sort ud for Rusland”-typen. Sådanne udsagn har forfulgt den opmærksomme mediebruger siden d. 24. februar 2022, og der findes med garanti nogle derude, der har glemt, hvad de mange omskiftelige X’er stod for, men ikke den faste følgeslutning: Det ser virkelig sort ud for Rusland. Det tilsiger enhver tænkelig hypotese.

Vores interesse for fremtiden rækker sjældent længere end dét. Det ville ellers være oplagt at fortsætte tankerækken: “Hvis det ser virkelig sort ud for Rusland, så …” En mulig konsekvens er, at det så også ser virkelig sort ud for Ukraine.

Medierne giver tilskuerne en behagelig oplevelse af, at den næste eventuelle ydmygelse altid er lige om hjørnet, og at det alt sammen ender med russisk kollaps. Når vi ser tilbage på vores nutid fra dette fremtidsperspektiv, er det hele til at leve med, uden at vi behøver at opholde os ved de forbigående aktualiteter, vi allerede har lagt bag os. Udsigten til sejr – udsigten fra sejrens tinde – aflaster behovet for indsigt i den situation, vi og vores ukrainske fortropper befinder sig i. Til gengæld sikrer vores erobring af fremtiden, at den fornedrelse, som det uduelige Rusland dagligt trækkes igennem i vores mediekonstruerede forestillingsverden, ikke blot tilfredsstiller trangen til at nedgøre pseudo-stormagten, men også hensætter os i en tilstand af risikofri skadefryd over, at vi allerede har tvunget fjenden i knæ. Det er dér, man gerne vil have folk, der skal støtte det ekstremt risikable projekt om at skade en overlegen modstander. ”Det er rent guf. Elsker hvert et minut,” siger en dansk krigsoppisker, der fylder meget på de sociale medier.²⁷

9

Vi har total dominans over vores eget informationsrum. Eller rettere: De militaristiske kræfter besidder dominansen i hver deres informationsboble på hver deres side af jerntæppet (bl.a. derfor er ”vi” og de militaristiske kræfter i vores samfund uadskillelige størrelser). Der siver nøjagtig ingen beskidt fjendeinformation ind i de etablerede informationskanaler, som vi stort set alle er afhængige af. Vores virkelighedsredaktører i de ansvarlige mediehuse kan ganske vist vælge at hente brudstykker af beskidt viden over på vores side af jerntæppet og servere dem for os i deres rette, smudsige kontekst. Det sker typisk, når vi ser en anledning til at tilsværte fjenden med hans egen beskidte ideer. F.eks. kan det her nedkoges til det her eller det her.²⁸ I det ringe omfang russiske positioner overhovedet præsenteres for offentligheden, er det i en stærkt filtreret udgave. Skarpe anklager mod Vesten kan f.eks. omdannes til forestillinger om, at russerne indrømmer deres skyld. Så kan de få som fortjent.

10

En ekstra gevinst ved censuren og selvcensuren er, at vestlige borgere forholdes kendskab til russiske forslag om diplomatiske løsninger af nogle af krigens stridspunkter.²⁹ Når Ruslands diplomatiske følere udelukkes, og vi alene eksponeres for ideerne fra vestlige ledere, som stort set ikke befatter sig med den disciplin udi eftergivenhed, som man engang kaldte diplomati, så står spørgsmålet tilbage: Hård magt eller ekstra meget hård magt? Alternativet til det igangværende projekt om at ofre ukrainsk blod på at svække Rusland med de nuværende midler er derfor et større direkte engagement. Man kunne f.eks. forestille sig en flyveforbudszone, hvilket i virkeliggjort form ville blive det sidste, man kunne forestille sig.³⁰ At fredelige løsninger i brede kredse anses for en større fare end menneskehedens undergang, fortæller noget om vores stærke præference for vold.

11

I Ukraine-krisen som i internationale anliggender generelt gælder det, at de kræfter, der styrer slagets gang på vores alles vegne, samtidig er de kræfter, der afgør, hvad vi tænker og foretager os politisk. Vores beslutningsorganer er vores propagandaorganer.³¹ Af samme grund er det vanskeligt for borgerne at se, at magten ikke er opdelt i flere instanser, hvilket ellers går for at være god demokratisk skik. Til gengæld kan enhver se, at det hele følger det ene rigtige og fornuftige. At vi fører an i bevægelsen for alt, hvad der er godt. I det omfang vi er vågne, identificerer vi os med beslutningerne, fordi vi er fodret med propagandaen.

At magten er selvfremmende snarere end selvkontrollerende og desuden slet ikke er delt, betyder dog ikke, at den udstrømmer fra ét centralt sted. Magten findes i våbenindustrien, hos politikerne, hos akademikerne, i medierne, i uddannelsesinstitutionerne, inden for hjemmets fire vægge, i vores sind. Der er dog noget, der binder det hele sammen. Der er en fællesnævner og en gennemgribende dagsorden, og den er militaristisk.

Men der er så meget positivt feedback i systemet fra borgere og meningsdannere, at det er svært at greje, hvor propagandaen slutter, og de nøgne magtinteresser sætter ind.³² Skal vi alligevel lokalisere en kerne i systemet, vil jeg pege på symbiosen mellem våbenindustrien, militæret og de ansvarlige politikere i USA.³³ Derfra forgrener militarismen sig til andre stormagter, til det servile Europa og lille superatlantiske Danmark. De lavt rangerende magter fungerer som underordnede led i det globale system for dominans og følger i reglen Washingtons vink og diktater.³⁴

Dén del er ikke ny, men det er alligevel sandt, at vi er vågnet op i ny verden. Den politiske mainstream er i dag blevet forrykket til et sted, som mange tidligere ville have kaldt ekstremt, og som vi i dag mangler ord for. Nogle af os husker, at den neokonservative bevægelse engang var en forkætret fortrop for vidtløftige ideer om ubestridt amerikansk dominans. Dens bedrifter og visioner blev mødt med massiv larm fra bl.a. den politiske midte i Europa. I dag har bevægelsen skruet ned for de konfrontatoriske programerklæringer og trukket sig fra dagsordenskampen. Men den er ikke gået til grunde. Den er blot gået under jorden som en systembærende informations- og kontrolinstans for en dagsorden, der har sejret: Det, der engang var en omstridt magtpolitisk kraft, er i dag en planke i den fællesvestlige platform, vi alle står fast på. De gamle ideologer belemrer os ikke længere med deres magtbegærlige ideer, men de skaber – jf. ISW’s rolle – vores fælles informationer. Så kan borgerne selv slutte sig til resten, og det gør de i uvidenhed om deres tankebaners bevæggrunde og uden erkendt tilknytning til det dominanspolitiske projekt, de er spændt for. Så kan alle være med. Med os.

Og er man ikke det, er man med fjenden. Dette er ikke længere en parole, man sværger til i visse højrefløjskredse, men et praktisk princip, de fleste af os går ud fra. Og det er i øvrigt nok her, vi tydeligst mærker de neokonservatives fortsatte tilstedeværelse. Afvigere skal afklædes og stemples, så vi kan se dem, som de er: Putin-propagandister osv. Det hjælper neokonservative meningskontrollanter med til.³⁵ På den anden side: Det er der så mange andre, der også gør.

Ikke at der er meget at lave. De fleste potentielle afvigere forstår at indordne sig, før de bliver sat på plads.

Vi lever i illusionen om at følge det ene rigtige og fornuftige, fordi vi lever i illusionen om, at den oplysning, der tilflyder os, er saglig og uafhængig, ja, at vi er oplyste agenter i en kampagne mod alverdens mis- og disinformation. Vi tror, at vi står i midten af det hele. Men i virkeligheden er det ekstreme kræfter, der skaber vores tanker og forestillinger. Hvis lignende processer udspillede sig inden for nationalstatens rammer, ville den blinde afhængighed af vold, vi socialiseres ind i, blive stemplet som ekstremistisk. Man ville anse os for farlige, og det ville være en sag for politiet. Og sekundært en opgave for den slags myndigheder, der tager hånd om mennesker, der lider af seriøse tendenser til selvskadende adfærd.

Uffe Kaels Auring er chefredaktør på Eftertryk Magasin

1. “A War for All Congressmen”, Economist, 19. januar 1985. Lederen udtrykte opbakning til USA’s militære program for at bekæmpe Sovjetunionen i Afghanistan.
2. Zelenskij-heltedyrkelsen fremstår mindre imponerende, når man tænker på, at vores smukke venner under Sovjetunionens krig i Afghanistan var krigeriske muslimer.
3. Her er et lille eksempel på, hvad der sker, når der forekommer afvigelser fra linjen. Caitlin A Johnstone: ”CBS wanted to do critical reporting on Ukraine’s government but Ukraine’s government said no”, MRonline, 13. august 2022. www: https://mronline.org/2022/08/13/cbs-wanted-to-do-critical-reporting-on-ukraines-government-but-ukraines-government-said-no/
4. Et eksempel på sidstnævnte nyhed: Julian Borger, Shaun Walker & Dan Sabbagh: “Russia plans ‘very graphic’ fake video as pretext for Ukraine invasion, US claims”, The Guardian, 3. februar 2022. www: https://www.theguardian.com/world/2022/feb/03/ukraine-russia-fake-attack-video-us-claims

   Det grundløse i anklagen behandles her: Henning Lahmann: “Ukraine and the New Politics of Faux Transparency”, Just Security, 22. marts 2022. www: https://www.justsecurity.org/80710/ukraine-and-the-new-politics-of-faux-transparency/

5. Ken Dilanian et al.: “In a break with the past, U.S. is using intel to fight an info war with Russia, even when the intel isn’t rock solid”, NBC News, 6. april 2022. www: https://www.nbcnews.com/politics/national-security/us-using-declassified-intel-fight-info-war-russia-even-intel-isnt-rock-rcna23014

   Et andet eksempel på offensiv brug af “efterretninger”: Alexander Martin: “US military hackers conducting offensive operations in support of Ukraine, says head of Cyber Command”, Sky News, 1. juni 2022. www: https://news.sky.com/story/us-military-hackers-conducting-offensive-operations-in-support-of-ukraine-says-head-of-cyber-command-12625139

6. Den oprindelige AP-artikel: The Associated Press: “Live updates: Zelenskyy declines US offer to evacuate Kyiv”, 26. februar 2022. www: https://apnews.com/article/russia-ukraine-business-europe-united-nations-kyiv-6ccba0905f1871992b93712d3585f548

   DR’s brug af citatet: Sean Coogan & Lasse Lindegaard: ”Engang grinte folk af Volodymyr Zelenskyj – det gør de ikke længere”, DR, 1. marts 2022. www: https://www.dr.dk/nyheder/udland/portraet-engang-grinte-folk-af-volodymyr-zelenskyj-det-goer-de-ikke-laengere

   På halvårsdagen for invasionen genbrugte militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Kristian Lindhardt citatet med bemærkningen om, at det gav Zelenskij en ”Mick Jagger-rockstatus”. P1 Orientering, 24. august 2022. www: https://www.dr.dk/lyd/p1/orientering/orientering-2022-08-24. 30:00.

   Washington Posts faktatjek: Glenn Kessler: “Zelensky’s famous quote of ‘need ammo, not a ride’ not easily confirmed”, Washington Post, 6. marts 2022. www: https://www.washingtonpost.com/politics/2022/03/06/zelenskys-famous-quote-need-ammo-not-ride-not-easily-confirmed/

7. Se den foregående artikel i serien samt min artikel ”Ukraine og programmet for aktiv glemsel”, 14. april 2022. www: https://www.eftertrykket.dk/2022/04/14/ukraine-og-programmet-for-aktiv-glemsel/
8. Illia Ponomarenko: “Former WWII nationalist guerrillas granted veteran status in Ukraine”, Kiev Post, 26. marts 2019. www: https://www.kyivpost.com/ukraine-politics/former-wwii-nationalist-guerrillas-granted-veteran-status-in-ukraine.html

   Eleonora Narvseliu: ” The “Bandera Debate”: The Contentious Legacy of World War II and Liberalization of Collective Memory in Western Ukraine”, Canadian Slavonic Papers, 54:3-4, 469-49.

   Emil Filtenborg and Stefan Weichert: “Controversy as Ukraine mulls giving hero status to alleged war criminals”, euronews, 4. august 2021. www: https://www.euronews.com/my-europe/2021/08/04/controversy-as-ukraine-mulls-giving-hero-status-to-alleged-war-criminals

   Interfax-Ukraine: “Poll: Almost half of Ukrainians have negative attitude to Bandera”, Kiev Post, 5. maj 2014. www: https://www.kyivpost.com/article/content/ukraine-politics/poll-almost-half-of-ukrainians-have-negative-attitude-to-bandera-346361.html

   Ivan Katchanovski: “Terrorists or national heroes? Politics and perceptions of the OUN and the UPA in Ukraine”, Communist and Post-Communist Studies 48(2-3): 217-228, September 2015. www: https://www.researchgate.net/publication/280134876_Terrorists_or_national_heroes_Politics_and_perceptions_of_the_OUN_and_the_UPA_in_Ukraine

   Juliëtte Dekker: “The politics of memory: the ambivalent status of a Ukrainian Nationalist”, Heritage & Memory. www: https://heritageandmemorystudies.humanities.uva.nl/index.php/1718-2/research-projects-lviv/stepan-bandera-monument/

9. DR.dk: ”Kampen om historien: Ukraines mest omstridte mand”, 12. april 2022. www: https://www.dr.dk/lyd/p1/kampen-om-historien-3/kampen-om-historien-34
10. Human Rights Watch: “Ukraine: Investigate, Punish Hate Crimes”, 14. juni 2018. www: https://www.hrw.org/news/2018/06/14/ukraine-investigate-punish-hate-crimes
11. International Advisory Panel Report. Council of Europe. November 2015. S. 10-15. www: https://rm.coe.int/CoERMPublicCommonSearchServices/DisplayDCTMContent?documentId=090000168048851b
12. Pjotr Sauer: “Ukraine suspends 11 political parties with links to Russia”, The Guardian, 20. marts 2022. www: https://www.theguardian.com/world/2022/mar/20/ukraine-suspends-11-political-parties-with-links-to-russia
13. Vi ville høre om, hvordan USA siden 2014 har trænet medlemmer af det nynazistiske Azov-regiment: Christopher Harress: ”US Paratroopers Arrive In Ukraine, Train National Guard Soldiers To Fight Pro-Russian Rebels”, International Business Times, 17. april 2015. www: https://www.ibtimes.com/us-paratroopers-arrive-ukraine-train-national-guard-soldiers-fight-pro-russian-rebels-1886413

    The Associated Press: “US forces to hold exercises in Ukraine”, Stars and Stripes, 31. marts 2015. www: https://web.archive.org/web/20150403025114/http://www.stripes.com/us-forces-to-hold-exercises-in-ukraine-1.337639

    Illiberalism.org: “Far-Right Group Made Its Home in Ukraine’s Major Western Military Training Hub”, Illiberalism Studies Program, 21. September 2021. www: https://www.illiberalism.org/far-right-group-made-its-home-in-ukraines-major-western-military-training-hub/

    Og vi ville sikkert være bekendte med baggrundshistorier om USA’s brug af Stepan Bandera-bevægelsen mod Sovjetunionen i den kolde krigs tidlige år. Hvis rollerne altså var byttet om.

14. Rikke Gjøl Mansø: ”De er guf for Putins propaganda: Et lille regiment forsvarer Ukraine med nazi-symbol på ærmet”, DR, 26. marts 2022. www: https://www.dr.dk/nyheder/udland/azov
15. Ritzau/Reuters: ”264 ukrainske soldater evakueret fra belejret stålværk”, Berlingske, 16. maj 2022. www: https://www.berlingske.dk/internationalt/264-ukrainske-soldater-evakueret-fra-belejret-staalvaerk
16. Lasse Berg Sørensen: ”Militæranalytiker om tab af Azovstal-stålværket: Mariupol er et evigt minde”, DR, 17. maj 2022. www: https://www.dr.dk/nyheder/udland/militaeranalytiker-om-tab-af-azovstal-staalvaerket-mariupol-er-et-evigt-minde
17. En anden af de hyppigst anvendte kilder er det ukrainske forsvarsministeriums efterretningsdirektorat.
18. Brugen af informationer fra USA’s pressebriefinger samt de daglige statusopdateringer fra det britiske forsvarsministerium er andre hovedkilder. Derudover lader de daglige nyhedshistorier ofte det officielle Ukraines PR-kommunikation være indgangen til, hvad der foregår i krigen. Et eksempel: Thomas Prakash: ”Zelenskyj til Putin efter angreb på kraftværker: Tror De stadig, vi er ét folk?”, dr.dk, 12. september 2022. www: https://www.dr.dk/nyheder/udland/zelenskyj-til-putin-efter-angreb-paa-kraftvaerker-tror-du-stadig-vi-er-et-folk
19. Det sikre er, at medierne dagligt fylder os med tanker og forestillinger om russiske fiaskoer. Det er mindre sikkert, om disse forestillinger svarer til realiteterne. F.eks. er de daglige ulykkesscenarier for den russiske krigsførelse, som det britiske forsvarsministerium producerer, ofte præsenteret som ”likely”, ”highly likely”, ”probable”, ”potential” osv.
20. Morten Bjerregaard: ”Russerne lider store nederlag og kan miste evnen til offensive operationer: ‘Vi taler måske om uger’”, dr.dk, 16. maj 2022. www: https://www.dr.dk/nyheder/udland/russerne-lider-store-nederlag-og-kan-miste-evnen-til-offensive-operationer-vi-taler

    En amerikansk udgave af samme: NPR: ”A closer look at some of Russia’s military failures in the war on Ukraine”, 3. maj 2022. www: https://www.npr.org/2022/05/03/1096075494/a-closer-look-at-some-of-russias-military-failures-in-the-war-on-ukraine?t=1658016502290

21. Hvad angår sidstnævnte, se: John Hudson: “Wounded Ukrainian soldiers reveal steep toll of Kherson offensive”, Washington Post, 7. september 2022. www: https://www.washingtonpost.com/world/2022/09/07/ukraine-kherson-offensive-casualties-ammunition/

    Jeffrey Gettleman: “In Ukraine’s South, Fierce Fighting and Deadly Costs”, 24. September 2022, The New York Times. www: https://www.nytimes.com/2022/09/24/world/europe/ukraine-south-kherson-russia.html

22. Det er et mesterstykke i propaganda, vores informationsproducenter har bedrevet med et meget dårligt råmateriale. Når der er så ringe forståelse for, at medierne har været på en næsten umulig opgave, skyldes det, at de har løst den helt ubesværet; de har ikke blot fået ”det svære til at se let ud”, men præsteret så godt, at publikum ikke har indtryk af nogen anstrengelse, nogen egentlig præstation.
23. Mie Haugaard: ”Russiske styrker har få dage tilbage til at vise afgørende fremskridt i Donbas, siger analytiker”, 24. april, TV2. www: https://nyheder.tv2.dk/udland/2022-04-24-russiske-styrker-har-faa-dage-tilbage-til-at-vise-afgoerende-fremskridt-i-donbas
24. Morten Bjerregaard: ”Russerne lider store nederlag og kan miste evnen til offensive operationer: ‘Vi taler måske om uger’”, dr.dk, 16. maj 2022. www: https://www.dr.dk/nyheder/udland/russerne-lider-store-nederlag-og-kan-miste-evnen-til-offensive-operationer-vi-taler
25. Radio4: 12-radioavisen, 16. august 2022. 5:38-6:27.
26. Mathilde Bugge: ”Et halvt år efter invasionen kan styrkeforholdet være ved at tippe til Ukraines fordel”, dr.dk, 24. august 2022. www: https://www.dr.dk/nyheder/udland/et-halvt-aar-efter-invasionen-kan-styrkeforholdet-vaere-ved-tippe-til-ukraines-fordel
27. https://twitter.com/SrenKVillemoes/status/1568560107511857152
28. True inFo: “Russian FM Lavrov gave a Very Tough interview to a BBC journalist”, YouTube, 19. juni 2022. www: https://www.youtube.com/watch?v=_NdKaWsJKAs

    Flemming Brandt: ”Russisk udenrigsminister: Vi er ikke pletfri, men vi skammer os ikke”, DR, 16. juni 2022. www: https://www.dr.dk/nyheder/seneste/russisk-udenrigsminister-vi-er-ikke-pletfri-men-vi-skammer-os-ikke

    BBC News: “Russia tells BBC “we did not invade Ukraine” and there is “no war” there – BBC News”, Youtube, 16. juni 2022. www: https://www.youtube.com/watch?v=3ZtV0HsYzmg&t

29. Eksempel: Euronews & AP, Reuters: “Russia says easing Ukraine Black Sea ports blockade dependent on sanctions review”, euronews, 20. maj 2022. www: https://www.euronews.com/2022/05/19/russia-says-easing-ukraine-black-sea-ports-blockade-dependent-on-sanctions-review

    Dette: Mark Trevelyan: “Putin says Russia just starting in Ukraine, peace talks will get harder”, Reuters, 8. juli 2022. www: https://www.reuters.com/world/europe/russias-putin-if-west-wants-beat-us-battlefield-let-them-try-2022-07-07/

    bliver til dette: Ida Meesenburg: ”Putin byder op til kamp: Vesten kan bare prøve på at slå Rusland på slagmarken”, DR, 7. juli 2022. www: https://www.dr.dk/nyheder/seneste/putin-byder-op-til-kamp-vesten-bare-proeve-paa-slaa-rusland-paa-slagmarken

30. Mike Glenn: “‘No-fly zone’ would not have stopped Russian attack on Ukrainian base, Pentagon says”, The Washington Times, 14. marts 2022. www: https://www.washingtontimes.com/news/2022/mar/14/no-fly-zone-would-not-have-stopped-russian-attack-/
31. Jf. behandlingen af de daglige orienteringer fra det britiske forsvarsministerium og ISW.
32. Den forhenværende journalist på New York Times Stephen Kinzer har bemærket, at den amerikanske presse er “such an eager participant” i sin “over-the-top demonization of Putin” og sin “portrayal of Russia as a predatory enemy about to crush us”. Det har ført til, at medierne er blevet “even more militant than the Pentagon.”

    Se: Watson Institute for International and Public Affairs: ”Stephen Kinzer ─ The True Flag: Theodore Roosevelt, Mark Twain, and the Birth of American Empire”, YouTube, 17. februar 2017. www: https://www.youtube.com/watch?v=mGBF6kuvuQ8

33. Aaron Rupar: ”Cable news is dominated by the same Afghanistan hawks who created this situation”, Vox, 19. aug. 2021. www: https://www.vox.com/2021/8/19/22629559/afghanistan-hawks-fox-news-biden-blame

    Elias Alsbergas & Vishal Shankar: “The Industry Agenda: Military-Industrial Complex”, Revolving Door Project, 17. marts 2021. www: https://therevolvingdoorproject.org/the-industry-agenda-military-industrial-complex/

    Mandy Smithberger: “Brass Parachutes: The Problem of the Pentagon Revolving Door”, Project On Government Oversight, 5. november 2018. www: https://www.pogo.org/report/2018/11/brass-parachutes/

    Gareth Poter: “America’s permanent-war complex”, The American Conservative, 15. november 2018. www: https://johnmenadue.com/gareth-porter-americas-permanent-war-complex-the-american-conservative-15-11-2108/

    Et klassisk værk om emnet: Gordon Adams: The Iron Triangle: The Politics of Defense Contracting, Routledge, 1981. www: https://archive.org/details/politicsofdefens00adam

    For yderligere referencer, se Scott Horton: Fool’s Errand: Time to End the War in Afghanistan, The Libertarian Institute, 2017, note 483, s. 100.

    Ryan Grim et al.: “Cable News Military Experts Are on the Defense Industry Dole”, The Intercept, 19. august 2021. www: https://theintercept.com/2021/08/19/afghanistan-taliban-defense-industry-media/

34. I nogle af de større magtcentre uden for USA genfindes desuden samme symbiotiske ordning mellem militærindustrielle interesser og politiske interesser. Det kan f.eks. til dels iagttages i EU.
35. Glenn Grenwald: ”Romney’s “Treason” Smear of Tulsi Gabbard is False and Noxious, But Now Typifies U.S. Discourse”, 15. marts 2022, Substack. www: https://greenwald.substack.com/p/romneys-treason-smear-of-tulsi-gabbard

    Matt Taibbi: “John Podhoretz, You Suck”, 17. marts 2022, Substack. www: https://taibbi.substack.com/p/john-podhoretz-you-suck