Politisk økologi er ikke en fredstraktat. Det er en kamperklæring

Økologien er den nye klassekamp. Men hvad skal der til for at vi kan få samlet en politisk økologisk bevægelse effektiv nok til at kunne sætte retningen for vores kollektive fremtid? Det spørgsmål stiller den franske filosof Bruno Latour og den danske sociolog Nikolaj Schultz i deres nye bog Notat om den nye økologiske klasse. Vi bringer helt eksklusivt et uddrag fra kampskriftet, som af Le Monde er blevet kaldt Det Grønne Partis håndbog

Af Bruno Latour og Nikolaj Schultz
Illustration af Jens Vilhelm Ploug

§1

Under hvilke betingelser kan økologien, frem for blot at udgøre en række bevægelser blandt andre, organisere det politiske omkring sig? Kan den gøre sig forhåbninger om at definere den politiske horisont på samme måde, som det tidligere blev gjort af liberalismen, dernæst socialismerne, neoliberalismen og endelig, for nylig, de illiberale eller neofascistiske partier, hvis indflydelse stadig synes at vokse? Kan økologien lære af socialhistorien, hvordan nye politiske bevægelser opstår, og hvordan kampen om ideerne kan vindes, længe inden fremskridt kan manifesteres i partier og valghandlinger?

§2

I betragtning af den “internationale ordens” sammenbrud, den igangværende økologiske katastrofes omfang, den generelle utilfredshed med, hvad de traditionelle partier tilbyder, og den resulterende lave stemmedeltagelse er der akut behov for at give den politiske økologi konsistens og autonomi. For selvom der ganske vist findes økologiske bevægelser og endda politiske partier med økologien som samlingsmærke, formår de langtfra at være dem, som på egen måde og i egne termer definerer de frontlinjer, der gør det muligt at lokalisere allierede og modstandere i det politiske landskab. Selv flere årtier efter deres opståen er de stadig afhængige af gamle skillelinjer, der reducerer deres manøvrerum og mulighed for at skabe alliancer. Såfremt den politiske økologi ønsker at eksistere, kan den ikke lade sig definere af andre, men må i stedet på egen hånd afsøge og formulere de nye uretfærdigheder og frontlinjer, den har identificeret.

§3

Fordi den var forankret i en bekymring for naturen som videnskabeligt objekt hinsides den sociale verden, har den politiske økologi alt for længe baseret sig selv på en pædagogisk fortolkning af handling: Så snart katastrofen var kendt, ville handling nok følge. Ikke desto mindre er det blevet tydeligt, at appellen til at “beskytte naturen” hverken har afviklet eller vendt opmærksomheden væk fra sociale konflikter, men tværtimod mangfoldiggjort dem. Fra De Gule Veste i Frankrig til de unge aktivisters gadedemonstrationer, fra indiske landmænds protester til de oprindelige folkefærds modstand mod hydraulisk frakturering i Nordamerika, videre til diskussioner om elektroniske køretøjers indvirkning. Budskabet står klart: Konflikterne er overalt. At tale om naturen er således ikke at underskrive en fredstraktat, men derimod at anerkende en mangfoldighed af konflikter vedrørende alle aspekter af vores daglige tilværelse, på alle niveauer og på alle kontinenter. Naturen forener os ikke – den splitter os.

§4

Besynderligt nok er økologiske bekymringer – i det mindste klima, energi og biodiversitet – nu allestedsnærværende. Men mangfoldigheden af konflikter har endnu ikke taget form af en generel mobilisering, som det i de foregående århundreder var tilfældet med reaktionerne på liberalismens og socialismens omvæltninger. I den forstand er økologien både overalt og ingen vegne. Det synes i øjeblikket at være konflikternes overordentlige forskelligartethed, der forhindrer os i at give en sammenhængende definition af disse kampe. Denne diversitet er imidlertid ikke en mangel, men en fordel. Økologien er nemlig i færd med en generel udforskning af de livsbetingelser, som er blevet ødelagt af en ensidig besættelse af produktion. Hvis den økologiske bevægelse skal kunne øge sin konsistens og autonomi, og hvis dette skal oversættes til en historisk slagkraft på linje med tidligere tiders, må den således anerkende, omfavne, forstå og på effektiv vis repræsentere sit projekt ved at samle alle disse konflikter i en handlingsmæssig enhed, der kan forstås af alle. Derfor må man først og fremmest acceptere, at økologien indebærer splittelse; dernæst tilbyde en overbevisende kortlægning af de nye konfliktformer, den medfører; og endelig definere en fælles horisont for kollektiv handling.

***

Uddraget er fra kapitel 1: Klassekampe og klassifikationskampe i Notat om den nye økologiske klasse, der udkom på Hans Reitzels Forlag 30. september 2022. Oversat fra fransk Mémo sur la nouvelle classe écologique. Comment faire émerger une classe écologique consciente et fière d’elle-même (La Découverte, 2022).