Robotarbejdet i Amazons varehuse. Interview med Alessandro Delfanti

Af Magnus Andersen 

Den til tider kontroversielle virksomhed Amazon gør sit indtog i Norden i disse år. Amazon som er en af verdens største virksomheder, åbnede i 2020 deres første varehus i Sverige og deres tilstedeværelse er begyndt at spøge i Danmark. I størstedelen af det globale nord sørger Amazon for, at du kan få alt fra den nyeste bestseller i bøgernes verden til en havetrampolin leveret direkte til din dør. Det anslås blandt andet, at Amazon sendte 4,2 milliarder pakker afsted i 2020.¹ Deres forretningsmodel er både blevet anset som nyskabende af blandt andet direktøren af det omdiskuterede Nemlig.com, men kritiseres ikke overraskende også hyppigt af blandt andet Danmarks største fagforening 3F.

Foruden alle de mennesker der leverer pakker for Amazon som enten korttidsansatte, ’underleverandøre’ eller ’partnere’ ved Amazon’s Flex platform, spiller det massive netværk af varehuse den mest centrale rolle i Amazons logistiske imperium. Indenfor varehusenes vægge arbejder en hær af mennesker side om side med tonsvis af robotter og et væld af andre digitale teknologier, der på effektiv vis organiserer og standardiserer det levende arbejde for at kunne opfylde kundernes behov. Det er ikke uden betydning, at Amazon bogstavelig talt kalder disse varehuse Fulfillment Centers. På trods af alle de futuristiske visioner om automatisering har Amazons samlede arbejdsstyrke aldrig været større. Teknologimagasinet Wired anslår for eksempel, at en ud af 157 ansatte i USA arbejder for Amazon.²

Netop hvordan forholdet mellem teknologi og arbejde udspiller sig i Amazons varehuse, undersøger Alessandro Delfanti i bogen The Warehouse: Workers and Robots at Amazon.

Bogen tager udgangspunkt i Amazons varehus MXP5³ i Piacenza, en norditaliensk by med omkring 100.000 indbyggere. I en grundig analyse af varehuset stiller Delfanti, der til daglig er lektor på University of Toronto, skarpt på, hvordan Amazons brug af robotter og digital teknologi ikke automatiserer virksomheden, men snarere ændrer og forflytter behovet for det levende arbejde. Hovedargumentet er således, at indførelsen af ny teknologi ikke mindsker behovet for menneskelig arbejdskraft. Alt fra nye softwaresystemer til robotter anvendes snarere til at omorganisere, standardisere og disciplinere arbejdsprocesser der til stadighed udføres af mennesker. Med udgangspunkt i Amazons varehus i Piacenza tegner Delfanti således et kritisk, tiltrængt og andet billede af de konstante (ofte mislykkede) forsøg på at mindske behovet for menneskeligt arbejde til fordel for alt fra alverdens algoritmer til futuristisk robotteknologi.

Alt dette og mere til uddyber Delfanti i nedenstående interview, som jeg fik med ham via telefon, mens han var på vej fra Toscana til Piacenza. Det blev til en samtale om italiensk marxisme, Amazons organisering af arbejdet i varehuset ved hjælp af alverdens former for teknologi, og virksomhedens forsøg på at forme fremtidens transformation af arbejdet.

**

Varehuset som centrum

Magnus: Lad os begynde med baggrunden for din bog The Warehouse: Workers and Robots at Amazon. Hvordan begyndte projektet, og hvorfor er Amazons MXP5 varehus i Piacenza et godt eksempel?

Alessandro: Varehuset i Piacenza er det første og største af Amazons Fulfillment Centers i Italien. Piacenza er et logistisk knudepunkt, strategisk placeret på Posletten midt imellem de vigtigste byer såsom Milano, Torino, Bologna og Genova i Norditalien. Mange andre internationale virksomheder såsom IKEA, H&M og FedEx har deres varehuse her. Jeg er selv opvokset i Piacenza, og har derfor en masse direkte erfaringer med de problematikker, varehusene har medført for det omkringliggende samfund. Mine personlige erfaringer har derfor været et af udgangspunkterne for at prøve at forstå, hvordan området har transformeret sig til at blive et strategisk knudepunkt for varer, kapital og data. Her er Amazons varehus et af de mest betydningsfulde for området.

Derudover er det relevant at analysere Amazon, fordi den på mange måder er frontløber, når det drejer sig om transformationen af forholdet mellem teknologi og arbejde. På grund af virksomhedens enorme størrelse har Amazon mulighed for at indføre og teste ny teknologi hurtigere end deres konkurrenter. Indtil for få år siden har det dog været meget sparsomt med forskning, der netop undersøger, hvordan Amazon indfører og gør brug af alverdens teknologi til at organisere arbejdsprocessen i deres varehuse. Endvidere eksisterede der slet ikke noget forskning, der fra arbejderens perspektiv undersøgte oplevelserne og implikationerne af indførelsen af ny teknologi til at organisere og kontrollere arbejdskraften på gulvet. Sidst, men ikke mindst, er varehuset i Piacenza også relevant, hvilket jeg også nævner i bogen, fordi vi har en tendens til at forstå den digitale kapitalisme som udelukkende et urbant og hyper-konnektivt fænomen, som det for eksempel kommer til udtryk ved de tusindvis af bude, der leverer takeaway i storbyen. Amazons varehuse er placeret i periferien af det urbane rum, hvilket giver et helt andet rumligt perspektiv på den digitale kapitalisme. Et perspektiv, der rent faktisk udgør det egentlige centrum for dens kapital-, varer- og datastrømme.

Magnus: Kan du uddybe de metoder, som du har anvendt til at få indsigt i, hvad der foregår i Amazons varehuse?

Alessandro: Jeg har ikke arbejdet i varehuset i Piacenza, men jeg har besøgt både det og mange andre – både Amazons og andre virksomheders – varehuse mange gange. Primært består mit empiriske materiale af interviews med lagerarbejderne i Piacenza. Derudover har jeg har også deltaget i Amazons og vikarbureauers rekrutteringsarrangementer og gennemgået ansøgningsprocessen for at blive Amazonmedarbejder. Jeg har også deltaget i andre virksomhedsarrangementer, som for eksempel den årlige AWS-konference ⁴ i Las Vegas, hvor Amazon hvert år præsenterer robotprototyper og andre af virksomhedens mest futuristiske idéer til ny teknologi. Der, hvor jeg synes, at min bog adskiller sig fra en typisk bog om teknologi og arbejde, er min analyse af patenter, hvor jeg ikke ser på, hvad der vil ske, men snarere hvad det er, Amazon forestiller sig, og ønsker skal ske [i fremtiden]. Det er jo det, som Amazon beskriver i sine patenter.

Magnus: Hvad er det, der gør patenter til et godt empirisk materiale at analysere, når vi skal forstå Amazons forhold til teknologi og arbejde?

Alessandro: Patenter er besynderlige objekter, fordi de simpelthen er rettet mod konkurrenter. De er en slags forsvarsmekanisme, som har til formål at forhindre konkurrence. Amazon tager patent på en specifik teknologi, som giver virksomheden eneretten til at udvikle den i fremtiden. Når man læser patenterne, kan man dog ikke vide, hvilke af dem, der rent faktisk ender med at blive udviklet og hvordan. Således er det dokumenter, der beskriver noget, virksomheden forestiller sig og ønsker sig at gøre. Men ved at analysere Amazons godt og vel 9.000 patenter, beskriver jeg, hvordan Amazon fremstiller en helt særlig forestilling om fremtidens arbejde.

Varehuset som en ny ’fabrik’

Magnus: I din undersøgelse kombinerer du traditionelle videnskabs- og teknologistudier med marxistiske teorier såsom arbejdsprocesteori og den italienske tænkning, der samles under betegnelsen operaismo (arbejderisme) Hvad har de til fælles, og hvordan supplerer teorierne hinanden?

Alessandro: Det, teorierne har til fælles, er, at de anskuer og analyserer teknologi som et socialt produkt. Særligt synes jeg, at operaismo fremsætter en meget brugbar kritik af teknologiens transformationer af arbejdet baseret på en genlæsning af Marx’ afsnit Fragments on Machines i Grundrisse (red. Karl Marx’ råudkast til Kapitalen). Vi er i den første halvdel af 1960erne, hvor grundlæggerne af operaismo (Raniero Panzieri, Romano Alquati og Mario Tronti) gav et andet perspektiv på indførelsen af ny teknologi til at organisere fabriksprocesserne. Et perspektiv, der går imod det positive deterministiske syn på teknologi, som særligt de traditionelle fagforeninger havde på daværende tidspunkt: At indførelsen af ny teknologi ville lede til arbejdernes frigørelse. Ud fra et kritisk perspektiv undersøgte de i stedet, hvordan teknologien blev udviklet til at fremme kapitalens ærinder. Operaismo er meget mere politisk end de andre forskningstraditioner, fordi det er en tradition, der tager afsæt i kampen mellem kapital og arbejde.

Magnus: Med en videreudvikling af tankegodset fra operaismo, formulerer du også ideen om, at varehuset er en art ’ny fabrik’, der – ligesom fabrikkerne under Fordismens guldalder – er omdrejningspunktet for og strukturerer det omgivende samfund: Fabrikssamfundet. Hvordan er varehusene blevet til ’de nye fabrikker’?

Alessandro: Ideen kom først og fremmest af at gennemgå teksterne, der udgik fra operaismo i 1960erne, men den opstod også, fordi de lagerarbejdere, som jeg interviewede til bogen, bogstaveligt talt beskrev deres arbejde som fabriksarbejde. At se varehuset som en slags ’ny fabrik’ har helt sikkert noget at gøre med, hvordan den digitale teknologi skaber nye former for standardiseringer af arbejdsprocesser. En standardisering, der udelukkende har til formål at producere en bestemt produktionsrytme, der kan presse endnu mere værdi ud af det levende arbejde. Der indføres og anvendes teknologiske løsninger til at kontrollere arbejdsprocessen og den mulige modstand fra arbejderne. Den digitale teknologi bruges således til at øge produktiviteten ved at opdele arbejdsprocesser i mindre og mindre særskilte opgaver. Samtidig gør denne standardisering af arbejdsprocesserne i varehuset det også muligt for Amazon at hyre og fyre massevis af arbejdere meget hurtigt. Jeg synes derfor at kunne se en række logikker fra den tidligere industrielle kapitalisme, der både bliver gentaget og fornyet i Amazons varehuse gennem brugen af ny digital teknologi og forsøget på at automatisere arbejdet.  Men det er ikke det samme som at sige, at varehuset direkte er en ny fabrik. Det er snarere et spørgsmål om, at en lang række af de samme praksisser og logikker, der er til stede i den industrielle fabrik, også er til stede indenfor murene af Amazons varehuse.

Omkring og inde i varehuset

Magnus: Hvordan påvirker varehuset det omgivende samfund?

Alessandro: Området omkring varehuset i Piacenza bliver omdannet og ’sat i arbejde’ i en vis forstand. Varehusene ændrer sammensætningen af indbyggere, og påvirker lokalpolitikken. Lokale politikere vil gerne tiltrække varehuse såsom Amazons, fordi de kan være med til at skabe vækst og arbejdspladser. Samtidig er der miljømæssige konsekvenser i det rum og på den jord, bygningerne optager på bekostning af for eksempel landbrugsjord. Det påvirker til gengæld den sociale reproduktion. Man må heller ikke glemme, at de teknologier, der udvikles og afprøves i varehuset, har det med at sprede sig udenfor varehuset. Mange af de overvågningsteknologier, der gør Amazons varehuse til nogle af de mest overvågede arbejdspladser på jordkloden, er også begyndt at vise sig andre steder i samfundet, ikke mindst fordi teknologierne sælges til andre virksomheder og sågar til private forbrugere.

Magnus: Hvis vi bevæger os indenfor i varehuset, så læser jeg din bog som en heftig kritik af den ellers dominerende fortælling om, at automatisering skulle føre til afskaffelsen af menneskeligt arbejde. I stedet er det, der binder din bog sammen, en diskussion af det forhold mellem arbejderen og maskinen, som ændres med indførelsen af ny teknologi. Kan du uddybe denne pointe?

Alessandro: Vi ved jo ikke, hvordan det bliver i fremtiden, men indtil videre er det ret interessant, at mens Amazon kun har øget brugen af automatiserende teknologi i deres varehuse, så har de sideløbende også øget deres arbejdsstyrke massivt. På nuværende tidspunkt tror jeg, at der er omkring to millioner mennesker ansat i Amazon. Meget af den teknologi, Amazon udvikler i øjeblikket, hvis man ser på de patenter, virksomheden ejer, har med automatiserede processer at gøre, som for eksempel droner eller robotarme; altså hvad som helst, der kan erstatte i det mindste nogle arbejdere. Men i mange af patenterne anerkender Amazon faktisk også behovet for menneskelig arbejdskraft, såfremt virksomheden udvikler den respektive teknologi. I realiteten lyder mange af Amazons patenter som noget a la: Automatisering er cool, men menneskeligt arbejdskraft er billigere og mere fleksibelt. Det er en meget interessant form for modsigelse. Amazon udvikler teknologier, der tydeligvis skal erstatte det levende arbejde udført af mennesker, men udvider samtidig arbejdsstyrken og anerkender, at den menneskelige arbejdskraft er altafgørende. Fuld automatisering i en nær fremtid kommer altså næppe til at ske. Der er stadig teknologiske, økonomiske og politiske begrænsninger for automatisering. Jeg kan ikke sige, hvad der kommer til at ske om 50 år, men lige nu er det helt sikkert, at den menneskelige arbejdskraft er her for at blive.

Magnus: Lad os tale lidt om dem der arbejder i Amazons varehuse. Hvad kan man sige om dem? 

Alessandro: Arbejdsstyrken er utrolig heterogen. Vi taler om en virksomhed, der har tusindvis af varehuse verden over. Sammensætningen af arbejdsstyrken i New York, Piacenza eller Brieselang kan være meget forskellig fra hinanden, både når det kommer til køn, klasse og race. Noget, som de overordnet set har til fælles, er en dobbelt ansættelsesmodel. Amazon ansætter direkte et fast antal arbejdere, som suppleres af en masse sæson-arbejdere ansat igennem en lang række vikarbureauer på ugentlige eller i bedste fald månedlige kontrakter. Ansættelsen af sæson-arbejdere er en måde at håndtere svingningerne i antal ordrer for eksempel omkring højtider, hvor forbruget typisk stiger. Det betyder naturligvis, at de har brug for flere mennesker i varehusene for at imødekomme øget efterspørgsel. I Piacenza, men også i andre af Amazons varehuse i Europa generelt, er arbejdsstyrken gået fra at være en hvid arbejderklasse med få fra middelklassen, til nu i stigende grad at være en racialiseret arbejdsstyrke bestående af mange brune og sorte migrantarbejdere. Denne udvikling hænger især sammen med den høje omskiftelighed af arbejdere hos Amazon. Dog er dette ikke tilfældet i USA, da Amazons arbejdsstyrke i USA altid har været racialiseret. Ydermere er det interessant, at lagerarbejdet traditionelt set har været et meget maskulint arbejde udført hovedsageligt af mænd. Dette har dog indenfor de seneste år ændret sig, hvor langt flere kvinder er blevet ansat. Nogle steder endda op til 50 procent af sammensætningen, hvilket var ualmindeligt for blot få år siden.

Magnus: Hvad er det så, der gør denne arbejdsstyrke så vital for Amazon?

Alessandro: Der vil helt sikkert ske en forskydning af arbejdsopgaverne [på grund af automatiseringen]. Der vil være flere arbejdere, der skal passe maskinerne eller erstatte maskinerne, når en proces ikke kan udføres fuldstændigt af maskinen. Der er tekniske begrænsninger, men også økonomiske begrænsninger. For så længe Amazon kan få adgang til og flytte rundt på en meget disponibel arbejdsstyrke, er deres incitamenter til automatisering begrænset. Det er simpelthen for dyrt at automatisere, hvis de også skal opretholde konkurrenceevnen overfor andre virksomheder. Indførelsen af alverdens ny teknologi hjælper dem selvfølgelig med at være konkurrencedygtige, men hvis de kan få adgang til puljer af menneskelig arbejdskraft, som er superfleksible, vil Amazon i udgangspunktet naturligvis bare benytte sig af den menneskelige arbejdskraft. Det gælder ikke kun Amazon, men også alle de andre multinationale virksomheder. Spørgsmålet er, i hvilket omfang det er muligt. Det er et politisk spørgsmål. En stigende fagforeningsdannelse blandt Amazons lagerarbejdere i USA kan måske globalisere en model for ordentlige arbejdsforhold i Amazons varehuse. Det vil derimod give incitament til at indføre mere automatiserende teknologi, fordi arbejdskraften bliver meget dyrere. Således bliver det et spørgsmål om, hvorvidt arbejderne har den politiske magt og kapacitet til at forhandle, hvilken form for automatiseringsteknologi, der bliver indført. 

Magnus: Selv om Amazon ikke findes i Danmark endnu, ser vi lignende tendenser her. Især hvordan fagforeningen – selv om den er meget institutionaliseret – kæmper en utrættelig kamp for bedre arbejdsvilkår i virksomheder, der til forveksling anvender de samme teknologier som Amazon. Hvordan betragter du den mobilisering af Amazons lagerarbejdere, der foregår lige nu i USA? 

Alessandro: Hvis Amazon er et slags laboratorium for brugen af ny teknologi, er det samtidig også et laboratorium for nye mobiliseringsstrategier blandt virksomhedens arbejderne. Det er særdeles spændende at følge den nuværende mobilisering, der foregår blandt Amazons lagerarbejdere i deres kamp for bedre løn og arbejdsvilkår. Særligt de begivenheder der foregår i USA, fordi det bliver anset af mange for at være et mirakel, at det overhovedet kan ske. De traditionelle fagforeninger i USA har altid kæmpet en brav kamp mod de store virksomheder. For eksempel har fagforeningerne i de sidste 15 år brugt enorme ressourcer på at få arbejderne i Wal-Mart til at blive medlem og organisere sig. Men så vidt jeg ved, er der stadig ingen fagforeninger i Wal-Mart. Derfor er den igangværende fagforeningsdannelse hos Amazon i USA en kæmpe sejr, og det bliver interessant at se, hvilke krav de kan få igennem, såfremt den bliver mere udbredt. Derudover er det bemærkelsesværdigt, hvordan denne sejr ikke blev vundet af de traditionelle fagforeninger, men af nye græsrodsforeninger der repræsenterer særligt prekære brune arbejdere, der til dels er inspireret af Black Lives Matter-bevægelsen. Jeg har netop læst en meget relevant og aktuel bog af Ruha Benjamin, Race After Technology (2019) om såkaldt ’sort teknologi’. Her argumenter hun netop for, hvordan teknologi er blevet brugt til at skabe raciale uretfærdigheder. Med andre ord reproducerer nye former for teknologi allerede eksisterende uretfærdigheder, hvilket virksomheder ofte udnytter, når de indføres på gulvet. Den måde Amazon bruger teknologi på til at kontrollere deres arbejdsstyrke i varehuset, er et ret godt eksempel på, hvordan disse uretfærdigheder udspiller sig. Det er derfor meget tydeligt, hvordan Amazons lagerarbejdere er trætte af at blive kvalt af den eksplicitte racisme, som de på daglig basis oplever.

1. Garland, Max. 2021. “Amazon Logistics now ships more US parcels than FedEx: Pitney Bowes”. Supply Chain Dive. 19. oktober 2021. www: https://www.supplychaindive.com/news/amazon-logistics-volume-fedex-ups-postal-service-pitney-bowes/608409/
2. Knight, Will. 2021. “Robots Won’t Close the Warehouse Worker Gap Anytime Soon”. Wired, 26. november 2021. www: https://www.wired.com/story/amazon-warehouse-robots-worker-shortage/
3. Alle Amazons varehuse har et unikt kodenavn, der lokaliserer dem i et netværk af softwaresystemer. MXP5 er kodenavnet for Amazons varehuse i Piacenza.
4. AWS er Amazons egen konference, hvor de viser deres prototyper på ny teknologi frem for offentligheden.