Er udviklingsbistanden et selvforstærkende illusionsnummer?

BOGUDDRAG: Er Afrikas fattige til gavn for bistandsindustrien snarere end omvendt? Det mener forfatteren til ny bog om Afrika. I en længere passage tager han livtag med udviklingsbistanden og trækker nogle ubekvemme sandheder frem om donorers og modtageres symbiotiske afspilning af den samme falske melodi om ’fattigdom’. Melodien er dybest set ikke i fattige afrikaneres interesse, men tjener snarere til at understøtte en industri, der er kørt af sporet.

Her bringer vi et uddrag fra bogen, der er skrevet af Lars Zbinden Hansen, som trækker på årtiers erfaring med det afrikanske kontinent. Uddraget lægger ud med et konkret eksempel på illusionsmageriet i den vestafrikanske stat Benin. Her skal ’800.000 mennesker have fået rent vand’, hedder det fra donoren. Men passer det? En ekspert påpeger, at udsagnet er mere end tvivlsomt.

Af Lars Zbinden Hansen

På et tidspunkt satte jeg mig for at dykke ned i de statistikker om befolkningstal i Afrika, som lægges til grund for angiveligt faktuelle oplysninger om middelklassens størrelse, alderssammensætningen, antallet af skolesøgende børn, mennesker med adgang til elektricitet og vand, udgangspunktet for valghandlinger og planlægning af udviklingsprojekter.

Baggrunden var et nyt dansk medie, der var startet op i 2010, og som fokuserede på temaet med at undgå negative historier, hvad jeg har været inde på i afsnittet om iværksættere og entusiaster. Mediet hed Verdens bedste nyheder, og en historie gik på, at Danida havde skaffet rent vand til 800.000 mennesker i Benin.

Den tog jeg op under en reportagerejse i Benin i marts 2012, fordi der her var et konkret eksempel på en påstand, som var pakket ind i et eksakt tal, og det tog jeg med til et interview med vandeksperten Carel de Groot på den hollandske ambassade i Cotonou, som stod for at skulle overtage Danidas vandprogram i Benin, når dansk bistand blev lukket ned året efter.¹

De Groot havde dengang 27 års erfaring i vandsektoren og havde i 17 år arbejdet for Danida og det danske firma COWI. Han måtte være den rigtige at stille spørgsmålet: ”Kan det passe?” Altså at Danida havde skaffet rent vand til 800.000 mennesker.

De Groot gav et grundigt og ærligt svar, som kan sammenfattes sådan her: ”Vi har altid problemet med, hvor troværdige data er, og på hvilke normer de er baseret. Når jeg sender tal til Haag, forklarer jeg så præcist som muligt, hvordan vi er kommet frem til dem og på hvilken formodning,” sagde han og uddybede, at meget af usikkerheden og forskellene i tal mellem organisationerne skyldes forskellige målemetoder, og at der i Benin bruges to metoder i vandsektoren:

Den ene er forsyningsmodellen, den anden behovsmodellen. Danmark og Holland har i nogle år brugt forsyningsmodellen, hvor man går ud fra, at en vandpost skal forsyne 250 mennesker. Altså for eksempel en traditionel brønd udstyret med en vandpumpe til 250 mennesker.

De Groot: ”Men det giver kun et groft skøn, fordi der i en landsby kan bo langt færre, f.eks. 100 mennesker, eller omvendt måske mange flere end 250. Alene af den grund er der en fare ved at måle på den måde.“ „For: hvorfor ikke 350 eller 150 mennesker pr. pumpe. Man kan også komme ud for, at vi har opstillet to pumper i en landsby med 250 mennesker. Betyder det så, at 250 mennesker har adgang til vand, eller er det 500?”

Andre organisationer, som UNICEF og WHO, bruger behovsmodellen, som tager udgangspunkt i befolkningstallet i et land, men den metode har det indbyggede problem, at eksakte befolkningstal ikke kendes i Afrika.

De Groot forklarede, at behovsmodellen betyder, at organisationerne tager ud i landsbyerne med et estimat af folketallet i hånden og banker på døre og spørger beboerne, om de har adgang til vand. Ideen er at få et overblik over behovet, men man løber så ind i det problem, at folks opfattelse af behov er subjektiv. Landsbyboerne kan med de Groots ord være ”ganske rundhåndede”, når de får stillet spørgsmålet, om de har adgang til vand. Selv hvis landsbyens kvinder skal vandre store afstande for at hente vand, kan det udlægges som adgang.

De Groot: ”Hvem afgør, hvor langt folk skal gå eller ikke gå for at hente vand for at opleve det som acceptabelt?” Og så gav han et eksempel på, hvor svært det er: ”Hvis vi har en landsby med 500 mennesker og en vandpumpe, og beboerne er tilfredse med den ene pumpe, selvom vi har en regel om, at der skal være en pumpe pr. 250 mennesker, skal vi så installere pumpe nummer to?”

Spørgsmålet ”Kan det passe, at 800.000 mennesker i Benin har fået adgang til rent drikkevand” hang stadig i luften, efter at jeg havde talt med de Groot. Han mente, at tallet kunne være 800.000, men det kunne også være et helt andet.

Jeg prøvede så at dykke ned i Benins befolkningstal for at se, om der findes noget at tage udgangspunkt i. Jeg spurgte den danske ambassade og fik at vide, at der i 2011 var 9.211.741 beniner, og at det tal var en fremskrivning af oplysninger fra Verdensbanken, der i 2010 anslog Benins befolkning til at være 8.849.892.

Så sendte jeg en mail til Verdensbanken og spurgte, hvor den havde det tal fra. Tre uger senere kom svaret, at tallet var hentet i bankens publikation Ease of Doing Business in Benin. Banken henviste altså til sig selv. Så spurgte jeg, hvordan publikationen var nået frem til tallet? To uger senere fik jeg et langt svar, der kan koges ned til, at der var tale om halvårs-estimater fra seks forskellige kilder, bl.a. FN’s og Benins egne statistikker, Eurostat og USA’s Census Bureau. Jeg tjekkede disse kilder og så, at ingen af dem når frem til 8.849.892 beninere. Uanset hvordan jeg regnede på tallene, landede jeg ikke på Verdensbankens 8.849.892 eller Danmarks 9.211.741. Det forelagde jeg Verdensbanken i en ny mail og spurgte igen, hvordan de var nået frem til tallet.

Jeg har ikke fået svar og får det næppe, selvom jeg rykker. Det vil jeg undlade at gøre og vil så heller ikke stille tillægsspørgsmålet, om Verdensbanken finder det realistisk, at 800.000 beniner for nogle år siden fik adgang til rent vand.

Statistikker bliver lavet for at forklare faktiske forhold i afrikanske lande og på kontinentet som helhed, og de udlægges så efter forgodtbefindende. På det seneste er der medvind hos dem, som hævder, at middelklassen og den afrikanske økonomi vokser. Den teori kører som et overordnet mantra hos mange eksperter, og det er da muligt, at de har ret, men ingen ved det.

Sætter man sin lid til statistikker om Afrika, kan man samtidig lige så godt konsultere en klog dansker som Storm P, der sagde, at statistikker er som frederiksbergske gadelygter, ikke særligt oplysende, men gode at læne sig op ad. I en afrikansk sammenhæng kan det parafraseres til, at pælene er ved at vælte, mens pærerne blinker og er tæt på at sprænges. Der er så frit slag til at fortolke, hvad det fortæller om virkeligheden.

Bistandsindustrien og et imponerende badekar

Problemet med at sandsynlighedsberegne befolkningstallet giver skævvridninger på mange områder i Afrika. Det gælder også for udviklingsbistanden, som baserer sig på donorers formodninger krydret med usikre input fra modtagerlandene. Donorernes grundlæggende præmis er, at afrikanske lande er fattige, og at afrikanske ledere også opfatter deres lande som fattige og derfor vil stille sig lige så solidarisk med deres landsmænd, som donorerne angiveligt gør.

Men afrikanske ledere er ikke solidariske med deres befolkninger, og fattig-lande-præmissen er en illusion. Afrika er rigt. Kontinentet bugner med ressourcer som uran, olie, guld, diamanter, coltan, tin, kobber, naturgas – you name it. Disse sandheder giver sig udtryk i to sideløbende melodier fra afrikanske ledere. Den ene spiller på, at økonomien vokser, så man må forstå, at det går bedre og bedre. Altså en reklame for at tiltrække udenlandske investeringer. Den anden lyder på, at landet er fattigt og derfor har behov for hjælp udefra.

Eksempel: Issoufou Mahamadou, eks-præsident i verdens angiveligt fattigste land, Niger, der råder over enorme ressourcer i landets undergrund, udtalte tit, at det går fremad økonomisk, samtidig med at han slog til lyd for, at ikke kun Niger, men hele den fattige verden har brug for hjælp. I januar 2021 gav han en klassisk afrikansk opsang til FN’s sikkerhedsråd, da han sagde:

„Hvis der ikke gøres noget i dag, vil 80 procent af verdens fattige fortsat leve under skrøbelige forhold,” og så mindede han om, at der i 2020 var blevet mellem 18 og 27 millioner flere fattige mennesker.

Ingen spurgte Issoufou, hvorfor han ikke fik indrettet sit land, så dets rigdomme blev brugt til hospitaler, skoler, jobskabelse. Havde de spurgt, ville et ærligt svar have været, at hans interesse lå et andet sted, nemlig i samarbejdet med oversøiske firmaer, som hjalp til med at skumme fløden af landets rigdom til landets elite med ham i spidsen, mens det øvrige samfund stod i stampe. Det store flertal af nigerere fik ikke glæde af rigdommene. Og det set-up er ikke usædvanligt i Afrika. Som den tidligere Verdensbanken-mand Robert Calderisi har skrevet, ”er sandheden, at det meste af Afrikas vækst – baseret på olie- og mineral-eksport – ikke har gjort den mindste forskel i de fleste afrikaneres liv.”² Eller tag præsident Filip Nyusi og partiet Frelimo i ét-parti-staten Mozambique, der på UNDP’s Human Development Index ligger nummer 181 af 189 lande, og som i årevis har været en donor-darling i det sydlige Afrika. Regeringen har i 2020-21 store problemer med en invasion af terrorister i den nordlige Cabo Delgado-provins, ikke fordi terroristerne dræber og fordriver lokalbefolkningen, eller fordi uro igen og igen blusser op i provinsen, men fordi franske Total har lukket et gasprojekt ned på grund af terroren. Herom skriver den britiske politolog og historiker R.W. Johnson, bosiddende i nabolandet Sydafrika: ”Alle disse vestlige lande er klar over, at Frelimo-regimet er brutalt, korrupt, og at det har givet befolkningen i Cabo Delgado rigelige grunde til protest og oprør.” Johnson forklarer videre, at den håndfuld Frelimo-familier, som har nydt godt af at være ved magten i landet siden uafhængigheden, ”savler ved tanken om en rekordhøj belønning, når gasudviklingen kommer i gang. Tanken om, at nogle af disse penge skulle bruges på de fattige i Cabo Delgado, kunne næppe være længere fra deres sind. Nyusi selv har størst grund til at ønske, at gassen strømmer, før hans periode udløber, fordi han som præsident står til at få det største stykke af kagen.”³

Afrikanske eliter spiller altså på to heste. En med oversøiske firmaer, som hjælper eliterne med at rage til sig af deres landes ressourcer, og en anden, der hedder reklame for fattigdom for at kunne score på ODA (Official Development Assistance, eller ’offentlig bevilget udviklingsbistand’). Den kan i nogle lande udgøre en betragtelig del af statsbudgettet, og for flere landes vedkommende har ”budgettilskuddet” stået på så længe, at de er blevet udviklingsbistandsafhængige, som udviklingsbistandsforskere kalder det.⁴

Afrikanere ser med egne øjne, hvordan bistandsorganisationerne og særligt NGO’erne vrimler på kontinentet, og ved derfor også, at den meste bistand havner hos andre end dem, som den var tiltænkt. Men ingen råber op. Det kræver overskud at sætte sig op mod en undertrykkende stat, der baserer sig på en brutal ordensmagt. Uanset om den enerådige præsident er populær, eller om folk ønsker ham hen, hvor peberet gror, bunder tavsheden i det samme. Nemlig, som den britiske politolog, Nic Cheeseman, har skrevet, at mange afrikanske ”regeringer er så gennemført autoritære, at det er farligt at åbne munden.”⁵

Og sådanne autoritære regeringer understøtter bistandsorganisationer så med bistandsprogrammer, som kan være uigennemsigtige, men også konkrete og synlige, som for eksempel når der holdes præsidentvalg i X-land. Så er det donorer som EU, der leverer stemmebokse og stemmemateriale og samtidig også logistik til hær og politi for at holde ro under valget, læs: anti-riot-gear, pansrede mandskabsvogne etc. Sådan noget materiale kan genbruges – og bliver det.

Når det vestlige bistands-show kører videre, uden at der stilles dybtgående og langtidsholdbare krav til modtagerlandene, er det, fordi donorerne ikke er interesserede i at nedlægge en industri, som så mange lever af. Det kommer jeg ind på senere, men vil før det sætte spørgsmålstegn ved, om den del af bistanden, der når frem, overhovedet virker. Alle involverede kender svaret: Mere end 60 år med billioner af kroner pumpet ind i kontinentet, og Afrika er ikke kommet ud af stedet. Nødhjælp har afbødet øjeblikkelige lidelser oven på krisesituationer og katastrofer, mens den udviklingsbistand, som skulle få landene til at klare sig selv, kun har lappet lidt her og der, uden at det har givet nogen overordnet sammenhængende effekt. Vi taler her om det, som også kaldes systemisk bistand: de store pengebeløb, der gives fra regering til regering eller fra multilaterale organisationer som Verdensbanken og EU til afrikanske regeringer.

Nogle mener endog, at systemisk bistand kun har gjort ondt værre. Det gælder den tidligere Verdensbanken-ansatte, zambiske Dambisa Moyo, som i en omdiskuteret bog kritiserer udviklingsbistand, der i hendes øjne gør afrikanske lande afhængige af pengestrømmen fra donorerne og giver deres regeringer en undskyldning for ikke at udvikle deres lande. De fleste penge havner hos dem, der arbejder i den udviklingsindustri, som hun beskriver som præget af overforbrug og hykleri. Da bogen udkom i 2009, forklarede hun i et interview med den britiske avis The Guardian, at ”mellem 1970 og 1998, da bistandsstrømmene til Afrika var på deres højeste, steg fattigdommen i Afrika fra 11 procent til svimlende 66 procent.” Altså den modsatte effekt af den angiveligt tilsigtede.⁶

Det store billede ændres ikke af, at kineserne nu er rykket ind og er begyndt at knalde noget hardcore infrastruktur op, mens vestlige donorer har flyttet deres bistand over i en blødere afdeling med akademisk snak og bløde projekter om menneskerettigheder, gender, god regeringsførelse, demokratisering – områder, som afrikanske ledere lytter med på, men sjældent tager alvorligt andet end ved at modtage pengene med glæde og måske oprette et ministerium til en af vennerne.

I dag går bistand fra Vesten ud på dyrt udsendt personale, dyre konsulenter, rejser og administration og i de myriader af konferencer og møder om bistand, som jeg vil dvæle lidt ved her, fordi de måske er selve essensen af den vestlige bistand. Jeg har deltaget i utallige af den slags møder og oplevet, at den praktiske lokale tilgang for længst er gået fløjten og er blevet erstattet af akademisk snak om strategier og koordinering og handleplaner, der aldrig kommer ret meget længere end til de mange ord og fine erklæringer. Ofte foregår møderne på dyre hoteller, hvor deltagerne med overheadprojektorer og PowerPoint holder lange taler i plenum og går sammen i arbejdsgrupper i flere dage, mens de netværker og snakker privat om hotellets beskaffenhed og kvaliteten af den gratis forplejning. Om aftenen og i pauserne udveksler de erfaringer om faciliteter, som har gjort særligt indtryk på dem, og det vil jeg så også gøre her og fortælle om det mest overdådige, jeg har oplevet til et bistandsmøde.

Det var et tredages møde for Danida-rådgivere og deres familier i Kenya, som foregik på den femstjernede Mount Kenya Safari Club med udsigt til sneen og gletsjerne på Kenyas højeste bjerg. Hotellet imponerede med eksorbitante luksus-buffeter tre gange om dagen og et fabelagtigt orkester, der spillede op til dans lørdag aften. Men det, som gjorde oplevelsen værd at berette om til forskel fra så mange andre luksusmøder, var, at jeg som ambassadeansat fik tildelt en suite til familien med et badekar, der var så stort og fikst indrettet, at man både kunne ligge og sidde i forskellige niveauer og endda stå op og have vand til halsen. Det havde jeg ikke prøvet før, så oplevelsen røg i kategorien uforglemmelig.

Mount Kenya-mødet var et internt Danida-møde, mens andre møder har været multilaterale med mange aktører. Og når jeg mistænker den slags møder for at være selve essensen af udviklingsbistand, vil jeg trække den videre og sige, at effekten findes i farverige konference-slutdokumenter og erklæringer og i, at møderne fungerer som behagelig adspredelse for deltagerne. Koordinering er der sjældent tale om, og hvis der er, så er det mellem enkelte organisationer, som finder det hensigtsmæssigt at gå sammen om at søge støtte hos donorerne. Normalen er, at de enkelte organisationer tager hjem og fortsætter deres særskilte fortælling om, at netop deres organisation er uundværlig. Det gør de, fordi der er hård kamp om bistandspengene. Derfor vrimler bistandsindustrien med kommunikationskonsulenter, som skal overbevise omverdenen om, at netop denne eller hin organisations arbejde er uundværligt.

Også Danida, som i egen vurdering er verdensmester i bistand, excellerer i positive fortællinger, der skal stille deres udmøntning af udviklingsbistand i et godt lys. Enten videregiver Danida selv historierne, eller også betaler de andre for at gøre det.

Eksempel: I november 2019 evaluerede et privat belgisk firma, ADE (Analysis for Economic Decisions) Danidas bistandssamarbejde med Niger, hvor vi nu bor. I evalueringen kunne man læse, hvor godt det danske bistandsarbejde i landet var, trods den udfordring, der lå i, at Danmark havde lukket sit repræsentationskontor i Niamey fem år tidligere og styrede bistandsprogrammet fra Burkina Faso. Læseren fik serveret Danidas standardbegrundelse for at være til stede i et modtagerland, nemlig at Niger hører til blandt de ’fattigste i verden’, fulgt af en gennemgang af bistandselementerne og en konklusion, der roste indsatsen trods besværlige forhold som korruption og stor mistillid til landets elite i den nigerske befolkning.

Med de sidste bemærkninger om korruption og mistillid kunne man forestille sig, at evalueringen ville foreslå lukning af Danmarks bistandsprogram, men nej: I stedet blev det anbefalet at genåbne repræsentationskontoret og fortsætte programmet i samme skala som før, hvor Danida i perioden 2009-2018 havde fokuseret på vand, landbrug og god regeringsførelse til i alt 641 millioner kroner.

Under læsningen hang et andet spørgsmål i luften, nemlig: Ændrer 64 millioner kroner om året noget i et land, der i forvejen får bistand fra store organisationer i Frankrig, USA, EU, FN-organerne og Tyskland, for at nævne de største?

Når jeg spurgte nigere, om det kunne mærkes, at Danmark havde været i landet, lød det enstonigt: ”Danmark? Har de været i Niger?” Kolleger fra andre organisationer var heller ikke imponerede. Der var for eksempel en franskmand, som tidligere havde arbejdet for Danida-programmet, som kaldte den danske indsats for ”lille og ubetydelig”.

Samme franskmand fortalte om sin oplevelse af danskerne, at de var ’behagelige’ (agréable), og det prædikat vil jeg tillade mig at hæfte på den belgiske evalueringsrapport, der tydeligvis var et produkt af behagelige hyggesnakker i København og på ambassaden i Ouagadougou med et par smutture til Niger. Rapportørerne er givetvis blevet modtaget af venlige nigerske embedsmænd, der ikke har haft grund til at kritisere den danske bistand, hvor lille den end har været.

Der er penge i fattigdom

Udviklingsbistand er en kæmpe industri, der giver arbejde til tusindvis af mennesker, som er så dyre i drift, at de koster langt mere end det, der når frem til dem, bistanden er møntet på, altså de fattige. Man kan sige, at der er tale om store lunser brød undervejs, der bliver til meget få krummer ved endestationen.

De mange ansatte i bistandsindustrien er en del af det, som den kenyanske forfatter og stifter af det anerkendte Pambazuka Press, Firoze Manji og hans medforfatter Carol O’Coill har kaldt en udviklingsmaskine, defineret som en enorm samling ”officielle agenturer, praktikere, konsulenter, lærde og andre eksperter, der producerer og forbruger viden om udviklingslandene, og som dels er drevet af et behov for organisatorisk overlevelse og dels af ideologiske mål.”⁷

Overlevelse går givetvis før ideologi for de fleste bistandsorganisationer, selvom det er det sidste, man skilter med, og for at omverdenen ikke skal opdage dette misforhold, har der udviklet sig en kultur af pseudoarbejde, hvor aktørerne i branchen taler bistandsjargon med ord som logframe approach, sectorwide approach, implementering, monitorering og evaluering, watsan og de måske lidt nemmere: god regeringsførelse, decentralisering, ligestillingsaspekter og hiv/AIDS-komponenten. Jargonen bruges hele vejen igennem en ’projektcyklus’ og altså helt fra starten, hvor donorerne ’designer’ programmer og projekter. Modtagerne i syd får nogle gange lov til at komme med input, men det er dem med pengene i nord, der lægger linjerne, som samlet set – for hele branchen – også kaldes bistandsarkitekturen.

Robert Calderisi kalder alt dette donorspeak og giver i sin bog The Trouble with Africa et par eksempler på, hvordan sproget kan oversættes:

At ’komplimentere’ en modtagerregering for dens ’bestræbelser’ (’efforts’) for at stabilisere økonomien betyder: De skulle have prøvet lidt bedre.” Referencer til ’initiale’ eller ’nylige’ succeser indikerer, at succesen skal tages med ’et gran salt.’ ’Initial’ kan også betyde, at donoren tvivler på, at det, som er startet, fortsætter, mens ’nylig’ er udtryk for donorfrustration over, at det har taget regeringen så lang tid at omsætte løfter til handling.²

Udviklingsmaskinen holdes altså i gang af bistandsfolk, der taler samme sprog og er i indbyrdes øjenhøjde, også ofte med repræsentanter for modtagerlandets regering og måske ligefrem med ministre og endog selve præsidenten. Dette sidste er en afgørende kvalitet for mange expats i bistandsindustrien, fordi kontakt med eliten i modtagerlandet giver status. Har man adgang til ministre og andre på høje poster, pirrer det selvværd og stolthed for bistands-m/k’en.

På ambassaden i Bamako osede de udsendte af betydningsfuldhed, når de fortalte, at de havde været til møde med en minister. Jeg blev dermed mindet om mit eget selvbedrag på danske ambassader, særligt i starten i Uganda, hvor jeg havde svært ved at holde næsen nede, når jeg kom ud fra et møde med en minister eller endog med selveste præsident Museveni. Dengang tænkte jeg: ”Her sidder jeg fynske bonderøv og har lige mødt en præsident.” Alene beruselsen ved at være tæt på magten bekræftede mig i, at bistand er vigtigt, og at vi alle gør et effektivt stykke arbejde for at afskaffe fattigdom. Det var ren indbildning og pseudoindsats.

Nogle bistandsfolk tjener og lever så godt, at et job i en anden branche ikke er attraktivt. Blandt dem finder man de kyniske, som kan finde på at sige, at ”der er penge i fattigdom!” og fnise bagefter. På et tidspunkt i Uganda snakkede min hustru, Claudine, og jeg privatøkonomi med et gift par fra den kategori. De var et tandempar, som det kaldtes, fordi de begge var udsendt til rådgiverjobs med den samme organisation i det samme land. De oppebar hver et godt stykke over 50.000 kroner om måneden, og det var mange penge dengang. Samtidig havde de alle udgifter betalt og mange år på bagen som rådgivere. De var altså godt ved muffen og lagde ikke skjul på det. De fortalte om boliger her og der og allevegne og om deres store biler og de mange rejser, som de havde råd til. Vi spurgte dem, hvor vi skulle placere vores egne penge, som styrtede ind på vores konto fra min høje ambassadeløn: I pensioner, aktier eller noget tredje? Manden svarede: ”I behøver ikke gøre noget. Bare kig på jeres kontoudtog hver måned og regn fremad.”

Blandt de folk i bistandsbranchen, der ikke lægger skjul på, at deres løn og frynsegoder er det vigtigste, er et evigt samtaleemne, hvor der er flest penge at hente. Så lander snakken for tiden på danske og norske statsorganisationer, som er blandt de bedst betalende. På NGO-siden er det organisationer som amerikanske CARE eller Norsk Flygtningehjælp. Organisationer, man skal holde sig fra, er Læger uden Grænser, franske ACTED eller irske Concern. Lønningerne her ligger i den helt lave ende.

Intet endeligt

Eftersom det vigtigste mål for bistandsorganisationer er overlevelse, oplever man sjældent exit-strategier i bistandsarbejdet, selvom en grundlæggende ide altid har været, at bistanden på et tidspunkt skal høre op, fordi modtagerlandet før eller siden skal kunne klare sig selv. I praksis forlænges de fleste programmer og projekter igen og igen med en begrundelse om, at fattigdommen stadig ikke er udryddet, eller at modtagerlandets regering endnu ikke er klar til at tage over. En mere simpel forklaring er, at bistand er lig med arbejdspladser. Det kan man forvisse sig om i alle større byer i Afrika, hvor det vrimler med nødhjælps- og bistandsorganisationer. I de største donor-darling-lande som Burkina Faso, Kenya, Mali, Mozambique, Niger, Tanzania og Uganda kan der være mange hundreder ansat i de internationale organisationer, ofte i en fordeling med cirka 85 procent lokalt ansatte og 15 procent dyre expat-udstationerede. For FN kan det f.eks. være 500-600 lokale og 80-90 expats i et agentur. Der skal stærke argumenter til at lukke ned for så mange mennesker.

Lukkes der endelig ned, kan det være af sparehensyn, som i situationen med Danmark, der trak sig ud af Benin (som tidligere beskrevet). Det kan også skyldes, at situationen er blevet ustabil på grund af borgerkrig, som i Elfenbenskysten, eller at modtagerlandets regering udvikler sig så eklatant udemokratisk, at det er uholdbart over for donorlandets befolkning, altså skatteyderne, at blive ved. Det var tilfældet under Togos tidligere diktator, Gnassingbé Eyadema, som donorerne trak sig væk fra. Sker der endelig en lukning, kan det senere observeres ved et konkret fysisk forfald i form af siloer, gamle lagerrum eller vandpumper, der er braset sammen. Overalt i Afrika hænger der rustne skilte på projekter, der er lukket, og som ingen har overtaget.

Der er også projekter, som lukkes af en organisation og overtages af en anden. Det gælder for vandprojektet i det østlige Uganda, som Claudine og jeg blev så følelsesberørte af, da vi oplevede, hvordan en vandpumpe kunne lette livet for en landsby og særligt for kvinderne. Det blev fra Danidas side lukket ned og overdraget til de ugandiske myndigheder, som ifølge aftalen var forpligtet til at vedligeholde installationerne. Det faldt snart fra hinanden. Vandpumper og latriner og andet udstyr gik i stykker, og efter nogle år rykkede andre organisationer ind og startede forfra, og sådan blev det ved. Der er vist ikke tal på, hvor mange ’nationale vandstrategier’ der er blevet lavet i Uganda, eller hvor mange internationale eksperter og rådgivere der har været ansat i tilsvarende projekter. At skaffe vand i afrikanske lande er ”arbejde for resten af livet”, som en dansk ingeniør med vand som speciale engang sagde. Der er altid kontrakter at vinde et eller andet sted på kontinentet, når vandprojekter starter op på ny.

Blandt bistandsfolk har det forhold, at projekter kører videre med andre organisationer, kastet morsomheder af sig. Det hedder for eksempel, at der kun findes to slags afrikanske veje, som så godt som altid er anlagt af udenlandske organisationer. Enten er de ’under construction’, eller også er de ’under destruction’, og i mange lande kaldes Vej- og Transportministeriet for ’Potholes Department’, både med henvisning til at huller i vejene giver vejprojekter, og som en antydning af, at penge ofte forsvinder ned i mørke huller.

Bistandsindustriens overlevelse er altså dybest set afhængig af to elementer: For det første donoren og for det andet, at fattigdommen bliver ved. Det ved bistandsarbejdere, det ved afrikanske eliter, og det ved de fleste afrikanere, og det begyndte vi at indse allerede i starten af 1990’erne, da vi en aften gik i nationalteatret i Kampala for at se skuespillet Thirty Years of Bananas. I det stykke lader dramatikeren Alex Mukulu en ugander spørge en hvid bistandsarbejder: ”Hvad skulle vi gøre uden jeres bistandspenge?” Den hvide spørger tilbage: ”Hvad skulle vi gøre uden jeres fattigdom?”

Alle i bistandsindustrien sejler i samme båd. Der er penge i det, og derfor er det bedre at spille komedie og lege fattigdom end at gøre noget ved det reelle problem, som er ledernes manglende empati og solidaritet, deres manglende vilje til at dele med deres befolkninger, altså deres elendige ledelse.

Lars Zbinden Hansen er korrespondent, journalist og forfatter til bogen På kanten af asfalten: Fra Kampala til Niamey og retur. Han har siden 1992 nået at snuse til 29 afrikanske lande og har en professional master i Afrika-studier.

1. Daværende udviklingsminister Søren Pind (V) og VK-regeringen besluttede i januar 2011 at lukke ned for bistandssamarbejdet med Benin efter 20 år i landet. Beslutningen blev bekræftet af SSFR-regeringen et år senere med en plan om, at Danmark skulle lukke alle bistandsaktiviteter i løbet af 2013 og være helt ude af landet inden udgangen af 2014.
2. Robert Calderisi: “The Trouble with Africa”, 2006.
3. Politicsweb, 7.4.2021: R.W. Johnson: “The gathering crisis in Mozambique”: www.politicsweb.co.za/opinion/the-gathering-crisis-in-mozambique,
4. DIIS Working Paper, 2009: 34 af Lindsay Whitfield: “Reframing the Aid Debate: Why aid isn’t working and how it should be changed”.
5. The Africa Report, 17.9.2020: Nic Cheeseman: “The rise of Africa’s new “old men”.
6. Dambisa Moyo: “Dead aid – Why aid is not working and how there is a better way for Africa”, 2009 og The Guardian, 19.2.2009: “‘Everybody knows it doesn’t work”: www.theguardian.com/society/2009/feb/19/dambisa-moyo-dead-aid-africa.
7. Firoze Manji and Carl O’Coill: “The Missionary Position: NGOs and Development in Africa”, International Affairs (Royal Institute of International Affairs, 1944), (July 2002): www.jstor.org/stable/3095891?seq=2#metadata_info_tab_content