Det familieretlige system er bygget på sand

Af Anonym far
Illustration af Julie Kordovsky

Der har været personangreb og ophidsede kommentarer på de sociale medier, siden mit lange essay om det familieretlige system udkom her i magasinet den 8. september. Det var forventeligt. Der har også været læsere, som har følt sig set i teksten, og det har varmet. Hvad der har manglet fra kritikernes side, er en saglig, veldokumenteret diskussion af de systemiske problemer, jeg beskriver. Det er nødvendigt, at vi tager debatten, så vi kan komme videre. For systemet, som det ser ud i dag, svigter både børnene og deres familier – det er ikke kun mig, der siger det.1

For at løfte fokus bort fra mig og min sag vil jeg opsummere nogle af de fundamentale problematikker, som mit forløb afdækker. Uden følelserne og uden de personlige refleksioner. For nok er min sag blot en enkelt “case”, som AnneLise Marstrand-Jørgensen påpeger på Facebook2, men det er netop i de enkelte sager, vi ser systemets tandhjul dreje, det er her, vi ser de skrevne og uskrevne spilleregler i aktion. Og nok er mit essay et partsindlæg, men jeg har lagt de oplysninger frem, som myndighederne har forholdt sig til, og deres udtalelser og afgørelser, samt begrundelserne herfor, er immervæk fakta. Al dokumentationen er i øvrigt gjort tilgængelig for Eftertryks redaktion.

Sidst, men ikke mindst, er min sag langtfra unik. I systemets optik er den faktisk på ingen måde dramatisk. Den blev behandlet som en såkaldt paragraf-6-sag, hvor parterne er uenige, men hvor der ikke foreligger komplekse problemer eller mistanker om vold, misbrug eller lignende. Ingen af myndighederne har i deres beslutninger lagt vægt på Rebeccas anklager mod mig. Afgørelserne, og deres begrundelser, afdækker derfor nogle typiske mekanismer og grundlæggende antagelser i det familieretlige system samt nogle interne spændinger mellem de to juridiske instanser på området, Familieretshuset og familieretten. Dem vil jeg skitsere nedenfor; mit løsningsforslag findes i epilogen til mit essay. Der er mange andre problemer på området, men jeg tror ikke, vi kan komme dem til livs, før vi har fået styr på det basale.

Den “faste base” splitter gode forældre op i A- og B-hold

Det mest fundamentale og stædige problem i det familieretlige system er i mine øjne antagelsen om, at børn har bedst af at have ét primært hjem og én primær forælder, i hvert fald så længe de endnu ikke er nået skolealderen. Det opsummeres ofte i begrebet “fast base”, som er en misvisende oversættelse af det engelske fagudtryk secure base fra tilknytningsteorien. Secure base betyder en “tryg” eller “sikker” base og henviser ikke til et sted, men til en primær tilknytningsfigur eller omsorgsdrager. Begrebet stammer fra dengang, mor stod for børnene og hjemmet, og far stod for alt det udenfor: arbejde, politik, etc. Idéen om den primære tilknytningsfigur og den faste base, hvis bureaukratiske udmøntning er den såkaldte bopælsforælder, er derfor anakronistisk og bidrager til kønsdiskrimination. I dag er det opfattelsen blandt de fleste eksperter i tilknytningsteori, at selv spædbørn godt kan være trygt knyttet til to (og muligvis flere) personer. Når et lille barn har to engagerede, kærlige og kompetente forældre, er de typisk begge to “sikre baser”.3

I mit essay har jeg redegjort for baggrunden for idéen om den primære tilknytningsfigur, som baserer sig på forældet psykologisk teori fra midten af forrige århundrede. Jeg har også grundigt dokumenteret, at den empiriske forskning i børnetrivsel viser, at antagelsen ikke holder stik, selvom der for de mindste børn er færre undersøgelser at trække på. I hvert fald ned til treårsalderen er der evidens for, at børn, der opholder sig nogenlunde lige meget hos begge forældre, trives lige så godt som, eller oftest bedre, end de, der bor mest hos den ene.4

Jeg har dokumenteret, at det forældede tankegods stadig spiller en afgørende rolle i dansk familieret ved hjælp af direkte citater fra en børnesagkyndig i Familieretshuset, fra en børnesagkyndig i familieretten og fra selve dommen i min første sag. Endvidere står der på Familieretshusets hjemmeside, at “Deleordninger passer bedst til børn i skolealderen.”5

Konsekvensen er, at myndighederne er tilbøjelige til at fravælge deleordninger – specielt for børn, der ikke er nået skolealderen, når deres forældre går fra hinanden. Og det er i den periode, at rigtig mange af samlivsbruddene sker. Det betyder, at man har en model, der apriori nedprioriterer det fælles forældreskab og i stedet splitter kærlige og kompetente forældre op i et A- og B-hold, stik imod den politiske ambition med 2019-reformen på det familieretlige område.6

I stedet kunne man tage udgangspunkt i en deleordning for børn i børnehavealderen og op, medmindre der er objektive forhold, der taler imod, såsom stofmisbrug, vold eller meget begrænset forælderinvolvering. Om der også skal laves deleordninger for børn i vuggestuealderen, må vi have en forskningsbaseret debat om. For spædbørnene kunne man lave planer, der gradvist bevæger sig mod en deleordning.

Winner takes all

Samværets omfang hænger sammen med den juridiske skelnen mellem bopæls- og samværsforælder. Når et par går fra hinanden, uden at barnets adresse ændres med begges samtykke, vil den forælder, der bliver på den gamle adresse, automatisk blive bopælsforælder. Det medfører blandt andet, at barnet skal bo hos denne forælder mindst halvdelen af tiden, og at vedkommende frit kan flytte med barnet inden for Danmarks grænser, blot det varsles i forvejen.7

Hvis der ikke bliver lavet en 7/7- eller lignende deleordning, så vil bopælsforælderen altid være den, der får mest tid med barnet. Under behandlingen af en samværsansøgning efter et samlivsbrud, der som oftest tager mange måneder, er det i udgangspunktet bopælsforælderen, som bestemmer omfanget af samvær.

Derudover er det standard med en såkaldt bortfaldsklausul i samværsafgørelser. Det betyder, at hele samværsforælderens normale samvær bortfalder, hvis det ligger bare delvist i bopælsforælderens ferie med barnet, for så vidt ferien ligger i skoleferien.8 Samtidig bortfalder det normale hverdagssamvær også helt, hvis det så meget som grænser op til samværsforælderens feriesamvær. Klausulen medfører, at der vil være lange stræk på op mod fire uger, hvor barnet ikke ser sin samværsforælder, mens det beskyttes mod tilsvarende adskillelser fra bopælsforælderen. Det bidrager yderligere til skævvridningen af forældrerollerne, og barnet ender med én primær omsorgsdrager i stedet for to. Dermed bliver barnet den store taber.

Etableringen af en bopælsforælder, som får mere tid med barnet, medfører, at barnet alt andet lige vil knytte sig mere til den forælder. Tid er lim i relationer; min datter har selv fortalt mig, hvordan det bliver sværere og sværere for hende at sige farvel til mor, desto længere tid de har været sammen. Systemet sørger altså for, at hvis der ikke var en primær tilknytningsfigur til at starte med, så kommer der det.

Konflikt betaler sig – for den ene forælder

Når udgangspunktet for sagsbehandlingen er, at der skal etableres et primært hjem, vil myndighederne forsøge at rangordne forældrene i forhold til deres betydning for barnet. Det er et ødelæggende spil, som de uenige forældre nødvendigvis må spille med på, hvad enten de har lyst eller ej, og det bidrager uundgåeligt til konflikt mellem dem.

Desværre rummer systemet også et direkte incitament til konflikt for den forælder, der umiddelbart står stærkest, når uenige forældre ender i Familieretshuset eller familieretten. Det kan være bopælsforælderen eller en forælder, der af den ene eller anden grund måtte have haft lidt mere kontakt med barnet tidligere, for eksempel i forbindelse med barsel. For en klar rettesnor i systemet er, at konflikt eller samarbejdsudfordringer mellem forældrene taler kraftigt imod en deleordning. Så hvis den ene part påberåber sig et højt konfliktniveau eller dårligt samarbejde, kan det blive udslagsgivende for en samværsafgørelse.

Selvom hensigten er at beskytte barnet mod en toksisk stridighed, er resultatet, at det familieretlige system i dag ofte belønner konfliktoptrappende adfærd hos den ene forælder og dermed reelt bidrager til polarisering af forældrene, til skade for barnet.

Forskning viser, at en vis grad af konflikt er meget almindelig i tiden omkring en skilsmisse, og at det er de sjældnere årelange og intense konflikter, der er et problem i forhold til deleordninger.9 Men ofte er der måder at beskytte barnet på, uden at det skal betyde, at det får mindre adgang til den ene forælder. Den nyeste forskning tyder på, at skilsmissebørns trivsel har mere at gøre med, hvordan forældrene navigerer i det fælles forældreskab, end hvordan barnet bor.10 Hvis forældrene har svært ved at samarbejde, så hjælp dem. Nogle lande bruger det hollandsk-udviklede program No Kids in the Middle, som har givet positive resultater for flere familier ramt af langvarige, højspændte konflikter.11 Andre gange kan det være nødvendigt at begrænse kontakten mellem forældrene til et absolut minimum, en metode, der kaldes “parallel parenting” og benyttes i flere lande til at muliggøre deleordninger ved uløselige forældrekonflikter.12 Lad ikke barnet bøde, hvis det kan undgås.

Status quo-princippet cementerer skævvridningen

En velment, men problematisk rettesnor i familieret dikterer, at myndighederne skal sikre så meget ro og kontinuitet for barnet som muligt. Både børnesagkyndige og jurister i mine sager har eksplicit lænet sig op ad dette status quo-princip i deres råd og afgørelser.

Når status quo-princippet parres med ideen om, at mindre børn skal have en fast base, cementeres skævvridningen af forældreskabet. Hvis et barns forældre går fra hinanden, før barnet kommer i skole, og myndighederne derfor træffer afgørelse om en 4/10- eller 5/9-ordning, betyder princippet nemlig, at det vil være svært at ændre på ordningen senere, så længe barnet trives. Det gør mange skilsmissebørn, når de først har vænnet sig til det skævvredne forældreskab.

Princippet betyder også, at lange sagsbehandlingstider stiller bopælsforælderen bedre, hvis forældrene har praktiseret en skæv samværsordning i den periode. Selv samværschikane, hvor barnet ikke udleveres til samvær i lange perioder, kan ende med at betale sig for bopælsforælderen.13 Det er et grotesk system, som belønner den slags adfærd, der næppe kan være i barnets interesse.

Systemet favoriserer stadig moren

Mænd og kvinder er ikke ligestillede i forhold til samværs- og bopælsafgørelser, hvilket blandt andet hænger sammen med principperne om fast base og status quo.

Af de flere end 250.000 børn i Danmark med forældre på to adresser har kun hvert syvende bopæl hos sin far14 – en skævvridning, der er endnu mere markant blandt børnehavebørn.15 En del af ubalancen skyldes forældrenes frivillige aftaler, der dog nok også er præget af den måde, systemet fungerer på. Men myndighedernes afgørelser har fulgt samme klare mønster: Ifølge en 10 år gammel undersøgelse fik faren kun bopælsretten i 36 procent af retssagerne.16 Der findes ikke nyere tal for samværs- og bopælsafgørelser, da hverken staten eller domstolene laver den slags opgørelser. Det svarer lidt til ikke at lave lønstatistikker separat for mænd og kvinder.

Uligheden har historiske rødder. Før forældreansvarsloven blev vedtaget i 2007, kunne myndighederne maksimalt fastsætte samvær i 6 ud af 14 dage.17 I praksis var der tradition for, at samværsforælderen kun fik samvær hver anden weekend fra fredag til søndag eller mandag samt en hverdag i modsatte uge, som der står i forarbejderne til loven.18 Det er ingen hemmelighed, at samværsforælderen oftest, og næsten altid for mindre børn, blev faren. Jeg kender ikke til data, der viser det direkte ud over tallene fra 2010. Men i forarbejderne til forældreansvarsloven fremgår følgende: “I praksis betragtes det som yderst uhensigtsmæssigt og utilrådeligt at fastsætte samvær de første 4 måneder af et barns liv, medmindre faderen forinden har opnået en særlig kontakt med barnet […] Samværet fastsættes indledningsvist typisk som nogle timer ad gangen med korte regelmæssige mellemrum, f.eks. 1-2 gange om ugen. Dette samvær udvides gradvist til dagsamvær for herefter at overgå til et normalt samvær med overnatning. Efter praksis fastsættes der overnatning, når barnet er omkring 2 år.”

Familierettens dom i min første sag fra 2019 viser klart, at retten stadig ikke mener, der bør fastsættes deleordninger for børnehavebørn, selvom de hidtil har boet sammen med begge deres forældre. Det er ikke bare en enkelt “case”, da den eneste begrundelse var barnets alder, hvilket er et objektivt kriterie, og enhver dom danner juridisk præcedens.

Antagelsen om, at børn har bedst af at have ét primært hjem, betyder, at systemet forsøger at presse et kunstigt hierarki ned over forældrene. Her vinder moren for det meste, specielt når barnet er mindre, fordi hun i de fleste tilfælde har ammet det og haft længere barsel og dermed mere tidlig kontakt – og sikkert også på grund af bias i systemet, der betyder, at moren stadig betragtes som en “mere primær” tilknytningsfigur for barnet end faren. Status quo-argumentet tilsiger så, at man helst ikke ændrer på den skæve samværsordning senere.

Når et system de facto begunstiger det ene køn på bekostning af det andet, er der tale om strukturel ulighed. Og grunden til denne ulighed beror i høj grad på den fortsatte brug af uddateret psykologisk teori.Selvom moren historisk har været anset for at være den vigtigste forælder for mindre børn, viser forskningen tydeligt, at det ikke behøver være sådan. I en kronik i Politiken fra den 27. oktober skriver professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet Dion Sommer, “Den nære aktive fader spiller nemlig en helt unik rolle for børns tilknytning og udvikling – hvis han ellers må eller vil.”

Dion Sommer forklarer, at evolutionen har selekteret for en ’homo pater’, altså en potentielt omsorgskompetent, nær faderfigur. Niveauerne af flere hormoner, der er relateret til omsorgsevne og sensitivitet over for nyfødte og spædbørn – laktose, prolaktin, oxytocin og østrogen – stiger nemlig markant hos engagerede fædre og kan nå samme højde som hos mødre, skriver forskeren.19

Vilkårlige afgørelser eller institutionel bias?

Forældreansvarslovens § 21, stk. 2, tilsiger, at der skal foretages “konkrete vurderinger” af omfanget af samvær i hver enkelt sag. Loven siger intet om, at deleordninger skulle egne sig bedst for børn i skolealderen. I min sag besluttede Familieretshuset i maj 2019, at vores treårige datter skulle bo lige meget hos sin far og mor, først og fremmest fordi hun var vokset op med os begge (status quo-princippet).

Familieretten, som nu er ankeinstans for Familieretshusets afgørelser, omgjorde den afgørelse alene på grund af vores datters alder. Ved at gøre alder til et selvstændigt kriterie for deleordninger forhindrede dommeren altså Familieretshuset i frit at foretage konkrete vurderinger, som loven foreskriver. Det er en principiel uenighed mellem de to instanser, men retten har det sidste ord. I mit tilfælde traf familieretten en reaktionær afgørelse, der bidrager til strukturel ulighed mellem fædre og mødre. Tidligere havde landsretten dog stadfæstet 7/7-ordninger for fireårige børn, hvilket blev forelagt for dommeren i min sag. Domstolenes afgørelser synes vilkårlige.

Tilbage står vi som familier uden klarhed eller retssikkerhed. Tydeligt er det dog, at vores familieretlige system ikke har fulgt med tiden og forskningen, men derimod stadig favoriserer en model, der skaber ulighed mellem kønnene og splitter kærlige og kompetente forældre op i A- og B-hold.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Se fx. https://politiken.dk/debat/kroniken/art8433132/Det-er-en-sk%C3%A6ndsel-at-den-ene-for%C3%A6lder-bel%C3%B8nnes-for-at-skade-den-andens-samv%C3%A6r-med-b%C3%B8rnene, https://politiken.dk/debat/kroniken/art8235772/Klienterne-v%C3%A6lter-ind.-Familieretshusene-er-en-skandale-og-det-er-v%C3%A6rre-end-nogensinde, Dahl, KM. Forældres tilfredshed med de familieretlige myndigheder – 1. opfølgning af udvikling efter reform af området i april 2019. VIVE, 2020. https://www.vive.dk/da/udgivelser/foraeldres-tilfredshed-med-de-familieretlige-myndigheder-15220/
  2. https://bit.ly/3wGfDkY
  3. Forslund, T et al. Attachment goes to court: child protection and custody issues. Attachment & Human Development 2021;11: 1-52. www: https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/14616734.2020.1840762

    Se i øvrigt https://politiken.dk/debat/kroniken/art8438561/Mit-syn-p%C3%A5-hvad-f%C3%A6dre-og-deres-b%C3%B8rn-kan-sammen-er-blevet-revolutioneret

  4. Der er lavet en række systematiske forskningsoversigter på området:

    Baude, A et al. Adjustment of children in joint custody and associated variables. Journal of Child Custody 2019;16: 313-338. www: https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/15379418.2019.1691106

    Steinbach, A. Children’s and Parents’ Well‐Being in Joint Physical Custody: A Literature Review. Family Process 2019;58: 353-369. www: https://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/famp.12372

    Nielsen, L. Joint versus sole physical custody: Outcomes for children independent of family income or parental conflict. Journal of Child Custody 2018;15: 35-54. www: https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/10502556.2018.1454204

    Blaasvær N, Nøkleby H, Berg RC. Hva er konsekvensene av delt bosted for barn? En systematisk oversikt. Rapport −2017. Oslo: Folkehelseinstituttet, 2017. www: https://www.fhi.no/publ/2017/hva-er-konsekvensene-av-delt-bosted-for-barn-en-systematisk-oversikt/

    Baude, A et al. Child adjustment in joint physical custody versus sole custody: A meta-analytic review. Journal of Divorce & Remarriage 2016;57: 338-360. www: https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/10502556.2016.1185203

    Bauserman, R. A meta-analysis of parental satisfaction, adjustment, and conflict in joint custody and sole custody following divorce. Journal of Divorce and Remarriage 2012;53: 464-488. www: https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/10502556.2012.682901

    Bauserman, R. Child adjustment in joint-custody versus sole-custody arrangements: A meta-analytic review. Journal of Family Psychology 2002;16: 91-102. www: https://content.apa.org/record/2002-00749-009

    De nyeste studier, som ikke er med i disse oversigter, men som finder tilsvarende resultater, inkluderer:

    Hjern, A et al. Mental Health in Schoolchildren in Joint Physical Custody: A Longitudinal Study. Children. 2021;8: 473. www: https://www.mdpi.com/2227-9067/8/6/473

    Hjern, A et al. Living arrangements after parental separation have minimal impact on mental health at age 7 years. Acta Paediatrica 2021;110:2586-2593. www: https://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/apa.15916

    Bergström, M, et al. Importance of living arrangements and coparenting quality for young children’s mental health after parental divorce: a cross-sectional parental survey. BMJ Paediatrics Open 2021: 5(1):e000657. www: https://bmjpaedsopen.bmj.com/content/5/1/e000657

    Bergström, M, et al. Children with two homes: Psychological problems in relation to living arrangements in Nordic 2- to 9-year-olds. Scand J Public Health. 2019; 47:137-145. www: https://journals.sagepub.com/doi/abs/10.1177/1403494818769173

    Bergström, M, et al. Preschool children living in joint physical custody arrangements show less psychological symptoms than those living mostly or only with one parent. Acta Paediatrica 2018; 107:294-300. www: https://onlinelibrary.wiley.com/doi/full/10.1111/apa.14004

  5. https://familieretshuset.dk/brud-i-familien/brud-i-familien/samvaerstyper
  6. https://www.ft.dk/samling/20181/lovforslag/L91/BEH1-20/forhandling.htm
  7. I praksis gør deleordninger det sværere for bopælsforældren at flytte langt væk fra samværsforældren, da systemet har en formodning om, at der ikke må være større fysisk afstand mellem de to hjem. Hvis bopælsforældren alligevel melder flytning, kan samværsforældren søge om ændring af barnets bopæl, men udfaldet er ikke givet på forhånd.
  8. Ifølge Familieretshuset tolkes skoleferiens start som fredagen før den mandag, mange skoleferier nominelt starter.
  9. Mahrer, NE et al. Does Shared Parenting Help or Hurt Children in High-Conflict Divorced Families? Journal of Divorce & Remarriage 2018;59: 324-347.

    https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/10502556.2018.1454200

    Nielsen, L. Joint versus sole physical custody: Outcomes for children independent of family income or parental conflict. Journal of Child Custody 2018;15: 35-54. www: https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/10502556.2018.1454204

  10. Bergström, M, et al. Importance of living arrangements and coparenting quality for young children’s mental health after parental divorce: a cross-sectional parental survey. BMJ Paediatrics Open 2021: 5(1):e000657.
  11. Se f.eks. Morris, E et al. The Family Ties Project: Implementing and Evaluating the No Kids in the Middle Intervention. Anna Freud National Centre for Children and Families 2020. https://www.annafreud.org/mental-health-professionals/our-help-for-children-and-families/our-clinical-work-and-projects/our-work-with-families-involved-in-legal-proceedings/no-kids-in-the-middle-uk/
  12. Se f. eks. Kruk, E. Parallel Parenting After Divorce. Psychology Today 2013. www: https://www.psychologytoday.com/intl/blog/co-parenting-after-divorce/201309/parallel-parenting-after-divorce
  13. https://politiken.dk/debat/kroniken/art8433132/Det-er-en-sk%C3%A6ndsel-at-den-ene-for%C3%A6lder-bel%C3%B8nnes-for-at-skade-den-andens-samv%C3%A6r-med-b%C3%B8rnene
  14. Børn og deres familier 2018. Danmarks Statistik 2018. https://www.dst.dk/da/Statistik/Publikationer/VisPub?cid=31407
  15. Ottosen, MH et al. Børn og unge i Danmark – velfærd og trivsel 2018. VIVE 2018. https://www.vive.dk/da/udgivelser/boern-og-unge-i-danmark-velfaerd-og-trivsel-2018-10762/
  16. Ottosen, MH og Stage, S. Dom til fælles forældremyndighed. En evaluering af forældreansvarsloven. SFI 2011. www: https://www.vive.dk/da/udgivelser/dom-til-faelles-foraeldremyndighed-4519/
  17. Evaluering af forældreansvarsloven. Familiestyrelsen 2011. www: https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/15131
  18. L 133 Forslag til forældreansvarslov, fremsat d. 31. januar 2007. https://www.ft.dk/samling/20061/lovforslag/l133/20061_l133_som_fremsat.htm
  19. https://politiken.dk/debat/kroniken/art8438561/Mit-syn-p%C3%A5-hvad-f%C3%A6dre-og-deres-b%C3%B8rn-kan-sammen-er-blevet-revolutioneret