Forstå Éric Zemmour. Hvor er Europas højrefløj på vej hen?

Den ekstreme højrefløjskandidat Éric Zemmour er blevet den mest omtalte figur i den franske præsidentvalgkamp. Han vinder næppe valget, men er lykkedes med at sætte dagsordenen. Hvad står han for? Hvor kommer han fra? Og hvad kan vi forvente os af Europas yderste højrefløj i den nærmeste fremtid? Nicolai von Eggers analyserer Zemmour som repræsentant for den yderste højrefløjs ideologi og dens fremtidige strategi.

Af Nicolai Von Eggers
Foto af Fabrice Perou (lettere omarbejdet)

Det yderste højre har længe været på fremmarch i Europa. I 2014 havde den yderste højrefløj på tværs af Europa mere end tredoblet deres stemmeandel sammenlignet med 1999, og der er ikke noget, der tyder på, at tilslutningen er dalet siden.1 Tværtimod har partier som Vox i Spanien, Chega i Portugal, AfD i Tyskland og FDI i Italien siden gjort deres indtog på den parlamentariske scene.

Det parlamentariske yderste højre var længe præget af en vis grad af demokratisk pragmatisme: Man accepterede de liberal-demokratiske spilleregler i tale og handling, og ønskede ikke at fremstå som ekstreme, når det kom til den politiske form. Dansk Folkeparti herhjemme er et godt eksempel. Policy-forslag kunne være ekstreme, særligt med drakoniske regler og smålige angreb på migranter og minoriteter, men man ikke lagde ikke op til at rokke ved den politiske form: Man var et parti på lige fod med andre partier, der kæmpede om stemmer og søgte indflydelse i et accepteret politisk system baseret på parlamentarisme og demokratisk repræsentation. Dette var i det mindste tilfældet i Vesteuropa, mens andre steder i Europa, blandt andet Ungarn, Polen og Grækenland, fortæller en lidt anden historie.2

Den franske præsidentkandidat Éric Zemmours ankomst på den store politiske scene markerer imidlertid en drejning i fortællingen om den yderste højrefløj i Europa. Zemmour repræsenterer, som den franske historiker og højrefløjsforsker Nicolas Lebourg har formuleret det, ”mere et verdenssyn end et politisk program.”3 Det er et verdenssyn, som er autoritært, som gør op med det liberale demokrati, og som, vil jeg argumentere for i den her artikel, ultimativt set er fascistisk.

Fascismebegrebet flyver rundt i den offentlige debat, og det er ikke et begreb, man skal bruge uforsigtigt. Jeg vil neden for argumentere for, hvorfor og på hvilke måder jeg mener, Zemmours verdenssyn er fascistisk. Jeg mener samtidig, det er vigtigt at bruge fascismebegrebet – og at bruge det præcist – når det kommer til at forstå tendenser på den nuværende europæiske yderste højrefløj. For med Zemmour og med de bredere tendenser på den europæiske højrefløj, som han inkarnerer, ser vi en vending fra en dybest set demokratisk (nogen vil sige populistisk) højrefløj til en højrefløj, der bevæger sig ind i ’det fascistiske rum,’ og som efter længe at have været ekstremt marginaliseret nu gør sin entré på den store politiske scene.4

I det følgende ser jeg nærmere på Zemmours verdenssyn og den store fortælling, Zemmour tilbyder. Jeg diskuterer derefter i hvilket omfang Zemmour kan ses som repræsentant for en moderne fascisme. Jeg afslutter artiklen med overvejelser over, hvad vi kan forvente os fra den yderste parlamentariske højrefløj i Europa de kommende år.

Zemmour og Den Store Udskiftning

Den ideologiske kerne i Zemmours politiske projekt er konspirationsteorien om Den Store Udskiftning. Teorien, som igennem en årrække har levet sit eget liv på den yderste højrefløj, hævder, at den europæiske (hvide, kristne) befolkning er ved at blive udskiftet med en ikke-europæisk (farvet, muslimsk) befolkning. Dette ses som et resultat af en større ’plan’, der i nogle udgaver af teorien skyldes en konspiration mellem arabiske ledere og europæiske eliter, og i andre versioner er et udtryk for en påstået naturlig tendens i islam til at ville erobre verden, overfor for hvilken såkaldt ’progressive’ kræfter i Vesten (intellektuelle, journalister, politikere) er nyttige idioter.5

Det grundlæggende element i teorien (et plot om eller en fare for at den ’europæiske’ befolkning er ved at blive udskiftet med en ’fremmed’) har været en integreret del af den yderste højrefløjs ideologi fra dens tidlige begyndelse. Adolf Hitler advarede i sine tidligste taler fra 1919 om en jødisk konspiration, hvis mål var at svække den ariske race, mens Madison Grant i 1916 udgav bogen, The Passing of the Great Race, i hvilken han argumenterede for strammere immigrationslovgivning og forbud mod racesammenblanding, hvis ikke den ”nordiske race skulle blive blandet med lavere eller uddø gennem race-selvmord.”6 Grants bog havde stor indflydelse i den vestlige verden, men var blot én blandt mange, der advarede om den vestlige civilisations forfald og mulige undergang.

Konspirationsteorien om en udskiftning af den europæiske befolkning havde sin storhedstid under den virkeligt eksisterende fascisme (1922-45), men levede også videre efter krigen. I 1976 udgav den franske historiker Pierre Chaunu La peste blanche (Den hvide pest), hvori han argumenterede for, at den vestlige verden er ved at ’begå selvmord’ gennem lave fødselsrater. I 1978 udkom William Luther Pierces fiktive The Turner Diaries (1978), der beskrev en fremtidig borgerkrig mellem hvide og deres fjender: jøder, farvede, ’liberale’ og politikere. Dette er blot nogle af de mest kendte eksempler på efterkrigstidens videreførelse af teorien, og begge bøger har længe været klassikere på den yderste højrefløj i henholdsvis Frankrig og USA.

Den moderne udgave af teorien, kendt som ’Den Store Udskiftning’, skyldes dog den ellers obskure franske forfatter Renaud Camus’ bøger L’Abécédaire de l’in-nocence (2010) og Le grand remplacement (Den Store Udskiftning, 2012). Sidstnævnte er en samling af taler, som Camus gav i perioden 2010-2012, hvor han forsøgte at promovere det yderligtgående parti In-nocence op mod præsidentvalget i 2012. Tilhængere af teorien forsøger ofte at fremstille teorien som et resultat af videnskab og seriøs research, men Camus’ argument er udelukkende baseret på anekdoter og personlige betragtninger (en dame skifter fortov; Camus er på ferieophold i en by, hvor han synes, der er mange farvede; Camus er blevet sur over sprogbrugen på tv, osv.).

Ikke desto mindre formåede Camus med begrebet om ’Den Store Udskiftning’ at sætte navn på en række spredte overbevisninger på den yderste højrefløj, der alle handlede om, at den franske (hvide, kristne, europæiske) befolkning i stigende grad var ’under pres’ fra en ikke-hvid, ikke-kristen befolkning og derfor ikke kunne leve sit liv som hidtil. Fjenderne i denne fortælling er både den ’fremmede’ befolkning og de politikere og intellektuelle, som retfærdiggør eller negligerer denne udvikling. Desuden er teorien kendetegnet ved, at man – i det mindste ud fra egen logik – kan afvise, at dette er et spørgsmål om racisme: Der er ikke tale om et offensivt, ekspansivt projekt, hvor man hævder den hvide races overlegenhed og søger at underlægge sig verden, som eksempelvis fascisterne i 1900-tallet og de liberale europæiske imperier i 1800-tallet havde gjort det. Det er et rent defensivt projekt, hvor man ’blot’ søger retten til at være sig selv og være i fred for den globaliserede verden (hvilket selvfølgelig er delvist naivt, delvist hyklerisk, når man tænker på den plads, Europa har i den globale orden, og i hvor høj grad vestlige levestandarder altid har været afhængige af global udbytning). Ikke desto mindre: Racisme er ifølge denne logik et kolonialt projekt, mens tilhængere af Den Store Udskiftning ’blot’ forsøger at forsvare deres egen kultur.

Teorien har længe været udbredt på den yderste højrefløj og har udgjort fundamentet for flere af de manifester, som blev udgivet i forbindelse med terroristiske massemord, som eksempelvis Anders Breiviks i 2011 og Brenton Tarrants i Christchurch, New Zealand, i 2019 (sidstnævntes manifest hedder kort og godt, The Great Replacement). Teorien var i hjertet af den ”Unite the Right”-demonstration, som blev afholdt i Charlottesville i 2017, hvor moddemonstranten Heather Heyer blev dræbt, og hvor mange demonstranter råbte med på sloganet ”Jews will not replace us.”

Men teorien er også ved at blive mainstream på den yderste parlamentariske højrefløj. Dette gælder ikke mindst i den nuværende præsidentvalgkamp i Frankrig, hvor Zemmour er åben tilhænger af teorien, men hvor den ’borgerlige’ kandidat Valèrie Pécresse også har brugt termen (hvilket hun dog også mødte en del kritik for). Zemmour benytter til gengæld termen ofte, blandt andet i præsidentvalgkampens første officielle tv-debat 14. marts. Som hos Camus, er Zemmours begreb om Den Store Udskiftning et vagt og ultimativt set falsk miskmask af demografi, personlige anekdoter og hævdelse af ’nationale’ værdier. Og som hos Camus benytter Zemmour begrebet til at tale om ’truslen’ fra muslimer i termer som ’invasion’, ’borgerkrig’ og ’selvmord’ – begreber der konstant svæver i et grænseland mellem en metaforisk og en meget virkelig vold.

Zemmour og Frankrigs historie

Zemmours bidrag til konspirationsteorien om Den Store Udskiftning er at væve den ind i et større samfunds- og historiesyn, og dermed gøre den til fundamentet i en ny stor fortælling om den franske og europæiske civilisations storhed, fald, nuværende udfordringer og mulige frelse.

Zemmour begyndte at gøre sig gældende i den offentlige debat i Frankrig på cirka samme tid, som Camus udgav sine nu berømte tekster. Zemmour arbejdede i 1980’erne og 1990’erne som journalist ved først Le quotidien Paris og siden den store konservative franske avis Le figaro. I denne periode udgav han også en række biografier om franske statsmænd som Balladur og Chirac, der ikke fik den store kommercielle succes. Omkring årtusindskiftet begyndte Zemmour i stigende grad at skrive opinionsstof, og han blev gradvist en fast deltager i debatprogrammer på radio og tv. Zemmours ultrakonservative synspunkter, hans tendens til at tale om civilisationernes og sædernes forfald, men også hans humor, gjorde ham til godt stof i sådanne programmer, der lever mere af blivende uenigheder end forsøg på at opnå en eller anden form for kvalificeret viden.

I 2006 udgav Zemmour så sin første debatbog, Le premier sexe (Det første køn), der var et angreb på, hvad Zemmour så som den gradvise feminisering af det franske samfund. I denne bog, hvis titel er en polemisk reference til Simone de Beauvoirs feministiske klassiker Det Andet Køn (1949), gjorde Zemmour sig til fortaler for traditionelle kønsroller. Manden var ifølge Zemmour naturligt et ”seksuelt rovdyr,” og kun et samfund baseret på mandens virilitet og kvindens femininitet ville være i stand til at overleve og reproducere sig selv.7 Zemmour forbinder i en klassisk racistisk trope dette direkte til ’truslen’ fra mandlige indvandrere, særligt fra Nordafrika, der i Zemmours øjne stadig besidder denne dyriskhed og dermed besejrer de svage franske mænd, som har underlagt sig kvindelige, ligestillingsidealer. Feminiseringen af samfundet er således grunden til den vestlige civilisations svaghed og forfald, og gør den til et let offer for den muslimske verdens ekspansion.

Zemmour har siden fulgt denne tese (som snarere er en blind overbevisning, der aldrig bliver afprøvet) op i en række bøger. I La mélancolie française (Den franske melankoli, 2010) genfortæller han den franske historie fra den tidlige middelalder og frem. Der er dog ikke tale om en kontinuerlig historieskrivning, men snarere om en række løse, essayistiske nedslag, hvor Zemmour skriver løst og fast om historiske personer og begivenheder. Zemmour forklarer således ikke dynamikker og udviklinger, men giver sig selv frit spil til at komme med sin personlige vurdering af diverse brudstykker af fransk historie.

Bogen er ren mytedannelse og har meget lidt hold i virkeligheden, hvorfor en gruppe franske historikere har set sig nødsaget til at gå i rette med Zemmours bevidste manipulationer og forfalskninger.8 Disse forskere har op til præsidentvalget udgivet korte og let læselige bøger, der påviser Zemmours ”forfalskninger,” ligesom de også har givet stribevis af interviews til tv og radio, skrevet debatindlæg og lavet en serie korte klip på YouTube, der nemt kan deles på sociale medier.9

I sine bøger postulerer Zemmour eksistensen af en kristen, fransk nation, som skulle have eksisteret siden Klodevig den Førstes kongerige, etableret i det femte århundrede. Denne nation er traditionel, homogen og består af ærlige individer, der alle kender deres plads i den sociale orden. Den ledes og defineres af store mænd, hvis moralske karakter er afgørende for udviklinger i fransk historie. Igennem århundreder har denne nation kæmpet en eksistentiel kamp mod ydre fjender og indre moralsk forfald, og gennem kamp sikret den fortsatte eksistens af den franske nation.

Zemmours historie er ren myte og overhovedet ikke historie. Denne homogene nation har aldrig eksisteret. Det vi i dag kender som Frankrig har siden det femte århundrede været befolket af et hav af grupper med forskellige sprog, kulturer og traditioner, der har blandet sig og vævet sig ind og ud af hinanden. Selve idéen om ’den franske nation’ er i høj grad et produkt af Den Franske Revolution i 1789, den blev udviklet gennem det politiske og uddannelsesmæssige system i løbet af 1800-tallet, og den blev på mange måder først konsolideret med den enorme mobilisering, kulturelle sammensmeltning og fælles traume som Første Verdenskrig bragte med sig. I hele denne periode var Frankrig en kolonimagt – et globalt integreret system, hvor varer, mennesker og kulturelle produkter konstant blev udvekslet og influerede hinanden. Den isolerede, selvberoende, hvide, katolske, franske nation har med andre ord aldrig eksisteret andre steder end i hovederne på ultra-nationalister som Zemmour.

Små detaljer som sandheden og lødig historieskrivning har dog ikke holdt Zemmour tilbage, og i 2014 udgav han Le suicide français (Det Franske Selvmord), som skulle blive hans helt store gennembrud. Ligesom Den franske melankoli var bogen en række historiske nedslag. Men denne gang behandlede Zemmour perioden fra 1968 og frem, og bogen havde den sigende undertitel ”de 40 år, hvor Frankrig blev besejret.” I bogen angreb Zemmour 68’erne, feministerne, de venstreorienterede, den politiske korrekthed, den seksuelle frigørelse, politikerne, meningsdannerne og i det hele taget, hvad Zemmour anså som et totalt socialt, kulturelt og politisk system, der underminerede den oprindelige franske nation (med dens autoritære, traditionelle religion og familiemønstre).

Zemmours kritik er siden blevet en del af mainstream – som i de evindelige angreb på ’woke-kultur’ og ’kulturmarxisme.’ Men de har deres rødder og får meget af deres mening fra et særligt verdenssyn, som Den Store Udskiftning er en version af. Det er den civilisatoriske trussel fra ’de fremmede’ og en ’fremmed’ civilisation, der gør den progressive elite så farlig i folk som Zemmours øjne. Den traditionelle franske nation kan ikke ignorere denne progressive elite eller bare leve deres liv i fred, for nationen og dens værdier er ved at blive udskiftet. Det er en ’invasion’, en ’borgerkrig’ og et ’selvmord’, hvor selve nationens eksistens er truet, og hvor denne nation bliver nødt til at vinde værdikampen (mod dens indre fjender) for at kunne mobilisere sig i kampen mod den civilisatoriske fjende.

Med Zemmour bliver Den Store Udskiftning således den helt store fortælling om Frankrig (og Europa) og dets historie, hvor enhver nutidig franskmands dårligdomme skyldes alliancen mellem de indre og ydre fjender, og hvor franskmanden kun kan få sit liv og sin værdighed tilbage ved at kaste sig ind i kampen for genfødslen af den franske nation.

Zemmour og Den Franske Højrefløjs Rødder

Som den franske historiker Laurent Joly har påpeget, trækker Zemmour på en længere journalistisk og intellektuel tradition på den yderste højrefløj i Frankrig, som går tilbage til skikkelser som Édouard Drumont (1844-1917), Maurice Barrès (1862-1923) og Charles Maurras (1868-1952).10 Denne inspiration handler om en stil, der er løs, apokalyptisk og tilsyneladende lærd, og som sjældent bliver så konkret, at argumenter nemt kan efterprøves og modbevises. Det er tekster, som er skrevet ud fra en meget stærk overbevisning, og som ikke er interesseret i en debat baseret på forskning og rationelle elementer. Det er en stil, hvor forfatteren, i kraft af at have skuet sandheden, hævder retten til at påstå eksistensen af konspirationer og forfald ud fra personlige anekdoter og halve samfundsvidenskabelige og historiske sandheder.

Men inspirationen handler også om indhold. Drumont, Barrès og Maurras var alle forfattere, der advarede imod den homogene og traditionelle franske nations snarlige undergang, og som var fortalere for en patriotisk kamp mod nationens fjender for at holde denne undergang på porten.11 De forsvarede et Frankrig, som var traditionelt, autoritært og katolsk.

For Drumont, Barrès og Maurras var det jøderne, der var den altoverskyggende fjende. I 1886 udgav Drumont bogen La France juive (Det jødiske Frankrig), der på trods af sine 1.200 sider blev en bestseller. Foruden at postulere eksistensen af en jødisk konspiration og jødisk undergravning af franske værdier, indeholdt bogen en liste med 3.000 navngivne jødiske personer. Drumont var desuden en af de ledende anti-dreyfusarder; en betegnelse for de folk, der støttede op om de grundløse anklager mod en jødisk officer i den franske hær, Alfred Dreyfus, der i 1894 blev dømt til at afsone livstid på fængselsøen Bagne de Cayenne ud fra Fransk Guyanas kyst for at være tysk spion. Sagen var en skandale, der splittede det franske samfund. I 1898 skrev den franske forfatter Émile Zola sit berømte indlæg, ”J’accuse,” hvori han beskyldte en række henved alle instanser i det franske system for at have begået overlagt justitsmord.

Dreyfus-affæren gav anledning til en bred og uforsonlig debat om, hvorvidt Frankrig var truet af en jødisk konspiration eller i det mindste en undergravning af franske værdier med jødedommen som et væsentligt element. Barrès og Maurras var ligesom Drumont inkarnerede anti-dreyfusarder, der så sig selv som frontkæmpere imod den jødiske trussel.

Truslen kom dog ikke kun fra jøderne i Drumonts, Barrès’ og Maurras’ øjne. Mindst ligeså væsentlig var deres alliancepartnere og de degenererede værdier, som gennemsyrede det franske samfund. Således kritiserede de voldsomt intellektuelle som Zola, hvis svaghed og eftergivenhed over for jøderne gjorde dem til forrædere, ligesom de også kritiserede politikerne og republikken med dens parlamentarisme og vattede lighedsidealer. I disse højreorienterede intellektuelles øjne var det eneste, der kunne redde Frankrig, en stærk leder, som kunne legemliggøre en nationalistisk bevægelse.12

Zemmour overtager fortællingen og stilen fra folk som Barrès og Maurras. Men Zemmour tilbyder også en ny version af denne historie. For ham er det ikke jøderne men muslimerne, der er hovedfjenden. Nogle gange omtaler han dette som en plan eller et plot, mens han andre gange nøjes med at hentyde til en udskiftning af den franske befolkning eller undergravning af franske værdier. I denne fortælling er den ”islamiske invasion,” (som han kaldte det i 2018, og som fik ham dømt for hadtale) kun muliggjort af en indre svækkelse af de franske værdier (det franske selvmord), og de intellektuelle og politikere, som muliggør denne invasion og nægter, at en sådan overhovedet skulle eksistere.

Zemmour forsøger derfor at genskrive den franske historie som en alliance mellem den franske nation og jødedommen. Men Zemmour, der selv er jøde, er også blevet kritiseret af flere jødiske organisationer for sin manipulerende omskrivning af fransk historie.13 Ifølge Zemmour har den franske nation aldrig været antisemitisk, og ethvert overgreb på jøder – som dem begået af Vichyregimet (det diktatoriske franske kollaboratørregime under Anden Verdenskrig), som Zemmour helhjertet forsvarer – fandt kun sted, fordi de var retfærdige. I Zemmours optik var Dreyfus en tysk spion, og justitsmordet på ham var derfor slet ikke et justitsmord, men den franske nation, der legitimt forsvarede sig mod sine fjender.

Zemmours forsøg på at redde sin mytologiske franske nation mod anklagerne om antisemitisme, hænger sammen med hans syn på borgerskab. Zemmour er ubetinget tilhænger af assimilation frem for integration. Ifølge ham er den franske nation åben for alle, der ønsker at være en del af den. Men det kræver, at man fuldt og helt fralægger sig alle sine hidtidige kulturelle værdier, og bliver gennemført fransk (i den altid lidt uklare definition af, hvad det vil sige). Eksempelvis vil Zemmour indføre et forbud mod ’udenlandske’ navne og kun tillade, at børn får ’franske’ navne.  Når jøder er blevet forfulgt igennem Frankrigs historie, er det således ikke fordi de var jøder, hævder Zemmour, men fordi de ikke var villige til at gøre sig helt og fuldt franske.

Det er således en sandhed med modifikationer, at Zemmours fremmedhad kun retter sig mod folk med muslimsk baggrund. Enhver der ikke er villig til at hengive sig til Zemmours definition af franske værdier – som inkluderer autoritære og traditionelle sociale roller – er ret beset fjender, som skal bekæmpes.

Zemmours fascisme

Er Zemmour fascist? Svaret afhænger selvfølgelig af, hvordan man definerer fascisme. Zemmour er åbenlyst ikke fascist i den forstand, at han skulle henvise positivt til Hitler eller Mussolini eller ture frem med armbind og nazi-regalier. Zemmour er heller ikke fascist i den forstand, at han er den ubestridte leder af en massebevægelse, benytter sig af ekstraparlamentarisk vold til at få indflydelse, eller står for en åbenlyst militær tilgang til politik og ledelse (om end Zemmour åbenlyst er meget glad for krig og hånlig over for enhver form for krigsmodstand).

Når jeg mener, det giver mening at kalde Zemmour fascist, er der tre grunde hertil: hans ideologi, den tradition han trækker på, og den regeringsstil han lægger op til.

For det første: Ideologi. En af verdens førende fascismeforskere, Roger Griffin, har arbejdet for at definere fascisme først og fremmest som en ideologi (på lige fod med andre ideologier som socialisme, liberalisme og konservatisme). Ifølge Griffin er kernen i enhver fascistisk ideologi, hvad han kalder ”palingenetisk ultranationalisme,” hvormed han mener genfødsel (palingenesis) af en mytisk og aldrig reelt eksisterende nation. Fascisme er fantasien om, at frihed eller det autentiske liv kun kan realiseres for så vidt som den ’oprindelige’ nation (sat i en dunkel fortid og med en mytisk eksistens) realiseres. Dette indebærer at strukturere samfundet i henhold til de idealer og sociale relationer, som denne mytiske nation skulle have haft, samt at ’rense’ nationen for alt, hvad der forurener den, modarbejder den og i det hele taget forhindrer den i at blive (gen)født.

Dette er selvfølgelig lidt skematisk sat op, og mennesker vil altid have mere rodede og nuancerede politiske overbevisninger. Men ikke desto mindre er dette en præcis beskrivelse af den fortælling, som Zemmour forsøger at skabe. Zemmour fremskriver i sine bøger en myte om en oprindelig og kontinuerlig fransk nation, der konstant har kæmpet for at reproducere sin eksistens i kamp mod dens indre og ydre fjender. Denne nation er vagt defineret ved stærke mandlige ledere, såkaldt traditionelle kønsroller, det franske sprog, fransk ’kultur’ og den katolske religion (Zemmour forsvarer eksempelvis massakren på tusindvis af protestanter på Bartholumæusnatten i 1572, fordi det var den franske nations kamp imod en fjende).

Denne nation har altid været under pres og haft svært ved at realisere sig. Men særligt grelt er det blevet siden 1968 og med de efterfølgende ”40 år, der besejrede Frankrig.” Derfor må dette Frankrig ’genfødes’ ved at finde tilbage til rødderne og bekæmpe den fjende, der har invaderet det (muslimerne) samt de forrædere (politikere, intellektuelle, feminister osv.), der modarbejder det.

Navnet på Zemmours parti, Reconquête! (Tilbageerobring), der henviser til de spanske kongers ’tilbageerobring’ af den iberiske halvø fra muslimske herskere i Middelalderen, er i den sammenhæng sigende. Zemmour taler om muslimer som invasionsstyrker. Han taler for deportering (’remigration’ i det nye højres newspeak), og holder sig generelt ikke tilbage for at betegne situationen som en borgerkrig. Hvor den eksisterende franske elite (i Zemmours ekstremt brede og vage definition) således har begået ’selvmord’ på den franske nation og promoverer den store udskiftning, iscenesætter Zemmour sig selv som en person, der vil stå for en genfødsel og generobring af fransk territorium for den franske nation.

For det andet: Tradition. Zemmour indskriver sig i en tradition, som ikke direkte associeres med den virkeligt eksisterende fascisme mellem 1922 og 1945. Zemmours inspirationskilder er ikke nazi-ideologer som Alfred Rosenberg eller race-(pseudo)videnskabsfolk som Madison Grant eller folk derimellem som Houston Stewart Chamberlain. Det er derimod intellektuelle debattører og kulturkritikere som Barrès og Maurras, der aldrig var selvbestaltede fascister eller blev kendte fascistiske referencepunkter.

Til gengæld er de en del af de langt bredere og mere løst sammensatte intellektuelle bevægelser, man nogle gange kalder ’Den Konservative Revolution.’ Betegnelsen dækker over en konservativ ideologi, som opstod omkring år 1900, og som i modsætning til andre grene af konservatismen var mere interventionistisk, radikal og revolutionær. Her var teorier om race udbredt, hvilket for disse intellektuelle ofte betød en åndelig eller kulturel race, som ikke nødvendigvis kunne påvises biologisk, men som ikke desto mindre opdelte folk og folkeslag i klart definerede grupper, der ikke skulle blandes eller have noget med hinanden at gøre.

Den virkeligt eksisterende fascisme var et stort telt, som inkluderede mange forskellige grupperinger og folk med relativt forskellige overbevisninger. Der var völkisch elementer, som dyrkede en anti-intellektuel folkekultur. Der var biologiske racister. Der var monarkister og mere traditionelle aristokrater. Der var særligt i nazismens tidlige fase rød-brune elementer som Strasser-brødrene og SA-lederen Ernst Röhm. Og så var der de konservative revolutionære – intellektuelle, der langt henad vejen argumenterede for en art aristokratisk genfødsel af nationen, hvis renselse ville lede til en åndelig og oprindelig livsførelse, hvor den naturlige, hierarkiske sociale orden ville blive genindført.

Folk som Maurras og Barrès indskriver sig i denne tradition. De var ikke fascister i den forstand, at de var medlemmer af eksempelvis nazist-partiet. Men de tilhører i høj grad den bredere fascistiske familie og intellektuelle tradition. En tradition, som vi har set, Zemmour indskriver sig i.

For det tredje: Regeringsform. Zemmour er ikke leder af noget masseparti eller anfører for paramilitære grupper, der forsøger at kuppe sig til magten, og er dermed åbenlyst ikke fascist i denne forstand. Samtidig sender Zemmour klare signaler om, at hvis han skulle blive valgt til præsident, har han til fulde tænkt sig at udnytte den enorme magt, som dette embede takket været Frankrigs gaullistiske forfatning tilbyder. Eksempelvis har Zemmour proklameret at ville indføre en ”kulturel undtagelsestilstand,” hvormed han mener en ”suspension af al retspraksis indført med henvisning til menneskerettighederne.”14 Zemmour har ligeledes proklameret, at når det kommer til at deportere Frankrigs muslimske befolkning, vil han gå udenom Conseil constitutionnel (forfatningsdomstolen, som har lagt op til at ville blokere en sådan politik som forfatningsstridig) og i stedet opnå mandat til sin politik via folkeafstemninger.15

Der er faktisk en lang tradition for en sådan regeringsform i Frankrig. Den går under navnet ’bonapartisme.’ Termen refererer særligt til regeringen under Napoleon III (Louis Bonaparte), der regerede først som præsident og siden som kejser fra 1848 til 1870. Det var en autoritær, centraliseret styreform med en stærk, karismatisk leder, støttet af militæret og en delvist ny-skabt elite baseret på konservativ socialpolitik men også på økonomisk fremgang og en aggressiv udenrigspolitik. Napoleon III var autoritær, men han var kommet til magten ved en folkeafstemning, og han benyttede sig flere gange af folkeafstemninger til at skabe legitimitet omkring sin politik. Det er således en styreform, der ikke er hverken liberal (med parlamentarisme og checks and balances) eller demokratisk (hvor folk aktivt tager del i regeringen af egne liv), men som ikke desto mindre hviler på en form for folkeligt mandat.

Der er ingen tvivl om, at Zemmour ser en sådan regeringsform for sig, som historikerne Nicolas Lebourg og Laurent Joly også har påpeget.16 Zemmour er begejstret for autoritære franske ledere som Napoleon, Pétain og de Gaulle. Og faktisk er det den institutionaliserede gauillisme i det franske system, som gør denne regeringsform både mulig og sandsynlig. Frankrigs forfatning blev indført i 1958 under de Gaulle, og den efterkom hans ønske om en stærk præsident, der kunne dominere et svagt parlamentarisk system. Denne tendens blev yderligere forstærket med valgloven i år 2000, som godt nok forkortede præsidentperioden fra syv til fem år, men som styrkede præsidentembedet ved at fastlægge parlamentsvalget til få måneder efter præsidentvalget, hvorfor valget til præsidentembedet er blevet den altoverskyggende faktor i fransk politik, og præsidenten er så godt som sikret et medgørligt parlament. Samtidig er der skabt præcedens for, at franske præsidenter indfører kontroversiel lovgivning per dekret (udenom parlamentet), hvilket blandt andet skete med Macrons reformer af arbejdsvilkår og pensioner i 2017 og 2020.

Den franske forfatning og regeringspraksis er selvfølgelig ikke fascistisk (også selvom den er temmelig autoritær). Men den har indbyggede mekanismer, som gør det nemt for en type som Zemmour at gøre systemet yderligere autoritært og regere udenom parlament og andre institutioner. Kombineret med Zemmours eksplicitte ønske om at regere bonapartistisk, kan det franske system således vise sig skræmmende medgørligt i forhold til at omlægge til en styreform (via ’stealth authoritarian’ virkemidler), som vi associerer med en fascistisk styreform.17

Zemmours ideologi, den tradition, han indskriver sig i, og den regeringsform, han lægger op til og potentielt vil have til rådighed, gør således Zemmour til en figur, man med stor rimelighed kan kalde for en fascistisk trussel.

Højredrejning og fascisme i Europa

Uanset hvor godt han klarer sig i præsidentvalgets første runde den 10. april, har Zemmour allerede haft effekt på den offentlige debat i Frankrig, som har foretaget en markant højredrejning. Et sigende eksempel var tv-debatten den 10. marts på TF1 mellem Zemmour og lederen af det borgerlige Les Républicains, Valérie Pécresse, hvor sidstnævnte konstant forsøgte at overbyde Zemmour i drakoniske tiltag, man kunne tage i brug over for indvandrere og muslimske franske statsborgere. Dette er en proces, som allerede har været i gang længe, og som forsker i den yderste højrefløj Aurelien Mondon har kaldt ’mainstreaming’ af den yderste højrefløj.18

Zemmours kandidatur har yderligere haft den effekt, at hele den politiske debat finder sted omkring den yderste højrefløj, og at Emmanuel Macron derfor kan nøjes med at positionere sig i forhold til højrefløjens talking points (som primært handler om indvandrere, muslimer og franske værdier), mens han kan ignorere spørgsmål om sociale vilkår, menneskerettighedsovertrædelser og manglen på demokrati, som er kritikpunkter rejst fra venstre og i forhold til hvilke, han står svagere.

Men Zemmour er også en del af en international højrefløj, som er på vej ind i en ny fase efter den første offensiv indledt omkring årtusindskiftet. Denne højrefløj har formået at konsolidere sig og blive en del af den offentlige debat, men – som vi eksempelvis har set det med Dansk Folkeparti herhjemme – som også leder efter en ny vej frem, hvis ikke den skal gå i stå og implodere.

En vigtig aktør i dette spil har været Rusland, der længe har finansieret højrefløjsstrømninger i Europa.19 Zemmour er flere gange mødtes med personer tæt på Putin, og sidste år var han inviteret med blandt andre Marion Maréchal (Marine Le Pens niece, der tidligere var tæt på Marine, men som står for en mere traditionalistisk linje, og som har brudt med sin kusine og åbent givet sin støtte til Zemmour) til international konference – et ’topmøde om demografi’ – arrangeret af Viktor Orbán.20 Zemmour er således en del af den ’brune’ eller ’sorte’ internationale, som Vladimir Putin og folk omkring ham længe har forsøgt at opbygge – om end den aldrig helt har materialiseret sig, blandt andet fordi den yderste højrefløj ikke har formået at vinde valg i Vesteuropa.21 Zemmour er således en del af et forsøg på at skabe en ’brun-sort’ internationale, der langt henad vejen er russisk finansieret. Den nuværende krig i Ukraine og antirussiske stemning i Vesten kan således vise sig at blive et stort problem for det yderste højre i Europa.

Men man skal også passe på med ikke at overgøre den russiske indflydelse. Zemmours prominente position skyldes i høj grad kræfter, interesser og penge internt i Frankrig. Zemmours valgkamp er finansieret af organisationen Les amis de Zemmour, en fundraiser, der skaffer midler fra vidt og bredt i de øvre luftlag i den franske forretningsverden. Den vigtigste person bag Zemmour er rigmanden Vincent Bolloré, der bedst kan beskrives som Frankrigs svar på Rupert Murdoch.22 Bolloré-gruppen investerer stort i alt fra fragt og olie, til oliven, gummi, planteolie og elektriske biler. Gruppen ejer også Bolloré Media, der blandt andet står bag CNews (Frankrigs svar på Fox News), hvor Zemmour indtil præsidentvalget har haft sit eget nyhedsprogram Face à l’info (som han dog ifølge fransk lov ikke må køre, så længe han er opstillet som præsident).

Men Zemmour er også skabt af det bredere medielandskab i Frankrig. Han har i mere end tyve år været tilknyttet Le Figaro, Frankrigs mest konservative og største avis med omkring 27 mio. månedlige læsere. Mange af hans bøger (dog ikke den seneste) er udkommet på Albin Michel, som er en stor og ellers seriøs udgiver, og som dermed har lånt Zemmour troværdighed. Zemmour er blevet inviteret i radio og tv på tværs af det franske medielandskab og er blevet sit eget brand. Af de opgørelser over indtjening, som franske præsidentkandidater ifølge fransk lov er pålagt at opgive, fremgår det, at Zemmour i 2020 havde en privat indtjening på over 700.000 € (over 5,25 mio. kr.) udelukkende på baggrund af bogsalg og honorarer.23

Zemmour er således et lokalt fransk fænomen, der samtidig er knyttet til et forsøg på at bygge en bredere og stærkere international højrefløj, der i stigende grad er bygget op omkring traditionalisme, ultranationalisme og autoritære tendenser.

Hvor er højrefløjen på vej hen?

Den europæiske højrefløj står ved en skillevej, hvor det mere ’moderate’, populistiske projekt fra 00’erne og 10’erne til dels har sejret sig selv ihjel, til dels har mistet noget af sin brod. Mit bud er derfor, at vi de kommende år ser en europæisk højrefløj, der er mere åbent autoritær, i højere grad vil kritisere og fornægte de liberal-demokratiske spilleregler, og som mere åbent vil begynde at promovere fascistiske konspirationsteorier som Den Store Udskiftning.  Zemmour er i den sammenhæng en paradigmatisk figur, fordi han markerer overgangen fra den populistiske højrefløj, vi kender, til en mere ekstrem højrefløj, der nu har meldt sig på banen blandt de parlamentariske kræfter i det vestlige Europa.

Mit bud er også, at højrefløjen er i en udvikling, hvor den er ved at blive mere ekstrem. Dette kan dog også gøre den mere sårbar, fordi det i stigende grad bliver legitimt at anklage den for ikke at respektere fundamentale demokratiske spilleregler og rettigheder.

Den virkeligt eksisterende fascisme var en sammensat bevægelse af forskellige grupper med forskellige – til tider overlappende, til tider modstridende – interesser, som dog forenede sig i racisme, antisemitisme og kampen mod liberale og socialistiske værdier. Det er væsentligt at have sig for øje, når vi diskuterer nuværende fascistiske tendenser. Folk behøver ikke udstråle fascisme fra hver en fiber i hver en muskel, før de gør sig selv til del af en bredere fascistisk bevægelse. Den nuværende yderste højrefløj er en sammensat størrelse med forskellige grupper med forskellige – til tider overlappende, til tider modstridende – interesser, der samler sig om racisme, islamofobi og kampen mod liberale og socialistiske værdier. Zemmours præsidentkandidatur markerer en ny fase, hvor den yderste højrefløj mere åbent og mere selvbevidst forsøger at opbygge et autoritært alternativ til den eksisterende orden.

Zemmour kommer næppe til at vinde det franske præsidentvalg – han står lige nu til omkring 10 pct. af stemmerne i første runde. Men præsidentvalgkampen har givet Zemmour og den yderste højrefløj i Frankrig en platform, der har bragt deres idéer ud i alle afkroge af Frankrig og hinsides nationens grænser. Zemmour har brugt denne platform til at forsøge at bringe begreber som ’den store udskiftning’ og en mere krigerisk islamofobisk retorik ind i mainstream. Det er idéer, som andre dele af den internationale højrefløj kommer til at kopiere. Det er derfor vigtigt at forstå, hvad begreber som ’den store udskiftning’ dybest set handler om, og hvilket verdenssyn, de trækker på, så man er klar til at modgå dem og ikke tillade dem nogen som helst legitimitet i den offentlige debat.

Print Friendly, PDF & Email

  1. Vasiliki Georgiadou, Lamrini Rori, Costas Roumanias, “Mapping the European Far Right in the 21st Century: A Meso-Level Analysis,” Electoral Studies 54 (2018), pp. 103-115. Open access: https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S026137941830026X

  2. Den polske politilog Adam Przeworski har betegnet denne proces og regeringsform som ‘stealth authoritarianism’ i Crises of Democracy (Cambridge Univerity Press, 2019); et begreb, som den brasilianske sociolog André Singer også har brugt til at forklare Bolsonaros regeringsform i Brasilien, cf. ”Jair Bolsonaro, Wannabe Dictator,” Le Monde Diplomatique (Juli, 2020): https://mondediplo.com/2020/07/05brazil.

  3. Nicolas Lebourg i Le Monde, 31. oktober 2021 og 7. februar 2022. https://www.lemonde.fr/politique/article/2021/10/31/l-extreme-droite-est-une-vision-du-monde-pas-un-programme_6100478_823448.html; https://www.lemonde.fr/election-presidentielle-2022/article/2022/02/07/nicolas-lebourg-construire-une-autre-offre-a-l-extreme-droite-francaise-a-cote-du-rn-a-toujours-echoue_6112669_6059010.html

  4. For begrebet om et ‘fascistisk rum’, se Steve Bastow “A neo-fascist third way: the discourse of ethno-differentialist revolutionary nationalism,” Journal of Political Ideologies (2002), 7:3, pp. 351-368.

  5. I den forstand ligger Zemmour tæt på det såkaldte Europæiske Nye Højre og den identitære bevægelse. Se også Nicolai von Eggers, ”Det Nye Yderste Højres Idéhistorie,” Eftertryk (30. oktober 2021): https://www.eftertrykket.dk/2021/10/30/det-nye-yderste-hoejres-idehistorie-et-koeligt-blik/, samt Mathias Hee Pedersen, Fascister i fåreklæder? (Baggrund, 2021). Der er skrevet mange artikler om forbindelsen mellem de to, mest for nyligt i L’Express (23. marts 2022): ”Comment Éric Zemmour a épousé les thèses des identitaires” og Libération (22. marts 2022): ”En reprenant le terme ’remigration’, Zemmour offre une victoire semantique aux identitaires” og herhjemme, Mathias Hee Pedersen, ”Den identitære bevægelse står i en krise, den måske ikke overlever,” Information (4. december 2021).

  6. Madison Grant, The Passing of the Great Race (Charles Scribner’s Sons, 1916), p. liii. For Hitler, se Stephen Whitfield, “Why the ‘Protocols of the Elders of Zion’ is still pushed by anti-Semites more than a century after hoax first circulated,“ The Conversation (2020): https://theconversation.com/why-the-protocols-of-the-elders-of-zion-is-still-pushed-by-anti-semites-more-than-a-century-after-hoax-first-circulated-145220

  7. Her citeret fra Astrides de Villaines, ”Zemmour candidat: on a relu son ‘Premier sexe’ et on a des questions à lui poser,” Huffpost, 30. november 2021.

    https://www.huffingtonpost.fr/entry/zemmour-candidat-on-a-relu-son-premier-sexe-et-on-a-des-questions-a-lui-poser_fr_61377eefe4b0df9fe27bb6e3

  8. Jeg har skrevet mere om dette i Information (26. marts 2022): Nicolai von Eggers, ”Historieforfalskeren.” https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2022/03/eric-zemmours-historiefortaelling-hviler-paa-grove-forfalskninger-viser-franske-historikere-hvilke

  9. Laurent Joly, La falsification de l’histoire: Éric Zemmour, l’extrême droite, Vichy et les juifs (Grasset, 2022), Colléctif Gallimard, Zemmour contre l’histoire (Gallimard, 2022), og på youtube: “Les historiens debunkent Zemmour.”

  10. Laurent Joly, La falsification de l’histoire (Grasset, 2022), p. 12.

  11. Laurent Joly, Naissance de l’Action française (Grasset, 2015).

  12. Maurras, som var det eneste af de tre, der levede længe nok til at opleve nazismen, var dog ikke nazist. Selvom han viste forståelse for visse af dens principper, var nazismen en tysk og dermed fremmed bevægelse, som ingen ret havde til at underlægge sig Frankrig. Maurras støttede dog det franske kollaboratør-regime regeret fra Vichy af Marskal Pétain, og blev mod slutningen af 1944 dømt for ”samarbejde med fjenden,” og forblev i fængsel til kort før sin død i 1952. Da dommen faldt udbrød Maurras: ”Det her er Dreyfus’ hævn!”

  13. Som bl.a. rapporteret i Le Monde, 25. oktober 2021, ”Eric Zemmour provoque le malaise chez les Français juifs”: https://www.lemonde.fr/politique/article/2021/10/25/eric-zemmour-provoque-le-malaise-chez-les-francais-juifs_6099780_823448.html

  14. Zemmour i Un quinquennat pour rien (2016) her citeret fra Arun Kapil, ”Fanning the Flames,” London Review of Books (2022) 44:4.

  15. Se bl.a. “Le Conseil constitutionnel a-t-il interdit de sanctionner un passeur de migrants, comme le dit Zemmour?” https://www.franceinter.fr/politique/le-conseil-constitutionnel-a-t-il-interdit-au-gouvernement-de-sanctionner-un-passeur-comme-le-dit-zemmour, og “Pour Éric Zemmour: ‘Le puple decide, et non le Conseil constitutionnel’”: https://www.lessurligneurs.eu/pour-eric-zemmour-le-peuple-decide-et-non-le-conseil-constitutionnel/

  16. Se bl.a. “Nicolas Lebourg: Éric Zemmour incarne un ‘nationalisme obsédé par la décadence,” L’Express (9. februar 2022): https://www.lexpress.fr/actualite/politique/nicolas-lebourg-eric-zemmour-incarne-un-nationalisme-obsede-par-la-decadence_2144164.html, og Laurent Joly citeret ovenfor.

  17. Se fodnote 2 ovenfor.

  18. Aurelien Mondon, The Mainstreaming of the Extreme Right (Routledge, 2013).

  19. Anton Shekhovtsov, Russia and the Western Far Right (Routledge, 2017), Marlene Laruelle, Is Russia Fascist? (Columbia University Press, 2021), se især kapitel 7.

  20. “Que font Éric Zemmour et Marion Maréchal en Hongrie?” TF1 (23. september 2021), https://www.tf1info.fr/politique/sommet-demographique-budapest-que-font-eric-zemmour-et-de-marion-marechal-en-hongrie-2197080.html; ”Quand les Russes choyaient Éric Zemmour,” Le Journal du Dimanche (5. marts 2022): https://www.lejdd.fr/Politique/info-jdd-quand-les-russes-choyaient-eric-zemmour-4097637.

  21. Se Laruelle, Is Russia Fascist?

  22. https://www.lemonde.fr/m-le-mag/article/2021/11/16/l-opa-de-vincent-bollore-sur-la-presidentielle_6102316_4500055.html

  23. Click to access DIA-Zemmour.pdf