Voldsidéer #5: Revolution

I al den tid, der har eksisteret menneskelige samfund, har der været optøjer, opstande og oprør fra slaver, fattige, bønder, hvor dele af befolkningen har rejst sig, angrebet magthavere, rejst krav. Med overgangen til moderniteten sker der noget afgørende med formålet bag organiseret politisk vold – vi går fra optøjer til revolution. Som praksis og idé rejser revolutionen to afgørende spørgsmål: bruddet med det bestående og skabelsen af det nye og ikke mindst voldens rolle deri. For netop den revolutionære vold skal retfærdiggøres – vi er nået til femte afsnit i serien om Voldsidéer. Du kan læse foregående afsnit i serien her.

Af Mikkel Thorup
Illustration af Julie Kordovsky

”Siden 1789 er vi blevet vant til at se alle omvæltninger som resultatet af eksplosioner og oprør, hver indrømmelse ses som opnået ved vold og hvert skridt frem skabt i kamp,” skrev den russiske skribent og frihedskæmper Alexander Herzen i 1857, ”så når der er tale om omvæltning, ser vi uvilkårligt efter den offentlige plads, barrikader, blod og bøddelens økse.”¹

Revolution er en af de store, epokedefinerende moderne praksisser og idéer. Det er, som Herzen observerer, rimeligt at sige, at den franske revolution i 1789 er emblemet på den moderne revolution, skabelonen og æstetikken for revolution – såvel som for kritikken og kontrarevolutionen, og at revolution vækker billeder af vold.

Eller måske vi rettere skal sige, at der i overgangen fra den europæiske feudalisme til det moderne samfund startede to revolutionstraditioner. I 1959, kun 3 måneder efter den cubanske revolutions sejr, var Fidel Castro i USA. Til en konference på Princeton Universitet sagde han, at hans revolution tog sin inspiration fra 1776 snarere end fra 1789 eller 1917,² dvs. fra den amerikanske snarere end fra den franske eller russiske revolution.³ Man kunne også sige, at det handler om befrielses-revolution (uafhængighed) versus frigørelses-revolution (frihed).

I realiteternes rodede verden er der selvsagt ikke så rene skillelinjer: f.eks. mimer den vietnamesiske uafhængighedserklæring fra 1945 skrevet af Ho Chi Minh den amerikanske 1776-erklæring i sit sprogbrug med flere passager kopieret ord for ord, ligesom den har en eksplicit reference til den franske revolutions erklæring om menneskets og borgerens rettigheder.⁴ Den kinesiske revolution kan på mange måder siges at være begge traditioner i én, og der findes da også en lille tekst af Mao Zedong om ”At rette forfalskede idéer om den amerikanske revolution” med fokus på det militærstrategiske niveau.⁵ Mange andre revolutioner, som f.eks. den cubanske, har elementer af begge: uddrivelsen af et regime med udenlandsk støtte til fordel for skabelsen af et nyt samfund, eller endnu mere markant i den algierske eller indiske revolution: opnåelse af uafhængighed fra kolonial undertrykkelse (befrielse) med ambition om at skabe nyt samfund (frigørelse). Virkeligheden passer ikke ind i dette binære skema, men som traditioner, referencer, symboler, slogans, skabeloner står de som forskellige revolutionære stier.

To af de afgørende spørgsmål, som revolution rejser, er bruddet med det bestående og skabelsen af det nye og ikke mindst voldens rolle deri. I det følgende vil kun de to spor i revolutionens brogede og mangfoldige historie blive undersøgt.⁶

I

I 1965, seks år efter den cubanske revolution skriver Che Guevara: ”Nutiden er en kampperiode, fremtiden er vor.”⁷ Samme tidlige intensitet ses i Lenins brev til centralkomitéens medlemmer den 24. oktober 1917, midt under den russiske revolution: ”Jeg skriver disse linjer den 24. om aftenen. Situationen er yderst kritisk. Det er soleklart, at udsættelse af opstanden nu virkelig er ensbetydende med døden […] Vi må ikke vente!! Vi kan tabe alt!! […] Regeringen vakler. Vi må gøre det af med den, koste, hvad det vil!”⁸ Dagen efter skriver Petrograd-Sovjetten for Arbejder- og Soldaterdelegeredes Militære Revolutionskomité:

Den Provisoriske Regering er blevet væltet. Statsmagten er overgået til Petrograd-Sovjetten for Arbejder- og Soldaterdelegeredes Militære Revolutionskomité, som står i spidsen for Petrograds proletariat og garnison. De mål, som folket har kæmpet for – en øjeblikkelig demokratisk fredsslutning, ophævelsen af jordejernes ret til jorden, arbejdernes kontrol med produktionen, dannelsen af en sovjetregering – disse mål er nu nået. ARBEJDERNES, SOLDATERNES OG BØNDERNES REVOLUTION LÆNGE LEVE!⁹

I al den tid, der har eksisteret menneskelige samfund, har der været optøjer, opstande og oprør fra slaver, fattige, bønder, hvor dele af befolkningen har rejst sig, angrebet magthavere, rejst krav. I en vis reduktion af den historiske kompleksitet kan vi dog sige, at de førmoderne oprør mestendels havde restaurativ og lokal karakter. De var rettet imod en særlig brutal herremand eller sherif, imod en kleptokratisk konge, det vil sige imod magthavere, som havde forbrudt sig imod sædvanen, og hvad der blev betragtet som den sociale ordens fordeling af ansvar og forpligtelser. Oprøret signalerede, at den gældende orden var blevet brudt fra oven og  krævede den genoprettet.

Med overgangen til den vestlige modernitet sker der noget afgørende med den organiserede politiske volds formål, vi kan karakterisere som overgangen fra optøjer til revolution. Denne udvikling signaleres også i en grundlæggende forandring af revolutionsbegrebet. Revolutionsbegrebet, som både Reinhart Koselleck og Hannah Arendt bemærkede i 1960’erne, henviser oprindeligt til ”en gentagelse eller en tilbagevenden til bevægelsens udgangspunkt. Ordet revolution betød oprindelig et kredsløb.”¹⁰ Men i og omkring den franske revolution ændrer begrebet indhold og kommer nu til at betegne den intentionelle skabelse af det helt nye; bortkastningen og afvisningen af det gamle til fordel for skabelse af det kommende. Deraf den tidlige intensitet i citaterne ovenfor. Revolution er et tærskeløjeblik, hvor det gamles åg, der ligger som død vægt på de levende, skal kastes af, for at det nye liv kan bryde frem og omskabe verden. Revolutionsbegrebets forandring signalerer altså en overgang fra oprørets genskabelse af det bestående til revolutionens nyskabelse af det fremtidige. Som den franske revolutionære Louis Auguste Blanqui skrev i starten af 1850’erne: ”Hvad mener vi med revolution? Ødelæggelsen af den eksisterende sociale orden, udryddelsen af borgerskabets åg, den fuldstændige frigørelse af folket, frihedens komme.”¹¹

Karl Marx skrev flere steder om overgangen mellem kapitalisme og kommunisme som ’fødselsveer’, der kunne være milde eller voldsomme alt afhængig af arbejderklassens udviklingstrin og borgerskabets modstand. Man kan nemlig ikke forstå revolutionens vold og voldsomhed uden at sætte den i relation til det eksisterendes samfunds ’normalvold’, dvs. den vold, der hersker i normaltilstanden under dække af ’ro og fred’ samt den kontrarevolutionære vold, enten i form af politiundertrykkelse før revolutionen samt politi- og militærreaktion under og efter revolutionen. Den tyske krigsteoretiker Carl von Clausewitz skriver et sted, at krigen først starter, når modparten modsætter sig. På samme måde opstår revolutionen kun, fordi den ønskede udvikling hindres og bekæmpes. Hvis udviklingen bare bliver accepteret, taler vi om ’reform’, ’fremskridt’, ’politik’. Når den hindres med vold, taler vi om revolution.

Lad os se det fra de revolutionæres side, i særdeleshed fra de franske revolutionære, der som nævnt ovenfor har givet os grundmodellen for en revolution. I slutningen af 1792 sagde jakobinernes leder, juristen Maximilien de Robespierre, at enhver revolution har en periode med væbnet opstand legitimeret af sit formål, men “endnu uden støtte i retfærdige love”. Henrettelsen af Ludvig den 16. skulle derfor finde sted øjeblikkeligt “for at plante en sund rædsel for folkets retfærdighed i tyranners sind” [la terreur salutaire de la justice du people] uden for lovens bogstav, men indenfor dens ånd.¹² Der var altså et betydeligt forlæg for Robespierre, da han i sin berømte og berygtede tale d. 5. februar 1794 om principperne for den politiske moralitet sagde:

Men, for at lægge grunden til og styrke demokratiet iblandt os, for at opnå et fredeligt regime for de konstitutionelle love, bliver vi nødt til at afslutte krigen mellem frihed og tyranni og heldigt gå gennem revolutionens stormvejr. Dette er nemlig målet for det revolutionære system, som I har organiseret. I skal altså fortsat afpasse jeres politiske adfærd efter de urolige omstændigheder, som republikken befinder sig i; grundlaget for jeres forvaltning bør være resultatet af den revolutionære regerings ånd sammen med de generelle principper for demokrati.¹³

Robespierre laver altså en klar distinktion mellem normaltilstanden karakteriseret ved ”det fredelige regime for de konstitutionelle love” og så undtagelses- eller grundlæggelsestilstanden. For Robespierre er undtagelses- og grundlæggelsestilstanden det samme i den konkrete historiske situation, men når normaltilstanden først er sikret, afsluttes grundlæggelsestilstanden, hverdagen institutionaliseres, bureaukraterne tager over fra de revolutionære, og undtagelsestilstanden bliver omdannet til en kriseinstitution frem for at udgøre det skabelsesøjeblik, revolutionen ifølge Robespierre er trådt ind i. For at opnå normaltilstanden og for at afslutte det revolutionære øjeblik med en ny samfundsform må revolutionens indre og ydre fjender bekæmpes. Endnu kan samfundet derfor ikke styres af konstitutionelle love. Robespierre fortsætter:

Udenfor omgiver alle tyrannerne jer; indenfor konspirerer tyranniets venner; de konspirerer, indtil forbrydelsen er frarøvet ethvert håb. I skal kvæle de indre og ydre fjender af republikken eller gå til grunde med den. Men i denne situation må imidlertid den første læresætning i jeres politik være, at folket skal ledes med fornuft og folkets fjender med rædsel. Hvis drivkraften for den folkelige regering i fredstider er dyden, da er den folkelige    regerings drivkraft under revolutionen på én gang dyden og rædslen: dyden uden hvilken rædslen er skæbnesvanger; rædslen uden hvilken dyden er afmægtig. Rædslen er intet andet end resolut, streng og ubøjelig retfærdighed; den udspringer altså af dyden; den er ikke i så høj grad et særligt princip som en konsekvens af demokratiets overordnede princip, anvendt til fædrelandets mest uopsættelige behov.

Det er blevet sagt, at rædslen er drivkraften for den despotiske regering. Kan jeres regering da sammenlignes med despoti? Ja, på samme måde som sværdet, der skinner i hænderne på frihedens helte, ligner det, som tyranniets følgesvende er bevæbnet med. At despoten styrer sine sløve undersåtter med rædsel; deri gør han ret, som despot. Betving I også frihedens fjender med rædsel, og I vil gøre ret deri som grundlæggere af republikken. Revolutionens regering er frihedens despoti mod tyranniet. Er magten da blot til for at beskytte forbrydelsen? Og er den ikke til for at ramme de hovmodige ansigter, som lynet er tiltænkt?¹⁴

En revolution er næsten pr. definition uretmæssig. Den er et brud med gældende ret og herskende standarder. Den søger at etablere en ny ret. Og derfor skal den forklare sig. Den skal forklare sin egen nødvendighed og retmæssighed. Problemet er, at revolutionens begrundelse forudsætter det, som revolutionen startes for at bringe til verden. De revolutionære skal overbevise sig selv og omverdenen om deres revolutions legitimitet. Det revolutionære øjeblik er derfor at forstå som en slags fortættet transformationsproces, hvor en følelse af akut vigtighed og eksistentiel udsathed kobles med en næsten manisk optagethed af at forklare og retfærdiggøre sig. Herunder ikke mindst at forklare forskellen mellem ’systemets vold’, der er en vold, der vil fortsætte for evigt, hvis ikke den foreløbige ’revolutionære vold’ sikrer en ny grundlæggelse af det samfundsmæssige med vold, men med ydre fred og indre ikke-vold som sit nye grundlag. Hver parts vold stiller modparten over for valget mellem at overgive sig eller eskalere volden. Men som Bertel Nygaard rigtigt bemærker, så bør ”vold ikke betragtes som det centrale, definerede særkende ved revolutionære hændelser”.¹⁵ Dertil er resten af verden for voldelig, ligesom det væsentlige ved revolution er dens mål, ikke dens metode. Vi har bare her fokuseret en smule på den revolutionære vold uden dermed at påstå en nødvendig sammenhæng.¹⁶ Revolutionens grundessens er i sin selvforståelse altid friheden og freden. Det er dens endemål. Vejen derhen er en anden sag.

II

Revolution er en mere skabende praksis end f.eks. oprøret eller tyranmordet. Om end der i revolutionære situationer ofte henvises til fordums frihed og dens genskabelse – som da amerikanerne under deres uafhængighedskrig henviste til deres ret til at være frie mennesker, en ret, der i samtiden blev undertrykt af briterne og som amerikanerne forlangte geninstalleret – er det væsentlige i revolutionen, at der gennem omstyrtelsen skabes noget nyt, der ikke var der før. Forudsætningen for frihedens mulighed er ikke som i tyranmordstraditionen sikret igennem fjernelsen af tyrannen (hvad alle revolutioner også forsøger), men kræver et opgør med det tyranniske system som sådan og skabelse af et ganske andet samfund. Det var, hvad de franske revolutionære opdagede, da de havde henrettet kongen. Hvilken styreform skulle man nu opfinde, når man stod uden konge og intet monarki havde?

Den proces, hvormed tyranmord og revolution viser sin forskel, er mest tydelig i Saint-Justs tale den 13. november 1792, hvor man endnu diskuterede, om man overhovedet havde retsgrundlag for at tiltale en konge, og om man havde en instans, der kunne dømme ham. Ud over de specifikke anklager imod denne konkrete konge – helt i tyranmordets ånd – sagde Saint-Just: ”Enhver konge er en oprører eller usurpator.”¹⁷ Enhver konge er en oprører. Der er derfor ingen kompromis med det eksisterende muligt. Kun det helt nye rummer legitimitet. Den russiske kommunistleder Lev Trotskij skriver i 1917:

Det store, afgørende spørgsmål for den russiske revolution var spørgsmålet om statsmagt, spørgsmålet om hvilken klasse der skulle kontrollere staten, og hvilken form staten skulle have. Enhver fase og tendens i revolutionen er indspundet i dette spørgsmål om statsmagt, enhver krise i revolutionen er en magtkrise. Inden for to uger efter omstyrtningen af zarvældet samt organiseringen af den provisoriske regering og sovjetterne for arbejdere, soldater og bønder opstod spørgsmålet om statsmagt, og det blev hurtigt det altafgørende emne, som alle andre emner kun var et udtryk for.¹⁸

Moderne politisk vold efter den franske revolution handler ofte om at ville skabe en helt ny orden, tage magten, erobre staten, udøve historieskabende kraft. Tyranmordet viger for revolutionen som den angribende volds legitimering, og dermed bliver det også fremtiden – det kommende, det, der skal skabes – snarere end fortiden og den naturlige orden, der bliver den afgørende legitimerende reference for voldens retfærdighed. På samme måde forøges det mål, som volden skal indløse, ganske kraftigt fra en lokaludgave af retfærdighed i tyranmordstraditionen til global retfærdighed, evig fred og andre universelle målsætninger i revolutionstraditionen.

Revolution er venstrefløjens voldsfantasi, ligesom borgerkrigen er højrefløjens, dvs. den voldelige aktionsform, der skaber ens primære forventninger til den kommende strid, dens fjendebilleder, handlingsforløb, æstetik. Revolution som voldsfantasi signalerer folket på gaden, masserne i bevægelse, den reaktionære kontrarevolutions skrupelløshed, indtoget i paladserne af dem, der altid har været forvist fra magten, retfærdig vrede selv i sit overdrev over for fredens og frihedens fjender.

Mikkel Thorup er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet

1. Alexander Herzen, ”Revolution in Russia”, s. 61-5 i Kathleen Parthé (red.), Alexander Herzen, A Herzen Reader, Evanston: Northwestern University Press 2012, citeret fra s. 62. For en samlæsning af den franske og russiske revolution se Arno J. Mayer, The Furies. Violence and Terror in the French and Russian Revolutions, Princeton: Princeton University Press 2000.
2. Thomas Meany, ”But I wanted a crocodile”, London Review of Books, 4. februar 2011, s. 27-8.
3. Primærtekster fra de tre revolutioner kan findes i Slagmarks revolutionsserie: Den amerikanske revolution, Aarhus: Slagmark 2012; Den franske revolution, Aarhus: Slagmark 2015; og Den russiske revolution, Aarhus: Slagmark 2017.
4. http://historymatters.gmu.edu/d/5139/.
5. Mao Zedong (uden årstal), ”On Correcting Mistaken Ideas on the American Revolution”, www.dtic.mil/cgi-bin/GetTRDoc?AD=ADA441442&Location=U2&doc=GetTRDoc.pdf.
6. En bredere og yderst læseværdig diskussion er at finde i Bertel Nygaard, Revolution. Masser af modstand, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 2012.
7. Ernesto Che Guevara, ”Socialismen og mennesket i Cuba”, s. 40-59 i Jan Stage (red.), Ernesto Che Guevara. Revolution. Artikler, taler og breve, København: Gyldendal 1968, citeret fra s. 55.
8. Vladimir Iljitj Lenin, ”Brev til centralkomitéens medlemmer, 24. oktober 1917”, s. 176-7 i Den russiske revolution, citeret fra s. 176, 177.
9. Petrograd-Sovjetten for Arbejder- og Soldaterdelegeredes Militære Revolutionskomité, ”Til Ruslands borgere, 25. oktober 1917”, s. 178 i Den russiske revolution.
10. Reinhart Koselleck, ”Historiske kriterier for det moderne revolutionsbegreb”, i Jeppe Nevers & Niklas Olsen (red.), Reinhart Koselleck: Begreber, tid og erfaring, Kbh: Hans Reitzels Forlag 2007, s. 86; Hannah Arendt, Om revolution, Aarhus: Klim 2012 [1963/1965].
11. Louis Auguste Blanqui, “Work, Suffer and Die”, s. 104-6 i Philippe Le Goff and Peter Hallward (red.), The Blanqui Reader. Political Writings, 1830-1880, London & New York: Verso 2018 [c. 1851-2], s. 104.
12. Citeret fra Ruth Scurr, Fatal Purity. Robespierre and the French Revolution, London: Chatto & Windus 2006, s. 223.
13. Maximilien Robespierre, “Report on the Principles of Political Morality”, i Paul H. Beik (red.), The French Revolution, London: Macmillan 1970 [1794], s. 279.
14. Robespierre i Beik, The French Revolution, s. 273-74.
15. Nygaard, Revolution, s. 139.
16. Se f.eks. Gene Sharp, From dictatorship to democracy, London: Profile Books 2012; Sroja Popvic, Blueprint for Revolution, London: Scribe 2015; Mark Engler & Paul Engler, This is an uprising. How nonviolent revolt is shaping the twenty-first century, New York: Bold Type Books 2016.
17. Louis-Antoine-Léon Saint-Just, “Tale, 13. november 1792”, i Michael Walzer (red.), Regicide and Revolution, Cambridge: Cambridge University Press 1972 [1792], s. 124.
18. Leon Trotsky, “The Struggle for State Power”, 1917, www.marxists.org/archive/trotsky/works/1917/state.htm.