Krigen i Ukraine: Hvad har vi gjort, og hvad kan vi gøre?

Ruslands invasion af Ukraine vil gå over i historien som en af de store krigsforbrydelser i det 21. århundrede, hævder Noam Chomsky i dette interview, der oprindelig er bragt i Truthout. De politiske hensyn, der fremføres af den russiske præsident, Vladimir Putin, retfærdiggør ikke en invasion af en suveræn nation. I lyset af den forfærdelige invasion bør USA ikke desto mindre vælge diplomati frem for militær eskalering, da sidstnævnte kunne udgøre en ”dødsdom for arten, uden sejrherrer”, argumenterer Noam Chomsky her for.

C.J. Polychroniou: Noam, Ruslands invasion af Ukraine har overrasket de fleste mennesker og sendt chokbølger igennem verden, selv om der var masser af tegn på, at Putin var blevet ret ophidset over NATO’s ekspansion mod øst samt Washingtons afvisning af at tage hans sikkerhedskrav og “røde linje” vedrørende Ukraine alvorligt. Hvorfor tror du, han besluttede at igangsætte en invasion på dette tidspunkt?

Noam Chomsky: Før jeg besvarer spørgsmålet, bør vi få et par ubestridelige fakta på plads. Det mest afgørende er, at den russiske invasion af Ukraine er en enorm krigsforbrydelse, der rangerer sammen med den amerikanske invasion af Irak og Hitler-Stalin-invasionen af Polen i september 1939, for nu at tage to fremtrædende eksempler. Det giver altid mening at søge forklaringer, men der er ingen retfærdiggørelse, ingen formildelse.

Nu til spørgsmålet. Det skorter ikke på skråsikre diagnoser af Putins forrykte sind. Den sædvanlige historie er, at han er fanget i paranoide fantasier, handler alene og er omgivet af krybende hoffolk af den slags, vi kender fra, hvad der er tilbage af det republikanske parti.

Strømmen af skældsord mod Putin kan være korrekt, men det er værd at overveje andre muligheder. Måske mente Putin faktisk, hvad han og hans medarbejdere har sagt højt og tydeligt i årevis. Det kan f.eks. være, at ”Da Putins hovedkrav er at få en forsikring om, at NATO ikke vil optage yderligere medlemmer, og især ikke Ukraine eller Georgien, ville der naturligvis ikke have været noget grundlag for den nuværende krise, hvis der ikke havde været nogen udvidelse af alliancen efter afslutningen af Den Kolde Krig, eller hvis udvidelsen var sket i harmoni med opbygningen af en sikkerhedsstruktur i Europa, der omfattede Rusland.” Disse ord er skrevet kort før invasionen af den tidligere amerikanske ambassadør i Rusland, Jack Matlock, som er en af de få seriøse Rusland-specialister i USA’s diplomatiske korps. Han konkluderer videre, at krisen ”let kan løses ved hjælp af sund fornuft […] Ifølge en hvilken som helst standard for sund fornuft er det i USA’s interesse at fremme fred, ikke konflikt. At forsøge at løsrive Ukraine fra russisk indflydelse – det erklærede mål for dem, der agiterede for ‘farverevolutionerne’ – var et tåbeligt og farligt forehavende. Har vi så hurtigt glemt læren af Cuba-krisen?”

Matlock er langtfra alene. Lignende konklusioner om de bagvedliggende problemer drager CIA-chef William Burns i sine erindringer. Koldkrigsstrategen George Kennans endnu stærkere standpunkt er på det seneste blevet citeret vidt og bredt. Det støttes også af den tidligere forsvarsminister William Perry og den kendte forsker i international politik John Mearsheimer. Dertil kommer adskillige andre figurer, der næppe kunne være mere mainstream. (I denne sammenhæng kan vi i øvrigt notere os det mærkelige begreb ”venstrefløjen”, der regelmæssigt hudflettes for sin utilstrækkelige skepsis over for ”Kremls linje”.)

Intet af dette er svært at forstå. Interne dokumenter, offentliggjort af WikiLeaks, viser, at Bush II’s hensynsløse tilbud til Ukraine om straks at blive medlem af NATO fremkaldte skarpe advarsler fra Rusland om, at den voksende militære trussel ikke kunne tolereres. Forståeligt.

For at være ærlig ved vi ikke, hvorfor beslutningen blev truffet; vi ved ikke engang, om den blev truffet af Putin alene eller af Det Russiske Sikkerhedsråd, hvori han spiller hovedrollen. Der er dog nogle ting, vi ved med rimelig sikkerhed, herunder det historiske forspil, der med nogen grundighed gennemgås af de netop citerede kilder, som har bestridt topposter på indersiden af planlægningssystemet. Kort sagt har krisen været under opsejling i 25 år. I al den tid har USA afvist de russiske sikkerhedsbekymringer med foragt, ikke mindst dets røde linjer: Georgien og især Ukraine.

Der er god grund til at tro, at denne tragedie kunne have været undgået, helt indtil sidste øjeblik. Med hensyn til hvorfor Putin lancerede den kriminelle aggression lige nu, kan vi spekulere, som vi vil. Men den umiddelbare baggrund er åbenbar. Man undviger derfor at forholde sig til den – men uden at bestride den.

Det er let at forstå, hvorfor de, der betaler prisen for forbrydelsen, kan opfatte det som en uacceptabel overbærenhed at undersøge, hvorfor det skete, og om det kunne have været undgået. Forståeligt, men forkert. Hvis vi ønsker at reagere på tragedien på en måde, der kan hjælpe ofrene og afværge endnu værre katastrofer, er det klogt og nødvendigt at lære så meget som muligt om, hvad der gik galt, og hvordan situationen kunne have været undgået. Heroiske markeringer kan være tilfredsstillende. De er ikke gavnlige.

Som så ofte før bliver jeg mindet om en lektie, jeg lærte for længe siden. I slutningen af 1960’erne deltog jeg i et møde i Europa med et par repræsentanter for Den Nationale Befrielseshær fra Sydvietnam (”Viet Cong” i amerikansk sprogbrug). Det skete i den korte periode, hvor der var intens folkelig modstand mod de forfærdelige amerikanske forbrydelser i Indokina. Nogle unge mennesker var så rasende, at de følte, vold var det eneste passende svar på uhyrlighederne: f.eks. at smadre vinduer på Main Street eller bombe træningscentre for reserveofficerer. Alt andet end medvirken til frygtelige forbrydelser. Vietnameserne så meget anderledes på sagen. De var stærkt imod alle sådanne aktioner. De præsenterede i stedet en anden model for effektiv protest: et par kvinder, der står i stille bøn ved gravene for amerikanske soldater dræbt i Vietnam. De var ikke interesserede i, hvad der fik amerikanske modstandere af krigen til at føle sig retfærdige og hæderlige. De ville overleve.

Det er en lektie, jeg ofte har hørt i en eller anden variant fra ofre for uhyrlige lidelser i det globale syd, hvilket er det primære mål for imperialistisk vold. Og det er en lektie, vi bør tage til os og tilpasse omstændighederne. I dag betyder det et forsøg på at forstå, hvorfor denne tragedie fandt sted, og hvad der kunne have været gjort for at afværge den. Endelig bør vi bruge disse erfaringer til at håndtere de aktuelle og kommende udfordringer.

Der er ikke tid til at endevende dette yderst alvorlige emne her, men gentagne gange har reaktionen på en reel eller indbildt krise været at række ud efter seksløberen i stedet for olivengrenen. Det er næsten en refleks, og konsekvenserne har generelt været forfærdelige – for de traditionelle ofre. Det er altid værd at forsøge at forstå, at tænke et skridt eller to fremad og spørge, hvad de sandsynlige konsekvenser af handling eller passivitet ville være. Det er selvfølgelig indlysende sandheder, men de er værd at gentage, fordi de så let bliver vraget i situationer, hvor berettiget harme raser.

De muligheder, der er står tilbage efter invasionen, er dystre. Det mindst dårlige er støtte til de diplomatiske muligheder, der stadig eksisterer, i håb om at nå frem til et resultat ikke langt fra, hvad der meget sandsynligt kunne være opnået for et par dage siden: neutralisering af Ukraine efter en østrigsk model og en version af Minsk II-føderalisme inden i landet. Det er meget sværere at nå nu. Og der må nødvendigvis være en nødudgang for Putin. Ellers vil resultaterne være endnu mere dystre for Ukraine og alle andre, måske næsten ufatteligt.

Alt sammen meget fjernt fra retfærdighed. Men hvornår har retfærdigheden sejret i internationale anliggender? Er det nødvendigt at tage de forfærdelige historiske vidnesbyrd op til fornyet overvejelse?

Om man kan lide det eller ej, er valgmulighederne nu reduceret til et grimt resultat, der belønner snarere end straffer Putin for aggressionshandlingen – eller den nærliggende mulighed for altødelæggende krig. Det kan føles tilfredsstillende at drive bjørnen op i et hjørne, hvorfra den vil lange ud i desperation — hvilket den kan. Men det er næppe klogt.

I mellemtiden bør vi gøre alt, hvad vi kan, for at yde meningsfuld støtte til dem, der tappert forsvarer deres hjemland mod grusomme aggressorer, og dem, der undslipper rædslerne, og de tusindvis af russere, der udsætter sig selv for store personlige omkostninger ved at protestere mod deres stats forbrydelser. Disse modige russere burde vi alle tage ved lære af.

Og vi bør også forsøge at finde måder at hjælpe en meget bredere klasse af ofre: alt liv på Jorden. Katastrofen i Ukraine kommer på et tidspunkt, hvor alle stormagter, ja os alle, må arbejde sammen om at håndtere den svøbe af miljøødelæggelse, der allerede koster dyrt og varsler noget meget værre, hvis der ikke hurtigt gøres en stor indsats. For at rette fokus mod det indlysende har IPCC netop udgivet den mest ildevarslende af sine regelmæssige vurderinger af, hvordan vi styrer mod katastrofen.

I mellemtiden er de nødvendige foranstaltninger gået i stå, endda slået i bakgear, da hårdt tiltrængte ressourcer nu afsættes til ødelæggelse. Og verden er nu på vej til at udvide brugen af fossile brændstoffer, herunder det farligste: kul.

En mere grotesk konjunktur kunne næppe udtænkes af en ondsindet dæmon. Det kan ikke ignoreres. Hvert øjeblik tæller.

C.J. Polychroniou: Den russiske invasion er i klar modstrid med artikel 2, stk. 4, i FN’s charter, som forbyder trusler eller magtanvendelse mod en anden stats territoriale integritet. Alligevel forsøgte Putin at give juridiske begrundelser for invasionen i sin tale den 24. februar, og Rusland nævner Kosovo, Irak, Libyen og Syrien som bevis på, at USA og dets allierede gentagne gange overtræder folkeretten. Kan du kommentere Putins juridiske begrundelser for invasionen af Ukraine og folkerettens status i tiden efter Den Kolde Krig?

Noam Chomsky: Der er intet at sige om Putins forsøg på at give hans aggression en juridisk begrundelse. Værdien er nul.

Det er naturligvis rigtigt, at USA og dets allierede overtræder folkeretten uden at blinke, men det giver ingen undskyldning for Putins forbrydelser. Kosovo, Irak og Libyen havde imidlertid direkte konsekvenser for konflikten om Ukraine.

Irak-invasionen var et skoleeksempel på de forbrydelser, som nazisterne blev hængt for i Nürnberg, ren uprovokeret aggression. Og et slag i ansigtet på Rusland.

I Kosovos tilfælde blev NATO’s aggression erklæret ”illegal, men legitim” (f.eks. af Den Internationale Kommission for Kosovo under ledelse af Richard Goldstone) med den begrundelse, at bombningen blev iværksat for at bringe serbernes grusomheder til ophør. Denne vurdering krævede en ombytning af kronologien. Beviserne er overvældende for, at strømmen af grusomheder var en konsekvens af NATO’s invasion: forudsigelig, forudsagt, forventet. Desuden var der diplomatiske muligheder, men de blev som sædvanlig ignoreret til fordel for vold.

Højtstående amerikanske embedsmænd bekræfter, at det primært var bombningen af den russiske allierede Serbien, der bremsede russiske bestræbelser på at arbejde sammen med USA om at konstruere en europæisk sikkerhedsorden. Omslaget til en mindre imødekommende linje fra Kreml blev siden accelereret med invasionen af Irak og bombningen af Libyen, efter at Rusland afstod fra at nedlægge veto mod en FN-sikkerhedsrådsresolution, som NATO kort efter overtrådte, til Ruslands forbitrelse.

Begivenheder har konsekvenser; de faktiske omstændigheder kan dog skjules i det herskende system for indoktrinering.

Folkerettens status ændrede sig ikke i perioden efter Den Kolde Krig, hverken i ord eller handling. Præsident Clinton gjorde det klart, at USA ikke havde til hensigt at overholde den. Clinton-doktrinen erklærede således, at USA forbeholder sig ret til at handle ”unilateralt, når det er nødvendigt”, herunder ”unilateral brug af militær magt” for at forsvare vitale interesser såsom ”at sikre uhindret adgang til vigtige markeder, energiforsyninger og strategiske ressourcer”. Hans efterfølgere har heller ikke keret sig om international lov. Ligesom det gælder alle andre, der kan overtræde loven ustraffet.

Det betyder ikke, at folkeretten er værdiløs. Den har på nogle stræk en vis anvendelighed, og det er en nyttig standard i nogle henseender.

C.J. Polychroniou: Formålet med den russiske invasion synes at være at omstyrte Zelenskij-regeringen og sætte en pro-russisk regering i dens sted. Men uanset hvad der sker, går Ukraine en skræmmende fremtid i møde pga. sin beslutning om at blive en brik i Washingtons geostrategiske spil. Hvor sandsynligt er det, at økonomiske sanktioner vil få Rusland til at ændre holdning til Ukraine — eller sigter de økonomiske sanktioner mod noget større, såsom at underminere Putins magtposition og Ruslands bånd til lande som Cuba, Venezuela og måske endda Kina selv?

Noam Chomsky: Ukraine har måske ikke truffet de mest velovervejede valg, men landet har heller ikke haft de muligheder, der er tilgængelige for de imperiale stater. Jeg formoder, at sanktionerne vil drive Rusland til endnu større afhængighed af Kina. Medmindre vi ser en gennemgribende kursændring, er Rusland en kleptokratisk petrostat, der er afhængig af en ressource, der skal falde kraftigt, hvis vi vil overleve. Det er ikke klart, om dets finansielle system kan holde til et skarpt angreb. Så meget desto mere grund til at tilbyde Rusland en nødudgang og finde en passende grimasse.

C.J. Polychroniou: Vestlige regeringer, mainstream-oppositionspartier, herunder Labour-partiet i Storbritannien, og de kommercielle medier har indledt en chauvinistisk anti-russisk kampagne. Målene omfatter ikke kun Ruslands oligarker, men musikere, dirigenter og sangere, og selv fodboldklubejere som Roman Abramovich. Rusland er endda blevet udelukket fra Eurovision i 2022 efter invasionen. Det er den samme reaktion, vi så efter USA’s invasion og efterfølgende ødelæggelse af Irak, var det ikke?

Noam Chomsky: Din spydige kommentar er helt passende. Og vi kan fortsætte listen med flere eksempler, der er alt for velkendte.

C.J. Polychroniou: Tror du, at invasionen vil åbne en ny æra med vedvarende konkurrence mellem Rusland (muligvis i alliance med Kina) og Vesten?

Noam Chomsky: Det er svært at sige, hvor asken vil falde – og det kan vise sig ikke at være en metafor. Indtil videre holder man hovedet koldt i Kina, som sandsynligvis vil forsøge at videreføre sit omfattende program for økonomisk integration af store dele af verden i sit voksende globale system. For nogle uger siden tilsluttede Argentina sig Kinas ”Belt & Road”-initiativ. Samtidig kan Kina se stille til, mens dets rivaler ødelægger sig selv.

Som vi har diskuteret før, er stormagtskonflikt en dødsdom for arten, uden sejrherrer. Vi befinder os på et afgørende tidspunkt i menneskehedens historie. Det kan ikke benægtes. Det kan ikke ignoreres.

C.J. Polychronious interview med Noam Chomsky blev oprindelig bragt i Thruthout d. 1. marts 2022.