Den nye fascisme

I de seneste år har Mikkel Bolt studeret fascismens genkomst i vores tid. I dette nye essay stiller han fremkomsten af neofascismen over for den kuldsejlede klassekamp og spørger, om fascismen er en form for sygdom i vores neoliberale psyke.

Af Mikkel Bolt
Forsideillustration: Profilo Continuo Trump og Mussolini¹

Genkomsten af voldelige identitære følelser næret af nationalisme, racisme og religiøs fanatisme gør det nødvendigt at stille spørgsmålet, om fascisme er noget andet end blot identificerbare fjender, vi kan bekæmpe. Er fascisme en form for sygdom, skjult i vores psyke, inden i vores udhulede neoliberale subjektiviteter? Fraværet af fascistiske massepartier (det indiske BJP er undtagelsen) må ikke forlede os til at tro, at fascismen er fraværende. Det er den ikke. Men den nye fascisme er anderledes end 1930’ernes modrevolutionære massebevægelser, den nye fascisme har et underligt udtørret eller hult udtryk med middelmådige poppede fascistiske politikere og desperate lone wolf killers, der tager sagen i egen hånd.

Efter flere end 40 års neoliberal global kapitalisme regerer markedet og individet stadig suverænt. Men kriserne synes at tage til i styrke. Det har åbnet døren for senfascismen, der er særlig velegnet til at udpege og kontrollere de racialiserede elementer af de farlige klasser: migranter, muslimer, mexicanere, jøder etc. Pandemien har blot forværret tingene og øget det økonomiske kaos. Forsyningskriser og fødevaremangel truer. For at undgå et virkeligt skifte væk fra det “stabiliserede dyresamfund” – dvs. de apparater og livsmåder, som producerer vores art som et dyr, der kun kan reproducere sig gennem lønarbejde og kapital – dukker fascismen op og mobiliserer et fragmenteret samfund gennem aggressiv nationalisme.²

Fascismen er en protest, en protest mod den lange neoliberale nedslidning af efterkrigstidens socialstat, eller en nostalgisk forestilling om denne tid.Vi har befundet os i en udstrakt økonomisk krise i flere end 40 år. I en lang periode blev krisen skjult under store mængder gæld og den lokale modernisering af Sydøstasien. Men i 2007-2008 blev krisen pludselig synlig for alle, og siden er den blevet ‘det nye normale’. Det, der startede som en finansiel krise, var i virkeligheden en længerevarende økonomisk krise, der hurtigt udviklede sig til en politisk og social krise, i takt med at regeringer var ude af stand til at justere deres politik, men blot fortsatte med mere af det samme – dvs. en ustabil blanding af at trykke penge (til bankerne) og skære ned på den offentlige velfærd. Resultatet var en yderligere udhuling af det nationaldemokratiske system, der lader til først og fremmest at tjene en lille finansiel elites interesser.

De sidste ti år har været kendetegnet af genkomsten af en global, omend fragmenteret protestbevægelse. Samtidig har en eksplosiv vækst af racistiske holdninger og fascistiske politikere og meningsdannere pustet nyt liv ind i nationaldemokratiet og de lejlighedsvise afstemninger og valghandlinger. De nye fascistiske ledere har meldt sig på banen og er nu med til at opretholde det nationaldemokratiske system, som de angiveligt kæmper imod. Fascismen er en protest, en protest mod den lange neoliberale nedslidning af efterkrigstidens socialstat, eller en nostalgisk forestilling om denne tid. De fascistiske ledere fremmaner et billede af en bedre tid før globaliseringen, arbejdsløsheden, flydende kønsidentiteter og de grupper, der truer den patriarkalske ordens naturlighed. Migranter, muslimer, jøder, sorte, kvinder, seksuelle minoriteter og ‘kulturelle marxister’ opfattes som årsagerne til et historisk og moralsk forfald, som de fascistiske ledere lover at gøre op med ved at ekskludere uønskede elementer og genskabe det ”oprindelige” fællesskab.

Men fascismen er også en protest mod protesterne. Som den sorte fængselsaktivist George Jackson forklarede i Blood in My Eye, er fascismen et præventivt modtræk til en mere radikal opposition til den neoliberale kapitalisme og kapital-stat-modellen.³ Fascismen blokerer den egentlige antikapitalistiske bevægelse, vi kan se i kimform i de mange protester, optøjer, multituder og demonstrationer, der finder sted i et spredt mønster over hele kloden.

Fascismen er et mikropolitisk fænomen, som er til stede overalt, ikke blot på statsniveau. Fascismen er til stede i familien, på kontoret, på cafeen og i skolen.Fra Wilhelm Reich og Deleuze og Guattari ved vi, at fascisme ikke blot er et spørgsmål om politiske ledere og partier, men også er et spørgsmål om mikropolitik og begær.⁴ Masserne begærer fascismen, de narres ikke til at støtte Trump, Le Pen eller Zemmour eller stemme Storbritannien ud af EU. Fascismen er et mikropolitisk fænomen, som er til stede overalt, ikke blot på statsniveau. Fascismen er til stede i familien, på kontoret, på cafeen og i skolen. Den er til stede, før den manifesterer sig som det, vi almindeligvis kalder fascisme. Som Deleuze og Guattari skrev, er fascismen “uløseligt knyttet til de molekylære brændpunkter, som breder sig og springer fra punkt til punkt – før de begynder at resonere sammen i den nationalsocialistiske stat”.⁵

Med Reich og Deleuze og Guattari kan vi forstå fascismen som et præeksisterende fænomen – synligt i behandlingen af indfødte amerikanere og afroamerikanere i USA (fra kolonialisme over slaveri til politidrab og massefængsling) – som transformeres til et (makro)politisk projekt. Fascistisk vold mod kvinder, afroamerikanere og minoriteter er nu et polisk program og findes ikke længere blot i ‘det private’ eller som den kapitalistiske reproduktions langsomme strukturelle vold. Hvidt overherredømme er nu et politisk projekt. Fascismens politiske vold er i gang med at blive organiseret og sat fri. Nu anerkendes den voldelige eksklusion af den anden som et politisk mål i sig selv.

Det fascistiske potentiale forsvandt aldrig helt. George Jackson og andre sorte revolutionære har påpeget, at fascismen fandtes selv under ‘det sociale kompromis’ i efterkrigstidens velfærdssamfund. I denne periode antog fascismen ikke form af politiske partier og blev ikke til statspolitik, men den var der hele tiden, det var bare et spørgsmål om perspektiv. Og hvor man kiggede hen.

Intet andet end identiteter

Der er blevet skrevet meget om de nye fascisters mobilisering af den hvide arbejderklasse. Trump, Salvini, Meloni, Le Pen, Zemmour, Pia Kjærsgaard og Thulesen Dahl har alle været i stand til at erobre en stor del af den såkaldte arbejderklasses stemmer ved valg. Denne udvikling er naturligvis knyttet til en historisk proces, hvor de store regeringsbærende socialdemokratiske partier videreførte den neoliberale sparepolitik med privatisering og nedskæringer. Men den har også at gøre med arbejderklassens forsvinden som livsform, som en levet relation forankret i organisationer, partier og kulturelle institutioner. Som G.M. Tamás har beskrevet, blev arbejderklassen i Europa og USA fra midten af det 19. århundrede en særlig kultur, der sammen med borgerskabet bekæmpede den gamle orden for at få magten til at styre den kapitalistiske økonomi.⁶ Den organiserede arbejderbevægelse i Europa forsøgte sjældent at ophæve pengeøkonomien og nationalstaten, men dedikerede sig til at forbedre arbejderes liv og opbygge en stor institutionel infrastruktur, hvorved den kunne presse den kapitalistiske stat til at forbedre arbejdsvilkår og udvide det politiske demokrati. I den såkaldt ‘udviklede’ (eller snarere ‘overudviklede’) del af verden ledte dette til skabelsen af efterkrigstidens socialstater, som vi kender så godt fra Danmark, hvor arbejde og kapital fandt fælles fodslag i voksende vækstrater. Adorno kaldte det “det klasseløse klassesamfund”.

Forbedringen af det arbejdende folks livsgrundlag – mere i løn, ferie, kulturtilbud, adgang til industrialiserede forbrugsvarer som køleskabe og jeans, hvad Debord kaldte “koloniseringen af hverdagslivet” – havde en slagside, nemlig at man opgav projektet om grundlæggende at ændre det kapitalistiske samfund. Ældre klassestrukturer blev afviklet, og klasserne syntes næsten at forsvinde, i takt med at store dele af arbejderklassen rykkede op og blev del af middelklassen. Som den franske filosof Jacques Ellul engang bemærkede, udviklede middelklassen sig til den usynlige klasse, der indoptog dele af arbejderklassen og udjævnede sig selv, skjulte sig selv som klasse og simpelthen blev til det moderne samfund.⁷ Det er historien om fremkomsten af livsformer, der universaliserer klassedominansen, gør den usynlig. Alle i den udviklede verden blev middelklasse. Eller sådan så det ud. Selv migrantarbejdere var velkomne, selvom de naturligvis stadig blev udsat for hverdagsracisme og diskrimination. Individuel frihed erstattede klassekamp, og forestillingen om revolution forsvandt lige så stille.

Maj ’68 var en social eksplosion, som delvist genintroducerede det revolutionære perspektiv og slog hul i den keynesianske drøm om et klasseløst samfund. Men revolutionen kom aldrig. Maj ’68 var en udvidet revolte, der forenede opstand, revolte og reform, hvor unge, kvinder og migranter afviste det fordistiske løn-produktivitets-kompromis og den nationaldemokratiske velfærdsstat. Afvisningen tog form af en bevidsthedsudvidelse, der varede flere år. Det var en delvis genopdagelse af den revolutionære proletariske offensiv fra 1917-1921, men uden etableringen af et egentligt revolutionært projekt om et kommunistisk samfund uden penge og stat. Maj-revolten nåede aldrig så langt, men blev i stedet til en serie delvist overlappende eksperimenter, hvor unge levede anderledes, afviste lønarbejde og forbrug, dvs. afviste kompromiset mellem den kapitalistiske stat og de organisationer, der repræsenterede arbejderne (i Vesten).

Afvisningen af det nye forbrugsliv, men også de prætentiøse gamle ledere – De Gaulle, Adenauer, Waldeck Rochet – som havde etableret det fordistiske kompromis, åbnede paradoksalt nok døren for en udvidelse af kapitalismen. Revolten blev knust, men også omlagt og indoptaget. Den ‘sociale’ dimension blev skilt fra det politiske indhold og brugt i et nyt akkumulationsregime. Autenticitet blev et neoliberalt nøgleord. Kravet om et nyt liv blev kanaliseret over i en desperat søgen efter individuel nydelse og hurtige identitetsfix. ’60’ernes eksperimenter blev forvandlet til en hedonistisk livsstilskultur, og politik blev opløst i erhvervsliv og finansmarked.

Perioden fra 1968 til 1974 var en overgangsperiode fra en moderne til en ‘postmoderne’ kritik, hvor der blev gjort op med en ældre systemkritik, forankret i arbejderbevægelsen og dens ideologi om arbejde og fremskridt. Kritikken blev udvidet med nye ikke-klassebaserede protestkulturer, der fokuserede på sociale roller og forholdet til naturen. Denne udvidelse, eller “brud i revolutionsteorien”, som Théorie Communiste benævner det, blev imidlertid hurtigt en svækkelse, idet idéen om et andet liv blev internaliseret i, hvad Giorgio Cesarano kaldte “kapitalens revolution”, hvor tidligere kulturer forsvandt og blev erstattet af en ny konformisme baseret på nem adgang til varer.⁸ Cesarano (men også Debord og Pasolini) forstod dette som installeringen af en ny type magt, der virkede inde fra subjektet. Lysten til at forbruge er en længsel efter en ordre, som aldrig er blevet udstedt. Den nye magt opløste den sidste rest af kollektivitet i arbejderkulturen og rullede den røde løber ud for en ny forbrugsbaseret individuel livsstil. I dag er vi kun sammen, for så vidt vi er adskilte. Idéen om et andet fællesskab dukkede kortvarigt op i ’68, men forsvandt hurtigt igen, og nu er vi igen overladt til ‘repressiv tolerance’, dvs. nationalstaten, familien, den private ejendom eller individet med et ‘frigjort’ sexliv.

Arbejderen forsvandt. Han blev efterladt af venstrefløjen, fristet af løfter om fast arbejde og adgang til billige varer. Drømmen om en verden, hvor enhver ny generation (i Vesten) kunne få mere, var illusorisk.Arbejderklassen forsvandt. Men klassekampen forsvandt ikke. I de sidste 50 år har den herskende klasse tilranet sig mere og mere rigdom fra et system, der producerer mindre og mindre værdi. Arbejderbevægelsens styrke var i efterkrigsperioden baseret på de høje profitrater, som blev delt mellem arbejde og kapital. Men perioden siden 1970’erne har været karakteriseret af kapitalistklassens stædige afvisning af at dele. Resultatet er, at flere og flere globalt er blevet ekskluderet fra lønarbejdet og kæmper for at overleve uden for økonomien. Det er senkapitalismens verden. Hvor fascismen lover at berige nationens ‘rigtige’ borgere; altså de hvide amerikanere, de rigtige franskmænd, de etniske danskere etc. Muslimer, migranter, inklusive børn af indvandrere, skal ikke regne med noget, og allerhelst skal de ud, væk, et andet sted hen, “hjem til der, hvor de kommer fra”. De er nemlig ikke del af folket. Der er færre ressourcer, men de, der er medlem af det rigtige fællesskab, skal nok få adgang til det, der er tilbage, når den herskende klasse har taget sin andel. Det er senfascismens løfte.

I denne situation fremstår ethvert forsøg på at genskabe arbejderklassen parodisk. Det er da også nemmere at fremmane et billede af et tabt nationalt fællesskab. Ikke mindst fordi det er nemmere at personificere de farlige parasitære elementer, der truer “vores” velfærd og fællesskabets velbefindende. Visualiseringen af den kapitalistiske akkumulations abstrakte bevægelser kan ikke hamle op med fascismens pseudo-konkretioner: dér er din fjende, se hans mørke hud, underlige tøj og mærkelige opførsel. Trump, Salvini, Orbán, Martin Henriksen og Morten Messerschmidt skaber alle et ‘folk’ ved at stigmatisere sorte, mexicanere, romaer, muslimer eller migranter.

Det senkapitalistiske samfunds indholdsløshed er skjult ved højlys dag. Arbejderklassen er forsvundet. I dag er ‘arbejder’ en politisk identitet, der kanaliserer had mod fremmede. Klassekampen er blevet til dårlig identitetspolitik, og den gamle dikotomi mellem højre og venstre er blevet meningsløs, en beholder for de tømte nationaldemokratiers skuespil. Manipulation og løgne er faste ingredienser. Politik har stået i erhvervslivets tjeneste så længe, at den eneste løsning er at genintroducere groteske fascistiske fantasier, der præsenterer sig som alternativer, men blot bekræfter de demokratiske institutioners tomhed og udsætter opgøret med pengeøkonomien og nationalstaten i det uendelige. Religiøs overtro og nye-gamle former for nationalisme boomer, og ikke kun i den svækkede hegemon, USA. Stort set overalt går Facetunes umiddelbare tilfredsstillelse hånd i hånd med mere og mere tåbelige påberåbelser af truede fællesskaber. Det spektakulære samfund er den perfekte scene for nostalgiske og voldelige genopførsler af imaginære sociale relationer.

Arbejderen forsvandt. Han blev efterladt af venstrefløjen, fristet af løfter om fast arbejde og adgang til billige varer. Drømmen om en verden, hvor enhver ny generation (i Vesten) kunne få mere, var illusorisk. Det var alligevel kun for de udvalgte. Og nu er kapitalens destruktion vendt tilbage i det gamle centrum. “Fattigere end deres forældre” var titlen på en rapport fra McKinsey Global Institute, der udkom i 2016. For første gang siden 1950’erne kan unge i Vesten se frem til et liv, hvor de får mindre end deres forældre.⁹

I dag er alt identitet, selv klasse. Med en let omskrivning af Stuart Hall kan vi sige, at identitet er den modalitet, hvorigennem klasse leves. Intersektionalitet står som et sigende udtryk for denne situation, umuligheden af teoretisk og politisk at håndtere og overvinde denne adskillelse. Proletariatet er fragmenteret, opsplittet og ude af stand til at udgøre en bevægelse. I dag er klassekomposition klasse-dekomposition. Og det er tilsyneladende svært at mobilisere en utilfreds masse som andet end en racistisk hob.

Tag de Gule Veste i Frankrig. Det er vitterligt en sammensat bevægelse. Den startede som en protest mod højere benzinafgifter med besættelser af rundkørsler i provins-Frankrig. Den opstod på baggrund af online-diskussioner og havde ingen forbindelse til fagforeningerne eller andre af venstrefløjens organisationer. Det symbol, demonstranterne samledes om, var ikke et rødt flag, men den gule vest, der er lovpligtig at have i bagagerummet af sin bil i Frankrig. Den gule vest gjorde demonstranterne synlige i en verden, hvor de er dømt til usynlighed og social elendighed. Bevægelsen var vendt mod Macron og den finanselite, han repræsenterer, men afvisningen blev ikke kanaliseret ind i nogen politisk repræsentation. Det var ikke muligt. Demonstranterne ville ikke give køb på deres benzinbaserede liv. Og de var imod systemet. Det var en reaktion. Bevægelsen mobiliserede både mennesker, der var ved at miste grundlaget for deres tidligere liv, og mennesker, som ønskede noget andet. Men der var ikke nogen reelle krav eller forsøg på at præsentere en vision om et alternativ til den nuværende misere. Det var sigende, at demonstranter både flagede med det franske flag, men også vandaliserede Triumfbuen.

Pointen er selvfølgelig, at vi befinder os i en situation, hvor det er svært at bevæge sig fra utilfredshed og identifikatoriske udsagn til et revolutionært perspektiv. De Gule Veste og de andre protestbevægelser leder efter visioner, men har ikke formået at finde nogen og kan derfor kun afvise. Afvise den nuværende (u)orden. Det var det samme, vi så under George Floyd-revolten i USA i sommeren 2020: ingen krav, men et direkte angreb på staten i form af politiet.

Læren af de igangværende antistat-protester er således paradoksalt den samme, som fra senfascismen: alle politiske konflikter oversættes til identitet. Vi er konfronteret med en objektiv uorden, der udtrykkes subjektivt gennem forskellige former for afvisning, inklusive senfascismens eksklusion af de ‘fremmede’ for at genskabe et oprindeligt fællesskab. Hvidhedens faldende løn bliver ikke genoprettet, fordi der opføres mure, skrues op for diskriminationen eller bygges fabrikker på ny. Men det kan muligvis udsætte den virkelige forandring. Og det er den funktion, fascismen altid har haft.

Mikkel Bolt er professor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Han er forfatter til en række bøger, senest Late Capitalist Fascism (Polity, 2021), som nærværende tekst bygger på.

1. Alle illustrationer er udvalgt og bearbejdet af Eftertryks billedredaktion med tak til CR.

   Forsideillustrationen er frit efter Roberto Beragnoli [Profilo Continuo, 2018, Sunny Art Center] og Renato Bertelli [Testa di Mussolini, 1933, © IWM Art.IWM ART LD 5975]

   Fotoet af udstillingen nederst i artiklen er hentet fra: Mostra della Rivoluzione Fascista, Rum O, Palazzo delle Esposizioni, Rom, 1932 [detalje]. Fra Ara H. Merjian: Fascist Revolution, Futurist Spin: Renato Bertelli’s Continuous Profile of Mussolini and the Face of Fascist Time, Oxford Art Journal, Volume 42, Issue 3, December 2019, side 315, https://doi-org.ep.fjernadgang.kb.dk/10.1093/oxartj/kcz019 [10 01 2022]

2. “Det stabiliserede dyresamfund” er hentet hos Giorgio Cesarano: Manuale di sopravvivenza (Bari: Dedalo, 1974).
3. Som George Jackson formulerer det, er fascismens mål den fuldstændige ødelæggelse af den revolutionære bevidsthed. Blood in My Eye (New York: Random House, 1972), p. 137.
4. Wilhelm Reich: Fascismens massepsykologi, oversat af Vagn Christensen og Flemming Røgilds (København: Rhodos, 1974); Gilles Deleuze & Félix Guattari: Tusind plateauer, oversat af Niels Lyngsø (København: Billedkunstskolerne, Det Kgl. Danske Kunstakademi, 2005).
5. Gilles Deleuze & Félix Guattari: Tusind plateauer, p. 271.
6. G.M. Tamás: “Telling the Truth about Class”, i Leo Panitch & Colin Leys (red.): Socialist Register 2006: Telling the Truth (London: Merlin Press, 2005), pp. 228-268.
7. Jacques Ellul: Métamorphose du bourgeois (Paris: Calmann-Lévy, 1967).
8. François Danel (red.): Rupture dans la théorie de la révolution. Textes 1965-1975 (Marseilles: Senonevero, 2008); Giorgio Cesarano & Gianni Collu: Apocalisse e rivoluzione (Bari: Dedalo, 1973).
9. McKinsey Global Institute: Poorer than Their Parents? Flat or Falling Incomes in Advanced Economies, juli 2016, https://www.mckinsey.com/featured-insights/employment-and-growth/poorer-than-their-parents-a-new-perspective-on-income-inequality