Hvad ligger der i et navn?

Mathias Hee Pedersen
Fascister i fåreklæder?
Den identitære bevægelse, Det Nye Højre og højreradikalismen i det 21. århundrede
Baggrund, 2021

 

 

 

Af Thomas Stück
Illustration af Umberto Boccioni (1912)

Året 2016 kan allerede virke som fjern fortid. De, der alligevel måtte mindes det, husker måske, foruden valget af Trump, at det også var året, hvor den bredere offentlighed for alvor stiftede bekendtskab med en sværm af sælsomme nye højreradikale udtryk og bevægelser, der som en undertrykt urkraft brød igennem normalitetens overflade, og ud i lys lue.

Først den kaotiske nordamerikanske Alt-Right-bevægelse, der offentligt hyldede deres nyvalgte præsident som Gud-Kejser og forsikrede verden om, at han, foruden at gøre USA mægtigt og hvidt igen, også ville rejse Atlantis og Thule fra havets dyb, afsløre elitens kendskab til ufoer og fuldende den tyske filosofiske idealisme. Dernæst den nydeligt præsentable, men retorisk krigsgale Generation Identitær, der på vores egne breddegrader talte poetisk og med militærpatos om etnisk udrensning, generobring af Europa, og en ”rensende ild”, som de længtes efter. Forståeligt nok var der mange, som havde svært ved helt at regne ud, hvordan de skulle forholde sig disse aparte politiske fænomener.

”Den totale forvirring forbløffede mig”, genkalder forfatter og idéhistoriker Mathias Hee Pedersen sig i forordet til Fascister i Fåreklæder? ”Hvorfor var der i offentligheden så stor uenighed om, hvor man ideologisk skulle placere disse nye fremadstormende højreorienterede skikkelser og bevægelser?” Hee Pedersen beskriver, hvordan han under sin research i den nyere højreradikale kultur oplevede, at emnet pludselig trak store overskrifter og blev omtalt af toppolitikere i tv-debatter.

Dengang, cirka 2017, var det store spørgsmål i den verserende debat om det nystartede danske Generation Identitær, hvorvidt man legitimt kunne kalde dem fascister eller nyfascister. På den ene side lød der positivt klingende beskrivelser. G.I. var ”dannede”, ”velformulerede” og ”instagram-lækre”. På den anden side fik de fra venstrefløjen påført velkendte etiketter som ”racister” og ”fascister”, med ”nazi-hipstere” som den nok mest mindeværdige orddannelse.

Siden dengang har der herhjemme været en del opmærksomhed omkring danske Generation Identitær, der selv beskriver sig som demokrater og patrioter og ganske vist holder sig inden for lovens grænser og den demokratiske samtale, men som til tider har haft svært ved at forklare den svulmende krigs- og militærmetaforik og de yderliggående politiske ambitioner, som deres medlemmer ynder at trykke i manifester og ”krigserklæringer”.

Mathias Hee Pedersen blev tidligt optaget af at forstå Generation Identitær, og skrev 3 artikler om bevægelsen for nærværende netmagasin allerede i 2018. Det førte til en del ordvekslinger frem og tilbage mellem den unge studerende og den patriotiske ungdomsbevægelse, der beskyldte Hee Pedersen for på forskellig vis at miskarakterisere bevægelsen.

Siden da har Hee Pedersen i al stilfærdighed færdiggjort sin udvidede research om bevægelsen og dens beslægtede strømninger. Denne er netop udkommet i bogform på det idéhistoriske forlag Baggrund.

Baggrund er da også præcis, hvad Hee Pedersen giver os. Foruden kvalificerede svar på det omdiskuterede spørgsmål, der stilles allerede i bogens titel, gives der en omfattende indføring i den politiske og kulturelle idéhistorie.

Vi kommer vidt omkring på bogens 448 sider, men kedeligt bliver det aldrig. Dette skyldes i høj grad bogens emnestof, der både tæller et fascinerende persongalleri af excentriske skikkelser samt et kalejdoskopisk begrebsapparat fra den politiske lunatic fringe. Det skyldes også, at Hee Pedersen har flair for at sammenfatte komplekst og mangefacetteret materiale i et forståeligt og let tilgængeligt sprog.

Der rammes en fin balance mellem den bredt formidlende oplysning og et engagerende, fremaddrivende narrativ. Hee Pedersen har valgt at gå mindre i retning af et tørt akademisk værk og har snarere produceret en rigt beskrevet, populært formidlende, kritisk idéhistorie, som både tjener som afsæt til almen oplysning, akademisk diskussion og eventuel videre research.

Den identitære kulturkanon

Foruden en forhistorie og præsentation af identitarismen, gives der i bogens første del en introduktion til de politiske og filosofiske inspirationskilder for den bredere identitære bevægelse.

Nærmest i tid og intellektuel ånd finder vi franske Nouvelle Droite, på dansk Det Nye Højre, som de identitære er direkte arvtagere af. Det Nye Højre, der opstod nogenlunde parallelt med Det Nye Venstre omkring ungdomsoprøret i ’68, domineres af to altoverskyggende og ofte internt stridende hovedpersoner, Alain de Benoist og Guillaume Faye. Til trods for betydelige politiske forskelligheder øver begge en altafgørende indflydelse på den moderne identitærbevægelse og identificeres ofte som dens primære politiske ideologer.

Alain de Benoist, en delvist reformeret biologisk racist, bar Det Nye Højre frem fra skyggetilværelsen til moderat offentlig anerkendelse i 80’erne med et gradvist mere afdæmpet begrebssæt hentet bl.a. fra den venstreorienterede italienske teoretiker Antonio Gramsci. Selvom de Benoists samfundsanalyse nogle gange antyder en vis venstreorientering – f.eks. modstanden imod den endimensionelle verdensorden, som truer den kulturelle mangfoldighed og folkeslagenes ret til selvbestemmelse – sætter den ganske andre motiver og mål for sig.

Aldeles mere yderliggående i retorik og politiske visioner er Guillaume Faye, der langsomt overtager rollen som galionsfigur for Det Nye Højre engang omkring årtusindskiftet. Har man hang til hypotetiske borgerkrigsfantasier, som vi herhjemme kender fra bl.a. Mikael Jalving, Morten Uhrskov Jensen og Selsingerne, er der inspiration at hente i Fayes tankeunivers, der byder på en svimlende omgang dommedagsprofetier og undergangsfortællinger om racekrige og menneskeligt forfald, ofte i science fiction-form. Flygtninge og migranter er fjender og kolonisatorer, enhver muslim er en potentiel jihadist, og den demografiske udvikling betegnes som folkemord på hvide. Mange, heriblandt de nyere danske højreradikale, har løftet deres krigsæstetik direkte fra hans blad.

Foruden Det Nye Højre – dvs. de Benoist og Faye, der også har været belyst i flere artikler og analyser af Generation Identitær – sporer Hee Pedersen disse intellektuelles inspirationer tilbage til tre tidligere politiske og filosofiske strømninger: Den Konservative Revolution, Den Traditionalistiske Skole og Det Nye Venstre.

Fra den Konservative Revolution, som fra mellemkrigstidens Tyskland tæller berygtede og beundrede tænkere som Oswald Spengler, Ernst Jünger og Carl Schmitt, hentes den paradoksale idé om ”den konservative revolutionære”. Denne er en type konservativ, der ironisk nok ikke ønsker at konservere noget som helst, men i stedet søger at omstyrte samfundet, da dette ses som så pilråddent, at selv etablerede konservative og religiøse institutioner ikke vurderes vitale nok til at redde og derfor må gå til grunde, før den sande og evige konservative kosmiske orden vil kunne træde frem i Historien.

Fra Den Traditionalistiske Skole over esoterisk religiøs filosofi møder vi ”superfascisten” Julius Evola, den selvudnævnte baron, der også er kendt som ”verdens mest højreorienterede tænker”. Evola, der bl.a. beskæftigede sig med dadaisme, yoga, magi, spirituelle racehierarkier og krigens metafysik, er også ophavsmand til en række meget memeificerede termer som f.eks. Hyperborea, et mytologisk kontinent, hvorfra den overlegne hvide, maskuline race forestilles at nedstamme, samt Kali Yuga, den rædsomme slutfase af den hinduistiske civilisationscyklus, hvorigennem den åndeligt aristokratiske kriger må ”ride på tigeren” gennem undergangen, frem mod den næste gyldent gryende guldalder. ’Revolt Against The Modern World’, titlen på Evolas mest kendte værk, er også blevet et slags slogan og kampråb for både politiske og apolitiske Traditionalister, identitære og nynazister.

Fra Det Nye Venstre hentes der indsigter, bl.a. fra Frankfurterskolen, som inspirerer de Benoist i kraft af deres ”langsigtede kulturelle overlevelsesstrategier”. Sammen med Antonio Gramsci danner de grundlag for Det Nye Højres besættelse af ”metapolitik” – det langsigtede arbejde med, gennem påvirkninger i populærkulturen, at yde indflydelse på, hvad der implicit antages som politisk acceptabelt. ”Overton-vinduet”, som det også hedder med et moderne udtryk, dvs. rammerne for politisk gangbare holdninger og handlinger. Aktivismeformerne og forståelsen for identitetspolitik lærer Det Nye Højre ligeledes fra diverse skikkelser, der løst associeres med Det Nye Venstre.

Også den gådefulde russiske politiske filosof Alexandr Dugin, der er kendt for at spænde fra geopolitiske analyser, eskatologisk profeti til udslettelses-truende udfald mod hele befolkninger, får beskrevet sin vidtspændende indflydelse på Det Nye Højre og den globale identitærbevægelse.

En underbelyst del af Dugins aktiviteter, som denne anmelder også savnede i Hee Pedersens bog, er Dugins bestræbelser på at forene de forskellige europæiske folkeslag med det russiske under en enkelt etnokulturel identitet (med tilhørende imperium). Dette til trods for at han i offentligheden som oftest betoner vigtigheden af etnisk pluralisme og folkeslagenes ret til selvbestemmelse i stil med de Benoist. Disse barokke bestræbelser trækker tråde til både nazistiske og traditionalistiske filosoffer samt til betydelige dele af den europæiske, især franske højrefløj, herunder Det Nye Højre, franske identitære og Le Pen-familien.¹

Mens vi er ved inspirationskilderne, minsandten om vi ikke også finder Friedrich Nietzsche, alle reaktionæres profet og dukkefører, stå og gemme sig bag gardinet, der afgrænser moderniteten fra den mytiske tid, før. Før det moderne, eller før Kristus; før det hele gik galt.

Et citat, som Hee Pedersen plukker fra Nietzsches ‘Antikrist’, beskriver gennemgående fællestræk for alle de førnævnte tænkeres tilgang til moral og politisk magt, så godt som noget andet:

”Hvad er godt? – Alt hvad der øger magtfølelsen, viljen til magt, magten selv i menneskene. Hvad er slet?  – Alt, hvad der stammer fra svaghed. Hvad er lykke? – Følelsen af, at magten vokser, at en modstand bliver overvundet. Ikke tilfredshed, men mere magt, ikke fred overhovedet, men krig; ikke dyd, men dygtighed (…) De svage og mislykkede skal gå til grunde: første punkt i vores menneskekærlighed. Og man skal endda hjælpe dem dertil. Hvad er skadeligere end en eller anden last? Medlidenhed i omgangen med alle mislykkede og svage – kristendommen…”

Den hypermaskuline dyrkelse af vitalitet, storhed og ære. Livet som metafysisk kamp. Foragten for de svage, nedtrådte og fattige. Den socialdarwinistiske nulsums-sump. Alle de dér mænd, der hellere vil gøre alt andet end gå til psykolog; hér er vi tilbage ved urstadiet!

Æstetikkens forrang

I bogen præsenterer Hee Pedersen os også for det identitære medielandskab, der bl.a. tæller det indflydelsesrige forlag Arktos, drevet af den tidligere nynazist Daniel Friberg, som er en af bevægelsens vigtigste og mest centrale aktører. Arktos er af vital betydning i det identitære univers i kraft af deres udgivelser af værker fra bl.a. Det Nye Højre, Oswald Spengler, Alexandr Dugin og Julius Evola, foruden identitære manifester og pamfletter.

Friberg har også en bog i eget navn, ’The Real Right Returns’, som er en kort håndbog og encyklopædi over det identitære kosmos, hvis forside (passende nok) rummer en central pointe om den bevægelse, han er en vigtig medskaber af. På en baggrund af brændende bygninger ser vi ikke en nynazist, men en glatbarberet herre med firskåren kæbe i mørkeblå blazer i færd med at stramme sin slipseknude.

Pointen er selvfølgelig denne: fra det nordamerikanske alt-right til den bredere paneuropæiske identitarisme har den ydre fremtoning været af helt afgørende betydning for den mediemæssige succes, som bevægelsen har haft. Dette gælder ikke bare den smarte påklædning, som ofte bemærkes, men også den grafiske selviscenesættelse på internettet samt de stramt koreograferede happenings, som især Generation Identitær er kendte for.

Hee Pedersen citerer radikalismeforsker Benjamin Teitelbaum, der betragter Daniel Friberg som en nøglespiller i denne tendens på det yderste højre, hvor der arbejdes på at ”gøre op med billedet af den typiske højreradikale person som en ’hyper-maskulin, voldelig skin-head’ for i stedet at fremstille ham som en lærd intellektuel, der læser mange bøger.”

Vi lærer også om forlaget og netmediet Counter-Currents og produktionsselskabet Red Ice Media, foruden en diskussion af de nye højreradikales stadig vigtigste kanaler for hvervning og radikalisering: 4chan, 8chan og YouTube, hvor memes og infotainment produceres og konsumeres i høj frekvens af de brogede og ofte anonyme brugere.

Med den politisk-filosofiske og medieteknologiske baggrund på plads begynder Hee Pedersen for alvor sin analyse af den identitære bølges korte, men stormfulde historie.

Hårdkogte og blødkogte idéer

Sammen med et ekspanderende ensemble af kuriøse karakterer føres vi i de følgende kapitler gennem det identitære idé- og begrebsunivers. Fra etnopluralisme, universalismekritik og metapolitik over antifeminisme, aristokratisk krigsmentalitet og guddommeligt eviggyldige værdihierarkier, til kvasividenskabelige racistiske teorier, konspiratorisk antisemitisme, og de efterhånden så velkendte profetier om befolkningsudskiftning, etniske borgerkrigsscenarier, patriarkalske genfødselsmyter, og den dekadente, nihilistiske liberale verdensordens snarlige undergang. Kort sagt bliver man som læser budt på et orgiastisk overflødighedshorn af hypervirkelig machismo og heltedådige fantasmer, hvor kvinder og snusfornuften spiller en særdeles overhørig andenviolin.

I mødet med disse bombastiske ideer udviser Hee Pedersen en beundringsværdig tålmodighed og fortællemæssig tæft i sin evne til at behandle de begrebslige monolitter med nænsomhed og nuance. Det lykkes også idéhistorikeren at placere begreber og begivenheder kausalt og logisk sammenhængende.

Hee Pedersen skelner gennemgående mellem en blød og en hård form for identitarisme. Den hårde del er åbenlyst racistisk og antisemitisk og anlægger en konfronterende facon, som mange sikkert kender bl.a. fra det normoverskridende Alt-Right med deres holocausthumor, slet skjulte nazi-hyldester og en anseelig mængde voldstørst. Den bløde form, som danske Generation Identitær hører under, præsenteres som mere demokratisk af sindelag, mindre homofobisk og mindre antisemitisk, og i kontrast til den hårde fløj, højst behersket og kontrolleret i sin selvfremstilling, samt forpligtet på offentlig samtale. Dette gør den også langt mere politisk interessant og, som vi får at se, effektiv og langtidsholdbar. Fløjene deler dog en ganske betydelig fællesmængde af idéer og indflydelser. Hee Pedersen viser også, at den blødere del af bevægelsen ofte har svært ved at holde ro og orden i geledderne, og ligeledes at holde balancen mellem den panikslagne samfundsdiagnose og den demokratisk besindige og rationelle facade.

Dannevang

Der vies et længere kapitel til identitarisme i Danmark, hvor bevægelsen også har nydt større gennemslagskraft end i andre europæiske lande. Den unge, retorisk fyrige Johan Christian Nord besøges bl.a. i diskussioner med kritiske stemmer som den konservative Christian Egander Skov og den hurtigtsnakkende socialdemokratiske debattør Niels Jespersen. Nord er en interessant figur, både fordi han er langt mere karismatisk og veltalende, men også anderledes ligefrem i sin kommunikation set i forhold til de ofte vævende og småkedelige talspersoner fra Generation Identitær.

Vi hører også om den gamle garde af danske radikalkonservative og nationalkonservative, som eksempelvis Søren Hviid Petersen og Kasper Støvring, der begge længe har været inspireret af Det Nye Højre. Ordstrider om de identitære og hoftænkerne de Benoist og Faye udkæmpes også gennem højreorienterede tidsskrifter som Danskeren, Tidehverv og Critique.

Rasmus Paludan, der måske ikke slår mange som en identitær figur i traditionel forstand, belyses dog på en måde i bogen, hvor de mange definerende træk alligevel træder tydeligt frem. Paludans blodige, borgerkrigskredsende fantasi, hans postulater om uforanderlige IQ-forskelle mellem etniske grupper, og ikke mindst hans talent for opsigtsvækkende og kontroversiel medieeksponering, gør ham til en af de mest vellykkede identitære politikere her til lands. Hee Pedersens portræt viser også sider og sammenhænge, der røber Paludans facon som mindre ubehersket og mere velovervejet end det indtryk, han oftest efterlader.

Identitarismen møder også massiv modstand herhjemme – ikke mindst fra højre. Marie Krarup, der først er meget sympatisk indstillet over Generation Identitær, bliver hurtigt bekymret over et sprog og tankesæt, som Dansk Folkeparti har kæmpet hårdt for at rense af sig, og må spørge de unge patrioter: ”Hvorfor kan I ikke skelne mellem etnicitet og kultur?”

Den konservative tidsskriftredaktør Christian Egander Skov bemærker også med bekymring parallellerne til mellemkrigstidens proto-fascistiske konservative revolutionære:

”Vi er ikke i 1930’erne, men der nogle ting, som vækker mindelser. Det vitalistiske højre er et universelt træk. Det er noget, der vender tilbage; det er ikke noget, der bare hører en tilbagelagt epoke til.”

Også Niels Jespersen, der ellers sjældent forspilder en chance til at fremhæve egne militære dyder, bemærker på vanlig malerisk vis:

”Det nye højre dyrker ven-fjende dikotomien og sværmer for voldsom dåd. Det lyder dragende i sammenligning med teknokrat-sproget fra vores politiske klasse, men det er ikke gratis omgang at påkalde sig krigsguden Mars. Han forventer også et offer.”

Jeg og Du

Kapitlet ‘Det identitetspolitiske højre’ er også værd at fremhæve. Her forlader Hee Pedersen højrefløjen for en stund og orienterer sig mod identitetspolitikkens historie på venstrefløjen, inden han vender tilbage til udviklingen af dens strategiske og ideologiske betydning for det nye højre.

Til trods for at ordet ’identitær’ oprindeligt er lånt fra venstrefløjen, er der for det meste tale om en selvstændig udvikling på højrefløjen, som også går forud for den opblomstring af begrebet, vi har set i populærkulturen siden ca. 2010.

Det identitære højre forholder sig tvetydigt til identitetspolitikken på venstrefløjen, som de både angriber og på andre måder kan siges at imitere. Richard Spencer, Alt-Right-bevægelsens kronprins og enfant terrible, opsummerer det identitetspolitiske projekt på venstrefløjen sådan:

”I dag er du skrøbelig hvis du er fysisk stærk. Sort er smukt, men hvidhed er giftig (…) Hvidt privilegium er meget ægte, men race er blot en social konstruktion, og hvis fakta bliver for forstyrrende, kan du altid trække dig tilbage til et safe space […]”

På den anden side er de identitære åbenlyst inspirerede af venstreorienterede identitetspolitiske teoretikere. Dette kommer f.eks. til udtryk, når den maskulinistiske aktivist Jack Donovan indleder sin bog ’The Way of Men’ med et citat af den sorte feminist bell hooks (red. Gloria Jean Watkins 1952-), eller når Renaud Camus starter sin indflydelsesrige ’The Great Replacement’ med et citat fra den antikoloniale tænker Frantz Fanon.

Også Alexandr Dugin, der tidligere har kaldt postmodernisme for ”ren satanisme”, taler senere om at genopdage postmodernismens strategier, for at ”reorientere dem mod andre metafysiske mål”.

Der er naturligvis grænser for lighederne. Hvor venstrefløjen anvender identitetspolitikken med egalitære hensigter om forbedret retfærdighed og sameksistens, har det identitære højre etnisk adskillelse, ulighed og strid mellem disse grupper som sine erklærede mål.

Identitarismen under pres

Hen mod slutningen af Hee Pedersens fortælling bevæger vi os mod nogle af de mere kritiske og kontroversielle senere udviklinger i den identitære bevægelse. Ikke mindst den bølge af højreradikal terror, som der tilsyneladende, direkte eller indirekte, har været inspireret af dens tankegods.

Tydeligst og mest kritisk bliver det med terrorangrebet i Christchurch i 2019, hvor gerningsmanden Brenton Tarrant, foruden at dele et manifest, der bar navnet til bevægelsens mest velkendte teori ”Den Store Udskiftning”, også donerer et anseeligt beløb til Generations Identitærs østrigske hovedfigur, Martin Sellner. En række yderligere terrorhandlinger gennemgås, nogle direkte inspireret fra Tarrant, hvor det identitære tankegods igen formodes at have haft indflydelse på gerningsmændenes radikalisering. Disse begivenheder er naturligvis katastrofale for en bevægelse, som har gjort meget for at fremstå fredelige og demokratiske. På den bløde identitære fløj måtte der derfor udadtil anlægges lav profil, mens der internt blev manet til ro og eftertanke.

Selvom det naturligvis ikke på denne baggrund hverken kan eller bør konkluderes, at Generation Identitær er ansvarlige for denne terrorbølge, og forfatteren heller ikke forsøger på noget sådant, får vi dog både den danske efterretningstjenestes vurdering af, og internationale ekstremismeforskeres samtykke i, at bevægelsen tiltrækker og radikaliserer voldsparate individer.

Desuden lærer vi, at frustration og utålmodighed langsomt begynder at brede sig både i de bløde og hårde hjørner af det identitære univers. Da det, der binder universet sammen, er det højtspundne, ofte paniske sprog om et nært forstående civilisationskollaps, skabes der ifølge Hee Pedersens analyse en brændende platform.

Sprogbruget fra en anden reaktionær online subkultur, incel-miljøet, begynder derfor at kunne spores i de identitære cirkler. Navnlig begrebet Den Sorte Pille, som i miljøet af vrede, seksuelt frustrerede mænd er jargon for den tilstand, der siges at indtræffe, når man har overgivet sig totalt til håbløsheden, og tanker om enten selvmord eller voldelige hævnfantasier begynder at melde sig.

I interne diskussioner, hvor der på blød stue tages oprigtigt afstand og reflekteres kritisk og alvorligt over situationen, er der samtidig elementer i den hårde gård, som udtrykker sympati, og som synes opildnet af terrorhandlingerne, ganske som Brenton Tarrant også ønskede det.

Flere ledende identitære lys fra Martin Sellnar til Counter-Currents’ Greg Johnson bemærker med bekymring den stigende håbløshed og desperation. Der bliver derfor opfordret til at tænke og tale mere om Den Hvide Pille, altså positive fortællinger om den lysende fremtid, når tidsånden endelig er moden til, at den identitære verdensorden kan indvarsles. Man må, i den bløde identitaristiske analyse, tilbage til metapolitikken og de langsigtede kulturelle strategier.

Det stigende antal voldelige episoder med spor til den identitære sfære, samt medlemmernes egen ulmende utålmodighed over tingenes tilstand, antyder over for Hee Pedersen, at den bløde brigade risikerer at briste. Den radikale politiske diagnose vil simpelthen kunne gøre det svært for aktivister at have nok i en hverdag med svulstige indlæg, gadeteater og happenings med bannere og romerlys.

Sandhedens time

Der har gennem de foregående ca. 360 sider været taget godt og solidt tilløb til endelig at svare på spørgsmålet fra bogens forside, og som cirka fire år forinden udgjorde et stridspunkt mellem forfatteren og danske Generation Identitær.

Da der for fascismen ikke eksisterer nogen klar, entydig og ukontroversiel definition, kan spørgsmålet synes svært at besvare overbevisende, men Mathias Hee Pedersen gør forsøget. Efter at gennemgå flere politologiske definitioner af fascismen, vægtes der fordele og ulemper ved en række af disse, inden Hee Pedersen beslutter at støtte sig til historiker Roger Griffins definition, som bl.a. lyder:

”den fascistiske mentalitets kendetegn er at befinde sig i brydningspunktet mellem to tidsaldre og af at stå på frontlinjen i den kamp, der skal overvinde degeneration gennem skabelsen af et forynget nationalt fællesskab.”

Griffin kalder dette for ”palingenetisk ultranationalisme” – en besættelse af samfundsmæssige genfødselsfortællinger af og for et etnisk homogent folk. Griffin beskriver derudover fascismen som vendt mod den åndelige tomhed, hedonisme og dekadence, som den mener skyldes moderniteten og materialismen, samtidig med at den længes efter evige dyder som aristokrati, hierarki, orden og ære.

Hee Pedersen er efterhånden klar til at drive den hjem. Efter igen nøjsomt at sammenholde Griffins definition med de identitære tænkere, konkluderer han, ”at hele den identitære bevægelse kan betegnes som fascister, da både den bløde og hårde abonnerer på den fascistiske grundidé om palingenetisk ultranationalisme[..]”

Så langt, så godt.

Hvad må gøres?

Selvom der er krise på planet identitær, og selvom meget af det, der i begyndelsen gav bevægelsen nyhedsværdi og modkulturel kapital, allerede synes passé, ser vores forfatter ingen grund til at tro, at man er sluppet af med hverken den bløde eller hårde inkarnation af det, som han nu har identificeret som fascismens genkomst. Bevægelsen vurderes af idéhistorikeren til stadig at være på fremmarch, om end den delvist er drevet tilbage i undergrunden. Der kan den passende også samle styrke og udvikle sig, ganske som den gjorde før sit seneste populære gennembrud.

Danske Generation Identitær laver da også stadig aktioner og har måske allerede haft held med at påvirke den offentlige og parlamentariske samtale i retning af en normalisering af deres projekt om repatriering. Man fornemmer således Generation Identitærs kække aktivistiske stil spøge i kulissen, når Inger Støjberg og Dansk Folkeparti for nylig fremsatte et lovforslag om ”et bindende reduktionsmål på 70 pct. inden 2030” – en ordlyd, de sardonisk nok har lånt fra klimaloven, men som i deres beslutningsforslag omhandler cirka 50.000 mennesker.

Mathias Hee Pedersen har skabt et fremragende værk til alle, som søger bedre at forstå den nye radikale højrefløjs logik og historie både uden for som inden for parlamentets mure. Der dækkes i Fascister i Fåreklæder? en imponerende mængde stof, hvoraf denne anmeldelse kun har løftet sløret for et lille udpluk. Skulle man enkelte steder føle, at begivenhederne bliver en anelse forhastede, gør bogens udførlige fodnoter og slutnoter, at man let kan få sin eventuelle overskydende tørst efter viden tilfredsstillende slukket. Ud over enkelte sproglige gentagelser mod slut, som burde have været plukket i redigeringsprocessen, er det en særdeles velskrevet og medrivende læseoplevelse.

Om man er enig i fascisme-diagnosen eller synes, den er irrelevant, er det svært efter endt læsning at afvise hverken de retoriske eller værdimæssige politiske paralleller med de mørkeste kapitler i europæisk historie. Vores idéhistoriker minder os samtidig om, at fascismen lever og vokser i krisetider, og ikke ønsker andet end at gøre ondt værre, til trods for billige og forfængeligt besnærende løfter om det modsatte. Her er han i enighed med den tyske forfatter Thomas Mann, som får de sidste ord:

”…[F]ascismen er en bekvemmelighedsreaktion mod truslen om social revolution […] Det er en metode til at undertrykke, tildække, udskyde og parkere denne revolution, ved at overtage dele af den i en falsk og bedragerisk ånd.” – Mann, 21 marts 1938

1. Shnirelman, Victor. ”Hyperborea: The Arctic Myth of Contemporary Russian Radicals” Journal of Ethnology and Folkloristics, 1. december 2018. https://www.jef.ee/index.php/journal/article/view/158; Lebourg, Nicolas. “The French Far Right in Russia’s Orbit” Carnegie Council for Ethics in International Affairs, 15 maj 2018.  https://www.carnegiecouncil.org/publications/articles_papers_reports/the-french-far-right-in-russias-orbit; Laruelle, Marlène. ”Aleksandr Dugin: A Russian Version of the European Radical Right?” Wilson Center, 2006. https://www.wilsoncenter.org/publication/aleksandr-dugin-russian-version-the-european-radical-right-2006; Dugin, Alexandr. “Herman Wirth: Runes, Great Yule, and the Artic Homeland” Eurasianist Internet Archive, 13 april 2017. https://eurasianist-archive.com/2017/04/13/herman-wirth-runes-great-yule-and-the-arctic-homeland/; Liyanage, Chamila. “A fascist authoritarian Utopia: the Eurosiberian ethnostate for native Europeans” openDemocracy, 21 januar 2021. https://www.opendemocracy.net/en/countering-radical-right/fascist-authoritarian-utopia-eurosiberian-ethnostate-native-europeans/; Rivera, Ellen and Masha P. Davis. ”Different Shades of Black: The Anatomy of the Far Right in the European Parliament” CovertAction Magazine, 13 maj, 2019. https://covertactionmagazine.com/2019/05/18/different-shades-of-black-the-anatomy-of-the-far-right-in-the-european-parliament/