Alle skal gøre mere – staten og civilsamfundets rolle i de planetære grænsers tidsalder

Er staten en mulighed eller en hindring i kampen for at afværge de eskalerende klima- og biodiversitetskriser? Og hvilke strategier skal der til for at mindske disse kriser? Til debatarrangementet “Eftersyn: Klimakamp – mellem stat og civilsamfund” gav fem forskere og debattører deres perspektiver på staten og civilsamfundets rolle.

Af Johannes Lundberg

I princippet har klimakampen rykket sig meget de sidste år. Folketingsvalget 2019 blev udråbt til et “klimavalg”. I dag har næsten alle Folketingets partier tilsluttet sig klimaloven. Og hvis vi ved, som bæredygtighedsforsker, Kimberly Nicholas, har formuleret det, at: “It’s warming. It’s us. We’re sure. It’s bad. We can fix it.”,¹ hvorfor er vi så stadig ikke på vej til at mindske klima- og miljøkriserne?

En løbende erkendelse for mig som klimabekymret borger er, at klimakrisen ikke først og fremmest handler om videnskab. Det er ikke nok, at forskere og politikere er bekendt med krisen og dens konsekvenser. Siden klimaet i slut-80’erne kom på den globale dagsorden, har fossilindustrien via en yderst succesfuld misinformations- og lobbyismekampagne forhalet klimahandling.² I en dansk kontekst rejser det spørgsmålet om, hvordan vi kan forholde os til virksomhedsinteresser, fx om vores pensionsselskaber og banker bør investere i fossilselskaber med sådanne fremgangsmåder, og hvordan vi forholder os til hjemlige interesseorganisationer som Landbrug & Fødevarer og Dansk Industri. Samtidig rejser det spørgsmål om, hvorvidt klimakampen skal vindes via staten eller civile aktioner, og med hvilke strategier og i hvilke kontekster forandringer skal realiseres. Kort sagt handler klima- og miljøkriserne om magt, strategier og viden om konkret implementering.

Derfor var det yderst aktuelt, at Eftertryk en varm eftermiddag torsdag d. 17. juni havde indkaldt til debatarrangementet “Eftersyn: Klimakamp – mellem stat og civilsamfund”. Med fem debattører, der alle besidder en betragtelig viden om klimakampen, og med så store emner som stat, civilsamfund og diverse andre strategispørgsmål, var det en udfordring at nå i dybden med de enkelte aspekter. I stedet for at gennemgå diskussionen slavisk vil jeg derfor fremhæve de perspektiver og efterrefleksioner, jeg tog med mig. Særligt med fokus på tre grundlæggende strategiske spørgsmål: Skal klima- og miljøkampens strategier fokusere på magtstrukturer eller viden om implementering? Hvad er de forskellige aktørers handlemuligheder – er det staten eller civilsamfundet, der skal drive kampen? Og skal strategierne fokusere på fossilkapitalismen eller strukturelle adfærdsændringer?

Hvad forhindrer klimakampen?

De fem debattører kan siges at placere sig på en skala, der går fra at betragte staten som en del af løsningen – særligt sociolog Anders Blok og ph.d.-studerende i idéhistorie Ludvig Goldschmidt Pedersen – til at se staten som en udfordring i klimakampen – særligt forfatter og debattør Eskil Halberg og ph.d.-studerende i sociologi Lotte Schack. Cand.scient.soc. i politisk økologi Line Skovlund Larsen virkede til at hælde mest til en modereret version af sidstnævnte position.

En af anledningerne til dagens debat var, at Blok sammen med sociolog Rasmus Willig i slutningen af 2020 udgav bogen Den bæredygtige stat. Blok lagde således ud med at beskrive, at han og Willig havde syntes, der manglede en bog, der ansporede til kollektiv handlekraft frem for at reducere løsningen på klimakrisen til teknologisk innovation eller individuelle valg. Bogen er skrevet i en dansk kontekst, og den ønsker et opgør med tanken om “grøn vækst”, der hidtil kun har ført til relative og ikke absolutte reduktioner i drivhusgasudledningerne. Den bæredygtige stat står som et alternativ til både socialismens fokus på velfærdsstaten og liberalismens fokus på konkurrencestaten. Fokus skal derimod være på en “stat, der sætter bæredygtighed i højsædet og derudfra sætter et ambitiøst reformprogram i gang”.

Blandt Bloks forslag til dette reformprogram er bl.a.: Først en progressiv CO₂-afgift. Dernæst nye økonomiske modeller som tager højde for både velfærd (såsom uddannelse, sundhedssystemer, adgang til mad og vand, ligestilling, politiske rettigheder m.m.) og de “planetære grænser”. De planetære grænser betegner, hvornår menneskets produktionsformer har gjort uoprettelig skade på Jordens kredsløb. Det gælder selvforstærkende effekter af drivhusgasudledningerne  (fx når optøningen af permafrost i Sibirien frigiver metangas til atmosfæren, som indtil nu har været holdt indespærret under frosne jordoverflader), og det gælder også flere andre uoprettelige skader såsom fosfor- og kvælstofcykler, afskovning, udryddelse af dyre- og plantearter, størrelsen af ozonlaget og forbrug af ferskvand.³ Blok og Willigs ambition om at tage højde for både velfærd og de planetære grænser er inspireret af Kate Raworths vision for en såkaldt ”doughnut-økonomi”, der indregner disse forhold i økonomiske beslutninger.⁴ Endelig skal der indføres et ”klimaborgerting”, der skal fungere som et parallelt kammer til Folketinget. Dette skal bestå af tilfældigt udvalgte borgere (udtrukne på baggrund af alder, køn, bopæl, indkomst og uddannelse, så befolkningen repræsenteres bredt), der under rådgivning fra eksperter skal vurdere, om folketingsforslag i tilstrækkelige grad lever op til målsætninger om bæredygtighed.

Pedersen skrev i starten af året en kritisk anmeldelse i Eftertryk af Den bæredygtige stat, som han kort præsenterede Blok for. Pedersen forsker til daglig i det danske embedsværks idéhistorie i 1900-tallet, og kernen i hans kritik er, at Blok og Willig forbliver uforstående over for de konkrete institutioner, aktører og modeller, som vil skulle realisere visionerne om den bæredygtige stat.⁵ Selvom jeg mener, at antagelserne i doughnut-økonomien er visionære og vigtige, er jeg enig i, at doughnut-modellen ikke anviser konkrete måder, hvorpå fx de planetære grænser kan indtænkes i økonomiske modeller og beregninger. Som Pedersen påpeger, har man ellers i flere år forsøgt at udvikle sådanne modeller i Amsterdam. Det er altså ikke nok, at forskere og debattører, der skriver om den grønne omstilling, opstiller forkromede visioner. Hvis disse visioner skal få gang på jord, skal deres forfattere også angive konkrete forslag til, hvordan de kan implementeres i de eksisterende institutioners praksisser.

Her er det vigtigt, at det strategiske spørgsmål om at få grønne tiltag igennem ikke kun rummer overvejelser om viden og implementeringsprocesser, men også om hvilke interesser der vil modarbejde grønne tiltag. Min egen erfaring fra klimaaktivisme er, at jo flere engagerede der er, jo synligere og mere vedholdende presset for en given ændring er, desto større indvirkning vil det have. Hvis man lægger tilstrækkeligt pres på givne magthavere – hvad enten det er politikere, som vil frygte at miste stemmer eller virksomheder, som vil frygte at miste kunder – vil disse søge efter måder at efterkomme presset. Som Halberg formulerede det, er politisk forandring båret af aktioner. Til at lægge et sådant politisk pres kan Raworths visioner være fine overordnede pejlemærker for målet. Parallelt med Pedersens pointe er det dog også min erfaring, at forandringer er betinget af, at dem, der skal implementere en given vision, skal kunne se en konkret vej til at realisere den. Klimaønsker og -aktioner er altså ikke nok, klimaaktivisme kræver også et grundigt arbejde med at forstå lokale kontekster, arbejdsgange, modeller og lovgivningsmuligheder. Til spørgsmålet om, hvorfor Danmark ikke er godt i gang med at modvirke klimaforandringerne, er det korte svar: Politisk forandring kræver en strategi, hvor man både sætter sig ind i, hvilken overbevisende viden en implementering vil kræve, samt en indsigt i at forandringen kun kommer i kraft af et varigt pres, der konstant udfordres af specifikke interessenter, som ønsker at opretholde en given status quo.

Hvis forandring ikke kun er et spørgsmål om viden, men også om magt og modmagt, rejser det spørgsmålet om, hvilke aktører der arbejder for og imod, at den grønne omstilling går tilstrækkeligt hurtigt, og om det er staten eller civilsamfundet, der skal lede omstillingen?

“Et samfund der ikke kan hjælpe folk, må vi af med!”

Fælles for Blok og Pedersen er antagelsen om, at staten er en hovedaktør i at sikre, at den grønne omstilling sker tilstrækkeligt hurtigt. Men på trods af lovende målsætninger mangler vi endnu at se tilstrækkelig statslig handling. Så er det overhovedet staten, som klima- og miljøkampen bør fokusere på?

Schack fremhævede, hvordan aktivister i den svenske klimabevægelse har oplevet at få meget ros fra den svenske stat. Samtidig oplevede aktivisterne konstant, at statens egen indsats skuffede. Problemet er ifølge Schack, at staten fylder så meget, at den er svær at komme uden om. Som alternativ til statsfokuserede strategier er den svenske klimabevægelse begyndt at rette aktivismen mod virksomheder. Hun brugte som eksempel “Skovoprøret”, hvor aktivister bl.a. via blokader har forsøgt at beskytte områder, hvor samer bor. Lidt senere uddybede Halberg, at aktivisme ikke nødvendigvis forudsætter en færdig utopi, endsige en strategi på alle niveauer, men at aktivismen må “tænke gennem det, der sker i bevægelsen”. En grundlæggende pointe for klimakampen: Hvis vi venter med at demonstrere, såvel som at implementere, til vi har alle løsninger, kommer vi for sent. Vi er vel at mærke allerede langt bagud, hvis vi vil minimere de uoprettelige, selvforstærkende skader på Jordens kredsløb.

Halberg opsummerede kontant kritikken af staten: “Et samfund, der ikke kan hjælpe folk, må vi af med!” Han påpegede i forlængelse af Schack, at “det ikke er nok at snakke om det parlamentariske. Vi skal have aktioner som Ende Gelände.” Til Ende Gelände samles aktivister fra primært europæiske lande om at besætte en kulmine eller andre fossilprojekter hen over flere dage. Det har en effekt, da det er dyrt for fossilselskaberne at holde en kulmine lukket, men som Larsen påpegede, er noget af det vigtigste ved disse aktioner at have gode fotografer og kommunikationsstrategier. Den pointe er en nøgle i klimakampen, som mange klimaaktivister vil kunne genkende: Succesfuld aktivisme kræver lige dele indsats – tid, aktører, penge, viden, etc. – og synlighed – at selskaber og politikere ser, at indsatsen for forandring kommer frem i offentlighedens skue.

I den forbindelse rejste en tilhører et relevant spørgsmål om civilsamfundets indsats: Er der nogle projekter, fx vilde haver eller andre lokale tiltag, der kan blive for små? Hvis det problem, man vil adressere, er overskridelsen af de planetære grænser, er det væsentligt at bruge sine ressourcer på en sag, som også reelt betyder noget for disse. Uanset om det er få eller mange timer, man kan lægge i sagen. Schack uddybede, at det er vigtigt, at “ens engagement politiseres, så det sættes i relation til krisen”. Kort sagt: Engager dig på en sådan måde, at din aktivisme peger på den krise, du vil ændre.

Vi kan ikke forlade os på, at staten tager tilstrækkeligt hånd om klima- og miljøkriserne. En sådan antagelse kan ikke understøttes af historien. Men et varigt og præcist pres på staten kan muliggøre, at staten igangsætter visse initiativer, som kan hjælpe i kampen, fx: demokratisering af virksomheder og finansielle institutioner, en progressiv CO₂^e-afgift,⁶ at programmer som EU’s bæredygtighedstaksonomi udvides og gøres obligatorisk, at der gives støtte til og stilles minimumskrav om veganske kantine- og fødevareudbud, at der afsættes flere midler til grøn forskning og innovation, og meget mere.

Den første af de nævnte muligheder rummer en central pointe: Selv har jeg observeret, hvordan medlemsdemokratiske finansielle institutioner har en tendens til at agere mere klimavenligt end kommercielle finansielle institutioner. Fossilselskaber er afhængige af ekstern finansiering til igangsættelse af nye projekter, fx boreplatforme, kulminer og gasrørledninger. Derfor har det en central betydning i klimakampen, hvordan og hvorvidt pensionsselskaber, banker og andre institutionelle investorer vælger at investere i selskaber, der ønsker at igangsætte nye fossilprojekter.⁷ Derfor er det bemærkelsesværdigt, at medlemsdemokratiet i visse af de danske pensionsselskaber ser ud til at øge fokus på progressive investeringsmuligheder – frem for alt via forskellige former for divestment (her forstået som ekskludering af selskaber, som ikke har en forretningsmodel, der er kompatibel med Paris-aftalens mål) og reelt aktivt ejerskab.⁸ Ved at styrke medlemsdemokratiet i virksomheder og finansielle institutioner kunne staten øge klimabekymrede borgeres formaliserede muligheder for at presse på for en hurtig og substantiel grøn omstilling. Derfor er en af statens væsentlige potentialer at give mere magt til borgerne.

Det er ikke i sig selv forventeligt, at staten eller et øget medlemsdemokrati sikrer overholdelsen af de planetære grænser – visse uoprettelige skader er allerede indtruffet. Snarere kan den væsentligste måde at minimere disse skader på koges ned til: Alle skal gøre mere. Ikke at alle skal gøre lige meget af alt. Men det kræver, at alle i langt højere grad både udvikler viden om implementering, organiserer kampagner, foretager beslutninger og adfærdsændringer og viser, at de gør mere, og i relation til hvilke dele af de planetære kriser deres handling er rettet.

“Fossilkapitalen mod alle os andre” Om kapitalistisk og adfærdsrelateret strukturkritik

Hvis debatarrangementets fokus var strategier i klima- og miljøkampen, var det bemærkelsesværdigt, at kun to aktører var nævnt i titlen: staten og civilsamfundet. Det var særligt bemærkelsesværdigt, i og med virksomheder står for langt de fleste af klodens udledninger og samtidig også langt det meste lobbyarbejde for at forhale den grønne omstilling. Humanøkologen Andreas Malm har argumenteret for, at den fossile industri ikke opstod, fordi fossilenergi var billigst eller mest effektiv, men fordi den gav kapitalejerne en højere grad af magt og merværdi;⁹ og profitinteresserne hos de mest udledende industrier er ikke til at komme uden om i analysen af klimakrisen.¹⁰ Ifølge Larsen er fossilindustriens lobbyisme hovedfjenden i klimakampen, derfor bør fossilindustrien tjene som billede for samfundet af, hvem og hvilke strukturer civilsamfundet kæmper imod. I de konkrete kampe er det ikke entydigt, om staten er allieret med industrien eller klimaforkæmperne, men som Larsen koncist formulerede det, bør vi bestræbe os på at fremme fortællingen om, at klimakampen er “fossilkapitalen mod alle os andre”.

Denne analyse rummer i sin simple formulering et væsentligt potentiale. For det første udpeger den en lille gruppe med særinteresser, som forværrer fremtidsudsigterne for “alle os andre”. Den fortælling rummer i sig selv et solidt mobiliseringspotentiale. For det andet peger den på, hvordan kapitalismens magtstruktur på udemokratisk vis har fremmet en yderst skadelig produktionsform: I kraft af det private ejerskab af produktionsmidlerne er centrale beslutninger samlet hos en lille gruppe administrerende direktører og investorer. I kraft af en snæver profitdefinition ekskluderes samfundskonsekvenser fra økonomiske beslutninger. Og samtidig forskydes ansvaret til markedet, der dikterer, hvad der er “efterspurgt”, og hvad der er “profitabelt”. Ønsker vi et opgør med de planetære krisers strukturelle oprindelse, må vi altså arbejde for en revision af disse strukturer. En demokratisering af ejerskabsstrukturerne er i sig selv ikke tilstrækkeligt, men dog et skridt i denne retning.

Fokusset på “fossilkapitalismen” er helt centralt og kræver en stor indsats fra aktivister såvel som politikere og forskere, men strategien er ikke i sig selv tilstrækkelig. Hvis vi ønsker en verden, som lever inden for de planetære grænser, bliver vi også nødt til at erkende, at vi er milevidt fra at nå tilpas hurtige, relevante forbrugsreduktioner.¹¹ Derfor vil vi selv med en drastisk omstilling fra fossilenergi til sol-, vand-, vind- og jordenergi stadig skulle reducere visse af vores forbrugsformer – særligt når det kommer til energitunge transportformer og animalske produkter.

Der er ikke i nogen nær fremtid udsigt til en generel udbredelse af elektriske fly, og elbilerne vil i et optimistisk scenarie tidligst om 10-15 år være udbredt til det meste af Danmark – og her vil produktionen af elbiler stadig have markante klima- og miljømæssige aftryk. På samme måde har den animalske produktion så store aftryk på de planetære grænser, at det kalder på væsentlige og hurtige reduktioner af forbruget af animalske produkter i de velstillede dele af verden: Et ton metangas bidrager i en periode på 100 år omkring 34 gange så kraftigt som et ton CO₂ til den globale opvarmning, men i en periode på 20 år er tallet oppe på over 80. I dag tager CO₂-ækvivalensudregninger oftest udgangspunkt i førstnævnte tal, men hvis vi skal mindske risiciene for at starte selvforstærkende opvarmningsmekanismer, virker 20-årsskalaen i dagens virkelighed mere relevant. Samtidig bidrager animalske fødevarer til en omfattende rydning af naturområder til produktion af dyrefoder – områder der i mange tilfælde ellers ville kunne binde drivhusgasser, og en foderproduktion der i sig selv involverer betragtelige udledninger. Foruden klimakrisen spiller den animalske produktion også en central rolle for flere af de øvrige planetære grænser: Tab af skov- og naturarealer, bl.a. for at skabe plads til kvægmarker og produktion af dyrefoder; ødelæggelse af fosfor- og nitrogen-kredsløb, fra for højt forbrug af disse i landbruget; ødelæggelse af naturlige ferskvandssystemer, bl.a. for at lave plads til landbrugsproduktion; og den såkaldte sjette masseudryddelse af dyre- og plantearter, bl.a. som følge af færre skov- og naturarealer (og dertil er der hele spørgsmålet om dyreetik).

Disse udfordringer blev ikke adresseret under debatten, og de bliver generelt undveget af politikere og grønne NGO’er. Selvom det er både nemt og vigtigt at udpege fossilkapitalen som fjendebillede, bliver vi også nødt til at stille det sværere spørgsmål om, hvordan vi skaber strukturelle adfærdsændringer. Det kræver kollektive løsninger, bl.a. CO₂^e-afgift, veganske kantine- og fødevaremuligheder, omstillingstilskud til producenter, udbygning af nat- og lyntog i Danmark og Europa, etc. Men for at disse tiltag indføres, kræver det, at borgere og organisationer støtter, at alternativer udvikles. Innovation er afhængig af, at der udvikles nicher, hvor nye produkter og alternativer kan vokse frem. Og udbredelsen er afhængig af, at disse borgere samtidig viser politikere, organisationer og andre borgere, at alternativer er mulige og attraktive – hvad enten det er alternative rejseformer eller dagligvarebutikkernes udbud af svampepostej, havremælk eller plantesmør.

Det kræver individer og organisationer, der går foran, ikke for at helliggøre sig, men for at udstikke veje for samfundsændringer, hvor vi i de velstillede samfund reducerer vores forbrug uden i øvrigt at give afkald på samfundets velstand.¹² Det kræver, at vi formår at artikulere individuelle veje som muligheder for strukturelle ændringer. Og det kræver, at politiske partier tør melde ud, at deres vælgere skal reducere centrale dele af deres forbrugsmønstre. Dette er sværere end at fokusere på energiomstillingen og fossilkapitalismen, men det er spørgsmål, der kalder på diskussioner og svar.

Strategiske efterrefleksioner

Hvis imperativet for klima- og miljøkampen i dag i streng forstand lyder: “Handl således, at de planetære grænser overholdes”, hvilken strategi skal man som klimaaktivist, forsker, politiker eller anden aktør så forfølge? Det kræver både overvejelser over, hvilken viden der mangler før, de grønne visioner kan implementeres, og hvilke interessegrupper der arbejder for – og imod – visionernes realisering. Her rummer staten flere muligheder for at fremme den grønne omstilling, men aktivister må aldrig forlade sig på, at staten af sig selv igangsætter disse muligheder. Store omstillinger kræver et vedvarende, indsigtsfuldt og velartikuleret pres. Det er klart, at alle ikke har ressourcer til at involvere sig i både de store kampe om fossilkapitalismens problemer og kampene om adfærdsstrukturelle ændringer. Det er også klart, at førstnævnte fylder mest i det globale CO₂-regnskab. Men hvis vi skal holde os inden for de planetære grænser, vil det kræve en omfattende indsats begge steder. Første opfordring herfra lyder:

Klimabekymrede borgere, organiser jer!

Johannes Lundberg er klimaaktivist i divestmentkampagnen AnsvarligFremtid og ph.d.-studerende ved Idéhistorie ved Aarhus Universitet. Ph.d.-projektet har fokus på finanskapitalismens udvikling og dennes betydning for klimakrisen.

1. ‘350 Climate Science Basics’, 350.org, accessed 2 July 2021, https://350.org/science/.
2. Fx Geoffrey Supran and Naomi Oreskes, ‘Assessing ExxonMobil’s Climate Change Communications (1977–2014)’, Environmental Research Letters 12, no. 8 (August 2017): 084019, https://doi.org/10.1088/1748-9326/aa815f.
3. Mens arrangementets titel kun eksplicit nævnte klimakrisen, mener jeg, de øvrige miljøkriser var væsentlige for og i diskussionen, så mit fokus i denne tekst, er på de planetære kriser samlet betragtet. Om de planetære grænser se: Will Steffen et al., ‘Planetary Boundaries: Guiding Human Development on a Changing Planet’, Science 347, no. 6223 (13 February 2015), https://doi.org/10.1126/science.1259855.
4. Kate Raworth, Doughnut Economics, Seven Ways to Think like a 21st-Century Economist (London: Random House Business, 2017).
5. Ludvig Goldschmidt Pedersen, ‘Bæredygtighedens ekkokammer’, Eftertryk (blog), 6. januar 2021, https://www.eftertrykket.dk/2021/01/06/baeredygtighedens-ekkokammer/.
6. Ud over CO₂ skal de øvrige drivhusgasser også medregnes i en sådan afgift, således symboliserer e’et i “CO₂^e” drivhusgassers opvarmningseffekt omregnet i CO₂-ækvivalenter (“CO₂ equivalents”).
7. Fx Noam Bergman, ‘Impacts of the Fossil Fuel Divestment Movement: Effects on Finance, Policy and Public Discourse’, Sustainability 10, no. 7 (July 2018): 2529, https://doi.org/10.3390/su10072529; Giorel Curran, ‘Divestment, Energy Incumbency and the Global Political Economy of Energy Transition: The Case of Adani’s Carmichael Mine in Australia’, Climate Policy 20, no. 8 (13 September 2020): 949–62, https://doi.org/10.1080/14693062.2020.1756731.
8. Jf. Thomas Meinert Larsen, ‘Their Votes, Our Future. How Danish Pension Funds Voted on Climate in 2021 – Report Based on a Survey of 16 Danish Pension Funds’ (AnsvarligFremtid, July 2021), https://www.ansvarligfremtid.dk/danske-pensionsselskaber-svigter-med-at-faa-det-aktive-ejerskab-til-at-understoette-paris-aftalen/.
9. Andreas Malm, Fossil Capital: The Rise of Steam Power and the Roots of Global Warming (London: Verso, 2016).
10. Fx Ryan Wishart, ‘Class Capacities and Climate Politics: Coal and Conflict in the United States Energy Policy-Planning Network’, Energy Research & Social Science 48 (1 February 2019): 151–65, https://doi.org/10.1016/j.erss.2018.09.005.
11. Fx UNEP et al., ‘The Production Gap: The Discrepancy between Countries’ Planned Fossil Fuel Production and Global Production Levels Consistent with Limiting  Warming to 1.5°C or 2°C’, 20 November 2019, https://www.sei.org/publications/the-production-gap-report/.
12. Om distinktionen mellem vækst og velstand se fx Tim Jackson, Prosperity without Growth: Foundations for the Economy of Tomorrow, Second edition (New York: Routledge, 2017).