Hvorfor er kapitalismen ikke kollapset for længst?

Trods et turbulent årti med kriser, opstande og en global pandemi er det stadig pengenes bevægelser på markedet, der bestemmer over liv og død. I sin nye bog Stum tvang undersøger Søren Mau, hvorfor kapitalens verden er så svær at komme af med, og peger på, at kapitalismen ikke kun beror på vold og ideologi, men også på en abstrakt og anonym tvang, der er indlejret i økonomiske forhold og processer. Vi bringer her et uddrag.

Af Søren Mau
Foto af Fanny Lundgren Jensen (instagram: @fannylundgrenjensen)

Mennesker er – desværre – tvunget til at arbejde, hvis de vil leve. Eller mere præcist: Det er nødvendigt, at nogle mennesker arbejder. I de rette naturlige omstændigheder har menneskelige individer evnen til at producere mere, end der kræves til deres egen overlevelse, og derfor kræver reproduktionen af et fællesskab af mennesker ikke, at alle arbejder. Menneskesamfund har altid omfattet personer, der ikke er i stand til at arbejde, hvad enten det er permanent eller midlertidigt: Nogle er syge, nogle har funktionsnedsættelser, er skadede, for gamle, for unge og så videre. Menneskesamfund har derfor altid brug for at finde en måde at få nogle til at arbejde for andre på, eller sagt anderledes: at finde en måde at organisere merarbejdet og distribuere dets resultater på. Det er der ikke nødvendigvis noget undertrykkende ved. Merarbejde er en nødvendighed, og en kommunistisk produktionsmåde ville også være nødt til at sikre overlevelsen af dem, der ikke er i stand til at arbejde.

Evnen til at udføre merarbejde er ganske vist en mulighedsbetingelse for menneskehedens eksistens som sådan, men den har også en dunkel bagside: Det er også den, der muliggør klassesamfundet. For at virkeliggøre denne mulighed er det nødvendigt, at nogle mennesker formår at få andre mennesker til at arbejde for sig. Hvordan gør man det? Hvordan etablerer en gruppe mennesker sig som en herskende klasse og reproducerer de sociale relationer, der gør dem i stand til at udbytte en klasse af producenter?

I størstedelen af menneskehedens historie har de herskende klasser generelt beroet på en kombination af vold og ideologi. Ideologi former måderne, hvorpå mennesker opfatter den verden, de bebor, hvad de anser for at være retfærdigt og uretfærdigt, naturlig og kunstigt, nødvendigt og tilfældigt, guddommeligt og menneskeligt, uundgåeligt og foranderligt. Sådanne idéer, overbevisninger og intuitioner fungerer som koordinater for handlinger, og derfor er ideologi en væsentlig kilde til den herskende klasses magt. Vold er som regel mere ligetil og håndgribelig: De fleste forsøger for det meste at undgå smerte, skade og død, og derfor er truslen om vold ofte en effektiv motivation.

Denne historisk unikke måde at strukturere reproduktionen af samfundets liv på viste sig at være umådelig sejlivet, alsidig og besat af en heftig ekspansionsdrift. I dag, fire århundreder senere, er den mere rodfæstet end nogensinde før.Klassesamfundet var fra sin spæde begyndelse i oldtidens Mesopotamien grundlagt på tvangsarbejde. Ifølge James C. Scott “ville det næsten være umuligt at overdrive den centrale plads, trældom i den ene eller anden form indtil for nylig har haft i statens udvikling”.¹ Slaveri var ligeledes grundlag for Qin-dynastiet og det tidlige Han-dynasti i Kina, såvel som antikkens Grækenland og Romerriget. Det feudale samfund var også “grundlæggende voldeligt”, som Christopher Isett og Stephen Miller udtrykker det.² I disse førkapitalistiske klassesamfund brugte de herskende klasser vold til at udvinde merarbejde fra producenterne.³ Producenterne var som regel personligt ufrie, hvilket betyder, at de ikke havde ret til at trække sig fra udbytningsforholdet, og at et forsøg på at gøre dette under normale omstændigheder ville være forbundet med meget besvær og fare.

I løbet af 1500- og 1600-tallet spredte et sæt sociale relationer sig, som i stigende grad gjorde de herskende klasser i stand til at udvinde merarbejde fra bønder uden at bruge vold. Bønderne blev adskilt fra jorden og tvunget til at sælge deres arbejdskraft til storbønder, der solgte deres produkter som varer på konkurrenceprægede markeder for at tjene penge. Jagten på rigdom i pengeform – en aktivitet, der tidligere havde været forvist til samfundets margin – begyndte at infiltrere hele det sociale liv, og med tiden blev kapitalen med Karl Marx’ ord “den alt beherskende økonomiske magt”. Det krævede en hel masse vold at tilvejebringe denne tilstand, men da den først var blevet etableret, var det muligt at erstatte noget af denne vold med “de økonomiske forholds stumme tvang”. Den kapitalistiske produktionsmådes historiske fremkomst ledte altså ikke til en evakuering af magt fra økonomien; den signalerede snarere en ny magtkonfiguration, hvor den voldelige magt, der påkræves for at garantere ejendomsforholdene, blev centraliseret i staten og dermed blev adskilt fra udvindingen af merarbejde, som i stedet blev organiseret ved hjælp af en abstrakt og upersonlig herredømmeform. Denne historisk unikke måde at strukturere reproduktionen af samfundets liv på viste sig at være umådelig sejlivet, alsidig og besat af en heftig ekspansionsdrift. I dag, fire århundreder senere, er den mere rodfæstet end nogensinde før. I denne bog har jeg forsøgt at opbygge en systematisk begrebslig ramme for forståelsen af en af måderne, hvorpå samfundets liv bliver underlagt valoriseringen af værdi.⁴ Lad mig forsøge at opsummere.

***

Ligesom alle andre organismer må mennesker opretholde en konstant udveksling af materie med naturen. Det unikke ved den specifikt menneskelige udgave af dette stofskifte er, at det i sin kerne er fragmenteret, fleksibelt og underdetermineret; på grund af deres besynderlige kropslige organisation har mennesker ingen umiddelbart givet eller nødvendig måde at forholde sig til resten af naturen på. Det karakteristiske ved det menneskelige stofskifte med resten af naturen er altså et fravær af nødvendighed, eller måske mere præcist, en enhed af nødvendighed og kontingens: Et stofskifte skal etableres, men dets sociale form er aldrig givet.

Kapitalismen er den første produktionsmåde i historien, der til fulde har udnyttet det menneskelige stofskiftes ontologiske prekaritet. Hvor førkapitalistiske teknikker til udvinding af merarbejde var baseret på den tætte sammenknytning af producenter og produktionsmidler, sikrer kapitalen sit greb om samfundet ved at introducere en dobbelt kløvning af det menneskelige stofskifte for at regere over den midlertidige genforbindelse af det, der blev kløvet.

Proletarer undertvinges kapitalister ved hjælp af et sæt mekanismer, der på samme tid undertvinger alle under valoriseringens logik, og vice versa. Stumheden i kapitalens magt viser sig således som et resultat af et historisk specifikt sæt produktionsforholdDen første kløvning er skabelsen af proletaren, et nøgent liv adskilt fra sine betingelser, som det kun har adgang til gennem kapitalens formidling. Med denne biopolitiske fraktur, hvori kontrollen over betingelserne for samfundets liv centraliseres i hænderne på kapitalistklassen, bliver det muligt for denne klasse at tvinge proletarer til at give en del af deres liv til kapitalen, uden at bruge vold. I stedet forlader kapitalisterne sig på proletarernes egen vilje til at leve for at opkræve den rente på proletarens transcendentalt forgældede liv, der går under navnet merværdi.⁵ Klasseherredømmet indskriver sig dermed på et transcendentalt niveau, hvorved valoriseringen af værdi bliver mulighedsbetingelsen for den sociale reproduktion.

Den anden kløvning er den horisontale splittelse af producenter i konkurrerende enheder, der forholder sig til hinanden gennem markedet. Organisationen af den sociale reproduktion via udvekslingen af arbejdsprodukter produceret af uafhængige og private producenter forvandler sociale relationer mellem mennesker til virkelige abstraktioner, der konfronterer menneskene som en fremmed magt. Disse horisontale relationer resulterer i et sæt mekanismer, gennem hvilke kapitalens logik overskrider klasseforskelle og påtvinger sig den sociale totalitet som sådan.

Kapitalens økonomiske magt må begribes som et resultat af den gensidige gennemskæring af disse to konstitutive spaltninger, hvilket genererer en dobbelt undertvingelse: kapitalisternes undertvingelse af proletarerne og kapitalens undertvingelse af alle. Ingen af disse kan reduceres til den anden, for de udspringer af to distinkte og irreducible sæt sociale relationer. Kapitalens stumme tvang er resultatet af deres gensidige formidling af hinanden: Proletarer undertvinges kapitalister ved hjælp af et sæt mekanismer, der på samme tid undertvinger alle under valoriseringens logik, og vice versa. Stumheden i kapitalens magt viser sig således som et resultat af et historisk specifikt sæt produktionsforhold, igennem hvilke den menneskelige evne til at indskrive herredømmeforhold i materialiteten er blevet udnyttet i en grad, der aldrig er set før.

Men produktionsforholdene er ikke kapitalens eneste magtkilde. Som en kontinuerlig proces viser den kapitalistiske produktion sig at besidde en ejendommelig evne til at forvandle betingelser til resultater af dens egne bevægelser; den sætter sine egne forudsætninger. Kapitalistiske produktionsforhold iværksætter en række dynamikker, der på samme tid er resultater af og kilder til kapitalens magt. Denne paradoksale cirkularitet opererer på flere niveauer af den kapitalistiske totalitet, fra den mikroskopiske manipulation af plante-DNA til omstruktureringen af den internationale arbejdsdeling.

Formålet med at bygge abstrakte teorier er ikke blot at producere indsigter, der er sande i en rent passiv og traditionel forstand, men snarere at assistere den revolutionære stræben efter kommunisme.Inden for arbejdspladsen tvinger konkurrencens pres og proletarisk modstand kapitalens personifikationer til at bruge deres despotiske magt til at disciplinere arbejdere, indføre ny teknologi og omstrukturere arbejdsdelinger. Ved hjælp af denne reelle subsumption af arbejdet gnaver kapitalen sig ind i arbejdernes kroppe for at kalibrere dem med den kapitalistiske produktions abstrakte tidslighed og sikre, at de gradvis bliver ubrugelige uden kapitalens formidling.⁶ Den samme dynamik kan spores i kapitalens forhold til resten af naturen, uanset om det er energikilder, dyr, jorden eller planter. Kapitalistisk produktion indebærer en nådesløs drift mod at knække naturens genstridige autonomi.

Reel subsumption finder også sted uden for arbejdspladsen, på nationalt, regionalt og globalt niveau. Ved at udslette rummet gennem tiden og skabe et logistisk imperium smedet til dens logik opnår kapitalen en mobilitet, der kan bruges som et kraftfuldt våben over for rebelske proletarer og fodslæbende regeringer. Gennem dens omstrukturering af den internationale arbejdsdeling tilføjer kapitalen endnu en dimension til sin transcendentale magt ved at supplere sin tilegnelse af arbejdets objektive og sociale betingelser med dets rumlige eller geografiske betingelser.

Hvor end kapitalen viser sig, lancerer den således sin karakteristiske modus operandi på samfundets niveauer: flække, pulverisere, spalte og kløve for at samle, forbinde, sammensætte og rekonfigurere ved at væve valoriseringen af værdi ind i den sociale reproduktions transcendentale strukturer.

Den stumme tvangs cirkularitet er også tydelig i kapitalens nødvendige tendens til at generere en relativ overskudsbefolkning såvel som i dens tilbagevendende negation af sig selv i form af kriser. Begge disse cykliske dynamikker intensiverer de stumme tvangsmekanismer; eksistensen af en relativ overskudsbefolkning øger konkurrencens pres på proletarer, og en krise øger konkurrencens pres på kapitalerne og tvinger dem dermed til at styrke deres bestræbelse på at disciplinere arbejdere og intensivere den reelle subsumption af arbejdet, naturen og produktionens globale netværk.

Kapitalens stumme tvang er altså et resultat af et bestemt sæt sociale forhold og et bestemt sæt dynamikker, der iværksættes af disse forhold. Samlet set forklarer det, hvorfor det kapitalistiske samfund er domineret af en ekspansiv valoriseringslogik, der påtvinger sig samfundet ved hjælp af ikke blot vold og ideologi, men også ved at indskrive sig i den sociale reproduktions materielle kompositioner.

Kapitalens økonomiske magt er et komplekst herredømmeapparat, hvis anordninger opererer på alle niveauer af den kapitalistiske produktionsmåde. Formålet med denne bog har været at zoome ind på denne specifikke magtform, for systematisk at adskille den fra voldelig og ideologisk magt, og identificere dens kilder og virkemåder. For at fastholde den som analyseobjekt er det nødvendigt at abstrahere fra alt, der ikke er logisk impliceret i den. Sådanne abstraktioner er en nødvendig del af teorikonstruktionens proces, men hvis sådanne teorier skal være strategisk relevante for den praktiske bestræbelse på at lægge kapitalens verden i graven, er den modsatte bevægelse også nødvendig. Formålet med at bygge abstrakte teorier er ikke blot at producere indsigter, der er sande i en rent passiv og traditionel forstand, men snarere at assistere den revolutionære stræben efter kommunisme. I modsætning til hvad mange intellektuelle af deres dårlige samvittighed eller forfængelighed ledes til at tro, er teoriens rolle i sådan en bestræbelse nødvendigvis særdeles indskrænket. “Idéer kan aldrig føre ud over en gammel verdenstilstand, men kun ud over den gamle verdenstilstands idéer”, som Marx udtrykte det.⁷ Det, som teorier som den, jeg har udviklet i denne bog, imidlertid er i stand til, er at udvikle begreber, der kan bruges på lavere abstraktionsniveauer med henblik på at producere strategisk relevante analyser af konkrete kamparenaer. Kampen mod kapitalens dødsmaskineri finder ikke sted i et teoretisk laboratorium, hvilket betyder, at den aldrig konfronterer den stumme tvang, som den beskrives i denne bog. I dén rodede virkelighed, kampe finder sted i, er kapitalens økonomiske magt altid viklet ind i voldelig og ideologisk magt, samt sociale former, logikker og dynamikker, der ikke stammer fra kapitalformen. Vi skal altid huske på, at teorier udviklet på et højt abstraktionsniveau ikke kan og ikke bør give svar på spørgsmålet om, hvad der skal gøres—men også at det ikke betyder, at sådanne teorier dermed er politisk ubrugelige. Politisk handling bør altid udspringe af det, Vladimir Lenin kaldte “selve kernen, den levende sjæl, i marxismen”, nemlig den “konkrete analyse af en konkret situation”. Men for at kunne foretage sådanne analyser har vi brug for omhyggeligt smedede begreber, og dét er, hvad teorien tilvejebringer. Mit håb er således, at den systematiske granskning af begrebet om kapitalens stumme tvang i denne bog sammen med andre relevante teorier og en sensitivitet over for situationens særegenhed kan bidrage bare en lille smule til afviklingen af det destruktive, undertrykkende og mareridtsagtige system, vi kender som den kapitalistiske produktionsmåde, og dermed skabelsen af mulighedsbetingelserne for et frit liv – også kendt som kommunisme.

Teksten er taget fra konklusionen til Stum tvang: en marxistisk analyse af kapitalismens økonomiske magt (Klim, 2021) og udgivet med tilladelse fra forlaget. Forord, indledning og indholdsfortegnelse til bogen er gratis tilgængelige på www.sorenmau.com

1. James C. Scott, Against the Grain: A Deep History of the Earliest States (New Haven: Yale University Press, 2017), 155, 180.
2. Christopher Mills Isett og Stephen Miller, The Social History of Agriculture: From the Origins to the Current Crisis (Lanham, Boulder, New York & London: Rowman & Littlefield, 2016), 40.
3. Perry Anderson, Passages from Antiquity to Feudalism (London: NLB, 1974), kap. 1; Robert Brenner, “Agriarian Class Stucture and Economic Development in Pre-Industrial Europe”, i The Brenner Debate, red. T.H. Aston og C.H.E. Philpin (Cambridge: Cambridge University Press, 1987); Robert Brenner, “The Agrarian Roots of European Capitalism”, i The Brenner Debate, red. T.H. Aston og C.H.E. Philpin (Cambridge: Cambridge University Press, 1987); Robert Brenner, “Property and Progress: Where Adam Smith Went Wrong”, i Marxist History-writing for the Twenty-first Century, red. Chris Wickham (Oxford: Oxford University Press, 2007), 64f; G. E. M. De Ste. Croix, The Class Struggle in the Ancient Greek World: from the Archaic Age to the Arab Conquests (Ithaca: Cornell University Press, 1989); Spencer Dimmock, The Origin of Capitalism in England, 1400–1600 (Leiden & Boston: Brill, 2014), kap. 3; Isett og Miller, The Social History of Agriculture: From the Origins to the Current Crisis, 17ff, 32, 40; Scott, Against the grain, kap. 5; Ellen Meiksins Wood, The Origin of Capitalism: A Longer View (London & New York: Verso Books, 2002), 55f; Ellen Meiksins Wood, Democracy Against Capitalism: Renewing Historical Materialism (London & New York: Verso Books, 2016), kap. 1.
4. ‘Valorisering af værdi’ er en oversættelse af Marx’ udtryk ‘Verwertung des Werts’, og henviser til den proces, hvorigennem den økonomiske værdi forøger sig selv, eller sagt mere konkret: den proces, hvorigennem penge bliver til flere penge. At værdien bliver ‘valoriseret’ betyder altså, at den forøges.
5. Min brug af ordet ‘transcendental’ er inspireret af Immanuel Kant, der skelnede skarpt mellem den transcendente og det transcendentale. Hvor det transcendente betegner det, der overskrider eller ligger uden for et givet immanensfelt, er det transcendentale det, der vedrører betingelserne for dette immanensfelt, og som altså logisk set går forud. At “klasseherredømmet indskriver sig på et transcendentalt niveau” betyder altså, at den udbyttende klasse ikke kobler sig på produktionsprocessen på en rent ydre måde og suger merarbejde som en igle eller parasit, men i stedet griber fat om produktionsprocessens rødder ved at reorganisere selve betingelserne for den økonomiske aktivitet. En uddybende forklaring findes på s. 143-144 i bogen.
6. ‘Reel subsumption’ under kapitalen betegner kapitalens omformning af produktionsprocessens konkrete, materielle tekniske og organisatoriske struktur og funktionsmåde, og står i modsætning til ‘formel subsumption’, der betegner en situation, hvor en given produktionsproces er blevet overtaget af kapitalen, men hvor produktionsprocessens tekniske og organisatoriske struktur stadig er formet af før- eller ikke-kapitalistiske logikker. ‘Reel subsumption’ betegner altså kapitalens materielle reorganisering af produktionen.
7. Marx og Engels, Den hellige familie, MEW2, s. 126.