Jeres børn er ikke jeres børn

ESSAY: Forældet psykologi og tvivlsomme tommelfingerregler præger myndighedernes afgørelser i samværssager for børn, hvis forældre er gået fra hinanden, viser denne personlige fortælling fra frontlinjerne i det familieretlige system. I essayet skildrer en far sin kamp for en deleordning og tegner et portræt af et offentligt Danmark, som er ude af trit med samfundsudviklingen og forskningen. Det gamle tankegods, der på trods af forrige års store reform stadig plager systemet, synes bedre egnet til at skærpe konflikter mellem forældrene end til at bilægge dem.

Af juridiske grunde bringer vi essayet anonymt, ligesom navnene på skribentens datter og ekskæreste er ændret. Alle andre oplysninger er faktuelle, og samtlige citater er ordrette.

Af Anonym far
Illustration af Julie Kordovsky

Jeg husker tårerne, der trillede ned ad mine kinder. Taknemmeligheden, der vældede ud over randen. Jeg husker hendes vægt til sidste gram og klokkeslættet, de skrev i journalen. Jeg husker følelsen af hendes hud mod mine hænder, da jeg lagde hende for første gang ved hendes mors bryst en sommerdag for seks år siden.

Sofie, kaldte vi hende. På papiret blot et tal, et ud af 58.205 børn født i Danmark i 2015, men for min kæreste og mig begyndelsen på en helt ny verden. Pludselig drejede det sig om noget andet end os selv. Med ét var betingelsesløs, overrumplende kærlighed til et andet menneske blevet tyngdekraften i vores univers.

Vi var far, mor og barn, den oprindelige treenighed, ældre end historien selv. Men også en foranderlig samfundsstruktur, som i dag er blevet løs i sammenføjningerne, som brydes op og sættes sammen i nye konstellationer hyppigere end nogensinde før. Aldrig har skilsmisseprocenten været så høj som i det forgangne årti.¹ Flere gange overskred den 50, så det for første gang var mere sandsynligt, at et gennemsnitligt ægtepar ville gå fra hinanden end blive sammen. Vores børn betaler prisen: Færre end tre ud af fire bor i dag sammen med begge forældre.²

I august 2018 blev vores familie en del af statistikken. Vi sad på altanen, Rebecca og jeg, med røde øjne og en drink i hånden, og midt i al sorgen var der også lettelse og forståelse, en ømhed, som kom strømmende tilbage efter den lange, seje erosion af alt det, der engang havde været. Vi gik ture, jeg tror, vi holdt i hånd. For første gang i umindelige tider talte vi åbenhjertigt sammen.

Lige indtil vi stødte mod noget hårdt og smertefuldt: Hvad med Sofie?

I flere år har vi forsøgt at finde et svar på det spørgsmål. Og hvis vi troede, det var svært at leve i et afsporet forhold, så har vi lært, at det er vand ved siden af, hvad det vil sige at gå fra hinanden i Danmark uden at kunne enes om børnene. Dette er historien om et familieretligt system, som på trods af flere reformer ikke har evnet at følge med tiden, som lader hånt om den omfattende forskning i deleordninger, og som træffer tilsyneladende vilkårlige afgørelser, der undergraver vores retssikkerhed og svigter vores børn.

***

Den 16. november, 2018, kom den e-mail, jeg havde ventet på. Eller snarere: frygtet, længtes efter, gruet for. Rebecca og jeg havde brugt de tre måneder siden vores brud på at prøve at finde en fornuftig ordning for Sofie. Der havde været mange gode stunder, men også utryghed og stress. Under en af vores sidste samtaler på altanen i august havde Rebecca gjort det klart, at hun mente, Sofie skulle bo langt det meste af tiden hos hende, 10 eller 11 dage ud af 14.

Jeg husker, hvor enormt svært det var for mig at acceptere, at Rebecca kunne tænke sådan. Hun havde taget hele barslen, ud over 14 dage efter fødslen, fordi jeg var freelancer og ikke havde råd til at tage fri. Til gengæld arbejdede jeg for det meste kun fem eller seks timer om dagen og tog tit en ugentlig fridag. Når jeg var hjemme, var vi fælles om alt ud over amningen. Og fra Sofie fyldte et år og begyndte i vuggestue, deltes vi om det hele, fra afleveringer til bleskift. Sofie elskede sin mor, og hun elskede sin far. Nu var hun tre år, hun var tryg og viljestærk og godt knyttet til os begge, ligesom vi til hende. For mig var det det mest naturlige i verden, at hun skulle fortsætte med at have lige adgang til begge sine forældre, og at vi skulle fortsætte med at tage lige stort ansvar for hende.

Men sådan så Rebecca ikke på det. Jeg pressede på for at få hende til at forklare hvorfor, og i et ophedet øjeblik svarede hun, at hun havde mere “ret” til Sofie, fordi hun havde båret og ammet hende og taget barslen.

Med lidt mental akrobatik kan jeg godt sætte mig ind i følelsen. Men tiderne har ændret sig, og med dem forældrerollerne. Vi skal ikke længere tilbage i danmarkshistorien end 1970, før kun halvdelen af de gifte kvinder i alderen 25 til 44 arbejdede uden for hjemmet; i 1990 var tallet 91 procent.³ Tilsvarende tal findes i resten af den vestlige verden. Det har skabt mere lighed, også når det kommer til småfolket.

For mange nybagte fædre er hverdagen nu fuld af bleskift, barnevognsture, svømning og rytmik, og omsorgen for børnene er i lige så høj grad som for kvinderne blevet et identitetsprojekt.⁴ Vi gemmer os ikke bag avisen med en cigar, når den lille skal puttes, vi sidder ikke og drikker dry martini med sekretæren, mens konen går derhjemme med en skrigende unge. Vi vil børnene lige så meget som deres mødre. Det er præmissen for at få et barn med en mand i dagens Danmark, og det er til børnenes bedste. Tag en tur i svømmehallen og få syn for sagn, åbn avisen, eller gå i teatret – udviklingen kan spores overalt, selv i Yahya Hassans fængselslyrik:⁵

MANDEN I NABOCELLEN VAR STENHUGGER
HAN DRØMTE OM AT HUGGE KUNSTSTEN
MEN VAR ANSAT TIL AT HAKKE BROSTEN OG GRAVSTEN
HAN ENDTE MED AT HUGGE SIN EKSKONE HALVT IHJEL
FORDI HUN NÆGTEDE HAM SAMVÆR MED BARNET
NU BESØGER HUN HAM EN GANG OM UGEN
OG HUN TAGER BARNET MED

***

I september, 2018, en måned efter vores brud, fandt Rebecca og jeg et kompromis. Processen var sej som et maraton og involverede flere timer hos vores gamle parterapeut, men i mål kom vi: Sofie skulle bo fire dage om ugen hos Rebecca og de resterende tre hos mig i den lejlighed på Nørrebro, jeg var flyttet ind i samme måned. Det var kun en kort cykeltur fra Rebeccas andelslejlighed, hvor hun blev boende, og endnu tættere på Sofies nye børnehave.

Der var knaster i vores kommunikation, men vi klarede det relativt godt. Jeg var med til Rebeccas fødselsdag og til middag hos hendes forældre; hun var med på efterårsferie med min store, højrøstede familie. Den sidste aften sad vi på havnen og spiste middag, bare os tre, mens solen sank langsomt i havet. Det var stærk medicin mod den sorg, jeg følte, og det må have været lige så stor en lindring for Sofie – næsten hver gang hun havde skullet ønske sig noget efter bruddet, var det det samme: At far og mor skal bo sammen igen.

Det var en tid med mange udfordringer for et lille barn. Ikke alene havde vi dømt hende til en barndom fuld af savn, fanden tage os, vi var også lige flyttet tilbage til byen, og Sofie var skiftet fra vuggestue til børnehave. Nogle gange var det svært for hende at lande hos os på dagen efter adskillelserne, så ville hun gerne bare blive hjemme og ville ikke til rytmik eller på besøg hos venner. Sommetider, oftest på overleveringsdagen, græd hun lidt og sagde, Jeg savner mor. Så sagde jeg, Ja, skat, selvfølgelig gør du det, men når man savner nogen, så er det jo fordi, man elsker dem. Kom og få et knus. Det samme skete hos Rebecca. Heldigvis var Sofie let at trøste. Og i det væsentlige var hun den samme som før: Hun var spontan, uforstilt, kærlig og tryg, hun var for det meste glad og ville gerne lege – med mig og andre – og bestemme – over mig og alle andre.

Rebecca og jeg kæmpede længe med at få deleordningen til at gå op, så der var nogenlunde lige mange weekender hos hver af os og ikke for lange adskillelser eller for mange skift. Vi lavede farvekodede skemaer i Excel og skrev e-mail efter e-mail til hinanden. Meget blev aftalt ad hoc, og det gav usikkerhed og unødvendige gnidninger. To gange husker jeg, at Rebecca truede med at trække sig fra vores 4/3-ordning på grund af uoverensstemmelser, hvis detaljer jeg har glemt. Hver gang vældede en gejser af grundangst op i mig, og blandt andet derfor pressede jeg på for at få en skriftlig kontrakt om ordningen. Da vi endelig i november fandt frem til et nogenlunde deleskema, sendte jeg straks et aftaleudkast til Rebecca.

Seks dage senere kom den e-mail, jeg havde gruet for. Nej, Rebecca kunne desværre ikke skrive under på aftalen. Tre ud af syv dage var for længe at være væk fra sin mor, det tryggeste for Sofie var at have ét primært hjem. Vi burde søge rådgivning hos Statsforvaltningen. “Jeg håber stadig at vi kan bevare et godt samarbejde omkring Sofie og forblive gode venner. Kærlige hilsner Rebecca.”

At sige, jeg oplevede et knæk, ville være en underdrivelse. Jeg var vred, jeg var frustreret, jeg var desperat. I mit første, ukarakteristisk ordknappe svar skrev jeg: “Jeg har ikke nærlæst det hele, for det kan jeg simpelthen ikke, men det er meget meget trist for os alle, det her. Jeg forudser en meget hård tid herfra.”

***

Nansi var syv år gammel, da hun i slutningen af 1930’erne blev sendt til London Child Guidance Clinic, et af Englands første børnepsykiatriske centre. Gennem det sidste halve år havde hun svindlet sig til sin brors mælkepenge, stjålet fra sin lærer og brækket en indsamlingskasse fra Frelsens Hær op med en kniv. Pengene havde hun brugt på søde sager. Hverken afstraffelse eller venlige ord bed på hende, og selv når hun blev grebet på fersk gerning, viste hun ingen skam. Derhjemme var hun også altid faldet udenfor. Hun ville ikke lege med sine søskende, og hun virkede uengageret og ligeglad med, hvordan hun blev behandlet.

For klinikkens unge psykiater var der begyndt at tegne sig et mønster – et mønster, som skulle komme til at danne grundlag for familieretspraksis verden over. Ligesom flere andre af John Bowlbys patienter havde Nansi været udsat for en længere adskillelse fra sin mor. Da hun var 12 måneder gammel, blev hun indlagt på hospitalet med bronkitis. Der fik hun lungebetændelse og mæslinger og endte med at blive i ni måneder. I al den tid så hun ikke sine forældre, der ifølge datidens praksis kun måtte komme på besøg, når lille Nansi sov. Da hun endelig kom hjem, var hun ængstelig og opførte sig meget babyagtigt; i månedsvis var der tis og afføring i hendes seng hver aften, selvom hun før havde været renlig.

Efter få år havde Bowlby samlet 16 patientjournaler fra børn af Nansis slags, som han kaldte “affektløse tyve”. Ikke færre end 14 af dem havde oplevet en længere separation fra deres mødre som små. Blandt 44 patienter, som ikke rapsede, havde kun tre været udsat for noget tilsvarende. Observationerne passede dårligt med de fremherskende psykoanalytiske modeller – og med den måde, man håndterede børn på. Hvis de følelsesmæssige bånd mellem de små og deres omsorgsgiver ikke bare var en underordnet funktion af at få mad i munden, som psykoanalysen hævdede, men derimod noget helt fundamentalt i børnenes udvikling, var det måske en skidt idé at lade dem ligge alene på hospitalsstuer i uger eller måneder ad gangen.

Bowlbys første store videnskabelige artikel fra 1940,⁶ der beskrev hans observationer fra London Child Guidance Clinic, blev en milepæl i moderne psykologi. Den indvarslede den såkaldte tilknytningsteori, som specielt Bowlby og hans canadisk-amerikanske kollega Mary Ainsworth udviklede over de næste årtier, og som er en af de mest veletablerede udviklingspsykologiske modeller overhovedet. I sin klassiske version går den ud på, at børn i deres første leveår udvikler stærke følelsesmæssige bånd til en primær omsorgsgiver, og at den proces er afgørende for resten af personlighedsudviklingen. Hvis tilknytningen er vellykket, kan barnet bruge sin tilknytningsfigur som en såkaldt sikker base, hvorfra det kan udforske verden i tryg forvisning om, at det altid kan løbe tilbage i sikkerhed. Den erfaring gør det i stand til at skabe dybe, meningsfulde relationer til andre mennesker. Hvis tilknytningsprocessen afspores, kan resultaterne derimod være katastrofale: Angst, depression, personlighedsforstyrrelser, tvangsadfærd og spiseforstyrrelser er bare nogle af de lidelser, forskere har kædet sammen med usikker tilknytning.

Som Bowlby skrev i 1958, “In the case of human personality the integrating function of the unique mother-figure is one the importance of which I believe can hardly be exaggerated.”⁷

***

I januar, 2019, besluttede Rebecca, at Sofie og jeg kun skulle se hinanden fire dage ud af 14 i stedet for den 4/3-ordning, vi hidtil havde praktiseret. Vi sad med en børnesagkyndig på et gråt kontor på Ellebjergvej i det, der dengang hed Statsforvaltningen og nu hedder Familieretshuset. Rebecca havde få dage forinden tvunget mig til at flytte min adresse fra hendes lejlighed, hvorved jeg automatisk blev “samværsforælder” og hun “bopælsforælder”. Det betød, fik vi nu at vide, at Rebecca havde ret til egenhændigt at bestemme omfanget af Sofies samvær med mig under sagsbehandlingen, som godt kunne trække ud. Jeg kunne acceptere det, hun bestemte, eller lade være, men i så fald kunne jeg risikere slet ikke at se Sofie.

Jeg var rolig under mødet, men fik lov til at forlade lokalet, da Rebecca skulle træffe sin beslutning, fordi jeg var ude af stand til at sidde ved siden af hende. Jeg havde en følelse af overgreb og afmagt, af at en person, der stod mig nær, og som jeg hidtil havde haft et ligeværdigt forhold til, pludselig gjorde noget meget, meget forkert mod mig, tog noget intimt og helligt fra mig, mens jeg var tvunget til blot at se på. Jeg havde sagt ja til, at Sofie og jeg skulle være adskilt i syv måneder hvert år – resultatet af en 4/3-ordning. Det havde gjort ondt, og det havde fyldt mig med sorg for vores datter. Men det gav mening, helheden taget i betragtning. Nu skulle der lægges næsten to måneder til. Det føltes ubærligt.

I sin beslutning støttede Rebecca sig op ad den børnesagkyndige, der ledte mødet. Hun var en venlig kvinde på vores egen alder, og hun gjorde sit for at mægle mellem os. Men samtidig havde hun, paradoksalt nok, cementeret Rebeccas holdning til sagen og dermed skævvredet forhandlingen fra starten.

“Udgangspunktet, og det er tommelfingerreglen, så kunne man tænke én overnatning per år i en fjortendagsperiode med samværsforælderen,” forklarede hun os halvvejs inde i mødet. I Sofies tilfælde altså tre dage hver 14. dag med far. Og det på trods af, at den børnesagkyndige vurderede, at vi “begge to er en tryg tilknytningsfigur for Sofie”.

“Når børn er ret små, i Sofies alder, og i hvert fald yngre, så tænker man, at fast base er rigtig godt,” uddybede hun. “Det baserer vi på, at børn har brug for, når de er meget små, at blive dygtige til at være i relationer. Og man mener, at når børn er et fast sted og skal forholde sig til én primær omsorgsperson, ét miljø, så er det de bedste forudsætninger, man har for at udvikle relationsevnen.”

***

Jeg var ulykkelig, da jeg forlod mødet. På en øde, vindblæst gade bag Statsforvaltningen fandt jeg en kiosk og købte en pakke cigaretter, som jeg åbnede på stedet. Jeg kæderøg to eller tre og vidste stadig ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Hvis jeg havde troet på, at Sofie ville blive et gladere menneske af at bo fast hos sin mor og kun have få dage med sin far, ville det have været lettere. Jeg ville have sørget og følt savn, men visheden om, at jeg gjorde det bedste for min datter, ville have været en enorm trøst.

Den vished havde jeg ikke. Jeg havde i årevis beskæftiget mig med evidens og statistik i sundhedsvidenskab, og jeg havde brugt tid på at sætte mig ind i tilknytningsteorien og forskningen i delebørn. Det stod mig klart, at den børnesagkyndige rådgivning, vi havde fået hos Statsforvaltningen, hvilede på alt andet end solid videnskab.

“Tommelfingerreglen” var en dårlig vittighed. I et uddrag af en bog af socialpædagog Lola Jensen kunne jeg læse mig til, at den stammede fra “den gamle sundhedsplejerskeregel om overnatning på udebane” – altså væk fra både far og mor.⁸ I tidernes morgen må den være krøbet over i samværspraksis med den ikke ubetydelige ændring, at barnets ene forælder pludselig fik udebane-status.

Det var korrekt, at både Bowlby og Ainsworth betragtede moren som barnets primære omsorgsgiver og sikre base. Bowlby opfandt ligefrem et begreb – “monotropi” – for at beskrive barnets tendens til at rette sig mod hende alene. Hun var barnets “psykiske organisator”;⁹ ødelagte mor-barn-forhold var den virkelige rod til adfærdsproblemer, snarere end det at komme fra et skilsmissehjem, mente Bowlby.¹⁰ Det bedste, far kunne gøre, var at råbe opmuntrende ord fra sidelinjen. Eller som Bowlby udtrykte det, “by being kind, helpful and sympathetic a husband can ease a wife’s feelings and help her to more patience with the children. In this indirect way, it seems to me, fathers play a not inconsiderable role.”¹¹

Bowlby blev født i 1907, og hans ideer modnedes i mellemkrigstidens England, hvor ni ud af 10 gifte kvinder gik hjemme.¹² Som det var skik og brug blandt det finere borgerskab, blev han passet af en barnepige under sin opvækst, og han knyttede sig stærkt til hende; sin mor så han mindre til, og faren, som var kirurg, var lige så fraværende i hjemmet, som faderfiguren er det i tilknytningsteorien. Hvad Ainsworth angik, var meget af hendes feltarbejde lavet i 1950’erne med husmødre fra Baltimore og landsbyer i Uganda.

Hverken samfundet eller forskningen har stået stille, siden Bowlby og Ainsworth revolutionerede psykologien. Andelen af skilsmissebørn, der lever i deleordninger, er eksploderet i den vestlige verden, i takt med at ligestillingen mellem kønnene er vokset.¹³ I Danmark lever over en tredjedel af skilsmissebørn nu i deleordninger, inklusive en femtedel af de treårige.¹⁴ Det betyder, at tusindvis af danske børn oplever hyppige adskillelser fra deres mor. Hvis Bowlby havde ret med hensyn til monotropi, burde det vrimle med affektløse tyveknægte i skolerne, og børn i deleordninger burde trives dårligere end de, der bor udelukkende eller overvejende hos deres mor. Sådan er det bare ikke. Tværtimod.

En lang række undersøgelser viser, at skilsmissebørn i deleordninger trives lige så godt som eller, som oftest, bedre end de, der kun har lidt samvær med den ene af deres forældre. Man kan ikke lave et kontrolleret lodtrækningsforsøg med skilsmissebørn, og derfor er ingen af undersøgelserne perfekte. Til gengæld peger de stort set alle i samme retning, også de danske.¹⁵ De systematiske forskningsoversigter,¹⁶ der er lavet på området, bekræfter alle de positive resultater, selv når man tager højde for forældrenes konfliktniveau og indkomst.¹⁷ Og de tyder på, at desto tættere på en fifty-fifty-ordning børnene kommer, desto bedre trives de i gennemsnit.¹⁸

For de mindste børn er der færre studier at trække på. To omdiskuterede undersøgelser fra USA¹⁹ og Australien²⁰ fandt blandede resultater for børn i to-treårsalderen, der havde hyppige versus mindre hyppige overnatninger hos samværsforælderen. Men nyere studier, inklusive en svensk undersøgelse fra 2018 af børnehavebørn mellem tre og fem år,²¹ viser, at deleordninger ligesom for større børn er forbundet med bedre trivsel. Måske, foreslår forskerne, kan det at bevare adgangen til to engagerede forældre skærme børnene mod de negative effekter af en skilsmisse. Det er også muligt, at børn, der ender i deleordninger efter en skilsmisse, kommer fra et mere harmonisk eller ressourcestærkt hjem. En ting synes dog klar: Deleordninger er ikke i sig selv mere skadelige end ordninger med ét primært hjem, heller ikke for børnehavebørn, og de er muligvis bedre. Et system, der har tilbøjelighed til at skævvride det fælles forældreskab, er derfor ikke alene i strid med forskningen. Det må også forventes at skabe unødvendig konflikt og smerte for moderne familier, der har delt forældreansvaret mere eller mindre lige indtil samlivsophøret.

Hvor aldersgrænsen for deleordninger bør sættes, er et spørgsmål, der deler forskerne.²² Men hvis vi er villige til at sende vores børn i vuggestue 30 timer om ugen, når de fylder et, burde vi nok også lade dem se deres far mere end en gang hver anden uge. Man kunne jo følge dem og se, hvordan det gik. Vi eksperimenterer allerede med familierne, når vi fratager børn forældre, som gerne ville have været der i højere grad. Vi gør det bare i blinde.

Blandt de fleste forskere er det i dag opfattelsen, at børn sagtens kan knytte sig stærkt til to forældre, uden at det bliver et hierarki. Og anerkendte eksperter i tilknytningsteori mener, at både spædbørn og større børn godt kan bruge flere personer som sikker base.²³ Men det forudsætter, at begge forældre bruger tid sammen med deres barn.²⁴ Jeg har ikke tal på, hvor mange velmenende mennesker der har sagt til mig, at det er kvalitet og ikke kvantitet, det handler om, når det kommer til samvær – listen inkluderer en dommer, en psykolog og en advokat. Så simpel er virkeligheden ikke. Tid er lim i relationer: Ikke alene giver den mulighed for flere gode oplevelser sammen, mere delt kærlighed og flere minder, den giver også barnet mulighed for at lære sin forælder bedre at kende. Det skaber forudsigelighed og tryghed og dermed stærkere bånd.²⁵ Og en voksen med god tid lærer at forstå sit barn bedre og respondere bedre på dets signaler, hvilket ligeledes styrker tilknytningen.

Selv Bowlby bevægede sig i sin alderdom væk fra idéen om monotropi. Alligevel skrev hans søn i 2004, 14 år efter sin fars død, “I’m not sure that he realised just how significant fathers would turn out to be as attachment figures for encouraging exploration and excitement.”²⁶

***

Tiden omkring januar-mødet i Statsforvaltningen står som en mørk luftspejling i min hukommelse. Mit følelsesliv var et kludetæppe af skyld, sorg og smerte. Nogle gange holdt dæmonerne sig i baggrunden, andre gange overrumplede de mig fuldstændigt. På de værste dage kunne jeg stå og råbe forbandelser ud i min tomme stue, ligge på gulvet i fosterstilling og tude, til mine øjne var sprækker, eller stå i vinterregnen på min altan, til jeg rystede.

Der var også lyspunkter, flere af dem med Sofie. Da vi øvede længdespring, og hun gik fra at være ængstelig til at flyve gennem luften og over i mine arme som en lille kanonkonge. Da vi cyklede ned ad Istedgade mod svømmehallen, hurtigere, hurtigere, så vindmøllen i hendes næve kunne få fart på, og vi råbte Wuiiiiiii og grinede så højt, at folk vendte sig om efter os. Da jeg stod på altanen en kold og klar februaraften, og hun kom ud til mig og kiggede på de mange lys i vinduerne og sagde ganske stille med sin barnestemme, “Nej, hvor er det smukt, far,” og det bruste så forunderligt i mit bryst.

Ved søndags-overleveringerne, når Sofie skulle hjem til mor, skete det tit, at hun hylede og klyngede sig til mig, så vi skulle vriste hendes hænder fri. Det var også sket, når hun skulle fra sin mor over til mig, men de overleveringer foregik oftest via børnehaven. Hver gang skar det mig i hjertet. Det gjorde det også, da Sofie en dag fortalte mig, at mor havde sagt, hun boede hos hende og kun kom på besøg hos mig.

Med jævne mellemrum modtog jeg e-mails fra Statsforvaltningen i min e-boks. Efterhånden lærte jeg at frygte SMS’erne, der adviserede mig; jeg begyndte at reagere fysisk med hjertebanken og trykken for brystet, når de tikkede ind. Ved mødet i januar var vi blevet bedt om at indsende information om ting som Sofies trivsel, vores boligforhold, eventuelle misbrug og sygdomme, og vores sociale netværk og samarbejde omkring Sofie, som på et praktisk plan gled fint på trods af vores uenigheder. Jeg tilføjede tre sider om børnepsykologisk forskning i de mest diplomatiske vendinger, jeg kunne mønstre, og undlod at nævne tommelfingerreglen. Hvert skriv ville blive sendt i høring hos den anden forælder, som så havde 14 dage til at svare. Men hvor jeg øjnede en mulighed for at tale om et stærkt far-datter-bånd og forskningen i deleordninger, så Rebecca en invitation til skyttegravskrig.

Jeg var “truende og ubehagelig,” skrev hun. Jeg ville ikke have, at vores datter skulle tilses af en læge, når hun var syg. Jeg var “intelligent, charmerende og en verbal forfører”, men havde også “en meget hård og kynisk side”, var “kontrollerende og bestemmende” og udviste “kulde og vrede”, når tingene ikke passede mig. Sofie gav i øvrigt “klart udtryk for, at hun ikke vil hjem til far”, og havde i “stressende perioder haft svært ved at holde på afføringen”. Det mest bekymrende for Rebecca var “vores dårlige samarbejde og konflikt, da jeg ved, at det kan påvirke Sofie negativt”.

Jeg vidste, at ordet “konflikt” ville få røde lamper til at lyse i Statsforvaltningen, ikke mindst fordi Rebecca, som hun skrev, var “blevet henvist til en efterværnsgruppe af mødrehjælpen”. I det familieretlige system taler et højt konfliktniveau imod deleordninger, selvom forskning viser, at en vis grad af konflikt er meget almindelig i tiden omkring en skilsmisse, og at det er de sjældnere årelange og intense konflikter, der er et problem i forhold til deleordninger.²⁷ Men jeg vidste også, at Statsforvaltningen havde stået over for mange parter, som overspillede en konflikt af strategiske grunde, og at de derfor ikke automatisk tog alle partsindlæg for pålydende. Desuden var der simpelthen ikke noget at komme efter i vores tilfælde. Vi talte pænt sammen, og vi overholdt vores aftaler, som vores e-mails og SMS’er også tydeligt viste. Der var en håndfuld desperate e-mails fra mig i november og et par overleveringer efter januar-mødet i Statsforvaltningen, hvor jeg havde svært ved at kigge Rebecca i øjnene, men det var det.

Senere kom der insinuationer om narkotika-misbrug og anklager om “psykisk vold”, hvor Rebeccas grænser var “blevet overskredet gentagent, systematisk og gennem flere år” – hvilket måtte være stort set fra dag 1, da vi kun havde kendt hinanden få måneder, da Rebecca blev gravid. Og der var mine “meget voldsomme reaktioner”, når tingene gik mig imod. “Men de voldsomme reaktioner er kun toppen af isbjerget, det virkeligt hårde er den vedvarende kontrol, styring og kritik af mine handlinger,” tilføjede hun.

Der havde manglet kærlighed og generøsitet i vores relation, men jeg kunne slet ikke genkende hendes beskrivelser, og anklagerne tog hårdt på mig. Jeg husker en gang, jeg fik en SMS om, at der var post fra Rigspolitiet i min e-boks. Jeg var på vej på arbejde efter at have afleveret Sofie i børnehaven, og pludselig ræsede mit hjerte afsted. Jeg kunne dårligt være i mig selv, da jeg kom op på kontoret. For mit indre øje så jeg en ny, graverende anklage komme mellem Sofie og mig, nu med politiets stempel. Da jeg fik logget på, var det en Epinion-undersøgelse.

Sådan gik tiden, og uger blev til måneder. Jeg forsvarede mig kun mod de værste anklager og holdt mig på min egen banehalvdel. Jeg tænkte på de jurister, som skulle sidde og tygge sig gennem fremmede menneskers trakasserier, mens sagerne hobede sig op foran dem; en gang ringede jeg til Familieretshuset tre minutter efter åbningstid og blev nummer 47 i køen. Alligevel rykkede jeg flere gange for en afgørelse – det var mit barn, det drejede sig om.

En fredag aften i slutningen af maj fik jeg endnu en SMS: Der var post fra Familieretshuset. Jeg havde lige puttet Sofie og tænkte, det nok var et svar på en af mine rykkere. Men på emnelinjen stod “Afg. om samvær”. Endnu en gang begyndte mit hjerte at galopere. Mine øjne fløj ned over den første side, videre til den næste, og der stod det: Fem dage hos mor, så to hos far, to hos mor, og fem hos far. Det var fifty-fifty, en opdelt 7/7. Langsomt begyndte mine skuldre at synke, nedad og nedad og længere nedad. Jeg følte mig med ét helt tom. Men denne gang var det den tomhed, et barn føler, når det lægger sig trygt op ad sin far eller mor og falder i søvn uden en bekymring i verden, næsten før øjnene har lukket sig.

Følelsen varede en time eller to, indtil jeg kort før midnat blev kontaktet af en fremmed kvinde.

***

F

ør forældreansvarsloven blev vedtaget i 2007, kunne myndighederne maksimalt fastsætte samvær i seks ud af 14 dage.²⁸ Og i praksis var der tradition for, at faren kun fik samvær hver anden weekend fra fredag til søndag samt en hverdag i den modsatte uge.²⁹

Muligheden for deleordninger blev indført for at gøre myndighederne i stand til frit at vælge den samværsordning, de anså for bedst for det enkelte barn. En af grundpillerne i den nye lov var, at børn havde ret til begge deres forældre. Men udviklingen skete ikke uden modstand. Selv det udvalg, som var blevet nedsat til at overveje lovgivningen, mente ikke, deleordninger burde kunne fastsættes af andre end forældrene selv: De gamle regler tilgodeså bedre “den nødvendige forudsigelighed omkring forældrenes beslutningsbeføjelser”³⁰ – med andre ord, man burde holde fast i idéen om statssanktionerede A- og B-forældre.

Statsforvaltningerne var heller ikke begejstrede: Tre år efter forældrelovens vedtagelse var det stadig kun nogle få procent af samværssagerne, der endte med afgørelser om deleordninger.³¹

Hvorfor havde Familieretshuset så bestemt, at Sofie skulle have en 7/7-ordning? I afgørelsen stod der, at man havde lagt vægt på den omtrentlige deleordning, Rebecca og jeg havde praktiseret frem til mødet i januar. “Vi har også lagt vægt på udtalelsen fra børnehaven, herunder at Sofie generelt beskrives, som et barn i trivsel og Sofie er tryg og glad både når mor eller far henter i institutionen.”

Ville det sige, at man havde gjort op med tidligere samværspraksis? Var det de nye politiske vinde, der havde sat skub i tingene? I slutningen af 2018, da forrige års familieretlige reform skulle behandles af Folketinget, havde Pernille Rosenkrantz-Theil sagt i sin introduktion af forslaget, “Jeg bryder mig ikke om, vi bryder os ikke om, at man kalder nogle for A- og B-forældre. Det skal faktisk være sådan, at man er ligestillede om det at være forældre, når man er det i virkeligheden.”³²

Havde man taget hendes ord til efterretning?³³ Var der blevet lyttet til anklagerne i medierne om bagstræberisme og kønsdiskrimination i Statsforvaltningen? Eller havde man læst op på forskningen og givet nye dessiner til sagsbehandlerne? Hvor meget råderum havde de enkelte sagsbehandlere egentlig? Var den kvindelige jurist, der behandlede vores sag, tilfældigvis af den progressive type? Eller havde alle de mange sider, vi hver især havde skrevet, gjort en forskel? I hvilken udstrækning burde de overhovedet det? Man kunne jo lyve. Og hvad med de mennesker, der svinger en hammer bedre end en pen?

***

Samme aften jeg modtog afgørelsen, fik jeg en uopfordret besked fra en kvinde, som fortalte mig, at Rebecca havde til sinds at anke og allerede havde henvendt sig til sin advokat. Jeg kan ikke komme ind på de nærmere omstændigheder, men det var en surrealistisk oplevelse at blive kontaktet af en fremmed om et så personligt emne. På den anden side havde vi allerede brugt flere måneder på at fortælle fremmede mennesker de mest intime detaljer fra vores liv.

Det var nyt for mig, at Rebecca havde en advokat. Det skulle jeg nu også til at lede efter. Måneden før, i forbindelse med ændringerne af det familieretlige system, havde domstolene erstattet Ankestyrelsen som ankeinstans for samværsafgørelser. Tal fra styrelsen viste, at den i 80 til 90 procent af klagerne stadfæstede den oprindelige afgørelse.³⁴ Men den nye instans, familieretten, var en joker. I modsætning til Familieretshuset og Ankestyrelsen var den ikke topstyret. Hver dommer var fri til at beslutte, hvad hun fandt for godt, men lænede sig ofte op ad en børnesagkyndig psykolog i privat praksis, som blev hyret ind til de enkelte retssager. Så vidt jeg kunne vurdere, var det tilfældigt, hvilken børnesagkyndig der havnede på en given sag. Det kunne være en traditionel Bowlby-fan eller en, der havde fulgt med tiden og forskningen – jeg vidste, begge fandtes, og at deres respektive holdninger blev ivrigt debatteret på Facebook. Systemet havde derfor en høj grad af indbygget vilkårlighed. Jeg gjorde mit bedste for at bevare roen, mens uvejrsbølger af stress igen væltede ind over mig.

***

Klagen fra Rebeccas advokat var seks sider lang og så drabelig ud. Ordene rikochetterede rundt i mit hoved, som var de blevet råbt i en retssal: “i strid med fast samværspraksis”, “sagsbehandlingsfejl”, “forældrenes indbyrdes konfliktfyldte relation”, “psykisk vold”, “voldsramte familier”, “Danmarks forpligtelser efter Istanbul-konventionen”.

Vedlagt klageskriftet var en erklæring fra en socialrådgiver hos Danner, et krisecenter for kvinder, som på baggrund af samtaler med Rebecca vurderede, at hun havde været og fortsat var “udsat for psykisk vold, bla. manipulation, kontrol og nedgørelse fra datterens far”. Der var også en erklæring fra en privatpraktiserende psykolog og “beskikket børnesagkyndig dommer”. Han havde talt med Rebecca og mente, at “mor udgør den primære tryghedsfigur”, og at Sofie var “følsom overfor længere adskillelser fra mor”. Den nye deleordning tilgodeså hverken Sofies “tilknytningsmæssige behov” eller hendes “behov for et struktureret samvær som hun vil kunne overskue og være tryg i”.

Familieretshuset havde læst klagen og fastholdt sin afgørelse, men lige fra starten var det klart, at familieretten ville gå sine egne veje. Rebeccas advokat havde anmodet om, at klagen fik opsættende virkning, sådan at vi under sagsbehandlingen gik tilbage til den midlertidige 10/4-ordning, som Rebecca havde bestemt i Statsforvaltningen. Retten efterkom hendes ønske, og derfor skulle Sofie efter to måneder nu igen skifte samværsordning.

Det gav ingen mening for mig. Udgangspunktet måtte vel være, at Familieretshuset havde truffet den rigtige beslutning; et skift tilbage ville sandsynligvis bare give endnu mere tumult for Sofie. Min advokat, som var en fremtrædende skikkelse i Danske Familieadvokater og havde en timeløn på over 3.000 kroner, sagde, at chancen for at få ændret kendelsen var dårlig. Jeg havde før følt, at hun virkede uengageret i sagen, og spurgte derfor ligeud, om hun havde en personlig holdning til samvær for børn i Sofies alder. “Jeg tror at det kan være hårdt for børn ikke at have en base,” svarede hun i en e-mail. “Hvis det var mit eget barn på 4 år, så ville jeg foretrække en 9/5, som blev ændret til en 7/7 ved 6-7 års alderen.”

Tommelfingerreglen spøgte overalt. Jeg satte advokaten af sagen i mindelighed, brugte nogle dage på at læse lovtekster og skrev derefter en ansøgning om kæretilladelse til Procesbevillingsnævnet, som skulle godkende klager over familierettens kendelser og domme. Små to måneder senere ophævede landsretten kendelsen om opsættende virkning, så Sofie igen vendte tilbage til 7/7-ordningen. Hun var blevet en kastebold i systemet, og det pinte mig. Flere gange overvejede jeg at trække mig, men kom altid til det resultat, at mere tid med mig ville være vigtigere for Sofie på den lange bane.

I mellemtiden kæmpede jeg med, hvordan jeg skulle forholde mig til Rebecca efter alle anklagerne. Hun var Sofies mor, og vores datter knuselskede hende. Derfor kunne en del af mig se hende gennem Sofies øjne, for det menneske var hun også, på trods af det juridiske morads, vi befandt os i. Jeg holdt de to sfærer adskilt efter bedste evne. Der var en overlevering, hvor vi drak et glas vin, og ofte brugte vi en halv time sammen i gården, mens Sofie legede. Et par gange inviterede jeg Rebecca til at spise med, men det afslog hun. Måske var det ikke så underligt: Hvordan kunne hun kalde mig psykisk voldelig den ene dag, og spise middag med mig den næste?

Hvordan var vi havnet her? Jeg kunne ikke undgå at føle, at en del af svaret lå uden for os selv. Konflikt og dårligt forældresamarbejde var noget af det, der talte allermest imod fastsættelse af deleordninger. For en bopælsforælder, der ikke ønskede en deleordning, udgjorde den slags derfor en strategisk fordel i det familieretlige system. Desuden var vi trådt ind i en verden, hvor mange stadig talte om primære omsorgspersoner i entalsform; her gav det mening at kæmpe om førstepladsen i tilknytningshierarkiet, hvis man ikke ville dele med den anden forælder. Måske en kvinde ligefrem kunne føle sig som en dårlig mor, hvis hun gik med til at dele.

De juridiske termer besad deres egen sorte magi: I retten var Rebecca blevet forvandlet til “sagsøger” og jeg til “sagsøgte”; vi var blevet hinandens “modparter”. Måske var det ikke så svært at komme til at se sin eks som en fjendtlig magt under de omstændigheder.³⁵ Det var kun gisninger, men for mig hjalp de med at forklare, hvordan vi var gledet så langt væk fra den relative harmoni i månederne efter vores brud, dengang Rebecca stadig skrev “Kære” og “Kærlige hilsner” i sine e-mails.

***

Retssal 11 var kold, da vi ankom. På de hvide vægge hang abstrakte malerier i hidsige, mørke farver og et par store sorte fladskærme. Det var første gang, jeg havde set Domhuset indefra, og retssalen var langt mindre grandios end den store tempelgavl ud mod Nytorv.

Min nye advokat var bramfri og reel, og jeg kunne lide hende fra starten. Hun tog sig næsten lige så godt betalt som den forrige, men til gengæld bekendte hun sig ikke til nogen tommelfingerregel. Vi sad på den ene side af rummet, Rebecca og hendes advokat på den anden. Dommeren præsiderede på et podie for enden af retssalen. Hun var iført en mørk kappe og så ud til at være midt i 30’erne. Ved siden af hende sad den børnesagkyndige, en dame på omkring de 70. Det slog mig, at samtlige otte personer, som havde arbejdet med vores sag, var kvinder.

Rebecca afgav forklaring i en time. Det var som at se ind i et troldspejl: “De dejligste landskaber så ud deri som kogt spinat, og de bedste mennesker blev ækle eller stod på hovedet uden mave, ansigterne blev så fordrejede, at de var ikke til at kende, og havde man en fregne, så kunne man være så vis på, at den løb ud over næse og mund.”³⁶

Meget var gentagelser af de skriftlige anklager, men med større eftertryk. I dommerens referat, som er det eneste, der må citeres fra en lukket retssag, kunne man læse, at jeg havde to sider, en offentlig og en privat, den første veltalende og rar, den anden manipulerende, nedladende og kontrollerende. Jeg fløjtede efter Rebecca, “som om hun var en hund”, jeg “skubbede til hende, og gik ind i hende i stedet for at bede hende flytte sig”. Jeg overskred hendes grænser igen og igen. Hun skammede sig over at have været i et forhold med mig, og hun var “bange” for mig.

Andre af de ting, Rebecca sagde, undlod dommeren at referere. De var af en sådan karakter, at min advokat senere bekymret sagde til mig, at det ikke var umuligt, at Rebecca ville anklage mig for seksuelle overgreb mod Sofie.

Klokken lidt over 12 skulle den børnesagkyndige gå. Hun havde lyttet meget og kun stillet få spørgsmål. Vi havde talt med hende en gang før til et retsmøde i uformelle rammer, hvor også dommeren og vores advokater deltog. Der havde hun udtrykt misbilligelse overfor Familieretshusets afgørelse. Deleordninger passede ikke til børn i Sofies alder, som havde brug for en fast base, mente hun. Men nu tøvede hun og fumlede med sine briller, da dommeren spurgte, om hun havde nogen bemærkninger. Advokaterne begyndte at snakke, indtil dommeren igen opfordrede den børnesagkyndige til at give sit besyv med.

Hun havde ikke noget at sige, og dommeren lod hende gå. Jeg tolkede hendes tøven som udtryk for, at der var opstået en tvivl hos hende, efter hun havde hørt på Rebeccas ekstreme udfald mod mig. Men det var ikke til at vide. Og under alle omstændigheder kunne hun jo ikke så godt anbefale, at Sofie fik base hos mig, da børn maksimalt kan bo halvdelen af tiden hos deres samværsforælder.

To uger før retssagen havde jeg sendt en materialesamling om forskning i deleordninger til retten. Den indeholdt 10 studier med korte citater fra konklusionerne, herunder de fire nyeste forskningsoversigter, hvor forskere systematisk havde gennemsøgt en række databaser for relevante videnskabelige undersøgelser. Udvælgelsesproceduren fjerner bias og tilfældigheder, og derfor repræsenterer den slags oversigter den bedste videnskabelige evidens, der findes på et givent område. Fagfolks egne meninger ligger derimod i bunden af det såkaldte evidenshierarki.³⁷

Rebeccas advokat mente, at forskningen var “uden betydning for sagen”, som dommeren gengav det. Hun gjorde i stedet gældende, at det gode forældresamarbejde, som var en forudsætning for deleordninger, ikke var til stede. Hun henviste også til vejledning fra Familieretshuset, som på sin hjemmeside skriver, at “Deleordninger passer bedst til børn i skolealderen.”³⁸ Med et barn på fire år “skal der være en fast base”, stod der i dommerens referat.

***

I

2013 fik den amerikanske stat Arizona ny familieretlig lovgivning. En lang proces med forskningspræsentationer og dusinvis af møder var gået forud for de nye regler, som påbød domstolene at finde samværsordninger, der maksimerede barnets tid med begge forældre – “i overensstemmelse med barnets bedste interesser”, som det hedder i loven.³⁹

Den vage formulering gav dommerne et vist albuerum, men generelt er statutten blevet fortolket som en formodning om, at deleordninger er bedst. Specielle, objektive forhold såsom vold eller alkoholisme kan være belæg for at bevæge sig væk fra dette udgangspunkt. Ændringerne blev positivt modtaget af mange af Arizonas familieretlige fagfolk, som ifølge en undersøgelse fra 2017 mente, at de var til børnenes bedste.⁴⁰ Til gengæld oplevede man en lille stigning i anklager om vold i hjemmet, overgreb mod børn og stofmisbrug.

I Danmark siger loven intet om omfanget af samvær. Mantraet er, ifølge forældreansvarslovens § 21, stk. 2, at der skal foretages “konkrete vurderinger” i hver enkelt sag. Alle familier er jo unikke. Men ud over de helt oplagte sager, som de fleste ville være enige om – en mor, der rejser 200 dage om året, en far med svær depression – er det en umulig opgave for en udenforstående at begribe de mange psykologiske faktorer, der er på spil mellem forældre og børn, og som kan blive udslagsgivende på sigt. Måske er én forælder manipulerende, måske en anden har tendens til at underminere barnets selvtillid. Kan en jurist på baggrund af nogle skriftlige partsindlæg forudsige, hvad der vil være bedst for et givent barn? Kan en psykolog, der har lyttet til forældrene et par timer og kommer med sit eget teoriapparat i bagagen? Kan en dommer, der har siddet over for et par velbetalte advokater og to forældre, der har ramt et personligt lavpunkt? En deleordning sikrer, at barnet kan udvikle en god tilknytning til begge forældre og dermed får mulighed for at benytte sig af begges ressourcer, de være sig følelsesmæssige, sociale eller økonomiske.

På trods af de mange gode intentioner er det familieretlige system i Danmark stadig baseret på nogle uklare historiske praksisser og på en hjemmestrikket tommelfingerregel, som nogle gange bruges, nogle gange ikke: I retten fremlagde min advokat to sager, hvor landsretten havde stadfæstet 7/7-ordninger for fireårige børn. Nu afhang Sofies skæbne af mavefornemmelsen hos en kvinde, hun aldrig havde mødt.

***

Mandag den 7. oktober, 2019, kom dommen. Det var klart, at den ville blive et pejlemærke for, hvordan samværspraksis skulle se ud i det nye familieretlige system. Sofie og jeg havde brugt hele søndagen på at lege og hygge os. Om morgenen havde vi spist pandekager og talt om, hvad det vil sige at lave lemonade af citroner – et udtryk, hun havde hørt på Ramasjang. Jeg sagde, det handlede om at få det bedste ud af noget, man ikke var glad for, for eksempel at skulle i børnehave. Der var jo altid et eller andet, der viste sig at være sjovt. Så klagede jeg med tudestemme, “Jeg vil ikke på arbejde…”, hvorefter hun brast i latter.

I dommen stod, at Sofie skulle være ni dage i træk hos sin mor og fem dage hos mig, altså en 9/5-ordning. Det var svært for mig at forstå. Indtil sommerferien havde Sofie kun været adskilt fra mig så længe tre gange i alt. Derudover, skrev dommeren, skulle Sofie være hos mig to ud af sommerferiens seks uger, mens resten af ferierne skulle deles næsten lige.⁴¹ En 9/5-ordning betragtes, i modsætning til en 8/6-ordning, ikke som en deleordning. Det betød, at jeg skulle betale børnepenge, mens Rebecca blandt andet skulle sørge for, at Sofie havde tøj med til samværet. Jeg takkede nej til tøjet, men det var klart for mig, at jeg i systemets øjne nu var en B-forælder.

Retten havde, ligesom Familieretshuset, valgt at se stort på Rebeccas mange anklager mod mig. Det var dommerens opfattelse, at “begge forældre har gode forældrekompetencer, og at parternes fælles barn Sofie er nært knyttet til begge parter samt, at begge parter udviser stort engagement og bidrager væsentligt til Sofies tilværelse”. Hun vurderede også, baseret på to udtalelser fra Sofies børnehave samt vores egne forklaringer, at Sofie var i god trivsel.

Hvad var så tilbage? Bowlby og tommelfingerreglen: “Henset til Sofies alder finder retten, at det er til Sofies bedste, at det ordinære samvær på nuværende tidspunkt fastsættes i en 9/5-ordning, idet det er rettens vurdering, at der ved denne ordning sker den bedste balancering af Sofies aldersbetingede behov for tryghed og forudsigelighed, herunder så få skift som muligt, og Sofies behov for udstrakt samvær med sin far.”

Dommeren skrev, at hun havde lagt vægt på den børnesagkyndiges udtalelser, som stammede fra det indledende retsmøde, og på Familieretshusets egen vejledning om samvær. Det forekom mig absurd. Familieretshuset havde lavet en konkret vurdering, som loven påbød, og den var i trit med den nye lovgivning og med samfundsudviklingen. Nu skød dommeren den vurdering ned med henvisning til en meget vag og generel vejledning fra samme instans. Ved at gøre alder til et selvstændigt kriterium for deleordninger forhindrede hun Familieretshuset i frit at foretage konkrete vurderinger. Hun valgte også helt at ignorere al den forskning, vi havde fremlagt, og i stedet lægge vægt på den børnesagkyndiges personlige holdning til deleordninger, som ikke var baseret på evidens.

***

Jeg var flad, ikke kun følelsesmæssigt. Sagen havde kostet mig næsten 70.000 kroner i advokatgebyrer, og jeg havde endda fået rabat. Nu måtte jeg igen til på egen hånd at skrive en ansøgning til Procesbevillingsnævnet. Det blev et brev på syv sider, som sluttede med disse ord: “Dommen strider således mod bærende principper i forældreansvarsloven, mod gængs retspraksis, mod den videnskabelige evidens og mod samfundsudviklingen i øvrigt, og er udtryk for en uholdbar principiel uenighed mellem de to instanser i det nye familieretlige system. Landsrettens vejledning er derfor nødvendig.”

Kort før jul 2019 fik jeg svar: Procesbevillingsnævnet ville ikke lade mig appellere dommen. Jeg kommer aldrig til at forstå hvorfor, for nævnet giver ikke nærmere begrundelser for sine afslag. Men jeg havde lovet mig selv at lave lemonade af citroner, hvis det blev et nej. Jeg ville bruge den ekstra fritid konstruktivt. Jeg ville sørge for, at Sofie voksede op med en nærværende, kærlig og stabil far, selvom vi var meget væk fra hinanden. Derfor stod jeg nu med tørre øjne i et sjæleligt ingenmandsland. “Jeg vil ikke kravle ned i et hul igen,” skrev jeg den aften. “Jeg vil ikke ind i en negativ tankespiral. Hvad er der så tilbage at føle?”

Det var næsten midnat, da jeg kom i tanker om Kahlil Gibrans digt.⁴² Jeg fandt det frem og begyndte at læse. Og med ordene kom tårerne, først få, siden flere:

Jeres børn er ikke jeres børn.
De er sønner og døtre af livets længsel efter sig selv.
De kommer gennem jer, men ikke af jer,
og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke.

I må give dem jeres kærlighed, men ikke jeres tanker, for de har deres egne tanker.
I kan huse deres kroppe, men ikke deres sjæle,
for deres sjæle bor i morgendagens hus,
som I ikke kan besøge, ikke engang i jeres drømme.
I kan stræbe efter at blive som dem, men forsøg ikke at få dem til at blive som jer.
For livet går ikke baglæns og dvæler ikke ved gårsdagen.

I er buerne, som jeres børn bliver afskudt fra som levende pile.
Bueskytten finder målet på den uendelige sti, og han spænder jer med sin kraft, så hans pile kan flyve hurtigt og langt.
Lad jer spænde med glæde i bueskyttens hånd; for ligesom han elsker pilen, der flyver, elsker han buen, som er ubrydelig.

 

Epilog

Tro ikke at den der forsøger at trøste Dem, lever ubesværet blandt de enkle og stille ord som undertiden gør Dem godt. Hans liv rummer megen møje og sørgmodighed og halter langt efter dem. Men forholdt det sig anderledes, havde han aldrig kunnet finde de ord.

– Rainer Maria Rilke, Breve Til En Ung Digter⁴³

Der er marker og træer, hvor min datter bor, buske, der bugner af bær, fugle, der fløjter, vand, der hvisler i åen. Hun vil være bondekone, når hun bliver stor, siger hun. Og dyrlæge. Og biolog, og danser og tre-fire andre ting. Hun er lige blevet seks. Hun er glad og tryg. Hun trives.

Men tre år efter Rebecca og jeg gik fra hinanden, kan det stadig være svært for Sofie at sige farvel på overleveringsdagene. Hendes højeste ønske er stadig, at far og mor skal bo sammen igen. Virkeligheden har bevæget sig i modsat retning: Tidligere i år flyttede Rebecca fra København, og nu er der en time mellem os med offentlig transport. De dage hun er hos mig, tager Sofie og jeg regionaltoget til hendes nye skole, da jeg ikke har mulighed for at køre bil.

I september sidste år ansøgte jeg Familieretshuset om udvidelse af den samværsordning, familieretten havde bestemt i 2019, da Sofie var fire. I sin dom havde retten bemærket, at “9/5-ordningen vurderes at være til Sofies bedste på nuværende tidspunkt, men at dette naturligt vil kunne ændre sig efterhånden som Sofie bliver ældre”. Det flugtede med en udbredt tankegang i det familieretlige system, ifølge hvilken mindre børn har bedst af at have ét primært hjem. Jeg antog, at retten med sit ordvalg lagde op til, at vi efter et par år kunne få en deleordning.

Men i november meddelte Rebecca mig, at hun agtede at flytte ud af byen. Hun ville lade Sofie fortsætte i børnehaven indtil sommerferien, hvorefter hun ønskede, at Sofie skulle starte i en skole tæt ved sin nye bopæl i stedet for den i København, som det var aftalen, hun skulle gå i. Allerede da vi boede sammen, havde Rebecca drømt om et hus på landet. Af samme grund havde jeg efter vores brud i 2018 ansøgt om, at Sofie fik bopæl hos mig, så hendes mor ikke pludselig kunne rykke bort med hende. Men Rebecca havde skriftligt forsikret Familieretshuset om, at hun ikke ville flytte fra sin lejlighed i København, og det gentog hun senere i retten. Derfor frafaldt jeg ansøgningen.

Dagen efter Rebecca varslede sin flytning, sendte jeg på ny en bopælsansøgning til Familieretshuset. Det var klart for mig, at flytningen ville gøre det svært at udvide samværet, da større afstand mellem forældrene anses som en hæmsko for deleordninger. Jeg frygtede også, at flytningen ville besværliggøre det “udstrakte samvær” mellem Sofie og mig, som ifølge familieretten var til hendes bedste. Et større barn ville næppe have let ved at forlade alle skolekammeraterne og fritidsaktiviteterne i fem dage hver anden uge. Det var ikke svært at forestille sig, at jeg kunne ende som “weekendfar”.

Jeg havde hele tiden ment, at det vigtigste for Sofie var at bevare en “hel” verden, hvor hun kunne have så meget kontakt som muligt med de to mennesker, der betød mest for hende. Jeg havde gentagne gange inviteret Rebecca på kaffe og middag, men hun havde undslået sig hver gang. På min side havde Sofie, i modsætning til hos sin mor, en stor og tæt familie med masser af børn og voksne, som hun elskede, og som elskede hende. Hvis hun fik bopæl hos mig – og dermed den deleordning,⁴⁴ jeg hele tiden havde ønsket – ville hendes mor ikke kunne flytte langt væk uden at risikere at sætte samværet over styr. Og hvis hun endelig ville flytte, så var transporten et mindre problem for hende, fordi hun havde bil og arbejdede i København.

Men tiden gik, og vi kom stadig ikke til møde i Familieretshuset.⁴⁵ Jeg kendte til de ekstreme ventetider, som var blevet kritiseret i flere medier⁴⁶, og derfor ansøgte jeg om, at Sofie fik midlertidig bopæl hos mig under sagens behandling. Hun trivedes lige så godt hos mig som hos sin mor, og jeg håbede, at en sådan afgørelse ville få Rebecca til at genoverveje sine planer. Hvis hun nåede at flytte, ville der ikke længere være nogen lette løsninger. Og hvis vi nåede helt hen til skolestart uden en afgørelse, ville dommen være et fait accompli, før den blev afsagt, for hvilken dommer ville tvinge et barn til at skifte skole lige efter skolestart? Men myndighederne – først Familieretshuset, siden retten – afviste min ansøgning. De mente ikke, der var tale om et akut behov. Jeg søgte om tilladelse til at appellere. “Hvis dommen får lov at blive stående, vil det betyde, at den forælder, hos hvem et barn har bopæl, frit kan flytte op mod skolestart, uden at der er nogen reel mulighed for at gøre noget ved det,” skrev jeg til Procesbevillingsnævnet. “Dermed bliver barnets relation til den anden forælder bragt i fare, hvilket ikke kan være lovgivers hensigt.” Den ansøgning blev også afvist.

Da vi endelig kom til møde i Familieretshuset i april i år, fem måneder efter min bopælsansøgning og syv måneder efter min ansøgning om mere samvær, havde Rebecca for længst forladt København.

Efter mødet, som blev ledet af en kvindelig socialrådgiver, der før havde arbejdet med voldsramte kvinder, anmodede Familieretshuset igen om en udtalelse fra Sofies børnehave. Udtalelsen var lige så positiv som den første fra 2019. Pædagogerne noterede også, at det stadig var lettere for Sofie at blive afleveret af sin far om morgenen. Familieretshuset modtog udtalelsen i maj, hvorefter de anså sagen for oplyst. Alligevel gik der fire uger, før de indbragte den for familieretten. På det tidspunkt tænkte jeg, at løbet var kørt.

Men retten handlede hurtigt, og en morgen i juni stod jeg for anden gang i en retssal. Jeg var selvmøder, da jeg ikke havde råd til at hyre en advokat igen. Foran mig sad, ud over Rebecca og hendes advokat, en yngre kvindelig dommer og en kvindelig børnesagkyndig psykolog, som så ud til at være et sted i 50’erne. Jeg havde forberedt en lang tale om, hvorfor det var i Sofies interesse at få bopæl i byen, og jeg havde møjsommeligt dokumenteret, at Rebeccas mange anklager mod mig var fordrejninger og falskheder. Men jeg befandt mig i et dilemma: Skulle jeg lade anklagerne stå, eller skulle jeg gendrive dem og dermed spille med på den konflikt, Rebecca ønskede?

Det skulle vise sig underordnet. Efterhånden som retssagen skred frem, blev det mere og mere klart, at mine argumenter kun havde ringe betydning.

“Man skal jo være varsom med at ændre nogle ting, som fungerer godt for en pige,” sagde den børnesagkyndige, præcis som socialrådgiveren i Familieretshuset havde sagt to måneder tidligere. “Der skal altså meget til, før man ændrer en eksisterende bopæl.”

Tilbage i 2019 havde Sofies alder været argumentet imod en deleordning. Nu var det hendes gode trivsel – det såkaldte status quo-argument. Den totrinsraket sætter fædre i en umulig situation, da mange forældre går fra hinanden, før deres børn når skolealderen.

Afstanden var også et problem, mente den børnesagkyndige, og generelt krævede deleordninger et “rigtig godt” forældresamarbejde. “Det er ikke det indtryk, jeg får,” sagde hun.

Jeg påpegede, at der hverken fandtes videnskabelig evidens eller klar logik, der kunne afgøre, hvad der vejede tungest for Sofie: Lige adgang til to kærlige og gode forældre og deres psykologiske og sociale ressourcer, eller ikke at skulle dele sin tid mellem to hjem, der lå 30-40 kilometer fra hinanden. Det faldt for døve øren.

Det var ikke svært at forestille sig, at Rebecca og hendes advokat havde opereret med en langsigtet strategi fra starten. Hvis hun var flyttet ud af byen, da vi gik fra hinanden i 2018, kunne det have skadet hendes chancer for at blive bopælsforælder. Men med to års anciennitet som Sofies primære forælder var en flytning mindre risikabel. Samtidig blokerede den for den deleordning, Rebecca ikke ønskede, ligesom den overspillede konflikt gjorde det. Da dommeren tilkendegav, at hun ikke ville ændre på 9/5-ordningen fra 2019, accepterede jeg det: Jeg vidste, at jeg aldrig ville få held med en appelansøgning. Rebecca græd af lettelse, da vi forlod retten.

Dagen efter var vi på besøg på Sofies nye skole. Rebecca var sød og rar. Hun spurgte, om jeg havde lyst til at hente Sofie på en af hendes sidste dage i børnehaven, så jeg kunne sige farvel til pædagogerne. Og for første gang siden 2018 inviterede hun mig til middag. Da jeg skulle gå, gav hun mig et knus; bagefter lavede hun sjov med, at der ikke havde været vin på bordet. “Du ved jeg kun drikker før maden!” skrev hun i en SMS. Siden har vi været på restaurant sammen alle tre, på Rebeccas opfordring, og hun har kommunikeret hjerteligt og jævnligt om stort og småt.

Men uanset hvor taktisk Rebecca måtte have manøvreret, kunne sagens udfald meget vel have været anderledes, hvis ikke systemet havde været indrettet til at favorisere en model, der splitter engagerede og kompetente forældre op i A- og B-hold.

“Lad være med at gøre det til et politisk spørgsmål,” havde min gamle advokat rådet mig før mødet i Familieretshuset. Det var et godt råd, og jeg fulgte det. Men det er politisk. Af de flere end 250.000 børn i Danmark med forældre på to adresser har kun hvert syvende bopæl hos sin far,⁴⁷ en skævvridning, der er endnu mere markant blandt børnehavebørn.⁴⁸ En del af ubalancen skyldes forældrenes frivillige aftaler, men myndighedernes afgørelser har fulgt samme klare mønster: Ifølge en 10 år gammel undersøgelse fik faren kun bopælsretten i 36 procent af retssagerne.⁴⁹ Det er ikke muligt at finde nyere statistik, da hverken staten eller domstolene laver den slags opgørelser.

Når et system de facto begunstiger det ene køn på beskostning af det andet, er der tale om strukturel ulighed. Den typiske retfærdiggørelse går på, at “en fast base” er til børnenes bedste. Men det er ikke nok, at en eller flere personer i systemet siger, det forholder sig sådan – for slet ikke at tale om, at det er en misforståelse af det psykologiske begreb. Selv ekspertmeninger er ikke evidens; de formes i høj grad af deres historiske, sociale og personlige kontekst. Evidens er data, der bringes til veje ved empirisk forskning, rapporteres i videnskabelige publikationer og opsummeres i systematiske forskningsoversigter. Og der er hverken evidens eller overbevisende argumenter, der tilsiger, at skilsmissebørn, der ikke længere er spæde, har bedre af at have én primær forælder i stedet for to.⁵⁰

Andre måder, uligheden legitimeres på, er ved hjælp af tvivlsomme tommelfingerregler og cirkulær logik (“Ifølge dansk praksis…”). Men tidligere tiders evidensløse praksis kan aldrig veje tungere end nutidens børns ve og vel. Vil vi, Danmarks mænd og kvinder af i dag, acceptere et samfund, der systematisk forfordeler fædre uden evidens for, at det gavner børnene? Jeg vil ikke.

Så hvad gør vi nu? I teorien lyder det fornuftigt at behandle hver samværs- og bopælssag som et unikt tilfælde uden nogen forhåndsantagelse om, hvad der er bedst for barnet. Problemet er, at det familieretlige system ikke ser længere end de mennesker, der arbejder i det. Langt de fleste af dem er kvinder,⁵¹ og de har – ligesom mændene på bestyrelsesgangene⁵² – deres egen personlige bias, hvad enten de er socialrådgivere, psykologer eller jurister. Samtidig er de født ind i en verden, hvis konturer er formet af forældet, matricentrisk forskning og tankegods, og som i årtier har forskelsbehandlet mødre og fædre. Foran disse kvinder står to forældre i dyb krise og med hver sin version af virkeligheden; ofte er de villige til at fordreje tingene eller lyve for at sætte hinanden i dårligt lys. Fordi kortene er pakket til fordel for moren, ved hun, at det betaler sig at overspille konflikten med den anden forælder. Faren skubbes ud på sidelinjen, og barnet betaler regningen: I stedet for at have to primære omsorgsdragere, har det nu kun en.

Løsningen er pragmatisk: Tag udgangspunkt i en deleordning for børn i børnehavealderen og op, medmindre der er objektive forhold, der taler imod, såsom stofmisbrug, vold eller meget begrænset engagement i forældreskabet. Lav planer, der gradvist bevæger sig mod en deleordning for vuggestuebørn og de helt spæde.

Hvis forældrene har svært ved at samarbejde, så hjælp dem. Lad ikke barnet bøde, hvis det kan undgås. Nogle lande bruger det hollandsk-udviklede program “No Kids in the Middle”, som har givet positive resultater for flere familier ramt af langvarige, højspændte konflikter.⁵³ Andre gange kan det være nødvendigt at begrænse kontakten mellem forældrene til et absolut minimum, en metode, der kaldes “parallel parenting” og benyttes i flere lande til at muliggøre deleordninger ved uløselige forældrekonflikter.⁵⁴ På den måde forsvinder incitamentet til konfliktoptrapning.

Med deleordninger som udgangspunkt vil man reducere usikkerheden for familier i krise og måske komme nogle konflikter i forkøbet. Man vil styrke forældrenes retssikkerhed og fædrenes involvering i omsorgen for deres børn. Man vil lempe det enorme pres på myndighederne, så ressourcerne kan dirigeres derhen, hvor der er brug for dem. Man vil undgå mange af de tilfælde, hvor en forælder flytter langt væk fra den anden. Og man vil hjælpe mange børn, som ellers tvinges til at vokse op med mindre adgang til den ene af deres forældre, og mange forældre, som ellers ikke får lov til at være så engagerede i deres børns liv, som de gerne ville.

Forslaget vil møde modstand. Kvinder vil skulle acceptere tabet af deres privilegerede forældrestatus, og kritikken vil kollidere med den opfattelse, mange fagfolk har af egen indsats. Et afgørende modargument vil sandsynligvis være, at det offentliges råderum i de enkelte sager indskrænkes, og dermed muligheden for frit at vælge den bedste ordning for barnet. Men det kan være svært at vide med sikkerhed, hvad der er i et barns tarv; i de tilfælde hvor det er let, vil systemet stadig være fleksibelt nok til at handle derefter. Det er de afgørelser, der baseres på vage mavefornemmelser, udokumenterede tommelfingerregler eller kønsdiskrimination, der primært vil blive siet fra. Hvis vi er fornuftige, så følger vi udviklingen i store, velplanlagte studier, så vi sikrer, at den overordnede virkning er gavnlig for børnene og deres familier.

Men hvad med barnets egen stemme? Det er et svært spørgsmål. Børns præferencer ændrer sig ofte over tid, og de bruger deres forældre forskelligt afhængigt af konteksten. Det frie valg af forælder forudsætter dog, at barnet har haft god tid med begge. Dertil kommer, at den psykologiske og udviklingsmæssige betydning af forældrepræferencer på ingen måde er klar.⁵⁵ Det samme gælder for de psykologiske virkninger af at give især yngre børn medansvar for at bestemme, hvor de skal opholde sig mest. Og endelig kan børn manipuleres af deres forældre, både bevidst og ubevidst. Så mens det i visse situationer kan være relevant at inddrage et barn i en samværs- eller bopælssag, er det ikke nødvendigvis et problem at undlade det for hovedparten af de yngre børn.

For Sofie blev savnet et grundvilkår, da Rebecca og jeg gik fra hinanden. Det fylder lidt mindre nu, og jeg prøver at støtte hende i at rumme det som en naturlig og ufarlig del af livet. At savne er at elske, det forbinder os til hinanden, trøster jeg. Jeg håber, det hjælper. Selv mærker jeg, hvordan der i sorgen og smertens plovfurer er spiret både mod og kærlighed. Men hver anden mandag, når Sofie tager hjem til sin mor, og hendes ting ligger livløse tilbage, kæmper jeg stadig. Jeg savner hende, og jeg tænker på, at hun kommer til at vokse op i en splittet verden, og på al den kærlighed og alt det nærvær, jeg ikke kan give hende.

1. Danmarks Statistik.  www: https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/befolkning-og-valg/vielser-og-skilsmisser/skilsmisser
2. Børn og deres familier 2018. Danmarks Statistik 2018. www: https://www.dst.dk/da/Statistik/Publikationer/VisPub?cid=31407
3. Chakravarty, D, Mortensen, H. De danske kvinders historie. Systime 2014.
4. Parenting in America. Pew Research Center 2015. www: https://www.pewsocialtrends.org/2015/12/17/2-satisfaction-time-and-support/#parenting-matters-to-overall-identity
5. Hassan, Y. Yahya Hassan 2. Gyldendal 2019.
6. Bowlby, J. The influence of early environment in the development of neurosis and neurotic character. The International Journal of Psychoanalysis 1940; 21: 154-178. www: https://www.taylorfrancis.com/chapters/edit/10.4324/9780429475924-12/influence-early-environment-development-neurosis-neurotic-character-john-bowlby
7. Bowlby, J. The nature of the child’s tie to his mother. The International Journal of Psychoanalysis 1958; 39, 350-373. www: https://www.taylorfrancis.com/chapters/edit/10.4324/9780429475931-15/nature-child-tie-mother-1-john-bowlby
8. Jensen, L. Børn og skilsmisse: Den succesfulde deleordning. Kristeligt Dagblad 2015. www: https://www.kristeligt-dagblad.dk/skilsmisse/den-succesfulde-deleordning-tager-hoejde-barnets-personlighed-og-alder
9. Bowlby, J. Maternal care and mental health: a report prepared on behalf of the World Health Organization as a contribution to the United Nations programme for the welfare of homeless children. 2nd ed., World Health Organization 1952. www: https://apps.who.int/iris/handle/10665/40724
10. Bowlby, J. The influence of early environment in the development of neurosis and neurotic character. The International Journal of Psychoanalysis 1940;21: 154-178.
11. Ibid.
12. Hatton, TJ, Bailey, RE. Female Labour Force Participation in Interwar Britain. Oxford Economic Papers 1988;40: 695-718. www: https://www.jstor.org/stable/2663037
13. Steinbach, A et al. The Prevalence of Joint Physical Custody Arrangements in Post-Separation Families in 38 Western Societies. Annual Meeting of the Population Association of America 2019. www: http://paa2019.populationassociation.org/abstracts/192799
14. Ottosen, MH et al. Børn og unge i Danmark – velfærd og trivsel 2018. VIVE 2018. www: https://www.vive.dk/da/udgivelser/boern-og-unge-i-danmark-velfaerd-og-trivsel-2018-10762/
15. Hjern, A et al. Mental Health in Schoolchildren in Joint Physical Custody: A Longitudinal Study. Children. 2021;8: 473. www: https://www.mdpi.com/2227-9067/8/6/473
16. Baude, A et al. Adjustment of children in joint custody and associated variables. Journal of Child Custody 2019;16: 313-338. www: https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/15379418.2019.1691106

    Steinbach, A. Children’s and Parents’ Well‐Being in Joint Physical Custody: A Literature Review. Family Process 2019;58: 353-369. www: https://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/famp.12372

    Nielsen, L. Joint versus sole physical custody: Outcomes for children independent of family income or parental conflict. Journal of Child Custody 2018;15: 35-54. www: https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/10502556.2018.1454204

    Blaasvær N, Nøkleby H, Berg RC. Hva er konsekvensene av delt bosted for barn? En systematisk oversikt. Rapport −2017. Oslo: Folkehelseinstituttet, 2017. www: https://www.fhi.no/publ/2017/hva-er-konsekvensene-av-delt-bosted-for-barn-en-systematisk-oversikt/

    Baude, A et al. Child adjustment in joint physical custody versus sole custody: A meta-analytic review. Journal of Divorce & Remarriage 2016;57: 338-360. www: https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/10502556.2016.1185203

    Bauserman, R. A meta-analysis of parental satisfaction, adjustment, and conflict in joint custody and sole custody following divorce. Journal of Divorce and Remarriage 2012;53: 464-488. www: https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/10502556.2012.682901

    Bauserman, R. Child adjustment in joint-custody versus sole-custody arrangements: A meta-analytic review. Journal of Family Psychology 2002;16: 91-102. www: https://content.apa.org/record/2002-00749-009

17. Nielsen, L. Joint versus sole physical custody: Outcomes for children independent of family income or parental conflict. Journal of Child Custody 2018;15: 35-54.

    Hjern, A et al. Mental Health in Schoolchildren in Joint Physical Custody: A Longitudinal Study. Children. 2021;8: 473.

18. Baude, A et al. Child adjustment in joint physical custody versus sole custody: A meta-analytic review. Journal of Divorce & Remarriage 2016;57: 338-360. Se også Fabricius, WV, Su, GW. Should Infants and Toddlers Have Frequent Overnight Parenting Time With Fathers? The Policy Debate and New Data. Psychology, Public Policy, and Law 2017;23: 68-84. www: https://psycnet.apa.org/buy/2016-56883-001
19. Tornello, SL et al. Overnight Custody Arrangements, Attachment, and Adjustment Among Very Young Children. Journal of Marriage and Family 2013;75: 871‐85. www: https://onlinelibrary.wiley.com/doi/abs/10.1111/jomf.12045
20. McIntosh, JE et al. Overnight care patterns following parental separation: Associations with emotion regulation in infants and young children. Journal of Family Studies 2013;19: 224‐39. www: https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.5172/jfs.2013.19.3.224
21. Bergström, M et al. Preschool children living in joint physical custody arrangements show less psychological symptoms than those living mostly or only with one parent. Acta Paediatrica 2018;107: 294-300. www: https://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/apa.14004
22. Forslund, T et al. Attachment goes to court: child protection and custody issues. Attachment & Human Development 2021;11: 1-52. www: https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/14616734.2020.1840762
23. Ibid.

    Waters, E, McIntosh, J. Are we asking the right questions about attachment? Family Court Review 2011;49: 474-482. www: https://onlinelibrary.wiley.com/doi/abs/10.1111/j.1744-1617.2011.01385.x

24. Grangeat, M. Are joint custody and shared parenting a child’s right? The Conversation 2018. www: https://theconversation.com/are-joint-custody-and-shared-parenting-a-childs-right-104277

    Forslund, T et al. Attachment goes to court: child protection and custody issues. Attachment & Human Development 2021;11: 1-52.

25. Fabricius, WV, Su, GW. Should Infants and Toddlers Have Frequent Overnight Parenting Time With Fathers? The Policy Debate and New Data. Psychology, Public Policy, and Law 2017;23: 68-84.
26. Richard Bowlby’s introduction in Bowlby, J. The Making and Breaking of Affectional Bonds. Routledge Classics 2005.
27. Mahrer, NE et al. Does Shared Parenting Help or Hurt Children in High-Conflict Divorced Families? Journal of Divorce & Remarriage 2018;59: 324-347. www: https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/10502556.2018.1454200
28. Evaluering af forældreansvarsloven. Familiestyrelsen 2011. www: https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/15131
29. L 133 Forslag til forældreansvarslov, fremsat d. 31. januar 2007. www: https://www.ft.dk/samling/20061/lovforslag/l133/20061_l133_som_fremsat.htm
30. Ibid.
31. Evaluering af forældreansvarsloven. Familiestyrelsen 2011.
32. https://www.ft.dk/samling/20181/lovforslag/L91/BEH1-20/forhandling.htm
33. En stor undersøgelse af familier med sager i Familieretshuset tyder på, at det for systemet som helhed ikke har været tilfældet: Dels er der efter reformen sket et fald i andelen af børn, der har deleordninger, og en øgning af andelen af børn, der ikke har samvær med samværsforælderen; og dels er tilfredsheden med sagsbehandlingen faldet, især blandt samværsforældrene (Dahl, KM. Forældres tilfredshed med de familieretlige myndigheder – 1. opfølgning af udvikling efter reform af området i april 2019. VIVE, 2020. www: https://www.vive.dk/da/udgivelser/foraeldres-tilfredshed-med-de-familieretlige-myndigheder-15220/).
34. Familieret 2014:4. Ankestyrelsen 2015. www: https://ast.dk/publikationer/familieret-2014

    Familieret 2015:4. Ankestyrelsen 2016. www: https://ast.dk/publikationer/familieret-2015-4

    Familieret 2016:4. Ankestyrelsen 2017. www: https://ast.dk/publikationer/familieret-2016-4.

35. Ny forskning bekræfter, at størstedelen af forældre ikke oplever, at kontakten med systemet forbedrer deres samarbejde, se Dahl, KM. Forældres tilfredshed med de familieretlige myndigheder – 1. opfølgning af udvikling efter reform af området i april 2019. VIVE 2020. www: https://www.vive.dk/da/udgivelser/foraeldres-tilfredshed-med-de-familieretlige-myndigheder-15220/
36. Andersen, HC. Snedronningen. 1845.
37. Se f.eks. https://canberra.libguides.com/c.php?g=599346&p=4149721.
38. https://familieretshuset.dk/brud-i-familien/brud-i-familien/samvaerstyper.
39. Arizona Revised Statutes 25-403.02. www: https://www.azleg.gov/ars/25/00403-02.htm
40. Fabricius, WV et al. What Happens When There Is Presumptive 50/50 Parenting Time? An Evaluation of Arizona’s New Child Custody Statute. Journal of Child Custody 2018;59: 414-428. www: https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/10502556.2018.1454196?journalCode=wjdr20
41. En teknisk lydende “bortfaldsklausul” betød en yderligere indskrænkning af min tid med Sofie: Hele mit normale samvær bortfaldt, hvis det lå bare delvist i Rebeccas ferie med Sofie, hvis ferien lå i skoleferien. Ifølge Familieretshuset tolkes skoleferiens start som fredagen før den mandag, mange skoleferier nominelt starter. Det ville f. eks. medføre, at når Sofie skulle på en uges efterårsferie med Rebecca, ville hun ikke komme til at se mig i over tre uger, uanset om ferien lå i en lige eller ulige uge. Samtidig bortfaldt mit normale samvær også helt, hvis det så meget som grænsede op til mit feriesamvær. Ingen af disse ting gjaldt for Rebecca. De lange brud betød reelt, at vores  samværsordning nok var tættere på en 10/4-ordning. Jeg fandt senere ud af, at bortfaldsklausuler er standard for samværsforældre.
42. Kahlil Gibran. Profeten. Grafisk Litteratur 2015.
43. Oversat af Karsten Sand Iversen. Forlaget Virkelig
44. For at et skilsmissebarn kan få bopæl hos en af sine forældre, kræves det, at det opholder sig der minimum halvdelen af tiden.
45. En bopælsansøgning skal sendes til Familieretshuset, hvor den behandles, før den indbringes for familieretten, der træffer den endelige afgørelse.
46. Fx. Schaldemose, T. Alarmerende ventetider i det nye familieretssystem. Jyllands-Posten 2019. www: https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE11666555/alarmerende-ventetider-i-det-nye-familieretssystem/
47. Børn og deres familier 2018. Danmarks Statistik 2018. www: https://www.dst.dk/da/Statistik/Publikationer/VisPub?cid=31407
48. Ottosen, MH et al. Børn og unge i Danmark – velfærd og trivsel 2018. VIVE 2018. www: https://www.vive.dk/da/udgivelser/boern-og-unge-i-danmark-velfaerd-og-trivsel-2018-10762/
49. Ottosen, MH og Stage, S. Dom til fælles forældremyndighed. En evaluering af forældreansvarsloven. SFI 2011. www: https://www.vive.dk/da/udgivelser/dom-til-faelles-foraeldremyndighed-4519/
50. Både den psykologiske og den biologiske forskning i forældreomsorg har fokuseret næsten udelukkende på morens rolle, men dyreforsøg viser, at faderomsorg også har positiv indvirkning på afkommets hjerneudvikling, se f.eks, Feldman, R et al. The neural mechanisms and consequences of paternal caregiving. Nature Reviews Neuroscience 2019;20: 205-224. www: https://www.nature.com/articles/s41583-019-0124-6
51. Flere end et dusin personer har arbejdet med vores sager i systemet, og alle har de været kvinder. Der har heller aldrig været en mandling direktør for hverken Statsforvaltningen eller Familieretshuset.
52. Kinnunen, H. Vi har stadig et seriøst problem på bestyrelsesgangene. Berlingske 2021. www: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/vi-har-stadig-et-serioest-problem-paa-bestyrelsesgangene
53. Se f.eks. Morris, E et al. The Family Ties Project: Implementing and Evaluating the No Kids in the Middle Intervention. Anna Freud National Centre for Children and Families 2020. www: https://www.annafreud.org/mental-health-professionals/our-help-for-children-and-families/our-clinical-work-and-projects/our-work-with-families-involved-in-legal-proceedings/no-kids-in-the-middle-uk/
54. Se f. eks. Kruk, E. Parallel Parenting After Divorce. Psychology Today 2013. www: https://www.psychologytoday.com/intl/blog/co-parenting-after-divorce/201309/parallel-parenting-after-divorce
55. Forslund, T et al. Attachment goes to court: child protection and custody issues. Attachment & Human Development 2021;11: 1-52.

    Libby, EW. Is there a favorite parent? Psychology Today 2010. www: https://www.psychologytoday.com/us/blog/the-favorite-child/201003/is-there-favorite-parent