Mulighedsvinduet – Interview med Thomas Hylland Eriksen

Ikaros’ arv. Moderniteten er løbet løbsk i konstante accelerationer, der overopheder vores klima, økonomi, informationsstrømme og demografi. Coronakrisen er et forstørrelsesglas, der kan udpege nye mulighedsrum, mener den norske stjerneantropolog, Thomas Hylland Eriksen.

Af Michael Agerbo Mørch
Montage af Pernille Ploug

Fra 2012 til 2017 arbejdede professor Thomas Hylland Eriksen fra universitetet i Oslo på et stort forskningsprojekt kaldet ”Overheating”. I projektet analyserede forskergruppen en overophedet modernitet, hvis accelererende forandringer overalt påvirker almindelige menneskers livsforhold. I bogen Overheating. An Antropology of Accelerated Change fra 2016 introducerer Hylland Eriksen sin systematiske analyse, hvor hans greb er at forene etnografiens udgangspunkt i det enkelte menneskes liv med socialvidenskabernes statistiske, historiske og systematiske kategorier. Eller – med en genkommen metafor – han forener forstørrelsesglasset og helikopteren.

Da pandemien skyllede ind over verden i foråret 2020, oplevede mange, at deres forståelse af verden blev fundamentalt rystet. For Hylland Eriksen blev krisen en bekræftelse af de dynamikker, han havde iagttaget i de foregående år, og på nogle områder blev de endda forstærkede. Fra sin hytte i det sydlige Norge logger professoren med det enorme verdensengagement på Zoom, mens han storsmilende ironiserer over, at akademikere og journalister er de to grupper, der skriver mest om pandemiens konsekvenser, men samtidig også er dem, der har oplevet de største goder ved den. Det er bare ét eksempel på en tilbagevendende pointe om, at pandemien nok er global, men dens konsekvenser rammer ulige og tolkes vidt forskelligt. Den ordrige og hurtigt snakkende iagttager læner sig frem i havestolen og strør sin kat over ryggen, da han lægger an til at besvare det første spørgsmål.

 

Thomas Hylland Eriksen, De har analyseret modernitetens konsekvenser i en lang årrække. Hvilke forandringer vil pandemien skabe i forhold til overophedet acceleration?

”I begyndelsen så vi en akut nedkøling med et klart skel den 12. marts. For at nævne bare ét eksempel så så vi en stigning i flytransporten på over 100 % mellem 2004 og 2019, men en nedgang på 90 % mellem april 2019 og april 2020. Det vidner om, at vi lige nu står i den dybeste økonomiske krise i 300 år, hvor implikationerne vil være uoverskueligt langsigtede. Den ekstreme effektivitet i verdensøkonomien, hvor en minutiøs præcision udspiller sig i landenes gensidighed og afhængighed, er udfordret. Vi ser klare tegn på såkaldt sommerfugleeffekt, hvor små justeringer ét sted fører til store omvæltninger andre steder på kloden. Men når alt dette er sagt, så vi også en øget acceleration i andre sfærer. Den digitale verden oplevede øget hast, fordi mange virksomheder var tvunget til at gå digitalt, og det førte også nye ekspansionsmuligheder med sig for nogle brancher. På sigt kan vi ikke forudsige varige forandringer, for der er ingen automatik i forandringerne, ingen lovmæssighed, men pandemien er et mulighedsvindue, hvor vi bliver givet en anledning til at gentænke alle forhold i samfundet.”

 

Vi ved, at effekterne kan sætte forskelligt ind globalt og lokalt. Hvor tror De, effekten vil være størst?

”Desværre forventer jeg, at krisen vil være katalysator for øget global ulighed. For eksempel vil mobiliteten være endnu mere ujævnt fordelt end nu. Arbejdsmarkedet vil være ustabilt i mange lande, så et land som Indien, hvor omkring 80 pct. arbejder i den såkaldte uformelle sektor (det vil sige, at de er uden rettigheder på trods af fast arbejde), vil opleve massiv usikkerhed. Den globale økonomi er ekstremt kompleks, så ingen kan forudsige udviklingen, ikke engang i nær fremtid. Faktorer som mulig terrorisme, konkurrencen mellem supermagterne, et truet klima med mere, vil også påvirke økonomien. Lokalt vil vi opleve lige så store effekter. Jeg spår, at vi mange steder vil se en øget bekymring for globalisering, hvor en øget mistænksomhed over for fremmede vil sætte ind. Men det lokale og det globale er helt flettet sammen, for ingen er uafhængige længere. Tag bare det forhold, at 10 pct. af verdens globale økonomi er båret af turisme. Turismen er seksdoblet i omfang siden 1980. Men det er ikke økologisk bæredygtigt, og derfor håber mange miljøforkæmpere, at pandemien kan nedskalere den globale turisme. Men her glemmer man ofte at komme op med bæredygtige planer for omlægning af lokalt arbejdsliv, sådan som jeg selv har mødt det i australske industribyer. Hvad skal de leve af, hvis turismen forsvinder, eller den fossile industri forsvinder? Den slags spørgsmål må altid integreres i de mere storladne programskrifter.”

 

Coronakrisen har tydeligvis implikationer på alle niveauer – lokalt og globalt – hvordan skal man overhovedet begynde at studere og forstå disse implikationer?

“William Blakes diktum ”to see a world in a grain of sand” er en ledestjerne her. Jeg er selv engageret i et projekt i Norge, som siden pandemiens start har fulgt cirka hundrede familier. Hver måned bliver de interviewet for at følge udviklingen i deres forhold til pandemiens konsekvenser, positive såvel som negative. Men også den slags studier må gøres komparative, for selvom konsekvenserne ligner hinanden i de fleste samfund, for eksempel i forhold til hvilke restriktioner regeringer vedtager, så tolkes de meget forskelligt. Noget af det, vi allerede nu kan overveje i forlængelse af disse studier, er, om vi har brug for at gentænke vores forståelse af arbejdet. Før pandemien var arbejdsløsheden i Norge stort set nul, men på kort tid blev 300.000-400.000 helt eller delvis arbejdsløse. Det rejser spørgsmålet, om vi skal gentænke fordelingen af arbejdet. Har alle ret til at bidrage? I hvilket omfang? Måske vil vi blive enige om, at retten til at deltage på arbejdsmarkedet står over de riges ret til at berige sig yderligere. I forhold til livskvalitet kan vi også se, at når folk bliver spurgt om, hvad de savner mest, er det gennemgående svar, at de savner at være sammen med andre i uformelle og afslappede rammer, som på en trang café eller til en fodboldkamp. Det fortæller os, at det vigtigste i livet faktisk er både gratis og miljøvenligt. Nærmiljøet har vist sig at have mere at byde på, end vi var klar over. Jeg tror ikke, vi vil se – eller have behov for – store revolutioner, men vi må skaffe lærdom af vores erfaringer i dette radikale eksperiment, som de seneste femten måneder har været.”

 

Hvordan ser coronakrisen ud, når man bevæger sig mellem de analyseniveauer, du bruger i din forskning? Hvad sker der, når man kombinerer antropologiens ”fra neden” med statistikkens, historiens og makrosociologiens ”fra oven”?

”Det er meget vigtigt at flytte sig mellem skalaniveauerne, når man forsøger at forstå globale forhold. Man må altid begynde i folks livsverden, for hvis der ikke er en forbindelse til konkrete, levede liv, forvitrer det i abstrakte spekulationer. Et aktuelt eksempel er den digitale hjemmearbejdsplads, som mange hyldede i begyndelsen af pandemien, fordi det gav mere frihed og fleksibilitet for medarbejderen og øget produktivitet og effektivitet for arbejdstageren. Den megen digitale trafik forfiner algoritmerne yderligere og får processerne til at accelerere, men omkostningen har vist sig at være en social interaktion uden de kropslige forhold, som er ekstremt væsentlige. Ingen håndtryk, svært aflæseligt kropssprog, ingen uformel kontakt i pauserne.”

 

Men når det hele er så indviklet og svært begribeligt, hvordan skal regeringer så lede på en kompetent og fagligt forsvarlig måde?

”Der gives ikke et universelt svar her. Bare i Skandinavien har vi set meget forskellige måder at tackle krisen på. I Sverige har ekspertrollen været historisk stærk, men de har også betalt en høj pris for deres kurs. I Norge har mange tiltag været konsekvente ligesom i Danmark, men også hos os diskuterer vi nu en stribe tiltag, som formentlig er grundlovsstridige. Jeg tror, at den polske sociolog Zygmunt Bauman havde ret, da han sagde, at man er nødt til at improvisere, når man skal agere i vores komplekse verden. Det er tvivlsomt, om man overhovedet kan agere kompetent, når verden er så kompleks, og det har ikke mindst afsløret sig i denne krise. Samtidig er det også iøjnefaldende, at mange lande har ens tiltag som forsamlingsforbud, maskepåbud og afspritning, der er simpelthen meget få variationer globalt. Selv i lande med autoritære, populistiske ledere. Og folk flest gør, hvad politikerne siger, for i en krisesituation som pandemien er det ikke et spørgsmål om tillid til regeringen eller myndighederne, men et spørgsmål om sikkerhed. Og sikkerhed vinder over ønsket om frihed i langt de fleste tilfælde. Jeg tror også, vi allerede nu kan sige med sikkerhed, at der i de kommende årtier vil blive skrevet en lang række debatbøger om, hvad regeringer og myndigheder burde have gjort, for eksempel at der skulle have været en langt større grad af international koordination i indsatsen og ikke kun imitation.”

 

Hvor kommer krisen til at sætte sig mest? Ideologisk, finansielt, materielt? Og hvor åbner rummene sig fx i øget tillid til viden, omjustering i forhold til miljø, internationalt samarbejde?

”For det første vil vi se en påvirkning af vores verdensbillede, hvor flere mennesker vil få en opmærksomhed på egen sårbarhed. På sin vis er vi i mål med det moderne projekt i Vesten, og vi begynder nu at forstå konsekvenserne af århundreders succes. Vores centrale velsignelse i to hundrede år, den billige fossile energi, er blevet vores forbandelse. Hele denne bevidsthed indgår i den samme vigtige diskussion som debatten om den antropocæne tidsalder, og her er den centrale indsigt, at vi må skabe nogle alternative fremtidsscenarier, som ikke er baseret på vækst. For det andet vil vi også se en status quo på nogle områder, og jeg tror ikke, vi vil se en akut forøget tillid til viden, som nogle har spået. De mennesket, som har haft tillid til forskningen, var tillidsfulde i forvejen. Videnskaben er usikker og tager fejl, men den er det bedste værktøj, vi har. Men det er også vigtigt at huske, at når det er svært at sige noget om krisens konsekvenser, skyldes det også, at den er den mest dramatiske begivenhed i de fleste nulevende menneskers liv. Vi har ikke kontrol med konsekvenserne, og vi ved endnu ikke, hvordan udgangen bliver. Derfor vil vi mange gange forhandle om, hvilke komponenter i vores samfund der skal videreføres, og hvilke der skal forandres. På den måde træder vi ind i – og er allerede en del af – et gigantisk globalt eksperiment. Ændringerne i det globale samfund må forstås in medias res, og igen er det afgørende at fastslå, at pandemien skaber et mulighedsrum for forandring, men der er ingen automatik i det. Det hele afhænger af de valg, vi træffer, både lokalt, nationalt og internationalt.”

 

Hvad er Deres egen vision for den samtale, du gerne ser startet på baggrund af pandemien?

”I vores globale verden har vi set en løbende acceleration på mange områder, der har skabt en overophedning. Problemet er, at der ikke er nogen termostat, der regulerer temperaturen, og accelerationen får derfor ofte lov til selv at accelerere. En acceleration af accelerationen. Samtidig får vi øget viden om konsekvenserne, og det skaber nogle paradokser. Vi vil have klimaeffektive tiltag, men samtidig vil vi bevare vores vækstparadigme. Det skaber et problem, fordi vi med vores binding til væksten har en meget lav grad af fleksibilitet til at indføre grønne tiltag. Vi kan se pandemien som et mulighedsrum for at skabe en bedre synergi mellem vores ønskede politikker, men det kræver også, at vi ikke forhaster politiske tiltag igennem for at sikre en økonomisk vækst, som ikke er bæredygtige for hverken kloden eller konkrete menneskeliv. Det er i mine øjne vigtigt at gøre sig klart, at økonomien er til for os, så vi kan godt forlange mere solidaritet fra de velstående. Infrastrukturen er der til at skabe gode forandringer, og nu skal vi kæmpe for at lave det samfund, vi egentlig ønsker.”