Var nedskæringer skyld i Brexit? Interview med Thiemo Fetzer

I en ny serie på Eftertryk går vi tæt på forskning, der rykker ved vedtagne sandheder – i form af korte interviews, der klæder dig på til nogle af tidens vigtigste diskussioner.

Tryk på samtiden kalder vi det. Her kan du læse første afsnit.

Af Marc Grønlund

”Hovedproblemet er ikke globaliseringen, men derimod den manglende aktive styring af økonomisk forandring. Det var det, folk protesterede imod, i dette tilfælde ved at stemme landet ud af EU.”

Sådan lyder den opsigtsvækkende dom over Brexit fra den tysk-britiske forsker ved Warvick University Thiemo Fetzer. Ifølge ham var der nemlig en direkte sammenhæng mellem de økonomiske nedskæringer op til den britiske EU-afstemning i 2016 – og så Brexit. En forklaring, som står i skarp kontrast til de efterhånden etablerede sandheder om briternes afsked med EU. For som Fetzer viser i artiklen ‘Did austerity cause Brexit?’¹, var fremmedhad, engelsk nationalisme og frygt for globaliseringen ikke de afgørende eller entydige faktorer bag afstemningens udfald. Langt vigtigere var derimod den årelange, og regeringsskabte, økonomiske nedgang i allerede udsatte britiske lokalsamfund.

Folks vrede skyldtes nedskæringer

Thiemo Fetzer er på sin vis en typisk forsker. Han undrede sig over de mest udbredte forklaringer på et omstridt fænomen og undersøgte derfor, om de nu også holder vand – i dette tilfælde fortolkningen af Brexit som briternes ’nationale opgør’ med EU, indvandring og globalisering:

”Jeg begyndte at kigge på den sociale og økonomiske udvikling i britiske valgkredse og kombinerede dette med vælgerudviklingen i britiske og europæiske valg op til EU-afstemningen i 2016. Jeg kiggede især på tilslutningen til UK Independence Party (UKIP) i områder ramt af velfærdsnedskæringer. Her fandt jeg frem til et mønster, som var værd at undersøge nærmere,” fortæller Fetzer over telefonen.

Det nævnte mønster sammenlignede han derefter med selve EU-afstemningen, hvor det viste sig, at der var en forbindelse mellem den voksende tilslutning til UKIP, de økonomiske nedskæringer, som mange var begyndt at mærke, og – i sidste ende – resultatet af afstemningen. Det hele var forbundet.

”Selvfølgelig undersøgte jeg også andre muligheder. For eksempel om indvandring spillede en rolle i den økonomiske nedtur i de dele af Storbritannien. Det var der jo mange politikere, især fra UKIP, som påstod med henvisning til EU’s åbne grænser. Indvandring blev brugt som en undskyldning og et påskud, men det var ikke en afgørende faktor. Det forklarer ikke særlig meget at pege på indvandring som årsag, for den bølge af indvandring til Storbritannien, som der beviseligt havde været, sluttede lang tid før 2016.”

Thiemo Fetzer gav sig derefter til at undersøge mønsteret grundigt. Han undersøgte blandt andet, hvordan briterne havde stemt til forskellige valg fra 2010 og frem. Herefter stod det klart for ham, at regeringens nedskæringer var den vigtige faktor bag den voksende støtte, som de populistiske bevægelser fik, især efter valget til EU-parlamentet i 2014, hvor UKIP stormede frem. Den konservative regerings økonomiske politik i årene efter det britiske parlamentsvalg i 2010 havde ført til voksende utilfredshed og vrede mod stort set alle etablerede politikere, hvilket også kom til udtryk i en vigende opbakning til EU.

Fetzer forklarer det selv således: ”Du kan se det komme til udtryk i flere meningsmålinger, hvor mange var dybt utilfredse med den førte politik. Det skulle de have afløb for, og det fik de i 2016. I sidste ende var de økonomiske trængsler, som mange lokalsamfund gennemlevede, da nedskæringerne for alvor satte ind efter 2011, en stærk årsag til, at LEAVE-kampagnens budskaber fik vind i sejlene – en figur som Boris Johnson er også et eksempel på dette. De kræfter fik pludselig en helt unaturlig stor støtte, fordi folk dermed kunne protestere mod status quo. I denne sammenhæng betød det også modstand mod EU.”

Den marginale vælger

Her vil mange nok stoppe op og spørge sig selv, hvordan et kortvarigt udsving i vælgeradfærd og økonomisk nedgang i dele af landet kan lede til så drastisk en beslutning som Storbritanniens udmeldelse af EU.

Det er der ifølge Fetzer flere grunde til, særligt fordi den økonomiske nedtur medførte en ret akut efterspørgsel efter populistiske svar på krisen. Det kom især til udtryk hos et meget bestemt vælgersegment, hvis handlemønster man må følge nøje med i, hvis man vil forstå, hvordan Brexit blev muliggjort.

”Det er klart, at den voksende støtte til UKIP også var med til at sikre Brexit-resultatet i 2016. Før 2010 var UKIP en ubetydelig politisk bevægelse, men til EU-valget i 2014 og det britiske parlamentsvalg i 2015 fik de stor støtte. Det er ikke ny viden. Men det, jeg fandt ud af, var, hvordan faktorerne tilsammen afgjorde afstemningen i 2016 til LEAVE-kampagnens fordel. Det endelige resultat skyldtes ikke kun støtten til UKIP, men tværtimod det samspil mellem forværrede sociale og økonomiske vilkår, vælgernes adfærd, og så den unikke mulighed, som EU-afstemningen gav mange for at demonstrere deres utilfredshed.”

Hvad kiggede du konkret på for at nå frem til den konklusion?

”Jeg fokuserede på et bestemt vælgersegment i form af den marginale vælger, dvs. dem, der svinger fra valg til valg, i modsætning til den arketypiske vælger, som ville have stemt for Brexit, uanset hvilken social eller økonomisk politik der blev ført. De marginale vælgere udgør omkring 10 pct., og det viste sig, at de var meget lydhøre over for protestbudskaber og modstand mod det etablerede politiske system, fordi de følte, at systemet svigtede dem. For den marginale vælger var støtten til UKIP og LEAVE en proteststemme.”

Selvdestruktiv sparepolitik

Bag utilfredsheden hos mange britiske vælgere lå, ifølge Fetzer, de velfærdsbesparelser, som omkring 2016 kunne mærkes flere steder i landet. Siden 2011 var der f.eks. blevet skåret op til 16 pct. i sociale ydelser. Der var ligeledes blevet sparet på uddannelse, mens udgifterne til pensioner steg.

Besparelserne ramte altså især folk i den arbejdsdygtige alder og gav næring til en generationskløft. Samtidig blev lokale myndigheder beskåret i både bevillinger og antal ansatte, og nedskæringer i boligstøtte førte til øget hjemløshed. Mange almindelige briter mærkede altså disse besparelser i deres dagligdag.

I 2014 svarede mere end 60 pct. af vælgerne, at nedskæringerne i deres lokalområde var gået for langt, og som Fetzer påpeger, var den førte politik heller ikke populær blandt UKIP’s kernevælgere.

”For hvert pund, der blev sparet i ydelser, skrumpede den lokale økonomi med omkring 2 pund. Hvis man holder det op imod de årlige besparelser, der løb op i 18 milliarder pund, så medførte besparelserne på velfærdsydelser alene, at den britiske økonomi skrumpede med op mod 45 milliarder pund. Folk brugte rent faktisk de penge, viste det sig. Det absurde er ikke mindst, at det beløb, økonomien svandt ind med, nemt kunne have dækket Storbritanniens årlige bidrag til EU,” siger Thiemo Fetzer og fortsætter:

”Rigtig meget sparepolitik er bare selvdestruktivt og dårlig økonomi, fordi det gør kagen mindre. Det er i sidste ende grunden til, at Storbritannien forlader EU – og et tegn på det stik modsatte af, hvad LEAVE-kampagnen bildte folk ind om omkostningerne ved at være medlem af EU; det kostede tværtimod briterne dyrt at blive regeret dårligt af en national regering.”

Statens tilbagetrækning

Ud over ’truslen fra indvandring’ var et andet stort tema i LEAVE-kampagnen øget globalisering og tab af selvbestemmelse. Mobiliseringen omkring det tema var for mange iagttagere en væsentlig grund til, at briterne stemte for LEAVE og dermed Brexit. Som Fetzer ser det, er forklaringen dog ikke helt så entydig, idet den økonomiske nedtur ikke ’kom udefra’, men snarere var et resultat af den britiske regerings politik. Dét er en vigtig forskel, men overses let i debatten, hvor stor betydning de forværrede socioøkonomiske forhold reelt har haft, i modsætning til et tema som national identitet, der har stor symbolkraft, hvilket også var grunden til, at Fetzer lavede sit studie i det hele taget.

”Mange går ud fra, at folk bliver ført i armene på populister, fordi de tilbyder økonomisk trængte en sikker havn fra ’globaliseringens hærgen’. Men hvis vi ser på Storbritannien og den voksende støtte til UKIP, så må vi bare konkludere, at dén udvikling skyldes interne forhold i Storbritannien. Det er evident, at nedskæringspolitikken forværrede de sociale og økonomiske skel, der allerede fandtes i Storbritannien. For omkring 3-7 procentpoint af vælgerne var besparelserne udslagsgivende, da de skulle afgive deres stemme for eller imod Brexit, derfor kunne resultatet være tippet i den anden retning, uden nedskæringerne.”

Globaliseringens dobbelte rolle

Meget af den politologiske forskning om Brexit farer vild i mediernes fremstilling af identitet og globalisering som de afgørende faktorer i afstemningen, mener Fetzer. For det er i højere grad oplevelsen af svigt, der tippede vægtskålen og ledte folk til at stemme for Brexit. Den vigtigste faktor ligger i spændet mellem de marginale og de arketypiske vælgere: De marginale stemte for LEAVE, fordi deres økonomiske trængsler blev ignoreret af staten. Ifølge Fetzer kan globalisering godt spille en vis rolle i folks oplevelse af at være ladt i stikken, men det er ikke en generel erfaring, der kan forklare alt.

Som Fetzer ser det, har frihandel og globalisering en dobbelthed i sig: Øget handel og frie grænser har medført højere levestandard, men har også ført til tilbagegang i mange sektorer og decideret afindustrialisering, hvilket er markant i store dele af Storbritannien.² Hovedproblemet er bare ikke selve globaliseringen, men, ifølge Fetzer, den manglende aktive styring af de økonomiske processer. Det var det, folk protesterede imod i 2016, og de gjorde det ved at stemme hele landet ud af EU, ikke mindst fordi det britiske valgsystem ikke giver reel mulighed for, at proteststemmer kan komme til udtryk.

”Mange politologer kan ikke lide, hvad jeg har at sige, men jeg mener virkelig, at den politiske forskning overser, hvordan selve valgsystemet også hjalp med at gøre Brexit muligt. Det forældede britiske valgsystem med “vinderen tager det hele” og en disproportional repræsentation i parlamentet skaber virkelig grobund for utilfredshed. Den førte politik, der kommer ud af sådanne systemer, får mange til at føle sig magtesløse og sat uden for indflydelse. Dén følelse var vigtig for afstemningen i 2016.”

Fetzers studie skabte en del furore, da det første gang udkom i 2018-19. Politiske kredse i Storbritannien tog afstand fra konklusionerne, mens han selv modtog anonyme trusler. Hans forskning har derfor sat et vist aftryk i debatten, uden måske helt at have vundet over myterne. Dette var også en direkte grund til at fremhæve undersøgelsen og bringe et overset aspekt frem, da vi faldt over den.

På falderebet kan vi ikke lade være med at spørge Thiemo Fetzer om polemikken, herunder om han føler sig mere som aktivist end akademiker, når vi taler om de her ting?

”Jeg er selvsagt ikke en upolitisk person, men pointen med forskning er ikke at sige, hvordan ting skal være, men at påpege, hvad data siger. På et personligt plan er jeg dog bekymret over tendensen til at lukke grænser i Europa og forsømme internationalisering, som har været til fordel for os alle – når den vel at mærke forvaltes godt.”

1. Thiemo Fetzer: Did austerity cause Brexit? American Economic Review 2019, 109(11): 3849–3886.
2. Den udvikling fremgår bl.a. af Andrew Batson: To Hold Back The Tide Of De-Industrialization (udgivet 23. februar 2021), Gaveka Dragonomics – se desuden omtale og grafik nederst hentet herfra: https://twitter.com/adam_tooze/status/1366417954947145728