En blomst kan også gro i asfalt – illustrationer af ghettolivet
Illustrationer af Julie Kordovsky
Tekst af Marc Grønlund
Har du lagt mærke til hende? Hun står henne bag trappen, der hvor blomsterne står i skygge, og lyset kun nærmer sig langsomt. De færreste har set hende, de færreste ser, hvordan både kvinden og blomsterne gror frem, pibler frem.
At bevæge sig ind i et udsat boligkvarter på kanten af samfundet er let nok. At tage derfra med sandfærdige skildringer af et liv i skyggen, der alligevel blomstrer – dét er en kunst! Og det er denne kunst, som Julie Kordovsky bringer til verden med udgivelsen af Hej Danmark / Fremmede Vær Høflig, en bog med to titler, som kan læses både fra venstre og højre og dermed kommer såvel den etnisk danske som den etnisk arabiske læser i møde. Uanset hvilken vej man begynder at læse bogen, lyder dedikationen ”Til kvinderne” – det er dem, det handler om.
Hun stopper op ud for nummer 104. På trappestenen sidder en pige på omkring otte år. Måske ni. Det er svært at se. Pigen græder. Hvorfor du græd? Hun bukker sig ned mod pigen, som kun hæver blikket lidt fra jorden. Pigen svarer ikke og ser bare ned på hendes sorte kjolekant, som lægger sig på fortovet, da hun bøjer ned i knæene. Hvor er din mor? Hvad? Hun klapper pigen ovenpå hovedet. Så vender hun sig mod børnene. De var fortsat videre, men nu er de stoppet for at se tilbage. Hun løfter hånden og vifter.
Kom så, Mor. Nu gør vi det altså. Hayrat knapper de øverste knapper i frakken og retter på sit tørklæde. Hun ser hen på sin mor, som står sammensunket ved vinduet med viskestykket hængende i hånden og stirrer ud i mørket. Skrøbelig og forstenet. Det er altså sådan, man gør. Og der sker ingenting. Jeg har gjort det mange gange, Mor. Hayrat sukker og fisker sin mors jakke frem fra skabet. Det er slet ikke, som du forestiller dig. Det er ikke farligt. Der er masser af andre. Helt almindelige mennesker. De gør det samme. Mor. Kære Mor. Kom nu.
Se billederne, mærk stemningen
Jeg har ikke selv været eller boet i Bellahøjhusene, som er skildret i bogen, ligesom jeg ikke kender de mennesker, som her kommer til orde. Men jeg føler, at jeg har været der. Jeg føler, at jeg kender dem lidt bedre nu.
Bogen er flot skruet sammen af vidnesbyrd fra minoriteter og illustrationer fra livet i udsatte boligområder. Det er et smukt tværsnit, fintfølende på grænsen til det patosfyldte, men med en fin balance i sit udtryk, der fylder beskueren med energi, dén energi, som politikere og andre rejsende i fordomme ofte vil have os alle til at tro ikke er til stede hos netop minoritetskvinder.
Hej Danmark / Fremmede Vær Høflig er et kærkomment dementi af dén påstand, en pæl gennem fordomme og foragt, en hyldest til handlekraftige individer og kollektive identiteter, der har fundet grobund i et fællesskab. Et fællesskab, som vi engang kaldte for Danmark, hvor en fremmed var én, som du sagde hej til. Den tiltro kan vi genvinde igen – bogen her er et sted at starte.
- Julie Kordovsky – Hej Danmark / Fremmede Vær Høflig, 2020.
- Kan købes i udvalgte boghandlere for 200 kr. eller ved at skrive til FAKTI via deres hjemmeside www.fakti.dk/kontakt-os/
- Al indtjening går ubeskåret til FAKTI – foreningen for flygtninge- og indvandrerkvinder.