Kurs mod afgrunden

Jason Hickel
Less is More – How Degrowth Will Save the world
Penguin 2020

 

 

 

Af Ludvig Goldschmidt Pedersen
Illustration: Nature Morte Plus¹

Da Knud Heinesen gik af som finansminister i Danmark i 1980, skete det med de senere berømte ord: ”Nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den. Vi kan se den tydeligt”.² Citatet er siden blevet et slagord. En slags parole for økonomisk ansvarlighed og fremsynethed. Heinesens afgrund bestod dengang af en oliekrise, der forværrede allerede eksisterende problemer med inflation, betalingsbalance og voksende statsgæld.

I dag dominerer en anden afgrund i den kollektive bevidsthed. Det er ikke økonomiens, men planetens grænser, vi har kurs imod. Nu er krisen ikke udløst af oliens knaphed, men snarere af overforbruget af fossile brændsler og råstoffer, samt irreversibel ødelæggelse af biodiversitet. Antropologen Jason Hickel deler denne bekymring. Han er del af den globale degrowth-bevægelse³, og hans seneste bog, Less is More, giver en indføring til bevægelsens idéer for de nysgerrige.

Less is More er først og fremmest en introduktion til degrowth-argumentet. Bogen består af to dele. I første del opridser Hickel, hvordan vi som verdenssamfund har sat kurs mod afgrunden. Fokus er her på det kapitalistiske samfunds relation til naturen. Anden halvdel handler om, hvordan vi kommer væk fra den afgrund, og hvordan samfundet (igen) kan blive mere bæredygtigt.

Hickels bog og degrowth-bevægelsen er relevant af to årsager. Den første årsag er dens globale perspektiv, den anden er ambitionen om at udforske alternative fremtider.

Globalt perspektiv

Det globale ressourceforbrug stiger stadig, hvilket Hickel mener er uløseligt forbundet med det nuværende paradigme for økonomisk vækst. Det har potentielt store konsekvenser også i Danmark. For en gennemgående præmis i den danske klimapolitik er, at det ikke kun er muligt at afkoble økonomisk vækst fra klima- og miljøbelastning, men at vækst ligefrem er vejen til en bæredygtig fremtid. Ser vi på Danmark isoleret, giver dette muligvis også mening. Men så medregnes det tab af biodiversitet, som vores forbrug medfører i andre lande, eller hvor meget af klodens udledningsbudget vi efterlader til resten af verden, ikke. Hvis vi derimod, påpeger Hickel, anlægger en global betragtning, så viser det sig, at en fremtid med fortsat global vækst under ingen omstændigheder kan være bæredygtig.⁴ BNP, som er et blandt mange mål for vækst, kan derfor muligvis godt vokse, grundet eksempelvis effektiviseringer eller nye grønne teknologier. Men samlet skal der basalt set produceres færre ting og bruges mindre energi, hvis vi skal holde os inden for de planetære grænser. Tilføjes klimaretfærdighed til ligningen – det globale Syds ret til udvikling, og at udledningerne i overvejende grad er kommet fra det globale Nord – så ligner vestlige klimapolitiske forestillinger om grøn vækst pludselig det rene blændværk.

En alternativ fremtid

Den anden årsag til bogens og bevægelsens relevans er ambitionen om at udforske alternative og systemforandrende fremtider, der ikke er bygget på en (angiveligt urealistisk) forestilling om grøn vækst. Selvom kritikken af kapitalismen og den afstand, som den skaber mellem menneske og natur, fylder mest i bogen, gør Hickel også en del ud af at beskrive alternativer. Hans eget alternativ er inspireret af nymaterialisme.⁵ Denne teoretiske strømning indebærer et forsøg på at anerkende agens i ikke-menneskelige ting og dermed sammenfiltre mennesket med dets omgivelser på nye måder. Pointen er først og fremmest, at det ikke kun er klimaet, der er blevet ødelagt. Også mennesket er blevet ødelagt i den kapitalistiske verden, hvor naturen ikke er noget, man lever i, men noget, man kan udnytte og udvinde fra. Det svinger bogen igennem, hvor overbevisende denne rimelig abstrakte argumentation reelt er. Når det handler om at ’afselvfølgeliggøre’ lighedstegnet mellem vækst i BNP og øget menneskelig velfærd⁶, fungerer det godt. Men til tider kammer det også over i forestillinger om den rige og harmoniske verden, der ligger og venter forude, når blot vi har smidt vækstideologien fra os. Det er simpelthen ikke overbevisende, at Hickel, der på den ene side identificerer et behov for enormt radikale systemforandringer, ikke i højere grad overvejer, hvilke negative omkostninger dette også kan have. Om noget er samfundet i dag indrettet med henblik på at tilfredsstille forbrugsbehov, som mennesker med købekraft selv definerer. Derfor må det være relevant at spørge, hvilke negative omkostninger det vil medføre politisk, socialt og kulturelt at sætte et loft over mængden af råstoffer, energi og areal, der kan inddrages til at tilfredsstille disse behov. Og hvilken autoritet der skulle kunne håndhæve loftet.

Og det er her, bogens undertitel ”How Degrowth will save the world”, instinktivt udløser skepsis hos undertegnede. Ikke så meget, fordi det er en radikal påstand, men fordi tilgangen giver ét svar uden nuancer. Klimadagsordenens uoverskuelighed gør den sårbar over for at blive koloniseret af fix-uppere, der med et enkelt vidundermiddel lover en samlet løsning på verdens mangeartede problemer. Det er helt klart en svaghed for degrowth-bevægelsen (og Hickels bog), at den over for så komplekse og forskelligartede udfordringer som global ulighed, ustabile finansmarkeder, demokratisk underskud og selvfølgelig klima- og biodiversitetskriser hver gang har det samme svar: ødelæg vækstideologien.

Grænser for vækst

Less is More er selvsagt ikke første forsøg på at finde grænserne for vækst. Den meget berømte Limits to Growth-rapport udkom i 1972.⁷ Her havde et hold forskere (kendt som Rom-klubben) ved hjælp af en af de første computermodeller regnet på Jordens ressourceforbrug. De nåede frem til, at en eksponentiel vækst i forbruget ville blive uholdbar i en ganske nær fremtid. Rapporten, der solgte flere end 30 millioner eksemplarer og er oversat til 30 sprog, præsenterede altså et simpelt problem: Eksponentiel vækst kan ikke opretholdes i et lukket system. Problemstillingen var ikke ny. Thomas Malthus havde allerede i starten af 1800-tallet identificeret det samme problem for befolkningsvækst.⁸

Ligesom i Limits to Growth gransker Less is More klimaproblemstillingen på en gennemgående global skala. Globalt, siger Hickel, kan vi på bæredygtig vis bruge omkring 50 milliarder tons råstoffer om året. Siden 1990’erne har det samlede forbrug af råstoffer langt oversteget denne grænse.

Animisme og dualisme

Ud over et angreb på den nuværende vækstideologi er bogen også et forsøg på at omskrive kapitalismens historie med udgangspunkt i dens relation til naturen. Hickel præsenterer denne historie som en dikotomi af verdenssyn. På den ene side animisme, som Hickel forstår som menneskets traditionelle forhold til naturen: Alting er forbundet, herunder mennesket, som er intimt nedsunket i dets omgivende miljø. Dette verdenssyn, mener Hickel, er blevet udfoldet yderligere af den hollandske 1600-talsfilosof Spinoza.

Ulykken, som Hickel ser det, var så, at der i Spinozas samtid opstod en modvægt til animismen. Det var René Descartes’ dualistiske verdenssyn, med det tænkende og handlende menneske på den ene side, sat over for den døde og mekaniske natur på den anden. At Descartes dualisme sejrede over Spinozas animisme, efterlod naturen som en død genstand der skulle erobres, hvilket blev grundlaget for den imperialistiske vestlige kapitalisme.

Desværre er Hickels forsøg på at putte Descartes på anklagebænken hverken vellykket eller retvisende. Nogle vil formentlig genkende forsøget på at genoplive Spinoza på denne måde fra Jonathan Israels ideer om en radikal oplysning.⁹

For Hickel er opgøret med vækstideologien altså ikke blot et spørgsmål om at nedtone betydningen af BNP. Det er et opgør med hele den vestlige verdens ontologi. Problemet i fortællingen er dog simpelt: Den passer simpelthen ikke. Der er ikke på nogen meningsfuld måde tale om en stiafhængighed fra et tidspunkt, hvor Europa ”valgte” Descartes. Præmissen om, at der blev truffet ét valg på ét tidspunkt, som derefter har determineret hele moderniteten, er både historisk ubrugeligt og politisk lammende.

En degrowth fremtid?

Selvom Less is More har mangler i dens historiske tilbageblik, er den stadig en udemærket invitation til at tænke over fremtiden.

Degrowth er i den sammenhæng en af flere alternative grønne fremtidsforestillinger. I en forestilling skal staten indtage en fremtrædende rolle med en Green New Deal, hvor offentlige investeringer foranlediger et grønt investerings- og produktivitetsræs, som af flere kanaler bringer kulstofindholdet i atmosfæren inden for tålelige grænser.¹⁰ Det umådeligt politisk tiltalende ved den vækst, der foreslås implicit i en Green New Deal, er, at de fleste nulsumsspil hermed forsvinder. Den beskæftigelse, der forsvinder i de sorte sektorer, kan genskabes i de nye grønne, og forbrugsbehovet for personbiler kan opfyldes af en Tesla i stedet. Men – og det er degrowth-bevægelsens trumf – et sådan vækstræs vil bygge på tvivlsomme forudsætninger. For det første, at vi kan hive kulstof ud af atmosfæren i stor skala ved at plante ny skov. Dette er tvivlsomt, fordi verden ikke er tæt på at have landbrugsareal nok til den nødvendige skov, hvis Jordens voksende befolkning også skal have mad. For det andet, at selv hvis – og det er et stort hvis – en fortsat global vækst i BNP kan forenes med mindre kulstof i atmosfæren, så vil den totale mængde af råstoffer og monokultur stadig kunne underminere økosystemer og biodiversiteten i længden, og dermed bringe hele systemet i fare.

Less is More bringer i den forbindelse ikke opløftende nyt. Hickel peger på, at kapitalismens natur er vækst, og at denne drift hverken kan tæmmes eller gøres grøn på et globalt plan. Dog mener Hickel, at det er muligt for mennesket at forbinde sig med naturen på nye måder, leve regenerativt og ansvarligt over for fremtiden. Degrowth-bevægelsen anviser givetvis en slags indlysende løsning på kapitalismens tendens til klimaødelæggende vækst: formindsk forbruget af energi og råstoffer, og omfordel den eksisterende velstand. De to knaster, der efterlades uberørte, er, 1) hvilken autoritet der skal skabe den globale omfordeling af velstand, og 2) såfremt denne omfordeling forventeligt udebliver, hvordan en ny forbindelse til naturen skal være trøst for det underudviklede globale Syd, arbejdsløse landmænd i provinsen og børnefamilier, der bor omgivet af infrastruktur til biler, men som ikke selv kan eje en længere.

I et sådant scenarie, hvor den globale omfordeling af velstand på forhånd udelukkes som urealistisk, er degrowth i højere grad en dystopisk nødvendighed end den utopiske redning af samfundet, som Hickel ellers lover. Og det er nok det, der gør mange forbeholdne over for degrowth-bevægelsen: en nymaterialistisk forbundenhed til naturen kan ikke erstatte hverken udvikling, beskæftigelse eller forbrugets bekvemmelighed. Kun med en global omfordeling kan Hickel blæse og have mel i munden. Uden den er der kun to muligheder: vækst, indtil den dag festen sætter en stopper for livet, som vi kender det, eller en accept af permanent fattigdom.

Ludvig Goldschmidt Pedersen er ph.d.-studerende, Aarhus Universitet.

1. Montage af Elisabeth Colding og Pernille Ploug efter “Nature Morte” [1640-49] af Pieter Claesz og Roelof Koets I, SMK Open.
2. Rosanna Farbøl & Thorsten Borring Olesen: Knud Heinesen (f.1932). https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/knud-heinesen-1932/
3. Se literatturreviewet: Giorgos Kallis et al., “Research On Degrowth,” Annual Review of Environment and Resources 43, no. 1 (October 17, 2018): 291–316.
4. Se også Jason Hickel and Giorgos Kallis, “Is Green Growth Possible?,” New Political Economy 25, no. 4 (June 6, 2020): 469–86.
5. Den utvivlsomt bedst kendte nymaterialist der skriver om natur og klima er Bruno Latour: Bruno Latour: “Agency at the Time of the Anthropocene.” New Literary History, vol. 45, no. 1, 2014, pp. 1–18.
6. En vigtig nuance her er, at kritik af BNP er en kritik af det politiske systems brug af BNP og ikke nødvendigvis fagøkonomernes forståelse af det.
7. Donella H. Meadows et al., The Limits to Growth: A Report for the Club of Rome’s Project on the Predicament of Mankind, 1st edition (New York: Universe Books, 1974).
8. Thomas Robert Malthus, An Essay on the Principle of Population (Oxford University Press, 1999).
9. Jonathan I. Israel, Radical Enlightenment: Philosophy and the Making of Modernity 1650-1750 (OUP Oxford, 2002).
10. Se eksempelvis Kate Aronoff et al., A Planet to Win: Why We Need a Green New Deal (Verso Books, 2019).