Voldsideer #1: Når kammerater går i krig

I en ny artikelserie undersøger idéhistoriker Mikkel Thorup, hvordan politiske voldsidéer er opstået og har udviklet sig historisk. ”Voldsidéer” retter fokus mod voldens legitimeringer, altså måden, hvorpå voldelige aktører søger at giver vold mening – for sig selv og deres omverden. Serien undersøger det komplekse forhold mellem vold og tænkning, ikke mindst hvordan tænkningen er med til at forme både voldens praktiske udtryk og vores reaktioner på den.

I seriens første afsnit bliver vi kastet direkte ud på slagmarken: Krige har til alle tider været formet og legitimeret af idéer formuleret til lejligheden – og nedarvet gennem militære traditioner. Men hvordan er krig egentlig blevet tænkt, fejret, kritiseret og begrundet? Tag med Mikkel Thorup på et voldsomt ridt gennem frygtelige tanker, der ikke desto mindre stadig former vores opfattelse af voldelig konflikt.

Af Mikkel Thorup
Illustration af Julie Kordovsky

”Traditionen for, at alle professionelle soldater er kammerater i krig, har holdt til denne dag”, skrev den amerikanske general (og senere præsident) Eisenhower om sit møde i 1942 med den tilfangetagne tyske general von Arnim i Nordafrika. ”For mig var Anden Verdenskrig alt for personlig til en sådan forestilling. Dagligt, idet krigen udviklede sig, voksede der i mig den overbevisning, at som aldrig før stod de kræfter, der repræsenterer det menneskeligt gode og menneskets rettigheder, konfronteret med en fuldstændig ond sammensværgelse, med hvem intet kompromis kunne tolereres.”¹

Krigens idéhistorie viser meget klart, at Eisenhower tog fejl, da han beskrev Anden Verdenskrig som et brud med idéen om kammerater i krig, fjendtlige brødre, der nok kæmpede imod hinanden, men også anerkendte hinandens legitime eksistens og lige værdighed. Den vestlige krigsforestilling har altid haft to forbundne, men forskellige udtryk: en krig mellem anerkendte lige og en krig imod disanerkendte ulige.

Den stereotypiske krig – den krigsform, der melder sig i vores tanker, og de billeder, vi ser for os – er krigen mellem ligemænd. Det er broderstridens krig. Et unaturligt fjendskab, der er opstået, men som vil svinde bort igen. En konflikt mellem genkendelige på begge sider: modstandere, der menes at ligne én selv. Derfor er det også en krigsform, hvor moralloven og krigens regler er intakte. De forventes overholdt. Man ser sig selv i den andens uniform.

Krig kan forstås som en boksekamp: afviklet på et aftalt tidspunkt med klart start- og slutpunkt; afgrænset ikke kun i tid, men også i rum. En konfliktens arena, der også markerer, hvem der kæmper, og hvem der ikke gør. Der er dommer, regler, markeringer af respekt før og efter kampen. Der er vold, ofte brutal vold, men den begås inden for, hvad begge parter forstår som en ramme af ære, lov og moral.

Mødet mellem Eisenhower og Arnim skulle være et møde mellem lige, og sådan oplevedes det formodentlig af Arnim, men ikke for Eisenhower. Disanerkendelsen, behovet for at registrere denne afvigelse fra, hvad Eisenhower forstår som krig, viser os styrken i krigsnarrativet.

I denne og den følgende artikel vil jeg forfølge krigens dobbelte form og parallelle forløb op gennem europæisk historie og vise, hvordan de samme to grundformer med historisk forskellige udtryk, formet af den historiske sammenhæng, har fastholdt sig som to distinkt forskellige idéer om og praksisser for krigsførelse.

I

Væbnet konflikt har en lang historie, det samme gælder krigens retorik og billeddannelse. Dens institutionalisering som et distinkt voldsfænomen, går langt tilbage. Vi starter derfor lidt arbitrært i det antikke Grækenland, hvis krigsforestillinger selvsagt ikke opstår ud af intet, men hvis formulering trækker lange tråde op i tid. De antikke grækere havde et begreb, stasis, for en slags borgerkrig mellem grækere: en unaturlig tilstand, der lægger et pres på de krigsførende for at udøve selvkontrol i voldsanvendelsen med fokus på (ultimativt) at søge freden. Stasis foregår, skriver Platon, ”ligesom indenfor familien og slægten”. En krig mellem grækere, ”de som af naturen er venner, det er noget naturstridigt”.² Selv under krig bør fjendens land derfor ikke hærges, huse brændes af, brønde og oliventræer ødelægges, eller krigsfanger gøres til slaver. I stasis-krigen forudsættes og forventes det fremtidige samvær – netop fordi det er folk som én selv, der står på den anden side. Skillelinjen er kontingent og uheldig, ikke naturlig og nødvendig.

Den samme grundforståelse ser vi i den kristne middelalder, hvor betydelig teologisk opmærksomhed blev rettet mod at beklage de unaturlige konflikter mellem kristne fyrster og dernæst på at udvikle begrænsninger i de kristnes konfliktpraksis: våbenhvile på søndage og helligdage, amnesti for pilgrimme, klostre, helligdomme, kvinder og fattige; forbud imod særlige våbentyper, sædvaneregler om belejring, fredsslutninger m.m. Ikke at disse regler blev fuldkommen overholdt i praksis, men de var del af det legitimatoriske arbejde om Guds velsignelse i krig; udvikling af klare og distinkte forestillinger om krig og fred, såvel som hvilken slags aktør man selv var, og hvilken slags fjende man stod overfor. I 1515 udgav den katolske teolog Erasmus af Rotterdam en lille tekst, ”Skøn er krigen for den uerfarne”, der er et passioneret forsvar for fred (og mådehold i krig mod tyrkerne). Vi finder her en fortvivlelse over, hvad Erasmus ser som en forøgelse af alles vold mod alle og ”skrækkeligere end alt dette, kristne mod mennesker, og jeg må tilføje mod min vilje, fordi det er skrækkeligst af alt: kristne mod kristne”. Det unaturlige fjendskab er dog reelt, og vi skal fra Erasmus tage både fortvivlelse over krigen og rædsel over, at kristne også er drevet ”af infantil aggression eller penge- eller æretørst og tit af ussel sold”, og værst af alt imod dem, de skulle være lige med og kærlige ved.³

I 1589 opstillede den italienske jurist Alberico Gentili en forbindelse imellem den regulære krig (iustum bellum), den regulære hær (iustum exercitum), den regulære soldat (iusti milites) og den retmæssige fjende (hostis iustis). Ikke hvem som helst kan være den retmæssige fjende og dermed indgå i en regulær og reguleret krig.⁴ Dertil kræves ifølge Gentili, og med ham andre jurister og teologer i perioden, en stat, det vil sige en organisatorisk-territoriel suverænitet, et senat, altså en politisk suverænitet, offentlige finanser (økonomisk uafhængighed), harmoniske borgere (indre fred) og et grundlag for at indgå fredstraktater (suverænitet i udenrigsanliggender). Det, vi ser begyndelsen på her, er den moderne territorialstat og dermed også den moderne, interstatslige krig, hvor det ikke længere er etnicitet eller religiøsitet, men derimod statslighed, der bestemmer, om man kan tage del i krigen som ligeværdig.

Hegel skriver i sin Retsfilosofi fra 1821, at den statslige individualitet ”fremtræder som eksklusiv for-sig-væren som et forhold til andre stater, der hver for sig er indbyrdes uafhængige”.⁵ Staterne eksisterer i et gensidigt anerkendelsesforhold til hinanden, der bekræfter hinandens eksistensberettigelse og afkræfter andres, og som konsoliderer såvel stats- som krigsformen. Som der står i den amerikanske Lieber-kode fra 1863, der var det første forsøg på at kodificere krigens love: Når det gælder europæeres og deres efterkommeres moderne regulære krige, er krig at forstå som ”en tilstand af væbnet fjendtlighed mellem suveræne nationer eller regeringer”.⁶ Det er væsentligt her, at evnen til krig, midlerne til at føre en regulær krig og dermed demonstrere såvel indre form og ydre forsvarsvillighed, er afgørende kriterier i statsligheden. Som den amerikanske sociolog Charles Tilly berømt skrev: ”Stater gør krig, og krig gør stater.”⁷ Statsform og krigsform udvikler sig parallelt.

Derfor kan den store tyske krigsteoretiker Carl von Clausewitz i 1832 sige, at krig ”ikke er andet end en udvidet tvekamp” – tænk på mit eksempel med boksekampen i indledningen. ”Begge søger med fysisk vold at undertvinge den anden til at gøre, hvad de ønsker.” Det vil altså sige, ikke udryddelse, ikke engang nødvendigvis erobring, men derimod væbnet varetagelse af statens legitime interesser. ”Krigen”, siger Clausewitz meget berømt, ”er ikke andet end en fortsættelse af det politiske samkvem med indblanding af andre midler.”⁸

Ikke hvordan moderne interstatslig krig faktisk er blevet udkæmpet, men hvordan den er blevet tænkt, fejret, kritiseret og begrundet, kan med nogenlunde rimelighed opsummeres således:

1. Den udkæmpes mellem konventionelle stater, det vil sige mellem internationalt anerkendte statslige viljer (suveræniteter) organiseret territorielt, der besidder et legitimt voldsmonopol samt retten og midlerne til at definere inde/ude, ven/fjende og stat/samfund.
2. Den udkæmpes mellem konventionelle hære, det vil sige mellem militære hierarkier, der i sidste ende er ansvarlig over for den politiske ledelse.
3. Den udkæmpes mellem konventionelle soldater, det vil sige mellem uniformerede, disciplinerede (professionelle) soldater organiseret i det militære hierarki, rekrutteret fra egen befolkning.
4. Fjenden er en offentlig fjende, det vil sige, at fjenden er den anden statsvilje, ikke civilbefolkningen eller personligt had fyrster imellem. Enhver stat, skriver Jean-Jacques Rousseau, ”kan kun have andre stater som fjender, ikke mennesker”.⁹
5. Den udkæmpes på en slagmark og vindes ved et afgørende slag, det vil sige, at krigen er geografisk og juridisk afgrænset. Den har sit eget rum, der ikke er sammenfaldende med de kæmpende parters hele territorier.
6. Den angår et politisk formål, det vil sige, at den udkæmpes mellem to statslige viljer og ikke mellem religiøse, moralske, økonomiske eller lignende systemer. Formålet med krig er sejr, ikke udslettelse, omvendelse eller ekspropriering.
7. Dens økonomi stammer fra de krigsførende parter selv, det vil sige, at krigen ikke finansieres gennem kontinuerlig plyndring af fjendens civile bagland, og at soldaterne betales løn. Distinktion mellem krig og plyndring.
8. Den er lovlig, det vil sige, at krigens parter ikke er kriminelle, men netop krigsførende stater, og krigserklæringens legitimering af krigen, jus ad bellum, sætter et skel mellem den lovlige vold, der udøves inden for krigens rum, og den kriminelle vold, der finder sted udenfor.
9. Den begynder med en krigserklæring og slutter med en fredstraktat. Dette gør krigen tidsbegrænset. Den har sin tid, krigstid i modsætning til fredstid. Det indebærer også, at krigen skal begrundes offentligt. Den 8. december 1941, dagen efter det japanske angreb på Pearl Harbor, sagde præsident Roosevelt i sin tale til kongressen: ”Med tillid til vores væbnede styrker, med vort folks ubegrænsede beslutsomhed, vil vi uundgåeligt triumfere. Med Guds hjælp. Jeg beder Kongressen erklære, at der siden Japans uprovokerede og usle angreb søndag d. 7. december 1941 har eksisteret en krigstilstand mellem USA og det japanske imperium.”¹⁰
10. Den udkæmpes i overensstemmelse med love for krigsførelse, jus in bello. Nok er statens krig vold, men der er tale om legitim voldsanvendelse udøvet inden for nogle klare, juridisk fastsatte rammer.¹¹

Disse forestillinger om krig, lad os kalde dem for den regulære krigs mytologi, overholdes selvsagt sjældent i praksis, men de med til at strukturere tænkningen om og legitimeringen af krig. Bemærk, hvordan der i Roosevelt-citatet ovenfor skabes en klar modsætning imellem det regulære og legitime USA og så det forbryderiske Japan, der uprovokeret og usselt har angrebet. Det viser dels, at enhver egentlig krigsførelse vil skubbe såvel begrundelse, fjendebillede og krigshandlinger over i det irregulære og ubegrænsede, men også at selvforståelsen som regulær forsøges opretholdt. At angrebet på Pearl Harbor i Roosevelts ord var uprovokeret og usselt, angiver netop, at det ikke lever op til den regulære krigs idealer. Det kom uerklæret. Det var ikke at stille sig åbent og fjendtligt frem.

Så selv om enhver krigsførelse vil forsøge at angribe uventet, at udnytte fordele og uligheder samt søge at dæmonisere fjenden, så eksisterer der stadig stærke og til tider handlingsskabende forestillinger om ’egentlig krig’, hvilket kan ses etableret ved 2. Verdenskrigs ende ved en ceremoniel krigsafslutning i Japan den 2. september 1945. Afslutningen af krigen må finde eller skabe en modstander at afslutte den med. Et nyere eksempel understreger dette: Da de vestlige magter regnede med at vinde krigen i Afghanistan, sagde de, at man ikke kunne lave aftaler med Taleban. Da man gerne ville ud, forvandlede man Taleban til en samtale- og aftalepartner. Den, der kan begynde krigen, og den, der kan afslutte krigen, er staten.

II

I

1651 skrev en af den moderne territorialstats store tænkere, Thomas Hobbes, i sit hovedværk Leviathan, at det gælder ”til enhver tid, at konger og personer udstyret med suveræn myndighed på grund af deres uafhængighed befinder sig i en situation præget af vedvarende skinsyge, i en tilstand og med en holdning som gladiatorer; med deres våben peger de på deres nabo og fikserer med blikket hans øje, det vil sige i form af forsvarsværker, garnisoner og kanoner opstillet ved grænserne til deres kongerige”.¹²

Hobbes fanger med sit billede af gladiatorer igen vores bokse- eller tvekamp, den gensidige identitetsskabelse, som den regulære krig er. Til gengæld misforstod han rummet mellem stater, som han betragtede som en natur- eller krigstilstand uden regler og normer. Det interstatslige rum har aldrig været regel- eller normløst. Selv krigen har sine fælles rutiner og gensidige forventninger, løst skitseret i tidligere tider, i dag omfattende reguleret og juridisk kodificeret. Staterne har fortløbende udbygget både kravene til, hvad der skal til for at blive anerkendt som en stat, og gevinsterne ved at være anerkendt som sådan. Er man først en stat, betyder selv nederlag i krig sjældent tab af formel suverænitet og anerkendelse eller tab af territorium – de to klassiske begrundelser for at gå i krig mod andre. Ruslands nylige annekteringsforsøg i Ukraine og på Krim-halvøen, der ellers ligner en ’god gammel’ krigsmanøvre, modtages i dag med bred modstand og sanktioner. Krig mellem stater sætter ikke længere spørgsmålstegn ved krigsparternes fortsatte statslighed.

Diplomati, internationale organisationer, den internationale straffedomstol, FN etc. er alle elementer i staternes gensidige anerkendelsesproces. Tænk på det klassiske setup, når en fremmed regeringsleder kommer på besøg. Stats- eller regeringslederen tager imod i lufthavnen, militærbandet spiller, og de to ledere defilerer forbi rækker af soldater. De to regeringslederes koreograferede møde symboliserer og bekræfter deres staters gensidige anerkendelse. Derfor er stater også utrolig nærtagende overfor fremmede staters fornærmelser. Bagved truer disanerkendelsen, og dermed ikke den regulære og regulerede krig, men derimod den ulige og grusommere ’krig mod barbarer’. Mere om det i næste afsnit.

Mikkel Thorup er professor i idéhistorie på Aarhus Universitet.

1. Citeret fra s. 37 i Michael Walzer, Just and Unjust Wars. A Moral Argument with Historical Illustrations, London: Basic Books, 3. udg., 2000.
2. Platon, Staten, København: Museum Tusculanum 1985, §470.
3. Erasmus af Rotterdam, Skøn er krigen for den uerfarne, København: Gyldendal 1984, s. 38, 60.
4. Alberico Gentili, De iure belli libri tres, London 1933, s. 12.
5. G.W.F. Hegel, Retsfilosofi, Frederiksberg: Det lille forlag 2004, §322.
6. Lieber Code, http://www.icrc.org/ihl.nsf/FULL/100?OpenDocument.
7. Charles Tilly, “War Making and State Making as Organized Crime”, kap. 5 i P. B. Evans, D. Rueschemeyer & T. Skocpol (red.), Bringing the State Back In, Cambridge: Cambridge University Press 1985.
8. Carl von Clausewitz, Om krig, Aarhus: Aarhus universitetsforlag 2010, s. 96.
9. Jean-Jacques Rousseau, Samfundspagten, København: Rhodos 1987, bog 1, kapitel 4.
10. http://historynewsnetwork.org/articles/article.html?id=246.
11. Se også Herfried Münkler, The New Wars, Cambridge: Polity 2005; Carsten Selch Jensen (red.), Retfærdig krig. Om legitimeringer af krig og voldsudøvelse i historien, Odense: Syddansk universitetsforlag 2006; Gorm Harste, Krigen – et ustyrligt system, Aarhus: Aarhus universitetsforlag 2014.
12. Thomas Hobbes, Leviathan, Cambridge: Cambridge University Press 1991, s. 90.