Efter pandemien må vi ikke lægge os til at sove igen

I dette sidste essay, skrevet kort før hans tragiske og alt for tidlige død i september 2020, argumenterer den amerikanske antropolog og anarkist David Graeber for, at coronakrisen må blive startskuddet til noget radikalt nyt: En grundlæggende omtænkning af vores forestillinger om værdiskabelse, fællesskab og økonomi.

Af David Graeber
Oversat af Frederik Tøt Godsk

På et tidspunkt inden for de næste par måneder vil krisen være erklæret omme, og vi vil igen kunne vende tilbage til vores “ikke-essentielle” jobs. For mange vil dette nok føles som at vågne fra en drøm.

Og det er med garanti også sådan, medierne og de politiske klasser vil forsøge at få os til at tænke. Det var dette, der skete efter finanskrisen i 2008. I et kort øjeblik begyndte folk at stille spørgsmål til systemet. (Hvad er “finans” i det hele taget? Er det ikke bare andre menneskers gæld? Hvad er penge? Er det også bare gæld? Hvad er gæld? Er det ikke blot et løfte? Hvis penge og gæld blot er en række løfter, vi giver til hinanden, kunne vi så ikke lige så let give nogle andre?) Dette mulighedsrum blev næsten øjeblikkeligt lukket af dem, der insisterer på, at vi bare holder kæft, makker ret og genoptager arbejdet eller i det mindste begynder at lede efter et.

Sidste gang faldt de fleste af os for det. Det må ikke ske denne gang.

For i virkeligheden var den krise, vi lige havde gennemlevet, netop som at vågne fra en drøm. I Krisen blev vi konfronteret med menneskelivets vilkår; vi er en samling sarte væsener, som passer på hinanden, og de mennesker, der udretter størstedelen af dette omsorgsarbejde og holder os i live, er overbebyrdede, underbetalte og ydmyges dagligt. Samtidig bestiller en meget stor procentdel af befolkningen ikke andet end at opspinde fantasiforestillinger, udvinde husleje og i det hele taget gå i vejen for dem, der laver, reparerer, flytter og transporterer ting eller tager sig af andre mennesker. Det er bydende nødvendigt, at vi ikke vender tilbage til en virkelighed, hvor alt dette af uforklarlige grunde giver mening, på samme måde som meningsløse ting ofte gør i drømme.

Hvad med det her: Hvorfor stopper vi ikke med at anse det som værende helt normalt, at jo mere åbenlyst en persons arbejde kommer andre til gode, jo mindre bliver denne person højst sandsynligt betalt for sit arbejde; hvorfor insisterer vi på, at finansmarkedet er den bedste måde at lave langsigtede investeringer på, selv når det driver os et sted hen, hvor vi ødelægger det meste liv på Jorden?

Hvorfor forsøger vi ikke i stedet, når den nuværende katastrofe er omme, at huske, hvad vi har lært: at hvis “økonomien” betyder noget, så er det, at vi forsørger hinanden med det, vi har brug for for at leve; at det, vi kalder for “markedet”, i stor udstrækning blot er en skematisering af de riges ønsker, hvoraf de fleste er semi-patologiske; at vi befinder os et sted, hvor de mest magtfulde allerede er ved at færdiggøre designet til de bunkere, de planlægger at søge ly i, hvis altså vi fortsætter med at være dumme nok til at tro på deres håndlangeres moralpræken om, at vi alle, kollektivt, ikke er udstyret med nok almindelig sund fornuft til at gøre noget ved kommende katastrofer.

Men kan vi ikke nok ignorere dem denne gang?

Det meste af det arbejde, vi udretter, er i øjeblikket drømmearbejde. Det eksisterer kun for dets egen skyld, eller for at få rige mennesker til at få det godt med dem selv, eller for at få fattige mennesker til at få det dårligt med sig selv. Og hvis vi blot stoppede, ville det måske være muligt at give os selv en række mere fornuftige løfter, for eksempel at skabe en “økonomi”, der faktisk lader os drage omsorg for de mennesker, der drager omsorg for os.

Oversat fra Jacobin. Den oprindelige artikel findes her: https://www.jacobinmag.com/2021/03/david-graeber-posthumous-essay-pandemic