Rødder af beton (3/3): At være eller ikke at være … en ghetto

Den danske ghettodebat har siden 00’erne været præget af advarsler om islam og indvandrerkulturen. Ønsket om at bekæmpe religiøst og kulturelt betingede ”parallelsamfund” er blevet brugt som legitimeringsgrundlag for stadig mere drastiske ghettotiltag. Men hvilken indflydelse har religion, løsningsstrategier og politiske problemopfattelser egentlig på dannelsen af ”parallelsamfund” og modborgerskabet blandt etniske minoriteter? Det undersøger Jarl Sidelmann nærmere i dette sidste afsnit af sin serie om dansk ghettopolitik.

Af Jarl Sidelmann
Illustrationer af Jacob Chapelle Juul

I bogen Sort Land skriver Ahmad Mahmoud om sin opvækst i Askerød, et socialt boligbyggeri i Hundige, syd for København. Han beretter om et miljø, hvor udnyttelse af det danske velfærdssystem er et selvstændigt livsmål, mens det at være ”dansk” samtidig anses for at være noget svagt og urent.1 Han fortæller om kusiner, der tvangsgiftes væk og overlades til skæbner som trælle for deres ægtemænd. Og han fortæller om en opdragelse præget af vold og sadistisk mobning, der kulminerer i et selvmordsforsøg.

Det er et barskt og uafrysteligt indblik i livet hos en del af minoritetsunderklassen i Danmark. Men Mahmoud gør det også klart, at bogen ”handler om en kultur, som den findes i bestemte områder – ikke om etnicitet eller religion.”2

Bogen er et blandt flere værker, der de seneste år har kastet lys over tilværelsen i nationens udsatte boligområder.3 Samtidig er den del af en større litterær bølge, hvor flere unge (særligt kvindelige) forfattere og debattører siden 00’erne er kommet ud med stærke vidnesbyrd om social kontrol og udstødelse i muslimske miljøer4 – til tider også med hårde anklager rettet mod en religion, islam, som selve kilden til både volden og undertrykkelsen.5

En af de fremmeste repræsentanter for denne bølge var digteren Yahya Hassan. Da han debuterede i 2013, skete det med et hårdtslående debatinterview i Politiken underoverskriften: ”Jeg er fucking vred på mine forældres generation”. Her skød Hassan med skarpt. Blandt andet i retning af sit eget nærmiljø:

Den der kæmpe gruppe af flygtninge, der skulle forestille at være forældre, har totalt svigtet deres børn […] så kunne vi se vores fædre rådne passivt op på kontanthjælp i sofaen med fjernbetjeningen i hånden, ledsaget af en desillusioneret mor, der aldrig sagde til eller fra. Os der faldt fra på uddannelser, os der blev kriminelle, og os der blev bumser, vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre. Vi er den forældreløse generation.6

Kritikken af forældregenerationens manglende tilstedeværelse i deres børns liv stod Hassan ikke alene med.7 Hans digtsamling, der solgte flere end 120.000 eksemplarer, kredsede om en opvækst i Aarhus Vest, hvor prosaiske beskrivelser af det kriminelle miljø og hjemmets nedbrydende vold var drivkraften bag en hårdtslående social kritik af den dansk-muslimske underklasse.

Ifølge Hassan var ”ghettoen” fyldt med ”dumme perkere” og gennemsyret af ”social råddenskab”, hvor især de muslimske fædre dyrkede en form for ”underklasse-islam”, og hvor der ”ingen kvaler” var ”forbundet med at snyde eller bedrage det danske velfærdssystem.”8

Stemmer fra blokken

Spørgsmålet om indvandrerkulturens og religionens rolle i dannelsen af ”parallelsamfund”, har længe været et brændpunkt i den danske ”ghetto-debat”. Tvangsægteskaber, genopdragelsesrejser, social kontrol og religiøs indoktrinering har i årevis været genstand for høj politisk bevågenhed.

Islams og minoritetskulturernes indflydelse på de bredere sociale problemstillinger i de udsatte boligområder, som f.eks. kriminalitet, radikalisering og manglende tilhørsforhold til det danske samfund, er fyldt af tvetydigheder.Førstehåndsberetningerne om betændte socialmiljøer og patriarkalsk chauvinisme i visse muslimske kredse har i den forstand givet et nærgående indblik i en række problemstillinger, der er er mindst ligeså ukontroversielle som de er reelle. At stærke æresbegreber og et reaktionært kvindesyn i visse muslimske miljøer har et delvist kulturelt islæt, kan næppe siges at være nogen omstridt konklusion i år 2021. Ej heller, at disse fænomener kan være en ubarmhjertig lænke om foden på (hovedsageligt) unge minoritetskvinders liv og frihed.

Men islams og minoritetskulturernes indflydelse på de bredere sociale problemstillinger i de udsatte boligområder, som f.eks. kriminalitet, radikalisering og manglende tilhørsforhold til det danske samfund, er dog også fyldt af tvetydigheder. Yahya Hassan tordnede9 således også mod ”hykleriet” i sit eget bagland og modsætningerne mellem en ærekær selvforståelse som praktiserende muslim, sat over for en livsstil på kant med religionens (og samfundets) påbud:

[Mændene] går til fredagsbøn, men bruger ugens øvrige dage på at stjæle, hæle, drikke sprut og gå i seng med danske piger. Når de sidder i fængsel, bladrer de lidt i Koranen, anskaffer sig en bedekæde og optjener gode gerninger, så de kan begynde forfra med alt det forbudte.10

Ahmad Mahmoud hæfter sig ligeledes i Sort Land ved de mange ”skuffede” og ”flove” ansigter, han ser i en stor forsamling, da en imam fortæller dem, at socialt bedrageri er ”imod alt, hvad islam står for.”11 Bogen er næsten et opslagsværk i iagttagelser af skinhellighed.

Slår man op i eks-bandelederen Nedim Yasars biografi, står det også klart, at denne blev kriminel til trods for at være opvokset i et hjem, hvor religion ikke spillede nogen dominerende rolle. Det hedder sig sågar, at Yasar selv kun ”forstod den del af [islam], der handlede om forbuddet mod at spise svinekød”.12

Hvad summen af disse erfaringer viser (eller ikke viser) om islams reelle funktion og virke i forhold til problemerne i de udsatte boligområder, kan være svært at sætte på formel. Men selv om skillelinjen mellem kulturelt tankegods, og hvad der blot kan tilskrives en opportunistisk inddragelse af religionen – som legitimeringsgrundlag for social kontrol, udnyttelse og afstandtagen til det danske samfund – er uklar, synes det unægteligt, at begge dele spiller ind i det store billede.

Forsoningen

I

den selvbiografiske Forsoning væver den iranskfødte sociolog Aydin Soei en ”integrationshistorie” sammen på tværs af generationer og landegrænser. Familiens flugt fra Iran, faderens skæbne som bistandsklient, og sønnens fødsel mange årtier senere slår ring om hans egen opvækst i Avedøre Stationsby i 1980’erne.13

En af styrkerne ved værket ligger bl.a. i dets evne til at beskrive og personliggøre en kompleks social virkelighed. Som læser mærker man rodløsheden og modborgerskabet tage form i spændingsfeltet mellem hjemmets vold, boligområdets isolerede tilværelse og vennernes maskulinitetsdyrkelse.14 Tilbage står billedet af en tilværelse på samfundets bund, hvor modsætninger og rolleinddelinger forstærkes af byens geografiske skillelinjer – og hvor gruppefællesskaber, religion eller etnicitet kan blive stærke identitetsmarkører.

I Soeis hænder bliver ”ghettoen” dermed også scenen for brydninger på det både personlige og samfundsmæssige plan. Mellem indvandrerforældre og børn, hvis forudsætninger for at leve og klare sig i Danmark er forskellige. Mellem hjemmets og omverdenens adfærdsforventninger. Og mellem det at føle sig dansk og samtidig tilhøre en etnisk minoritet.15

Den førnævnte tvetydighed i forhold til islam kommer dog også til udtryk på anden vis. En række undersøgelser peger således på, at unge muslimer i dag overgår forældregenerationen i deres vurdering af religionens betydning for deres liv – stik modsat situationen i slutningen af 1990’erne.16 I studiet Vrede Unge Mænd fra 2011 skriver Soei om dette:

Den religiøse mobilisering i det nye årtusinde er blandt andet sket som en modreaktion på et politisk klima, hvor ikke blot etniske minoriteters sociale position, men også religion har været meget på dagsordenen. [Kombinationen] af en bopæl i et stigmatiseret område og et etnisk, socialt og religiøst gebyr, medvirker til, at mange unge føler, at barriererne for at blive anerkendt fuldt ud som (lige)værdige medborgere kan virke uoverstigelige.17

Eksempler på dette ”politiske klima” er ikke svære at finde. Medlemmer af Dansk Folkeparti har igennem årene beskrevet muslimske indvandrere som ”tabere”,18 kræftceller19 og ”mennesker på et lavere civilisationstrin.”20 Islam er blevet stemplet som en ”pest over Europa”,21 en besættelsesmagt, nazisme, og en ”terrororganisation, der prøver at opnå verdensherredømmet ved vold.”22

Læg hertil en lang række profilerede meningsdannere, der i årevis har skreget sig hæse om alt fra den arabiske ”klanmentalitet”,23 ”islams kolonisering af Vesten”24 og ”civilisationskonflikter”,25 foruden det mere håndgribelige, som f.eks. muslimers ”onkelvoldtægter”26, og hvordan ”babysex er mainstream islam.”27

Etniciteten og religion er blevet fællesfaktoren, der sætter forståelsesrammen for ”integrationsproblemernes” egenart.Af eksempler fra blot den seneste tid kan her nævnes Nye Borgerliges Pernille Vermund (der ikke ser noget problem i ordet ”perker”),28 for hvem islam er ”ukrudt”, ”ugræs” og en ”totalitær ideologi.”29 Eller Mette Frederiksens udsagn i august, hvor statsministeren fremhævede utryghedsskabende ”indvandrerdrenge” i de københavnske S-tog.30

I bogen Det Sorte Skæg – om at være muslim i Danmark skriver debattør og jurist Tarek Ziad Hussein reflekterende om den mistænkelighed og det ubehag, der møder danske muslimer, på grund af deres baggrund og tro:

Når man som ung muslim har den berettigede følelse af, at der er blevet banket løs på ens religiøse baggrund samtidig med, at man næsten dagligt får at vide, at man ikke er dansk, ja, så finder man sammen om det eneste, som man har tilbage: religionen og kulturen […] Jeg [er blevet] tudet ørene fulde af, at min religion ikke var kompatibel med det at være dansker. Jeg følte mig rodløs, fanget og uden en identitet. Enten var jeg muslim eller også var jeg dansk.31

Såfremt polemikken bunder i et ønske om at bekæmpe religionens indflydelse i udsatte boligområder, kan effekten altså meget vel have været den modsatte. Set i et bredere perspektiv er det heller ikke svært at sympatisere med opfattelsen af at føle sig stigmatiseret eller fremmedgjort som ung muslim i Danmark.32

Etniciteten og religion er blevet fællesfaktoren, der sætter forståelsesrammen for ”integrationsproblemernes” egenart.33

At finde et fællesskab i fremmedgørelsen sættes der ord på i en ny artikelserie fra Berlingske, hvor kriminelle mænd med anden etnisk baggrund fortæller om deres opvækst. En af de interviewede fortæller bl.a. om sin skoletid:

De andre elever kunne finde på at vise os [Muhammed-]tegningerne og grine af det, og vi kunne virkelig blive indebrændte over det. Altså vi forstod jo ikke fuldt ud, hvad det handlede om. Bare at det var noget, vi ikke brød os om, og at de andre børn forsøgte at drille os med dem […] Der begyndte vi virkelig at isolere os i grupper. Og det tog kun til med tiden. Vi blev ældre og læste også historierne om indvandrere i medierne. Hvordan vi altid var noget andet.34

Vold i opdragelsen, men også de økonomiske skel35 mellem ”ghetto-drengene” og ”danskerne” kaster lange skygger over de kollektive erindringer. En stemme beretter således om, hvordan det at flytte til Vollsmose og skifte skole gav ham nye og stærkere sociale bånd:

De nye venner, jeg fik på den nye skole, kunne jeg bedre relatere til. På godt og ondt. Vi var mere ens, og vi havde de samme behov i livet. Eleverne på den gamle skole havde ikke brug for at stjæle en cykel, for den kunne deres forældre købe til dem. På den nye skole forstod vi hinandens behov – og vores forældres begrænsninger.36

Asim Latif, chef for den sociale indsats Baba,37 fremhæver også kombinationen af en autoritær opdragelse og manglende voksne forbilleder som en årsag til, at unge minoritetsmænd fra udsatte boligområder lettere bliver inddraget i kriminaliteten i deres nærmiljø:

Børnene er vant til, at fædrene giver ordrer, og at børnene ikke skal stille en masse spørgsmål. De har ikke fået mellemregningerne, de har kun fået konklusionerne, så når de møder nogle alfahanner ude på gaden, og børnene i øvrigt mangler en kritisk sans, så er de hurtigere til at blive lokket ind på den kriminelle løbebane, fordi de er vant til, at det, de ældre mænd siger, er det rigtige.

Oplevelsen af, at etnicitet og bopæl kan være et stigma, er et vedvarende tema hos de kilder, der fortæller om deres liv i ”ghettoerne”.

Latif påpeger også, at det kan være svært for nogle indvandrerforældre at forklare deres børn, ”hvorfor det er vigtigt, at de [skal] prioritere skolen” for deres egen skyld, hvis disse selv kommer fra en anden skolekultur og har lav status i det danske samfund.38

Fraværet af ressourcer fra forældre, der selv har haft svært ved at etablere sig i Danmark, beskrives tilsvarende af en ung mand fra Vollsmose, hvis mor var flygtet fra et krigshærget Somalia, og som selv tog en niendeklasse i tiden under hans egen skolegang:

Det ville være noget helt andet for mig at opdrage et barn her, end det har været for min mor. Jeg taler sproget og forstår systemet og samfundet i Danmark. Jeg ville kunne holde fuld fokus på barnet og fortælle, hvad der gavner det, og hvad der ikke gavner det. Min mor vidste ikke helt, hvad hun skulle sige til mig, for det var alt sammen noget, hun selv var ved at lære.39

Komplekset, der udfolder sig, består altså øjensynligt af ”ekstra gebyrer”, forbundet med det at være ung muslim i udsatte boligområder: En øget negativ social arv fra forældrenes manglende tilpasning i landet, friktion mellem hjemmets og majoritetssamfundets forventninger og normer samt oplevelsen af at blive stemplet af omverdenen udenfor boligblokkene.

Til modstand mod modborgerskabet

F

ølelsen af eksklusion og oplevelsen af, at etnicitet og bopæl kan være et stigma, er et vedvarende tema blandt de kilder, der fortæller om deres liv i ”ghettoerne”. At ville ophæve skellene og inddrage boligområderne i det bredere samfundsfællesskab kan derfor virke som et både fornuftigt og sympatisk sigte. Går man tilbage til VK-regeringens ghetto-udspil fra 2018, var målsætningen da også at ”nedbryde” parallelsamfundene uden at ”begrænse de mange for at sætte ind over for de få”. Begreber som ”frihed og retssikkerhed” samt ”tolerance og ligestilling” var blandt nøgleordene.40

Et relevant spørgsmål bliver da, hvorvidt løsningsstrategierne reelt set har levet op til hensigterne og det erklærede værdigrundlag.

I Vollsmose, hvor flere lejligheder skal rives ned som følge af ghetto-pakken, har flere end 200 lejere siden august klaget over forskelsbehandling og diskrimination til Ligebehandlingsnævnet: ”Vi oplever, at Folketinget lovgiver ud fra etnicitet, og vi mener, at der er tale om statsracisme,” forklarer en talsmand for gruppen.41 Tilbage i maj sidste år stævnede 12 borgere fra Mjølnerparken også Transport- og Boligministeriet for diskrimination, grundet et planlagt tvangssalg af deres lejligheder.42

I områder som Vollsmose, Gellerup og Mjølnerparken har den nye ghetto-lov sågar fået flere ressourcestærke borgere til at flytte i protest.

Beboerinitiativet Almen Modstand har de senere år arrangeret demonstrationer og fakkeloptog mod nedrivningsplanerne og privatiseringen af de almennyttige boliger i udsatte områder. Formålet, skriver gruppen, er at gøre op med ”politikernes ghetto-paradigme”, som de mener ”stigmatiserer” og ”forskelsbehandler” danske borgere.43 Blandt medlemmerne er bl.a. den 19-årige Ibrahim El-Hassan fra Vollsmose, der har stillet et borgerforslag om afskaffelse af ghettolisten. El-Hassan beskriver grådkvalt sin egen oplevelse af, hvad listen gør ved hans tilhørsfølelse:

Begge mine forældre har taget uddannelser, og begge er i beskæftigelse. Jeg har altid troet, at vi bidrog positivt – altså, til de positive statistikker i Vollsmose. Men alene på baggrund af at mine forældre ikke er født i Danmark, så bidrager vores etnicitet, vores oprindelse, til, at Vollsmose er en ghetto, og at der dermed skal rives ned. Det, synes jeg, er enormt uretfærdigt. Jeg er også dansker.44

Boligforsker og lektor ved RUC, Troels Schultz Larsen, påpeger i den forbindelse, at ghetto-listen har negative ”økonomiske konsekvenser for beboerne, bl.a. i kraft af adressebaseret jobdiskrimination” og ”markedsmæssige konsekvenser” som f.eks. ikke at kunne få forsikringer eller lånefinansiering til bolig eller bil, alene på grund af bopæl:

Den stigmatiserer og afstraffer beboerne kollektivt. Den rammer beboernes selvværd, selvforståelse og selvagtelse med den konsekvens, at eksempelvis mange skoleelever i disse boligområder undervurderer og nedvurderer egne evner og fremtidsmuligheder. Den skaber barrierer mod udviklingen af et godt lokalt naboskab, og den motiverer dem, der har mulighed for det, til at flytte væk og afskrækker potentielle tilflyttere.45

Lignende kritik af den danske ghetto-liste finder man hos andre danske og internationale forskere.46

I områder som Vollsmose, Gellerup og Mjølnerparken har den nye ghetto-lov sågar fået flere ressourcestærke borgere til at flytte i protest. En højtuddannet kvinde fra Mjølnerparken forklarer bl.a., at hun ”gerne [ville] være blevet boende, hvis ikke ghettoplanen var kommet og havde gjort det umuligt.” Den store usikkerhed forbundet med nedrivningerne fik hende til at tage beslutningen: ”Jeg har mulighed for at bestemme mere end andre over min egen situation, i og med at jeg kan købe en bolig, så det har jeg valgt.”47

Problemet er blevet adresseret af bl.a. boligforeningens Bo-Vitas tryghedschef:

Hvis du tager udgangspunkt i Mjølnerparken og deler dem op i ressourcesvage og ressourcestærke, så er der en overvægt af, at de ressourcestærke, som er vant til at begå sig uden for ghettoen, flytter væk, og de ressourcesvage – uden arbejde og uddannelse – ønsker at blive boende uanset hvad.48

Jacob Michaelsen, direktør for Fyns Almennyttige Boligselskab, der står for boligerne i Vollsmose, kalder mønsteret ”en klassiker” og uddyber: ”Det er de ressourcesvage, der bliver tilbage. Tiden må vise, om boligområderne bliver blandet på den måde, som politikerne havde til hensigt med ghettopakken.”49 Tidligere erfaringer med nedrivninger i udsatte boligområder i Danmark har dog givet blandede resultater.50

“Når man taler om områderne på den her måde, bliver det til en afviklingsdagsorden”, siger Bent Madsen, direktør for brancheorganisationen BL – Denmarks Almene Boliger, der repræsenterer 530 almene boligselskaber: ”Fokus skifter, men du risikerer også, at beboerne siger for fanden, nu er vi en hård ghetto. Så risikerer du en stigmatisering, hvor de mere ressourcestærke forlader området.51 Ghetto-listen helt burde afskaffes, mener Madsen: ”Det er ikke særlig fornuftigt at stemple områder [på den måde], fordi man overser alle de almindelige mennesker, der bor i områderne. Det sætter sådan set områderne tilbage i stedet for det, som den egentlig skal, [nemlig] at føre dem videre frem.”52

Intet virker

Når man tager ghettopakkens drastiske midler i betragtning, kunne man godt få det indtryk, at de udsatte boligområder har været immune overfor de tiltag, der igennem tiden er blevet gennemført for at vende bymarginaliseringen. Opfattelser af denne art er også blevet kommunikeret fra de højere politiske luftlag.

”Det er ikke sådan, at tingene ikke har virket, men de har ikke virket godt nok. Vi har svigtet kollektivt,” fastslog Lars Løkke Rasmussen f.eks. ved offentliggørelsen af ghettoplanen i 2018. Problemerne var blevet værre, hed det, sideløbende med de tidligere indsatser, og statsministeren tilføjede, at man nu havde ”erstattet naivitet med realisme.”53

I Politiken skriver Aydin Soei dog (i et indlæg der blev kritiseret af boligminister Kaare Dybvad),54 at ”på faktorer som uddannelse og kriminalitet, kan vi se, at de seneste 10 år er det årti i boligområdernes historie siden 1950’erne, hvor vi har haft den allermest positive udvikling.” Soei hævder, at områderne på ghettolisten formentlig er dem, der er bedst til at skabe social mobilitet og løfte folk: ”Vi har for første gang fået en etnisk middelklasse [i Danmark], og mange af dens medlemmer er vokset op i landets udsatte områder.”55

Hans Skifter Andersen, professor ved Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet, fremhæver også byudvalgsindsatsen i 90’erne, kvarterløftet i 00’erne og Landsbyggefondens indsatser i 10’erne som noget opbyggende: ”Der har løbende været en rimelig stærk og vellykket indsats for at inddæmme problemerne i udsatte boligområder og begrænse segregationen.”56

Forskningen indikerer i det hele taget, at de områdebaserede indsatser gennem årene har haft en positiv effekt på områderne og beboernes livskvalitet, men ikke har været tilstrækkelige til at forhindre forekomsten af udsatte områder. I sit studie af de historiske tiltag konkluderer boligforsker Gunvor Christensen:

De udsatte boligområder eksisterer på grund af strukturelle forhold, og selvom de boligpolitiske tiltag annoncerer, at de har til formål at løse problemerne som følge af den socioøkonomiske segregation, så består løsningen i at forbedre forholdene for de svageste grupper. Men dermed fungerer de boligpolitiske tiltag udelukkende som kompenserende tiltag og ikke som problemløsende tiltag.57

I evalueringen af byudvalgsindsatserne hed det f.eks., at huslejenedsættelserne, der blev vedtaget med omprioriteringsloven i 1994, havde fået færre ressourcestærke borgere til at flytte ud af de udsatte boligområder, og at indsatserne generelt havde bremset boligområdernes negative udviklinger.58

Kvarterløftene fra 2002-2008 forbedrede også mange områders dårlige omdømme og havde en positiv effekt på misbrugsproblemer, beskæftigelse, tryghedsfølelse, samt sociale relationer blandt beboerne.59

Andre kilder roser også de boligsociale indsatser under Landsbyggefonden, hvor et koordineret samarbejde mellem kommuner, politi og skolevæsenet har styrket kriminalitetsforebyggelse, unges motivation for uddannelse, beskæftigelse og sociale relationer.60

Læg dertil, at flere trivselsundersøgelser fra de senere år har vist, at beboere i udsatte boligområder generelt er meget tilfredse med deres bopæl.61 At indsatserne har haft svært ved at ændre på beboersammensætningerne,62 kan måske forklares ved, at ressourcestærke personer ofte fraflytter, når de rykker op i middelklassen.

I kampen mod ”ghettoisering” har den nuværende S-regering altså valgt at satse på ”ghetto-lister”, nedrivninger, privatisering og en nedprioritering af det boligsociale arbejde.

I et nyt og læseværdigt studie sætter forfatter Hjarn von Zernichow Borberg også de danske integrationsforhold og udviklingerne i udsatte boligområder under lup. Blandt sine mange kvantitative analyser påpeger Borberg bl.a., at 39 pct. af unge med ikke-vestlig oprindelige i udsatte boligområder i dag tager en studentereksamen, hvilket overgår etniske danskere fra samme områder. Dette er mere end en fordobling ift. 2008.63

Borberg viser desuden, at kriminaliteten i de hårdest ramte boligområder er faldet med over 30 pct. fra 2005 til 2015.64 Zoomer man ind på bandekriminaliteten, var der i juli 2020 i alt 1.243 bandemedlemmer i Danmark. Heraf var over halvdelen tilknyttet (de hovedsageligt gammeldanske) rockerklubber. Dette markerer et fald på flere end 500 personer ift. år 2013.65

En gennemgang fra Justitsministeriets Forskningskontor viser desuden, at der fra 2009 til 2016 var 90 procents udskiftning i landets bandegrupperinger.66

Med ghettopakken og boligaftalen for 2020 er midlerne til de boligsociale indsatser ikke desto mindre blevet beskåret med ca. 100 millioner kroner.67 ”Vi [risikerer] nu at tabe mange års boligsociale indsatser på gulvet og at flere boligområder dukker op på den såkaldte ghettoliste,” lyder kritikken i den forbindelse fra direktøren for Københavns Almene Boligselskab:

Det er problematisk, at man skærer så drastisk ned på det boligsociale arbejde i områder, hvor utallige, eksterne evalueringer har givet klar evidens for, at det virker. For formålet er vel at forhindre, at de ikke kommer på listen? Så skal man netop sørge for forebyggende indsatser.68

Også Michael Demsitz, direktør for Boligkontoret i Danmark, kritiserer beslutningen: ”Det kan blive fatalt der, hvor der gennem mange år er gjort et stort forebyggende arbejde og skabt dokumenteret positiv effekt, og samtidig kan det blive startskuddet til mange nye ghettoer rundt om i landet.”69

Da antallet af boligområder på årets ghetto-liste gik fra 28 til 15, var boligminister Kaare Dybvad dog hurtigt ude med påstanden om, at årsagen til den positive fremgang skulle findes i de dugfriske og strammere ghetto-tiltag: ”Det er fantastisk positivt, at det går fremad i så mange områder, og vi allerede nu ser effekten af parallelsamfundspakken.”70

Et fundamentalt opgør

I kampen mod ”ghettoisering” har den nuværende S-regering altså valgt at satse på ”ghetto-lister”, nedrivninger, privatisering og en nedprioritering af det boligsociale arbejde.

Dette er kortsigtede løsninger, der ikke adresserer de underliggende strukturelle problemer: Som f.eks. at mange fraflytter det almennyttige boligbyggeri, når først økonomien tillader det, eller at den almene boligsektor, i flere end 40 år, har været rettet mod arbejderklassen og mindrebemidlede, der ikke har haft råd til at købe egen bolig. Eller for den sags skyld det faktum, at kommunernes mulighed for at anvise boliger i årevis har været indsnævret omkring mere ressourcesvage områder.71

Disse forhold har historisk ramt særligt indvandrere og flygtninge, der ofte er blandt de mest marginaliserede grupper i samfundet, og som tilmed døjer med særlige udfordringer i forhold til sprogindlæring og tilpasning under nye livsvilkår.

Overtagelsen af de i forvejen eksisterende sociale problemer i udsatte områder og oplevelsen af fremmedgørelse i det danske samfund har også givet modborgerskabet blandt denne gruppe gunstige vilkår.

Her har en selvforstærkende ”ghetto”-diskurs næppe haft nogen gavnlig effekt, heller ikke på boligområdernes ry eller beboersammensætning.

Som Claus Bech-Danielsen og Marie Stender konkluderer i deres studie Fra Ghetto til Blandet by:

Hvis de udsatte boligområder skal hjælpes ud af deres sociale problemer, skal de rykkes op i hierarkiet på det lokale boligmarked, men her har ejerboliger og private enfamiliehuse førerrollen. Individualismen og de frie markedskræfter har undermineret det ideologiske tankegods, der ligger til grund for efterkrigstidens almene boligområder, og de fysiske omdannelser handler derfor også om at tilpasse boligområderne til en ny tids normer.72

Blandt alternativerne til de nuværende løsningspakker kunne da være:

  1. Udfasning af rentefradraget eller beskatning af fortjenesten ved boligsalg.73
  2. Indførelse af bindende huslejelofter i storbyerne.74
  3. Et minimumskrav for antal almennyttige boliger i enhver kommune.
  4. Statslige lån til opkøb af boliger i yderkommuner, som realkreditinstitutterne ikke vil finansiere.
  5. Støtte til kommunalt opkøb, renovering og udlejning af ejerboliger, som f.eks. tvangsauktioner eller enkeboliger, til brug i boligsociale henvisninger.75

Disse kunne være tiltag i kampen mod segregering og for mindre hierarkisk opdelte boligsektorer.

For at dette kan blive en realitet, må det eksisterende narrativ dog udfordres, og den historiske såvel som boligpolitiske dimension genrejses i debatten.

Kun på den måde vil ”ghettoerne” ophøre med at eksistere.

Jarl Sidelmann er uddannet fysiker fra Københavns Universitet og arbejder i dag som analytiker for et realkreditinstitut. Han er bosat i Vangede, i en ejerbolig.

Print Friendly, PDF & Email
  1. ”Det er en fejl at tro, at medlemmerne af disse parallelsamfund ønsker at være danskere. De ønsker at få de samme rettigheder og de samme goder som danskerne og endda mere til, da de ønsker retten til at dyrke deres religion med alt, hvad det indebærer af særlig mad i institutioner, tørklæder og fri til religiøse højtider. Men de ønsker ikke at være danskere, for de synes, at danskere er urene, og de gør som sagt alt for at opdrage deres børn til ikke at have en dansk identitet. De har en frygt for at miste børnene og kulturen til den rådne danskhed. Men råddenskaben kommer ikke fra danskheden, den kommer fra subkulturen selv – fra den sociale kontrol og volden.” Ahmad Mahmoud, Sort Land, People’s Press [e-bog], 2015, s. 41.
  2. Ibid., s. 5.
  3. I den bredere ”ghetto”-tematik kan her også nævnes Morten Papes debutroman, Planen 2015, der foregår på ”lorteøen Amager”, hvor der ”er flere tørklæder end tylskørter, og der synges mere arabisk i krogene end Halfdan Rasmussen ved hinkebanen.”
  4. Her tænker jeg f.eks. på Esma Birdis Et Liv i To Verdener fra 2008, der beskriver hendes kamp ud af et forhold med en voldelig ægtemand. Til trods for at være datter af en forholdsvis moderne tyrkisk familie finder Birdi ingen støtte hos sine forældre eller omverden (tværtimod), da hun søger om skilsmisse. Bogen er på mange måder et hudløst (og også selvkritisk) indblik i voldens psykologiske sfære. Af andre eksempler (på dansk) i samme genre kan nævnes Zeinab Mosawis Himlen Over min Fars Tag fra 2018, Geeti Amiris Glansbilleder fra 2016, Elmas Berkes Tavshedens Pris fra 2015 og Simona Abdallahs Lykkens Brud fra 2013.
  5. Det mest eksponerede eksempel herpå må nok siges at være forfatteren Sara Omar. For mere om Omars problemopfattelser og hendes modtagelse i den bredere offentlighed, se Jarl Sidelmann & Jonas Mirza, ”Sara Omar – en skikkelse, der samler Danmark”, Eftertryk (22. april 2018): https://www.eftertrykket.dk/2018/04/22/sara-omar-en-skikkelse-der-samler-danmark/
  6. Tarek Omar, ”Jeg er fucking vred på mine forældres generation”, Politiken (5. oktober, 2013): https://politiken.dk/debat/art5589226/%C2%BBJeg-er-fucking-vred-p%C3%A5-mine-for%C3%A6ldres-generation%C2%AB
  7. I bogen Forsoning, skriver Aydin Soei f.eks. en ”tale” til mændene i sin fars generation: ”Har I efterlevet jeres egne idealer, har jeg lyst til at spørge min far og de andre mænd? Har I overvejet, hvor fraværende I har været i jeres børns liv i Danmark? Selvom mange af jer intet job havde, brugte I ikke jeres tid i hjemmet og på de familier, der spejdede efter jeres nærvær. […] Vi, der er børnebørnene af den revolution, der har sat sig som et ar i jer, og som lever videre i vores blod, vi anklager jer for jeres fravær. Vi savnede jer, vores fædre, og vi forsøger selv at leve vores tilværelse, som befandt vi os i samme land og nutid som vores børn.” Aydin Soei, Forsoning, Tiderne Skifter [e-bog], 2016, s. 72.
  8. Tarek Omar, ”Jeg er fucking vred på mine forældres generation”, Politiken (5. oktober, 2013). Se også Kaster Schütt-Jensen, ”Ung poet: Ghettoerne er fyldt med dumme perkere”, Jyllands-Posten (9. oktober, 2013): https://politiken.dk/debat/art5589226/%C2%BBJeg-er-fucking-vred-p%C3%A5-mine-for%C3%A6ldres-generation%C2%AB, https://jyllands-posten.dk/kultur/litteratur/article6073677.ece/
  9. Hassan hævdede bl.a.: ”Hykleriet er klart større i den nydanske underklasse, hvor man på den ene side bryster sig af at være rettroende muslim og på den anden side bedrager samfundet”. Tarek Omar, ”Jeg er fucking vred på mine forældres generation”, Politiken (5. oktober, 2013): https://politiken.dk/debat/art5589226/%C2%BBJeg-er-fucking-vred-p%C3%A5-mine-for%C3%A6ldres-generation%C2%AB
  10. Kaster Schütt-Jensen, ”Ung poet: Ghettoerne er fyldt med dumme perkere”, Jyllands-Posten (9. oktober, 2013): https://jyllands-posten.dk/kultur/litteratur/article6073677.ece/
  11. Andetsteds beskrives en scene, hvor en lokal imam advarer imod at blive fristet ”af de danske vantro hunde”, som dyrker sex udenfor ægteskabet og er uden ”besiddelse af moral” eller ”værdighed”, skønt det i Mahmouds egen omgangskreds tages for givet, at en mand før ægteskabet ”prøvesmager kvinder, som han afskyer, netop fordi de lader ham gøre det” og at det er naturligt for unge mænd at ryge i fængsel, eftersom at de ”har temperament”. Ahmad Mahmoud, Sort Land, People’s Press [e-bog], 2015, s. 28, 64, 66-69.
  12. I bogen hævder Yasar desuden, at religiøse forskelle hverken var identitetsskabende eller årsag til konflikt blandt vennerne i hans barndom: ”Hvad folk troede på, eller hvor de stammede fra, betød egentlig ikke noget mellem børnene i blokkene. De skel var mere tydelige blandt de voksne.”  Marie Louise Toksvig, Rødder, People’s Press, 2018, s. 17 og 21.
  13. Bydelen blev Hvidovre Kommunes ”samlingspunkt” for indvandrerfamilier, socialt udsatte og den hårde arbejdsklasse i 1980’erne. Se også fodnote 57 i første del af denne essayserie.
  14. Hertil skriver Soei bl.a.: ”Da jeg skulle starte i børnehaveklassen på den lokale skole, talte vi alle dansk sammen, og der opstod naturlige venskaber mellem de brune og hvide drenge, som mente, at man var sej, hvis man var fysisk stærk og hurtig. Hvem der var de seje eller slapsvanse og bøsserøve, blev banket på plads på gaden og på legepladserne eller i skolegården i den lokale folkeskole, som var domineret af børn af indvandrere og arbejderklassen […] Takket være min far fik jeg dobbelt op i fortællingen om de stærke drenge på gaden. Vi overtog tidligt forestillingen om, at de stærkeste og modigste drenge var børnene af indvandrere og fædre, der arbejdede med hænderne, hvorfor det var naturligt, at arbejderklassens drenge og de nyankomne brune drenge som mig selv fandt sammen. Vi var socialt tæt på hinanden og var enige om, at det ikke var skolearbejde men styrke og mod, der gav status. Først senere i livet er det gået op for mig, at mange af de stærke mænd og fædre, vi så op til, var forbitrede arbejdsløse. Deriblandt min far.” Aydin Soei, Forsoning, Tiderne Skifter [e-bog], 2016, s. 22.
  15. Det er imidlertid vigtigt at huske på, at modborgerskab og kriminelle adfærdsmønstre i de udsatte boligområder ikke historisk set har været begrænset til personer med minoritetsbaggrund, hvilket første del af denne tekstserie netop undersøgte nærmere. Om dette skriver Soei andetsteds:

    ”Oplevelsen af modborgerskabet bygger videre på en urfortælling i Europas gamle arbejderkvarterer, som er lige så gammel som kvarterne selv, og som også gjorde sig gældende blandt arbejderklassens drenge […] I Europas stadig mere indvandrerrige kvarterer er oplevelsen af bydelsmarginalisering og modborgerskabet imidlertid særligt nærværende, når det gælder unge mænd med indvandrerbaggrund. Og den fælles oplevelse af at blive stemplet på baggrund af hudfarven og postadressen udgør en væsentlig bestanddel af den ophobede vrede og oplevelsen af modborgerskab, som bl.a. viser sig, når den udtrykkes gennem optøjer.”

    Aydin Soei, Omar – og de andre, Gads Forlag, 2018, s. 27.

  16. Aydin Soei, Vrede Unge Mænd, Tiderne Skifter, 2011, s. 62.
  17. Ibid., s. 95.
  18. ”Dansk Folkeparti til angreb på Islam” (20. april, 2007): https://www.dr.dk/nyheder/indland/dansk-folkeparti-til-angreb-paa-islam
  19. ”DF har stadig plads til Louise Frevert”, Berlingske Tidende (30. september 2005): https://www.berlingske.dk/samfund/df-har-stadig-plads-til-louise-frevert
  20. ”Pia K: Indvandrere lever i 1005” (4. oktober 2005): https://www.dr.dk/nyheder/politik/pia-k-indvandrere-lever-i-1005
  21. Andreas Karker, ”Muslimer er en pest over Europa” B.T. (23. marts 2002): https://www.bt.dk/nyheder/muslimer-er-en-pest-over-europa
  22. ”DF på retræte omkring islam”, Kristeligt Dagblad (10. oktober, 2001): https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/df-p%C3%A5-retr%C3%A6te-omkring-islam
  23. Morten Uhrskov taler gerne om ”den tredje verdens klanmentalitet” og om, hvordan ”arabere, i næsten alle tilfælde, tænker tilværelsen som et dem og os i betydningen din klan og min klan. Denne tænkning giver god mening i et arabisk samfund, hvor staten er diktatorisk og ikke til at stole på.” Han konkluderer, at ”arabere, afrikanere og langt de fleste andre ikke-vestlige grupper [hverken har] evne eller vilje til at se sig selv og deres familie i en større sammenhæng.” Morten Uhrskov, ”Mere klan, mindre islam, tak”, Jyllands-Posten (25. marts, 2017): https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mortenjensen/ECE9459592/mere-klan-mindre-islam-tak/
  24. Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard, I krigens hus – islams kolonisering af vesten (Hovedland, 2003).
  25. Rune Selsing forklarer bl.a. terror som ”et ekstremt resultat af sammenstødet mellem den islamiske og vestlige civilisation. Den mest tydelige konflikt mellem civilisationer i vor tid […]. Erkend problemet for, hvad det er. Kultur. Islamisk over for vestlig. Et civilisatorisk sammenstød.” Rune Selsing, ”Civilisationskonflikten med islam”, Jyllands-Posten (15. november, 2015): https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/runeselsing/ECE8215143/Civilisationskonflikten-med-islam/
  26. Jesper Langballe, ”Islams formørkede kvindesyn”, Berlingske Tidende (22. januar, 2010): https://www.berlingske.dk/kommentatorer/islams-formoerkede-kvindesyn
  27. Jaleh Tavakoli, ”Selv babysex er mainstream islam”, Jyllands-Posten (3. oktober, 2018): https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/jalehtavakoli/ECE10914384/selv-babysex-er-mainstream-islam/
  28. ”Lad os nu kalde tingene, hvad de er. Er man en neger, så er man neger, hvis man er indvandrer, så er man indvandrer, hvis man er perker, så er man perker”. Vermund, citeret i Politiken (20. december, 2019): https://politiken.dk/indland/politik/art7576469/%C2%BBJeg-vil-ikke-kritisere-andre-for-tonen-eller-sprogbrug.-Det-er-jeg-holdt-op-med%C2%AB
  29. Sagt i Folketinget, 11. juni 2020: https://www.ft.dk/samling/20191/beslutningsforslag/B174/BEH1-127/forhandling.htm#
  30. ”Det her handler om, at når man bruger S-togslinjerne i Storkøbenhavn, så skal man ikke være bange for at tage hjem om aftenen, fordi der er 15-17 indvandrerdrenge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.” ”Mette F.: Indvandrerdrenge må ikke gøre det utrygt at tage S-tog”, Politiken via Ritzau (19. august 2020): https://politiken.dk/indland/art7892131/Mette-Mette%20F.:%20Indvandrerdrenge%20m%C3%A5%20ikke%20g%C3%B8re%20det%20utrygt%20at%20tage%20S-tog.-Indvandrerdrenge-m%C3%A5-ikke-g%C3%B8re-det-utrygt-at-tage-S-tog
  31. Tarek Ziad Hussein, Det Sorte Skæg, Gyldendal, 2018, s. 23-24.
  32. Foruden de øvrige kilder i dette afsnit, se f.eks. også Frank Hvilsom, ”Walid er en del af årsagen til, at hans forældres bolig nu skal rives ned”, Politiken (28. juni 2020): https://politiken.dk/indland/art7824807/Walid-er-en-del-af-%C3%A5rsagen-til-at-hans-for%C3%A6ldres-bolig-nu-skal-rives-ned
  33. Så sent som i december 2020 forsvarede integrationsminister Mattias Tesfaye planerne om at lave særskilt kortlægning af kriminalitet og beskæftigelse, blandt personer med mellemøstlig eller nordafrikansk baggrund. I den forbindelse stillede han følgende diagnose:

    Hvis vi skal være ærlige, så er vi jo ikke så optagede af hvor mange, der kommer til Danmark fra Brasilien, Thailand, Filippinerne eller Ukraine. Vi ved godt, at de klarer sig fuldstændig uproblematisk i det danske samfund. Det vi kigger på, er mellemøstlig og nordafrikansk indvandring. Det er det betyder noget for, om vi får kvinder på arbejdsmarkedet, om der er for mange straffelovsovertrædelser og hvordan det går med social kontrol […] Det der giver integrationsudfordringer, det er indvandring i og omkring Mellemøsten.

    Forkvinde for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, svarede i den forbindelse, at hun hellere så ”et nyt narrativ, hvor man ser os allesammen som medborgere. Nogle har særskilte problemer, men det kan man arbejde med lokalt – i stedet for nationalt at pege nogle ud og udstille den målgruppe.” Mattias Tesfaye i Deadline, d. 13. december 2020. Christian Birk, “Nu vil Tesfaye særskilt undersøge folk fra Mellemøsten og Nordafrika i Danmark: Vi har brug for mere ærlige tal”, Berlingske (13. december, 2020): https://www.berlingske.dk/danmark/nu-vil-tesfaye-saerskilt-undersoege-folk-fra-mellemoesten-og-nordafrika-i

  34. Helene Kristine Holst, ”Achmed følte sig hjemme blandt de danske venner på studiet. Men én episode ændrede alt og ledte ham ind i det radikaliserede miljø”, Berlingske (5. december, 2020): https://www.berlingske.dk/politik/achmed-foelte-sig-hjemme-blandt-de-danske-venner-paa-studiet-men-en
  35. ”Min far skulle arbejde en hel måned på restauranten for at købe noget nyt [tøj] til mig, men ham danskerens far skulle arbejde to dage for at få råd til det”, fortæller en af de interviewede mænd bl.a. En anden stemme udtaler: ”Det var pengene [fra kriminalitet], der tiltalte mig. Det var fedt at have penge til at købe tøj og tage ud og spise efter skole […] alt det, som vores danske klassekammerater fik af deres forældre.” Helene Kristine Holst, ”Achmed følte sig hjemme blandt de danske venner på studiet. Men én episode ændrede alt og ledte ham ind i det radikaliserede miljø”, Berlingske (5. december, 2020). Helene Kristine Holst, ”Midt om natten hev Mohammeds far ham ud i skoven og slog ham med en ledning – for første gang fortæller han om sin opvækst”, Berlingske Tidende (29. november 2020): https://www.berlingske.dk/politik/achmed-foelte-sig-hjemme-blandt-de-danske-venner-paa-studiet-men-en, https://www.berlingske.dk/politik/midt-om-natten-hev-mohammeds-far-ham-ud-i-skoven-og-slog-ham-med-en
  36. Helene Kristine Holst, ”Som 25-årig stod han i en opgang med et baseballbat i hånden. Han ventede på én – og da han kom, gik det galt”, Berlingske (28. november, 2020): https://www.berlingske.dk/politik/som-25-aarig-stod-han-i-en-opgang-med-et-baseballbat-i-haanden-han-ventede
  37. En social indsats, der begyndte i 2014 under Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Har til formål at styrke (primært) fædre med etnisk minoritetsbaggrunds deltagelse i deres børns liv.
  38. ”Hvis børn i hjemlandet skal have en uddannelse, skal det være en uddannelse, der giver status, indflydelse og sikkerhed, og som kan sikre, at de senere i livet kan forsørge forældrene. I Danmark har samfundet i langt højere grad fokus på det enkelte barn – barnets behov for barnets skyld […] Børnene her kan vælge en uddannelse, de er glade for, og børnene ved, at de ikke behøver at forsørge deres forældre senere i livet, for det tager velfærdssystemet sig af. Derfor skal forældre nu pludselig til at forklare børnene, hvorfor det er vigtigt, at de prioriterer skolen – for deres egen skyld. Og der mangler de ofte argumenterne.” Latif hævder desuden, at indvandrerbørnene i udsatte familier ofte ikke har ”respekt for faderen, som måske ikke har udrettet en masse med sit liv i Danmark” og som ”måske ikke et tæt bånd til sine børn. Han er ikke den, der kan få børnene på ret køl, hvis de begår kriminalitet – han har mistet sin agtelse, og den skal han have tilbage.” Helene Kristine Holst, ”I flere år har Asim Latif arbejdet med en særlig gruppe fædre: Nu forklarer han, hvorfor det er svært for dem at opdrage deres børn i Danmark”, Berlingske Tidende (30. november, 2020): https://www.berlingske.dk/politik/i-flere-aar-har-asim-latif-arbejdet-med-en-saerlig-gruppe-faedre-nu
  39. Helene Kristine Holst, ”Som 25-årig stod han i en opgang med et baseballbat i hånden. Han ventede på én – og da han kom, gik det galt”, Berlingske (28. november, 2020): https://www.berlingske.dk/politik/som-25-aarig-stod-han-i-en-opgang-med-et-baseballbat-i-haanden-han-ventede
  40. Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030 (marts, 2018): https://www.regeringen.dk/publikationer-og-aftaletekster/%C3%A9t-danmark-uden-parallelsamfund/
  41. Frank Hvilsom, ”Vi mener, at der er tale om statsracisme: Ny bølge af klager over diskrimination i ghettolov”, Politiken (1. august, 2020): https://politiken.dk/indland/art7870815/Ny-b%C3%B8lge-af-klager-over-diskrimination-i-ghettolov
  42. På Twitter skrev boligminister Kaare Dybvad, at han var uenig i beboernes ”kritik af en plan, der er demokratisk vedtaget i folketing, kommune og beboerdemokrati.” Dybvad hæftede sig i den forbindelse ved, at udviklingsplanen for Mjølnerparken var ”vedtaget demokratisk i Folketinget (143 af 175 mandater), Københavns Borgerrepræsentation (38 af 55 mandater) og på boligorganisationens repræsentantskab (19 af 29 stemmeberettigede).” Skønt udsagnet er faktuelt korrekt, er det dog også manipulerende. Eftersom Mjølnerparken var placeret på ghetto-listen, skulle en udviklingsplan udarbejdes af boligforeningen til Transport-, Bygnings- og Boligministeriet. Vedtagelsen af en plan for omdannelse af 40 pct. almene familieboliger var således påkrævet ved lov. Formand for Bo-Vista, Jan Hyttel, udtalte i forbindelse med vedtagelsen: ”Selvom vi fra Bo-Vita tidligere sagt, at vi synes loven er både brutal og sjusket, så er den vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, og vi har som boligorganisation en pligt til at føre loven ud i livet. Derfor har vi sammen med Københavns kommune arbejdet hårdt i mange måneder for at lave den udviklingsplan, som vi nu skal tage stilling til” (min fremhævelse). Hyttel mente derudover, at boligforeningen ”under de givne omstændigheder har lavet en udviklingsplan der skaber de bedst tænkelige vilkår for at bringe Mjølnerparkens beboere godt igennem en vanskelig proces.” Kaare Dybvad på Twitter (27. maj 2020): https://twitter.com/KaareDybvad/status/1265602699577475073. Hyttel, citeret i Karen Vistesen, ”Bo-Vitas repræsentantskab sagde ja til udviklingsplanen for Mjølnerparken”, Bo-Vest (16. maj, 2019).   ”Ghettopakke: Beboere stævner staten”, Fagbladet Boligen (27. maj, 2020). Laura Friis Wang og Ulrik Dahlin: ”Ghettobeboere stævner staten for diskrimination – og de har en god sag, vurderer jurister” Information (28. maj 2020): https://fagbladetboligen.dk/alle-nyheder/2020/maj/ghettopakke-beboere-staevner-staten/, https://www.bo-vest.dk/om-bo-vest/nyheder/bo-vita-nyheder/bo-vita-nyheder/2019/5/bo-vitas-repraesentantskab-sagde-ja-til-udviklingsplanen-for-mjoelnerparken/, https://www.information.dk/indland/2020/05/ghettobeboere-staevner-staten-diskrimination-god-sag-vurderer-jurister
  43. Almen Modstands hjemmeside: http://almenmodstand.dk/hvem/
  44. Interview med Ibrahim El-Hassan, TV2 (22. juni 2020): https://zulu.tv2.dk/video/TVpxZlRlNzRrTldxZzBJYjVjNlFFV1VvYTFyTE8xSUs
  45. Troels Schultz Larsen, “Riv den ghettoliste ned, hr. minister”, Altinget (29. januar 2018): https://www.altinget.dk/by/artikel/lektor-riv-den-liste-ned-hr-minister
  46. Aydin Soei hævder, at listen ”jager de beboere væk, som vi gerne vil fastholde. Når etnicitet er det vigtigste kriterium, kommer man i stedet for at fastholde unge veluddannede etniske minoriteter til at jage dem væk […] Dermed mister området positive forbilleder, som, hvis de blev boende, kunne bidrage til en positiv lokal udvikling.” Her kan også citeres den franske ghettoforsker Loïc Wacquant, der i sin kritik af den danske ghetto-liste spørger:

    Hvad sker der, når vi kalder et område for en ”ghetto”? Beboere med job, de veluddannede og de med ressourcer flytter væk så snart, de kan komme til det. For hvem har lyst til at sige på arbejdet, til en jobsamtale eller på studiet, at man bor i en ghetto? På den måde straffer man de velfungerende beboere i de udsatte områder, og tilbage står de svageste, de syge og de kriminelle.

    Sammenlign i øvrigt dette (og alt hvad der indtil nu er skrevet) med den politiske analytiker Erik Holstein, som finder det ”direkte komisk”, når ”ghettoer ikke længere må hedde ghettoer”. Ifølge Holstein er det ”naturligvis ikke ordet ghetto, der skræmmer ressourcestærke beboere væk. Det er kriminaliteten, parallelsamfundene og utrygheden, der skræmmer folk væk.” Holstein bemærker sarkastisk, at man også kunne kalde de udsatte boligområdet for ”eksotiske eventyrområder med grænseoverskridende oplevelser”, og hævder, at ”der har tidligere været massevis af ’socialt belastede områder’ – såsom de københavnske brokvarterer – uden at det førte til nær samme kriminalitetsgrad som den, man ser i ghettoerne. Og uden at det førte til den samme destruktive ’anti-kultur’ i forhold til det omgivende samfund som den, der kendetegner dele af de etnisk dominerede [sic] ghettoer i dag.” Holsteins selvsikre sarkasme bunder sandsynligvis i en urokkelig tro på, at hans konklusioner er selvindlysende. Soei, citeret i Amnesty Internationals medlemsblad (nr. 4, 2020). Tarek Omar, ”Førende ghetto-forsker: Drop nu jeres syge ghettolister, Danmark”, Politiken, 26. maj 2013. Erik Holstein, på altinget.dk. https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5538219/F%C3%B8rende-ghetto-forsker-%C2%BBDrop-nu-jeres-syge-ghettolister-Danmark%C2%AB, https://amnesty.dk/nyhedsliste/2020/sociolog-ghettoloven-virker-ikke, https://www.altinget.dk/artikel/altingetdks-erik-holstein-analyserer-ghetto-problem-paa-p1

  47. Majlinda Urban Kuci, ”Ressourcestærke flytter fra ghettoerne: Nu sker det. Farvel til ‘Mjølneren​​’”, Politiken (1. februar, 2020): https://politiken.dk/indland/art7606941/%C2%BBNu-sker-det.-Farvel-til-Mj%C3%B8lneren%E2%80%8B%E2%80%8B%C2%AB
  48. Daniel Lingren, ”Ressourcestærke familier får penge for at flytte ud af ghetto: Det var nok ikke det, Folketinget havde tænkt”, Berlingske (21. juni 2019): https://www.berlingske.dk/samfund/ressourcestaerke-familier-faar-penge-for-at-flytte-ud-af-ghetto-det-var
  49. [1] Majlinda Urban Kuci, ”Ressourcestærke flytter fra ghettoerne: Nu sker det. Farvel til ‘Mjølneren​​’”, Politiken (1. februar, 2020): https://politiken.dk/indland/art7606941/%C2%BBNu-sker-det.-Farvel-til-Mj%C3%B8lneren%E2%80%8B%E2%80%8B%C2%AB
  50. I Gellerup i Aarhus har erfaringerne med nedrivninger ikke været positive: Her har det været de mindst ressourcestærke beboere, der blev tilbage i området. ”40 procent har valgt at flytte til andre steder. Og de fleste, der flyttede væk, var de mest ressourcestærke, og det er dem, som vi dybest set gerne vil fastholde som rolle modeller”, forklarede Brabrand Boligforenings direktør Keld Laursen i 2018. I Vejleåparken [det tidligere Ishøj-planen] i Ishøj har man dog haft andre oplevelser. Her har nedrivninger været med til at vende områdets negative spiral: ”Det er helt klart lykkedes at skabe en meget positiv udvikling i beboersammensætningen. Så det er absolut et værktøj, jeg kan anbefale. Og som, jeg synes, er fornuftigt at se på”, forklarer Christian Høgsbro, direktør for AAB. Christina Nordvang Jensen, ”Boligselskaber til Løkke: Det nytter ikke kun at rive bygninger ned”, DR (2. januar 2018): https://www.dr.dk/nyheder/indland/boligselskaber-til-loekke-det-nytter-ikke-kun-rive-bygninger-ned
  51. Andrea Dragsdahl, ”Det er ghettoens skyld, at Mohammad er kriminel”, Zetland (16. december 2020).
  52. Kevin Ahrens, ”Boligselskaber vil af med ghettolisten”, DR (1. december 2017): https://www.zetland.dk/historie/s8DP7y0b-aejvz2nA-540f3, https://www.dr.dk/nyheder/indland/boligselskaber-vil-af-med-ghettolisten-den-stigmatiserer-og-stempler-helt 
  53. ”Når jeg kigger tilbage, er jeg fuldstændig enig i, at man ikke rigtig for alvor har taget fat om nældens rod”, lød udmeldingen også fra integrationsminister Inger Støjberg. ”Løkke om ghettoplan nummer seks: Nu skal det lykkes”, Information (1. marts 2018), via Ritzau. ”Støjberg før ghettoudspil: I vil spærre øjnene op”, Jyllands-Posten (1. marts, 2018), via Ritzau: https://jyllands-posten.dk/politik/ECE10358418/stoejberg-foer-ghettoudspil-i-vil-spaerre-oejnene-op/, https://www.information.dk/indland/2018/03/loekke-ghettoplan-nummer-seks-lykkes
  54. Dybvad hævder i sit indlæg (6. september 2020), at ”Soei tager fejl på en række punkter”, herunder ”at Bo-Vita er den eneste boligorganisation, der ikke er kritisk over for parallelsamfundspakken” (hvad Soei dog heller ikke påstår direkte i sit indlæg). Dybvad skriver i forlængelse deraf, at ”boligorganisationer som Brabrand Boligforening, Bolig-Korsør, FOB Slagelse og AKB i Høje Taastrup havde planer for nedrivning af boliger, der var vedtaget lang tid, før lovgivningen blev gennemført i Folketinget.” I et indlæg i Information d. 9 juni 2020, udtrykker Brabrand Boligforenings formand Keld Albrechtsen og foreningsdirektør Keld Laursen dog hård kritik af regeringens nedrivningsplaner: ”Nedrivningerne af de almene boliger efterlader borgere med lave indkomster i en situation, hvor det bliver stadigt vanskeligere at få en anstændig bolig.” Forfatterne kalder problemerne med socialt udsatte borgere for ”strukturelt” og mener ikke, det kan ”løses ved at flytte folk”. ”De ledende politikere har besluttet sig for at forsøge at rydde op i det, de opfatter som fortidens forfejlede byplanlægning. Og sådan et opgør kan ikke ske ved fortynding eller fortætning, det kan kun ske ved at nedrive!”, ironiserer de. I forbindelse med at skulle omdanne dele af det almennyttige boligbyggeri i Gellerup, for at nå målene under ghettoloven, kom Brabrand Boligforening selv med et forslag om at rive blot tre blokke ned og bygge 3.000 private boliger. Foreningsformand Keld Albrechtsen udtalte: ”Vi tror ikke på, at integration og skolegang løses bedre ved at tvangsflytte familier ud til boligområder, hvor de ikke kender nogen.” Hvordan dette, i boligministerens optik, kan inddrages som en form for støttetilkendegivelse eller manglende kritik af ghettopakken, kan man kun gisne om. Kaare Dybvad, ”Aydin Soei er med sit udfald med til at modarbejde ambitionen om den blandede by”, Politiken (6. september, 2020). Keld Laursen og Keld Albrechetsen, ”Man bekæmper ikke ulighed ved at rive 1.500 billige almenboliger ned”, Information (9. juni 2020), ”Boligforening vil løse ghetto-udfordring med 3000 nye boliger”, Kristeligt Dagblad (30. november, 2018) via Ritzau: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7910676/Aydin-Soei-er-med-sit-udfald-med-til-at-modarbejde-ambitionen-om-den-blandede-by, https://www.information.dk/debat/2020/06/bekaemper-ulighed-ved-rive-1500-billige-almenboliger, https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/boligforening-vil-loese-ghetto-udfordring-med-3000-nye-boliger
  55. Jens Valbjørn Stavnsbjerg, ”Sociolog: Engang tvangsflyttede vi 30 familier fra Thule, og de fik en undskyldning. Nu vil staten gøre det samme med op til tusindvis af mennesker”, Politiken (29. august, 2020): https://politiken.dk/debat/art7883252/Engang-tvangsflyttede-vi-30-familier-fra-Thule-og-de-fik-en-undskyldning.-Nu-vil-staten-g%C3%B8re-det-samme-med-op-til-tusindvis-af-mennesker
  56. Hans Skifter Andersen, ”Nedrivning af almene boliger vil ikke mindske segregationen”, Information (22. november 2018): https://www.information.dk/debat/2018/11/nedrivning-almene-boliger-mindske-segregationen
  57. Gunvor Christensen, Indsatser I udsatte boligområder. Hvad virker, hvorfor og hvordan?, Kraks Fond Byforskning, s. 62.
  58. Ibid., s. 55. Claus Bech Danielsen og Gunvor Christensen, Boligområder i bevægelse (Landbyggefonden, 2017), s. 26-27.
  59. Hans Skifter Andersen et al., Evaluering af indsatsen i fem kvarterløftsområder 2000 – 2008, Statens Byggeforskningsinstitut (2009).
  60. Se f.eks. Gunvor Christensen, Boligsociale indsatser – kort fortalt, Det Nationale Forsknings- og analysecenter for velfærd (2020).
  61. Ifølge en evalueringsrapport af Landsbyggefondens indsatser i udsatte boligområder fra 2019, var der ”en generel høj tryghed og trivsel i de udsatte boligområder”. Syv ud af ti beboere i de udsatte boligområder oplevede ifølge rapporten, at de var trygge i deres boligområde. Dette var dog lavere end andelen i befolkningen, hvor tallet var ni ud af ti. En trivselsundersøgelse blandt beboere i 13 udsatte bydele i København viste i 2008, at otte ud af ti beboere var ”tilfredse” eller ”meget tilfredse” med at bo i deres boligområde. En trivselsundersøgelse i Tingbjerg fra maj 2008, viste at 77 procent af beboerne var enten ”tilfredse” eller ”meget tilfredse” med at bo i bydelen. I en tilsvarende undersøgelse fra 2006 var tallet 73 procent. Gunvor Christensen et al., Tryghed og trivsel i udsatte boligområder, VIVE, 2019, s. 9. Trivselsundersøgelse blandt beboere i 13 boligområder (Københavns Kommune, 2008), s. 9. Kim Faber, ”Tingbjerg er tænkt som ’lavmælt og ydmyg’ arkitektur”, Politiken (13. oktober, 2008):  https://politiken.dk/kultur/boger/interview_boger/art5606474/Tingbjerg-er-t%C3%A6nkt-som-lavm%C3%A6lt-og-ydmyg-arkitektur
  62. Cecilie Dohlmann Weatherall et al., Et historisk tilbageblik på de særligt udsatte boligområder i 2014 (Kraks Fonds Byforskning, 2016).
  63. Dette sker sideløbende med en bredere positiv udvikling, hvor flygtningebørn i Danmark i stigende grad er kommet under uddannelse og i beskæftigelse de sidste tyve år, og hvor antallet af mønsterbrydere med ”ikke-vestlig baggrund” nu overstiger andelen blandt unge af dansk herkomst. Dette ifølge en undersøgelse af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra 2019. Ifølge analysen er det især unge indvandrerkvinder, der bærer udviklingen fremad. Knap tre ud af fire kvindelige indvandrere og efterkommere bliver mønsterbrydere, hvor det samme gælder knap to ud af tre kvinder af dansk herkomst. Lidt over halvdelen af de unge mænd bliver mønsterbrydere, uanset herkomst. Ifølge en undersøgelse fra Københavns Universitet i 2018 var hvert fjerde flygtningebarn i Danmark uden job eller uddannelse i 1997, da de var mellem 20 og 22 år. I 2014 var dette tal faldet til hver tiende. Tilbage i 1997 var det hver tredje af alle unge flygtningekvinder, der var vokset op i Danmark, der var uden job og uddannelse. I 2014 var tallet faldet til knap fem procent. Hjarn von Zernichow Borberg, Integration – her går det godt, Djøf Forlag, 2019, s. 86. ”Indvandrere bryder oftere social arv end etniske danskere”, Kristeligt Dagblad (15. september, 2019), via Ritzau. Christian Bennike og Sebastian Abrahamsen, ”Ny undersøgelse: Flygtningebørn i Danmark klarer sig markant bedre end for 20 år siden”, Information (20. oktober, 2018): https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/indvandrere-bryder-oftere-social-arv-end-etniske-danskere,  https://www.information.dk/indland/2018/10/ny-undersoegelse-flygtningeboern-danmark-klarer-markant-bedre-20-aar-siden
  64. Ganske perspektiverende er dog også Borbergs behandling af det generelle kriminalitetsbillede: Ved at betragte alle personer over 14 år, der i perioden 2008-2017 modtog en fængselsstraf for overtrædelse af straffeloven, finder Borgberg, at dette ikke gør sig gældende for ca. 99,2 pct. af etniske danskere. For ikke-vestlige personer er tallet ca. 97,7 pct., og for personer fra traditionelt muslimske lande er det ca. 96,9 pct. Hjarn von Zernichow Borberg, Integration – her går det godt, Djøf Forlag, 2019, s. 88, 241-245.
  65. ”Bander og rockere i tal”, Det Kriminalpræventive Råd. Se https://dkr.dk/ungdomskriminalitet/bander/bander-i-tal/
  66. Aydin Soei, Omar – og de andre rødder, Gads Forlag, 2018, s. 9.
  67. Laura Friis Wang, “Flertal i Folketinget skærer kraftigt ned på sociale indsatser i udsatte boligområder”, Information (22. september,2020): https://www.information.dk/indland/2020/09/flertal-folketinget-skaerer-kraftigt-paa-sociale-indsatser-udsatte-boligomraader
  68. Jens Elmelund, ”KAB: De udsatte boligområder svigtes i boligaftalen” , Altinget (30. september, 2020): https://www.altinget.dk/by/artikel/kab-de-udsatte-boligomraader-svigtes-i-boligaftalen
  69. Michael Demsitz, ”Boligaftale er en tikkende bombe under udsatte boligområder”, Berlingske (18. oktober, 2020): https://www.berlingske.dk/kommentarer/boligaftale-er-en-tikkende-bombe-under-udsatte-boligomraader
  70. Kristoffer Friis Sørensen, ”Ghetto-listen krymper fra 28 til 15 boligområder”, Fagbladet Boligen (1. december 2020): https://fagbladetboligen.dk/alle-nyheder/2020/december/ghetto-listen-krymper-fra-28-til-15-boligomrader/
  71. Den kommunale anvisningspolitik kan dog også have været begrænset af en række mere politiske hensyn; som f.eks. ”rimelig” og ”lighed” imellem boligtilbuddene, sådan at visse borgere ikke bliver henvist til boliger i mere attraktive ejerboligområder, mens andre må ”nøjes”.  Denne problematik er dog kun reel, så længe segregeringen på boligmarkedet består, og den almennyttige boligsektor fastholder sin nuværende rolle som hovedleverandør af boliger til de svagest stillede i samfundet. Dette påpeges bl.a. i et studie af indvandreres og flygtninges bosættelsesmønstre i Skandinavien, hvor forfatteren uddyber: ”Signalværdien af at man, uanset at man ikke selv kan skaffe bolig og er på overførselsindkomst, kan komme til at bo i de mere attraktive strøg af en kommune, er i en vis henseende uhensigtsmæssigt. Dels kan det virker uhensigtsmæssigt i forhold til dem, der selv har købt egen bolig, dels kan en sådan politik medvirke til, at personer på overførselsindkomst med en ringe bolig i en anden kommune kan ønske at flytte til den kommune, der har de mest alsidige eller attraktive boligtilbud.” Tina Charlotte Kjær, Indvandreres og flyktninges bokoncentrationer i Danmark, Norge, Sverige og Finland (Nordisk Ministerråd, 1996), s. 15. Se også Jytte Brask Lemche & Margit Sidelmann, Liv i gård og gade. Boligsocialt arbejde i praksis (Frydenlund 1998), s. 77.
  72. Claus Bech-Danielsen og Marie Stender, Fra ghetto til blandet by (Gads Forlag, 2017), s. 9.
  73. Magnus Barsøe, ”Stop den risikable boligfest. Fjern dette milliarddyre fradrag først”, Politiken (5. april 2021): https://politiken.dk/debat/art8156352/Stop-den-risikable-boligfest.-Fjern-dette-milliarddyre-fradrag-f%C3%B8rst
  74. Matthias Dressler-Bredsdorff, ”Boligmarkedets ågerpriser gør Danmark til et snyltersamfund”, Politiken (4. april, 2021): https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art8155201/Boligmarkedets-%C3%A5gerpriser-g%C3%B8r-Danmark-til-et-snyltersamfund?fbclid=IwAR3MKqJ8uCJOzR6AYLDVn6Yzj4oMZKSJGyqBmAcx_tI9tAkIP6AlgG9cWXo
  75. Margit Kjeldgaard, ”Lukket Land: Gentofte-ghettoer truer grundlaget for vores velfærdssamfund”, Solidaritet (11. juli 2020): https://solidaritet.dk/gentofte-ghettoer-truer-grundlaget-for-vores-velfaerdssamfund/