Rødder af beton (2/3): Fra ghettoer til indvandrerghettoer

I løbet af 1980’erne bliver en række udsatte boligområder i stigende grad hjemsted for indvandrere og flygtninge. Årsagerne er fortrinsvis bolig- og socialpolitiske. Efter oprør fra en række socialdemokratiske borgmestre på den københavnske Vestegn forsvinder den boligsociale problematik dog til fordel for et skærpet fokus på ”ghettoisering” og de etniske minoriteter. Den nye forståelsesramme bliver optaget i 90’ernes værdikamp, hvor problemerne kobles til indvandringen. Men hvordan kunne det gå til, at de udsatte boligområder blev et element i udlændingedebatten? Og hvad ligger der glemt bag denne fortælling?

Af Jarl Sidelmann
Illustrationer af Jacob Chapelle Juul

Går man en tur på Det Kongelige Biblioteks læsesal, kan man her låne en betænkning om indvandreres bosætningsmønstre i Danmark. Den er udgivet i 1986 af Indenrigsministeriet og er en af den slags tekster, hvis skæbne hovedsageligt har været at samle støv på en arkivhylde.

Bag betænkningen står et udvalg, nedsat af den daværende Schlüter-regering. De danske myndigheder er årene forinden blevet opmærksomme på, at enkelte kommuner har fået en høj koncentration af indvandrere og flygtninge. Årsagerne og eventuelle problemer skal nu identificeres.1

Koncentrationen ”har konsekvenser for integrationspolitikken”, advarer teksten, med henvisning til kommunernes egne vurderinger. Specielt ”indvandrerbørnenes muligheder for at lære dansk” og ”kvindernes muligheder for at få kendskab til danske samfundsforhold” bliver påvirket negativt.2

Men det er ikke det eneste problem, som udvalget hæfter sig ved. I teksten citeres også en hr. Ole Kirkegaard fra Statens Byggeforskningsinstitut, der gennemgår udviklingen af de udsatte boligområder i Danmark.3 De boligområder, indvandrerne primært er flyttet ind i.

Herom skriver udvalget, at indvandrerne ”tilhører en af de grupper af beboere, som på grund af sprogbarrierer, kultur, økonomi m.v. vil kunne forstærke de eventuelle sociale spændinger i området, hvor koncentrationen af ressourcesvage husstande i forvejen er stor”. Dette har dog sin egen farlige dynamik:

Man risikerer, at der fokuseres på antallet af indvandrere, så boligområdet i offentlighedens søgelys får karakter af ”indvandrer-ghetto”. Forholdet kan medføre, at [problemerne] fortsætter, men nu overvejende med indvandrere som aktører. Man kan heller ikke afvise, at sådanne tilstande i boligområdet har en negativ effekt på danskernes vurdering af indvandrere generelt og dermed kan være grobund for racistiske tendenser.4

Blinde vinkler

Mindre end et år senere skete et nybrud i den danske debat om udlændinge og boligpolitikken: Ishøjs socialdemokratiske borgmester, Per Madsen, gik til pressen med en voldsom og aggressiv kritik af kommunens muslimske mindretal og den daværende (mangel på) integrationspolitik.

Da fulgte sagaen om ”oprøret på Vestegnen”.

Meget er skrevet om dette kapitel i dansk politik, men kun lidt om den dobbelthed, der prægede det. Den kommunale kritik bundede overvejende i hverdagserfaringer og konkrete problemer, som ikke var blevet adresseret i tide. Men den voldsomme polemik pustede samtidigt liv i opfattelsen af ”ghettoerne” som en uomgængelig skyggeside ved den lempelige udlændingepolitik.

Men Vestegns-affæren er også historien om en boligpolitisk problematik, der druknede i slut-80’ernes anspændte og polariserede debat.Snak om kultursammenstød og angreb på indvandreres tilhørsforhold i midt-80’erne var generelt ildeset – i hvert fald til venstre for Fremskridtspartiet. Disse linjer blev skærpet, i en tid med stigende flygtningetal, hvor fremmedhadet viste sit ansigt i Danmark,5 og hvor en ny nationalistisk front dukkede op i kølvandet på Søren Krarups kampagner mod Flygtningeloven og Landsindsamlingen.6 Resultatet blev en brydningstid, hvor udlændingepolitikken pådrog sig stadig mere opmærksomhed og derfor krævede principfaste udmeldinger.

Borgerlige og socialdemokratiske analyser af Vestegnsoprøret, er i dag typisk indskrænket til et oprør mod datidens centrumvenstrefløj: Det politiske segment, der ivrigt iscenesatte sig selv som ”humanister” på flygtningespørgsmålet og som arrogant affejede advarslerne om ulmende værdikonflikter og udlændinges manglende tilpasning i samfundet, der kom fra deres eget bagland.7

Netop ”svigtet” fra den (som sådan ofte fremstillede) elitære og virkelighedsfjerne top i Socialdemokratiet, kom senere til at farve minderne om hele affæren. Modsætningerne mellem den ”politiske korrekte” linje og lokalpolitikere med fingeren på pulsen blev fremtidens referenceramme. ”Hvis vi andre havde lyttet til [Vestegnsborgmestrene] allerede i 80’erne og 90’erne, så ville vi have ført en helt anden udlændinge- og flygtningepolitik i dag”, som det lød fra Mette Frederiksen i 2016.8

Men Vestegns-affæren er også historien om en boligpolitisk problematik, der druknede i slut-80’ernes anspændte og polariserede debat.

En ellers aktiv diskussion om kriseramte boligområder og et stadig mere socialt opsplittet dansk boligmarked9 blev på kort tid fortrængt til fordel for diskussionen om koncentrationen af indvandrere. Dermed blev opmærksomheden omkring de udsatte boligområder låst fast i et fokus på etniske minoriteter. Eller som sociologen Jesper Visti Hansen konkluderer i sin ph.d.-afhandling om bypolitik i velfærdsstaten:

Kritikken af den socialdemokratisk dominerede almene boligsektor forsvinder på det nærmeste fuldstændigt til fordel for den nye diskussion om almene boligområders angivelige forvandling til ”ghettoer”, hvor begrebet ”ghetto” bruges i en utvetydig negativ betydning, som en entydig (muslimsk) trussel mod samfundet.10

Dette skift kom senere til at præge 1990’erne, hvor utilpassede og især kriminelle udlændinge blev et hovedtema i nye politiske narrativer. De udsatte boligområder blev gradvist indlejret i udlændingedebatten, og den grundlæggende problemopfattelse vendt på hovedet: Fra at ”indvandrerghettoerne” var et produkt af boligpolitikken, blev boligmarkedets ”ghettoer” nu et produkt af indvandrerpolitikken.

Det afgørende spørgsmål blev da, hvordan man skulle forholde sig til sidstnævnte.

Koblingen mellem ”udlændinge” og ”ghettoisering” skal altså findes sydvest for København i 1980’erne,11 et sted mellem virkelighed og repræsentation. Det er dette forhold, vi i første omgang her vil undersøge nærmere.

Nyt fra Vestfronten

I efteråret 1970 går Ishøj Kommunes daværende viceborgmester flere gange på fjernsyn. Viceborgmesterens navn er Per Madsen.

Torslunde-Ishøj Kommunes indvandrerrapporter er ganske interessant læsning med nutidens øjne.

Han er rasende over Arbejdsministeriets planer om at oprette en barakby for gæstearbejdere på Avedøre Holme. I stedet, agiterer Per Madsen for, bør gæstearbejderne flytte ud i de tomme, nybyggede lejlighedskomplekser i Ishøj Kommune.12 Madsens kampagne følges op med en helsidesannonce i Fremmedarbejderbladet, og der udarbejdes særlige ordninger med lave indskud, hvilket ifølge kommunen tiltrækker mange indvandrere. På få år stiger antallet af udlændinge i Ishøj og når i 1974 op på ca. 10 procent i visse bebyggelser.13

I midten af 1970’erne anfægter Per Madsen dog, hvad han anser som et problematisk forhold: At Ishøj – en fattig nybyggerkommune – tager en stor del af indvandrerne, modsat velhaverkommunerne nord for København.14 Men borgmesteren er også opmærksom på indvandrerfjendtlige holdninger blandt beboere i Ishøj, som han mener giver området et dårligt ry (”jo mere I kritiserer, jo færre danskere vil flytte herud”). Fremmedhad er i det hele taget ikke noget, Madsen har meget respekt for:

Vi kan ikke være det bekendt. Jeg tror, vi kan lære en hel masse af vores indvandrere […] Alle, der vil bevare deres selvrespekt ser sådan på det. Ellers kan vi godt holde op med den snak om, at danskerne er humanister. Så har vi tabt.15

Borgmesteren kommer endda med et varmt (omend temmelig paternalistisk) forsvar for indvandrernes kultur og arbejdsmoral:

Man siger, at indvandrerne ødelægger Ishøj. Det er noget sludder […] De danskere, der har mest mod indvandrerne, det er efter min mening dem, der selv har sværest ved at klare sig. De ser, at der kommer nogen, som ikke kan sproget, men som er på højeste gear for at klare dagen og vejen […] Det beundrer jeg sgu’. Deres baggrund er jo næsten jordhulerne.16

Indvandrernes antal får dog Per Madsen til at nedsætte en kommunal arbejdsgruppe, som skal kortlægge de økonomiske og socialpolitiske udfordringer. Resultaterne bliver præsenteret i to rapporter, fra 1975 og 1978.

Med lov skal integration bygges

Torslunde-Ishøj Kommunes indvandrerrapporter er ganske interessant læsning med nutidens øjne.

Frem for et alarmerende opråb om det ”multietniske” samfunds og den ”ikke-vestlige” indvandrings ulyksaligheder finder man her et seriøst forsvar for kulturpluralisme og en humanistisk integrationspolitik.17

Vigtigheden i, at indvandrerne får lov til at bevare deres kultur og religion, understreges således flere steder i rapporterne.18 Dette ønsker Ishøj Kommune at gøre ved at etablere ”sproglige og kulturelle aktiviteter, som har til formål at videreudvikle indvandrernes egen identitet”. Dette indebærer f.eks. muligheden for at købe halalslagtet kød i det lokale supermarked og at lade de muslimske beboere oprette bederum i nogle af kommunens lokaler. Forholdene i Malmö og den svenske integrationspolitik fremhæves som forbillede og inspirationskilde.19

Blandt problemerne hæfter rapporterne sig især ved indvandrernes manglende sprogkundskaber, som de gerne ser udviklet med mere rådgivning og undervisning. Eventuelle problemer relateret til kriminalitet, fanatisme, manglende ”integrationsvilje” eller islam fylder næsten intet.20

Rapporterne opfordrer til udarbejdelsen af en statslig integrationspolitik og tilskudsordninger til kommuner med mange indvandrere. Det ses også gerne, at indvandrerne spredes mere, så de kan blive ”ligestillet” i det danske samfund.21 Ishøj Kommune beslutter samtidig at oprette en kvoteordning for at forhindre en koncentration på mere end 10 procent udlændinge i nogle bebyggelser.22 Kvoteordningen gør, at Per Madsen bliver meldt til ombudsmanden for racediskrimination, men denne finder dog ikke anledning til indvendinger og blåstempler praksissen.23

Det lykkedes i sidste ende Ishøj og en række andre vestegnskommuner at få etableret en statslig udligningsordning, der skal dække en del af udgifterne forbundet med indvandrerne. Folketinget vedtager også i 1978 at afsætte midler til Dansk Flygtningehjælps integrationsindsatser.24

Så langt, så godt.

Det Osmanniske riges genopståen

E

t ”intermezzo” er her på sin plads: Frem til begyndelsen af 1980’erne, drejer ”indvandrerproblematikken” i Danmark sig hovedsageligt om nødvendigheden i, at udlændinge skal lære dansk. Kulturelle forskelle nævnes kun sporadisk og fremføres sjældent som værende et problem.25

Årene 1983-1986 markerer dog et skift i den danske udlændingedebat.26 Røster fra Fremskridtspartiet – der tordner mod ”muhamedanerne” og ”bekvemmelighedsflygtninge” – repræsenterer en ny og stærkt udlændingefjendsk position på det politiske spektrum. Kulturelle modsætninger og indvandringen som en trussel mod Danmark bliver et mere aktivt tema. Kulminationen kommer i efteråret 1986, da Søren Krarup starter sin kampagne mod Flygtningehjælpen og Udlændingeloven. Det bliver et springbræt for sognepræsten, der snart indtager rollen som chefideolog for en ny nationalistisk højrefløj i Danmark.27

Resten er, som man siger, historie.

Skønt Per Madsen er højrøstet, står han ikke isoleret i sin kritik af de kommunale fordelinger eller integrationsudfordringerne.

Disse udviklinger er relevante at påpege for at forstå, hvilket debatklima Vestegns-affæren i 1987 udspiller sig i.28 Ishøj får dette år afslag fra Indenrigsministeriet på tilskud fra den kommunale udligningsordning. Imens har den borgerlige Schlüter-regering varslet en reform af arbejdsløshedslovgivningen, hvilket indebærer en afkortning af den statsligt finansierede dagpengeperiode. Langtidsledige (der for Ishøjs vedkommende betyder mange indvandrere) vil dermed overgå til det kommunale kontanthjælpssystem. Dette betyder potentielt flere udgifter for kommunen.29

Ifølge sociologen Carl-Ulrik Schierup er disse tiltag grunden til, at Per Madsen i sommeren 1987 lancerer en hård offensiv i pressen mod indvandrere og flygtninge.30

Borgmesteren, der tidligere havde rost indvandrerne for deres arbejdsmoral og velorganiserede livsstil, talte nu om ”khomeinisering” og om ”ortodokse muhammedanere” i bybilledet. ”Man kan ikke blive ved med at bruge stadigt større ressourcer på mennesker, der ikke helhjertet går ind for at være danskere”, fastslår Madsen, eller sågar ”blive ved med at lovgive, som om alle har den samme kulturbaggrund.”31

Borgmesteren holder sig heller ikke tilbage i sine beskrivelser af problemets omfang: Han opfatter tilstandene i Ishøj som ”det Osmanniske riges genopståen” og understreger, at der er tale om ”en kulturkamp” og ”en religionskamp.”32

Korrekt politik og politisk korrekthed

S

kønt Per Madsen er højrøstet, står han ikke isoleret i sin kritik af de kommunale fordelinger eller integrationsudfordringerne. I 1987 har Socialdemokratiets indvandrerudvalg udarbejdet en rapport,33 der bl.a. argumenterer for en skærpelse af familiesammenføringsreglerne. Udvalget bag rapporten foreslår en årlig begrænsning på antallet af flygtninge og advarer om, at ”store koncentrationer af mennesker med en anden kulturbaggrund” må undgås, da det kan føre til ”ghettolignende forhold.”34

Skønt vestegnsborgmestrenes kritikpunkter blev forsøgt undermineret, skulle den ophedede diskussion om udlændinge dog komme til at påvirke forståelsen af ”ghettoisering” i offentligheden. Særligt kønsroller, indvandrerkvinders livsforhold og tvangsægteskaber er blevet emner i såvel offentligheden som internt i Socialdemokratiet. En række vestegnsborgmestre forsøger også at stille skarpt på ligestilling, værdikonflikter og en mere restriktiv asylpolitik.35 Den høje koncentration af tosprogede børn i enkelte kommuner lægger ligeledes et betydeligt pres på det kommunale skolevæsen, og formanden for Kommunernes Socialudvalg råber vagt i gevær: ”Vi skal være opmærksom på, at der kommer en del nye børn ind i f.eks. 7. klasse [som] intet forstår af det der bliver sagt […] Selvom man yder en massiv indsats, er man næsten sikker på at producere tabere.”36

To dage efter valgudskrivelsen i 1987 sender en række vestegnskommuner et opråb til Socialdemokratiets ledelse, hvori det hedder:

Udviklingen af store koncentrationer af mennesker med en kulturbaggrund, der er meget forskellig fra den danske, skal stoppes. Antallet af, hvor mange indvandrere og flygtninge der kan komme til Danmark, afhænger af løsningerne på [de kommunale] problemer. [Indvandrerne bør få] mulighed for at bo uden for [de nuværende] kommuner. En udtynding kan ske, ved at alle landets kommuner medvirker til at skabe bomuligheder.37

Men Socialdemokratiet, venstrefløjen og en række borgerlige partier forsøger i disse år at tage afstand fra fremmedhad og markere sig som ”humanister” i asyl- og integrationspolitikken.38 Man skal ikke nærme sig Fremskridtspartiets leder, der sammenligner flygtninge med arsenik, eller pastor Krarup, der beskylder Dansk Flygtningehjælp for at ”udøve åndelig terror eller voldtægt” mod den danske befolkning.

Det nye højre er født, og det vil de etablerede partier udgrænse.

Partitoppen i Socialdemokratiet lægger derfor afstand til diskussionen om kvoter og kulturkonflikter. Under Svend Aukens formandskab nedsættes i stedet en Udlændingekomité, der skal ”være mod racisme og for progressive holdninger”. Indvandrerudvalgets forslag om stramninger på udlændingeområdet skrinlægges. Imens bliver Per Madsen beskyldt for racisme af ”Ishøj-komiteen mod Fremmedhad” – formand Erik Mikkelsen kalder Madsen for en ”nålestribet grønjakke.”39

Spejlbilleder

Skønt vestegnsborgmestrenes kritikpunkter blev forsøgt undermineret, skulle den ophedede diskussion om udlændinge dog komme til at påvirke forståelsen af ”ghettoisering” i offentligheden. I deres analyse af Vestegns-oprøret fra midt-90’erne konkluderer Øystein Gaasholt og Lise Togeby:

Uden at forklejne de vanskeligheder, som nogle kommuner kæmper med, må man nok sige, at problemerne ikke er blevet mindre i borgmestrenes fremstilling […] Og borgmestrene har vidst at spille netop på mediernes interesse. Konflikten har i stort omfang udspillet sig netop gennem pressen.40

I tilfældet Ishøj var der ydermere tale om en kritik, der ikke blot afspejlede en problemopfattelse, men som også aktivt var med til at producere den: Per Madsen og Ishøj Kommune forsøgte således ihærdigt at skabe en fortælling om en nært forestående befolkningsudskiftning41 og om svært ”integrerbare”, kulturelt tilbagestående muslimer.

I 1990 havde kommunen således bestilt en rapport af kultursociologen Eyvind Vesselbo, der fik den ildevarslende titel I går, i dag, i overmorgen. Rapporten, der blev trykt og distribueret i 10.000 eksemplarer(!), beskrev med en række ”udviklingsmodeller”,42 hvordan 145 tyrkiske gæstearbejdere, der i 1969/70 havde bosat sig i Danmark, ville blive til mellem 5.080 og 8.566 personer i år 2000.

Per Madsen selv ville i 1989 proklamere, at ”muslimerne lever på middelalderstadiet”, og påstå, at tyrkernes ægteskabsmønstre førte til misdannede børn.43

De første udviklinger i retningen af en etnisk ”ghetto”-diskurs kan således anes allerede årene efter Madsens fremtoning i medierne: I 1988 erklærer Jyllands-Posten, at det ikke nytter ”at samle for mange flygtninge på afgrænsede steder. Derved får man netop ghettoerne, de særområder, hvor de fremmede forbliver fremmede”. En leder i Berlingske Tidende erklærer også, at der må være ”stor grund til bekymring”, når ”en enkelt kommune belastes så stærkt af indvandrere og flygtninge. Når så stor en del af befolkningen har oprindelse i fremmede kulturer, vil der uvægerligt blive skabt stemninger, som vender sig imod den […] risikoen for ghettoagtige forhold bliver stor.”44

Det er også i denne periode, at racistiske ”grønjakker”45 er begyndt at dukke op på Nørrebro og i det københavnske gadebillede. Som modsvar stifter en gruppe unge mænd med anden etnisk baggrund deres egen bande, som de døber ”Warriors.”46

I et stort opsat interview med Ekstra Bladet i august 1988 udtaler bandens selverklærede leder: ”Vold er uundgåeligt, hvis racismen skal bekæmpes. Du kan diskutere med én som Søren Krarup, men de racistiske drenge-bander er for hjernevaskede til at forstå [noget].”47 Pastor Krarup skriver få dage senere et indlæg i samme avis, hvor han leverer følgende konfliktanalyse48:

Kun frasefyldte politikere med samt [sic] deres allierede i medieverdenen og kredsen omkring Dansk Flygtningehjælp har været i tvivl om, at [en] indstrømning af væsensfremmede muslimer fra Mellemøsten og Asien ville resultere i ghettoer i denne homogene nationalstat […] Det har alt sammen været til at forudse.49

”Betonforstaden i Århus, Gellerup-planen, er igen hængt ud som ghetto”, skriver Ekstra Bladet et år senere: ”For 10 år siden skete det efter lang tids ophobning af socialt belastede familier. I dag handler det om, at kvarteret er overbefolket af fremmedarbejdere og indvandrere, som isolerer sig og ikke lærer dansk.”50

Under overfladen

A

t den lokalt forankrede kritik tog afsæt i virkelige problemer, skal ikke betvivles: I 1994 har f.eks. 85 pct. af børnene i Høje Taastrups skoledistrikt anden etnisk baggrund, og halvdelen forstår ikke dansk ved skolestarten. En skoleinspektør advarer i den forbindelse, at det danske samfund er ved at ”producere mennesker, der ikke er i stand til at klare sig på arbejdsmarkedet.”51 Da Hvidovre Kommune i begyndelsen af 1990’erne bryder loven og nægter at tildele flere boliger til flygtninge, står borgmester Britta Christensen da også fast: ”Jeg betaler gerne dagbøder for at få vist, hvor alvorligt dette er.”52

Dette skal dog også ses i konteksten af et stadig mere segregeret dansk boligmarked og en anvisningspolitik under Dansk Flygtningehjælp,53 der udelukkende kan trække på den almennyttige boligsektor. En artikel i Politiken, fra efteråret 1986, finder f.eks., at antallet af flygtninge er skævt fordelt mellem kommunerne i København og Nordsjælland, hvilket tilskrives boligforholdene og boligpolitikken i de forskellige kommuner.54

Danmarks rigeste kommune, Gentofte, modsætter sig endog kraftigt at skulle tage imod flygtninge igennem årene.55

Ifølge en rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, stiger antallet af personer i ”socialt udsatte boligområder” fra 1,9 procent i 1982, til 4,8 procent i 2004.56 Andelen af etniske minoriteter i udsatte boligområder, vokser også fra ca. 20 pct. i 1994 til 40 pct. i 2013.57 Et bosætningsstudie fra slutningen af 1990’erne fastslår i den forbindelse, at flygtninge og indvandrere ”er på vej til at udgøre en ny underklasse i de nordiske samfund”.58

Som følge af den vedvarende kommunale kritik nedsætter den nyvalgte Nyrup-regering et byudvalg, der skal kulegrave problemerne i den almennyttige boligsektor. I udvalgets rapport59 fra 1993 hedder det således: ”Der har i Danmark i de seneste årtier udviklet sig en række boligområder med store problemer, først og fremmest sociale. I den offentlige debat kaldes de – noget misvisende – for ghettoer.”60

Først i 1998 får Danmark sin første integrationslov. Dermed udvides og organiseres integrationsprogrammerne i regi af kommunerne. Ansvaret for boligplaceringen overgår også fra Dansk Flygtningehjælp til Udlændingestyrelsen, bl.a. via flygtningekvoter til de enkelte kommuner.61

Truslen fra det ydre

Første del af denne tekstserie forsøgte at vise, at de socialt udsatte boligområder i Danmark eksisterede og var præget af lav beskæftigelse, ”modborgerskab” og social uro, længe før flygtningefamilier fra det bredere Mellemøsten kom til at dominere beboerlisterne. At sådanne problemer gik forud for de etniske minoriteters ankomst, forhindrede dog ikke disse i med tiden at ”overtage” dem.

Det er f.eks. i 1992, at politiet første gang bliver opmærksom på en gruppe drenge med anden etnisk baggrund omkring Blågårds Plads på Nørrebro. Hells Angels har på dette tidspunkt etableret kontakt til gruppen, der i en periode kommer til at fungere som en art ”tæskehold”.

I løbet af få år glider Byudvalgsrapporten og kvarterløftsindsatser i baggrunden, mens ”ghettoisering” kobles til integrationsproblemer og den bredere diskussion om den danske udlændingepolitik.

Da den store nordiske rockerkrig62 rammer landet i midten af 90’erne, holder Blågårds Plads-gruppen sig dog bevidst uden for konflikten og bruger i stedet frirummet til at konsolidere deres magt i det kriminelle miljø. Ifølge flere kilder er det i netop denne periode, at kernemedlemmer kontakter hashbagmænd i Holland. Da støvet fra rockernes fejde har lagt sig, står gruppen stærkt i narkomiljøet, og omkring årtusindeskiftet er nye bander blevet en magtfaktor i den danske underverden.63

Udlændingepolitikken og det forhold, at etniske minoriteter i 1990’erne udgør en mere synlig og forholdsvist ressourcesvag, problemplaget gruppe i samfundet, bliver et fikspunkt i de politiske kampe, der præger dette årti. Særligt de kriminelle ”andengenerationsindvandrere” er et nyt og dominerende tema.

Med Dansk Folkepartis etablering i 1995 er den værdipolitiske akse også blevet en realitet. I partiets grundsyn er de sociale problemer blandt etniske minoriteter en misdannelse i samfundslegemet, der ofte kan relateres direkte til indvandrernes oprindelse i muslimske lande og et påstået kultursammenstød. Dette sættes over for en ærbar ”danskhed”, truet af erodering i et nyt, ”multietnisk” samfund. ”Nutidens indvandrere er for det meste mennesker fra den tredje verden og hovedsagelig muslimer, som ikke har nogen som helst vilje til at blive en del af danskheden”, hedder det.64

I løbet af få år glider Byudvalgsrapporten og kvarterløftsindsatser i baggrunden, mens ”ghettoisering” kobles til integrationsproblemer og den bredere diskussion om den danske udlændingepolitik.

Efter sammenstød med politiet og optøjer på Nørrebro i 1997 (der udråbes til ”amerikanske tilstande” af pressen)65 udtaler socialminister Karen Jespersen f.eks., at uromagerne ”ikke [har] lært samme ansvar over for samfundet som danskerne”, og ”de gør sig ikke klart, at for at leve i Danmark, må man være dansker”.66 Tre år senere meddeler Jespersen, at hendes eget parti ”burde have lyttet til Per Madsen”, og foreslår, at kriminelle asylansøgere sendes til øde interneringslejre.67

Det er også i året 1997, at Pia Kjærsgaard hævder, at ”ghetto efter ghetto skyder op specielt i de større danske byer: Vollsmose i Odense, Gjellerupparken i Århus, Nørrebro og Vesterbro i København og ikke mindst i de storkøbenhavnske kommuner ude på Vestegnen. I flere af områderne er over halvdelen af indbyggerne fremmede.”68 Ved partiets årsmøde i 1999 bliver ghettoproblematikken sågar løftestang for et vidtrækkende forslag fra partiforkvinden:

Ghettokriminaliteten er i dag af en sådan karakter og et sådant omfang, at det er nødvendigt at indføre helt nye metoder, som vi ikke hidtil har haft brug for i vort land. Dansk Folkeparti foreslår, at i tilfælde af, at en ung anden- eller måske tredjegenerationsindvandrer gentagne gange begår kriminalitet […] ja, så hjemsendes og repatrieres ikke alene den pågældende, men hele hans familie. Det er det eneste de har respekt for.69 [min fremhævning]

Ungdomspartiet går endnu længere. I en annonce (der forsvares af Kjærsgaard) advarer DF Ungdom om, at et ”multietnisk samfund” vil føre til ”massevoldtægter, grov vold, utryghed, tvangsægteskaber, kvindeundertrykkelse” og mere ”bandekriminalitet”. Annoncen er påtrykt et fotografi af unge, lyshårede piger, sat over for et billede af hætteklædte mænd, der fremviser koranen. ”Danmark i dag” står der under første billede. ”Danmark om 10 år” står der under det andet.70

”Det, jeg forstår ved et multietnisk samfund”, udtaler statsminister Poul Nyrup Rasmussen i januar 2000, ”som jeg ikke er tilhænger af, [det] er et samfund, der er delt. Et samfund, hvor sproget dansk ikke er det, alle taler. Et samfund med ghettodannelse, der får lov at passe sig selv”.71 ”Ghettoerne” er kort forinden blevet berørt i Nyrups nytårstale, hvor statsministeren erklærer:

Det er et reelt problem, hvis danske familier i deres egen opgang, i deres eget kvarter, i deres egen by, oplever, at de kommer i mindretal, at børnene får problemer i skolen – at de så at sige bliver ofre for en ghettodannelse. Det er et reelt problem, hvis danske familier i visse byområder begynder at føle sig som fremmede i deres eget land.72

Denne politiske diskurs harmonerer fint med en ny medielogik, karakteriseret ved en negativ ensretning i pressens dækning af etniske minoriteter.73

Jyllands-Posten erklærer sig i 1996 enige i et forslag om at sende unge kriminelle udlændinge til ”opdragelseslejre” i Egypten.74 DR’s daværende generalsekretær, Christian Nissen, erkender i 1998, efter kritik af kanalens dækning af udlændingestoffet: ”15 sekunders TV-Avis med fire unge indvandrere på en mørk gade, der banker to danskere, står stærkere i seernes oplevelse end fem temadebatter, hvor alle de rigtige meninger og alle de nødvendige nuancer bringes frem og afvejes mod hinanden.” Derimod, hævder Nissen, vil ”skildringen af de mange tusinde velfungerende indvandrere aldrig komme med i en nyhedsudsendelse, hvis vi bruger de gængse og velbegrundede nyhedskriterier.”75

Under Sven Ove Gades redaktørskab begynder Ekstra Bladet også en ny redaktionel linje,76 med kampagner som ”Godhedens pris” og ”De fremmede”. Under overskrifter som ”Hvad skal vi gøre med de fremmede?” og ”Hvor tolerante skal vi være?”, sætter avisen sensationelt fokus på bl.a. asylsnyd, kulturkonflikter og udnyttelse af det danske velfærdssystem. Det engang radikale medie, der et årti forinden havde udråbt Søren Krarup som ”hadets apostel”,77 bedyrer således i en leder, på befrielsesdagen d. 5. maj 1997:

Der gives en besættelse uden krig. Den lister sig ublodigt ind på os, tager umærkeligt magten over vores tilværelse, og magten over vores frihed som folkeslag. Europæismen og indvandringen er den nærværende trussel mod Danmarks frihed som folkeslag.78

I det klassiske studie I syv sind fra 1995 konkluderer forfatterne, at ca. 80 procent af danskerne (på dette tidspunkt) får størstedelen af deres viden og information om etniske minoriteter fra medierne.79

Det er i slipstrømmen af dette, at Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjorth Frederiksen overtager lederskabet i Venstre og gør udlændingepolitikken til en af partiets mærkesager.80 Partiet vinder i 2001 regeringsmagten efter en valgkamp, hvor 42 procent af alle artikler og tv-indslag har omhandlet udlændingestoffet.81 Kort før valgdagen har partiet trykt annoncer med billeder af palæstinensiske drenge på vej ud af retsbygningen i Aarhus – de er dømt i en omtalt sag om gruppevoldtægt af en 14-årig pige. ”Tid til forandring”, hedder sloganet.82

Valget gør Dansk Folkeparti til parlamentarisk grundlag for en borgerlig regering, med 22 mandater. Boligforsker Gunvor Christensen skriver om regeringsskiftets indflydelse på diskussionen om de udsatte boligområder:

I 2001 indtraf et regeringsskifte fra en socialdemokratisk-ledet regering til en liberal-ledet regering. Med skiftet blev det daværende By- og Boligministerium nedlagt. 2000’erne var præget af et meget stort fokus på den etniske segregation på boligmarkedet, og samtidig var 2000’erne præget af en ændring i retorikken i forhold til de udsatte boligområder og en kraftig betoning af fænomenet ghetto og ghettoisering.83

I sin nytårstale i 2004 slår statsminister Anders Fogh Rasmussen fast, at ”mange års fejlslagen udlændingepolitik har skabt indvandrerghettoer”. Samme år kommer udspillet ”Regeringens strategi mod ghettoisering”, der er udgivet af det nyoprettede Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

En ny æra er begyndt.

Jarl Sidelmann er uddannet fysiker fra Københavns Universitet og arbejder i dag som analytiker for et realkreditinstitut. Han er bosat i Vangede, i en ejerbolig.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Her skriver udvalget bl.a.:

    Det må konkluderes, at årsagerne til, at 3. landsindvandrerne er bosat koncentreret i et begrænset antal kommuner i landet, fortsat er at finde i de arbejdsmarkedsforhold, der eksisterede i landet i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, sammenholdt med forholdene på boligmarkedet på daværende tidspunkt, hvor der i visse områder var ledige lejeboliger inden for den almennyttige sektor […].

    Indvandrerrådet vurderer tilsvarende i rapporten, at det har været udbuddet af boliger, der har været den ”afgørende faktor, kombineret med indvandrernes økonomiske formåen”. Rådet anbefaler ikke en spredning, men derimod styrkede integrationsindsatser i områderne og støtte til en ”boligplacering i andre områder”. Betænkning om indvandrernes bosætningsmønster (Indenrigsministeriet, 1986), s. 11-13, 74-75.

  2. Ibid., s. 72-73.
  3. Dette var også temaet for første del af denne essayserie.
  4. Betænkning om indvandrernes bosætningsmønster (Indenrigsministeriet, 1986), s. 83.
  5. I sommeren 1985 angriber hundredvis af danskere en gruppe iranske flygtninge, ved et asylcenter i Kalundborg. Episoden sender chokbølger gennem landet. Voldelige og racistiske grupper, herunder de såkaldte ”grønjakker”, dukker også op i denne periode. Efter Mogens Glistrups løsladelse i 1985, markerer Fremskridtspartiet sig stærkt i udlændingedebatten, med hysteriske og voldsomme angreb på ”muhammedanere”.
  6. I forlængelse af sin offentlige kampagne mod Landsindsamlingen, stifter Krarup i 1986 Komitéen mod Flygtningeloven. Denne bliver delvist grobund for Den Danske Forening i 1987, som, foruden Krarup selv, også tæller fætteren Jesper Langballe, Søren Espersen, Ole Hasselbalch og flere centrale skikkelser fra fremtidens nationalistiske højrefløj blandt medlemmerne. Mange bliver senere en del af partiapparatet i Dansk Folkeparti.
  7. For eksempler, se bl.a. Mattias Tesfaye, ”Vi forsøger ikke at ligne Dansk Folkeparti”, Altinget (8. november 2018) eller  Leny Malacinski, ”S-borgmester: Svend Auken begik en fejl, og vi er ikke kommet os endnu”, Zetland (22. november 2016): https://www.altinget.dk/artikel/mattias-tesfaye-vi-forsoeger-ikke-at-ligne-dansk-folkeparti, https://www.zetland.dk/historie/seryYLqN-aoGnaWjb-25b59 
  8. Thomas Lund, ”Mette Frederiksen: Vestegnsborgmestrene havde ret”, DR Nyheder (19. januar 2016): https://www.dr.dk/nyheder/politik/mette-frederiksen-vestegnsborgmestrene-havde-ret
  9. I løbet af 1980’erne havde bl.a. John Winther-udvalget publiceret deres rapport om de ”samspilsramte” boligområder, hvor der blev advaret om ”meget klare tendenser til social opsplitning på boligmarkedet”. Dette blev fulgt op af den første omprioriteringslov i 1985, som satte midler af til huslejestøtte og udbedring af byggefejl. Se også første del af denne serie. Gunvor Christensen, ”Kommer Parallelsamfundsaftalen til at have betydning for social ulighed og segregering på boligmarkedet?”, Samfundsøkonomen 3/2020, s. 22.
  10. Jesper Visti Hansen, Bypolitik og Velfærdsstat (ph.d.-afhandling, Roskilde Universitet, 2008), s. 124.
  11. ”Ghetto”-begrebet har dog fra begyndelsen af indvandringen kunne spores i debatten om f.eks. gæstearbejderne. F.eks. i Dansk Arbejdsgiverforenings Jens Fiskers nu berømte kronik ”Velkommen Mustafa” fra 1970, hvor han advarer at: ”100.000 gæstearbejdere i ghettolignende byområder i København vil nødvendigvis medføre tyveri, voldtægt, mord og blodige sammenstød i et omfang, som tåler sammenligning med USA’s storbyer. Vi vil så blive nødt til at forbyde vore børn og unge at omgås dem. Vi vil blive nødt til at lave særlove mod dem – eller at smide dem ud af landet, som schweizerne gjorde, og betale hvad det koster”. Se Jens Fisker, ”Velkommen Mustafa”, Arbejdsgiveren, Årg. 71, nr. 6, 1970. s. 34-36: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/velkommen-mustafa-kronik-af-direktoer-jens-fisker-dansk-arbejdsgiverforening-1970/
  12. Carl-Ulrik Schierup, På Kulturens Slagmark (Syddansk Universitetsforlag, 1993), s. 45.
  13. Indvandrerrapport I (Ishøj Kommune, 1975), s. 2 og Indvandrerrapport II (Ishøj Kommune, 1978), s. 28. Heidi Vad Jønsson pointer, i sin bog om socialdemokratiets historiske integrationspolitik, at annoncen i Fremmedarbejderbladet var trykt på dansk, og at man derfor kan overveje, hvor stor en indflydelse den reelt set havde på indflytningen i kommunen. Heidi Vad Jønsson, Fra lige muligheder til ret og pligt, Syddansk Universitetsforlag, 2018, s. 47.
  14. ”De rige vender gæstearbejderne ryggen”, Ekstra Bladet (6. oktober 1975).
  15. Berlingske Tidende (1. august, 1976). Artiklen kan læses på https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/ishoejs-borgmester-per-madsen-s-om-indvandring-i-berlingske-tidende-1976/
  16. Ibid.
  17. Der skrives bl.a.: ”Uden en statslig indvandringspolitik, som tager sigte på at give indvandrerne mulighed for at bevare egen kultur [og] som samtidig kan skabe grundlag for, at den danske befolkning bliver i stand til at modtage og omgås indvandrere positivt og accepteres deres kultur, vil det være vanskeligt for kommunerne at gennemføre en sådan politik lokalt. Det er dog under alle omstændigheder nødvendigt, at kommunerne hver for sig og sammen iværksætter aktiviteter, som giver mulighed for et pluralistisk samfund”. Indvandrerrapport II (Ishøj Kommune, 1978), s. 38.
  18. F.eks. understreges det, at ”indvandrernes religion, kulturmønster [og] familieliv bør der være mulighed for at opretholde og videreudvikle,” og om ”muslim-indvandrere” hedder det, at ”man bør nok værne om deres kultur og kun forsøge en integration, en tilpasning i vort samfund, som ikke kan skade. Tvinges de ind i en integration, opnår vi en splittelse i deres sind og levevis, som kan være en katastrofe”. Ibid., s. 24 og 119.
  19. Indvandrerrapport I (Ishøj Kommune, 1975), s. 29, 31-35.
  20. Den mest kritiske bemærkning drejer sig om en potentiel ”generationskløft” mellem efterkommergenerationen og deres forældre. Dette henviser til et modsætningsforhold, mellem den danske skolepædagogik (kontra hjemmet), arrangerede ægteskaber og en mere liberal dansk ungdomskultur – hvoraf sidstnævnte, ifølge rapport nr. 2, kan føre til ”overdrevet spiritusforbrug – og eventuelt voldtægt og slagsmål” blandt ”de [unge indvandrere der] ikke overholder forbuddet”. Rapportens forståelse for indvandrernes kultur og islam synes dog også at være temmelig begrænset, og visse steder tangerende det decideret komiske. Bl.a. skrives der: ”Måske er man nødt til at pege på religionen Islam [ift. indvandrernes status i samfundet], som jo i høj grad er medvirkende til, at man ikke har de ambitioner, som man har i den vestlige verden. Ifølge Islam venter et bedre liv efter døden. Derfor er det jo egentlig rystende ligegyldigt, hvad man bestiller i dette liv, bare man har penge til dagen og vejen og ikke behøver at sulte”. Hvordan forventningen om ”et liv efter døden” skulle være særlig for islam og derved udgøre en årsagsforklaring i denne forbindelse, kan man kun gisne om. I første indvandrerrapport konkluderes det, at ”man ved, at nationaliteter, der er nært beslægtet med indvandringslandet […] let og igennem [en] forholdsvis kort årrække har ladet sig fuldstændigt integrere, medens det er er sværere at integrere fjernere nationaliteter, og meget svært hvis der også er tale om vidt forskellige religioner, kulturmønstre m.v.”, hvorefter rapporten som eksempler på dette nævner ”indere, pakistanere og jøder [sic]”. Se Indvandrerrapport II (Ishøj Kommune, 1978)., s. 120-121. Indvandrerrapport I (Ishøj Kommune, 1975), s. 10.
  21. Heidi Vad Jønsson, Fra lige muligheder til ret og pligt (Syddansk Universitetsforlag, 2018), s. 48. Indvandrerrapport II (Ishøj Kommune), s. 21.
  22. Dette gøres på baggrund af ikke-nærmere specificerede ”erfaringer fra udlandet.” Det tætteste man umiddelbart kan komme på, hvad disse ”erfaringer” måtte være, er Per Madsens egne ord i Mattias Tesfayes Velkommen Mustafa: ”Til åbningen [af Ishøjs første bibliotek] mødte jeg nogle af vores lokale pakistanere. De havde boet i London. Jeg glemmer aldrig, hvad de sagde til mig. Husk på, sagde de, der skal maksimalt være ti procent med udenlandsk baggrund i et boligområde. Ellers bliver folk ikke integreret […] Der kommer ghettoer, sagde de. De ti procent noterede jeg mig.” Heidi vad Jønsson citerer indvandrerrapporterne for, at ”teorien” om de 10 pct. blev understøttet af chefredaktør for Fremmedarbejderbladet, Ole Hammer. Indvandrerrapport II (Ishøj Kommune, 1978), s. 23 og 45. Per Madsen i Mattias Tesfaye, Velkommen Mustafa, Gyldendal, 2017, s. 56.
  23. I sin redegørelse hæftede ombudsmanden sig ved, at ”der i Ishøj kommune har foreligget særlige og væsentlige problemer vedrørende en forsvarlige integration af ”gæstearbejdere” i kommunens øvrige befolkning” og at Per Madsens henstilling var ”angivet med henblik på at modvirke disse problemer”, hvorfor der ikke var ”grundlag for at udtale kritik” af henstillingen. Citeret i Heidi Vad Jønsson, Fra lige muligheder til ret og pligt Syddansk Universitetsforlag, 2018, s. 51-52.
  24. Anne Martens og Katrine Stenild, ”Integrationspolitikkens historie og den integrationspolitiske dagsorden”, Samfundsøkonomen nr. 1 (marts, 2009).
  25. Ifølge en af 1980’ernes store navne i integrationsforskningen, Jørgen Würtz-Sørensen, var der ikke i den offentlige debat et stort fokus på, hvorvidt indvandrernes ville påvirke dansk kultur (eller omvendt), og om dette i givent fald overhovedet ville være negativt. Jørgen Würtz Sørensen, ”Danskerne og de fremmede i 80’erne”, Grus (27, 10. årgang, 1989), s. 61ff.
  26. Øystein Gaasholt og Lise Togeby, I syv sind, Politica, 1995 [1996], s. 28-29.
  27. Om Sørens Krarups indflydelse på højrefløjen i 1980’erne og på dansk politik i det hele taget, se Rune Engelbreth, Det nye højre, Tiderne Skifter, 2001.
  28. Carl-Ulrik Schierup, På Kulturens Slagmark (Syddansk Universitetsforlag, 1993), s. 59. Se i den forbindelse Lars Jørgensens betragtninger, gengivet i fodnote 34.
  29. Journalisten Nils Ufer (der nærmest førte kampagne mod Per Madsen i avisen Information) gennemgik i 1987 Ishøjs budgetter. Ifølge Ufers analyse var de økonomiske problemer i kommunen kombinationen af et lavt beskatningsgrundlag, den høje arbejdsløshed (9,5 procent af arbejdsstyrken – i alt 1.040 personer, heraf 420 indvandrere i juli 1987) og det faktum, at Ishøj var en ny kommune med mange offentlige udbygningsprojekter. I alt 60-70 mio. af kommunens skatteindtægter (på i alt 900 mio.) var ydermere beslaglagt til afdrag og renter på dens høje statsgæld (530 mio.) – det gennemsnitlige afdrag pr. indbygger var således 3.403 kr., hvor amtets til sammenligning var 448 kr. Disse forhold gjorde, at Ishøj ikke kunne ”overleve ved egen kraft”, og kommunen fik da også øget bloktilskud, samt penge fra statslige udligningsordninger: i alt 4.274 kroner pr. indbygger, sat over for 2.139 kroner pr. københavner og 2.984 kroner for hele landet. Ishøjs merudgifter til indvandrerne udgjorde, ifølge Ufers beregninger, ca. 11 mio. kroner, hvoraf ca. 7,5 mio. blev modsvaret af udligningsordningen og diverse bidrag. I alt, konkluderer Ufer, var ”årsagen til fattigdommen [i kommunen] ikke indvandrerne”, men derimod ”kommunens gæld på over en halv milliard kroner”. Til trods for at være et partsindlæg er Ufers bog om Ishøj og indvandrerne faktisk et ganske perspektivrigt studie. Flere kilder, der hhv. støtter og er kritiske over for Per Madsen, bliver hørt på en lang række emner, som f.eks. indskolingen og sprogproblemer, arrangerede ægteskaber og indvandrernes møde med det danske arbejdsløshedssystem. Nils Ufer, Set fra Ishøj, Forfatteren & Informations Forlag, 1988, s. 47-50.
  30. Denne opfattelse deler integrationsforskeren Jørgen Würtz-Sørensen. Med udgangspunkt i Ishøj Kommunes indvandrerrapporters ”etnocentriske fordomme” og ”stereotyper”, argumenterer Lars Jørgensen i sin ph.d.-afhandling Hvad sagde vi! … om ”De Andre” dog for, at der ikke reelt set var tale om et ”holdningsskift” hos Per Madsen. Han skriver: ”Man kan således hævde, at opfattelsen af de etniske minoriteter, således som den blev formuleret af Ishøjs borgmester og senere af andre socialdemokratiske lokalpolitikere [i 1980’erne] ikke var forandret, bortset fra, at den nu var formuleret uden overbærenhed over for ”de fremmede”. Kritikken annekterede så at sige den sammenblanding af indvandrere og flygtninge, samt den sprogbrug og de standpunkter fra den offentlige debat, som efterhånden var blevet luftet så ofte, at de ikke længere var diskvalificerende fra ”det gode selskab”. Samtidigt med, at det var lykkedes for de ”partiløse” kritikere at udgrænse det såkaldte ”gode selskab,” til at være en elitær gruppe som omkostningsfrit tillod sig at tale om tolerance og åbenhed, men med bopæl i sikker afstand, f.eks. i Nordsjællands velhaverkommuner. Denne elite var ikke i stand til at anvise brugbare løsninger på ”integrationsproblemet”, for det var ikke deres problem”. Se Lars Jørgensen, Hvad sagde vi! … om ”De Andre” (Ph.d., Roskilde Universitet, 2006), s. 199. Jørgen Würtz Sørensen, Hvor Dansk? Så Dansk! Den politiske debat om indvandrerintegration i 70’erne og 80’erne (Center for Kulturforskning, 1988), s. 29. Carl-Ulrik Schierup, På Kulturens Slagmark (Syddansk Universitetsforlag, 1993), s. 59.
  31. Ekstra Bladet (11. august 1987). Se https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/interview-med-ishoejs-borgmester-per-madsen-s-i-ekstra-bladet-1987/. Lars Jørgensen, Hvad sagde vi! … om ”De Andre” (ph.d.-afhandling, Roskilde Universitetscenter, 2006), s. 204.
  32. Se Kampen om indvandringen, afsnit 3 (Danmarks Radio, 2012), https://www.dr.dk/drtv/se/kampen-om-indvandringen_-oproeret-paa-vestegnen_49183.
  33. Socialdemokratiet er igennem årene blevet beskyldt for bevidst at have undergravet denne rapport, op til det kommende folketingsvalg. I sin bog om partiets integrationspolitik når historikeren Heidi vad Jønsson dog frem til en anden konklusion. Hun skriver: ”[En] analyse af hovedbestyrelsens og forretningsudvalgets referater” tegner et ”mere nuanceret billede af forløbet i sommeren og efteråret 1987”. Jønsson konkluderer, at rapporten blev præsenteret for og debatteret af Socialdemokratiets hovedbestyrelse i juni 1987. Her fandt formand Anker Jørgensen, at papiret rejste ”centrale spørgsmål” om indvandrernes forhold og integrationen som dog først, på baggrund af interne uenigheder i hovedbestyrelsen, kunne ”fremlægges til hovedbestyrelsens næste møde til godkendelse”. I alt, konkluder Jønsson, var det ”uoverensstemmelser i hovedbestyrelsen, der bevirkede en udsættelse af behandling og godkendelse af [udvalgsforkvinde] Vibeke Storm Rasmussens rapport”, ikke et bevidst forsøg på at undertrykke den fra partiets side. Efter Per Madsens voldsomme frembrud i medierne bliver udlændingepolitikken igen rejst på et møde i partiets hovedbestyrelse, i august 1987. Her udtrykkes der beklagelse over, at ”et fælles papir udarbejdet af Flygtninge- og Indvandrerudvalget og folketingsgruppen endnu ikke [er] udarbejdet”. Efter lækningen af rapportens konklusioner til pressen, udtalte gruppesekretær Torben Lund, at rapporten ikke var blevet tilbageholdt, men at den derimod ”ikke var færdig”, hvilket Vibeke Storm Rasmussen dog afviste. Svend Auken benægtede senere at der forelå en rapport i egentlig forstand: ”På hovedbestyrelsens møde [i sommer] blev det besluttet, at indvandrerudvalget og de folketingsmedlemmer, der arbejder med flygtningepolitikken, skulle sætte sig sammen og forsøge at nå til enighed om holdningen, fordi der var forskellige opfattelser. Det lykkedes heller ikke og derfor foreslår vi nu nedsættelsen af et nyt udvalg, så der kan findes fælles holdning. […] I kraft af den manglende enighed, kan man heller ikke sige, at der foreligger en rapport”. Auken udtalte ved et efterfølgende gruppemøde, at ”indvandrerudvalget har været til stort besvær, efter at en række af udvalgets nye forslag om stramninger i flygtningepolitikken er kommet frem i offentligheden” og uddybede senere til Politiken: ”Når det yderste højre og det yderste venstre [Preben Møller Hansens Fælles Kurs] går sammen om at bruge indvandrerne som prügelknabe, så er det tid for arbejderbevægelsen at mobilisere omkring solidaritets- og retfærdighedsholdninger”. Både Jønssons og Mattias Tesfayes gennemgang af forløbet efterlader ikke desto mindre et klart indtryk af, at Svend Auken ønskede at lægge afstand til indvandrerudvalgets forslag, ved at pege partiets integrationspolitik i en mere ”humanistisk” retning. Se Heidi vad Jønsson, Fra lige muligheder til ret og pligt (Syddansk Universitetsforlag, 2018), s. 73-75. Citater i Mattias Tesfaye, Velkommen Mustafa, Gyldendal, 2017, s. 112, 116-117. Auken, citeret i Morten Uhrskov, Et Delt Folk, Lysias, 2008, s. 109.
  34. Mattias Tesfaye, Velkommen Mustafa, Gyldendal, 2017, s. 73.
  35. Heidi vad Jønsson, Fra lige muligheder til ret og pligt, Syddansk Universitets Forlag, 2018, kapitel 3.
  36. Mattias Tesfaye, Velkommen Mustafa, Gyldendal, 2017, s. 106.
  37. Ibid., s. 111.
  38. Linjen hos Venstre blev i årene omkring 1980 tegnet af bl.a. Peter Brixtofte, der fremførte, at danskerne kunne lære noget af indvandrerne, især ”på det familiemæssige område”. Brixtofte mente bl.a., at det ikke ville være ”særlig[t] flatterende for den danske kultur og for den danske befolkning, hvis vi ikke er i stand til at klare udfordringen [i at leve med folk fra andre kulturer], men i stedet forfalder til national selvglæde grænsende til nationalisme”. Som reaktion på Søren Krarups artikel mod landsindsamlingen i efteråret 1986 udtrykte Venstres Poul Hartling, at kampagnen var udtryk for ”fanatisme, panik [og] hysteri”, og at den gik ”langt ud over hvad der ligger kendsgerninger bagved”. Hartling vurderede, at Krarup dyrkede ”en angst for noget der ikke er der eller en spekulation i den angst”. Krarup selv citerer Venstres Bjørn Elmquist for, under behandlingen af flygtningeloven (som Venstre og Konservative begge stemte for), at have udtalt: ”Vi kan nu sige, at vi [med denne lov] i hvert fald herhjemme i vort eget hus gør, hvad vi kan, for ikke at diskriminere på national basis”. Fra borgerlig side blev der (i tale) til langt op i 1990’erne lagt vægt på en ”humanistisk” behandling af flygtninge og taget afstand fra den yderste højrefløj. Efter stiftelsen af Dansk Folkeparti i 1995 udtaler Det Konservative Folkepartis formand Hans Engell bl.a., at det nye, højrenationalistiske parti ”aldrig kan udgøre det solide parlamentariske grundlag for en borgerlig regering”, og senere formand Bendt Bendtsen understreger: ”Glistrup og Kjærsgaard kommer aldrig – aldrig – ind i formelt samarbejde med den borgerlige regering”. Venstres Troels Lund Poulsen udtaler: ”Der må aldrig være tvivl om, at vi er et liberalt parti i Venstre, som tager afstand fra de to partier på den yderste højrefløj, som hedder Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti”. På Venstres landsmøde i 1997 gør formand Uffe Ellemann-Jensen det klart: ”Som liberale må vi tage skarp afstand fra racisme og fremmedhad. […] vores udlændingepolitik har et humanitært udgangspunkt”. Op til folketingsvalget i 1998 erklærer Ellemann-Jensen, at ”vi vil overhovedet ikke gå i forhandlinger med [Dansk Folkeparti]. De vil ikke få nogen indflydelse”. Jørgen Würtz Sørensen, ”Danskernes og de fremmede i 80’erne”, Grus (27, 10. årgang, 1989), s. 61. Bent Jensen, De fremmede i dansk avisdebat, Spektrum, 2000, s. 432. Morten Uhrskov, Et delt folk, Lysias, 2008, s. 30. Søren Krarup, National Værnepligt, Gyldendal, 2009, s. 22. Ellemann, citeret i Hans Mortensen, Tid til forvandling, Gyldendal, 2008, s. 148. For mere om de interne opgør om udlændingepolitikken i Venstre, se desuden Mortensen s. 141-150. Ellemann, citeret i Aydin Soei, Vrede Unge Mænd, Tiderne Skifter, 2008, s. 54. Flere citater kan findes i Helle Hansens dokumentarfilm Ordet fanger fra 2012.
  39. Heidi vad Jønsson, Fra lige muligheder til ret og pligt, Syddansk Universitets Forlag, s. 69. Morten Uhrskov, Et Delt Folk, Lysias, 2008, s. 112.
  40. Øystein Gaashalt og Lise Togeby, I syv sind (Politica, 1995 [1996]), s. 160.
  41. I forlængelse af Madsens udbrud i pressen i 1987 præsenterer Ishøjs viceborgmester en undersøgelse af indvandrernes fertilitet i kommunen. Undersøgelsen konkluderer, at 23 tilfældigt udvalgte indvandrere, der flyttede til Ishøj i 1970, i 1987 var ”blevet til” 371 personer gennem ægteskaber, børnefødsler og familiesammenføringer. Dette møder dog voldsom kritik i offentligheden – viceborgmesteren har fremskrevet tallene på en sådan måde, at der i år 2000 vil være en halv million tyrkere i Danmark. Nils Ufer, Set fra Ishøj, Forfatteren & Informations Forlag, 1988, s. 54.
  42. Kultursociologen Christian Horst udgav samme år en stærkt kritisk rapport (Kan tal diskriminere?, Sydjysk Universitetsforlag, 1990), hvor han analyserede Vesselbos metodik og begrebskatalog. Horst påpeger bl.a., hvordan Vesselbo anskuer de 145 tyrkiske mænd som en grundpopulation, der øges i tilvækst gennem enhver familiesammenføring, børnefødsel og enhver fremtidig generations familiesammenføringer og børnefødsler – frem for at tage udgangspunkt i den oprindelige kernefamiliepopulation (mænd, hustruer og børn – i alt 756 personer). Ægtefæller, børn, svigerbørn, børnebørn, ”svigerbørnebørn” etc. tæller således, i Vesselbos metodevalg, som en ”forøgelse” af den oprindelige grundpopulation, hvorved han kommer frem til sine fremskrivningsfaktorer. Vesselbos forskervalg træder specielt frem på den omtalte rapports side 18, hvor der skrives: ”Tallene [for familiesammenføringer] viser, at hver af de 145 mænd som kom til Danmark i 1969/70 […] på 20 år har familiesammenført i gennemsnit 4,6 personer til Danmark direkte. Går man videre til 2. generations ægtefæller og 3. generation m.v. bliver tallet 7,2 person”. Vesselbo mener her ikke, at 2. generation familiesammenfører flere personer end 1. generation (som man ellers ville læse sætningen og som er forkert), men at de 7,2 sammenførte personer er den akkumulerede tilvækst fra 2. generations ægtefæller og deres efterkommere, ført tilbage til faderen fra 1. generation.  Der er således, som Horst påpeger, tale om ”slægtsskabsforståelse i akkumuleret form” og ”god gammeldags købmandsregning” (Horst, s. 14). Vesselbos daglige chef i Danmarks Statistik, Lars Thygesen, kaldte rapporten for ”partsforskning” og ”bestilt arbejde” og svor, at ”vores forskning vil holde et helt anderledes kvalitetsniveau [i fremtiden]”. For et fascinerende interview med Eyvind Vesselbo og hans problemanskuelse, se Rasmus Nielsen, ”Den politiske profet der fik ret”, TV2 News (27. januar 2006), https://nyheder.tv2.dk/article.php/id-3523811%27.
  43. Danskeren (nr. 1, 1989), s. 3. Se også ”Mis-forskning”, Politiken (22. marts 1988).
  44. Morten Uhrskov, Et Delt Folk, Lysias, 2008, s. 115.
  45. Gruppe inspireret af bl.a. Ku Klux Klan, der i 1980’erne stod bag flere voldelige overfald på udlændinge.
  46. Årsagen til bandens stiftelse, var et (angiveligt) racistisk overfald på Nørrebro. Mette Mayli Albæk, Louise Dalsgaard & Natascha Rée Mikkelsen, Terroristen fra Nørrebro (Politikens Forlag, 2019), s. 47.
  47. Torsten Jansen, ”Bare kald mig mafioso”, Ekstra Bladet (15. august 1988).
  48. Året forinden, har Krarups ”Komité mod Flygtningeloven” udgivet bogen Hvad med Danmark? Her giver faghistorikeren Sune Dalgaard udtryk for, at flere danske bykvarterer er blevet som ”fremmede verdensdeles kolonier” i det danske samfund. Hvad med Danmark?, Forlaget KONTRAST, Komiteen mod Flygtningeloven, 1987, s. 27.
  49. Søren Krarup, ”Advarsel”, Ekstra Bladet (26. august 1988).
  50. Peter Bresemann, ”Nogle kan ikke et kuk, andre taler fint dansk”, Ekstra Bladet (7. marts 1989).
  51. Citeret i Mattias Tesfaye, Velkommen Mustafa, Gyldendal, 2018, s. 156-157.
  52. Mattias Tesfaye, Velkommen Mustafa, Gyldendal, 2018, s. 149-150, 154.
  53. Det er på dette tidspunkt Den Centrale Integrationsafdeling i København, der sender flygtningene ud til Flygtningehjælpens syv regionale integrationsafdelinger, som derefter foretager den endelige boligplacering. Boliganvisningen skal på dette tidspunkt ”tage hensyn” til antallet af flygtninge og indvandrere i de respektive kommuner”, foruden også indvandrernes ”egne ønsker om at bo i et bestemt område, typisk i nærheden af familie eller nære venner”. Efter ankomst til Danmark, gennemgår flygtninge et 18-måneders introduktionsprogram, med undervisning i sprog, dansk kultur og jobtræning. Første rapport fra byudvalget (Indenrigsministeriet, 1993), bilag s. 8-9. Anne Martens og Katrine Stenild, ”Integrationspolitikkens historie og den integrationspolitiske dagsorden”, Samfundsøkonomen nr. 1 (marts, 2009).
  54. I artiklen hedder det, at: ”Den tungeste del af læsset trækkes af kommuner, som i forvejen har mange sociale klienter, mens de velstillede kommuner nord for København huser få flygtninge […] Typisk for [flygtninge]kommuner er, at de har meget almennyttigt boligbyggeri, hvor flygtningene har kunnet komme ind. Omvendt synes parcelhusområderne nord for København stort set at være lukket land for flygtningene.” En kontorchef fra Kommunernes Landsforening citeres: ”Det er nok ikke forkert at sige, at den skæve geografiske spredning i et vist omfang er en afspejling af boligforholdene og boligpolitikken i de forskellige kommuner.” 1986/1 BSF 65.
  55. I 1993 siger Gentofte, som den eneste kommune i Københavns Amt, ”nej” til en frivillig fordelingsplan for flygtninge, som der ellers var enighed om blandt amtets øvrige borgmestre. Ifølge planen, skal Gentofte modtage 58 flygtninge om året, svarende til anskaffelsen af ca. 15 boliger. Sagen ender da Gentofte, som den eneste kommune i Københavns Amt, ikke selv anviser flygtninge til boliger – Dansk Flygtningehjælp får i stedet mulighed for at leje boliger i kommunen via staten. Med integrationsloven i 1998, bliver Gentofte pålagt at skulle tage imod flygtninge efter de nye fordelingsplaner. Til gengæld bliver en særlig støttepulje oprettet til kommuner med høje boligudgifter. De følgende år modtager Gentofte Kommune således 14,5 millioner puljekroner til opkøb og istandsættelse af boliger, uden krav om tilbagebetaling til staten ved et senere salg. I 2001 protesterer Gentoftes kommunalbestyrelse dog over en afgørelse, der påkræver kommunen at skulle modtage 102 flygtninge. Ifølge Kommunernes Landsforening, står Gentofte Kommune alene med deres protest, over ikke at ville tage imod nye flygtninge dette år. Kommunen bryder senere integrationsloven, da de indkvarterer flygtninge på midlertidige lejekontrakter i de opkøbte boliger. Dette gør kommunen, med henblik på at tjene på et senere salg, når den 3-årige lejekontrakt er udløbet. Fremtidige flygtninge planlægger kommunen at indkvarterer på en støjgrund, ”kilet ind mellem to motorveje og en S-togsbane”. Sagen fører til en dom over kommunen ved Østre Landsret. I 2015 år ændres reglerne for fordelingskriterierne blandt kommunerne: Au pair-piger og veluddannede expats-familier tæller ikke længere med i flygtningekvoterne. Dette indebærer, at Gentofte kommune, fra at have taget imod mellem 34 og 89 flygtninge de foregående år, nu skal op på 200. Borgmester Hans Toft kalder antallet ”urimeligt” og ”uanstændigt”, og udtaler: ”Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen [kommune], der har så store problemer som os” mht. til at finde egnede flygtningeboliger. Han foreslår i stedet, at Gentofte får lov til at bygge almene boliger udenfor kommunegrænsen, som flygtninge kan bo i: ”Vi [skal] have lov til at placere flygtningene i en anden kommune i eksisterende bygninger, men måske også få lov til at opføre almene boliger i en anden kommune, tæt på vores egen”. Hanne Fall Nielsen, ”Gentofte afviser flygtninge”, Politiken (2. september, 1993). Hanne Fall Nielsen og Mette Anthonsen, ”Flygtninge til Gentofte”, Politiken (25. september, 1993). Susanne Nielsen, ”Weiss beskyldes for at drive politisk hetz”, Politiken (29. september, 1993). Jesper Termansen, ”Flygtningeboligerne i rigmandskommunen”, Berlingske Tidende (1 maj. 2005): https://www.berlingske.dk/samfund/flygtningeboligerne-i-rigmandskommunen. Kristeligt Dagblad (29. august 2006) via Ritzau: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/gentofte-d%C3%B8mt-huse-flygtninge-ulovligt. Emil Færch, ”Borgmester i en af landets rigeste kommuner skal modtage 200 flygtninge: Det er uanstændigt”, TV2 Lorry (14. januar 2017): https://nyheder.tv2.dk/politik/2017-01-14-borgmester-i-en-af-landets-rigeste-kommuner-skal-modtage-200-flygtninge-det-er. Ronja Melander, ”Gentofte vil have lov at betale for at bosætte flygtninge uden for kommunegrænsen”, Jyllands-Posten (27. august, 2017): https://jyllands-posten.dk/indland/ECE9819972/gentofte-vil-have-lov-at-betale-for-at-bosaette-flygtninge-uden-for-kommunegraensen/
  56. Se ”250.000 bor i ghetto i Danmark”, Politiken (19. april 2004): https://politiken.dk/indland/art4899996/250.000-bor-i-ghetto-i-Danmark. ’
  57. Claus Bech Danielsen og Gunvor Christensen, Boligområder i bevægelse (Landsbyggefonden, 2017), s. 26.
  58. Tina Charlotte Kjær, Indvandreres og flyktninges bokoncentrationer i Danmark, Norge, Sverige og Finland (Nordisk Ministerråd, 1996), s. 16-17.
  59. Udvalgsrapporten skriver bl.a., at ”det er karakteristisk at det almennyttige boligbyggeri, fra at have en overrepræsentation af børnefamilier, har udviklet sig til at være stærkt præget af enlige, herunder enlige mødre med børn. Og den almennyttige sektor er kommet til at rumme en overvægt af økonomisk og socialt dårligt stillede grupper”. Første rapport fra byudvalget (Indenrigsministeriet, 1993), bilag I, s. 1-2.
  60. Ibid., s. 1.
  61. Anne Martens og Katrine Stenild, ”Integrationspolitikkens historie og den integrationspolitiske dagsorden”, Samfundsøkonomen nr. 1. Chantal Pohl Nielsen og Kræn Blume Jensen, ”Integrationslovens betydning for flygtninges bosætning”, AKF forlag, 2006, s. 7 og 24.
  62. Konfrontationerne mellem Hells Angels og Bandidos i Norden, resulterede i 11 drab (heraf 5 i Danmark) og 74 drabsforsøg i årene 1995-1997.
  63. Dette fortæller anonyme politikilder også til forfatterne bag bogen Bandekrig. Se Sune Fischer, Johnny Frederiksen og Michael Holbek Jensens Bandekrig, JP Politikens Forlagshus A/S, 2010, s. 39 og s. 73-74. Se også Aydin Soei, Omar – og de andre rødder, Gads Forlag, 2018, s. 171 og Nadja Kirschhoff Hestehave, ”Rocker- og bandegrupperinger i Danmark: kultur, konflikter og kriminalitet”, trykt i Kriminologi, Hans Reitzels Forlag, 2013, s. 219.
  64. Pia Kjærsgaard, årstalemøde, 1999.
  65. Blågårds Plads bliver i sommeren 1997 centrum for optøjer. En gruppe unge mænd brænder biler af, overfalder betjente og kaster med sten mod politiet. Sammenstødene sker som reaktion på en anholdelse, hvor en ung lokal mand er kommet til skade. Foråret forinden har Københavns Politi anvendt en ”stresstaktik” over for områdets unge, hvilket har ført til en stigning i antallet af anholdelser. I et ganske læseværdigt studie fra 1998 lader sociologen Lulu Hjarnø flere af de involverede parter give deres indtryk af handlingsforløbet. Flere fra Blågårds Plads-gruppen udtrykker vrede over politiets adfærd, som de anser for eskalerende og diskriminerende, men er samtidig stærkt kritiske over for pressens dækning af optøjerne, som de mener ”beskriver hele bydelen og dets mørklødede beboere som en kollektiv størrelse, der ikke [ønsker] at overholde samfundets love og regler”. Det eneste efterfølgende politiske tiltag, der får indflydelse på de unges hverdag, bliver beslutningen om at fordoble antallet af nærbetjente i området. Hjarnøs studie viser, at forholdet mellem politiet og den lokale gruppe før optøjerne havde været anspændt, men på ingen måde uforsonlig. Betjenten, der var involveret i den pågældende anholdelse, spillede bl.a. fodbold med nogle af gruppens unge og var også aktiv i en lokal ungdomsklub. Ifølge Hjarnøs research var denne betjent, før anholdelsen, dén nærbetjent ”som hidtil havde været mest vellidt” blandt de unge i området. I bogen betegner kriminalinspektør Aksel Norsgård i øvrigt Blågårds-grupperingens ”hårde kerne” som bestående af 6-7 personer. Politiinspektør Poul Lind angiver, at det er ”25-30 kriminelle” som udgør hovedproblemet, men afviser (i modsætningen til Norsgård), at der er tale om ”organiseret kriminalitet”. Lulu Hjarnø, ”Rødderne” fra Blågårds Plads, Sydjysk Universitetsforlag, 1998, s. 48-62 og 67. Aydin Soei, Vrede Unge Mænd, Tiderne Skifter, 2011, s. 39 og 41-42. Garbi Schmidt i Nørrebros indvandringshistorie 1885-2010, Museum Tuscalanums Forlag, Københavns Universitet, 2015, s. 345.
  66. Rune Engelbreth, Det nye højre, Tiderne Skifter, 2001, s. 178.
  67. Ibid., s. 179-181.
  68. Folketingstidende (22. april, 1997): https://www.folketingstidende.dk/samling/19961/forespoergsel/F5/19961_F5_M81_referat.pdf
  69. Jakob Weiss og Anne Meiniche, ”DF: Kollektiv straf til indvandrere”, Berlingske Tidende (2. oktober, 1999): https://www.berlingske.dk/samfund/df-kollektiv-straf-til-indvandrere   
  70. Annoncen udløste i 2003 en dom for racisme til fire medlemmer af DFU, herunder Kenneth Kristensen Berth og Morten Messerschmidt. Adspurgt i tv-programmet ”Vi ses hos Clement” 17 år senere, om annoncen gav et retvisende billede af udviklingen i Danmark, svarede Messerschmidt at ”det må man jo desværre konstatere” – så længe der blev set bort fra ”det grafiske indhold”. Messerschmidt uddybede, at ”massevoldtægter” og ”grov vold” var ”en konsekvens af indvandringen fra den muslimske verden” og fastholdt, at annoncens fremstilling af samfundsudviklingen var ”rigtig”. Vi ses hos Clement, Danmarks Radio (9. september 2018).
  71. Morten Uhrskov, Et delt folk, Lysias, 2008, s. 306.
  72. Poul Nyrup Rasmussens nytårstale, år 2000: https://www.regeringen.dk/statsministerens-nytaarstale/poul-nyrup-rasmussens-nytaarstale-1-januar-2000/
  73. For en diskursteoretisk analyse fra perioden, se f.eks. Mustafa Hussain et. al., Medierne, minoriteterne of majoriteterne (Nævnet for Etnisk Ligestilling, 1997). Forfatterne gennemgik indslag og artikler om etniske minoriteter i udvalgte landsdækkende medier fra perioden 1. september-30. november 1996. Ifølge deres analyse var 85 % af alle TV2’s nyhedsindslag i denne periode negative. For TV-Avisen var tallet 81 %, for Ekstra Bladet 74 % og for Jyllands-Posten 71 %. Fælles for alle medierne var, at majoriteten (mere end 60 %) af indslagene var af negativ karakter. Se også Jacob Gaarde Madsen, Mediernes konstruktion af flygtninge og indvandrerspørgsmålet, Magtudredningen, 1997, s. 73-74, samt 76-77. Gaarde analyserer i sit studie indholdet i aviserne B.T, Jyllands-Posten og Politiken fra december 1997 – februar 1998. Med udgangspunkt i begrebet ”fortolkningspakker”, konkluderer Gaarde: ”Analysen har vist, at man i alle tre aviser [har] et tema, der anskuer flygtninge og indvandrere som problemer, og som opbygger et skel mellem ”dem” (flygtninge og indvandrere) og ”os” (danskere) […] I B.T. og Jyllands-Posten findes der en fortolkningspakke, hvor flygtninge og indvandrere fremstilles som store økonomiske, sociale og kulturelle problemer, der ligger det danske samfund til last. ”De” strømmer i stort antal til landet med store omkostninger til følge, og de skaber med deres fremmedartede kultur og manglende tilpasning problemer […] Den væsentligste del af problemet skal dog ifølge denne fortolkningspakke findes hos ”dem” – altså hos flygtninge og indvandrere. I B.T. er det tillige muligt at finde den fortolkningspakke, der ser flygtninge og indvandrere i kriminalitetens tegn. Det er her specielt de unge andengenerationsindvandrere, der står for skud.”
  74. ”100 skridt nærmere fascismen?”, Faklen 5 (september, 1997): http://www.faklen.dk/faklen/05/samfund.php   
  75. Citeret i en kronik af Kjeld Holm, formand for Nævnet for Etnisk Ligestilling, Information (29. december 1998). Holm citerer Nissen for at hævde, at ”hvis vi forskønner virkeligheden ved at nedtone ’indvandrervold’ og i stedet bringer udsendelser og indslag med positiv slagside, vil det alvorligt rokke ved DR-nyheders almindelige troværdighed”. Nissen erkender dog, at ”medierne ikke kan sige sig fri for at have bidraget” til et holdningsskift hos befolkningen. Se også Ferruz Yilmaz, ”De har sejret ad helvedes til! Fra racisme til det stuerene – Myndighedernes respons og ansvar”, DRC (2000), s. 12.
  76. Historikeren Bent Jensen, konkluderer i sit studie De Fremmede i Dansk Avisdebat, at: ”Ekstra Bladet bevægede sig redaktionelt i perioden fra et markant forsvar for alle flygtninge og indvandrere over mod en accept af de socialdemokratiske borgmestres kritiske linje i indvandrerspørgsmålet. Avisen gik også så langt som til at hævde, at visse grupper af indvandrere bevidst udnyttede det danske velfærdssamfund”. Bent Jensen, De Fremmede i Dansk Avisdebat, Spektrum, 2000, s. 503.
  77. ”Den indre svinehund”, Ekstra Bladet (25. september, 1986).
  78. ”Besættelse”, Ekstra Bladet (5. maj, 1997).
  79. Øystein Gaasholt og Lise Togeby, I Syv Sind, Politica, 1995 [1996], s. 64-65.
  80. Hans Mortensen, Tid til forvandling, Gyldendal, 2008, s. 143-144, 149, 159-161 og 166-169.
  81. Aydin Soei, Vrede Unge mænd, s. 30, Tiderne Skifter, 2008, med henvisning til Ole Borre, ”Kampen om den Politiske Dagsorden”, Ræson nr. 2 (2007), s. 303.
  82. Billedet var i øvrigt taget af pressefotografen Mogens Laier og blev brugt af Venstre, uden hans tilladelse. Jakob Albrecht, ”Misbrugt af Fogh”, Journalisten.dk (28. november 2001): https://journalisten.dk/misbrugt-af-fogh/.  Kristian Klarskov, ”Ingen forsvarer Venstreannonce”, Politiken (15. november 2001): https://politiken.dk/indland/art4943517/Ingen-forsvarer-Venstreannonce
  83. Gunvor Christensen, Indsatser i udsatte boligområder (Kraks Fond Byforskning, 2013), s. 55-56.