Decelerer nu

Af Gavin Mueller
Oversat af Hannibal Andersen
Illustration af Elisabeth Colding & Pernille Ploug

Der løber en potent strøm af luddisme gennem to århundreders arbejderbevægelser. Det er på tide, at vi genopdager den.

De oprindelige ludditter – en bevægelse af engelske vævere fra begyndelsen af det 19. århundrede, der blev berygtede for at smadre de nye maskiner, som transformerede et ellers faglært og velbetalt levebrød til et elendigt akkordarbejde udført af børn – var ikke imod teknologi som sådan. Som faglærte håndværkere var de nemlig selv flittige brugere af teknologi. Det, de kæmpede mod, var snarere, hvad de omtalte som det ”fællesskabsskadelige maskineri”, der forsøgte at nedbryde den autonomi og sociale kraft, der understøttede deres livlige samfund, til gavn for en ny klasse af fabriksejere.

For hver en ru1– og strikkemaskine, de ødelagde i nattens mulm og mørke, identificerede de ikke bare deres fjender, men også deres allierede, mens de fandt nye måder at være solidariske på. Ved at angribe teknologien politiserede de den og afslørede, at de nye opfindelser var, hvad Karl Marx senere ville beskrive som kapitalens ”våben mod arbejderklasseopstand”. Og i den afsløring lå en anden: en alternativ vision for, hvordan arbejde og teknologi kunne organiseres, i tråd med dét, den marxistiske håndværker William Morris kaldte ”værdigt arbejde”, der ”indeholder håbet om nydelsen ved hvile, håbet om nydelsen ved at bruge produktet, og håbet om nydelsen ved vores daglige kreative færdigheder”.

Siden da har mange arbejderbevægelser haft en ludditisk tilbøjelighed: De har opfattet de nye maskiner som våben, der var rettet imod dem og deres kamp for et bedre liv, og har behandlet dem derefter. Men intellektuelle på begge sider af klassekampen har tit karakteriseret det ludditiske perspektiv som nærsynet eller direkte irrationelt. På trods af deres politiske engagement i arbejderklassen har marxistiske teoretikere ofte anskuet den kapitalistiske udvikling af teknologien som en løftestang for både overflod og fritid, der begge vil blive realiseret, så snart masserne endelig får kontrol over regeringen og industrien.

En decelerationistisk politik er ikke det samme som den ”langsomme livsstil”, der er populær i velstillede segmenter. Det handler ikke om at tilfredsstille naturen, mennesket eller nogen anden, men om at anerkende de udfordringer, som den strategiske organisering af arbejderklassen står over for.Men hvis marxister skal gøre sig noget håb om at udarbejde en succesfuld radikal politik, må de først blive ludditter. Med andre ord: Den yderste venstrefløj kan og bør fremsætte en decelerationistisk politik: en politik, der forhaler forandringer, underminerer teknologiske ”fremskridt” og begrænser kapitalens grådighed, imens den fremmer organisering og opdyrker militans. At lade Walmart og Amazon overtage kloden fastholder ikke blot udbyttende produktions- og distributionsmodeller, men kanaliserer samtidig ressourcer til reaktionære milliardærer, der bruger deres formuer på at underminere arbejdernes relative position yderligere ved at finansiere konservative formål som skattelettelser, privatiseringer af skoler og modstand mod homo-ægteskaber. At lade teknologien gå sin gang vil føre til autoritære – og ikke ligestillende – resultater, efterhånden som de ultrarige bruger deres ressourcer på at afskærme sig fra al ansvar over for os andre: post-apokalyptiske bunkere, militariserede yachter, private øer og endda eskapistiske rejser til det ydre rum.

En decelerationistisk politik er ikke det samme som den ”langsomme livsstil”, der er populær i segmenter hos de velstillede. Decelerationsargumentet handler ikke om at tilfredsstille naturen, mennesket eller nogen anden, men om at anerkende de udfordringer, som den strategiske organisering af arbejderklassen står over for. Den konstante omarrangering og reorganisering, som medieforskeren Nick Dyer-Witheford kalder for ”den digitale hvirvelstrøm” i nutidens kapitalisme, giver knap nok arbejderne tid til at få fodfæste, for slet ikke at tale om tid til at kæmpe. Decelerationisme er ikke et tilbagetog til et roligere liv, men en manifestation af modstand mod, at eliterne nyder fremgang på bekostning af os andre. Det er Walter Benjamins nødbremse. Det er en kæp i hjulet. Argumentet for decelerationisme er ikke baseret på livsstilsfilosofi og heller ikke engang etik. Det er baseret på politik.

En af de største udfordringer, som den svage og fragmenterede venstrefløj står over for, er, hvordan den skal bære sig ad med at konstituere sig selv som en klasse – det vil sige, hvordan den skal organisere og mobilisere mennesker fra forskellige sektorer til at kæmpe for grundlæggende social forandring. Problemet skyldes flere af de ændringer, der har fundet sted i kapitalens tekniske sammensætning: undergravningen af stabile jobs; brugen af digital teknologi til at sprede arbejdsopgaver; introduktionen af den prekære on-demand-økonomi; genopfindelsen af rationalisering inden for ledelse, og den massive finansielle og ideologiske magt, der ligger hos tech-virksomhederne. Ved hjælp af luddisme kan vi udfordre nogle af de her kræfter og, ligesom arbejdere i det 19. århundrede gjorde det, begynde at opdage vores fælles mål – og fælles fjender.

Altså er luddismen ikke blot en modstand mod teknologisk innovation, men et sæt af konkret politik med et positivt indhold. Og med inspiration fra arbejderes kampe omkring produktionen lægger luddismen vægt på autonomi: handlefrihed, mulighed for at sætte standarder og forbedringen af arbejdsforhold. I ludditternes specifikke situation udgjorde de nye maskiner en omgående trussel, og derfor indebærer luddisme et kritisk perspektiv på teknologi, der især lægger vægt på dens forhold til arbejdsprocessen. Luddismen ser, med andre ord, ikke teknologi som noget neutralt, men som en kampplads. Den afviser produktion for produktionens skyld. Den er kritisk over for ”effektivitet” som et endemål, da der er andre værdier på spil i arbejdet. Luddismen har derudover et alment perspektiv: Den er ikke et individuelt moralsk standpunkt, men en serie af praksisser, der kan brede sig og vokse gennem kollektiv handling. Endelig er luddismen antagonistisk. Den retter sig imod eksisterende sociale relationer i kapitalismen, som der kun kan gøres en ende på gennem kamp – og ikke gennem for eksempel statsreformer, den stigende overflod af varer eller en bedre planlagt økonomi.

En opbrydende enhed

Folk er praktisk talt enige for tiden – de vil gerne decelerere. En meningsmåling fra Pew Research Center2 kom frem til, at 85 procent af USA’s befolkning foretrækker, at kun de allerfarligste jobs bliver automatiseret. Flertallet er imod den algoritmiske automatisering af bedømmelser i sager omkring prøveløsladelser, jobansøgninger og kreditvurderinger, selvom de anerkender, at sådan nogle teknologier muligvis kan være effektive.

På trods af pop-accelerationisternes anstrengelser for at genoplive vores begejstring for de teknologiske fremskridt lever vi ikke i teknologi-optimistiske tider. Luddismen er ikke bare populær; den er muligvis også lige det, der skal til. Carl Benedikt Frey – økonomen, der udløste panik med sit udsagn om, at 47 procent af alle jobs ville forsvinde inden 2034 – har for nylig nikket til den ludditiske bølge. ”Der er ingen garanti for, at teknologien altid vil få lov til at udvikle sig uafbrudt,” skriver Frey i The Technology Trap. ”Det er i høj grad muligt, at automatiseringen bliver en politisk kampplads.” Han peger på en vifte af ludditisk inspirerede politiske forslag fra venstrefløjen: Jeremy Corbyns ’robotskat’ i Storbritannien; Moon Jae-ins reducering af skattefordele ved robotteknologi i Sydkorea; og endda Frankrigs lov om ”bibliodiversitet”, der forbyder gratis forsendelse på nedsatte bøger for at beskytte boghandlere i konkurrencen mod Amazon. Historien er fuld af lignende modsvar til den teknologiske udviklings værste tendenser, og de vil blive en vigtig komponent i den kommende deceleration.

Mit håb er, at vi gennem en bevågenhed over for luddismen i funktion – på kontoret, på gulvet, i skolen og på gaden – kan styrke nutidens radikale venstrefløj ved at give den anti-teknologiske overbevisning historisk dybde, teoretisk grundighed og politisk relevans.Derudover har en række nævneværdige luddit-agtige udviklinger fundet sted i løbet af de seneste år. En af de mest lovende er den store stigning i konfrontativ organisering3 imod skadelige teknologier og for tech-arbejderes rettigheder i Silicon Valley. Foruden tech-industrien kan luddit-politik sammenkobles med flere fremspirende kritiske, intellektuelle og politiske kampe – ikke mindst de bevægelser, der beskæftiger sig med klimakrisen. Grøn luddisme kunne blive et alternativ til blindgyderne i den teknologiske solutionisme4 og tilbage-til-naturen-primitivismen: en søgen efter langsommere, mindre intense, mindre fremmedgjorte og mere sociale metoder til at tilfredsstille vores behov. Luddisme kan måske også kobles til politikken i ’degrowth’ – en bevægelse, der opstod i det globale syd, og som ligesom luddismen anerkender, at frigørelse ikke er forbundet med den endeløse ophobning af kapital, og at velfærd ikke kan reduceres til økonomiske statistikker. Andre nutidige eksempler, der resonerer med decelerationisme, er The Maintainers5 – et forskernetværk, der forsøger at ændre fokusset i den teknologiske diskurs væk fra ”innovation” og i retning af helt afgørende principper som pleje og reparation af eksisterende teknologisk infrastruktur. På samme måde er ”Right to Repair”-bevægelsen6 et luddit-lignende teknologisk initiativ, der argumenterer for at bevare og vedligeholde alle mulige digitale teknologier, fra bærbare computere til datastyret landbrugsudstyr.

De nævnte projekter er uden tvivl farverige, mangfoldige og i nogle tilfælde umulige at sammenligne med hinanden. Det samme gør sig gældende hos mange historiske luddit-lignende bevægelser. Luddisme manifesterer sig forskelligt afhængigt af konteksten. Den er ikke et politisk program, som diverse organisationer og initiativer har tilsluttet sig i forvejen, men nærmere noget begyndende, en slags diffus fornemmelse, der ikke desto mindre udgør en markant modsætning til den måde, kapitalismen opererer på. Og den kan omdannes til konkrete koalitioner på uforudsigelige måder.

En effektiv radikal politik følger ikke en lufttæt plan, som er konstrueret på forhånd med et specifikt revolutionært subjekt i tankerne. Selv succesfulde revolutioner er præget af tilfældigheder, hvor uforenelige fjendskaber opbygges, bliver til alliancer og fragmenteres. Da Louis Althusser studerede Lenins analyse af Bolsjevikrevolutionens succes, kom han frem til, at det ikke var så simpelt, som at proletariatet voksede sig tilstrækkeligt stort, organiserede sig og væltede staten. Revolutionen var nærmere en ”opbrydende enhed”: en ophobning af ”omstændigheder” og ”strømme”, hvor flere af dem ”nødvendigvis ville være paradoksalt fremmede for revolutionens oprindelse og retning eller måske endda dens ’direkte modstandere’.”7

Som kulturteoretikeren Stuart Hall siger det i sin læsning af Althusser:

Målet for en teoretisk velorienteret politisk praksis må uden tvivl være at fremprovokere eller konstruere forbindelsen mellem sociale eller økonomiske kræfter og de former for politik og ideologi, der kan føre til, at kræfterne i praksis intervenerer i historien på en progressiv måde.

Mit håb er, at vi gennem en bevågenhed over for luddismen i funktion – på kontoret, på gulvet, i skolen og på gaden – kan styrke nutidens radikale venstrefløj ved at give den anti-teknologiske overbevisning historisk dybde, teoretisk grundighed og politisk relevans. Måske vi så opdager hinanden på tværs af vores utallige modstridende praksisser og slår os sammen i kampene mod kapitalen og statens koncentrerede magt.

Det kræver ikke nogen præfabrikeret plan at komme i gang, ingen lakmusprøver på, hvad der er nødvendigt for at være ’rigtig politisk’, ægte radikal eller retmæssigt venstreorienteret. Som Marx udtrykker det i et brev til den hollandske socialist Ferdinand Domela Nieuwenhuis i 1881: ”De dogmatiske og nødvendigvis fantastiske forventninger til handlingsprogrammet for en fremtidig revolution gør intet andet end at aflede os fra nutidens kamp.” Det første skridt mod organiseringen af en kollektiv politik, der omfavner forskelligartede utilfredsheder, kræver snarere, at vi genopdager og genvinder vores egen radikale autonomi sammen med andre. Selv, og måske især, når det involverer at smadre ting på jobbet.

Gavin Mueller er medieforsker på Amsterdam Universitet og redaktør på Viewpoint Magazine.

Teksten ’Decelerate Now’ er et tilpasset uddrag fra bogen Breaking Things at Work: The Luddites Are Right About Why You Hate Your Job (Verso, 2021) og oprindeligt bragt i teknologitidsskriftet Logic, issue 12, 20. december 2020.

Illustrationen er baseret på en tegning af Émile-Antoine Bayard & Alphonse de Neuvilles i Jules Vernes’ Rejsen til Månen (1865).

Print Friendly, PDF & Email
  1. O.a.: En Ru-maskine, også kaldet runingsmaskine og kradsemaskine, bruges til at opkradse luven på stof i forbindelse med tekstilforædling for at øge isoleringseffekten. (https://ordnet.dk/ods/ordbog?entry_id=60067771&query=rumaskine og https://denstoredanske.lex.dk/runing)
  2. A.W. Geiger, “How Americans see automation and the workplace in 7 charts”, Pew Research Center, 8. april 2019: https://www.pewresearch.org/fact-tank/2019/04/08/how-americans-see-automation-and-the-workplace-in-7-charts/
  3. https://logicmag.io/the-making-of-the-tech-worker-movement/full-text/
  4. O.a.: Begrebet ‘solutionisme’ stammer fra forfatteren Evgeny Morozov, der blandt andet bruger det i sin bog To Save Everything, Click here som betegnelse for den ideologiske tro på, at der findes teknologiske løsninger på alle problemer.
  5. https://themaintainers.org/
  6. Paula Rosa-Aquino, “Fix, or Toss? The ‘Right to Repair’ Movement Gains Ground”, The New York Times, 23. oktober 2020: https://www.nytimes.com/2020/10/23/climate/right-to-repair.html
  7. Louis Althusser, “Contradiction and Overdetermination”, Notes for an Investigation, part III af For Marx. Harmondsworth: Penguin Press, 1969. Oversat af Ben Brewster: https://www.marxists.org/reference/archive/althusser/1962/overdetermination.htm