Rødder af beton (1/3): Ghettoer eller samspilsramte områder?

De udsatte boligområder og såkaldte ”ghettoer” har i årevis været et gennemgående tema i den offentlige debat. Udviklingen af boligområdernes sociale problemer forklares ofte med henvisning til en ”slap” udlændingepolitik eller koncentrationen af etniske minoriteter, især fra muslimske lande. Men de udsatte boligområder er også udfaldet af årtiers boligpolitik, segregeringen på det danske boligmarked og en voldsom stigmatisering. I denne serie sætter Jarl Sidelmann fokus på de udsatte boligområders historik og den diskurs, de indgår i. Hvad er fantasi, og hvad er virkelighed, når det kommer til de danske ”ghettoer”?

Af Jarl Sidelmann
Illustrationer af Jacob Chapelle Juul

Slår man op i byplanerne til den Københavnske bydel Tingbjerg fra 1963, kommer hovedarkitekten bag projektet, Steen Eiler Rasmussen, med følgende iagttagelse:

”I mange lande har det af offentligheden understøttede boligbyggeri et umiskendeligt præg af institution, og beboerne får et usynligt stempel på sig af at være en art fattiglemmer. Sådan er det lykkeligvis ikke i Danmark, og det er vigtigt for alle beboerne, at man heller ikke i fremtiden samler de dårligst stillede i særlige kvarterer.”1

For Eiler Rasmussen var Tingbjerg visionen om at skabe et bysamfund, hvor folk kom hinanden ved på tværs af de sociale skel. I byplanerne understreges derfor også vigtigheden i ”at skabe en bydel med en alsidigt sammensat befolkning, hvor så vidt muligt alle byens forskellige sociale lag er repræsenteret”.2

Men fremtiden så køligt på Steen Eiler Rasmussens drømmeprojekt.3 Med saneringerne af indre København og rydningen af de gamle brokvarterer udviklede beboersammensætningen i Tingbjerg sig op igennem 1970’erne. Dette skete, i takt med at stadigt flere socialt udsatte borgere fik bopæl der pga. den kommunale anvisningspolitik. Med den sociale og økonomiske deroute blev flere af de oprindelige udviklingsplaner droppet, og den manglende købekraft i området kvalte forventningerne til en bydel med et sprudlende forretningsliv.4

Allerede i midten af 1970’erne måtte Steen Eiler Rasmussen derfor begræde den ”hærværk, vold og kriminalitet”, der eksisterede i Tingbjerg, mens han samtidig kritiserede beboerforholdene, de kommunale anvisninger samt mediernes fremstilling af bydelen.5 I 1993 fældede den danske arkitekt og byplanlægger Arne Gaardmand dom over Tingbjerg:

Bydelen kom aldrig til at fungere, som arkitekterne havde drømt om og beskrev så engageret. Specielt har der været mange sociale problemer i bydelen, og i lange perioder har Tingbjerg netop haft den ensartethed i beboernes sammensætning, som man ville undgå. Dette skyldes en lang række komplicerede forhold, herunder at Københavns Kommune har brugt sin adgang til at anbringe boligtrængende og socialt belastede familier i en stor del af boligerne.6

”Huller i Danmarkskortet”

”Ghettoerne” indlejres i værdikampen, mens social- og boligpolitiske aspekter udgrænses. Dette fokusskifte tjener fint en politisk dagsorden, der sigter efter en stadig mere ”stram” udlændingepolitik.Den politiske diskurs om etniske minoriteter (og især muslimer) har de seneste mange år været præget af et øget fokus på nogle af landets mest problemramte bydele. Ord som ”ghetto” og ”parallelsamfund” har brændt sig fast i retorikken om integration og islam i Danmark. Foruden at låse debatten fast i stærkt negativt-ladede termer er dette dog også sket ud fra en udpræget opfattelse af, at ghettoernes problemer skulle være direkte koblet til en ”slap udlændingepolitik”, antallet af bosiddende ikke-vestlige personer eller beboernes etnicitet, religiøse tilhørsforhold og kulturbaggrund.

Forfatter (og uddannet faghistoriker) Mikael Jalving sætter præmissen på en spids:

Ghettoerne er ikke opstået ud af ingenting, men gennem migration og holdes sammen af systematisk offentlig forsørgelse, muslimske normer, ritualer, uskrevne gaderegler og indgroede forestillinger om ære og skam, halal og haram, mandligt og kvindeligt, og hele problemkomplekset vokser i omfang og alvor i takt med antallet af og andelen af muslimer i Danmark og resten af Vesteuropa.7

Hvad Jalving her skarpt formidler, er fortællingen om den muslimske indvandring som hovedårsag og brændstof til ghettoiseringen og boligområdernes negative udviklinger. Det er en fortælling, der på mange måder sætter rammen for diskussionen om de udsatte boligområder og den førte ”ghetto-politik”.

At boligområderne i højere grad kunne være et resultat af årtiers uhensigtsmæssig byplanlægningspolitik, boligmarkedets historiske udviklinger og en række økonomiske recessioner eller andre makroskopiske samfundsfaktorer, er derimod sværere at få øje på, når problemerne i dag skal forklares eller analyseres.

Tilsvarende er en mere perspektivrig debat om den almennyttige boligsektors rolle i samfundet og segregeringen på det danske boligmarked gledet ud af den offentlige bevidsthed til fordel for billedet af utilpassede etniske minoriteter og de værdikonflikter, der til tider er forbundet med integrationen af folk fra andre kulturer. ”Ghettoerne” indlejres dermed i værdikampen, mens mere nøgterne social- og boligpolitiske aspekter udgrænses. Dette fokusskifte tjener dog fint en politisk dagsorden, hvor der sigtes efter en stadig mere ”stram” udlændingepolitik.

I sin nytårstale fra 2018 omtalte forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen8 bl.a. de udsatte boligområder som ”huller i Danmarkskortet […] hvor kriminelle bander skaber utryghed […] hvor forsømte børn hænger på kanten”. Derefter spurgte han: ”Hvordan er det kommet dertil? Jeg er overbevist om, at årtiers slappe udlændingepolitik har gjort sit. Der blev lukket flere ind i Danmark, end vi magtede at integrere. […] Derfor går jeg ind for en fast udlændingepolitik.”9

I den forrige regerings ”ghetto”-udspil fra 201810 var det altovervejende fokus tilsvarende lagt på beboernes etnicitet, befolkningstilvæksten fra ”ikke-vestlige lande” og værdiforskelle mellem ”danskere” og indvandrere med ”ikke-vestlig baggrund”. Problemerne i boligområderne understregede, ifølge udspillet, nødvendigheden i en fortsat ”stram udlændingepolitik.”11

Læg dertil, at et boligområde i skrivende stund kun kan komme på boligministeriets ”ghettoliste”, hvis 50 pct. af beboerne er indvandrere eller efterkommere fra ”ikke-vestlige lande.”12 Magtens anvendelse af ”ghetto”-begrebet er således direkte koblet til beboersammensætningens etniske karakter – nærmere betegnet koncentrationen af ”ikke-vestlige” borgere. Ifølge flere kilder udmærker Danmark sig ved at være det eneste vestlige land i verden med en officiel statslig ghettoliste.13

”Ghettoen” har også været behandlet i litteraturen om indvandringen og udlændingedebatten: I Mikkel Anderssons og Niels Jespersens Eksperimentet der slog fejl fra 2018 er det indledende kapitel f.eks. helliget et besøg til Gellerupparken, hvor de to forfattere kritisk reflekterer over bydelens problemer en formiddag i april. En nærmere analyse af boligproblematikken er reduceret til en kort gennemgang af de visioner, der lå til grund for Gellerupplanens udarbejdelse, hvorefter forfatterne springer godt 45 år frem til nutiden.14

Kigger man i Mattias Tesfayes Velkommen Mustafa fra 2017, skriver den nuværende integrationsminister også i sin konklusion:

Vi må grundlæggende erkende, at vi i for høj grad har accepteret, at indvandrerne kunne fortsætte deres samfundsmønstre i Danmark i parallelsamfund. Ønsket om at isolere sig i egne boligområder, skoler og daginstitutioner tillades af hensyn til borgernes egen frihed. Men denne frihed er oprindeligt udviklet i et kulturelt homogent samfund. Sådan kan et multietnisk samfund ikke fungere.15

Ifølge Tesfaye har det springende punkt altså været ”accepten” af indvandrernes ”ønske” om ”at isolere sig i egne boligområder, skoler og daginstitutioner”. Såfremt denne analyse tages for gode varer, understreger integrationsministeren, at en sådan grundlæggende frihed kun er gangbar i ”et kulturelt homogent samfund.”16

I det insisterende fokus på kategorien af ”ikke-vestlige indvandrere og efterkommere” kobles problematikkerne i boligområderne konsekvent til etniske og kulturelle forhold og rykkes uden videre over i udlændingedebatten.At indvandrere og flygtninge selv har haft et ønske om at bo i nærheden af familier og venner, skal ikke fornægtes her. Ikke desto mindre er det sigende, at integrationsministeren vælger at opsummere boligproblematikken på denne måde, når man ser sagen i lyset af årtiers anvisningspolitik, indvandrernes begrænsede bosætningsmuligheder og de sociale udviklinger i den socialdemokratisk dominerede almennyttige boligsektor.

En række politikere anskuer dog ”ghettoen” igennem et mere kulturkrigerisk prisme. For Liberal Alliances chefideolog, Henrik Dahl, er konklusionen f.eks. krystalklar: ”Det er den arabiske ghettomentalitet, der er årsagen til problemerne – og intet som helst andet.”17 Med den ”arabiske ghettomentalitet,” mener Dahl ”uimodtagelighed over for enhver civilisatorisk, udefrakommende impuls.”18

Og i Ekstra Bladets spalter, beskriver DF’s Morten Messerschmidt tilmed de udsatte boligområder som ”tikkende bomber,” hvor det er ”de anti-danske elementer, som skaber problemerne”. Områdernes indbyggere med ikke-vestlig baggrund, beskriver Messerschmidt som

vinderne i det store lotteri blandt millioner, som har fundet ud af, at ingen lande som de vestlige, kristne samfund giver mennesker en værdig behandling og et liv i materiel komfort. Ingen araber eller afrikaner kunne drømme om bedre muligheder for sig selv og sine børn.19

Ingen araber eller afrikaner.20

I dette insisterende fokus på kategorien af ”ikke-vestlige indvandrere og efterkommere” kobles problematikkerne i boligområderne konsekvent til etniske og kulturelle forhold og rykkes uden videre over i udlændingedebatten. ”Ghettoerne” fremhæves som et (naturligt) affaldsprodukt af den ikke-vestlige indvandring eller ikke-vestlige personers (hovedsageligt muslimers) antal og koncentrationer i landet.

Huller i fortællingen

Dermed overses også, hvad der (måske) burde være ganske selvindlysende forhold: Nemlig, at staten spiller og har spillet en afgørende rolle i forhold til byudvikling, boligmarkedet og indretningen af de institutioner, der har boligområder som deres genstandsfelt. Som Troels Schultz Larsen, lektor og boligforsker ved RUC, skriver:

Årsagerne [til problemerne i de udsatte boligområder] ligger i årtiers politiske kampe om selve statens indretning og funktion på mange forskellige områder og niveauer, der på forskellig vis berører boligområdet. Herunder på skatteområdet, planlægningsområdet og socialområdet, og hermed bliver det også et spørgsmål om, hvorledes samfundets goder og ressourcer skal fordeles mellem forskellige grupper.21

Inddragelsen af disse elementer vil dog placere diskussionen i en mere bredspektret politisk kontekst, hvor den høje koncentration af etniske minoriteter i bestemte boligområder – med de problemer, som dette til tider skaber – ikke længere anskues som en forudsætning for ”ghettodannelse”, men nok nærmere som et (boligpolitisk) produkt heraf.

Hvis debatten derved skulle opnå en større saglighed, sker det dog nok på bekostning af den slagkraft, som ”ghettoerne” i skrivende stund har i polemikken om udlændinge. ”Ghettoerne” vil ikke længere kunne udgøre et entydigt symbol på forfejlet integration og samfundstruende kultursammenstød.

Her finder man måske også forklaringen på, hvorfor disse problemstillinger sjældent er blevet behandlet i den offentlige debat om emnet – selv ikke i valgåret 2019, hvor de udsatte boligområder kom i fokus som aldrig før, da en skikkelse trådte frem fra fortidens skygger for at råbe ad de ”kriminelle samfundstabere” og ”lortemuslimerne” i deres ”homo-ghettoer”.

Søges modstillingen mellem den ”etniske” og boligsociale fortælling belyst, kan her blot citeres en rapport, skrevet i det Herrens år 1987, hvor man finder følgende bemærkning:

Mens de ressourcestærke danskere […] i stigende omfang er flyttet fra forstadskommunerne syd og vest for København, er indvandrerne derimod i stigende omfang flyttet dertil. Den nogenlunde tidsmæssige sammenfaldende [ophobning] af indvandrere og [ophobning] af sociale og økonomiske problemer i disse forstadskommuner, er ofte blevet opfattet som to udviklingsstrømme der har en direkte forbindelse med hinanden, [sådan] at indvandrernes tilstedeværelse opfattes som direkte årsag til de herskende problemer […] indvandrernes tilstedeværelse [er] ikke den bagvedliggende årsag til de kommunale problemer; deres tilstedeværelse er derimod blot et symptom på de problemskabende boligmæssige fordelingsmekanismer, der har forårsaget, at stadig flere ressourcesvage indbyggere bliver koncentreret i de mindst eftertragtede områder.22

Inden vi undersøger alt dette nærmere, bør det dog understreges, at ghetto-diskussionen ikke kun er en debat om retorik eller politiske narrativer. De politiske udspil, der følger i dens kølvand, har en reel indvirkning på en stor gruppe borgere i Danmark.

Til kamp mod ghettoerne

M

ed den nye ghettoplan, indgået af den forhenværende regering, DF og Socialdemokratiet, skal 1-årige børn(!) fra udsatte boligområder bl.a. tvinges i vuggestue som et obligatorisk læringstilbud i ”danske værdier”, hvis ikke forældrene skal miste børnechecken.23 Tiltaget er blevet mødt med stærk kritik fra flere faggrupper og beboere.24

Hertil kommer også indførelsen af sprogprøver, til afholdelse flere gange om året, for børnehaveklassebørn i skoler med mange ”ghetto”-elever. Dumpning af fjerde prøveforsøg kan medføre, at børnene må gå børnehaveklassen om. Tiltaget er blevet mødt med stærk kritik fra flere faggrupper, eksperter og foreninger.25

Tingbjerg var røget af ghettolisten under de oprindelige kriterier fra 2010. I stedet karakteriseres Tingbjerg nu som en ”særlig hård ghetto”, fordi den har været på listen i flere end fire år i træk.Mest grænseoverskridende er dog måske hensigterne om at nedrive et stort antal almene boliger for at gøre plads til private, ældre- og ungdomsboliger frem mod 2030. Planerne vil berøre op mod 11.000 borgerere, viser en opgørelse fra ugebladet Mandag Morgen.26 Dette svarer omtrent til indbyggertallet i byer som Struer og Hobro.27

Hertil kommer også loven om skærpede stafzoner, som bl.a. medfører op til dobbelt så hårdere straffe for kriminalitet begået i bestemte byområder. Strafzonerne indføres og administreres løbende af politiet. Advokatrådet og flere ekspertkilder har kritiseret tiltaget for at bryde med principielle retsprincipper, såsom lighed for loven.28

Et forslag om decideret udgangsforbud efter kl. 20 for unge under 18 år i visse bydele blev dog ikke gennemført (i denne omgang).29

Et par bemærkninger om ”ghetto”-begrebet er i denne forbindelse også på sin plads: I 2017 optrådte 22 boligområder på regeringens ghetto-liste. Dette tal var i 2018 steget til 29 boligområder – hvad der umiddelbart kunne indikere en forværring af problemerne. Årsagen er dog ganske enkelt, at kriterierne for at komme på listen igennem årene er blevet lempet,30 første gang i 2013 og igen i 2018.

Dette kan bl.a. illustreres ved følgende eksempel: Da ghettolisten første gang blev opgjort i 2010, levede 25 ud af de 29 angivne boligområder op til ”kriminalitetskriteriet” (om, hvor stor en andel af beboerne der skulle være blevet dømt for overtrædelse af straffeloven, våben- eller narkotikaloven). Den drastisk faldende kriminalitet igennem årene medførte, at der i 2017 – blot syv år senere – kun var to (!) ud af 22 områder på listen, der levede op til kriteriet.31 Med lempelsen i 2018 steg antallet igen, så det nu var 15 ud af 29 områder på listen.32

Førnævnte Tingbjerg var bl.a. røget af ghettolisten under de oprindelige kriterier fra 2010. I stedet karakteriseres Tingbjerg nu som en ”særlig hård ghetto”, fordi den har været på listen i flere end fire år i træk.33

Et relevant spørgsmål bliver da, om de nuværende initiativer hensigtsmæssigt kan adressere de aktuelle udfordringer uden at forholde sig til de (reelle) historiske årsager til ghettodannelsen. Det er f.eks. et faktum, at nedrivningsplanerne er blevet mødt med hård kritik af boligforskere,34 at ghettolisten er blevet kritiseret af boligforeninger og eksperter,35 og at de gennemgående indgreb i f.eks. børns indskoling, har været kraftigt udskældt af en række relevante kilder (som vi lige har set). Hertil kommer protester fra de berørte borgere.

Frem for at kigge på de positive effekter af tidligere tiders kvarterløft36 eller tage et mere fundamentalt opgør med det opsplittede boligmarked37 synes de nuværende løsningsmodeller og den politiske offensiv mod ghettoerne i stedet at indsnævre sig til bombastiske tiltag og den ’hårde linje’, vi kender fra kulturkampen og udlændingepolitikken. Dertil kan man spekulere over, om ikke et skift i problemopfattelsen også vil medføre en revision af den politiske linje og de nuværende bekæmpelsesstrategier.

I og med at forholdene i ”ghettoerne” fortsat udgør et krydsfelt for diskussionen om muslimer og udlændinge i Danmark,38 er en nærmere undersøgelse af de udsatte boligområders oprindelse og udvikling på sin plads.

Opstod ”ghettoerne” som følge af muslimers eller ikke-vestlige personers bosættelse og antal i landet?

Vi går tilbage i tiden.

Hvorfor leje når man kan eje?

I tiden omkring 1960 gennemgår Danmark en markant samfundsomvæltning. Kvinderne går ud på arbejdsmarkedet, børnene bliver anbragt i daginstitutioner, beskæftigelsen og væksten stiger. I det økonomiske opsving øges efterspørgslen på udenlandsk arbejdskraft, og gæstearbejdere kommer til Danmark i løbet af 1960’erne.

Væksten, familielivets nye strukturer og forøgelsen af levestandarden for mange danske familier sætter rammen for nye boligidealer: De gamle arbejderkvarterers forfaldne og sundhedsskadelige boliger er ikke længere attraktive, og mange bliver revet ned i de følgende års saneringer. Med udviklingen kommer også en ”urbanisering”, hvor stadigt flere mennesker flytter til byerne, og i efterkrigstiden er København og flere større danske byer generelt plaget af boligmangel.39 Fra 1960-79 opføres derfor flere end 800.000 boliger i Danmark, heraf ca. 200.000 almennyttige boliger.40

Behovet for masseproduktion fører til en industrialisering af byggeriet, og i 1960 vedtages ”Montagecirkulæret”: Statsstøtte til boligopførelse gives nu fortrinsvis til byggerier i store, løbende serier og med flest muligt standardiserede bygningsdele.41 Resultatet bliver monotone kæmpebebyggelser af beton, der ofte ligger geografisk afsondret fra bykernerne.42

Boligområdernes udseende er inspireret af den franske arkitekt Le Corbusiers ideer: De gamle arbejderkvarterers kaotiske storbymiljø skal erstattes af rene linjer, rationel planlægning og praktiske boliger, der kan understøtte menneskets basale livsbehov. Der bygges højt og firkantet, med symmetrisk anlagte, grønne områder.43

I samme årrække ændrer boligmarkedet i Danmark sig også markant. I 1958 bliver den direkte statsstøtte til den almennyttige boligsektor skrottet til fordel for lån med statslig rentesikring. Flere skatter for private udlejere og ejerboligmarkedet fastfryses eller nedsættes, og der indføres rentefradrag på boliglån. Den glemte dæmon i fortællingen er dog boligforliget fra 1966, som medfører, at det næsten udelukkende tilfalder den almennyttige boligsektor at modtage støtte til opførelse af byggeri for mindrebemidlede borgere. Denne fjerner også tilskuddet til økonomisk svage borgeres erhvervelse af ejerboliger.44

Med velstandsstigninger og udsigten til nye skattefordele flytter den voksende middelklasse i egen bolig og bliver husejere. Mange af de store lejligheder i de nybyggede boligkomplekser ender derfor med at stå tomme.

Disse forhold skaber med årene gevaldige udlejningsproblemer for nogle af de almennyttige boligselskaber. Oliekrisen i 1973 og den efterfølgende lavkonjunktur svækker økonomien yderligere.45

Socialrådgiver og tidligere chef for Vollsmosesekretariatet Lise Færch bemærker, hvordan udlejningskrisen ramte det dengang nybyggede Vollsmose i 1972, samtidig med at det blev ”attraktivt og økonomisk muligt at eje sin bolig.” Hun skriver:

I den situation ligger det jo snublende nært for at anvende de ledige lejligheder til boligsocial anvisning. I de første år med udlejningskrise blev mange førtidspensionister og enlige forsørgere anvist bolig i Vollsmose. Senere kom indvandringen [og i] de senere år var det i stor udstrækning familier med flygtningestatus, som havde behov for mere akut boligplacering. I takt med disse nye befolkningsgruppers indflytning i området begyndte de mere økonomisk velstillede og ressourcestærke beboere at flytte.46

Enslydende historier kan fortælles om flere andre almennyttige boligområder i Danmark.47

En boligpolitisk hvidbog fastslår allerede i 1976, at boligmarkedets udviklinger ”har skabt risiko for, at det almennyttige nybyggeri [er blevet] bebyggelser for bestemte socialgrupper.”48

Stigende problemer i den almennyttige boligsektor gør også, at boligministeriet i 1984 nedsætter det såkaldte John Winther-udvalg. I udvalgets endelige rapport beskrives ”meget klare tendenser til social opsplitning på boligmarkedet”. De udsatte boligområder omtales konsekvent som ”samspilsramte”, og det understreges i rapporten, at der er ”meget komplekse årsagssammenhænge” til problemernes opståen.49 Kommunernes egen rolle i udviklingen behandles også:

Kommunerne kan i visse tilfælde have medvirket til denne situations opståen, når det har været nødvendigt at anvende den almennyttige sektor som redskab til løsning af boligsociale problemer […] nogle kommuner [har] henvist socialt belastede husstande til mindre attraktive afdelinger, [hvor] der var relativt ringe efterspørgsel. Er dette sket i et ikke ringe omfang, kan det have ført til, at disse afdelinger har fået problemer med at fastholde andre beboere, hvorved [en ond] cirkel er blevet igangsat.50

Et illustrativt eksempel på dannelsen af et ”samspilsramt” område kunne være Gellerupparken i Aarhus. Bydelen er bygget i årene 1968-72 og bliver hurtigt kendt som et af velfærdsstatens prestigeprojekter, med udsigt til eget teater, bibliotek, gæstehotel, kirke og indkøbscenter.51 I 1970 kårer avisen BT Gellerup som ”årets kønneste by” – bl.a. fordi den er ”planlagt med tanke på beboernes trivsel”. Et særnummer af bladet Arkitektur beskriver bydelen som ”et børnevenligt miljø, der er lige så trygt som en villahave.”52

Men i 1970’erne stiger arbejdsløsheden og udgifterne for bygherren bag projektet, Brabrand Boligforening, der kommer tæt på konkurs. Tom Nielsen, professor ved Arkitektskolen i Aarhus, skriver:

Løsningen blev, ligesom for de fleste andre almennyttige boligforeninger i Danmark der havde tilsvarende megaprojekter, en aftale med kommunen om anvisningsret for de borgere som kommunen havde pligt til at hjælpe med bolig. Da de ressource-fattige flyttede ind i stedet for de selvkørende kernefamilier, ændredes det grundlæggende syn på Gellerup.53

I løbet af få år udvikler Gellerup sig til det fattigste område i Aarhus.54 På kort tid ændrer bydelens offentlige image sig fra ”arbejderparadis”, til ”fejlslået megaprojekt” og ”udsat boligområde”.55 I sin bog om dansk boligbyggeri fra 1984 (!) opsummerer arkitekten Erik Nygaard forholdene i bydelen:

Til trods for gode intentioner, har [Gellerup] lige siden opførelsen haft et dårligt ry i Aarhus, og store sociale problemer. Særligt nu, hvor krisen begynder at ramme for alvor, ophobes problemerne i en bebyggelse som Gellerupplanen. I begyndelsen af 80’erne er mere end halvdelen af dens voksne befolkning uden arbejde og der er store spændinger i området.56

Historien om Gellerup er dog langtfra enestående.57 I bogen Fra ghetto til blandet by fra 2017, skrevet af professor ved statens byggeforskningsinstitut Claus Bech-Danielsen og antropologen Marie Stender, fastslår forfatterne, at ”de første problemer, der dukkede op [i de udsatte boligområder], var af økonomisk karakter” og bundede i udlejningsproblemer for den almene boligsektor:

De økonomiske problemer blev [dog] hurtigt fulgt af sociale problemer. En af flere årsager er, at problemet med de tomme boliger [blev] løst gennem anvendelsen af den kommunale anvisningsret. De tomme boliger blev anvist til socialt udsatte borgere og til datidens gæstearbejdere fra Tyrkiet, Pakistan og det daværende Jugoslavien […].58

Enslydende vurderinger kan findes i en lang række af fagkilder på boligområdet.59

De problemer, der i 1970’ene kryber frem i de nye boligområder, falder også sammen med en meget pludselig ændring i holdningen til det funktionalistiske boligbyggeri.På baggrund af den førte anvisningspolitik og de etniske minoriteters placering i det danske lønhierarki60 får de i forvejen problemramte boligområder med tiden en høj koncentration af indvandrere og flygtninge. Ifølge tal fra Landsbyggefonden er andelen af indvandrere og efterkommere i den almene boligsektor steget fra 5 % i 1970 til 25 % i 2010.61

Her bør også med rette citeres en rapport fra Kraks Fond Byforskning fra 2016, hvor de udsatte boligområders historiske udvikling gennemgås, og hvori det fastslås:

[En] kortlægning af de særligt udsatte boligområder viser, at boligområderne over en periode på 29 år (1985-2013) har haft Danmarks største andel af personer uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet, den største andel med flest domme og den største andel med det laveste indkomst- og uddannelsesniveau. De særligt udsatte boligområder har samtidigt oplevet en kraftig vækst i andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande.62 [min fremhævning]

Pågældende rapport konkluderer bl.a., at minimum 40 pct. af beboerne i de særligt udsatte boligområder ikke var tilknyttet arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet i årene 1985-2007.63

Fremmedgørelsens element

D

e problemer, der i 1970’ene kryber frem i de nye boligområder, falder også sammen med en meget pludselig og kraftig ændring i holdningen til det funktionalistiske boligbyggeri.64

I stedet for at blive set som gode og moderne boliger for middelklassen bliver forstædernes betonbyggerier nu fremstillet som gråtonede ørkenlandskaber og en scene for utilpassede unge rødder i dagspressen. I kunstneres, sociologers og venstreintellektuelles hænder bliver de tilmed en slags manifestation af modernitetens og senkapitalismens fremmedgørelse.65

En rapport, udgivet af Byggeriets Udviklingsråd i 1984, udråber sågar 60’er-byggerierne som ”store, monotone, uniforme, færdige, sterile, anonyme og fremmedgørende boligbebyggelser, som opelskede ligegyldighed, ja i værste fald fjendtlighed og aggression overfor både mennesker og ting”.66 Kongelundsvejen, der strækker sig igennem Vestamager, bliver i tidsskriftet Socialistisk Ungdom omdøbt til ”Håbløshedens Allé”.67

Danmarks Radio sender i oktober 1978 tv-udsendelsen En Kirke i Beton. Udsendelsen sætter fokus på byggeriet af en ny kirke i Gellerupplanen, men rummer også en stærkt negativ vinkling af områdets beboere og miljøet i bydelen. I programmet læser en stemme udtalelser op fra anonyme borgere i Aarhus, mens kameraet dvæler ved betonbyggeriernes grå facader:

Læg mærke til børnene [i området], de er rastløse. Når de bliver lidt ældre, kan det godt være, at der er nogle af dem, som mener, at der er noget, som skal hævnes. Jeg kan sige dig så meget, som at jeg hellere ville have savet min arm af, end at lade mine børn vokse op i det miljø.68

Samme år som udsendelsen rullede over de danske tv-skærme, boede der i Gellerupplanen omkring 50 tyrkiske familier. Disse vakte ingen opsigt og blev heller ikke fremhævet som problematiske, hverken i udsendelsen eller den debat, der efterfølgende rejste sig.69

Opfattelsen af de udsatte boligområder som arnesteder for eksistentiel håbløshed og fortabte skæbner er ikke forsvundet med tiden. Bykvartererne, hvor han som ung slog sine folder, beskriver litteraten Kasper Støvring f.eks. (i et indlæg med titlen ”Islam forvandler Europa”) således:

[En] skov af grå bygninger, trøstesløse beboelser, moskeer og tomme kirker. Skikkelserne herude har falmede ansigter, udbrændte øjne og synes at bære selve natten i deres sjæl, selv børnene er grå i ansigterne og ligner den slags svampe, der er groet op i en kælder et sted. Mange er klædt helt i sort, tildækkede kvinder og skæggede mænd med hættetrøjer, der udveksler små poser med hinanden.70

I de dystopiske skildringer af byområderne har kontrafejerne af ”moskeer”, ”tildækkede kvinder” og ”skæggede mænd i hættetrøjer” altså nu indtaget en dominerende plads, når der skrives nekrolog over kvarterernes ånd og de mennesker, der bor der.

Det er også her et nyt kapitel i historien om de udsatte boligområder begynder: Om vrede, unge mænd og organiseret kriminalitet.

Den sociale og økonomiske udvikling i 1970’erne og 1980’erne hæmmer også udviklingsplanerne for de nye boligkvarterer. Frem for at udvikle sig til selvstændige bysamfund ender mange af områderne i en årrække med dårlige forretningsmuligheder samt få kultur- og aktivitetstilbud. I en SBI-rapport konkluderes det bl.a., at områderne ikke ”blev integreret i anden bebyggelse; de lå i mange år som byens yderste forpost […] det medførte en stemning af afsondrethed.”71

Den skarpe holdning til betonbyggeriet, samt de nye forstæders dårlige image, skræmmer børnefamilier og middelklassen væk. Den accelererende dårlige udvikling i forstæderne cementeres.

Imens vokser en generation af unge (mænd) fra ressourcesvage familier op i relativt isolerede og kriseramte bykvarterer, i en periode med høj arbejdsløshed. De kommer fra den hårde arbejderklasse, føler sig udstødt og ekskluderet af samfundet og har et anspændt forhold til autoriteter.

Det er også her et nyt kapitel i historien om de udsatte boligområder begynder: Om vrede, unge mænd og organiseret kriminalitet.

 

Voldens skueplads

I Bullshit – fortællingen om en familie optrevler Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen begyndelsen til, hvad der skulle blive den første rockerkonflikt i Danmark. Det er primært historien om en gruppe utilpassede arbejderklassebørn i 1970’ernes oliekrisetid; knallertrødder fra Nørrebro, Tingbjerg og Vestamagers sovebyer. De kommer fra voldelige og dysfunktionelle familier, der i perioden flytter fra de gamle arbejderkvarterer.

Ungdomsarbejdsløsheden er høj, og de nye byer er præget af manglende aktivitet og udfoldelsesmuligheder. En gruppe unge søger væk fra hjemmets vold og finder i stedet et fællesskab på gaden. I perioden går også amerikanske kulturstrømninger over Danmark. De californiske motorcykelbanders ”modborgerskab” bliver en inspirationskilde for rodløse drenge fra ”Håbløshedens Allé” og andre af velfærdsstatens taberdivisioner. ”Den fortabte generation” kaldes de i pressen.72

I januar 1977 udkommer Socialudvalget i Tårnby Kommune med et internt arbejdspapir om de unges situation på Vestamager, hvori det fastslås, at banderne i området har ”et massivt fritidsproblem, som ingen af de i området eksisterende tilbud kan tilfredsstille”. Året efter bestiller politidirektøren i København en redegørelse om det spirende rockermiljø, hvor det om rockerklubben Filthy Few hedder: ”[Når klubben] fra starten fik en ret stor tilslutning, skal dette ses i lyset af mangel på fritidsbeskæftigelse/lokaler o.l., dels i nødvendigheden af en art sammenhold for at være talstærke nok til at begå sig i kvarteret”.73

”Vold og terror hærger forstæderne”, hedder det således i en artikel i Ekstra Bladet, december 1976: ”Skuepladsen for gade-volden er flyttet fra de gamle traditionelle steder omkring Nyhavn og Vesterbro til sovebyerne udenfor storbyen.”74 I begyndelsen af 1970’erne er Hvidovre Kommune også nødsaget til at ansætte en biblioteksbetjent – en gruppe unge fra Avedøre Stationsby er begyndt at gå med læderjakker og cykelkæder, mens de generer de lokale biblioteksgæster. ”Mini-rockere” døber pressen dem.75

I begyndelsen af dette årti er det således ikke brune rødder fra Gellerupparken eller andre samspilsramte boligområder, der har politikernes, politiets eller mediernes opmærksomhed.Stockmanns og Køster-Rasmussens bog efterlader klart et indtryk af, at de sociale myndigheder stærkt undervurderede datidens bandeproblemer og mest lod tingene stå til. På få år eskalerer konflikten mellem en gruppe unge fra Amager (”Nøragersmindebanden”) og MC-Klubben Nomads fra Nørrebro, som i 1977 ender med at koste to unge mænd livet. Kort tid efter udvikler førstnævnte gruppe sig til rockerklubben Bullshit, mens Nomads kontakter Hells Angels i Hamburg og bliver optaget som prøveklub.

Få år senere, i foråret 1981 og i en anden del af Danmark, skriver Tyrkisk-Dansk Forening et indlæg til rådmanden og socialdirektøren for Aarhus Kommune, hvori de advarer:

[d]er er alvorlige problemer for indvandrerne i de store boligområder i Aarhus. Det drejer sig især om Gellerup, hvor en stor del af beboerne er indvandrere. […] Især de større børns uhensigtsmæssige adfærd [har] skabt et meget anspændt forhold mellem tyrkiske og danske familier i området. Denne adfærd skyldes bl.a. det ringe aktivitetstilbud i området […] og som en følge heraf, at ingen el. kun ganske få børn er tilknyttet fritidshjem eller klub.76

Mens rockerkonflikten udspiller sig i 1970’erne og 1980’erne, ændrer kriminalitetsmønstrene i Danmark sig også. Kriminaliseringen og forbruget af hash har skabt en ny og lukrativ indtægtskilde for grupper på kant med loven. Bullshit begynder som narkodistributører for bagmænd på Vesterbro, men sætter sig i begyndelsen af 1980’erne på en del af Christianias hashmarked. Med Hells Angels’ etablering i Danmark i 1980 har en international kriminel organisation tilmed fået fodfæste i landet.77

Den hensynsløse vold i konflikten mellem de nye grupper sprænger det hidtidige kriminalitetsbillede i Danmark. I årene 1977-1987 bliver otte personer fra miljøet dræbt, heraf nogle likvideret med automatvåben på åben gade. Flere politifolk trues og overfaldes. Et attentat mod justitsminister Erik Ninn-Hansen planlægges. Ifølge Frederik Strand, leder af Politimuseet og ph.d. i politihistorie, var der ”tale om en konflikt af en størrelsesorden, som det danske samfund ikke havde set siden Anden Verdenskrig”.78

I begyndelsen af dette årti er det således ikke brune rødder fra Gellerupparken eller andre samspilsramte boligområder, der har politikernes, politiets eller mediernes opmærksomhed.

Dette skal dog snart ændre sig.

Jarl Sidelmann er uddannet fysiker fra Københavns Universitet og arbejder i dag som analytiker for et realkreditinstitut. Han er bosat i Vangede, i en ejerbolig.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Steen Eiler Rasmussen, Tingbjerg – forklaring til en byplan, Steen Eiler Rasmussens Tegnestue (1963), s. 5.
  2. Ibid.
  3. I sin biografi om Steen Eiler Rasmussen, forklarer forfatteren Olaf Lind, hvordan arkitekterne bag bydelen forsøgte at ”sikre en varieret beboersammensætning, som er en vigtig forudsætning for en velfungerende by.” Men ”beboersammensætningen [var] den mistelten, som man ikke kunne tage i ed, og som i princippet ødelagde det humant idealistiske plangrundlag”:

    ”Tingbjerg blev i ekstrem grad udnyttet til at løse boligproblemet for flygtninge og indvandrere, som i nyere tid har været den største udfordring for den almene boligsektor, og dermed deler Tingbjerg skæbne med mange andre store, almene bebyggelser.”

    Olaf Lind, Arkitekten Steen Eiler Rasmussen, Gyldendal, 2008, s. 158.

  4. Jesper Dehn Møller og Aydin Soei, Skyld – historien bag mordet på Antonio Curra, Lindhardt og Ringhof, 2007, s. 45, samt 51-52. I byplanerne understregede Eiler Rasmussen endog ”det afgørende, at hverken hele bydelen eller enkelte blokke bliver helt domineret af folk fra saneringskvarterer.”
  5. Steen Eiler Rasmussen, ”Fra Tingbjerg til Christiania”, Politiken (16. november 1975).
  6. Arne Gaardmand, Dansk byplanlægning 1938-1992, Bogværket, 2016 [Arkitektens Forlag, 1993], s. 51.
  7. Mikael Jalving, ”Vandtrykket falder, ghettotrykket stiger”, Jyllands-Posten (1. marts 2018): https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE10363658/vandtrykket-falder-ghettotrykket-stiger/
  8. Også ved Folketingets åbning i 2010, talte Løkke Rasmussen om ”ghettoerne” som ”stenørkener uden forbindelseslinjer til det omgivende samfund.” Løkke Rasmussens nytårstale, 2018. Se https://www.regeringen.dk/statsministerens-nytaarstale/lars-loekke-rasmussens-nytaarstale-1-januar-2018/.
  9. Løkke Rasmussens nytårstale, 2018. Se https://www.regeringen.dk/statsministerens-nytaarstale/lars-loekke-rasmussens-nytaarstale-1-januar-2018/.
  10. Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030 (marts 2018): https://www.regeringen.dk/publikationer-og-aftaletekster/%C3%A9t-danmark-uden-parallelsamfund/
  11. ”Befolkningstilvækst,” se ibid., s. 4 og 7. Fokus på etnicitet, boligområdernes ”etniske sammensætning” og ”ikke-vestlige” baggrund er det gennemgående og altomsluttende tema i beskrivelsen af problemets rod. I udgivelsen identificeres tre hovedårsager til ”ghettoernes”/”parallelsamfundenes” opståen: Det bemærkes, at ”den enkelte indvandrer [selv har] det største ansvar” for ”blive integreret i sit nye hjemland”, at ”vi har haft alt for lave forventninger til de flygtninge og indvandrere, der kom til Danmark”, at vi i mange år har ”lukket for mange flygtninge og familiesammenførte ind i Danmark, som ikke er blevet integreret i det danske samfund”, og at disse ”har fået lov til at klumpe sig sammen i ghettoområder uden kontakt til det omkringliggende samfund” (s. 5). ”Danmark skal blive ved med at være Danmark. De steder, hvor vi har fået parallelsamfund, skal Danmark blive Danmark igen”, hedder det (s. 6). Koblingen til asylpolitikken fremhæves også: ”Den stærke befolkningsvækst af borgere med ikke-vestlig oprindelse har givet grobund for parallelsamfund, hvor danske værdier og normer ikke er de primære” (s. 7). Dog er regeringen ”lykkedes med at få tilstrømningen af asylansøgere under kontrol”, hvilket er ”sket gennem en lang række stramninger af udlændingepolitikken.” Denne stramme udlændingepolitik ”skal fortsætte”, da det ”er den stramme kurs, der giver rum til, at vi nu kan fokusere på at nedbryde parallelsamfundene og løfte integrationsopgaven.” Samlet set, konkluderer teksten, ”har vi sat en stopper for tilgangen til problemerne [sic!]” (s. 6).
  12. Liste over ghettoområder pr. 1. december 2019 (Transport- og Boligministeriet, 2019), https://www.regeringen.dk/media/7698/ghettolisten-2019-007.pdf
  13. Se Anna Mikaela v. Freiesleben, Et Danmark af Parallelsamfund (ph.d.-afhandling, Københavns Universitet, 2016), s. 127n.
  14. Mikkel Andersson og Niels Jespersen, Eksperimentet der slog fejl (Gads forlag, 2018), s. 12-22.
  15. Mattias Tesfaye, Velkommen Mustafa (Gyldendal, 2017), s. 352.
  16. I en kommentar til netop dette afsnit skriver John Gravergaard i Kritisk Debat: ”Strukturen i dansk boligpolitik fremmer simpelthen koncentration af borgere med lave indkomster og dårlige muligheder for at komme ind i lånemarkedet. Indvandrere og flygtninge tilhører den fattigste del af arbejderklassen, og må derfor finde bolig hvor det er muligt. At give de fattigste borgere skylden for deres egen misere er usselt, og er et brud på en solidarisk politik for arbejderklassen.” Se John Gravergaard, ”Mattias Tesfayes legitimation af Socialdemokratiets højredrejning,” Kritisk Debat (august 2017): http://gl.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1852
  17. I dette komplet absurde indlæg påstår LA-ideologen desuden, at ”der ikke findes nogen gode nyheder fra ghettoerne. Og med ingen mener jeg virkelig ingen. Som i: nul og niks og ingenting.” Hele tre steder i indlægget bliver en art ”arabisk mentalitet” fremhævet som den grundlæggende årsag til boligområdernes dårligdom, som Dahl mener, at man skal sætte ”hårdt” og ”konsekvent” ind over for. Henrik Dahl, ”Intet godt nyt fra ghettoen”, Berlingske Tidende (21. juni 2016): https://www.berlingske.dk/kommentatorer/intet-godt-nyt-fra-ghettoen
  18. For en uddybende kritik af Dahls overordnede anskuelser på området, se Steffen Groth, ”Henrik Dahl og den arabiske ghettomentalitet”, pov.international (2. juli 2018), https://pov.international/henrik-dahl-og-den-arabiske-ghettomentalitet/
  19. Morten Messerschmidt, ”Ghettoernes problem er ikke betonen – men beboerne”, Ekstra Bladet (11. januar 2018): https://ekstrabladet.dk/opinionen/mortenmesserschmidt/messerschmidt-ghettoernes-problem-er-ikke-betonen-men-beboerne/6992450
  20. Messerschmidts indlæg er på mange måder et casestudie i manglende analyse og følelsesmanipulerende retorik. Om boligområdernes udvikling knytter han f.eks. følgende bemærkning: ”Trods konformiteten var meningen [bag 60’er-byggerierne] god nok: Et alternativ til storbyernes gamle og forhadte slum. Men da luftkastellerne forduftede, blev de almennyttige gigantprojekter til en økonomisk, social og kulturel møllesten om velfærdssamfundets hals.” Hvordan eller hvorfor ”luftkastellerne forduftede”, kommer Messerschmidt ikke nærmere ind på, øjensynligt fordi det af argumentatoriske årsager ikke interesserer ham.
  21. Troels Schultz Larsen, ”Statens afgørende rolle i produktionen af de forsømte boligområder”, videnskab.dk: https://videnskab.dk/politologisk-arbog-2015/statens-afgorende-rolle-i-produktionen-af-de-forsomte-boligomrader
  22. Birgitte Beckert og Gitte Lønnrot, Etniske grupper og bosætning (Roskilde Universitetscenter, 1987), s. 80, citeret i Carl-Ulrik Schierup, På Kulturens Slagmark, Sydjysk Universitetsforlag, 1993, s. 86-87.
  23. Anja Robstrup Andersen, ”500 børn fra ”ghettoen” skulle tvinges i vuggestue – kun 8 er startet”, Fagbladet Boligen (14. november, 2019): https://fagbladetboligen.dk/artikler/2019/november/500-boern-fra-ghettoen-skulle-tvinges-i-vuggestue-kun-8-er-startet/
  24. Se: ”Forsker kritiserer vuggestue-tvang i ghettoer: – Det er at tage børnene som gidsler.”TV2 Øst (14. juli 2019): https://www.tv2east.dk/sjaelland-og-oerne/forsker-kritiserer-vuggestue-tvang-i-ghettoer-det-er-tage-bornene-som-gidsler, ”Forskere: Vuggestue-tvang i ‘ghettoer’ er et risikabelt eksperiment”, videnskab.dk (4. juni 2018): https://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-vuggestue-tvang-i-ghettoer-er-et-risikabelt-eksperiment, ”500 børn fra ”ghettoen” skulle tvinges i vuggestue – kun 8 er startet”, Fagbladet Boligen (14. november 2019): https://fagbladetboligen.dk/artikler/2019/november/500-boern-fra-ghettoen-skulle-tvinges-i-vuggestue-kun-8-er-startet/, ” Forkert at tvinge børn fra ghettoer i vuggestue”, pressemeddelelse fra FOA: https://www.foa.dk/forbund/presse/seneste-pressemeddelelser/global/news/pressemeddelelser/2019/juni/forkert-at-tvinge-boern-fra-ghettoer-i-vuggestue, ”Boligdirektør: Tvungen børnepasning skræmmer ressourcestærke familier væk fra ghettoer”, Dagbladet Holstebro-Struer (4. november 2019): https://dagbladet-holstebro-struer.dk/artikel/boligdirekt%C3%B8r-tvungen-b%C3%B8rnepasning-skr%C3%A6mmer-ressourcest%C3%A6rke-familier-v%C3%A6k-fra-ghettoer,  ”Abdullahi, Joan og Inge synes, tvungen vuggestue er et fejlskud”, TV2 Østjylland (29. maj 2018): https://www.tv2ostjylland.dk/silkeborg/abdullahi-joan-og-inge-synes-tvungen-vuggestue-er-et-fejlskud
  25. ”Hver fjerde elev dumper sprogprøve”, Politiken (Skoleliv) (21. juni 2019): https://skoleliv.dk/art7264017/Hver-fjerde-elev-dumper-sprogpr%C3%B8ve, ” Skoleaktører udtrykker bred kritik af sprogprøver i 0. klasse,” Politiken (Skoleliv) (17. september 2018): https://skoleliv.dk/nyheder/art6689842/Skoleakt%C3%B8rer-udtrykker-bred-kritik-af-sprogpr%C3%B8ver-i-0.-klasse, ”Sprogprøver i børnehaveklassen får hård kritik”, Fyens Stiftstidende (11. oktober 2018): https://fyens.dk/artikel/sprogpr%C3%B8ver-i-b%C3%B8rnehaveklassen-f%C3%A5r-h%C3%A5rd-kritik-2018-10-11(8), ”DLF og skolelederne: Drop ghettopakke-sprogprøverne”, Folkeskolen.dk (1. oktober 2018): https://www.folkeskolen.dk/643393/dlf-og-skolelederne-drop-ghettopakke-sprogproeverne. ”Hver fjerde elev i 0. klasse dumper omstridt sprogtest”, Berlingske Tidende (28. januar, 2020): https://www.berlingske.dk/danmark/hver-fjerde-elev-i-0.-klasse-dumper-omstridt-sprogtest. Høringssvarene kan i skrivende stund læses på: https://www.ft.dk/samling/20181/lovforslag/L60/bilag/1/1947950/index.htm
  26. ”Er det ”faktuelt forkert”, at 11.000 mennesker skal forlade deres bolig på grund af ghettopakken?”, Mandag Morgen (27. november 2019): https://www.mm.dk/tjekdet/artikel/er-det-faktuelt-forkert-at-11000-mennesker-skal-forlade-deres-bolig-paa-grund-af-ghettopakken
  27. Statistikbanken, Danmarks Statistik, tabel BY1, https://www.statistikbanken.dk/BY1
  28. Se kommenteret høringsoversigt til lovforslaget, https://www.ft.dk/samling/20181/lovforslag/L22/bilag/1/1946689.pdf, ”54 advokater kritiserer regeringen: Strafzoner er brud på centralt princip”, Berlingske Tidende (20. marts 2018): https://www.berlingske.dk/politik/54-advokater-kritiserer-regeringen-strafzoner-er-brud-paa-centralt-princip, ”Juridisk tænketank: Ghettoplan tager livtag med retsstaten”, Jyllands-Posten (1. marts 2018): https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10364148/juridisk-taenketank-ghettoplan-tager-livtag-med-retsstaten/, Birgitte Eiriksson, ”Ghettoplan tager livtag med grundlæggende retsstatsprincipper”, Altinget (2. marts 2018): https://www.altinget.dk/artikel/justitia-ghettoplan-tager-livtag-med-grundlaeggende-retsstatsprincipper
  29. Udlændingeordfører Martin Henriksen, i udtalelser til B.T.: ”DF’s barske ghetto-forslag: Unge skal have udgangsforbud efter klokken 20”, B.T. (4. januar 2018): https://www.bt.dk/politik/dfs-barske-ghetto-forslag-unge-skal-have-udgangsforbud-efter-klokken-20
  30. I 2013 indførtes to ny kriterier. Med disse blev beboernes indkomstniveau nu også potentielt afgørende for at komme på ”ghetto-listen”. Derudover blev uddannelsesniveauet for 30-59-årige indført som et kriterium. I 2018 blev kriminalitetskriteriet lempet: ”10 år med ghettolisten”, Fagbladet Boligen (26. november 2019): https://fagbladetboligen.dk/artikler/2019/november/10-aar-med-ghettolisten/
  31. ”10 år med ghettolisten”, Fagbladet Boligen (26. november 2019): https://fagbladetboligen.dk/artikler/2019/november/10-aar-med-ghettolisten/
  32. Sammenlign listerne fra 2017 og 2018: Liste over ghettoområder pr. 1. december 2017 (Transport- og Boligministeriet, 2017), https://trafikministeriet.dk/publikationer/2017/liste-over-ghettoomraader-pr-1-december-2017/ og Liste over ghettoområder pr. 1. december 2018 (Transport- og Boligministeriet, 2018), https://www.trm.dk/publikationer/2018/liste-over-ghettoomraader-pr-1-december-2018/
  33. Tingbjerg røg af listen i 2012, under de oprindelige kriterier. Bydelen har været tilbage på listen siden 2014, under de nu strammere krav.
  34. Se f.eks. Frank Hvilsom, ”»Vi mener, at der er tale om statsracisme«: Ny bølge af klager over diskrimination i ghettolov”, Politiken (1. august 2020): https://politiken.dk/indland/art7870815/Ny-b%C3%B8lge-af-klager-over-diskrimination-i-ghettolov, ”Åbent brev fra Almen Modstand”, Solidaritet (27. maj 2019): https://solidaritet.dk/abent-brev-fra-almen-modstand/. Blandt kravene fra netværket Almen Modstand, er ”ghettolisten og dens kriterier [skal] slettes! I stedet for at stigmatisere tusindvis af mennesker, bør boligmarkedspolitik sikre en mangfoldig sammensætning af beboer i hele Danmark.” Hans Skifter Andersen, ”Nedrivning af almene boliger vil ikke mindske segregationen”, Information (22. november 2018): https://www.information.dk/debat/2018/11/nedrivning-almene-boliger-mindske-segregationen
  35. Kevin Ahrens, ”Boligselskaber vil af med ghettolisten”, DR Nyheder (1. december 2017): https://www.dr.dk/nyheder/indland/boligselskaber-vil-af-med-ghettolisten-den-stigmatiserer-og-stempler-helt, Tarek Omar, ”Førende ghetto-forsker: »Drop nu jeres syge ghettolister, Danmark«”, Politiken (26. maj 2013): https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5538219/F%C3%B8rende-ghetto-forsker-%C2%BBDrop-nu-jeres-syge-ghettolister-Danmark%C2%AB
  36. Hans Skifter Andersen, ”Nedrivning af almene boliger vil ikke mindske segregationen”, Information (22. november 2018): https://www.information.dk/debat/2018/11/nedrivning-almene-boliger-mindske-segregationen
  37. Margit Kjeldgaard, ”Lukket Land: Gentofte-ghettoer truer grundlaget for vores velfærdssamfund”, Solidaritet (11. juli 2020): https://solidaritet.dk/gentofte-ghettoer-truer-grundlaget-for-vores-velfaerdssamfund/
  38. Her kan f.eks. nævnes den nylige debat om bønnekald i Gellerupparken. Dette har et affødt et beslutningsforslag om forbud mod ”højtalerforstærket bønnekald” fra de borgerlige partier; et forslag, som socialdemokratiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund, erklærede, at hans parti var ”enige [i] på bundlinjen.” På Twitter kaldte integrationsminister Matthias Tesfaye bønnekaldet for ”provokationer fra imamer”. Dansk Folkepartis Peter Skaarup mente, at der var tale om en ”magtdemonstration”, igangsat for at ”demonstrere dominans og tilstedeværelse”. Mest grotesk i debatten var dog Pernille Vermund, som fra Folketingets talerstol udtrykte, at bønnekaldet var ”religiøs chikane” og ”ideologisk indoktrinering”, samt at ”islam bruger bønnekald i offentligheden til at fastholde muslimer i et greb af sharia”. Ifølge Vermund var der tale om ”en magtdemonstration af islam, når det gjalder ud over land og mennesker, der endnu ikke har overgivet sig til islam”. I Ekstra Bladet erklærede hun sågar, at der på datoen for bønnekaldet ”var et lille stykke Danmark, der faldt”, for ”der er intet så fremmed og så uvelkomment her, som lyden af en imam, der på arabisk opfordrer os til at underkaste os”. Danmarks Radio (24. juni, 2020): https://www.dr.dk/nyheder/politik/blaa-partier-vil-forbyde-boennekald-socialdemokratiet-er-enige-paa-bundlinjen. Mattias Tesfaye på Twitter: https://twitter.com/mattiastesfaye/status/1275797322123919360. Peter Skaarup, “Stop islamisk bønnekald i Danmark”, Ekstra Bladet (25. april, 2020): https://ekstrabladet.dk/opinionen/peterskaarup/stop-islamisk-boennekald-i-danmark/8103314. Vermunds tale fra Folketingssalen kan p.t. ses på: https://www.youtube.com/watch?v=DstFcmsFX78. Pernille Vermund, “Stop bønnekaldende Tesfaye”, Ekstra Bladet (25. juni, 2020): https://ekstrabladet.dk/opinionen/pernillevermund/stop-boennekaldene-tesfaye/8178631.
  39. Se f.eks. Jan Hjarnø, Copenhagen: On the Housing Battlefield (South Jutland University Press, 1997), s. 65.
  40. Claus Bech-Danielsen og Marie Stender, Fra ghetto til blandet by (Gads Forlag, 2017), s. 7.
  41. Den almennyttige boligsektors rolle på boligmarkedet (Boligministeriet, april 1987), s. 197. Se også Jan Hjarnø, Copenhagen: On the Housing Battlefield (South Jutland University Press, 1997), s. 70.
  42. Jan Hjarnø, Copenhagen: On the Housing Battlefield (South Jutland University Press, 1997), s. 70.
  43. Kulturradikalismens ”grand old man”, Poul Henningsen, havde tidligere ført en kritisk kampagne mod arbejderbevægelsens boliger og Bedre Byggeskik. Bladet Kritisk Revy udråbte bl.a. det traditionelle murstensbyggeri som ”akademisk arkitekturs nulpunkt” (Kritisk Revy, 1928, hæfte 1, s. 52). Blandt datidens kritikere af funktionalismen kan nævnes kunstmaleren Asger Jorn, som i 1947 hævder, at ”funktionalismen er konstrueret uden begær, dvs. for døde mennesker […] Corbusier drømmer om døde mennesker, passive mennesker som han, som planlederen, vil konstruere livsbetingelser for”. Se Olaf Lind og Jonas Møller, Folkebolig – boligfolk, Boligselskabernes Landsforening, 1994, s. 16. Jorn, citeret i Ulla Andersen, Buttadeo: En biografi om maleren Asger Jorn, L&R Fakta, 1998, s. 50. Se også Kaare Dybvad, De Lærdes Tyranni, People’s Press, 2017, s. 40-41.
  44. Den almennyttige boligsektors rolle på boligmarkedet (Boligministeriet, april 1987), s. 40-41, samt 47. Troels Schultz Larsen, ”Med Bourdieu i felten: Almene boligområders storhed og forsømmelse”, trykt i Byen i Bevægelse (Roskilde Universitetsforlag), s. 206-207. Se også Erik Nygaard, Tag over hovedet, Arkitektens Forlag, 1984, s. 162-164. Ifølge Nygaard betød rentefradraget, at ”skattevæsenet mistede skat svarende til ca. halvdelen af de samlede renteudgifter, eller at det offentlige ydede tilskud til parcelhusejere på ca. halvdelen af deres udgifter”. Han refererer til en beregning fra venstresocialisten Preben Wilhjelm, som viste, at det årlige skattetab lå på 2½-3 mia. kroner, hvilket var mere end den samlede offentlige støtte til det sociale boligbyggeri.
  45. Se flere citater nedenfor. Se også f.eks. Den almennyttige boligsektors rolle på boligmarkedet (Boligministeriet, april 1987), s. 39.
  46. Lise Færch, Vollsmose – en bydel som kioskbasker, Uden for nummer 8 (5) årg. (Dansk Socialrådgiverforening, 2004), s. 15
  47. F.eks. Vejleåparken i Ishøj: ”Vejleåparken [blev] færdigbygget under oliekrisen, og den efterfølgende lavkonjunktur fik afgørende indflydelse på boligområdets udvikling. Forventningen til, at ressourcestærke børnefamilier flyttede ind blev langt fra indfriet […]. Det betød, at der var mange tomme boliger, og det resulterede i store driftsunderskud i boligafdelingerne. Problemet blev dog relativt hurtigt løst, da de tomme boliger blev anvist til socialt udsatte borgere og til de såkaldte gæstearbejdere fra Tyrkiet og Pakistan.” Claus Bech-Danielsen og Gunvor Christensen, Boligområder i bevægelse (Landsbyggefonden, 2017), s. 121.
  48. Boligpolitisk hvidbog: En solidarisk boligpolitik (Boligselskabernes Landsforening m.fl., 1976), s. 57.
  49. Herunder ”den fysiske udformning af de pågældende byggerier” og ”konkurrencen fra ejerboligsektoren”, der har tiltrukket mere ressourcestærke borgere. I alt, konkluderer rapporten:

    ”[må] forekomsten af en række alvorligt problemramte almennyttige boligafdelinger i 1980’erne [ses som] resultatet af et kompliceret samspil mellem den samfundsøkonomiske, befolkningsmæssige og boligforsyningsmæssige udvikling, [samt] finansierings- og beskatningssystemets indretning, regelsættet for opførelse og drift af almennyttige afdelinger, kommunernes og boligselskabernes praksis mv. […]”

    Se Den almennyttige boligsektors rolle på boligmarkedet (Boligministeriet, april 1987), s. 17, 44-45, 195. Se desuden Boligpolitik mod segregration, TemaNord, Nordisk Ministerråd, 1997, s. 58-59.

  50. Ibid., s. 192-193.
  51. Erik Nygaard, Tag over hovedet, Arkitektens Forlag, 1984, s. 150.
  52. Mikkel Høghøj og Silke Holmqvist, ”Da betonen blev belastende”, TEMP – tidsskrift for historie (16, 2018), s. 129 og 132.
  53. Tom Nielsen, ”Gellerup: 50 år gammel og først ved at blive voksen”, Jyllands-Posten (4. juni 2018): https://jyllands-posten.dk/aarhus/meninger/ECE10653868/gellerup-50-aar-gammel-og-foerst-ved-at-blive-voksen/
  54. En rapport fra Aarhus kommune og flere styrelser fra 1985 fastslår også, at ”en del af problemerne [i f.eks. Gellerupparken] forstærkes på grund af utilstrækkelige muligheder for identifikation og udfoldelse”. Rapporten konkluderer, at Gellerup tæller ”langt flere ressourcesvage personer og familier end i andre bydele”, fordi der på grund af ”arbejdsløsheden og boligmarkedets funktion” er kommet ”en koncentration af særlige sociale problemer i visse boligområder.” Se Fra boligområde til bymiljø (Boligstyrelsen, Planstyrelsen, Socialstyrelsen, Århus Kommune, 1985), s. 12-13.
  55. Ibid. Se også Louise Nyvang Burmeister, ”Historikere: “Gellerup var helt unikt og enestående”, Lokalavisen Aarhus (27. juni 2018): https://aarhus.lokalavisen.dk/nyheder/2018-06-27/Historikere-Gellerup-var-helt-unikt-og-enest%C3%A5ende-2411711.html
  56. Erik Nygaard, Tag over hovedet, Arkitektens Forlag, 1984, s. 151.
  57. Et andet eksempel kunne være Avedøre Stationsby. Byen opstår i 1960’erne, i forbindelse med udviklingerne af Køge Bugt-området, syd for København. Ligesom Tingbjerg er hensigten er skabe en kollektivistisk bydel med en bred beboersammensætning. Da området står færdigbygget i 1983, er der dog færre offentlige institutioner end tiltænkt, og et planlagt indkøbscenter er også blevet droppet. I løbet af 1980’erne begynder Hvidovre Kommune også at anvise sociale klienter, indvandrerfamilier og psykisk syge (efter aftale med Glostrup Hospital) til en stor del af bydelens almennyttige boligbyggeri. Se Birgitte Mazanti, Fortællinger fra et sted (ph.d.-afhandling, Statens Byggeforskningsinstitut, 2002), især s. 79-82, 89-90.
  58. Claus Bech-Danielsen og Marie Stender, Fra ghetto til blandet by (Gads Forlag, 2017), s. 14.
  59. I forbindelse med Landsbyggefondens 50-års jubilæum, udgives f.eks. rapporten Boligområder i bevægelse, skrevet af førnævnte Bech-Danielsen og sociologen Gunvor Christensen. Her opsummeres de historiske årsager til problemerne i dele af den almene boligsektor:

    Saneringer i de indre bydele skabte i efterkrigstiden grundlaget for udvikling af forstædernes boligområder […]. Her flyttede arbejderklasse og middelklasse ind dør om dør, men allerede i 1970’erne begyndte middelklassen at fraflytte områderne, og grunden blev lagt til den koncentration af udsatte beboere, som har været problemet lige siden.

    I en rapport fra Kraks Fonds Byforskning fra 2013 om indsatser i de socialt udsatte boligområder konkluderes det, at der i 1980’erne

    skete en stor udflytning af ressourcestærke børnefamilier til ejerboliger, særligt parcelhusene. Samtidig skete en stor indflytning af enlige, beboere med forskellige misbrugsproblemer, og marginaliserede beboere. […] De synlige tegn på, at særlige boligområder både havde fysiske problemer og koncentrationer af socialt udsatte grupper, optræder således i denne periode.

    En rapport fra Statens Byggeforskningsinstitut fra 2005 fastslår samstemmende, at

    baggrunden for udviklingen i [de udsatte boligområder] har været en tiltagende social segregation på boligmarkedet og mellem forskellige dele af byerne, som har betydet, at de socialt svage og dårligst stillede borgere i stigende omfang koncentreres i bestemte byområder.

    Se Claus Bech-Danielsen og Gunvor Christensen, Boligområder i bevægelse (Landsbyggefonden, 2017), s. 17, Gunvor Christensen, Indsatser i udsatte boligområder (Kraks Fond Byforskning, 2013), s. 29 og Hans Skifter Andersen, Den sociale og etniske udvikling i almene boligafdelinger (Statens Byggeforskningsinstitut, 2005), s. 12.

  60. Integrationsforskeren Christian Horst påpeger f.eks., at bokoncentrationer blandt indvandrere skal ses i lyset af den oprindelige årsag til indvandringen. Indvandrere fik arbejde i den industrialiserede sektor, og deres begrænsede økonomiske formåen placerede dem i den del af den lokale boligmasse, som den ufaglærte del af arbejderklassen overvejende tilhørte. Horst, citeret i Tina Charlotte Kjær, Indvandreres og flyktninges bokoncentrationer i Danmark, Norge, Sverige og Finland (Tema Nord, Nordisk Ministerråd, 1996), s. 78.
  61. Beboere i den almene boligsektor 2010 (Landsbyggefonden, april 2011), s. 5.
  62. Cecilie Dohlmann Weatherall et al., Et historisk tilbageblik på de særligt udsatte boligområder i 2014 (Kraks Fonds Byforskning, 2016), s.10.
  63. Ibid., s. 18.
  64. I 1971 udkommer debatbogen Meninger om mennesker og miljø. I udgivelsen kritiserer to beboere i Værebro Park i Bagsværd områdets infrastruktur, som ifølge dem gør det svært at træffe naboer og skabe et socialt liv. Resultatet er, at bydelens centrum ligger øde hen: ”I Værebro Park er husene bygget, så hver og en kan sidde i sit bur i fred og ro – med fælles antenne,” lyder kritikken. Meninger om mennesker og miljø (Statens Byggeforskningsinstitut, 1971), s. 33. Ulf Christiansen et al., Bedre bebyggelser – bedre liv? (Statens Byggeforskningsinstitut, 1993), s. 27.
  65. Erik Nygaard, Tag over hovedet, Arkitektens Forlag, 1984, s. 204-211. Birgitte Mazanti, Fortællinger fra et sted (ph.d.-afhandling, Statens Byggeforskningsinstitut, 2002), s. 92. For en detaljeret gennemgang af ændringen i fremstillingen af de nye boligområder fra 1960’erne til 1970’erne, se Mikkel Høghøj, ”Hvad kan vi lære af ’betonjunglens’ historie?”, Eftertrykket.dk (13. september 2019): https://www.eftertrykket.dk/2019/09/13/hvad-kan-vi-laere-af-betonjunglens-historie-1-del/ (link til første del).
  66. Om livet i boligområderne – Frygten for vold og hærværk (Byggeriets Udviklingsråd, 1984), s. 3.
  67. Citeret i Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen, Bullshit – fortællingen om en familie (Gyldendal, 1.udgave 3. opslag, 2018), s. 108.
  68. Mikkel Høghøj og Silke Holmqvist, ”Da betonen blev belastende”, TEMP – tidsskrift for historie (16, 2018), s. 132-133.
  69. Ibid., s. 125, 133 og 139.
  70. Kasper Støvring, ”Islam forvandler Europa”, blog på Berlingske Tidende (5. december 2017): https://web.archive.org/web/20171208003330/https://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2017/12/05/islam-forvandler-europa/
  71. Ulf Christiansen et al., Bedre bebyggelser – bedre liv? (Statens Byggeforskningsinstitut, 1993), s. 29.
  72. Ambro Kragh, Englenes Gerninger, Gyldendal, 1997, s. 50.
  73. Citeret i Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen, Bullshit – fortællingen om en familie, Gyldendal, 2018, s. 85 og 161.
  74. ”Vold og terror hærger forstæderne”, Ekstra Bladet (31. december 1976).
  75. Aydin Soei, Vrede Unge Mænd, Tiderne Skifter, 2011, s. 12.
  76. Indlægget kan læses som bilag i Erik Skov & Anne Marie Kjærsgaard, Det Tværfaglige Samarbejde i Gellerupparken (Brabrand, 1982), s. 44-45.
  77. Nadja Kirschhoff Hestehave, ”Rocker- og bandegrupperinger i Danmark: kultur, konflikter og kriminalitet”, trykt i Kriminologi, Hans Reitzels Forlag, 2013, s. 219. Ambro Kragh, Englenes Gerninger, Gyldendal, 1997, s. 55. Frederik Strand, ”Bandekriminalitet kan bekæmpes”, Jyllands-Posten (15. november 2012): https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/article4908773.ece/
  78. Ambro Kragh, Englenes Gerninger, Gyldendal, 1997, s. 74-76. Frederik Strand, ”Bandekriminalitet kan bekæmpes”, Jyllands-Posten (15. november 2012): https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/article4908773.ece/