Reduceret til mor

Rachel Cusks Et livsværk genoptog 1970’er feminismens insisteren på at skrive om moderskabet som hårdt arbejde. Den nye danske oversættelse lander midt i et moderskabsboom, der gør op med årtiers udelukkelse af fødsel, amning og bleskift fra det litterære selskab.

Et livsværk – om at blive mor
Rachel Cusk
Vinter Forlag 2021. Oversat af Juliane Wammen

 

 

Af Iben Engelhardt Andersen
Illustration af Julie Kordovsky

Rachel Cusks bog om sit første år som mor vakte forargelse, da den udkom i England i 2001. Hun blev kaldt uegnet som mor, fordi bogen skildrer moderskabet som en radikal tabserfaring og det lille barn som en ”mini-Napoleon”, med hvem moren ligger i krig om nattesøvn, ret til egen krop og fred til at tænke en tanke.

Nu har Vinter Forlag kastet denne velskrevne, skarpe og sjove moderskabsklassiker ind i en strøm af danske bøger om moderskab, som skønlitterært og intellektuelt bearbejder de omvæltninger i tid, krop og kærlighed, der hører med til at være gravid, føde og blive mor. Det virker ikke længere så provokerende at sige, at moderskabet er et hårdt arbejde, der aldrig stopper, at det at få børn også er at miste sig selv, og at kvinder, der føder og ammer børn, underkastes en biologisk tvang, som underminerer hårdt tilkæmpede friheder. Men manglende ligeløn, elendige forhold på fødegangene og politisk underprioritering af omsorgsarbejdet betyder, at det kan være nødvendigt at gentage det åbenbart stadigt kontroversielle udsagn, at moderskabet ikke er et privat anliggende.

Et livsværk er altså endnu en bog i et regulært boom i den danske moderskabslitteratur, hvor blandt andre Olga Ravn, Maja Lucas, Line Kjeldsen Jensen, Cecilie Lind, Dy Plambeck, Hanne Højgaard Viemose og Camilla Hega Holst skriver vildt, skræmmende og sjovt om kropsligt smadr, daglige rutiner, parforholdsproblemer, psykisk sygdom og ambivalent kærlighed. Om oversættelsen af Cusks bog ligefrem manglede i det aktuelle boglandskab, er jeg i tvivl om, men den fungerer, som hun selv beskriver det i sit forord, som et hjælpende ”akkompagnement” til andre kvinders erfaringer og til mængden af litteratur, der insisterer på at forme sig efter moderskabets ikke-plot. Disse udgivelser befinder sig vel på et stort marked for autofiktion (den helt eller delvist selvoplevede fiktion), hvis mekanismer man også må forholde sig kritisk til. Men med deres blandinger af køkkenrealisme, bekendelse, humor og horror åbner de for mere rummelige og komplekse forståelser af moderskabet, ligesom de fungerer som et samlet kampskrift for trygge fødsler, bedre barsler og et mere åbent kvindefællesskab.

I sit forord beskriver Cusk Et livsværk som ”en personlig beretning om en overgangsperiode”. Over elleve kapitler skildrer hun chokket over ikke længere at være én. Hun er reduceret til mor, dvs. ammende krop, og kan ikke opretholde sit forhold til tiden og omgivelserne. Hun har, skriver hun, mistet sin form og er blevet spøgelse, ruin, maskine, ren arbejdskraft: ”Ved at få et barn har jeg skabt en rivaliserende bevidsthed der ubesværet overmander mig og fastholder mig i et udmattende hoveri.” Bogen foregår fra den sene graviditet, til barnet er et år gammel. Som Olga Ravn gør det mere gennemgribende i Mit arbejde fra 2020, mimer Et livsværk den desorientering, som følger med det tidlige moderskab. Så er der et kapitel om kolik, så et om de offentlige pjecers amme-regimer, så et om angsten for at overlade barnet til andres omsorg.

Cusk beskriver skarpt den måde, hun både forholder sig distanceret til og desperat opsøger alverdens moraliserende råd, gråd-skemaer og formler for god nattesøvn. F.eks. i selvhjælpslitteraturen, der kapitaliserer på forældreskabets ambivalente følelser og bidrager til at skabe en generation af usikre mødre:

Jeg har på fornemmelsen at man kan gøre hvad som helst til et specialområde og dermed underminere den intuitive selvsikkerhed hos dem man henvender sig til. Jo mere jeg læser, jo mere forsvinder min datter fra mig og forvandler sig til en genstand hvis brug jeg må genlære, og hvis overensstemmelse med andre genstande af samme slags er en kilde til permanent ængstelse.

Snarere end at trøste sin læser og give hende gode råd vil Cusk altså dele sin erfaring af radikal ambivalens: kærlighed og had, træthed og eufori, trældom og lykke i ét. Hun forestiller sig i øvrigt, at det kun er andre mødre, der vil læse hendes bog. Det er måske lidt mindre sandt i 2021, hvor lidt flere mænd tager del i det tidlige forældreskab, og hvor nogle af de vigtigste danske værker i de senere år altså handler om moderskab, ligesom man er i færd med at genopdage 1970’ernes kvindebevægelser og den moderskabslitteratur, der udsprang heraf.

Moderskabet kan føles uproduktivt, resultatløst. Og tvingende, fordi det er helt igennem umuligt at strejke fra. Men der gives altså alligevel en kompleks lykke i dette daglige, nødvendige arbejde for at drage omsorg for en andens liv.Et livsværk handler også om, hvor Cusk har fundet de erfaringer og den visdom, hun kunne bruge til at forstå sine følelser af skam, fortvivlelse, vrede og ømhed. Som hun skriver, er ”rejsen” fra at være kvinde til at være mor, længere for kvinder i dag end for deres mødre, fordi de er vokset op med forventninger til et ligestillet liv, som fødsel, amning og moderskab risikerer at skuffe. Imellem beskrivelserne af hendes egne kampe læser Cusk en række scener med børn og forældre fra den britiske litteraturhistorie. De har altid været der, konstaterer hun, men det er først nu, hun ser dem. Hvor moderskabet omstyrter nattesøvnen og døgnrytmen og opleves som en række aldrig færdige pligter, et konstant og opslidende arbejde for at vedligeholde, understøtte, pleje og passe, præsenterer et digt fra romantikken, hvor digterjeget våger over et sovende barn, en måde at genfinde en ”elementær storhed” i forældreskabet.

Moderskabsarbejdet er stillestående. Dets modus er gentagelsen. På den måde kan det føles uproduktivt, resultatløst. Og tvingende, fordi det er helt igennem umuligt at strejke fra. Men der gives altså alligevel en kompleks lykke i dette daglige, nødvendige arbejde for at drage omsorg for en andens liv. Og den giver sig til kende som en evne til at opholde sig i øjeblikket, ikke i den fortid, der er tabt, eller den fremtid, som barnet repræsenterer, men i en nutid, der har sin egen kraft.

Hushjælp

Spørgsmålet om, hvem man bør få hjælp af, bliver også anderledes konkret i Cusks beskrivelser af, hvordan hun har forsøgt og opgivet at ansætte en hushjælp. Hun beskriver selvkritisk, hvordan hun forestillede sig at få hjælp udefra til at passe barnet, så hun selv kunne blive fri til at arbejde, altså sætte sig ind på sit kontor og skrive romaner. Hun leverer en form for parodi på sin egen naivitet, da hun drømmer om at hyre billig hjælp fra immigrantarbejdere:

Den person jeg tænkte på, fandtes ikke på de gule sider, men derimod blandt et kor af himlens engle eller i en eventyrbog. Hun var vis, kompetent, venlig, kærlig. Hendes løn ville være beskeden og nærmest symbolsk, hendes tid blev givet af kærlighed.

Mens forestillingen om den naturligt disponerede omsorgsarbejder lever i bedste velgående og medvirker til at fastholde omsorgsarbejdets ringe løn og vilkår, viser Cusk, hvordan illusionen braser sammen i den velmenende middelklasse, hun skriver fra og til. Hun hyrer forskellige immigrantarbejdere til at passe barnet, mens hun selv forsøger at arbejde et andet sted i huset. Men hun kan ikke løsrive sig fra barnet, og hun kan ikke dy sig for at overvåge sine ansatte. De bliver derfor alle afskediget på høflig vis. Stefan fra Slovenien vender tilbage for at kræve løn for tabt arbejdsfortjeneste, mens Rosa fra Spanien ringer og kræver kompensation for at arbejde ”som et bæst hele dagen”. For Rosa giver Cusks forfatterarbejde ikke mening som andet end en forkælet overklassebeskæftigelse: ”Du er en rædsom kvinde, sagde hun og lagde røret på.” Sådan slutter det kapitel, hvilket jo er sjovt og ubehageligt og sandt fra forskellige perspektiver.

Her peger Et livsværk måske på nogle mere provokerende steder at tage moderskabslitteraturen hen nu – til (selv)undersøgelser af de måder, moderskabsarbejdet også bliver et sted for udlicitering og udnyttelse. I et lille glimt handler Cusks bog om, hvordan det reproduktive marked gennemsyres af klassemæssige og globale uligheder.

Cusk var en pioner, da hun ærligt og usentimentalt beskrev den isolerede, kedsommelige og udmattende ”lavstatusbeskæftigelse”, moderskabet er. Oversættelsen af Et livsværk føjer brænde til den aktuelle moderskabslitteraturs samlede provokation.

Iben Engelhardt Andersen er ph.d., postdoc i projektet ”Utopia Without Future” ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.