Hvad sker der for alliancen mellem islamismen og dens kritikere?

I videoen ”Hvad er der med alliancen mellem islam og venstrefløjen?” fra serien Henriks Halvtomme Glas forsøger Henrik Dahl og hans gæst, Hanna Ziadeh, at optrevle den ”alliance, der hersker mellem islam og venstrefløjen”. Det, de opnår, er noget ganske andet: at bakke op om den langt stærkere alliance mellem Vesten og islamismen.

Af Uffe Kaels Auring
Illustration af Ahmed Jahaf

I videosamtalen på det borgerlige medie Kontrast retter Henrik Dahl og Hanna Ziadeh en bredside mod venstrefløjen som sådan. Der nævnes få navne, men ”alliancen”, de har sat sig for at afsløre, omfatter både den arabiske og europæiske venstrefløj. Dahl og Ziadeh forsøger at forstå, hvorfor disse umage parter har fundet sammen. Følgeteksten til videoen giver følgende svar: ”alliancen bunder i en fælles modstand mod Israel, USA og imperalisme [sic] ud fra logikken ‘din fjendes fjende er din ven’”. Det opsummerer meget godt hovedsynspunktet i Dahl og Ziadehs fremstilling.

Muligheden af varme relationer mellem islamismen og vestlige stater nævnes ikke. Det havde ellers været oplagt at inddrage, når man tænker på omfanget af aktuelle relationer. Jeg vil forsøge at forstå, hvorfor de to fremstiller sagen på denne måde.

Indledningsvis må vi holde fast i to kendsgerninger.

1. De vestlige stormagter med USA og Storbritannien i spidsen er tætte allierede med islamistiske kræfter. Det gælder de stater, der mest energisk har fremmet islamistiske dagsordener i deres nære omgivelser og på verdensscenen, og det gælder diverse understatslige organisationer, som Vesten har betjent sig af på en ad-hoc-basis for at fremme magtpolitiske interesser. Det gælder historisk, og det gælder aktuelt.

2. Selv hvis vi som Dahl og Ziadeh tager de venstreorienterede over en bred kam, kan støtten fra islamismens ”venstreorienterede” sympatisører i Vesten ikke måle sig med den militære, økonomiske og politiske opbakning fra det officielle Vesten. Holdt op imod de vestlige stormagters bidrag er den proislamistiske indflydelse fra de venstreorienterede i bedste fald marginal. Opgjort i blodsudgydelser synes det proportionsløst overhovedet at ville foretage en sammenligning.

Vi kan tage alle anklager fra Dahl og Ziadeh for gode varer, lægge lidt til, og sagen er fundamentalt set uændret.

Hvis der kan rejses tvivl om nogen af disse forhold, så skal det gøres. Jeg vil meget gerne forholde mig til eventuelle indvendinger og gå det hele nøjere efter, idet jeg finder det prisværdigt, at man på Kontrast er ”åbne for indspark fra både højre og venstre”. Men da de basale forhold er velkendte, og jeg ikke kender til nogen konkrete indvendinger, vil jeg gå videre til områder, hvor der for mig at se er noget at diskutere.

De retter al deres kritik mod de ”venstreorienterede”, hvis betydning er marginal, og omtaler slet ikke den officielle støtte. Det, der kan diskuteres, er: Hvorfor?Hovedproblemet for Dahl og Ziadeh er islamismen. Det er det egentlige onde. Det er således ikke islamismens bånd til de venstreorienterede, der kompromitterer islamismen, men de venstreorienteredes “alliance” med islamismen, der blotlægger deres moralske kollaps. Dahl og Ziadehs udgangspunkt er således, at det er forbindelsen til islamismen, som er stærkt kritisabel. Helt rimeligt fokuserer de på etablerede politiske kredse i de vestlige samfund. Disse bånd skal afsløres, kritiseres og – gerne helt praktisk – optrevles.

Udgangspunktet er i mine øjne uangribeligt. Islamismen og dens jihadistiske udløbere er et alvorligt problem, og deres sammensvorne i Vesten fortjener kritisk opmærksomhed. Af deres gennemgang forstår jeg, at de parter, der besidder magt og indflydelse og bruger denne magt og indflydelse til at tjene islamistiske kræfter og deres dagsordener, skal frem i lyset. Men jeg ser ikke, at det er de kræfter, Dahl og Ziadeh bringer frem i lyset. De retter al deres kritik mod de ”venstreorienterede”, hvis betydning er marginal, og omtaler slet ikke den officielle støtte. Det, der kan diskuteres, er: Hvorfor?

Tre mulige forklaringer

Den faste drivkraft i Vestens engagement er viljen til at få bugt med bevægelser, der søger uafhængighed fra vestlig dominans og dens fundamentalistiske holdepunkter. Islamistiske agenter har igen og igen vist sig at være et af de foretrukne midler.E

n mulighed er, at det, der tæller i skyldsregnskabet, ikke er reelle bidrag til islamismen, men den offentlige identifikation med den. Giver Dahl og Ziadehs tilgang mening, når problemet anskues fra en sådan identitetspolitisk synsvinkel? Til dels, ved første øjekast. I de tilfælde, hvor det officielle Vesten har samarbejdet med islamistiske organisationer mhp. at destabilisere stater og vælte regeringer, har man typisk holdt lav profil fra Washingtons og Londons side. Meget af det er foregået skjult. Hvis kun den offentlige identifikation har betydning, kan vi se bort fra alt dette. Men det er i det samlede billede ikke meget, vi kan trække fra på den konto. For hovedsporet i Vestens proislamisme – alliancen med Golf-staternes islamistiske herskere og Pakistan – har man forfulgt offentligt. Godt nok forbyder ”hensyn til national sikkerhed” ofte indblik i de nøjere detaljer, men venskaberne og deres væsentligste samarbejdsprojekter lever i det åbne, blottet for skam. Vestlige statsledere fortæller f.eks., at disse antidemokratiske bastioner for kvindeundertykkelse og menneskerettighedskrænkelser er ”moderate”.

At tilslutningen oftest er præsenteret i apologiens form, vil næppe narre en menneskerettighedsekspert som Hanna Ziadeh og en åndsfrihedsforkæmper som Henrik Dahl. Desuden undergraves hele metoden bag Dahl og Ziadehs afsløringsprojekt, hvis udgangspunktet er, at vi kun må identificere andre med det, de selv vedkender sig. De venstreorienteredes “alliance” med islamismen er jo ikke noget, de skilter med. Og deres antisemitisme, påpeger Ziadeh, er ”slet skjult” (dog så elendigt tilsløret, at både gæsten og værten finder det overflødigt at begrunde denne racismeanklage).

En anden mulighed er, at vi kun skal medregne den form for islamismestøtte, som er båret af et ”ideologisk fællesskab”, hvilket er det afgørende bindeled mellem de udskældte parter i Dahl og Ziadehs fortælling. Så Vestens alliance kan vi se bort fra, da den kun er praktisk, mens vi må sætte alt ind på at få afdækket de venstreorienteredes alliance, eftersom den udmærker sig ved sin ”ideologiske” karakter?

En mulighed er, at Dahl og Ziadehs primære interesse ikke vedrører den radikale islam og dens vestlige støtter, men i stedet er rettet mod ”de venstreorienterede”, som skal hænges ud. ”Islamismen” er så mere redskabet end problemet. Og det må bruges med omhu.Nu findes der ikke nogen entydig opskrift på, hvornår et fællesskab stikker så dybt, at det er ideologisk, og hvornår der f.eks. er tale om et interessefællesskab. Det kommer bl.a. an på, hvad man mener med ”ideologisk”. Lad os følge Dahl og Ziadehs tilgang. De præciserer, at det ideologiske fællesskab mellem islamismen og de venstreorienterede er baseret på logikken om, at ”min fjendes fjende er min ven”. Øjensynligt mod deres hensigt får debattørerne hermed præsenteret os for et centralt rationale bag de vestlige stormagters omfavnelse af radikal islam. Den faste drivkraft i Vestens engagement i den muslimske verden er viljen til med alle midler at få bugt med bevægelser, der søger uafhængighed fra vestlig dominans og dens fundamentalistiske holdepunkter. Islamistiske agenter har igen og igen vist sig at være et af de foretrukne midler. Vesten gjorde fælles front med panislamismen i opgøret med den sekulære arabiske nationalisme i 1950’erne og 1960’erne. Bl.a. takket være denne indsats er sekulære kræfter i dag stort set sat ud af spillet. Nu er den fælles fjende den shiitiske blok.

Man kan argumentere for, at de mest konsoliderede alliancer (til f.eks. Saudi-Arabien) hviler på mere ligefremme venskaber. Men selv her er fjendskabet mod forhadte tredjeparter også en del af mikset. Desuden ville det være mærkeligt, hvis venskaber, der dyrkes for deres egen skyld, skal regnes for mindre ”ideologiske” end de relationer, man indgår efter devisen om ’min fjendes fjende’.

For Dahl og Ziadeh er varighed et godt tegn på, at et fællesskab er ideologisk funderet. Ziadeh bemærker: ”Som historiker bliver du nødt til at sige, at hvis ting bliver ved og ved […] så kan det ikke kun være en eller anden pragmatisk, realpolitisk alliance.” Ergo burde de førende vestlige staters islamismealliance, med sine dybe rødder i såvel kolonitiden som i 1930’erne og 1940’ernes stormagtspolitik, kvalificere som fundamentalt ideologisk. Venstreorienterede kan ikke bryste sig af en tilsvarende lang og ubrudt tradition for samarbejde med islamistiske kræfter.

På den anden side kan man hæfte sig ved, at vestlige bureaukrater og beslutningstagere gentagne gange privat har noteret sig, at vores proislamistiske initiativer gør vold mod de politiske værdier, vi hylder offentligt. Men så må vi i samme åndedrag bemærke, at værdierne ikke har været nogen hæmsko for fortsat brug af de islamistiske aktiver; vigtigere hensyn har sat dagsordenen. Hvis ideologi betegner de operative principper for politisk handling, herunder valget af venner og fjender, har Vestens alliance med islamismen altså en ideologisk karakter. Hvis ikke, har den karakter af noget stærkere. Vi kan lære meget ved at dykke ned i politikkens rødder og indhold, men det må blive en anden gang.

De to muligheder må altså forkastes. Vi er ikke kommet nærmere en afklaring af, hvorfor de venstreorienteredes forholdsvis beskedne opbakning til islamister løber med al opmærksomheden, mens Vestens tætte samkvem med islamistiske stater og grupperinger – endsige de imponerende præstationer ud i menneskerettighedskrænkelser, demokratibekæmpelse, terror og jihadisme – ikke nævnes med et ord. Jeg kan have overset noget, men vi er nu nået til et punkt, hvor jeg ikke kan komme på andre mulige forklaringer, som er tro mod Dahl og Ziadehs erklærede og helt rimelige problemopfattelse: Islamismen er et onde, og det gælder derfor om at udpege og bekæmpe de vestlige elementer, der står i ledtog med uhyret.

Hvis vi tillader muligheden af, at debattørernes reelle agenda ikke er, hvad den giver sig ud for, kan tingene til gengæld give mening. Kunne det være tilfældet?

Det er et led i det, kendere kalder ”beskyttelsesgarantien”: Vi får vores andel af olierigdommene; islamisterne får sikkerhed – til at give os den.En tredje mulighed kunne således være, at Dahl og Ziadehs primære interesse ikke vedrører den radikale islam og dens vestlige støtter, men i stedet er rettet mod ”de venstreorienterede”, som skal hænges ud. ”Islamismen” er så mere redskabet end problemet. Og det må bruges med omhu: Venstreorienterede kritikere af Vestens voldelige alliancer med islamistiske styrer ser vi bort fra; Michel Foucault og venstrefløjstilhængere af ayatollah Khomeini viser os derimod, hvad det vil sige at være venstreorienteret. Ziadeh nuancerer billedet en smule, men uden at bryde ud af Dahls dikotomiske rammesætning.

Denne tredje forklaring er langt mere plausibel end de to førstnævnte. Men problemet stikker dybere. Når Dahl og Ziadeh flere gange slår fast, at den venstre-islamistiske alliance er baseret på ”antiamerikanisme”, ”antiimperialisme” og ”en fælles modstand mod Israel, USA og imperialisme”, så bliver seeren bestyrket i den opfattelse, at islamismens suverænt stærkeste eksterne partnere – det officielle Vesten, London og Washington, i nogen grad Tel Aviv – må tilhøre den antiislamistiske lejr. De venstreorienterede og islamisterne gør altså fælles front mod det liberale Vesten.

Et nedslag i Vestens proislamisme

Her er det en god idé at tage bestik af Ziadehs advarsel mod at lade ”det ideologiske perspektiv, som man lægger på virkeligheden”, skygge for, ”hvad virkeligheden […] bliver ved med at sende af signaler”. Vi må ”konfrontere virkeligheden” i stedet for at være ”fanget af det politisk korrekte”. Eller simplere udtrykt: Vi må holde os til sandheden og lade være med selv at sende falske signaler.

Lad os tage et enkelt af de signaler, som virkeligheden bliver ved med at sende. I over et halvt århundrede har USA og Storbritannien energisk støttet den saudiarabiske nationalgarde, der opretholder ”intern sikkerhed”, dvs. tyranniet, i landet. Denne over 100.000 mænd stærke hær er essentielt set ”bodyguards for den royale familie”, men gardisterne er ikke alene tæt inde på livet af de kongelige herskere. Som styrets primære kontrolinstans holder garden og dens vidtforgrenede netværk af lokale håndlangere styr på borgerne i alle dele af landet.

Den vestlige støtte inkluderer træning, rådgivning, indlemmelse af personel under saudisk myndighed og omfattende leverancer af voldsmidler. En del af udstyret er egnet til militære formål, men størstedelen tjener civile formål, dvs. at holde civilbefolkningen nede med vold. Ydelsen er et led i det, kendere kalder ”beskyttelsesgarantien”: Vi får vores andel af olierigdommene; islamisterne får sikkerhed – til at give os den. Hvad der beskyttes imod, er befolkningen, og beskyttelsen opnås igennem vedvarende overgreb mod dens mest basale menneskerettigheder. Det foregår stadig. I nyhedsstrømmen fremhæves ”stabilitet” ofte som en af Vestens primære interesser i Mellemøsten. Her ser vi stabilitetens realpolitiske grundbetingelse.

Det er først og fremmest Vesten, som fremmer islamistisk undertrykkelse i de muslimske lande, ikke omvendt.Foruden lukrative militærkontrakter og tilbageførelsen af oliepenge til de vestlige stater, der sikrer kongefamiliens fortsatte kontrol med olien, får vi i de vestlige samfund desuden en smule islamistisk indflydelse med i tilgift. Den saudiske stat sponsorerer f.eks. prestigiøse universiteter og tænketanke som Atlantic Council og Council on Foreign Relations, der forsyner Vestens politiske eliter med geopolitisk viden af fineste karat og former de prismer, som den bredere offentlighed ser det internationale landskab igennem. Andre organer for liberal tænkning, som er tæt forbundne med Vestens beslutningscentre, kan nævnes. Men siden vi ikke støder på nogen venstreorienterede agenter, er der intet vundet ved at gå længere ned ad det spor.

Lad os for en god ordens skyld have proportionerne med. Selv når vi indskrænker blikket til partnerskabet med den saudiske nationalgarde, står det klart, at det først og fremmest er Vesten, som fremmer islamistisk undertrykkelse i de muslimske lande, ikke omvendt. Der løber lidt den modsatte vej, herunder pletvise terroranslag, som til dels er reaktioner på de islamiske staters ugudelige alliance med Vesten, dels en af partnerskabets religiøse frugter. Ikke noget, der tilnærmelsesvis modsvarer opretholdelsen og driften af vital, diktatorisk infrastruktur.

Ikke noget, der kan måle sig med at leve med en konstant nærværende terrortrussel, som rammer enhver, der sætter ord på den.

Vi ville se protester fra frihedselskende borgere i vestlige hovedstæder, hvis der i Vesten fandtes almindelig opbakning til vestlige værdier eller blot gedigen antiislamisme.Målt i undertrykkelse og lemlæstelse er understøttelsen af den saudiske nationalgarde ikke nogen triviel sag. Det kan saudiarabiske dissidenter, der ikke er bragt til tavshed – dvs. lever i eksil – tale med om. Det samme kan gennemtæskede bahrainske demokratiforkæmpere og efterladte til ofrene for Saudi-Arabiens uhyrligt morderiske kampagne mod det yemenitiske folk. Nationalgarden er nemlig også engageret i forsvaret for den rette tro uden for hjemstedet for Mekka og Medina.

Bemærk, at det er et mindre hjørne af Vestens proislamistiske engagement, jeg her trækker frem. Og dog er det alt rigeligt, hvis vi leder efter en sag, som fortjener vedholdende fordømmelse fra offentlighedens medievagthunde og protester fra frihedselskende borgere i vestlige hovedstæder. Sådanne reaktioner ville naturligt følge, hvis der i Vesten fandtes almindelig opbakning til vestlige værdier eller blot gedigen antiislamisme. Som det er nu, kan vi lokalisere nogen kritik fra venstrefløjstyper, mens der ikke er meget at komme efter hos den liberale mainstream, hvis antiislamisme er ret lavmælt, når den ikke flugter med Vestens fundamentale dagsordener, og som derfor har meget lidt at sige om de afgørende punkter i relationerne mellem islamismen og dens vestlige brødre.

Støtten til Saudi-Arabiens Nationalgarde bringer os ikke langt i forståelsen af det fulde omfang af Vestens proislamistiske ydelse. Det er blot et enkelt nedslag i et større kompleks. Og dog overstiger dette punkt alene den samlede islamismestøtte fra de venstreorienterede. At jeg overhovedet er gået ind på en sammenligning, føles ved nærmere eftertanke lidt pinligt.

Hvilken dumhed?

Det underlige er, at de to meningsdannere har valgt en oplagt tabersag baseret på letgennemskuelige falske signaler. Hykleriet ville være let at afsløre, hvis det ikke var, fordi Dahl og Ziadehs fremstilling overskred tærsklen for elementært hykleri: Hykleren bebrejder andre, hvad han også selv gør; de to debattører bebrejder andre for noget, deres egne venner er hovedansvarlige for. De trækker deres (vestlige) vens (islamistiske) ven frem som en fjende, men i forsvar for deres ven. Dyrk den intrikate ironi i det.

Og læg så oveni, at Dahl og Ziadehs indlæg faktisk støtter den islamistiske sag, så sandt som de bortleder opmærksomheden fra den robuste vestlige-islamistiske alliance for i stedet at miskreditere dens hovedkritikere: ”antiimperialisterne”, som vi ikke bør tage seriøst – de er jo islamistiske medløbere. Det er ikke unormalt, at de, der er islamkritikerne af navn, optræder som proislamister af gavn. Bindeleddet er loyaliteten mod ”Vesten” og den ideologi, der følger med.

Så vidt jeg ved, har vi ikke ord for karakteren af dette kompleks i dets modsigelsesfyldte og dog funktionelle helhed.

Bemærk, at jeg fortsat godtager Dahl og Ziadehs generaliseringer om ”de venstreorienterede”. Fulgte vi i stedet Ziadehs anbefaling om at ”konfrontere virkeligheden” fuldt ud, ville vi finde mange indædte modstandere af Vestens islamistiske venner i de venstreorienteredes rækker – og en god mængde ofre for partnerskabets vold. Vanskeligheden ved at sætte ord på karakteren af den særlige form for afsløringsvirksomhed, de to debattører bedriver, bliver kun større.

Men ligegyldigt om vi forsøger at korrigere billedet af ”de venstreorienterede”, som trods alt er det mindst forvrængede punkt i deres fremstilling, eller blot udvider perspektivet til varme islamismeforbindelser i Vesten generelt, burde det være klart for de fleste, at den sag, de to islamismekritikere fremturer med, let bliver ris til egen røv. Af hvilke grunde tror Dahl og Ziadeh da, at de har overtaget? Under hvilke forudsætninger har de rent faktisk en god sag?

Det dur ikke at fremsætte skellet mellem moderate venner og ekstremistiske fjender som en egentlig opfattelse. For det åbner op for konfrontationer med virkeligheden, og over for virkeligheden må selv ideologisk formålstjenlige fantasier gå til grunde.Problemet ved Dahl og Ziadehs selektive problematisering ophører, hvis vi forudsætter de vestlige lederes skel mellem ”moderat” og ”ekstremistisk” islam. Så findes islamismen kun på fjendens side: Iran (efter revolutionen i 1979). Hvis det er antagelsen, bør den til en start ekspliciteres. Dernæst vil det være godt at se argumenterne. Og i den forbindelse vil det være naturligt at se på den ”moderate” versus ”ekstremistiske” islams andel i international terrorisme, jihadisme og grænseoverskridende fundamentalistisk missionsvirksomhed. Jeg forestiller mig, at vi ender med en sag, der har gendrevet sig selv, eller en åben erklæring af bundløst hykleri.

Jeg tror, at opdelingen kun lader sig opretholde, så længe man undgår at begrunde den. Den består i kraft af sine brugbare konsekvenser: At give det officielle Vesten fripas til at forfølge sine mål med ethvert egnet middel (islamistisk eller ej) og levere den passende moralske opbakning (det kan den offentligt forhadte islamisme til gengæld ikke bruges til, mens nøje tilskåret islamkritik undertiden slår an). Når man således kun fokuserer på fjendens islamisme og ignorerer vennernes, vil de informationer, der trænger igennem filteret, selvsagt bekræfte det rigtige i synsmåden. Men det er næppe hensigtsmæssigt at formulere distinktionen mellem de moderate venner og de ekstremistiske fjender som en egentlig opfattelse. For det åbner op for konfrontationer med virkeligheden, og over for virkeligheden må selv ideologisk formålstjenlige fantasier gå til grunde.

Men hvis man ikke selv er villig til at konfrontere virkeligheden, vil opponenter vel henlede vores opmærksomhed på den? Et af de få modargumenter, der meldte sig hos beslutningstagerne i London, da de i 1963 overvejede prins Faisals anmodning om træningsbistand til Saudi-Arabiens Nationalgarde, gik på, at et sådant engagement “ville udløse den kritik, at vi har det med kun at støtte reaktionære regimer”. Indlægget fra Dahl og Ziadeh viser, at frygten stadig er ubegrundet. Kritikken var og er sparsom. Dengang havde islamismens vestlige venner dog ikke den frækhed at fremture mod islamismens kollaboratører. Det ville ikke blot have været skamløst, men også dumt.

Normalt vil det være tilrådeligt at undgå at blotte sine mest sårbare punkter og lade de betændte sager ligge. Videreføre den lavprofilsstrategi, som vestlige beslutningstagere generelt har forfulgt i deres samkvem med islamistiske kræfter uden for kredsen af officielt anerkendte ”moderate” partnere. Begrænse PR-indsatsen til nedtoning og damage control. At ABC’en for effektiv kommunikation tilsyneladende er sat ud af kraft i denne sag, fortæller os noget om den bredere kulturelle kontekst, debattørerne taler ind i. Ikke mindst styrken i ”det ideologiske perspektiv, som man lægger på virkeligheden”; usandsynligheden i, at nogen kunne finde på at ”konfrontere virkeligheden”; og det udsigtsløse i at gøre det.

Uffe Kaels Auring er chefredaktør på Eftertryk Magasin.