Sabotagens genkomst – til afvikling af den fossile infrastruktur

ANMELDELSE: Andreas Malm har udgivet en bog om politiske strategier til klimabevægelsen, så vi kan komme i gang med at få afviklet den fossile kapitalisme og dens infrastruktur. For Malm er tiden inde til at genopfinde den direkte aktion og sabotere infrastrukturen, før den gør yderligere skade på klimaet.

DISCLAIMER: Teksten giver et indblik i klimatænkningen på en del af venstrefløjen og bringes i oplysningsøjemed. Eftertryks udgivere tilslutter sig ikke opfordringer til sabotage mod infrastruktur eller andre kriminelle handlinger i klimasagens tjeneste. /Uffe Kaels Auring og Poya Pakzad

Af Eskil Halberg

Så kom den endelig. Andreas Malms længe ventede bog How to blow up a pipeline – Learning to fight in a world on fire. Malm er lektor i humanøkologi ved Lunds Universitet, men har også mere end 25 års erfaring som klimaaktivist. Malm er en intellektuel, der skriver og tænker strategisk. Han har skrevet flere akademiske bøger og artikler, hvor han har bidraget til at udvikle en ny bølge af marxistisk økologi.1 Men nærværende bog er først og fremmest henvendt til den bevægelse, han selv er en del af: Den globale klimabevægelse. Ikke mindst er den en selvkritik. Det vender vi tilbage til.

Malm deltog i protesterne ved det første internationale klimatopmøde COP1 i Berlin i 1995. Det er nedslående at læse hans beskrivelser af de politiske happenings dengang. For flere end 25 år siden var aktivister allerede ved at gøre opmærksom på, at den fossile økonomi skaber en overophedet klode.

I dag er situationen fuldstændig ude af kontrol, 2/3 af alle nye energiinvesteringer i 2018 tilfaldt fortsat den fossile infrastruktur (kul, olie og gas).2 En motorvej direkte mod barbari. Malm skriver med reference til forskningen, at det teknisk set er muligt at holde den globale opvarmning på under 2 grader. Men det kræver en øjeblikkelig standsning af alle nye investeringer i fossile kraftværker og infrastruktur SAMT en øjeblikkelig nedlukning af 1/5 af alle eksisterende fossile kraftværker. Det er en afskrivning af den investerede kapital, som fossile kapitalister aldrig vil gå med til.3

” ‘The current global energy system is the largest network of infrastructure ever built, reflecting tens of trillions of dollars of assets and two centuries of technological evolution’, 80 per cent of which energy still comes from fossil fuels.”4

Enten fastholder kapitalen sit krav på at få forrentet sine investeringer langt ind i fremtiden – der er masser af kul og olie at brænde af endnu (i Danmark stopper vi først i 2050). Eller også afvikler vi den fossile infrastruktur. Hvis det sker, kan vi afslutte det igangværende klimakaos og påbegynde opbygningen af et nyt energisystem.

Dette er bogens diagnostiske udgangspunkt, der falder cirka midtvejs. Kampen står altså mellem kapitalens fossile infrastruktur, der har sat verden i brand (mange steder bogstavelig talt), og alle os andre, der må finde strategier til at bryde med business-as-usual.

Klimabevægelsernes tre bølger

Malm fremhæver i bogen noget ret afgørende, som ofte forties: Kapitalen har investeret i fremtidig afbrænding af fossil energi. Kapitalen har, populært sagt, et udlæg på kraftværker, rørledninger (lytter du, Dan Jørgensen!) og anden infrastruktur, den gerne vil have hjem. Derfor står vi foran et uundgåeligt opgør med kapitalen og en afvikling af dens uendelige rørledninger, havne, tankskibe, lastbiler, anlæg, osv. Meget af det skal destrueres, mens noget på bedste hacker-manér måske kan bygges om til noget brugbart.

På den baggrund stiller Andreas Malm et vigtigt spørgsmål: Hvordan vinder vi over den fossile kapital?

Malm optegner tre bølger i det globale nords klimabevægelser.5 Malms fokus er på det globale nord, fordi det er her, ansvaret for langt de fleste CO2-udledninger ligger. Den første bølge starter i midten af 00’erne, måske med Storbritanniens Climate Camp-bevægelse og varer frem til klimatopmødet COP15 i København, der endte som en fiasko. Den næste bølge starter, ifølge Malm, i USA omkring 2011, da Barack Obama ikke leverede nogen form for klimapolitisk forandring. Den manglende handling blev besvaret med en lang række ulydighedskampagner og aktioner mod etableringen af nye rørledninger. Flere af disse megaprojekter gik tværs igennem oprindelige folks naturområder. Her kan eksempelvis nævnes kampene ved Standing Rock og protester mod Keystone XL.6 I 2014 var 400.000 mennesker på gaden i New York til People’s Climate March. Denne anden bølge ebbede ikke ud, inden en ny og tredje bølge, med Greta Thunberg som en af bannerførerne, førte mobiliseringerne til nye højder. Også Extinction Rebellion, der udgik fra England, men nu findes over alt, de meget succesfulde Ende Gelände-ulydighedskampagner i Tyskland og ikke mindst de verdensomspændende skolestrejker Fridays for Future spiller en vigtig rolle i den tredje bølge. En bølge, der midlertidigt er sat på pause af det forbandede og pandemisk smitsomme 2020.

Men virker det? spørger Malm.

Hvem er klimakampens Angela Davis?

Greta Thunberg er blevet sammenlignet med Rosa Parks fra den tidlige borgerrettighedsbevægelse i USA. Men Malm spørger: Hvis Thunberg er klimabevægelsens Rosa Parks, hvem er så Angela Davis eller Stokely Carmichael?7 Malm er på jagt efter dialektikken mellem protesterne og modstanden. Mellem demonstrationerne og mobiliseringen – og frem mod den direkte aktion. Rosa Parks ville ikke kunnet have gjort det, som hun gjorde, uden en kompromisløs og militant afroamerikansk bevægelse. Og i vores del af verden: Socialdemokratiet kunne ikke have forhandlet sig til det kompromis mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, som velfærdsstaten var udtryk for, uden truslen fra syndikalismen, anarkismen eller kommunister i Sovjetunionens skygge.

”The civil rights movement won the Act of 1964 because it had a radical flank that made it appear as a lesser evil in the eyes of the state”8

Men den militante del af den nye klimabevægelse synes ikke-eksisterende. Hvordan kan det være, at den nye klimabevægelse – på trods af krisens omfang og alvor – ikke er grebet til direkte aktion i større omfang? Malm mener, at der i den privilegerede del af klimabevægelsen i det globale nord er en mærkværdig insisteren på pacifistiske strategier og taktikker. Der er mest tale om demonstrationer, happenings og frivillige anholdelser (sic). Malm mener, at de pacifistiske taktikker er tæt forbundet med den middelklasse, som klimabevægelsen har sin base i. De har foreløbigt vist sig utilstrækkelige.

Malm er ikke imod demonstrationer og protester. Han er ikke en dum militant. Men det er tid til at gå fra protest til direkte aktion9. Den fossile kapitals infrastruktur må afvikles. Og staterne synes ikke at have i sinde at gå forrest, selvom Malm i hvert fald ét sted understreger, at staten10 før eller siden må presses til ekspropriationer og afvikling af den fossile økonomis faste kapital.11

Moralsk og strategisk pacifisme

Bogen identificerer to former for pacifisme, som begge kritiseres: moralsk pacifisme og strategisk pacifisme. Moralsk pacifisme er grundlæggende det synspunkt, at al politisk vold/sabotage/hærværk er moralsk forkasteligt.

Malm mener, at den moralske pacifisme er ulogisk og et hyklerisk synspunkt. Der findes masser af situationer i den politiske historie, hvor vold og ødelæggelse var det moralsk rigtige. Malm nævner kampen mod slaveriet, de jødiske opstande mod nazismen i Warszawa, 2. Verdenskrig, osv. Eksemplerne er overvældende og overbevisende.12 Moralske pacifister er enten hyklere eller helt isoleret fra de afgørende politiske konflikter med deres egen selvgodhed13.

En langt mere udbredt pacifisme er den strategiske pacifisme. Den synes at være mere rodfæstet og handler grundlæggende om, at militante metoder, opstande og sabotage ikke virker. En voldelig politisk bevægelse får ikke sine politiske mål gennemført. Militante metoder skræmmer de fleste væk fra politiske protester og aktioner, er argumentet.

Eskalering af politiske konflikter med militante metoder kan have – det er Malm helt på det rene med – negative slagsider for en politisk bevægelse. Men det omvendte kan også være tilfældet. Eskalation kan også fører til hurtige politiske forandringer. Tænk eksempelvis på hvor bange politikerne er for ”gule veste” i gaden. Ifølge Malm handler denne diskussion om de strukturelle forhold omkring en politisk bevægelse. Politisk vold er eksempelvis, ifølge Malm, langt mere acceptabelt i Frankrig end i USA14. Og det på trods af, at USA fremstår som et langt mere voldeligt samfund end det franske. Vold er altså et stærkt politiseret begreb.

Malm sætter forskel mellem vold mod mennesker og sabotage imod infrastruktur. De to ting er forskellige. For Malm må aktivister acceptere, at sabotage mod den fossile kapitals infrastruktur betragtes som vold. Men samtidig fastholder han, at der er en principiel forskel på vold mod personer og vold mod ting. Man kan ikke opføre sig ondskabsfuldt over for en en SUV, et tysk kulkraftværk eller en privatflyver og man kan ikke mobbe ting, så de begynder at græde, som Malm lakonisk konstaterer15. Malm mener samtidig, at sabotage og hærværk altid vil blive betragtet som politisk vold i offentligheden. Men i kampen mod den fossile kapitalisme, må det betragtes som en nuance, der ikke er værd at kæmpe om. En meningsløs kamp om ord, der eksempelvis ville betyde at man som militant, men ikke-voldelig, aktivist, skulle kunne overbevise en bredere offentlighed om at ”de gule vestes” hærgen af Avenue de Champs Élysées, ikke var voldelig. Meningsløst spild af tid16. Hvad der betragtes som vold er i høj grad et spørgsmål om definitionsmagt.

I studiet Why Civil Resistances Works – The strategic logic of non-violence17 argumenterer Erica Chenoweth og Maria Stephan for, at ikke-voldelige metoder har dobbelt så stor chance for succes som militante oprør. Malm går nogle af studiets 300 cases igennem og fastslår, at studiet er ubrugeligt. Der er mange ubekendte, og definitionerne af ’ikke-voldelig’ er uklar. Historien om den strategiske pacifismes sejrsgang er ofte historisk rengøring af langt mere komplicerede sociale processer. Malm nævner som eksempel den militante engelske kvindebevægelse Suffragetterne, og deres mangfoldige aktionsformer, herunder rudeknusninger og ildspåsættelser. Var den tidligere kvindebevægelsen voldelig? Både ja og nej, selvfølgelig.

Andreas Malm foreslår selv målrettet sabotage på den ejendom og infrastruktur, der skaber den globale overophedning. Malm fortæller om dengang, han og andre brugte nogle måneder på at punktere SUV’ere i Stockholm18, og de gange, han har deltaget i blokader af brunkulsminerne i Tyskland. Men Malm bruger mange forskelligartede eksempler på aktionsformer i bogen.

Klimakamp er ikke et kompromis

M

alm afviser den strategiske pacifisme, fordi kampen mod den biosfæriske overophedning ikke er en liberaldemokratisk kamp mod en autokrat eller despot. Man kan ikke standse den biosfæriske overophedning ved at afsætte en politisk elite, der ikke har leveret. Kampen handler om en omorganisering af det globale energisystem, der er en vigtig del af grundlaget for den moderne kapitalisme: ”grow by burning, or die”, som han formulerer det i bogen Fossil Capital19. Et af Malms centrale argumenter i Fossil Capital er, at introduktionen af fossile brændsler historisk set var et led i at få disciplineret arbejdskraften, altså klassekamp.20

Fossile brændsler udgør ikke en politisk proces i traditionel forstand, som fx lovgivningsprocesser eller skiftende regeringer, men er derimod – sammen med den teknologi, den sætter i bevægelse – selve samfundets produktivkræfter og samtidig fastholder de historisk opståede klasseforhold.21 Fossile brændstoffer kan ikke, argumenterer Malm med hjælp fra klimaforsker James Hansen, være genstand for et kompromis. Ligesom slaveri kan vi ikke reducere det med 40 eller 60 procent. Det hele skal væk:

”Business-as-usual is not a sideshow to bourgeois democracy, a relic from an authoritarian age that requires correction – it is the material form of contemporary capitalism, neither more nor less.” 22

Der er for Malm noget absolut på spil, og hans henvisninger til kampen mod slaveri og jødeforfølgelser under 2. Verdenskrig er urovækkende. Måske tåler disse historisk menneskelige katastrofer ingen sammenligning. Omvendt er der afgjort noget om det: Klimakrisen handler om død, udslettelse og masseuddøen, mest akut blandt de fattige i det globale syd. En udryddelse, der er fremskreden og allerede er voldelig, og som fortsætter mens du sidder og læser denne anmeldelse. På den måde kan klimakrisen godt forstås inden for rammerne af en racialiseret fossil kapitalisme.

Malm skriver et sted, at ”en CO2-skat er 2004-agtig.”23 Det burde slet og ret være forbudt at investere penge i at brænde planeten af. Al ny fossil infrastruktur bør afvikles omgående:

“So here is what this movement of millions should do, for a start: announce and enforce the prohibition. Damage and destroy new CO2-emitting devices. Put them out of commission, pick them apart, demolish them, burn them, blow them up. Let the capitalists who keep on investing in the fire know that their properties will be trashed.”24

Klimabevægelsen må gøre det, som nationalstaterne tilsyneladende ikke er i stand til eller interesserede i: Effektuere et forbud mod ny fossil teknologi.

Malm nævner forsøg på at sabotere den fossile infrastruktur. ANC i Sydafrika gjorde det, Naxaliterne i Indien har gjort det, og senest i 2019 fik Houthi-oprørere i Yemen saboteret en enkelt saudisk olierørledning, hvilket satte omkring halvdelen af al saudisk olieproduktion ud af kraft. Det svarede til 7 procent af verdens olieproduktion. Ingen af aktionerne var dog formuleret som klimapolitiske aktioner, men de viser, ifølge Malm, at det er muligt at afvikle den fossile infrastruktur.25

Abolitionisme og klassehad

Måske kan vi forstå bogen i forlængelse af en strategisk tænkning, der hidrører fra Angela Davis’ kritik af det amerikanske fængselsvæsen: abolitionisme.26 I disse år ser vi også denne strømning i andre kampe. Tænk f.eks. på sloganet ”defund the police” fra Black Lives Matter-bevægelsen, og nu altså også afviklingen af den fossile kapitalismes energisystem. Det handler grundlæggende om at ophæve den sociomaterielle orden, der opretholder samfundets institutioner. I Malms tilfælde er det hele den måde, det globale energisystem gør os i stand til at leve. Energisystemet er bygget ind i de materielle vilkår, vi lever under, og enden på overophedningen er i den forstand også enden på det liv, vi har levet i vores del af verden de sidste 150 år.

Det er lidt uklart, hvor langt ned ad dette selvafviklingsspor, Malm er villig til at gå. Han er på sin vis en ret traditionel politisk marxist og prøver i bogen måske snarere at udvikle et klimapolitisk klassehad til de superriges overforbrug og livsstil. Malm er ikke bleg for at tildele de rige et personligt ansvar for overophedningen. Deres biler, yachts, privatfly og luksusforbrug skaber ødelæggelserne. Hvis ikke vi har afsky og had til den slags dødspolitisk overforbrug, hvordan skal vi så nogensinde ændre livsomstændighederne for alle andre, der er indrulleret i den fossile økonomi?

Vi kan ikke alene stemme os til en grøn regering eller demonstrere for at ”få politikerne i tale”. Der er for stærke økonomisk og politiske kræfter på spil. Malm opfordrer os alle til at rejse os fra skrivebordet og komme i gang med selv at afvikle den fossile teknologi, for dermed at standse den globale overophedning.

I Danmark der jo aktuelt to rørledninger, der af klimabevægelsen kritiseres kraftigt – og med rette. Den ene ned over Sjælland, Falster og Lolland. Den anden er Baltic Pipe, der går tværs over Sjælland, Fyn og Jylland mod Vesterhavet. Hvis det står til lektor og klimaaktivist Andreas Malm, er det bare om at komme i gang med sabotagen, og Malms bog leverer politisk legitimitet hertil.

Det spørgsmål, der står tilbage, er: Hvad siger det om den klimapolitiske situation, at akademikere og forskere opfordrer til militant politisk aktion, mens politikere og aktivister fastholder, at ”det pacifistiske spor endnu ikke er udtømt”?

Desperationen stråler ud af (andre) aktivister, forskere og borgere. Hvad skal vi gøre, når Dan Jørgensen er villig til at ofre levesteder for dyr og mennesker for at blive genvalgt? Og når fossile selskaber fortsat pumper olie op af undergrunden i Nordsøen frem til 2050?

Det virkeligt bemærkelsesværdige er, at den politiske situation ikke er mere ude af kontrol.

Eskil Halberg (f. 1983) er forfatter. Senest til Madpakker til Revolutionen (2020).

 

Print Friendly, PDF & Email
  1. Eksempelvis den prisbelønnede Fossil Capital – the rise of steam power and the roots of global warming (2016) og den naturfilosofiske artikelsamling The Progress of the storm – Nature and society in a warming world (2018), begge udgivet på Verso.
  2. Andreas Malm (2021) How to blow up a pipeline – Learning to fight in a world on fire, Verso, s. 26
  3. Malm (2021) s. 68
  4. Malm (2021) s. 69
  5. Malm (2021) s. 12-14
  6. Kampen imod disse og andre fossile infrastrukturprojekter har særligt Naomi Klein rapporteret om, bl.a. i flere kapitler i den skelsættende bog This Changes Everything, Penguin (2014).
  7. Malm (2021) s. 51
  8. Malm (2021) s. 49
  9. Og her er det måske nødvendigt med en fodnote. Vokabularet om forskellige aktivistiske strategier kan give anledning til forvirring. En forvirring, som Malm delvist udreder, men også er dybt træt af og ikke vil gøre et større nummer ud af. Direkte aktion er et begreb, der – så vidt vides – stammer fra den franske syndikalistbevægelse og dækker over konkret aktion mod arbejdspladsen. Vilde strejker, arbejd-langsomt-aktioner og sabotage (kommer af ’sabot’, træskoen, man smed i maskinerne for at standse produktionen). Direkte aktion er udtryk for konkret politisk handling, der går videre end symbolske happenings eller demonstrationer. Direkte aktion er derfor en meget bred kategori af strategier, både lovlige og ulovlige, voldelige og ikke-voldelige.
  10. I Malms forrige bog Corona, Climate, Chronic Emergency – War Communism in the Twenty-First Century, Verso (2020), forslår han en økologisk krigskommunisme af leninistisk tilsnit.
  11. Se min anmeldelse i Eftertryk af Malms forrige bog, der behandler spørgsmålet omkring staten mere indgående: https://www.eftertrykket.dk/2020/11/25/er-der-ingen-anden-vej-end-oekologisk-leninisme/. Malm vedbliver med at være tvetydig i dette spørgsmål. Nogle steder er han meget statsfokuseret. Andre steder, som i nærværende bog, er præmissen, at staten ikke for nuværende er synderligt relevant.
  12. Malm (2021) s. 37-39
  13. “Pacifism has perhaps never existed as I real thing” (Malm 2021 s. 128)
  14. Malm (2021) s. 117
  15. Malm (2021) s. 102
  16. Malm (2021) s. 102
  17. Erica Chenoweth og Maria Stephan (2008) “Why Civil Resistances Works – The strategic logic of non-violence”, International security, 2008-07-01, Vol.33 (1), p.7-44
  18. Af med ventilens gummihætte, et peberkorn i hætten, på med ventilen igen, videre til næste SUV. Hurtigt, simpelt, diskret.
  19. Andreas Malm (2016) Fossil Capital – the rise of steam power and the roots of global warming, Verso, s.257
  20. Malm (2016) s. 267
  21. Malm (2021) s. 54-55
  22. Malm (2021) s. 55
  23. Malm (2021) s. 67
  24. Malm (2021) s. 67
  25. Malm (2021) s. 75
  26. Se eksempelvis Angela Davis (2003) Are Prisons absolete? Seven Stories Press.
    I efteråret 2020 holdt Alberto Toscano et foredrag med titlen Abolition philosophy (YouTube)