Demokratiet bundet til økonomernes mast

Økonomer indhegner det politiske handlingsrum i Danmark på flere måder. I den seneste tids debat om statsgæld og finanspolitik er det blevet sagt, at hegnspælene har flyttet sig. Men en egentlig diskussion af økonomifagets rolle i politik er det ikke blevet til, trods påstande om et paradigmeskift. Her belyses, hvordan politikerne har bundet sig til økonomernes prognoser, og hvilke problemer det kan skabe fremadrettet.

 Af Ludvig Goldschmidt Pedersen

De Økonomiske Råd (DØR) og finansministeriet har en stor rammesættende magt for det politiske handlerum i Danmark. De sætter hegnspæle for, hvad der tæller som muligt, nødvendigt og ansvarligt i dansk politik. Historien om finansministeriet og økonomifagets udvikling og indflydelse på dansk politik kan give os nye perspektiver. Både på, hvorfor hegnspælene står som de gør i dag, og hvorfor vi har brug for en politisk diskussion af, hvor de skal flyttes hen.

I et repræsentativt demokrati står de folkevalgte grundlæggende til ansvar over for deres vælgere. Men hvad der i Danmark betragtes som ansvarlig politik handler i høj grad også om, hvorvidt politikken lever op til en række faglige kriterier. Som det politiske system er indrettet, er det først og fremmest myndighedernes opgave at levere og vurdere disse kriterier. I det moderne, komplekse samfundsmaskineri overlades meget derfor til eksperters dømmekraft. Det gælder også i forhold til finanspolitik, hvor en mindre gruppe centralt placerede økonomer har opnået en position som dommere over det mulige, det nødvendige og det ansvarlige i dansk politik.

Denne artikel gør historisk status over økonomifagets rolle i dansk politik. Kigger vi tilbage over de sidste ti år, har den danske tradition for, at økonomiske vurderinger indhegner det politiske handlerum, ikke været en ubetinget succes. Kigger vi fremad, hvor der for alvor skal gang i den grønne omstilling, er der gode grunde til at kigge nærmere på disse hegnspæle – og overveje at flytte dem.

En kort historie om økonomifaget og finansministeriet

Økonomer optræder i mange roller, både som embedsmænd i Finansministeriet, der våger over statens udgifter, på universitetet som eksperter og i rollen som vismænd og forfattere i diverse reformkommissioner.

Økonomifaget på Københavns Universitet og Finansministeriet blev oprettet, samtidigt med at Danmarks grundlov blev skrevet i 1848.1 Sammenfaldet indvarslede dog ikke ligefrem den moderne finanspolitiks fødsel. Først i 1924 overtog Finansministeriet rollen som den primære budgetbisse fra Rigsdagens finansudvalg, der skulle sørge for, at statens budget blev overholdt. Den første socialdemokratiske finansminister lagde sig ud med det øvrige embedsværk ved at udpege en outsider som departementschef og gøre Finansministeriet til et ’overministerium’, hvor alle andre ministerier skulle have godkendt deres udgifter.2

Det er først i 1970’erne, at vi for alvor ser opkomsten af den selvfortælling, der siden har præget økonomifaget i Danmark. En fortælling, der har handlet om langsigtet ansvarlighed og disciplinering af politiske visioner. De langsigtede planer om strukturel balance i økonomien gik fra at være et projekt i embedsværket i 1960’erne, med de såkaldte ”perspektivplaner”, til i høj grad at være internaliseret i magtpartierne fra 1990’erne, med de såkaldte ”årstalsplaner”.3  Læser man vor tids finansministerielle embedsmænd og topøkonomers tanker om den økonomiske politik, trives der en stærk fortælling om, at der (takket være dem) de sidste 40 år er blevet drevet ”ansvarlig” politik, til forskel fra perioden op til 1979, hvor Knud Heinesen udtalte de berømte ord, at Danmark havde ”kurs mod afgrunden”.4 Logikken er, at makroøkonomiske regnemodeller, oprettelsen af DØR og en voksende respekt for økonomiske forudsigelser, skubbede politikerne henimod at tage større ansvar for den langsigtede udvikling i økonomien, frem for at fokusere egeninteresseret på genvalg.

Men de langsigtede planer har langtfra kun medført tekniske forbedringer og øget ansvarliggørelse af den økonomiske politik. Særligt årene før, under og efter finanskrisen viser, hvilke konsekvenser det kan have, når centrale økonomiske analyser fejler i et politisk system, hvor både politikere og eksperter forsøger at reducere politik til videnskabens bedste vurderinger.

I 2010 var Danmark endnu ikke ude af finanskrisen. Beskæftigelsen var faldet med 175.000 på få år. Arbejdsløsheden var blevet et akut socialt og økonomisk problem. Finansminister Claus Hjorth Frederiksen, hvis hele image bestod i seriøsitet og ansvarlighed, tog en tur til Bruxelles og kom hjem med røde ører. Han havde fået (eller angiveligt selv bedt om5) en henstilling fra EU’s finansministre, fordi underskuddet på det danske statsbudget overskred grænserne i Finans- og stabilitetspagten på -0,5 procentpoint. Også økonomerne i Danmark var alarmeret. DØR skrev i deres forårsrapport, at:

”Danmark har et finanspolitisk holdbarhedsproblem, som svarer til et behov for en permanent saldoforbedring på ca. 1,4 pct. af BNP, eller ca. 25 mia.kr., hvert år fra 2011.”6

Problemet var bare, at DØR, ligesom mange andre økonomer, først havde råbt vagt i gevær, efter at krisen var opstået.7

Krisen var derfor et chok for både økonomifaget og politikerne. Økonomerne blev igen langt snævrere i deres vurdering af, hvilke tiltag man kunne anbefale politikerne, og sidstnævnte bandt sig aktivt til masten af disses anbefalinger med budgetloven i 2012.

Husholdningsøkonomi og finanspolitisk fine-tuning

Men hvad er der sket siden? Statsgælden er vokset under coronakrisen. Økonomien får allerede kunstigt åndedræt, og Klimalovens mål sætter samtidig nye massive krav til afgifter og offentlige investeringer.

Spørger man, hvor pengene skal komme fra, falder svaret, som Mette Frederiksen gav til TV 2: fra investeringer.8 Hvis økonomien vokser, vil staten også få flere penge, og dermed være i stand til at servicere sin gæld.

Flere borgerlige kommentatorer angreb Frederiksen med en såkaldt husholdningsøkonomisk argumentation for, ”at penge kun kan bruges én gang”.9 Den økonomiske overvismand, blandt mange andre prominente danske økonomer, kom statsministeren til undsætning.10 De vurderede, at der ikke er nogen grund til at være bekymret for den voksende gæld, som krisen har ført med sig. De danske statsfinanser er holdbare, og renterne er historisk lave. Derfor er tidsbegrænsede investeringer i social sikkerhed eller grøn omstilling så billige, at selv det mindste afkast vil gøre dem til en god forretning.

I relation til sparekravene og reformiveren under finanskrisen føles det måske som nye vinde, der blæser over det politisk-økonomiske landskab. Som tidligere finansminister Mogens Lykketoft for nylig har udtalt: ”Det er fuldstændig forfejlet at se den offentlige sektor som en husholdningsøkonomi, som man gjorde under finanskrisen, hvor de offentlige udgifter blev holdt i stramme tøjler med katastrofale konsekvenser: øget arbejdsløshed og ulighed.”11

Hegnspælene har med andre ord rykket sig for, hvilken politik der kan få toneangivende økonomers stempel som ansvarlig.

Det er dog ikke helt korrekt, at alle økonomer anså statsøkonomien som en husholdning under finanskrisen. Under finanskrisen var statsgæld rigtignok årsag til, at de økonomiske vismænd gjorde et stort nummer ud af, at budgettet skulle gå op. Men det var grundet en politisk lammende frygt for markedet, og ikke en misforstået husholdningsanalogi. Finanspolitikken blev et redskab til at kommunikere troværdighed over for et marked, i højere grad end et værktøj for de folkevalgtes politiske visioner.12 DØR’s skrækscenarie under finanskrisen var, at finanspolitik, der på langt sigt blev vurderet uholdbar af de økonomiske modeller, kunne indebære en “risiko for en ond spiral, hvor store underskud medfører højere renter, som igen indebærer større underskud, osv.”13 Dette skrækscenarie, som overgik flere sydeuropæiske lande, var centralt for, at vismændene foreslog både dagpengereform og efterlønsreform, som begge blev realiseret. Finansministeriet og DØR’s finanspolitiske holdbarhed var altså styrende for, hvad der blev anset som nødvendig og ansvarlig politik. Den centrale pointe er, at reformpolitikken i 2010’erne ikke kun var en politisk beslutning, som regeringerne tog ansvaret for. Den blev også motiveret af de toneangivende økonomer, som dengang kiggede stift mod den strukturelle balance og havde en snæver forståelse af det langsigtede finanspolitiske råderum, uden at skele til ulighed og klimaomkostninger.

Budgetloven i 2012 og de såkaldte ”årstalsplaner” (for tiden: 2025-planen) har yderligere bundet politikerne til disse avancerede bogholderes mast. Med budgetloven er det nemlig blevet embedsmændenes modeller og regneprincipper, der bestemmer, om en finanslov overhovedet er lovlig. Årstalsplanerne er samtidig med til at bekræfte, at de strukturelle reformer ikke bryder med økonomernes langsigtede prognoser for finanspolitisk holdbarhed.

Det har det igangværende ’paradigmeskift’ ikke lavet om på. I de nuværende økonomiske prognoser ser statsgælden hverken ud til at bryde med budgetlovens grænser for det strukturelle underskud eller med den langsigtede finanspolitiske holdbarhed.14 Alligevel tales der om et paradigmeskift, hvor finanspolitikken får en mere aktiv rolle i at hjælpe samfundsøkonomien ud af de periodiske økonomiske kriser.

Finansministeriet i krydsilden

N

år alle politiske idéer vurderes igennem det samme sæt af modeller og regneprincipper i Finansministeriet, vil mange nødvendigvis være interesseret i at vide, hvilke antagelser, der gennem disse er med til at forme den førte politik.15 Finansministeriets regnemodeller har derfor også i en årrække været genstand for politisk debat.16 Alternativet har endda foreslået, at vi helt nedlægger institutionen.17

Men når de økonomiske regnemodeller hives frem i den politiske debat, mødes kritikere ofte med en række standardargumenter: Regnemodeller er bare et værktøj, der kan hjælpe os med at vælge de rigtige politiktiltag, siges det ofte. Målsætninger og beslutninger er stadig et politisk ansvar og en politikers opgave.18 Og hvorfor ikke gøre brug af alle redskaber og al viden, der er tilgængelig for at tage den rigtige beslutning? Selvom dette isoleret set kan være rigtigt nok, kan det ikke benægtes, at regnemodellerne spiller en aktiv rolle som indskrænker af det politisk mulige. Billedet er altså ikke så simpelt. I den politiske virkelighed findes der ikke et klart skel mellem midler og mål – eller analyser og værdier – for de påvirker nemlig hinanden. Redskaber udvikles til at forfølge målsætninger, og målsætninger laves på baggrund af de tilgængelige og anerkendte redskaber. Forestillingen om tal og regnemetodernes objektivitet er i sig selv en del af en kompliceret politisk historie, hvor især statistik har været med til at skabe den moderne stat og forme den førte politik.19 I denne historie er fremvæksten af økonomifagets politiske ekspertrolle en central bestanddel.20 Det var i høj grad socialdemokrater rundt om i Europa, der først bandt sig til en generation af økonomers beskæftigelsesorienterede finanspolitik. Men fra 1970’erne og frem betød dette, at staterne hang fast i internationale økonomiske institutioner, der sidenhen udviklede markedsfundamentalistiske træk.21 Diskussionen af finanspolitikkens spilleregler bliver nødt til at have denne institutionelle dimension med, som i høj grad bunder i et spørgsmål om magt: Hvem skal bestemme, hvordan vi indretter staten og samfundets økonomi?

Den økonomiske politik er godt tjent med viden og langsigtede visioner. Men visioner kræver også politisk mod, og at ’politisk ansvarlighed’ ikke bindes for tæt til repræsentanter fra ét enkelt fags visioner og forudsigelser for fremtiden. Dermed ikke sagt, at det alene er økonomifagets ansvar. Mange vil nok også undre sig over, at politikerne så entydigt har accepteret at blive bundet til embedsværkets regneprincipper og modeller.

Økonomer i krydsilden

I

nutidens debat om økonomifagets rolle i den praktiske økonomiske politik er der mange skyttegrave og dybe grøfter. Partier til venstre for midten peger på embedsværkets økonomer. De mener, at Finansministeriets modeller gør det sværere at komme igennem med politiske forslag, trods folkelig opbakning.22 En anden gruppe kritiserer kombinationen af videnskab og embedsværk23, som især smelter sammen i de store reformkommissioner, der er politisk bestilt og ledes af forskere.24

Mainstreamøkonomien er under anklage for at være ramt af ’målefeber’: en tilstand, hvor det at måle i sig selv bliver et mål.25 Når gængse ord som ’værdi’ eller ’pris’ har en helt anden betydning i økonomifagets jargon, kritiseres økonomerne derudover for at vildlede den politiske samtale.26

’Mainstreamøkonomerne’ forsvarer sig med, at faget er en videnskab i udvikling. De mener hverken, at deres modeller har en automatisk politisk bias, eller at de skjuler forudsætningerne i deres arbejde.27 Men én ting er, hvad der forskes i på universitetet, og hvordan dette gøres. Noget helt andet er, hvordan økonomer i Finansministeriet, DØR og reformkommissionerne følger med tiden og påvirker det politiske handlingsrum.

Finansministeriets indtræden som en central aktør i udviklingen af statsadministrationen og reformeringen af velfærdsstaten, har længe været genstand for kritik.28 I modsætning til et økonomisk forskningsinstitut, er finansministeriet ikke underlagt universitetets regler og normer. Der er hverken armslængde til beslutningstagere eller en tradition for åbenhed om metoder og beregninger over for offentligheden.

Den vigtigste diskussion, vil jeg derfor mene, handler ikke om økonomividenskabelige retninger. Den handler om økonomifagets rolle i det politiske system, hvordan faget er blevet institutionaliseret i Finansministeriet og DØR, og hvordan politikere er blevet bundet til bogførernes mast.

I den diskussion er der mange fællesnævnere mellem andre akademiske fag, der behandler politiske vigtige områder, og så økonomi. Tænk fx bare på Klimavidenskab, epidemiologi og migrationsforskning. Det er også politiserede videnskaber, i den forstand at den viden, de skaber, ofte forventes at bidrage til løsningen af politiske problemer. Der er dog stor forskel på, hvordan de respektive fag hver især håndterer og forstår den rolle. Klimavidenskaben har, indtil for ganske få år siden, vægret sig ved direkte politisk involvering. Det har nok været en fejl.29 Store dele af migrationsforskningen, derimod, har ikke haft held med at finde ind i den rolle og det sprog, som forventes af en faglig rådgiver.30 Som konsekvens bliver deres råd ofte nemme at tilsidesætte. Regeringens brug af faglig bistand fra epidemiologien i coronakrisens første tid har omvendt eksemplificeret, hvor velfungerende et politisk system kan være, når det læner sig op ad – men ikke binder sig til – faglig rådgivning. Selvom dette billede måske er forandret i pandemiens senere forløb.

Nyt under solen

D

erfor er der ingen nødvendighed i, at økonomifaget står i modsætning til en progressiv dagsorden på eksempelvis klimaområdet. Også selvom det i Danmark ofte alligevel er resultatet. Bjarne Corydon bruger stadig sin spalteplads i Børsen på at tordne for strammere budgetregler. Argumenterne har ikke ændret sig, siden han var finansminister under eurokrisen: ”Landets magthavere har som Odysseus brug for at binde sig til masten … ellers risikerer dansk økonomi at ankomme til 2030’erne med en stor regning for 2020’ernes forsømmelser”.31

Selvom Corydon gør meget ud af, at lovbestemte budgetrammer virker ”i virkelighedens verden”, er det tværtimod opfordringen til fortsat at binde landets magthavere på hænder og fødder i en tid, hvor den grønne omstilling skal accelereres, der er virkelighedsfjern. Det må også være mainstreamøkonomiens opgave at åbne op – både for andre fagligheder og for mere plads til politiske visioner.

Det er ikke tilfældet lige nu. DØR medregner stadig ikke klimalovens målsætning om 70 %-reduktion i deres holdbarhedsvurderinger, endsige de endnu større konsekvenser ved ikke at opnå målsætningen.32 Det gentages ofte i medierne, at ”de danske offentlige finanser vurderes at være overholdbare, således at statsgælden i løbet af det 21. århundrede vil falde ubegrænset og blive til en kæmpe formue relativt til BNP”.33 Men det er altså en beregning, der hverken medregner klimakatastrofens konsekvenser, Danmarks globale ansvar for denne, eller bare hvad de allerede besluttede målsætninger vil betyde for statsfinanserne. Der er en rød tråd fra disse økonomiske skyklapper, som begrebet om finanspolitisk holdbarhed etablerer, til Corydons indsnævring af det politiske handlingsrum. Hvis man ikke blot vil fremstå ansvarlig, men rent faktisk være det, må man også være opmærksomhed på, hvor begrænset de økonomiske prognosers værdi er, når de står alene.

Der er brug for noget nyt under solen. Noget nyt fra politikerne og de forskellige fag, som dagligt leverer prognoser og rådgivning til beslutningstagerne. Politikerne skal klædes bedre på – af flere fagligheder – til at træffe de store beslutninger om statslig investering og intervention, som uundgåeligt vil indgå i en strategi for opfyldelse af klimalovens målsætninger. Og særligt økonomerne skal i større grad overveje, hvordan de kan skabe rum for demokratiet og politikernes mandat til forandring, i stedet for at indhegne disse med usikre prognoser.

Ludvig Goldschmidt Pedersen er ph.d.-studerende på Aarhus Universitet.

Print Friendly, PDF & Email
  1. H. Winding Pedersen: “Et Blik På Fortiden – Hvad Ville Man Med Politstudiet?,” i Nationaløkonomisk Tidsskrift, 1982; Hans Henrik H. Østergaard: At tjene og forme den nye tid : Finansministeriet 1848-1998. 1998
  2. C.V. Bramsnæs: Erindringer. København: Forlaget Frem. 1965; K. H. Kofoed: K.H. Kofoeds erindringer, Skrifter. Århus: Universitetsforlaget i Aarhus. 1979; C. V. Bramsnæs: Finanslov og finansstyre, 1894-1949. København: Schultz. 1955. Historien er også fortalt i: Tim Knudsen (red.): Dansk Forvaltningshistorie II: Stat Forvaltning Og Samfund. Folkestyrets Forvaltning Fra 1901 Til 1953. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 2000; Østergaard, At tjene og forme den nye tid. 1998
    Der findes også flere gode politologiske analyser af finansministeriets rolle i dansk politik. Se eksempelvis: Jørgen Grønnegård Christensen: “Finansministeriets skiftende rolle i centraladministrationen” i Samfundsøkonomen. 2. 2020. 16-25; Lotte Jensen: Den store koordinator : Finansministeriet som moderne styringsaktør. København: Jurist- og Økonomforbundet. 2003.
  3. Anders Eldrup: ”Finansministeriet før og nu” i Samfundsøkonomen. 2. 2020: 26-30
  4. Se eksempelvis:  Lars Haagen Pedersen: “Dansk økonomi 1979-2019: Økonomisk-politiske bidrag til 40 års fremgang,” i Samfundsøkonomen, 2. 2020. 41-54; Christian Bjørnskov: Økonomiprofessor: Tom Jensen har forstået nedlukningskrisen – det har Christian Rabjerg Madsen ikke. 14. december 2020. Berlingske. https://www.berlingske.dk/kommentarer/oekonomiprofessor-tom-jensen-har-forstaaet-nedlukningskrisen-det-har
  5. Jens Bostrup: EU’s kovending skaber røre på Christiansborg. 22. maj 2010. Politiken.
  6. Det Økonomiske Råd: Dansk Økonomi forår 2010. 2010. s. 267. https://dors.dk/vismandsrapporter/dansk-okonomi-forar-2010
  7. Christen Sørensen: historisk uansvarlig finanspolitik og rådgivning. I Samfundsøkonomens. 2. 2010. s. 14
  8. Interview med Frederiksen tilgængeligt på: https://nyheder.tv2.dk/video/QnVpX0NMd3ZRbWI5Um5jMUF1b2s4dkNfcnVKUkZtY1Y
  9. Frederik M. Juel: Topøkonom advarer om dansk coronagæld: »Vi kan ikke bruge pengene to gange«; 28. januar 2021. Berlingske; Vibeke, L. Svansø et al.: Lars Rebien kaster sig ind i politik med en advarsel: »Det er angstprovokerende at høre, at man bare kan optage gæld fuldstændig bevidstløst« ”. 27. januar 2021. Berlingske. https://www.berlingske.dk/oekonomi/topoekonom-advarer-om-dansk-coronagaeld-vi-kan-ikke-bruge-pengene-to
  10. Torben M. Andersen & Michael Svarer: Topøkonomer: Nej, coronagæld er ikke “gratis”. Men Danmark er langt fra et kritisk niveau. 15. januar 2021. Altinget. https://www.altinget.dk/artikel/professorer-der-er-langt-til-et-kritisk-gaeldsniveau-for-danmark; Bo Elkjær: Eksperter: Sund fornuft, at statskassen tager lån for at dække coronakrisen. 14. januar 2021. Information. https://www.information.dk/indland/2021/01/eksperter-sund-fornuft-statskassen-tager-laan-daekke-coronakrisen; Martin Bahn: Overvismand: Vi skal gentænke vores gældspolitik. 22. januar 2021. Information. https://www.information.dk/indland/2021/01/overvismand-gentaenke-vores-gaeldspolitik; Magnus Barsøe: Bankøkonomer: Borgerlige politikeres skræmmekampagne er »faktuelt forkert«. 24. januar 2021. Politiken. https://politiken.dk/debat/art8070213/Borgerlige-politikeres-skr%C3%A6mmekampagne-er-%C2%BBfaktuelt-forkert%C2%AB; Kenneth Praefke: I 2020 har statskas­sen stå­et på vid gab. Nu presser et stort spørgs­mål sig på: Hvem skal betale coronaregningen?. 17. januar 2021. Børsen. https://borsen.dk/nyheder/okonomi/et-stort-sporgsmaal-presser-sig-paa-hvem-skal-betale-coronaregningen
  11. Mogens Lykketoft: Mogens Lykketoft: Det er piskende nødvendigt at stifte mere gæld. 14. februar 2021. https://politiken.dk/debat/art8099661/Det-er-piskende-n%C3%B8dvendigt-at-stifte-mere-g%C3%A6ld
  12. Den her tese kan findes udfoldet i Wolfgang Streeck: How Will Capitalism End? Essays on a Failing System. London: Verso. 2016.
  13. Det Økonomiske Råd: Dansk Økonomi forår 2010. 2010, s. 267.
  14. Finansministeriet: Økonomisk Redegørelse, december 2020. https://fm.dk/udgivelser/2020/december/oekonomisk-redegoerelse-december-2020/
  15. Se også Joachim Peter Tilsted, Phillip Kjær Luscombe, and Niels Fuglsang: “Mellem modeller og virkelighed: Om Finansministeriets policy-redskaber og deres rolle i dansk politik,” i Samfundsøkonomen. 2. 2020: 91–100.
  16. Niels Kærgård: “Finansministeriet og makroøkonomiske regnemodeller: Et historisk rids,” i Samfundsøkonomen. 2. 2020: 31-40.
  17. Jakob Hvide Beim & Carl Emil Arnfred: Elbæk vil lave 15 nye ministerier og ændre regeringsapparatet. 18. august 2018. Politiken. https://politiken.dk/indland/art6661633/Elb%C3%A6k-vil-lave-15-nye-ministerier-og-%C3%A6ndre-regeringsapparatet
  18. Birthe Larsen: Regnemodellerne er et vigtigt værktøj, men de anviser ikke, hvilken politik vi skal føre. 20. oktober 2020. Information. https://www.information.dk/indland/2020/10/regnemodellerne-vigtigt-vaerktoej-anviser-hvilken-politik-foere?lst_cntrb
  19. Walter Bartl, Christian Papilloud, and Audrey Terracher-Lipinski: “Governing by Numbers – Key Indicators and the Politics of Expectations. An Introduction,” Historical Social Research / Historische Sozialforschung 44, no. 2 (168) (2019): 7-43; Alain Desrosières: The Politics of Large Numbers: A History of Statistical Reasoning. Boston: Harvard University Press. 2002.
  20. Se eksempelvis Marion Fourcade: Economists and Societies: Discipline and Profession in the United States, Britain, and France, 1890s to 1990s. Princeton: Princeton University Press. 2009; Daniel Hirschman and Elizabeth Popp Berman: “Do Economists Make Policies? On the Political Effects of Economics1,” Socio-Economic Review 12, no. 4, 2014. s. 779–811; Tiago Mata and Steven Medema: “Cultures of Expertise and the Public Interventions of Economists,” History of Political Economy 45. 2014. 1-19.
  21. Stephanie L. Mudge: Leftism Reinvented: Western Parties from Socialism to Neoliberalism. Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press. 2018.
  22. Enhedslisten: Den politiske regnemaskine. 2018. https://enhedslisten.dk/den-politiske-regnemaskine
  23. Asker Voldsgaard: Ubegrundet frygt for statsgæld hører fortiden til. 22. januar 2021. https://finansboblen.substack.com/p/ubegrundet-frygt-for-statsgld-hrer
  24. Se eksempelvis: Magnus Barsøe: Wammen har nedsat en blå syltekrugge. Konklusionen er givet på forhånd. 24. oktober 2020. https://politiken.dk/debat/art7969411/Wammen-har-nedsat-en-bl%C3%A5-syltekrukke.-Konklusionen-er-givet-p%C3%A5-forh%C3%A5nd
  25. En særdeles fremragende artikel, der har gjort dette i Danmark, er: Thomas Hebsgaard Skovsøer: Tigre og elbiler – økonomer sætter tal på næsten alt. Og det har nogle ret vilde konsekvenser. 23. november 2020. https://www.zetland.dk/historie/s8qD2zpz-mowGXKWa-34165#2c521f51-edf9-4ef9-a0d7-1cfa3983891d

    Læs mere om begrebet målefeber hos Casper Andersen: ”Målefeber” i Tanker i Lockdown. København: Baggrund: 2020

  26. Asker Voldsgaard & Joachim Peter Tilsted: Hvad skaber værdi? Vi har (igen) brug for en økonomisk værdidebat: 20. marts 2020. https://www.rethinkingeconomics.dk/post/hvad-skaber-v%C3%A6rdi-vi-har-igen-brug-for-en-%C3%B8konomisk-v%C3%A6rdidebat
  27. lektor Jeppe Druedahl fremfører eksempelvis ofte dette synspunkt på twitter: https://twitter.com/JeppeDruedahl/status/1360559127089582088
  28. Se eksempelvis Jørgen Grønnegård Christensen: ”Finansministeriets skiftende rolle i centraladministrationen” i Samfundsøkonomen 2, 2020
  29. Joshua P. Howe Behind the Curve: Science and the Politics of Global Warming, Seattle: University of Washington Press. 2014. At skyheden overfor politisk agitation er forsvundet, kan i Danmark eksempelvis ses ved de nu jævnlige opråb fra forskerne: Stefan Gaardsmand, et. al.: 701 forskere i opråb: Politikerne bør behandle klimakrisen med samme alvor som covid-19. 5. februar 2021. https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art8088599/Politikerne-b%C3%B8r-behandle-klimakrisen-med-samme-alvor-som-covid-19
  30. Jan Kjærgaard: Tesfaye om forskning: Det danske samfund skal ikke støtte undervisning i arabisk. 13. august 2020, Piopio. https://piopio.dk/tesfaye-om-forskning-det-danske-samfund-skal-ikke-stoette-undervisning-i-arabisk; Migrationsforskningens relation til politik har også for nylig været omtalt i Weekendavisen: Søren K Villemoes Hvidensproduktion. 18. februar 2021. https://www.weekendavisen.dk/2021-7/samfund/hvidensproduktion
  31. Bjarne Corydon: Corydon: Vores største problem er ikke en voksende gæld, det er den slappe budgetstyring. 16. februar 2021. Børsen. https://borsen.dk/nyheder/opinion/slap-budgetstyring-er-vaerre-end-gaeld
  32. Det Økonomiske Råd: Dansk økonomi efterår 2020, s. 146. https://dors.dk/vismandsrapporter/dansk-oekonomi-efteraar-2020
  33. Jeppe Druedahl: Størrelsen på statsgælden er ikke ligegyldig. Men der er ingen grund til statsgældsfobi. 17. februar 2021. Information. https://www.information.dk/indland/2021/02/stoerrelsen-paa-statsgaelden-ligegyldig-ingen-grund-statsgaeldsfobi?fstln