Dansk velfærd til salg i Kina

Skiftende danske regeringer har i lang tid forsøgt at eksportere ‘velfærdsviden’. Det siges nemlig, at den lovpriste nordiske velfærdsmodel kan levere innovativ arbejdskraft til en global vidensøkonomi. Men er det overhoved muligt at eksportere børnehavepædagogik og ældrepleje? Magnus Andersen beretter fra et Kina, der hellere vil være vidensnation end verdensfabrik!

Af Magnus Andersen

”Altså, det er forretning”, som lederen af den internationale afdeling på VIA Professionshøjskole påpegede over for mig. En konstatering, som jeg et halvt år senere ikke kunne få ud af hovedet, da jeg, sammen med en underviser fra selvsamme institution, gik gennem gitterporten til en kinesisk børnehave.

For mens det er en morgenrutine at sige godmorgen til to sikkerhedsvagter og en sygeplejer, der dagligt indregistrerer og screener børnene for potentielle sygdomme, var vores tilstedeværelse langtfra normal. Efter at have krydset en legeplads bestående af et grønt plastikunderlag med en flagstang, hvor det kinesiske flag vajede, bevægede vi os op ad trapperne til børnehavens aktivitetsrum, hvor vidensdelingen den næste uges tid skulle finde sted.

Her blev vi mødt af en forventningsfuld skare af kinesiske pædagoger, to begejstrede embedskvinder fra det kommunistiske parti samt lyset fra en projektor, der bød os velkommen på Mandarin: ”A warm welcome to the Danish experts and leaders who have come to guide us”.

 Det var en uge, som den kinesiske børnehave længe havde set frem til. Den danske børnehavepædagogik, der kan sikre en opkvalificering af den fremtidige kinesiske arbejder, var i høj kurs – og den danske underviser fra VIA University College leverede udbuddet: Velfærdsviden. Nogle ville kalde det undervisning, andre et kursus, men var man først til stede i lokalet, kunne man ikke være i tvivl – man forventede et afkast.

Den globale vidensfabrik

Men hvordan kom jeg hertil, kunne man spørge? Foruden tre klik på nettet efter en flybillet fra København til Shanghai er der særlig to årsager.

På den ene side har skiftende danske regeringer – med begrænset held – i lang tid forsøgt ’at eksportere viden’. De seneste tre regeringer har særligt haft et godt øje til Kina og vice versa, hvilket har udmøntet sig i et stigende handelssamarbejde.

På den anden side har loven om professionshøjskolen endegyldigt manifesteret 30 års forsøg på at reorganisere uddannelsessektoren indenfor velfærdsprofessioner i Danmark. Dette har ført til nye uddannelsesstandarder og nye former for standardisering af viden, der har skabt specifikke former for ekspertise, alt efter hvilken velfærdsprofession der er tale om.

Loven tillader således professionshøjskolerne at optræde som indkomstgenerende virksomheder¹, og indkomsten skabes gennem salg af ekspertise om velfærdspraksisser. For mens regeringer siden slutningen af 1990’erne har forsøgt at formulere strategier for, hvordan Danmark skal leve af at være et lille åbnet videnssamfund i det globale samfund – som det blev beskrevet af Globaliseringsrådet i 00’erne – er det først inden for de sidste fem år, at visionen for alvor har indtaget de offentlige uddannelsesinstitutioner. Eksporten af velfærds-knowhow er blot én måde, hvorpå VIA Professionshøjskole de seneste år har forsøgt at sætte sit “aftryk på verden” – titlen på deres sidste strategiplan.²

Velfærdseksport – det vil sige viden om organiseringen af velfærdspraksisser såsom ældrepleje, børnepasning eller arbejdsmarkedspolitik – trækker tråde tilbage til begyndelsen af 1990’erne. Her forsøgte Danmark, i et samarbejde mellem offentlige og private aktører, at eksportere systemløsninger inden for både ældrepleje og børnepasning. Eksport af ældrepleje (både viden, teknologi etc.) til lande som Tyskland og Japan blev en succes, mens børnepasning havde sværere vilkår. For eksempel blev virksomheden Dansoc Systems A/S erklæret konkurs efter blot et år tilbage i 1993.

I dag er det de offentlige institutioner selv, der prøver lykken. Denne gang dog med fokus på velfærds-knowhow, der kan reproducere deres fremtidige arbejdskraft. Professionshøjskolerne er med andre ord blevet til en global vidensfabrik.

Det kinesiske barn som investeringsobjekt

Mens Danmark de seneste tre-fire årtier har prøvet at sælge den exceptionelle nordiske velfærdsmodel, er der på den anden side af jordkloden foregået en helt anden og mere gennemgribende samfundsudvikling. De økonomiske reformer, der blev implementeret i slutningen af 1970’erne, igangsatte en dyberegående reorganisering af det kinesiske samfund.³ Ét-barns-politikken tilsat stigende migration, kapitalisering, urbanisering og internationalisering har skabt et konkurrencepræget samfund, der påvirker nutidens kinesiske familieforhold og forbrugsmønstre.

Barnet har i denne reorganisering fået en vital betydning.⁴ Forældrene investerer tid og penge i deres enebarn i håbet om at kunne klatre længere op ad den sociale rangstige. Dette har bidraget til en fortælling om de kinesiske enebørn som ’små kejsere’ (xiao huangdi), der altid får det, som de peger på. Barnet er blevet det ypperste symbol på værdi for den nye middel- og overklasse. Derfor er socialisering og uddannelsestilbud – som både findes i privatregi, i indkøbscentre og i offentlige institutioner – blevet en eftertragtet vare. Kort sagt: Børnene er sat i verden, for at forældrene kan realisere deres maksimale potentiale (quanmin fazhan).

Sideløbende er velfærdsinstitutionerne under stadig udvikling. Særlig børnepasningsområdet er blevet privatiseret gennem de sidste to årtier, hvilket har gjort det muligt for velhavende forældre at agere som private investorer i opkvalificering af enkelte børnehaver og arbejdsstyrken generelt. Således opstår en efterspørgsel efter internationale koncepter og idéer.

Det er her, de danske vidensfabrikker melder deres ankomst på det globale marked. Den så lovpriste nordiske velfærdsmodel – kendt i Kina for dens legende og kreative tilgang til livet – kan levere innovativ arbejdskraft til den globale vidensøkonomi og understøtte transformation af det kinesiske samfund fra verdensfabrik til vidensnation; ikke ulig hvordan Danmark har formået at brande sig de sidste tre årtier.

Velfærdseksport eller vareliggørelsen af levende viden

Tilbage i børnehaven befandt jeg mig på et tidspunkt i et hjørne af legepladsen. De kinesiske pædagoger legede og rullede rundt på det grønne plastikunderlag med børnene, hvilket var præcis dét, som den danske underviser ville have dem til. Der var ingen tvivl om, at de kinesiske pædagoger var blevet skubbet ud af deres komfortzone i jagten på ’nye’ relationer til børnene.

At være i øjenhøjde og lege med børnene, hvilket engang var udtryk for et humanistisk dannelsesideal, er i dag reduceret til et politisk forsøg på at brande den nordiske velfærdsmodel.⁵ Det bemærkelsesværdige ved fænomenet er, at den viden, der sælges, ikke kan afgrænses til børnehaven. Det er snarere en viden, der findes overalt i de samfundsmæssige sfærer, der ikke umiddelbart kan transformeres til en vare. Den danske pædagogik er en del af livet selv!

Velfærdseksport er således et paradigmatisk eksempel på, hvordan vores sociale relationer transformeres til kapital med henblik på et fremtidigt afkast. En proces, der implicerer vareliggørelsen af en levende viden,⁶ som produceres i de umiddelbare sociale relationer på daglig basis i forskellige fællesskaber og samfund.

Midt i moradset af plastiklegetøj, da den dansk-kinesiske udveksling udspillede sig for øjnene af mig, viste den egentlige antagonisme sig i et globalt system, hvor sociale relationer er blevet varens nye råmateriale, mens barnets krop er stedet, hvor vilkårene for fremtidens økonomiske vækst forhandles.

Magnus Andersen er ph.d. ved Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet. Han forsvarede sin ph.d.-afhandling Commodifying the Nordic Welfare State in the Age of Cognitive Capitalism: The Journey of Nordic Childcare Know-how to China den 21. januar, 2021.

1. Jf. Kapitel 2A i Bekendtgørelse af lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2018/152
2. https://www.altinget.dk/forskning/artikel/via-vi-tager-uddannelseseksport-alvorligt https://www.altinget.dk/digital/artikel/velfaerdseksport-er-godt-koebmandsskab
3. Den såkaldte ‘Open Door Policy’ blev introduceret af Deng Xiaoping, hvilket tillod udenlandske investeringer at bidrage til den kinesiske økonomi. Samtidig blev det igen muligt for udenlandske virksomheder at tilgå det kinesiske marked på egen hånd. For en mere udbydende analyse, se for eksempel: Huang, Yasheng. 2003. Selling China: Foreign Direct Investment During the Reform Era. New York: Cambridge University Press.
4. Se for eksempel: Anagnost, Ann (2008): ‘Imagining Global Futures in China: The Child as a Sign of Value’. S. 49-72 in Figuring the Future: Globalization and the Temporalities of Children and Youth, edited by J. Cole and D. Durham. Santa Fe, NM: School of Advanced Research Press.
5. Marklund, Carl (2017): ‘The Nordic Model on the Global Market of Ideas: The Welfare State as Scandinavia’s Best Brand’. Geopolitics 22(3):623–39.
6. Andersen, Magnus (2021): ‘On the Commodification of Living Knowledge in Empire: A View From the Global North’, Sul Global 2(1):17-29.