Syriens arabiske vinter
10-årsdagen for konflikten i Syrien nærmer sig, og udsigten til en varig politisk løsning er stadig svær at få øje på. Mange kommentatorer hævder, at Assad-familien alene bærer skylden for den ulykkelige situation. Rami Zouzou argumenterer imidlertid for, at konfliktens rødder stikker dybere. Man må vende blikket mod den syriske stats fødsel og tidlige ungdom for at forstå situationen i dag.
I 1968 forlod min far Syrien. Samme år definerede en amerikansk diplomat Syrien som ”ustabilitetens stabilitet”1. Med de ord henviste han til de mange militærkup, landet var udsat for, inden Bashar al-Assads far, Hafiz al-Assad, i 1970 påbegyndte opbygningen af et af verdens mest brutale diktaturer. Alene i perioden 1946 til 1959 havde Syrien fire forfatninger, og frem til 1970 var landet udsat for ikke færre end ti succesfulde militærkup. Dertil kom en periode fra 1958-61 som forenet arabisk republik under ledelse af Egyptens præsident, Gamal Abdel Nasser. Da aftalen om republikken blev indgået, sagde Syriens daværende præsident, Shukri al-Quwatli, til Nasser: ”De har ingen anelse om den opgave, som er betroet Dem, hr. præsident. De er lige blevet leder af et folk, hvor alle tror, de er politikere, halvdelen tror, de er nationale ledere, en fjerdedel, at de er profeter, og en tiendedel, at de er guder”2. Det er stadig en rammende beskrivelse af tingenes tilstand i det Syrien, der fortsat er i splid med sig selv.
Første gang jeg stødte på citatet, var, da jeg skrev historiespeciale om Syriens statsdannelsesproces. Anden gang var i marts 2011, da den syriske borgerkrig brød ud. Dengang anså de fleste kommentatorer konflikten som en del af Det arabiske forår. Mange talte om, at drivkraften var den syriske befolknings krav om frihed og demokrati. Min far fnysede, da jeg præsenterede ham for det synspunkt: “Så længe friheden kun omhandler deres egen klan eller trosfæller, er de parat til at kræve hvad som helst. Selv demokrati for et folk, der aldrig har betragtet sig selv som en samlet enhed.”
Var det en instinktiv reaktion fra en bitter sunnimuslim, som er vokset op i den alawi-dominerede havneby Ladhiqiya, hvor Assad-familien stammer fra? Eller var det en dyster forudanelse om den blodige borgerkrig, der fortsat plager Syrien? Med Syriens historie in mente tror jeg desværre på det sidste.
En formel for varig ustabilitet
Nationalstaten Syrien er et resultat af Osmannerrigets sammenbrud, hvor landets nuværende grænser blev defineret. I første omgang som fransk mandatstat. Den franske mandatmagt gjorde sig ikke ulejlighed med at facilitere en proces, der kunne skabe en national identitet blandt de mange kulturelle og etniske samfund, der nu skulle leve sammen som statsborgere. Regimet forblev derfor ideologisk, etnisk og kulturelt fragmenteret. Da Frankrig i 1946 forhandlede selvstændighedsbetingelserne med det Damaskus-baserede sunnimuslimske aristokrati og overlod magten til dem, under Shukri al-Quwatlis ledelse, var resultatet ikke blot, at Syrien fik sin fødselsattest. Parterne syntes samtidig at fundet en formel for varig ustabilitet. Den nationalistiske sunnimuslimske elites greb om magten var ikke kun en rød klud i hovedet på mindretal som druserne og alawitterne. Også i den rivaliserende handelsby, Aleppo, voksede utilfredsheden. Her havde man under mandatperioden advokeret for en form for storsyrisk nationalisme, hvor man var forenet under én fælles stat med Jordan og Libanon. Man betragtede derfor nationalisterne som forrædere af den storsyriske sag.
Syrien blev således en kampplads for de ideologiske konflikter, der hærgede det postkoloniale Mellemøsten. Alene i 1949 oplevede landet hele tre militærkup. Situationen i 1949 illustrerer meget fint den grundlæggende konflikt, som den dag i dag præger det uroplagede land. Det er nemlig ikke en kamp om demokrati eller et arabisk forår, men en uafsluttet kamp om magt.
Olieinteresser og frygten for, at Syrien skulle blive en platform for kommunistisk indflydelse i Mellemøsten, fik USA til at støtte Husni Zaim, da han den 11. april 1949 gennemførte årets første militærkup. Husni Zaim proklamerede da også øjeblikkeligt, at han ville stå i spidsen for en pro-vestlig regering. Som noget af det første gav han tilladelse til, at en olieledning fra Saudi-Arabien til Middelhavet kunne løbe gennem syrisk territorium, hvilket Zaims forgænger, Quwatli, havde modsat sig. Manøvren styrkede Zaims diplomatiske forbindelser til Saudi-Arabien, men bragte ham på kant med Syriens pro-irakiske grupperinger. Men Zaim nøjedes ikke med at gøre tilnærmelser til Vesten og Saudi Arabien. Han opløste også parlamentet og opbyggede et autoritært regime, der gjorde op med Syriens unge og spinkle demokrati, ligesom han undlod at inddrage flere af de officerer, der havde støttet ham. Herunder en vis Adib Shishakali. Den 14. august samme år udnyttede Shishakli derfor utilfredsheden med Zaims udenrigspolitiske alliancer og støttede et kup, der afsatte Zaim til fordel for Sami Hannawi – Zaim blev henrettet måneden efter. Men også Hannawis regeringstid blev kort. Ikke fordi han ligeledes lod hånt om demokratiets genindførelse, men fordi han gjorde tilnærmelser til Irak med henblik på en form for alliance mellem de to lande. Denne handling vakte både mishag i Saudi-Arabien og Egypten samt internt i den syriske hær. Situationen var anspændt, hvilket bekymrede amerikanerne, der igen frygtede, at den interne syriske splittelse ville åbne en flanke for sovjetisk indflydelse i den skrøbelige stat. Adbi Shishakli, fra det stærkt anti-kommunistiske parti SSNP, var ikke sen til at udnytte situationen til sin egen fordel: Han afsatte den 14. december 1949 Hannawi til fordel for sig selv – igen med støtte fra amerikanerne. Det tredje kup inden for blot et år var en realitet.
Shishaklis diktatur var hårdt og lignede på mange måder det, Assad-familien senere opbyggede. Han forbød omgående en lang række partier, herunder kommunisterne, Det Muslimske Broderskab samt de panarabiske nationalister i Baath-partiet, som efterhånden var blevet politisk samlingspunkt for mange syriske mindretal, der havde følt sig undertrykt både under mandattiden og efter selvstændigheden.
Shishaklis regeringsførelse skabte ikke kun bred utilfredshed i Syrien, men udfordrede også magtspillet i Mellemøsten. Hvor Zaim og Hinnawi velvilligt havde samarbejdet med det pro-vestlige Irak, styrkede Shishakli relationerne til blandt andet Egypten, hvilket ikke huede magthaverne i Bagdad. Da Nuri Said i 1953 blev irakisk forsvarsminister, foreslog han derfor, at man skulle forsøge at udnytte den syriske ustabilitet – herunder utilfredshed blandt de mange etniske og kulturelle grupperinger – til at trække landet væk fra den egyptiske indflydelsessfære. Det førte til, at en bred koalition mellem drusere, alawitter og medlemmer af Baath-partiet, med økonomisk støtte fra Irak, i 1954 væltede Shishakli med det håb, at man kunne sikre sig kontrollen med udviklingen i Syrien. Men hvis man troede, at Shishaklis fald skulle forene og skabe stabilitet i Syrien, tog man fejl. Shishaklis fald blev derimod begyndelsen på en langvarig politisk krise, da Syrien efterhånden befandt sig i et magtpolitisk og identitetsmæssigt vakuum, som ingen formåede at håndtere.
Den arabiske nationalismes op- og nedtur
Da Tyrkiet og Irak i februar 1955 underskrev Bagdad-pagten – en forsvarsalliance mellem flere pro- amerikanske stater i Mellemøsten – var modtrækket fra Egyptens Nasser at styrke sine diplomatiske forbindelser til Syrien for at isolere Irak i det magtpolitiske spil i regionen. Nassers popularitet var stigende i Syrien, hvor mange så ham som manden, der skulle samle den arabiske verden og befri den for vestlig dominans. Som et resultat heraf tilsluttede Syrien sig våbenaftalen i 1955 mellem Egypten, Syrien og Sovjet. Våbenaftalen isolerede Syrien i den arabiske verden og skabe spændinger både i og uden for Syrien. Ikke alene bandt aftalen Syrien tættere sammen med Nassers Egypten, der nu var landets eneste allierede i det regionale magtspil, hvor man var omringet af Bagdad-pagtens provestlige stater, men med et slag spillede Sovjetunionen sig selv på banen, hvilket skræmte den amerikanske præsident Eisenhower, der frygtede, at Sovjetunionen kunne udnytte Syrien til at styrke sin position i området.
Tyrkiet delte amerikanernes frygt. Under et møde i Ankara i 1957 mellem USA og Bagdad-pagt-landene planlagde man derfor at afsætte den siddende syriske regering. Det førte til, at Tyrkiet rykkede deres tropper frem til den syriske grænse, samtidig med at amerikanerne forsøgte at mobilisere og opruste forskellige politiske fraktioner med det formål at igangsætte interne opstande for derigennem fremprovokere en invasion fra de arabiske naboer og Tyrkiet. Endemålet var indsættelsen af en pro-vestlig regering i Syrien. Planen blev dog aldrig iværksat. Syriens arabiske naboer kunne ikke overtales til at intervenere i det pro-nasseristiske Syrien, og Sovjetunionen lagde et hårdt pres på Tyrkiet for at trække deres tropper tilbage.
Udviklingen i 1957 satte Syrien præsident, nationalisternes leder, den tilbagevendte Shukri al-Quwatli i en kattepine, der fuldstændig paralyserede det politiske liv i Syrien, hvor økonomien lå i ruiner, og hæren var splittet i klaner og fraktioner. Quwatli betragtede amerikanernes ageren i 1957 som et kupforsøg. Samtidig så han med ængstelse på, hvordan Sovjetunionens økonomiske og politiske indflydelse voksede, og de velorganiserede kommunister vandt mere og mere terræn. Man balancerede derfor på et knivsæg mellem frygten for et kommunistiske kup og en vestlig intervention. Trusselsbilledet overbeviste Quwatli om, at han umuligt kunne fastholde magten uden regional opbakning fra Nassers Egypten. Den 1. februar 1958 blev der derfor afholdt et møde i Cairo, der førte til dannelsen af Den forenede arabiske republik, hvor de to lande reelt blev til én samlet stat. For Nasser et forsøg på at sikre sig kontrol med Syriens udenrigspolitik og for Quwatli et forsøg på at skabe nogenlunde stabilitet efter mange tumultariske år.
Den nye statsdannelse blev imidlertid en katastrofe, da Nasser aldrig betragtede Syrien som en ligeværdig partner, men behandlede landet som en koloni. Efter tre år blev det for meget for en gruppe officerer i Baath-partiet, der efterhånden havde vokset sig stærkt inden for militæret. I 1961 gjorde de oprør og smed endegyldigt egypterne ud af Syrien. Syrien blev endnu en gang kastet ud i en langvarig identitetsmæssig og magtpolitisk konflikt. Konflikttilstanden gødede nu jorden for, at en ung officer fra Baath-partiet kunne overtage magten i 1970. Hermed begyndte Assad-æraen. Med sikker og brutal hånd opbyggede den alawittiske Assad-klan et af verdens hårdeste militærdiktaturer. Et regime, der formåede at undertrykke al opposition og holde konflikterne i Syriens etno-kulturelle kludetæppe nede med et jerngreb.
Siden 2011 og det såkaldte arabiske forår har der ikke været nogen jernhånd, der holder sammen på den splittelse, der i mange år prægede Mellemøstens mest ustabile land. Foråret er for længst løbet ud i en meget lang vinter. Med historien in mente kan den sagtens vare 10 år endnu. For den kamp, der tog sin begyndelse i 1946, fortsætter nu i det 21. århundrede på tiende år. De stridende parter kæmper nemlig ikke for at etablere demokrati eller komme af med en brutal diktator. De fortsætter et uafsluttet opgør om identiteten og magten i et land, hvis befolkning aldrig har følt sig som en enhed. Quwatlis ord til Nasser blæser derfor stadig i vinden.
Rami Zouzou er cand.mag. i historie og selvstændig konsulent.
