Coronakrisen redder næppe klimaet

Af Marc Grønlund

M

ange har sagt det, en del har håbet på det. Kan coronakrisen have den sideeffekt, at den mindst lige så alvorlige klimakrise bliver mødt med lignende resolut handling? Vil corona med andre ord komme klimaet til undsætning? Senest har 701 forskere udsendt et opråb til den danske regering om at behandle klimakrisen med samme alvor og ud fra samme forsigtighedsprincip, som den har gjort med corona. Kort sagt: resolut og uden frygt for de økonomiske omkostninger.1

Det sker dog næppe. Jeg lyttede for nylig til podcasten Talking Politics, hvor den engelske politolog David Runciman i en nytårsudsendelse tog spørgsmålet op.2 Han var ikke i tvivl.

Der er blevet brugt ufattelige ressourcer på at håndtere krisen og forhindre coronavirus i at sprede sig.3 Hele samfund har omstillet sig, folk har vænnet sig til nye vaner på rekordtid. Vi er delvist blevet tvunget til det, men har også i stor stil fulgt myndigheders og regeringers anbefalinger. Der har været lidt mere skepsis over for nedlukningen af samfundet i vinterens løb, men det ændrer ikke på billedet: Vores samfund kan omstilles hurtigt, og vi kan indstille os på en ny levevis, når det er nødvendigt for at redde liv. Vi har tilmed fået produceret en vaccine på kort tid, hvilket er innovation på et plan, som få troede muligt.

Men kan det så overføres til klimaet og den omstilling af samfundet, som vi ved er nødvendig for at bekæmpe en endnu mere livstruende situation? Det er der – ifølge Runciman – ikke meget, der tyder på.

Hverken krig eller epidemi

R

unciman bruger det amerikanske valg som analytisk prisme og anfører, at corona var den vigtigste årsag til, at det faldt ud til Bidens fordel. Det virker som en heftig og bombastisk påpegning, men argumentet er klart nok: Meningsmålingerne tippede i takt med virussens eksplosive spredning og Trump-administrationens handlingslammelse. Valgets temaer underbygger ikke uden videre, at offentlighed eller vælgerkorps har taget klimasituationens alvor til sig. De ældre vælgere har skiftet lidt af deres sympati fra Trump til Biden, hvilket var udslagsgivende for resultatet, men klima er fortsat ikke et afgørende tema i amerikansk politik.4

Dét er faktisk en af lærdommene fra coronakrisen, hvor omkostninger i menneskeliv kan aflæses fra dag til dag. Dette kan ikke overføres til klimaet, for her ’brænder’ krisen langsommere. Det er kun krige og epidemier, der udløser innovation i stor skala, grænseløse budgetter og samfund i alarmberedskab. Hastighed er afgørende i en epidemi, præcis som under en krigstilstand.

Runciman spørger derfor: Hvad nu, hvis vi behandler klimaet som en krig – erfaringerne med corona viser, at hurtig omstilling er mulig. Men klimakrisen er ikke en krigstilstand. Den systemiske udfordring er langt mere uigennemskuelig, mens den er klar og tydelig under en epidemi eller en krig. Din befolkning dør, hvis ikke du handler hurtigt og resolut. Det er kun muligt at skabe omstilling i stor skala, når man står i en eksistentiel krise. Her er udfordringen, at klimaet kræver handling på samme skala, men at det er nødt til at ske i fraværet af en synlig undtagelsestilstand. For vestlige samfund er klimakrisen endnu fjern, nok brænder det på dørtrinnet, men vi risikerer ikke et systemisk sammenbrud eller en fjendtlig magtovertagelse lige foreløbig. På lang sigt risikerer vi til gengæld noget langt værre.

Forskellig koreografi

Det er ikke uhørt i klimaaktivistiske kredse at påpege dette. De to kriser er simpelthen for forskellige. Alt andet lige er den store idealisme og tro på, at vi kan handle i tide, når det gælder den globale opvarmning, ofte balanceret af en god portion realisme. Klimaaktivister har få illusioner, hvilket på sin vis er nødvendigt, når man skal råbe magthaverne op og bevare jordforbindelsen, når løfter brydes og handling udskydes. Andreas Lloyd fra Klimabevægelsen påpegede allerede tidligt i coronakrisens forløb dilemmaet, og hvorfor det er urealistisk, at håbe på lige så resolut handling over for klimaet, som coronakrisen er blevet mødt med.

For nok er videnskaben utvetydig om faren, ligesom langt de fleste ved, at det kan have store konsekvenser, hvis ikke vi handler på de to kriser. Men koreografi og tidshorisont er væsensforskellig, og vores vanlige mentale modeller kan ikke helt rumme perspektivet i klimakrisen:
”Sammenhængen mellem vores handlinger og effekten på Jordens klimasystemer er enormt kompleks. Det forværres af, at tidshorisonten ikke tælles i uger og måneder, men i år og generationer. Vi er ikke gearet til at håndtere kriser, der er så langsomme, at de nærmest er permanente. Her er der ingen undtagelsestilstand, vi skal udholde, kun en ny normaltilstand, vi skal lære at leve med.”5

Dette står i markant modsætning til corona, der fremstår overhængende i en helt anden forstand og med større nærhed til den potentielle katastrofe. Når det kommer til klimakrisen og de mulige svar derpå, går flere politikere desuden i rette med videnskaben og stiller spørgsmålstegn ved akutheden, mens løsningen af sundhedskrisen i høj grad baseres på fagfolks videnskabelige råd, der kun sjældent stilles spørgsmålstegn ved. Begge kriser er opstået som følge af naturkræfter ude af kontrol, hvorfor det måske i sidste ende er menneskets forhold til naturen, der skal gentænkes, hvilket for mange vil være så grundlæggende et spørgsmål, at det hverken er færdigdebatteret i dag eller i morgen, hvorfor momentum igen udskydes. Nok har corona lært os en vis ydmyghed over for naturens kræfter, påpeger Lloyd, men konfronteret med klimaforandringerne besidder vi endnu en usårlighed, som vi ikke er klar til at give slip på.

Hovedet på sømmet

Både Lloyd og Runciman rammer (desværre) hovedet på sømmet. Det er vigtigt at have for øje, så man undgår at leve i frugtesløse illusioner. Men omvendt bør det ikke føre til stilstand og resignation. Viljens optimisme er altid stærkere end intellektets pessimisme, og coronakrisen har som minimum vist, at uforudsigelighed og frygt er produktive kræfter, hvis de vendes det rette sted hen.

Vi ved, at det ikke er utopisk at forandre verden, for det er faktisk allerede sket. Med tanke på andre sociale og politiske landvindinger, hvor det tog generationer at tilkæmpe sig mærkbare fremskridt6, er kampen for klimaet først lige begyndt. Der findes ikke nogen smutvej til forandring, corona eller ej. Måske bliver det først næste valg i Danmark, der ikke blot udråbes som ’klimavalg’, men også fortjener navnet. Fortsat politisk pres og folkelig mobilisering må være fokus fremefter for aktivistiske kræfter. Tiden er rigtig nok knap – i hvert fald for knap til at begræde, at der ikke er sket nok, og at det snart er for sent at gøre noget.

Aktivisten og lingvisten Noam Chomsky har engang sagt: ”Hvis du antager, at der intet håb er for en bedre verden, garanterer du samtidig, at der intet sker for at ændre verden til det bedre.”7

Det er stadig sandt, selvom klimakrisen viser, at både frygt og håb kan anspore til forandring. Dette er i sidste ende det største fællestræk mellem corona og klima – dén pointe bør vi handle på fremefter.

Marc Grønlund er klima- og økonomiredaktør på Eftertryk Magasin.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Stefan Gaarsmand Jacobsen, et.al.: 701 forskere i opråb – Politikerne bør behandle klimakrisen med samme alvor som covid-19. Politiken, 5. februar 2021.
  2. David Runciman: Did Covid kill the Climate? Talking Politics, 31. december 2020: https://www.talkingpoliticspodcast.com/
  3. Den økonomiske historiker Adam Tooze har skrevet en kort og indsigtsfuld analyse af EU’s økonomiske indsats, der dog snart kan vise sig alvorligt mangelfuld. Se mere i Adam Tooze: Europe’s ’long-Covid’ economic frailty. Social Europe, 25. januar 2021.
  4. Men måske er det på vej til at ændre sig, om ikke andet symbolsk: Toneangivende politikere som Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez har siden valget talt for at indføre klima-undtagelsestilstand i USA. Se mere i Matthew Daly: Sanders, Ocasio-Cortez seek ’climate-emergency’ declaration. AP News, 5. februar 2021. Andre vestlige lande som Storbritannien og New Zealand har tidligere stemt for lignende resolutioner. Se her for mere: https://en.wikipedia.org/wiki/Climate_emergency_declaration
  5. Andreas Lloyd: Epidemier har en klar koreografi, som vi kan genkende. Det har klimakrisen ikke. Politiken, 15. marts 2020: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7698565/Epidemier-har-en-klar-koreografi-som-vi-kan-genkende.-Det-har-klimakrisen-ikke
  6. Almen valgret og juridisk racediskrimination er to oplagte eksempler.
  7. https://www.goodreads.com/quotes/112259-if-you-assume-that-there-is-no-hope-you-guarantee