Kan vi lære noget af amerikansk frihed?

Af Eskil Elling
Illustrationer af Julie Kordovsky

There’s never been equality for me,
Nor freedom in this “homeland of the free.”
– Langston Hughes1

 

N

år jeg tænker tilbage på de tidligste protester imod USA’s dybt ineffektive lockdowns i april, toner én bestemt kvinde i Huntington Beach, Californien, frem på nethinden. Hun vifter med et amerikansk flag og råber trodsigt og maskeløst mod himlen. Foran sig holder hun et skilt med påskriften “GIVE ME LIBERTY OR GIVE ME DEATH.” Bag hende kan man se den scene, hun har valgt til sin kompromisløse frihedskamp: En filial af isbutikskæden Baskin-Robbins. Allerede i disse tidlige måneder, mens vi stadig troede på, at covid-19 kun ville lukke samfundet ned i et par uger, var amerikanerne på gaden. Selv det mindste indgreb i deres individuelle frihed syntes at være utåleligt. Konservative radioværter spredte budskabet vidt og bredt: Det gjaldt om at vise offervilje. Ikke for samfundets svageste, som allerede på dette tidspunkt havde lidt tusindvis af dødsfald, men for selve grundlaget for det amerikanske samfund – for den individuelle frihed: Det frie marked, som truede med at kollapse, hvis butikkerne måtte lukke.

De fleste, der har tilbragt længere tid på begge sider af Atlanten, vil nok have oplevet, at amerikanerne til hverdag tænker anderledes på frihed, end de fleste i Europa gørJeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget amerikanernes insisteren på ubegrænset frihed har kostet dem. Fordi de ikke kunne undvære deres daglige Baskin-Robbins i en kort periode, har mange nu ikke set deres kære i over et halvt år. Mens en lille minoritet, anført af landets afgående præsident, insisterer på at lade, som om virussen ikke eksisterer, betaler flertallet en uoverskuelig pris. De tvinges til at arbejde i smittefarlige miljøer, for at slagterierne kan levere billigt kød, restauranterne kan holdes åbne, og onlineshoppingen på Amazon kan fortsætte uhindret.

I disse dage, mens verden med en blanding af nervøsitet og forundring følger Trumps halvhjertede kupforsøg, er det værd at spørge sig selv, om det land, der enerådigt har sat den globale dagsorden siden 1989, nu én gang for alle er blevet demaskeret af covid-19. Om den amerikanske frihed én gang for alle har undermineret sig selv.

Men er det muligt, at vi europæere selv i dag har mere at lære af amerikanernes frihedsopfattelse, end USA’s nuværende politiske deroute umiddelbart lader os antage?

Europæisk frihed, amerikansk frihed

Giver det mening at modstille amerikansk og europæisk frihed? ‘Life, liberty, and the pursuit of happiness’ over for ‘Liberté, égalité, fraternité’? Historisk er de to uadskilleligt forbundne. Men de fleste, der har tilbragt længere tid på begge sider af Atlanten, vil nok have oplevet, at amerikanerne til hverdag tænker anderledes på frihed, end de fleste i Europa gør. Lad mig forsøge at skitsere nogle grundtyper, der fremhæver denne modsætning.

Der er to træk ved den moderne europæiske frihedsopfattelse, som jeg vil fremhæve i denne sammenhæng. Det ene kommer fra Immanuel Kant, det andet fra G. W. F. Hegel. Kant har mere end nogen anden understreget, at frihed er utænkelig uden fornuft: “En fri vilje og en vilje, som står under sædelige love, [er] et og det samme.”2 Hvis vi ved frihed forstår selvbestemmelse, en virkeliggørelse af vores egen vilje i verden, må vi også sikre os, at denne vilje ikke blot er bestemt af naturlige impulser – frihed må forstås som autonomi, som vores evne til at sætte moralske love for os selv, som alle andre også kan følge.

Hegels tilføjelse er, at friheden må være social for at være fornuftig. Moralske love er abstrakte, men når vi handler, retter vi vores vilje mod bestemte ting i verden. En lov kan kræve, at jeg i almindelighed skal elske min næste. Men når jeg elsker nogen, elsker jeg en bestemt person, og jeg tilpasser mig denne bestemte persons bestemte ønsker. Denne begrænsning er forudsætningen for min frihed. For uden begrænsning er min vilje abstrakt – det er ikke min vilje. Jeg bliver først et bestemt jeg, når jeg spejler mig selv i andre. Jeg er først fri, når de almene love, jeg handler efter, er de love og sædvaner, der gælder i et bestemt samfund: “Idet staten, fædrelandet, udgør et eksistensfællesskab, idet menneskets subjektive vilje underkaster sig love, forsvinder modsætningen mellem frihed og nødvendighed.”3

Det, jeg kalder europæisk frihed, er således fornuftig og social: Jeg kan kun være fri, hvis jeg handler efter almene regler, og hvis disse regler er indlejret i et velfungerende samfund, hvis værdier jeg deler. Som alle andre idéer er også denne idé om frihed naturligvis dobbelttydig – grundlaget for velfærdsstaten, men også for mere end et århundredes sekterisk nationalisme. Det vender jeg tilbage til.

Vi kan ikke sige os fri fra en vis bedrevidende hovedrysten over amerikanernes insisteren på at tilfredsstille ethvert tænkeligt behov, fra ostefyldt deep dish-pizza til gigantiske, dieselslugende muskelbiler

Jeg kan ikke tænke mig en mere diametral modsætning til dette frihedsbegreb end det, vi finder i Herman Melvilles novelle om Bartleby, som er skribent for et advokatfirma på Wall Street. I stedet for at følge sin chefs anvisninger møder Bartleby enhver forespørgsel med svaret “jeg vil helst ikke.” Han bliver bedt om at retfærdiggøre sig; han nægter at gøre det. Han bliver spurgt, om han dog ikke kan opføre sig lidt fornuftigt, og hans svar er det bedste udtryk for en form for frihed, der er i fuldstændig modsætning til den europæiske: “Lige nu vil jeg helst ikke være lidt fornuftig.”4

Lige nu, i dette øjeblik, vil jeg ikke være fornuftig. Ikke som en almen lov, men fordi jeg, personligt, ville foretrække det lige nu. Bartleby gør krav på en frihed, der er ufornuftig og partikulær: Ikke vores frihed, men min frihed, imod din frihed. Frihed fra at handle i overensstemmelse med andre, og sågar frihed fra at retfærdiggøre sig.

I dette udsagn findes, tror jeg, kilden til det uforsonlige frihedsbegreb, som i dag har en særlig plads i den amerikanske selvopfattelse. Det europæiske frihedsbegreb spiller også en vigtig rolle i amerikansk politik. Men det møder i min erfaring mere modspil fra dette antisociale, ufornuftige frihedsbegreb, end det er tilfældet andre steder. Det faktum skriger til himlen i billedet af kvinden fra Huntington Beach. Men selv i det vegetariske kollektiv uden for Chicago, hvor jeg boede i nogle år, blev mine løbende appeller til at handle i fællesskabets interesse ofte mødt med variationer over “Don’t fucking tell me what to do.” Naturligvis møder man også denne bartlebyske reaktion i Europa. Men jeg vil alligevel mene, at hensyn til fornuft og fællesskab her vejer højere. Vi er stolte af et socialt sikkerhedsnet, som amerikanerne enten misunder bittert eller afviser som farlig socialisme. Og vi kan vel heller ikke sige os fri fra en vis bedrevidende hovedrysten over deres insisteren på at tilfredsstille ethvert tænkeligt behov, fra ostefyldt deep dish-pizza til gigantiske, dieselslugende muskelbiler.

Der findes naturligvis mere eller mindre uskadelige varianter af denne frihed. Hvem kan helt undsige sig det dionysiske gys ved at lægge alle sundheds- og højkulturelle hensyn til side og svælge frit i sirupsdryppende chicken and waffles, en Conway Twitty-plade eller en ny sæson af The Bachelor? Spørgsmålet, som de seneste års amerikanske politik rejser, er, om det er muligt at opretholde et samfund på Bartlebys frihed.

Partikulær frihed og politisk sammenbrud

Både den amerikanske Uafhængighedserklæring og den franske Menneskerettighedserklæring gør det klart, at et samfund, der ikke opfylder sine borgeres behov, er illegitimt og bør omstyrtes.5 Det var den slags udsagn, der fik den engelske filosof Jeremy Bentham til at erklære, at resultatet af forfatninger med en sådan ordlyd kun kunne være anarki:

I et skuespil eller en roman er et upassende ord blot et ord, og det upassende, uanset om det bemærkes eller ej, har ingen konsekvenser. I en samling af love – i særdeleshed af love, der fremstilles som forfatningsmæssige og grundlæggende – kan et upassende ord være en katastrofe – og konsekvensen af det kan være borgerkrig. Ud af ét tåbeligt ord kan der opstå tusinde knive.6

Den ellers liberale Benthams ærkekonservative afvisning af menneskerettighederne viste sig naturligvis at være overdreven. Når friheden til samfundsomstyrtelse ikke tages i brug på en daglig basis, men blot er en garanti imod tyranni, er samfundets stabilitet ikke i fare. Men er der ikke i USA en tendens til at se denne frihed, ikke som et undtagelsestilfælde, men som enhver borgers daglige ret?

Hvis amerikanerne opfatter deres frihed som hævet over ethvert samfundsmæssigt eller fornuftigt hensyn; hvis der ingen grænser er for, hvilke handlinger der kan retfærdiggøres med henvisning til den; ja, så kan selv de mest navlebeskuende verdensopfattelser forsvares. Som i Michigan, hvor demonstranter protesterede mod statens coronanedlukning ved at flokkes i regeringsbygningen bevæbnet med halvautomatiske rifler under sloganet “Michigan United for Liberty.”7 De mest ekstreme deltagere i protesterne er senere blevet arresteret for at planlægge at bortføre statens guvernør, Gretchen Whitmer, som de opfatter som en “tyran.”8 Min frihed overtrumfer vores frihed ­– og i særdeleshed din frihed, fru guvernør.

Men der er også andre og modsatrettede frihedskrav. Black Lives Matter har sat gang i borgerrettighedsbevægelsen igen, men har også givet stemme til at krav om, at hvide amerikanere bør træde i baggrunden, når det kommer til racespørgsmål, og give mere plads til, at debatten om disse spørgsmål prioriterer stemmer fra ‘people of color,’9 der rent faktisk har oplevet racisme på egen krop. Det er blevet bredt anerkendt på venstrefløjen, at bekæmpelsen af racisme kræver mere end blot kosmetiske reformer, men derimod indgreb, som mange på centrum-højrefløjen opfatter som en trussel mod selve det amerikanske samfunds integritet, fra nedrivning af monumenter til en fuldstændig opløsning af politiet, som vi kender det i dag. Samtidig rejses der spørgsmål om køn og seksualitet, som ligeledes udfordrer offentlighedens traditionelle antagelser: MeToo-bevægelsen kræver, at voldtægts- og overgrebsofre kommer til orde i en grad, som det nuværende retssystem knap kan rumme. Og LGBTQ+-folk kræver en synlighed og en frihed til at leve deres liv, som transkønnede og ikke-binære aldrig tidligere har nydt.

Generelt hviler europæernes frihed på et internt fællesskab, der ofte med ganske brutale midler har afgrænset sig fra resten af verden.Frihedskrav som disse adskiller sig fra højreorienterede militser ved rent faktisk at bekymre sig om retfærdighed og solidaritet. Alligevel går de imod den kollektivistiske og fornuftsorienterede frihedsopfattelse, fordi de udfordrer, hvad der regnes som fællesskab og fornuft i det nuværende samfund. De hævder også ‘min’ frihed over for ‘vores’ frihed, fordi ‘vores’ frihed er for snæver til at rumme ‘min’ frihed. For at sorte borgere kan komme til orde, kræver det, at hvide borgere giver plads til dem; at de for eksempel afholder sig fra at gå forrest i demonstrationer. For at transkønnede og ikke-binære kan bevæge sig friere i offentligheden, kræver det til at starte med særlige hensyn, der måske af nogle kan opfattes som forstyrrende. Det kan være brug af særlige pronomener, men også en mere dybtgående udforskning af, hvordan bestemte antagelser om køn former vores sprog og vores handlinger. Det kan virke besværligt og unødvendigt for ciskønnede, som ikke normalt tænker over den slags. Implicitte præmisser for samfundets daglige gang udfordres og påkalder sig opmærksomhed, og alting skurrer lidt mere, end det har i mange år.

Fra alle sider hævder amerikanerne altså en frihed, der ikke har fællesskabet som præmis, men netop udfordrer fællesskabet. Melvilles Bartleby ender med at sulte ihjel, da han beslutter sig for, at han helst ikke vil spise noget. Har det amerikanske samfund besluttet sig for, at dets frihed er vigtigere end dets overlevelse? Det er blevet hverdagskost i mainstreammedier at tale om muligheden for et decideret sammenbrud af unionen, selvom det stadigvæk føles som sensationalistisk overdrivelse. Benthams tusinde knive er ikke så langt væk, som man kunne ønske.

Hvor er “Amerikas sjæl”?

På grund af deres destabiliserende effekt møder de nye amerikanske frihedskrav massiv modstand – ikke blot fra højrefløjen, men også fra folk, der normalt regner sig selv for progressive. Det ser vi også i Danmark, hvor Black Lives Matter er kommet i de venstreorienterede mediers søgelys for ikke at være universalistiske nok.10 MeToo-bevægelsen er også blevet udfordret, og det opfattes som en trussel mod retssikkerheden, at ofre for overgreb kommer med anklager, uden at der findes klare retslige mekanismer til at håndtere resultatet, som derfor ofte bliver overladt til de sociale mediers mob mentality.11 Indimellem – ganske ofte faktisk – hører man en temmelig arrogant advarsel om, at vi i Europa skal passe på med ukritisk at ‘importere’ denne overgearede amerikanske identitetspolitik fra USA.12

Men det er for hurtigt og for arrogant at afvise et frihedskrav, bare fordi det er destabiliserende for fællesskabet. Der er to grunde til, at vi i Europa stadig har meget at lære af Bartlebys amerikanske frihed, også selvom den ikke på egen hånd kan udgøre grundlaget for et stabilt samfund.

Selvom USA’s næste præsident hedder Joe Biden, er det de samme politiske institutioner, der skal sikre amerikanernes frihed i de kommende fire år, og det er langtfra givet, at de kan det.Den første grund er, at ethvert samfund har godt af indimellem at blive destabiliseret. Det gælder også i Europa, hvor vi har meget svært ved at se grænserne for vores egen frihed i øjnene. Den danske velfærdsstat hviler ikke blot på et klassekompromis, som sikrer kapitalens fortsatte kontrol med vores liv, omend med et ‘menneskeligt’ ansigt. Den hviler også på en tillidsfølelse, som medfører et enormt konformitetspres på dens borgere: Vi stoler mest på dem, der ligner os selv, og har sværere ved at støtte til dem, der lever et liv, som vi ikke kan genkende os selv i. Generelt hviler europæernes frihed på et internt fællesskab, der ofte med ganske brutale midler har afgrænset sig fra resten af verden.

Men selv hvis vi ønsker at bevare velfærdsstaten og EU som det sociale og politiske grundlag for vores frihed, er der en anden grund til, at vi bør tage ved lære af den amerikanske frihed. Vores egen frihed afhænger nemlig af den. Uanset hvor tilfredse vi er med det fællesskab, hvori vi udfolder vores frihed, bliver vi nødt til også at kunne sige fra over for det. Ellers kan vi heller ikke frit acceptere at leve i det: Vi glemmer forskellen mellem at følge samfundets skrevne og uskrevne love, fordi de gør os frie, og at følge dem, blot fordi det er samfundets love. Muligheden for at sige “Lige nu vil jeg helst ikke være lidt fornuftig” minder os om, at fornuften er der for at gøre os frie, snarere end at vi er frie for at kunne handle fornuftigt. En smule bartlebysk anarki ville næppe skade Europas pæne, ordoliberale konsensus.

Valget mellem Donald Trump og Joe Biden blev ofte fremstillet som en kamp om “Amerikas sjæl.”13 Men selvom USA’s næste præsident hedder Joe Biden, er det de samme politiske institutioner, der skal sikre amerikanernes frihed i de kommende fire år, og det er langtfra givet, at de kan det.14 Det er ikke i disse institutioner, at man skal finde amerikanernes frihed – deres ‘sjæl,’ hvis man er interesseret i den slags. Den frihed finder man uden for de politiske institutioner, i amerikanernes daglige insisteren på at leve livet på egne præmisser. Den insisteren gør alle friere, også dem, der lever mere eller mindre, som ‘man’ altid har gjort det. Konstant at blive konfronteret med folk, der ikke ligner én selv, som ikke deler éns seksuelle orientering eller opfattelse af, hvad det er at være mand, kvinde, noget derimellem, eller noget helt andet, er ikke vigtigt, fordi diversitet i sig selv er et gode. Det er vigtigt, fordi bevidstheden om, at det er muligt at være anderledes, gør os alle sammen friere til at være det, vi er. Amerikanernes forsøg på at virkeliggøre denne frihed kan lære os meget om, hvor galt det kan gå, men lige så meget om, hvor vigtigt det er.

Måske er det hangen til denne frihed – og en følelse af solidaritet med mine kammerater, der forsøger at præge den i en progressiv og solidarisk retning – der fik mig til at forlade København og igen isolere mig i min lejlighed i Chicago for at følge præsidentvalget. Efter et par dages smittende eufori, da valgresultatet blev klart, er gaderne nu igen halvtomme, og stemningen er presset. Landet faldt ikke fra hinanden den 3. november, men det betyder ikke, at det ikke sker. Kvinden fra Huntington Beach kan ende med at få sin vilje – meget mere, end hun selv ønsker det. USA er stadig i krise. Men det betyder ikke, at vi europæere kan læne os tilbage og nyde bekræftelsen af vores eget samfunds overlegenhed. Det betyder blot, at vi ikke skal undervurdere, hvor svært det er at skabe et frit samfund.

Eskil Elling (f. 1992) er ph.d.-studerende i filosofi ved Northwestern University og bosat i Chicago, Illinois.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Langston Hughes, “Let America Be America Again,” tilgængelig på poets.org: https://poets.org/poem/let-america-be-america-again.
  2. Immanuel Kant, Grundlæggelse af sædernes metafysik, oversat af Tom Bøgeskov. København: Hans Reitzel 2006, 112.
  3. G. W. F. Hegel, Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte, Werke 12, redigeret af Eva Moldendauer og Karl Markus Michel. Frankfurt a.M.; Suhrkamp 1970, 57. Egen oversættelse.
  4. Herman Melville, “Bartleby, the Scrivener. A Story of Wall Street,” tilgængelig på Project Gutenberg: http://www.gutenberg.org/cache/epub/11231/pg11231-images.html. Egen oversættelse, med inspiration fra Flemming Chr. Nielsens danske version.
  5. I den amerikanske Uafhængighedserklæring: “Når som helst en styreform bliver ødelæggende for disse formål [life, liberty, and the pursuit of happiness, EE], er det folkets ret at forandre eller afskaffe den.” Teksten findes her: https://www.archives.gov/founding-docs/declaration-transcript. Egen oversættelse.

    I den franske Uafhængighedserklæring: “Ethvert samfund hvor retssikkerheden ikke er sikret, og hvor magtens adskillelse ikke er gennemført, har ingen forfatning.” Teksten findes her: https://www.conseil-constitutionnel.fr/le-bloc-de-constitutionnalite/declaration-des-droits-de-l-homme-et-du-citoyen-de-1789. Egen oversættelse.

  6. Jeremy Bentham, “Anarchical Fallacies, Being an Examination of the Declarations of Rights issued during the French Revolution,” The Works of Jeremy Bentham, bind 2, redigeret af John Bowring. Edinburgh: William Tait, 1843, 497. Egen oversættelse.
  7. Abigail Censky, “Heavily Armed Protesters Gather Again At Michigan Capitol To Decry Stay-At-Home Order,” NPR, 14. maj 2020: https://www.npr.org/2020/05/14/855918852/heavily-armed-protesters-gather-again-at-michigans-capitol-denouncing-home-order
  8. Nicholas Bogel-Burroughs, “What We Know About the Alleged Plot to Kidnap Michigan’s Governor,” New York Times, 9. oktober 2020: https://www.nytimes.com/2020/10/09/us/michigan-militia-whitmer.html.
  9. Det er sigende, at der ikke engang findes et tilfredsstillende begreb, for denne befolkningsgruppe på dansk.
  10. Universalisme-pointen er ofte blevet fremsat i Information, se eksempelvis Mathias Sindberg, “Selvfølgelig kan hvide mennesker arrangere en antiracistisk demonstration. Det kaldes solidaritet,” Information, 11. juni 2020: https://www.information.dk/indland/leder/2020/06/selvfoelgelig-kan-hvide-mennesker-arrangere-antiracistisk-demonstration-kaldes-solidaritet og Peter Nielsen, “Nutidens identitetspolitik ligner på afgørende punkter 1970’ernes marxistiske dogmatisme,” Information, 31. marts 2020: https://www.information.dk/kultur/leder/2020/03/nutidens-identitetspolitik-ligner-paa-afgoerende-punkter-1970ernes-marxistiske-dogmatisme. Sindbergs kobling af universalisme og solidaritet er særligt interessant. Han har naturligvis fuldstændigt ret i at fremhæve solidaritet som et kernebegreb for enhver socialistisk politik. Men hans kritik risikerer at forveksle en falsk solidaritet, som er blind overfor sine egne begrænsninger, med en sandere solidaritet, som kun kan opnås ved at se tilsyneladende overfladiske identitetsskel i øjnene og tage dem seriøst som barrierer for reel solidaritet, som må takles, før vi for alvor kan tale om universalisme. Disse spørgsmål har længe været centrale på den amerikanske marxistiske venstrefløj. Se for eksempel David Roediger, Race, Class, and Marxism, London: Verso, 2017.
  11. Åsa Linderborg, “Retssikkerheden er feminismens svageste punkt,” Information, 8. juli 2019. Der er ikke et simpelt svar på denne kritik, som uden tvivl rammer et reelt problem. Men Linderborgs konklusion er ironisk: “Tænkning kan kun bevæge sig, hvis man ræsonnerer dialektisk.” Det er rigtigt, men det gælder ikke kun for tænkning, men også for historien selv—fremskridt ledsages ofte af normbrud og konflikt. At der er problematiske konsekvenser ved MeToo-bevægelsen på kort sigt betyder ikke nødvendigvis, at den ikke har sin berettigelse. Det gør det kun, hvis man opfatter politik som et spørgsmål om fuldstændig lineært fremskridt, hvilket i sig selv er en version af den “renhedstrang,” som Linderborg kritiserer. Det betyder ikke, at vi skal acceptere hvad som helst. Men igen giver det lejlighed til at spørge, om vores nuværende politiske fællesskab er så universalistisk og inklusivt, som vi antager.
  12. Se for eksempel et åbent brev fra en række franske aktivister og intellektuelle, der beskriver sig som venstreorienterede: “La ‘cancel culture’ a assez duré,” Marianne, 24. august 2020: https://www.marianne.net/agora/tribunes-libres/la-cancel-culture-assez-dure. Brevet er, som ofte med sådanne kritikker, rettet specifikt mod en uklart defineret “cancel culture,” men dets formuleringer er sigende, og de fører os tilbage til menneskerettighedserklæringen, som vi startede med. Der skrives, at “selvom det er ubestrideligt, at det republikanske løfte om frihed, lighed og broderskab stadig langtfra er indfriet for hele befolkningen, retfærdiggør dette ikke forsøget på at udskifte den franske republikanisme med den amerikanske kommunitarisme” (egen oversættelse). Brevets underskrivere accepterer altså venstrefløjens typiske læsning af arven fra den Franske Revolution. Men arrogancen i deres og andres holdning ligger i, at de nok ønsker, at flere bliver omfattet af det republikanske løfte, men samtidig ikke giver plads til, at disse ekskluderede grupper kan medvirke til at udvide eller omdefinere løftet selv. Se Adom Getachew, “Universalism After the Post-colonial Turn: Interpreting the Haitian Revolution,” Political Theory 44(6), 2016: 821–845.
  13. Elizabeth Dias, “Biden and Trump Say They’re Fighting for America’s ‘Soul.’ What Does That Mean?” New York Times, 17. oktober 2020: https://www.nytimes.com/2020/10/17/us/biden-trump-soul-nation-country.html.
  14. Se Corey Robin, “The Gonzo Constitutionalism of the American Right,” The New York Review of Books, 21. oktober 2020: https://www.nybooks.com/daily/2020/10/21/the-gonzo-constitutionalism-of-the-american-right/