En lille snobtypologi

En tour de force gennem bogreolen klargør, at heller ikke snobben er en statisk figur. Mød den elitære, den altædende og den selvudslettende.

Af Michael Agerbo Mørch

Da Mette Frederiksen lukkede landet ned i begyndelsen af marts, inkluderede det bibliotekernes udlånsservice, dette velfærdsfænomen, der muliggør up-to-date-læsninger af den nyeste litteratur, selv for forstadsfiduser med småpenge til indkøb. Nu var min vanesag væk, og jeg gik til boghylderne og begyndte at skove efter værker, jeg havde ladet stå ulæst for længe. Skulle jeg forsøge mig med Ulysses? Eller måske Bibelen? Var det på tide at få læst Piketty – måske Marx? Måske husker du ikke marts, men dengang var panikken stor, og vi vidste ikke, hvor længe eremittilværelsen ville vare, ergo måtte projektet være genuint. Med tyngde. Jeg besluttede mig for først at læse Karl Ove Knausgårds suite, Min kamp, for pludselig føltes navlepilleriet passende. Efter endt læsning fik jeg lyst til Proust, som står som et baggrundstæppe for Knausgård. Denne massive tekstblok formidler også tilværelsen gennem et enkelt menneskes monokel. Så var det også tid til afveksling, og jeg åbnede italienske Umberto Ecos værker, som udfolder verdener, der blander det fremmede og det velkendte. Nu slog lynet ned! Repræsenterer disse tre mænd ikke tre forskellige snobber, der står som grundtyper for, hvordan man kan forholde sig til kultur?

Den elitære – Marcel Proust

Den eksklusive snobbismes førsteapostel, den franske højmodernismes hovedfigur, Marcel Proust, skrev på det psykologiserende monster af et værk À la recherche du temps perdu fra omkring 1906 og til sin død i 1922 (udgivet mellem 1913 og 1927). Bogen portrætterer livet i Paris’ aristokrati, set gennem fortælleren Marcels øjne (ikke at forveksle med Proust selv). Det mondæne liv med dets saloner, intriger, forfængelighed og jalousi mixes med filosoferende diskussioner og psykologiske digressioner samt overvejelser om utallige forhold som krigskunst, storpolitik og sproghistorie. Som Roland Barthes har sagt, blander Proust det narrative og det filosoferende, men altså også det erindrende. Det hele handler om at være chik, ses med de rigtige på det rigtige tidspunkt, lure koderne og oparbejde et omdømme, der afspejler den galopperende selvforståelse. Værket er egentlig ulidelig læsning, en lang opremsning af opstyltet fims, med koketteri over de mindste småting, der er løsrevet enhver form for højere mening.

I Gilles Deleuzes roste bog om Proust, Proust og tegnene, hævder han, at man finder fire domæner i bøgerne. I det sociale domæne er tegnene tomme, i kærlighedsdomænet er de falske, i sansningens domæne har tegnene fylde, mens de i kunsten er sande. Den metrik er skarpsindig, men den synes at overse, at kunsten flere steder beskrives som en effekt, der skal positionere – præcis på samme måde som de sociale relationer. Vi hører fx om fortællerens oplevelse af den store skuespillerinde Berma, som slet ikke står mål med hans opskruede fantasier. Han kan ikke aflure, hvorfor alle har talt så varmt om hende, han forstår ikke skønheden i hendes diktion, hendes dramatisering af rollen, hendes fortolkning af traditionen og så videre. Oplevelsen i teatret viser en grundpointe hos Proust, at forestillingerne og sproget kan manipulere med virkeligheden, så oplevelser af alle mulige slags ender med at fremstå ekstraordinære. Fortælleren fortvivles, men det er også et oplysningsøjeblik, hvor aristokratiets smagsløg afsløres som konstruerede. Man siger jo ellers, at de gestibus non disputandum est – om smag kan man ikke strides – men det er netop om smag, man reelt kan fægte, og det lærer fortælleren i teateret. Senere hører vi om den fiktive maler Elstir, der er ven med fortællerens kæreste Albertine (bind fem). Hans popularitet vokser, han bliver mode, men så bliver det ikke længere nok at have ”en Elstir” hængende, nu må man have skitser eller forlæg op på væggen, som peger på personlig relation og fortrolighed med kunstneren selv.

Pointen er, at Proust igennem sin suite afslører – samtidig med at han manifesterer selvsamme pointe! – at elitær smag er dynamisk. Måske tror de selv, de lovpriser evige værdier og udtryk, men selv for highbrow-borgerskabet er det mere karismaen, som er forbundet med kunsten, der er attråværdig, ikke kunsten selv. Kunsten selv er altså også tom.

Den altædende – Umberto Eco

På alle områder inkarnerede den akademiske schweizerkniv Umberto Eco encyklopædien i sin person, i sit forfatterskab, i sin stræben efter erkendelse. To privatbiblioteker med over 80.000 værker samlet er jo bare opsvulmede indkøb, men Ecos utrættelige pen vidner om, at en god bunke af bøgerne ikke bare blev konsumeret, men gransket og anvendt i videre refleksion. Fra sin lærestol som professor i semiotik ved universitetet i Bologna var han på eminent vis indbegrebet af byens kælenavne: La dotta, la grassa, la rossa – den lærde, den fede, den røde – med sin uslukkelige appetit på viden, mad og modstand mod fascisme.

I både faglitterære og skønlitterære værker udfoldede Eco den nye type snob, som voksede frem i Vesteuropa efter afslutningen på Anden Verdenskrig: Den altædende, omnivoren, der både mestrer den klassiske kanon fra den elitære tid, men nu også glubsk breder sig over det lavkulturelle. Hos Eco kan man uden problemer forbinde tv-quizzer og fænomenologiske studier, middelalderfilosofi og kriminalplot, kognitionsforskning og tegneserier, semiotik og konspirationsteori ad infinitum. Modsat de øvrige grundtyper i denne lille snobtypologi præsterede Eco ikke noget samleværk, men hans syv romaner har alligevel så stor lighed, at de i helhed fint kan repræsentere en variant af snobbismen.

En af de interessante forskydninger mellem Proust og Eco er manglen på sentimentalisme hos sidstnævnte. Hvor Proust er affektionernes store mester, der seismografisk måler de indre rørelser og udpensler uvejret, han selv bærer rundt på, er Ecos værker båret af en emotionel lethed midt i det komplicerede konglomerat af kildemæssige input. Eco er passioneret indtil det maniske, men det er ikke en kortlægning af følelsernes omskifteligheder, man får i hans værker. Hertil er verden alt for interessant, for pudsig, for enestående. Nogle har sagt, at Eco er den første lærde, der inderligt elskede popkulturen, men det er alligevel en kærlighed, der besynges med en frosthård ironi – det var trods alt Eco, der om Silvio Berlusconis berygtede ”bunga bunga”-parties sagde, at han da også gik sent i seng, men det var, fordi han skulle læse Kant.

Ecos energi og maniske produktivitet har resulteret i en bunke bøger, der har et stort omfang. Men har de også stort indhold? Faren for den skrivende omnivor er, at der ikke er noget klart selektionskriterium, men at interessante elementer blot stakkes op, som om mængden i sig selv var pirrende eller tryllebindende. I Dronning Loanas mystiske flamme mener jeg, vi ser et eksempel på en fortælling, der reelt strander i information. Dels i den første halvdels kedelige antikvariatsflirt, dels i anden dels barndomserindring, hvor diverse uaktuelle børnebøger og hæfter manes frem. Modsat er både Rosens navn og Foucaults pendul energiske fortællinger, der spinder løgn og virkelighed, fortolkning og genstand, kilde og plot sammen på en gribende måde. Måske fordi det trods alt er lettere at selektere i kildemateriale fra en tid, hvor antallet af publicister og litterære aktører var meget mindre end i dag?

Eco blev betaget af netværket som metafor for, hvordan sproget virker. Der kan ikke gives faste ordbogsdefinitioner, for der er ikke noget centrum. Ord – men også viden – kan forbindes på utallige måder, og der gives kun lokale og foreløbige bestemmelser. Vi ser et heftigt eksempel i Baudolino, hvor vi følger nedskrivningen af piemonteseren Baudolinos liv. Han har et lemfældigt forhold til sandheden, og på humoristisk vis udfoldes et intrikat miskmask af løgn og sandhed til en samlet fortælling. Som forskeren Birgit Eriksson har sagt: ”De mange begivenheder dynges sammen uden nogen skelnen mellem sandhed og sagn og uden streng systematisk eller plottet narration.”

Det skvulpende, gyngende syn på sprog og viden er måske også grunden til, at Eco vedblivende redigerede sine egne værker intenst, så når et værk skulle oversættes, endte det ofte i en helt ny udgave, fordi hans revisioner var så kraftige. Et levende intellekt, der aldrig stoppede med at tænke, læse, skrive, diskutere, og som på den måde står som grundtypen på den altædende snob.

Den selvudslettende – Karl Ove Knausgård

Eco døde i 2016 og kunne derfor stå som vor tids snob. Men efter at have læst mig igennem norske Karl Ove Knausgårds forfatterskab er det slående, at der er sket en bevægelse. Knausgård er en antitese til både Proust og Eco, selvom han egentlig aspirerer begge; Prousts roman er klart nok et forlæg for Min kamp, mens Ecos grænseløse essayistik kan siges at spejle Knausgårds årstidsbøger, selvom han selv angiver andre inspirationer. Men modsat Proust er Knausgård ikke fra en elitær baggrund, nærmest tværtimod (med al respekt for Tromøy, naturligvis), og modsat Eco er Knausgård ikke akademiker i praksis på trods af sin uddannelsesmæssige baggrund.

I Min kamp iscenesætter Knausgård ofte sig selv efter romantisk ideal som et psykoanalytisk geni, der kan gennemskue en hel person via en lynanalyse per første øjekast. Hermed vender vi tilbage til den form for emotionel encyklopædi, som Proust også repræsenterede, og man ser nærmest Benedict Cumberbatch for sig som Sherlock Holmes, der kan deducere de mest utrolige ting fra en våd paraply og nogle kattehår på skulderen. Også den introspektive sentimentalisme lever intenst i autobiografien, og mens medierne har dyrket de opsigtsvækkende informationer fra familiens inderside, tror jeg snarere, det er identifikationen med livet som moderne, dog ensomt; enestående, dog utilstrækkeligt; succesrigt, dog meningsløst, som i sidste ende appellerer så kraftigt.

Men mens Knausgård umiddelbart spejler mange stilistiske elementer hos Proust, er der en sofistikeret egenart, når det kommer til snobbismen. Knausgård kan ses som prototypen på en selvudslettende elitær kulturforbruger, der ikke vil være ved sin smagsdom. ”Omtrentlighedens mester”, som han kalder sig selv i Min kamp bind to, hvor han selvironisk påpeger, at han kun kan navne og overskrifter på de vigtigste teoretiske retninger i kulturhistorien, men intet dybere kan sige. Når en ven siger, at han er en typisk eksistentialist, smigres han, fordi han forbindes med en stor filosofisk retning, selvom han hverken ved, hvad der præcist menes med referencen eller den filosofiske markør.

På den ene side er en stor del af Knausgårds selvportræt, måske særligt fra de unge dage, kredsende omkring vurderinger af god versus dårlig kultur. Som ung musikanmelder flæsker han bidende og sydende det konforme, og selvom han ved, han er niche, er han stolt, fordi han ved, han har ret. På den anden side, som årene går, måske efter de hårde piskesmæld på skriveskolen i Bergen, får vi en anderledes raffineret snob, der igen og igen skriver om sin dårlige smag; en forfatterstjerne, der spiser for at blive mæt, drikker for at blive fuld, er tavs, indelukket og alene. Han læser Dostojevskij, Heidegger, Kierkegaard, Nietzsche, Gombrowicz, Hamsun og alle mulige andre store figurer fra kanon, men hver gang omtales det som lukket land, som noget, ”der ikke giver noget fra sig”. Han er for træt, for ukoncentreret, for lad til at få det til at lukke sig op. Han vil gerne se Tarkovskys Stalker med hustruen Linda, men har mere lyst til let underholdning uden krav om engagement og fortolkning.

Og alligevel er både essays og romaner præget af en lyst til at fortolke, endda temmelig grandiost. Vi får en 400 siders analyse af Hitler, nazismen og antisemitismen i direkte konfrontation med anerkendte historikere som Ian Kershaw. Vi får læsninger af Paul Celan, James Joyce og Knut Hamsun, vi får analyser af værker af Edward Munch og Anselm Kiefer foruden musik, film, filosofi og litteraturteori.

Knausgård iscenesætter med andre ord sig selv som en, der ingenting ved og ingenting kan, mens han praktiserer omfattende analyser og postulerer både smagsdomme og samfundstilstande.

Dom over snob

Hvilken snobfigur er så øverst i typologiens kransekage? Eller måske bedre: Hvilken snob er mest tiltalende? For snobben har vel som ambition at være begæret af nogle bestemte, så det må være figurens evne til at gøre positivt indtryk, der skal vurderes på.

Med en håndbevægelse må den elitære snob, Proust-figuren, afvises. Selv professorer kan interessere sig for fodbold og rockmusik i dag. Det er mere tricky, når valget er mellem Eco og Knausgård. Både den altædende og den selvudslettende diskriminerer ikke mellem høj og lav, fint og pop. Det er altså mere omtalen af alskens kultur, som vurderes, og her spiller kulturelle faktorer måske også ind. Knausgård har den styrke, at han kan hævde hvad som helst, men samtidig leve op til jantelovens doktrin, fordi han udsletter sig selv på mellemvejen. Eco-figuren er mere krævende og kan hurtigt blive et dumt postulat, en figur uden tøj. Til gengæld roterer den ikke om egne følelser, men lader verden være det skønne, vi er fælles om, og som må udforskes. Min egen helt er bestemt Eco, men jeg føler mig mere hjemme i Knausgårds univers, som jeg har lyst til at bebo. Så måske behøver man slet ikke vælge, men kan få lov til at stå på skuldrene af den gigant, der netop i dag er ens perfekte rejsemakker.