Når offentligheden bliver privat

Den sociale medieindustri har ædt sig ind på det offentlige rum. SoMe-oligarker sætter og håndhæver retningslinjerne for den offentlige samtale. Konsekvenserne er uoverskuelige, og vores erfaringer med at håndtere dem er sparsomme. Men hvis vi ikke gør noget ved situationen, vil både ytringsfriheden og demokratiet lide under det. 

Af Jens Phillip Yazdani

Det var vilde billeder, vi var vidne til, fra Washington DC onsdag, d. 6. januar. Kongressen, hovedsymbolet på verdens ældste demokrati, blev stormet af en flok opildnede trumpister, der ville forhindre den lovformelige kongresgodkendelse af president elect Joe Biden.

Mange så det med rette som en grundlæggende udfordring af selve demokratiets spilleregler. Research-instituttet Center for Systemic Peace gik så langt i deres vurdering, at de lod USA falde ned under deres ’demokratiske grænseværdi’ efter hændelsen, så den frie verdens leder ikke længere er karakteriseret som demokrati, men som et såkaldt ’anokrati’ (en mellemting mellem demokrati og autokrati).

Men den hændelse, der grundlæggende udfordrede demokratiet på den mest vidtrækkende måde, fandt ikke sted på Capitol Hill. Den skete samtidigt – og tilsyneladende til stor applaus – i Silicon Valley. Techgiganterne Twitter og Facebook, inklusive datterselskabet Instagram, suspenderede præsident Donald Trumps profiler på deres platforme, først midlertidigt, siden på ubestemt tid. Det er i sandhed en ny virkelighed for vores (digitale) offentlighed og for demokratiet.

I et historisk perspektiv er det ganske vist usædvanligt, at en demokratisk valgt amerikansk præsident ikke vil acceptere et valgnederlag, men i stedet opildner til statskup, ligesom det er helt uhørt, at en folkevalgt forsamling angribes af en gruppe bøller. At det ikke endte i et blodbad, skal vi prise os lykkelige for. Men det er ikke epokegørende. At private og kommercielle kæmpekoncerner til gengæld har magt til at ’de-platforme’ en siddende amerikansk præsident ved at hive vedkommendes største, mest benyttede og klart frugtbareste platform væk under fødderne på ham, dét er derimod epokegørende. Det er en ny virkelighed for vores demokratiske offentlighed.

Læs også: Hvad gør vi ved Facebook – konkurrencelovgivning eller offentligt ejerskab?

Magtforskydningen træder tydeligt frem. USA’s præsident, hvem end vedkommende er, skulle forestille at være et af verdens allermægtigste mennesker. En ’commander-in-chief’ med adgang til egenhændigt at affyre atomvåben. Nu viser det sig, at præsidenten – til trods for vedkommendes ufattelige beføjelser – alligevel er underlagt en andens magt, nemlig ejerne af den sociale medieindustri.

De sociale medier, særligt Facebook og Twitter, er i løbet af de sidste ti år blevet en helt uomgængelig og integreret del af vores demokratiske offentlighed. Det er hér, vi bryder holdninger med hinanden, diskuterer, hvad vi vil, og hvor vi skal hen med vores samfund, som borgere, fagpersoner og politikere. Det er hér, i vores feeds, at mange af os får vores nyheder; hvor vi følger med, holder os orienteret og bliver klogere. Endda er det i tiltagende grad hér, vores politikere offentliggør store beslutninger, nye aftaler eller snakker udenom. Sådan er det både herhjemme, hvor de traditionelle medier bare de se seneste par uger flere gange er gået breaking på baggrund af politikeres opslag på Facebook. Og sådan er det endnu mere i USA, hvor Trump har regeret som en veritabel Twitter-præsident, der har bekendtgjort sine hensigter, offentliggjort sin efterretninger og endda næsten erklæret krig via de 280 tegn. Sociale medier er ikke længere bare forbeholdt kattebilleder og familiefotos; de er overgået til at være en essentiel del af vores demokratiske offentlighed.

Offentligheden har altid været reguleret. Men med fremkomsten af sociale medier er offentlighedens hastige udvikling stukket af for os. Vi har simpelthen ikke fulgt med den teknologiske udvikling. I Tyskland har man forsøgt sig med at give medierne redaktøransvar med den såkaldte NetzDG-lov. Det er mediets eget ansvar at regulere deres platforme, så ytringer ikke overtræder loven, og ellers straffes virksomheden med bøder. Regelhåndhævelsen er overladt til det private firma selv.

Den sociale medieindustri har lettere ambivalent taget denne opgave på sig. På den ene side vil de gerne undgå det kostelige besvær i at skulle moderere en platform med så mange brugere, der alle kan poste uden forhåndsgodkendelse, modsat hos aviserne, hvor der netop redigeres, udvælges og ændres i, hvad der skal bringes. På den anden side giver det medierne en betydelig magt og væsentlig tilskyndelse til selv at definere, hvor grænsen går, og hvilket indhold der er acceptabelt eller ej.

Facebook har forsøgt sig med det højt profilerede ’oversight board’, et slags privat nævn, der skal afgøre, hvad der må blive, og hvad der skal bort. I Danmark er tilsynspanelet primært kendt, fordi tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har haft en plads deri. På nævnets hjemmeside er overskriften: ’Ensuring respect for free expression, through independent judgement.’ Men dommerne har de selv valgt. Og loven ligeså. Længere nede fremgår det således, at nævnets opgave er at vurdere om diverse højt-profilerede, emblematiske opslag efterlever koncernens værdier og politikker. Det er ikke ytringsfriheden, som den er formuleret i demokratisk vedtagne love, menneskerettighedskonventionerne eller filosofiske pamfletter fra oplysningstiden, de skal forholde sig til, men derimod Facebooks egne og til enhver tid midlertidigt vedtagne regler.

Det er også derfor, at man – som jeg personligt har prøvet ad flere omgange – mødes med beskeden om, at ens ”opslag strider imod Facebooks fællesskabsregler”, når det modereres bort. Fællesskabsregler er en eufemisme, der skal sløre, at de hverken er lavet af eller for fællesskabet, men derimod af virksomheden Facebook på vegne af virksomhedens egne interesser. Som nævnt tidligere er diverse lovgivere i magtfulde nationer såsom Tyskland selv med til at anspore denne praksis.

Almindeligvis reguleres den offentlige sfære netop offentligt, det vil sige igennem ensartede regler for alle, som er vedtaget mere eller mindre i fællesskab, mens det modsatte gør sig gældende i det private, der handler fri for fællesskabets forudsætninger.Men det er også heri, at problemet består. Eftersom offentligheden i dag også består af de sociale medier, tildeles de private virksomheder herved retten til at regulere vores alles, fælles offentlighed efter sine egne regler. Distinktionen mellem offentlig og privat er essentiel her. Det offentlige er netop kendetegnet ved at være åbent for alle, hvorimod det private er dets modsætning; det lukkede, for nogen. Almindeligvis reguleres den offentlige sfære netop offentligt, det vil sige igennem ensartede regler for alle, som er vedtaget mere eller mindre i fællesskab, mens det modsatte gør sig gældende i det private, der handler fri for fællesskabets forudsætninger.

Når det kommer til de sociale medier,  er det hér, der sker en uhensigtsmæssig sammenfiltring af offentlig og privat. De opfattes nemlig som private sfærer, hvor virksomheden bare kan gøre, som det passer den. I virkeligheden er disse private platforme dog efterhånden blevet til en del af den offentlige sfære, som kræver offentlig regulering. Vi ville heller ikke lade kommercielle teleudbydere bestemme, hvad abonnenterne kan sige til hinanden i deres telefonsamtaler.

Læs også: ”Regeringen skal ikke eje mine data”: Replik til Paul Mason

I disse dage kan man indtil træthed høre folk bedyre, at Facebook og Twitter er private virksomheder, der modsat staten kan bestemme, hvad der må siges og hvordan. Men det en misforstået indvendig, der kun forholder sig til de sociale mediers hypotetiske rolle, frem for deres faktiske rolle i samfundet i dag. For selvom sociale medier i princippet er private, virker de i praksis offentligt, i og med at de er åbne for alle– og at alle benytter sig af dem. Ifølge DR Medieforskning gælder det faktisk 90 pct. af danskerne.

Sociale medier udgør altså en slags åben opslagstavle på nettet – og ikke et lukket debatmøde. Det er også derfor, at idéen om redaktøransvar slet ikke giver mening. Sociale medier fungerer netop ikke som traditionelle medier, hvor redaktører selekterer, hvad der skal bringes, og hvad der ikke skal. På sociale medier bringer hver enkelt i stedet, hvad vedkommende selv ønsker, ligesom hvis man mødtes impromptu på torvet for at diskutere. Og man kan, så at sige, ikke have en privat redaktør på torvet. Det ville nemlig stride imod vores idé om ytringsfrihed.

Facebook og Twitters takedown af Trump

Mange progressive har reageret med uhæmmet jubel over, at platformene omsider tog aktion – eller til nøds kritik over, at det var ’too little, too late’. Men begge reaktioner er forfejlede – og i stedet burde vi samle os om et principielt forsvar for ytringsfriheden.

Tilfældet med Trump synliggør nemlig en hidtil uset magtforskydning i håndhævelsen af ytringsfriheden mellem det private og det offentlige. Sagen viser, at selv en folkevalgt præsident for verdens mægtigste demokrati kan få borttaget sin mulighed for at ytre sig på de største – og mest virkningsfulde – af vores offentlige kanaler. Og dét udgør et ytringsfrihedsmæssigt problem for os alle.

Moderation tager sig nemlig enten ud som håndhævelse af lov – eller værre endnu; som censur. De Trump-tweets, som først triggede en sletning, og siden førte til en midlertidig suspension af kontoen, opfordrede nemlig ifølge platformene til ulovligheder; vold og optøjer. Først vurderede de ytringen som værende ulovlig – og slettede den. Dernæst vurderede de, der ville komme flere ulovlige ytringer – og suspenderede kontoen. Begge disse tilgange efterlever ikke ytringsfrihedens principper ved nærmere eftersyn.

Ytringsfriheden er aldrig absolut, men altid under ansvar. Spørgsmålet er blot under ansvar for hvem? Hertil har svaret hidtil været (og som det også fremadrettet bør være): domstolene, der følger demokratisk vedtagen lov. Men nu er svaret desværre, men åbenlyst, også under ansvar for SoMe-oligarker og deres guidelines.

I første led kan vi se det ved, at platformene påtog sig (eller af myndigheder var blevet pålagt) selv at håndhæve loven på deres platforme. Det var deres vurdering, at Trump opfordrede til ulovligheder. Ikke domstole eller demokratiske institutioner bestyret af samfundet. Men private firmaer kontrolleret af magtfulde og milliardrige enkeltindivider.

I andet led suspenderes kontoen af frygt for flere – i deres øjne – ulovlige ytringer. Simpelthen ved at lukke af for muligheden for fremtidige ytringer på deres platform. At ytringerne er fremtidige, er essentielt. En af hovedærinderne ved ytringsfriheden er nemlig at beskytte borgere mod forhåndscensur. Ytringsfriheden sikrer nemlig, at man som borger ikke kan straffes (eller censureres), inden man ytrer sig, men at man altid har ret til at ytre sig – også hvis det, man ytrer, siden vil vise sig at være ulovligt, som for eksempel en opfordring til vold, hvorefter man selvfølgelig skal stå til ansvar for domstolene.

Pointen er her, at Twitter og Facebook begår en krænkelse af ytringsfriheden i og med, at de både dømmer ytringer og efterfølgende udøver præventiv censur (forhåndscensur). Mark Zuckerberg, der symptomatisk nok for problematikken er personligt involveret i sagen, opsummerer selv grundlaget for min kritik i én sætning på sin egen Facebook-side: ”We believe the risks of allowing the President to continue to use our service during this period are simply too great”.

Sagt med andre ord: det er ikke længere vores demokratiske institutioner og vedtagne love, der regulerer vores offentlighed. Det er Zuckerberg, Dorsey og konsorter. Vores offentlighed er ikke længere offentlig; den er privat. Det burde løbe koldt ned ad vores rygge. Jeg håber, at flere – særligt blandt venstreorienterede – vil begynde at anse de store, sociale medier som den kritiske infrastruktur og offentlighed, som de i praksis er. For så dernæst at regulere dem som sådan.

Alt andet lige føler jeg mig – med spørgsmålets stadig mere presserende karakter – overbevist om, at det er historien om de sociale medieres censur af en præsident, der vil overgå til eftertiden i historiebøgerne – og ikke bøllernes indtog på de bonede gulve. Det ene var nemlig – skønt farligt og vanvittigt – hurtigt håndteret. Det andet er et knap erkendt, stadigt voksende fænomen, som vi tæt på ingen erfaring har med at håndtere. Men ikke desto mindre er det mindst lige så farligt for vores demokrati og de fundamentale rettigheder, der underbygger det.

Jens Phillip Yazdani (f. 1998) er skribent, student og tidl. radiovært