Matilda-effekten i tænkningens historie

Kvinders bidrag til tænkningens og videnskabernes udvikling er ikke bare blevet systematisk ignoreret gennem historien. Æren for kvinders opfindelser, ideer og opdagelser er ofte ligefrem blevet tilskrevet mænd i deres omgangskreds. Dette fænomen kaldes Matilda-effekten, og den foregår den dag i dag. Her kan du læse et kapitel fra den nye bog Kønnets idehistorie.

Af Sara Kier Praëm
Illustration af Molly Christensen

Tænkningens historie bliver præsenteret som en række af på hinanden følgende mandlige (og oftest hvide) intellektuelle og deres bedrifter. Indimellem dukker en enkelt kvinde og hendes arbejde op – og selv om anerkendelsen af hendes arbejde er velfortjent, så fremstår hun ikke desto mindre som atypisk i den sammenhæng, hun optræder i. Hvis vi skal tro historiebøgerne, så er (natur)videnskabernes discipliner opdyrket og skabt af mænd; naturvidenskabelige forskere er mænd, filosoffer er mænd, opfindere er mænd, forfattere er mænd, de største og mest banebrydende tanker og videnskabelige præstationer er blevet udført af mænd og har givet anledning til flere (og senere) mænds tanker og præstationer. Alt sammen bedrifter, som vi har lovprist og anerkendt med forskellige priser – til mænd.

I 1993 beskrev Margaret Rossiter det fænomen,1 at kvinder ikke bare systematisk bliver forbigået, når det kommer til at anerkende bidrag ind i tækningens historie, men at kvinder også systematisk må se mænd anerkendt for bidrag ydet af kvinder. Hun kaldte fænomenet for Matilda-effekten med reference til den allerede velkendte Matthæus-effekt (eng. Matthew effect).2

Matthæus-effekten er opkaldt efter det såkaldte Matthæusprincip (Matt. 13,12: ”For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har”) og betegner et sociologisk fænomen. Fænomenet relaterer sig til, hvordan videnskabelige bidrag anerkendes og kommunikeres: I sammenligning med en ukendt forsker vil en prominent forsker som oftest få mere anerkendelse for sit arbejde – selv hvis deres forskning er identisk, hvilket betyder, at anerkendelse typisk tilfalder allerede etablerede og berømte forskere.

Matilda-effekten beskriver på samme måde et sociologisk fænomen, hvor (videnskabeligt) arbejde systematisk uretmæssigt tilskrives visse forskere frem for andre, men her er fænomenet et kønsbetinget: Mænd tilskrives ideer og bedrifter tænkt og udført af kvinder. Fænomenet blev beskrevet allerede i 1800-tallet af Matilda Gage, som selv observerede og oplevede det, men fænomenet blev altså først navngivet i 1993 af Margaret Rossiter.

Med udgangspunkt i en række historiske eksempler sætter denne artikel fokus på Matilda-effekten. De udvalgte eksempler er blot et lille udpluk af en langvarig, historisk tendens, men vidner ikke desto mindre om et omfattende fænomen, der går på tværs af videnskaber, kultur og samfund. Der peges bl.a. på, at retorikken omkring kvinders arbejde er et brugt redskab til at nedtone vigtigheden af det.

Historiske eksempler

Der er nogle kvinder, for hvem det er lykkedes at blive bemærket i historisk sammenhæng. Men det er et fåtal. Gennem eksempler fra historien, som vi først i den allernyeste historieskrivning får skrevet ind i historien, ser vi, hvorledes Matilda-effekten dokumenteres gennem fraværet af disse eksempler i tidligere historieskrivning. I særdeleshed igennem hvorledes ’lige store’ og ’lige gode’ idéer ikke er blevet tildelt lige stor anerkendelse i kraft af ophavspersonernes køn: Kvinder ignoreres i historien, og deres ideers indflydelse og værdi nedtones.

Da professor Maria Göppert-Mayer i 1963 blev tildelt nobelprisen for sin matematiske model for atomkerners skalstruktur, lød en overskrift i en avis: ”Mor vinder nobelprisen”.Før det 20. århundrede betød kvinders position i samfundet, at de typisk kun kunne få adgang til en lang række videnskaber gennem samarbejde med mandlige familiemedlemmer eller bekendtskaber – de højere læreanstalter tillod ikke kvinder adgang. Dette medvirkede til og styrkede den traditionelle hierarkiske opfattelse af kvinden som mandens støtte og hjælper. En nekrolog over den britiske fysiker Hertha Ayrton3 kritiserede således Ayrton for at forsømme sin mand – i stedet for at have koncentreret sig om sit videnskabelige arbejde skulle hun have sørget for mandens hjemmesko og lavet ham god mad, så han kunne have gjort sit videnskabelige arbejde bedre. Og den stillede også grundlæggende spørgsmålstegn ved værdien af hendes observationer og arbejde og mere end antydede, at de nok snarere skulle tilskrives hendes mand. Det på trods af, at Ayrton på tidspunktet for ægteskabets indgåelse allerede havde flere videnskabelige bedrifter bag sig.

Da professor i fysik ved University of California, San Diego, Maria Göppert-Mayer så sent som i 1963 blev tildelt nobelprisen for sin matematiske model for atomkerners skalstruktur, lød en overskrift i en avis: ”Mor vinder nobelprisen”. Det samme var tilfældet, da professor ved Oxford Universitet Dorothy Hodgkin i 1964 blev tildelt nobelprisen i kemi for sin kortlægning af krystalstrukturerne for insulin, penicillin og B12-vitamin. Her lød overskriften i flere aviser, at en ”britisk hustru” og ”husmor med tre børn” havde fået nobelprisen. Retorikken omkring disse kvinder bekræfter billedet af kvinden, hvis primære rolle ses som én, der hører til i hjemmet – og det lang tid efter, at kvinder selv fik adgang til uddannelse.

Men for langt de fleste kvinder, som har gjort betydelige bidrag til tænkningens historie, er anerkendelse undtagelsen snarere end reglen. Lise Meitner er én af de få, der i de senere år har fået anerkendelse. Meitner arbejdede i mere end 30 år sammen med kollegaen Otto Hahn, og det var hende, der på baggrund af nogle forsøgsresultater, som Hahn ikke kunne give mening til, udviklede en revolutionerende teori om nuklear fission. Alligevel var det Hahn, der – efter Meitner havde måttet flygte fra Berlin fra nazisterne i 1938 – blev tilskrevet opdagelsen af nuklear fission, og ham, der i 1944 fik nobelprisen for den. På trods af deres mangeårige samarbejde, hvor Meitner ofte var Hahn intellektuelt overlegen,4 undlod Hahn fuldstændigt at referere til Meitner i sine artikler om emnet – han gik endog så langt, at han hævdede, at hun ligefrem havde været en forhindring for hans forskning. Og selv om Meitner måske nok i de efterfølgende år forsøgte at nedtone konflikten imellem de to, så er der ingen tvivl om, at hun følte sig forbigået og berøvet sit arbejde og den anerkendelse, som Hahn fik for det (som også Hahn beretter i sin selvbiografi).5

Og Meitners historie er ikke unik. Astrofysikeren Jocelyn Bell Burnell var ph.d.-studerende ved Cambridge universitet, da hun ved et tilfælde opdagede den første pulsar. Alligevel var det hendes ph.d.-vejleder, Antony Hewish, der i 1974 delte nobelprisen for opdagelsen med en anden også senior kollega for ”deres afgørende rolle i opdagelsen af pulsarer” – endda på trods af at Burnell var medforfatter på selvsamme artikel i Nature, som var grundlaget for Hewish’ nominering til nobelprisen. Og Hewish gjorde i de efterfølgende år meget for at nedtone Burnells bidrag til opdagelsen. I et interview i 2007 sagde han, at man kunne forstå det i analogi til måden, hvorpå Amerika blev opdaget – ”var det Columbus eller var det udkigsposten? [Burnells] bidrag var nyttigt, men det var ikke kreativt”.6

Hvor ugifte kvinder ofte har fået mindre anerkendelse for deres arbejde, så er tendensen mere udtalt for gifte kvinder, der arbejder sammen med deres mænd. Hustruer bliver systematisk frataget anerkendelse, hvad enten af strategiske grunde eller på baggrund af ubevidst traditionel stereotyp tænkning. I fysikeren Hertha Ayertons tilfælde var det hende, der lavede mandens arbejde og udgav det i hans navn snarere end i sit eget, da han – ældre end hende og syg – ønskede at opretholde et billede i omverdenen af, at han stadig kunne udføre sin forskning.7

Ruth Hubbard giftede sig med George Wald og oplevede, hvordan al den forskning, hun havde lavet om det visuelle systems biokemi i 1950’erne, før de blev gift, pludselig blev tilskrevet Wald (som havde arbejdet på lignende ting), da han blev tildelt nobelprisen i 1967. Esther Lederberg lavede banebrydende arbejde inden for genetik og har hjulpet generationer af forskere til bedre at forstå, hvordan gener fungerer; alligevel var det hendes mand, som fik nobelprisen for det.

Idéen om et cogito blev først formuleret af den kvindelige tænker Teresa af Ávila. Hendes tanker var meget udbredte og anerkendte på Descartes’ tid, og Descartes (der havde gået på en jesuitter-skole) ville uden tvivl have været bekendt med hendes idéer.Og Matilda-effekten er ikke kun isoleret til naturvidenskabshistorien. Vi finder talrige eksempler inden for medicin, historie, litteratur, kunst og filosofi. Inden for sidstnævnte har, for eksempel, Christia Mercer kortlagt,8 hvorfor vi nødvendigvis må revurdere Descartes’ status og originalitet. Descartes er længe blevet tilskrevet æren af at være den moderne filosofis fader – årgang efter årgang læser filosofistuderende hans berømte Meditationer, der efter sigende er et opgør med middelalderens tænkning og opfinder af det moderne selv. De studerende lærer, hvordan Descartes satte spørgsmålstegn ved alle traditionelle kilder til viden, indtil han sad tilbage med cogito’et, det tænkende selv. Og det er en spændende historie, den med den berømte sætning ’Cogito ergo sum’ (dansk: ’Jeg tænker, derfor er jeg’). Men den er ikke sand, fortæller Mercer.

Descartes’ samtidige i det 17. århundrede ville være noget overraskede, hvis de hørte sådanne bedrifter tilskrevet ham. Nok var Descartes berømt for nogle af sine videnskabelige og matematiske bidrag (selv om de, af samtidige, blev betragtet som lige så gode – og lige så forkerte – som alle andres), men de filosofiske blev i samtiden betragtet som uoriginale. I det 17. århundrede beskrev den franske filosof og forfatter Pierre Bayle i sin Ordbog nogle af de klager, der havde været over Descartes’ ”plyndring” af idéer fra tidligere kilder. Specifikt ved vi, at idéen om et cogito først blev formuleret af den kvindelige tænker Teresa af Ávila, en i sin samtid berømt romersk-katolsk nonne fra det 16. århundrede. Hendes tanker var meget udbredte og anerkendte på Descartes’ tid, og Descartes (der havde gået på en jesuitter-skole) ville uden tvivl have været bekendt med hendes idéer. Hun var på daværende tidspunkt, som Mercer udtrykker det, en global ”spirituel rockstjerne” og en, som alle havde læst, og som alle diskuterede. Og Teresa talte netop om at skrælle alt andet end selvet væk, kigge indad og finde sand viden om selvet (og dermed Gud).

Hun skrev den ikke. (Men hvis hun virkelig gjorde, så…) Hun skrev den, men det skulle hun ikke have gjort. (Den er politisk, seksuel, maskulin, feministisk)Idéen om Descartes som den moderne filosofis grundlægger er i høj grad en opfindelse fra det 19. århundrede, hvor man med opfindelsen af ’en moderne æra’ fuldstændig rensede filosofi for bl.a. kvinder. Selv den meget indflydelsesrige naturfilosof fra oplysningstiden Émilie du Châtelet blev ignoreret, såvel som signifikante tænkere i det 17. århundrede såsom Margaret Cavendish og Anne Conway. Idéen bag en ’korrekt’ historieforståelse blev den, som vi også finder udtrykt i det meget senere indflydelsesrige filosofihistoriske værk af Frederick Copleston i det 20. århundrede: Filosofihistorien er reduceret til en serie af store mænd, der hver især reagerer på de mænd, der gik forud – og da man ikke kunne finde nogle store mandlige tænkere før Descartes, som kunne have inspireret hans ideer, konkluderede man, at de var originale. Således cementeres en bestemt forståelse af tænkningens historie som faktuel historie-gengivelse, når materialet bruges i undervisningssammenhæng.

Litteratur(kritik) og metoder

Hvis vi kigger til området litteraturkritik, så giver Joanna Russ os ikke bare et systematisk overblik over, hvordan kvinders bidrag til litteraturhistorien er blevet undervurderet, men også hvilke metoder der effektivt er blevet brugt til at kritisere og nedtone vigtigheden af disse bidrag – metoder, som man utvivlsomt ville kunne overføre til andre fagområder. Bagsideteksten på hendes bog How to Suppress Women’s Writing opsummerer og karikerer disse:

  • Hun skrev den ikke. (Men hvis hun virkelig gjorde, så…)
  • Hun skrev den, men det skulle hun ikke have gjort. (Den er politisk, seksuel, maskulin, feministisk)
  • Hun skrev den, men se, hvad hun skrev om. (Soveværelset, køkkenet, sin familie, andre kvinder!!)
  • Hun skrev den, men hun skrev kun den ene. (”Jane Eyre. Den stakkel, det var alt, hvad hun…”)
  • Hun skrev den, men hun er ikke rigtig en kunstner, og det er ikke kunst. (En thriller, en kærlighedshistorie, en børnebog, Det er science fiction!!)
  • Hun skrev den, men hun fik hjælp. (Robert Browning, Branwell Brontë, hendes egen ’maskuline side’)
  • Hun skrev den, men hun er en anomali. (Woolf. Med Leonards hjælp.)
  • Hun skrev den, MEN…9

Konklusion

Vi kan spørge os selv, hvorfor der i høj grad har været sådan en dybdegående afvisning af kvindelige tænkere. Én forklaring er uden tvivl funderet i en bestemt biologisk forståelse af mænd og kvinder. Langt op i historien har videnskaben hævdet, at det var kønsbetingede medfødte forskelle i intellekt, der helt naturligt gjorde kvinder mindre egnede til videnskabeligt arbejde – selv Charles Darwin argumenterede for, at det var evolutionært betinget, at mænds hjerner var mere udviklede end kvinders.

En anden forklaring er en traditionel kønsrolleforståelse, der blev tydeliggjort inden for naturvidenskaberne, da disse flyttede ind i en institutionel ramme i slutningen af det 19. århundrede. Kvinder fik ikke adgang til disse institutioner – kvinderne hørte til i hjemmet, blev afskåret fra at deltage, og de videnskabelige bidrag, de producerede, blev dermed skjult for både samtid og eftertid. Kvinders eksklusion fra uddannelsesinstitutionerne betød også, at de naturligt nok bevægede sig over i videnskabelige discipliner, der stadig indeholdt en stor del feltarbejde, som f.eks. botanik. Som en konsekvens heraf opstod en tydelig hierarkisk opdeling af mandsdominerede ’hårde’ videnskaber, såsom fysik, og de ’blødere’ videnskaber, såsom botanik og biologi, der blev set som mere acceptable for kvinder.10 En opdeling, som i den grad stadig hænger ved, til stadighed præger uddannelsesvalg og dermed opretholder forståelsen af en opdeling i mands- og kvindevidenskaber.

Forskere som Carolyn Merchant har vist, hvordan den moderne videnskabs fødsel i slutningen af det 17. århundrede indbefattede en maskulin etos, der var fjendtligt overfor kvindelig indblanding.11 Det feminine blev associeret med et passivt objekt, der videnskabeligt skulle undersøges – i direkte modsætning til en aktiv mandlig udforsker.12 Også sådan en kulturforståelse hænger ved.

Selv om kvinder i dag har opnået adgang til både universiteter og uddannelse, så lider de stadig under bestemte forståelser af, hvad kvinden er, og hvad videnskab (bredt forstået) er, og hvem den er passende for. Matilda-effekten er ikke kun et historisk fænomen, som vi skal tænke med ind i vores historielæsning og -forståelse, men den spiller i høj grad også ind i vores aktuelle selvforståelse. Det er derfor vigtigt, at kvindelige tænkeres bidrag til den historiske idéudvikling integreres i allerede eksisterende historiske redegørelser. Ikke kun fordi vi alle har en interesse i, at den historie, vi formidler om og til hinanden, er en korrekt fremstilling af historiens udfoldelse, men også fordi det har konsekvenser for, hvordan historien udspiller sig fremadrettet. Gennem en ny historieskrivning kan vi undlade at gentage en bestemt kønsstereotyp historieforståelse og derigennem at genbekræfte de opfattelser, der validerer en gentagelse af det udlagte mønster.

Denne tekst er et kapitel i bogen Kønnets idehistorie, red. Mikkel Thorup, Forlaget Baggrund, 2020.

Sara Kier Praëm (f. 1980) er ph.d. i filosofi og stifter af ’Selskab til Fremme af Bevidstheden om Kvindelige Tænkere i Historie og Samtid.’

Print Friendly, PDF & Email
  1. Margaret W. Rossiter, “The Matthew Matilda Effect in Science”, Social Studies of Science, vol. 23, nr. 2, 1993, s. 325-341.
  2. Robert K. Merton, “The Matthew effect in science”, Science, vol. 159, 1968, s. 56-63.
  3. Henry E. Armstrong, “Mrs. Hertha Ayrton”, Nature, vol. 112, 1923, s. 800–801.
  4. Ruth Sime, Lise Meitner: A life in physics, Los Angeles: University of California Press 1997.
  5. Otto Hahn, My life: The Autobiography of a Scientist, New York: Herder and Herder 1970.
  6. Elise Knutsen, “This woman discovered scintillating deep-space objects, and her male colleague got the Nobel Prize”, Medium/Science, 2017, https://medium.com/s/the-matilda-effect/jocelyn-bell-burnell-matilda-effect-5362bef36308.
  7. M. B. Ogilvie, “Hertha Ayrton”, i Women in Science, antiquity through the nineteenth century, Cambridge, Massachusetts: MIT Press 1986, s. 32-34
  8. Christia Mercer, ”Descartes’ debt to Teresa of Ávila, or why we should work on women in the history of philosophy”, Philosophical Studies, vol. 174, nr. 10, 2016, s. 2539-2555. Se også Christia Mercer, “Descartes Is Not Our Father”, The Stone: New York Times, 25. september 2017, https://www.nytimes.com/2017/09/25/opinion/descartes-is-not-our-father.html.
  9. Joanna Russ, How to suppress Women’s Writing, Austin: University of Texas Press 1983.
  10. Claire Jones, ”Women have been written out of science history – time to put them back”, The Conversation, 2018, https://theconversation.com/women-have-been-written-out-of-science-history-time-to-put-them-back-107752.
  11. Carolyn Merchant, The Death of Nature: Women, Ecology, and the Scientific Revolution, San Francisco: Harper One 1982.
  12. Jones, ”Women have been written out of science history – time to put them back”.