Kunstnar: Refleksioner over billedattentatet på statuen af Frederik V

KOMMENTAR: Aktionen mod busten af Frederik den V viser en kapitaliseret samtidskunst, der ikke har anden provokation tilbage i arsenalet end ødelæggelsen. Men den afslører samtidig en offentlighed, hvis æstetiske kynisme har nået nye højder. Kritik af en på samme tid spektakulær succes – og dundrende fiasko.

Af Matthias Dressler-Bredsdorff

Skal man være for eller imod kunstattentatet på Frederik V. – slavekongen (og i tillæg stifter af Det Kongelige Danske Kunstakademi), der fik en sort hætte over ansigtet og blev sænket i Københavns Havn blot for at komme op et halvt hoved mindre? Aktionen mod den døde konge blev godt nok eksekveret på en statuerepræsentant af manden, men alligevel. Volden, eller modvolden, var ikke til at undgå at få øje på, og på vold må man reagere.

Men hvordan? Som oftest med kunstværker, hvis kvalitet er lav, er reaktionerne, de fremkalder, mere sigende end værkerne selv. Det gælder også her.

Blandt forsvarerne for aktionen finder man således en broget flok af universitetsteoretikere og yngre kunstnere, der, undertiden noget halvlunkent, forsvarer billedmordet i kunsthistoriske termer. For dem indskriver værket sig i en lang avantgarde-tradition med rødder tilbage til Gustave Courbets væltning af Vendôme-statuen i pariserkommunens dage. Fra et samtidsperspektiv er værket endvidere berettiget ud fra politiske motiver, må man forstå. At en statue af kongemagten må lade livet her og der, er et overskueligt offer i opgøret med århundreders undertrykkelse.

Billeder betyder noget. Nu skal de så betyde noget andet.

På den anden side af den æstetiske kampbane findes et kontinuum af ældre kunstnere, museumsfolk, politikere, avisredaktører og andre samfundsstøtter, der erklærer sig henholdsvis uenige, stødte, forargede, forfærdede og for enkeltes vedkommende direkte skandaliserede over aktionen.

I den mest rabiate ende af denne skala står Morten Messerschmidt og andre politikere, der som samfundsmoralens mørke vogtere kræver bål og brand og fængselsstraf, og, hvorfor ikke, en undersøgelseskommission (hvad der skal undersøges i en sag, hvor aktionen fuldt ud har belyst sig selv, melder avishistorierne ikke noget om).

Kort sagt: Over for nedsænkningen af Frederik V er man enten for eller imod. Her er ingen mellempositioner.

Til gengæld er der en påtrængende parallelitet mellem enkelte af aktionens modstandere og dens udøvere. Thi begge behandler, som også Bjørn Nørgaard har bemærket, kunsten som en ren symbolsk sfære, hvor det æstetiske kun fremkommer som et biprodukt af det tematiske. Frederik V som symbol på udbytning og undertrykkelse; aktionen som symptom på identitetspolitik, kulturmarxisme, sædernes forfald, hvad man nu vil.

Sådan en kunst, der tvinger en til at tage stilling på en skala, der går fra minus til plus, har et navn: propaganda. Det er ikke i sig selv en dårlig ting. Stor kunst er lavet i agitproppens navn, dramatiseringen af kampen mellem det sorte og det hvide, himmel og helvede, har afstedkommet sublim poesi, og under alle omstændigheder er ordentlig underholdning ikke at forklejne. Uden Brecht og Milton ville vi være betragteligt fattigere.

Dermed er det dog også sagt, at ingen af aktørerne i denne debat synes bevæget af dybere æstetiske lidenskaber. Snarere viser diskussionen, at værket – på begge sider – kun får sin værdi ud fra den rolle, den kan spille i et større politisk teater.

Som det desværre så ofte sker, når samtidskunsten rammer avisens debatsider, kom diskussionen derfor også hurtigt til at handle om, hvorvidt statuehenrettelsen nu var kunst eller ej.

Modstanderne sagde nej og mente, at aktionen ufrivilligt udstillede samtidskunstens beskidte, men ikke specielt velbevarede hemmelighed: Det er slet ikke kunst, det er bare noget, de siger.

Underforstået: Træk støtten til de venstreislamiske horder på Kongens Nytorv og alle deres billedpolitiske hæsligheder. Nedlæg lortet, og giv folket sæsonkort til Vejle Musikteater i stedet (der er stadig billetter til Stig Rossens juleshow).

Kunst/ikke-kunst

I den forgangne uge var Katrine Dirckinck-Holmfeld så i Deadline, hvor hun skulle forklare sig. Først og fremmest mod anklagen om, at det, hun havde bedrevet, var hærværk, ikke kunst.

En helt og aldeles tåbelig diskussion, for i denne sag afhænger dommen helt af øjet, der kigger. Hvad der fra et retsligt synspunkt er hærværk, kan sagtens fra et historisk synspunkt være kunst. Det ene udelukker ikke det andet, men omvendt ophøjer det, at det er kunst, heller ikke handlingen med nogen særlig aura.

Da det kom til at forklare det kunstneriske aspekt af aktionen, lød Dirckinck-Holmfeld da også mest som en dårlig undskyldning med en frygtelig lang universitetsuddannelse. Aktionen blev udlagt med reference til et sandt krigsapparat af teori og med liberal brug af engelsk-latinske termer. Statuen blev ikke ødelagt, den blev »rematerialiseret«, kunstnerisk omformet, sagde hun, på en måde, der faktisk lagde en masse til Salys oprindelige værk ved at trække noget fra … i dette tilfælde statuen selv. Valget af havnen som åsted for aktionen var i øvrigt heller ikke tilfældig, da vandet netop var centrum for slavehandlen. Alt gav mening og hang upåklageligt sammen – hvis man på forhånd havde læst bogen altså.

For det er i virkeligheden det dybere problem med den vending, som en del af samfundskunsten har taget. Det relative tab af æstetisk formåen har skabt et krav om, at værkerne må retfærdiggøres sprogligt: Ordene skal forklare billederne, ikke omvendt.

Resultatet, som man har kunnet høre i Deadline og andre steder, er, at kunstnerne nu ikke sjældent lyder som halvfærdige bacheloropgaver skrevet på et umedgørligt og ikke særlig kønt danglish. »Det er en atrocity,« sagde Dirckinck-Holmfeld om slavetiden, inden hun rettede sig selv og huskede, at vi faktisk på dansk har et udmærket ord for grusomhed.

Mens den sproglige forsvarstale i tv-studiets improviserede retssal på denne måde var noget fremmedartet, var der derimod noget typisk dansk i den måde, hvorpå kunstneren lagde delvis afstand til sit eget værk. Det var jo bare en gipsafstøbning, sagde hun, en kopi, som der i øvrigt var flere af. Men helt ærligt: Hvis man virkelig vil nedstyrte suverænerne, kan man da ikke bare holde sig til kopierne. Sådan en omgang skandinavisk leverpostejsradikalisme går ikke. Man må have modet til at stå ved sine ødelæggelser. Enten brænder man Tuilerierne, eller også brænder man ikke Tuilerierne. Alt andet er borgerligt.

Når kun ødelæggelsen er tilbage

Når alt det er sagt, må man selvfølgelig anerkende, at aktionen som sådan er en spektakulær succes. Hvornår har vi sidst snakket så meget om et kunstværk? De sidste års repolitisering af historien har trukket kunstneren tilbage ind i centrum af den offentlige debat. Folk skriger og skråler, men lige lidt hjælper det. Statuer væltes, repræsentationsregimer vakler. Og ikke mindst: provokationen er igen tilbage på kunstens side. Spørgsmålet er bare på hvilket grundlag og for hvilken pris.

For er der ikke her et ubelejligt ekko, i de venstreradikale kunstneres handlen, af noget som kapitalismes ånd? Den kreative ødelæggelse af fortiden (akkompagneret, samtidig, af en museal ophøjelse af historien og dens kunstgenstande) har i hvert fald alle dage karakteriseret kapitalismens kultur. Nu karakteriserer den tilsyneladende også samtidskunsten.

Kigger man mere snævert på omverdenens reaktioner er der også lektier at hente. For om ikke andet har billedattentatet på Frederik V bidraget til at udstille en borgerlig offentlighed, hvis æstetiske kynisme er nået så langt ud i det ekstreme, at den ikke længere er i stand til at blive provokeret af andet end simpelt hærværk. Samfundets tabuproduktion oplever måske nok i disse år visse leveranceproblemer, skammen er ikke, hvad den har været, minoriteterne kender ikke længere deres plads, men heldigvis er ejendommen stadig hellig.

Ødelæggelsen, nedbrydningen, hærværket, hvad enten det så sker som slagtningen af en hest, halshugningen af en statue eller ophakningen af en fisk, er som sådan den eneste forargende gestus, kunsten har tilbage i sit arsenal. Alt andet er handel og marked, søndagsshoppeture på gallerierne i Bredgade, tilbedelse på museerne, nostalgisk sensualisme og postmoderne frivolitet. Kort sagt: områder, som reklamen, i bred forstand, allerede har dækket.

Sådan en arbejdsfordeling er selvfølgelig uacceptabel. Der er derfor behov for, at kunsten finder et nyt udtryk. Hinsides de sidste par ugers konservative avantgardisme.

Matthias Dressler-Bredsdorff er Europaredaktør på Eftertryk, tilknyttet Dagbladet Politiken som kritiker.