Hvad kan vi bruge maj ’68 til?

ANMELDELSE: Ny bog kaster blikket tilbage på de skæbnesvangre dage i maj ’68 i et forsøg på at gentænke protestformen i vores tid. Men spørgsmålet er, om unge i dag overhovedet kan lære noget af ungdomsoprøret.

Af Mathies Græsborg Aarhus

Vi har hørt historien før: En forårsdag i 1968 besatte en gruppe studerende Nanterre-universitetet i det nordlige Paris. I sympati med de studerende nedlagde flere fabriksarbejdere arbejdet, og i maj udviklede protesterne sig til en decideret generalstrejke, der i en kort periode satte det franske produktionsapparat ud af funktion. Landet var i undtagelsestilstand, præsident Charles De Gaulle flygtede til Tyskland, og barrikader og voldelige optøjer brød ud i mange større byer.

De scenarier, som udspillede sig i ’68, er selvfølgelig svære at forestille sig i dag, idet de unge ikke længere forstår sig selv som en avantgarde, der skal bane vejen for et fremtidigt samfund.Studenterprotesterne spredte sig som ringe i vandet til universiteter verden over. Sorbonne, Frankfurt, Rom, Mexico City, Lahore i Pakistan, Berkeley i Californien. I Danmark besatte en lille håndfuld studerende Psykologisk Laboratorium på Københavns Universitet og krævede en reformeret universitetslov, hvilket de fik gennemført med hjælp fra den velvillige universitetsrektor (og medstifter af SF) Mogens Fog. Det danske universitetsdemokrati blev et meget konkret resultat af ’68 – som eksisterede, indtil Anders Fogh Rasmussen-regeringen begyndte at opløse det med universitetsreformen i 2003. Studenteroprøret i ’68 var altså andet (og mere) end den heroiske, fejlslagne revolution, det ofte fremstilles som. Dets sejre tæller en udvidelse af demokratiet, et ”nyt venstre” med større inklusion af kvinder og minoritetsstemmer og et livsstilsmæssigt opgør med traditionelle identiteter og borgerlige samværsformer.

Lignende scenarier, som udspillede sig dengang, er selvfølgelig svære at forestille sig i dag, idet universitetet ikke længere er en politisk kampplads, og de unge ikke længere forstår sig selv som en avantgarde, der skal bane vejen for et fremtidigt samfund. Solidariteten mellem faglærte arbejdere og højtuddannede studenter, som udfoldede sig under strejkerne i maj ’68, er desuden fjern fortid, og disse grupper betragter nærmere sig selv som modstandere i dag. Så hvad kan vi egentlig lære af maj ’68 i en tid, hvor en række af dennes vigtigste kampe enten synes forældede eller er blevet indoptagede og afvæbnede af det nuværende system?

Dette spørgsmål stiller antologien Protestkritik – hvordan kan man tænke protesten i skyggen af ’68? Bogen er udgivet af foreningen Problema og er baseret på en forelæsningsrække, som foreningen arrangerede i forbindelse med 50-året for studenteroprøret. Som bogens introduktion forklarer, er Problema et ”kollektivt projekt” (s. 14), som altså står på skuldrene af den kollektivistiske ånd og tradition fra tresserne. Det er et sympatisk projekt, som man fornemmer er drevet af nysgerrighed og et oprigtigt samfundsengagement.

Antologien består af en række bidrag, der kaster lys på protestbegrebet fra forskellige vinkler inkl. aktivisme (Rasmus Bro Clemmensen fra protestbevægelsen Et Andet Universitet), kunsthistorie (Mikkel Bolt), kunst (Gry Worre Hallberg & Sisters Hope), uddannelsesforskning (Katrin Hjort), psykoanalyse (Brian Benjamin Hansen), sociologi (Kristian Thorup), litteratur (Tania Ørum) og politisk filosofi (Hardt og Negris oversatte essay i anledning af 20 året for udgivelsen af Imperiet). En slavisk gennemgang af bogen vil selvfølgelig være for omfattende for denne anmeldelse. I stedet vil jeg her fremhæve et par af antologiens vigtigste temaer (arbejderklasse, klassekamp, kunst, ungdom) i et forsøg på at tænke videre med bogens centrale problemstilling. Altså: hvordan kan man tænke protesten i skyggen af ’68?

Arbejderklasse

Overordnet set er der to måder at fortælle historien om ’68, som begge er at finde i denne antologi: Enten som den sidste eller som den første af sin slags. Enten som de sidste krampetrækninger fra en revolutionær klassekamp eller som et nybrud og begyndelse for ”det nye venstre”. Enten som et tragisk nederlag eller som en kærkommen fornyelse og udvidelse af kampzonen.

Tilhængere af det nye venstre, der så dagens lys i tresserne, fremhæver ofte den mindre hierarkiske, mere flade organisation, som venstrefløjen i perioden antog – samt blikket for dominansformer, der ikke partout baserer sig på lønarbejdets udbytning. Rødstrømper, klimaforkæmpere, antiracistiske bevægelser osv. Disse nye kampe blev muliggjort af det græsrodsoprør, der skete i tresserne mod venstrefløjens traditionelle forankring i klasse, parti og ledelse og den traditionelle (hvide, mandlige, nationale) arbejderklasse. Nogle venstrefløjsbevægelser gik endda så langt som helt at opgive tilliden til arbejderklassen som revolutionært subjekt. Det gjaldt fx De Sorte Pantere i USA, der så racialiserede og koloniserede grupper som den nye revolutionære garde, og dele af studenterbevægelsen, der så ungdommen som kapitalismens ”råmateriale”, som måtte stikke deres kroppe i tandhjulene for at forhindre maskinens fortsatte nedkværnen af menneskeliv.¹

På den modsatte side af den optimistiske fortælling om ’68 finder man fortællingen om den tabte arbejderkamp og venstrefløjens svigtende appel til den brede befolkning. Det er i høj grad denne fortælling, Kristian Thorup tilslutter sig i sin artikel ”Var ’68 begyndelsen til enden for klassekampen?” (udgivet i en forkortet version på Eftertryk). Den stigende afgrund mellem venstrefløjen og arbejderklassen, som Thorup (korrekt eller ej) ser kimen til i ’68, skyldtes venstrefløjens omfavnelse af værdipolitik, der lå langt fra arbejderklassens indgroede verdenssyn. Fri kærlighed, hash og ”bevidst arbejdssky elementer” rimer dårligt på de værdier, arbejderklassen traditionelt har tilsluttet sig.

Thorup indskriver sig i en tradition for klasseanalyse, der fortolker arbejderklassens højredrejning som et oprør imod en kulturel overklasse.² Frem for at protestere mod den herskende økonomiske klasse, har arbejderklassen siden ’68 i stigende grad rettet sin frustration mod en kulturel elite, som den føler sig trådt på og nedgjort af. Lavtuddannede og faglærte vælgere retter i dag deres vrede mod de kulturradikale, der er formet af tressernes værdier – frem for den økonomiske elite, som i stedet anerkendes eller beundres.

Jeg er delvist enig i Thorups fortolkning af højrepopulismen som en slags klassekamp i andre klæder. Spørgsmålet (som Thorup ikke besvarer) er, hvad man skal stille op i denne situation. Svaret er næppe at give afkald på den progressive værdipolitik (for kønsligestilling, human flygtningepolitik, LGBT-rettigheder osv.), som ’68 netop var med til at skabe betingelserne for, men som højrepopulismen nu tordner imod. Svaret må snarere findes i et opgør med snobbethed og hamstring af kulturel kapital på venstrefløjen, samt dannelsen af en politisk koalition, der kan omdirigere arbejderklassens sociale frustration fra kulturelle til økonomiske spørgsmål.

Klassekamp

Hvis ’68 var med til af afkoble venstrefløjen fra den traditionelle arbejderklasse, hvordan skal man så forstå de klassekampe, der trods alt har fundet sted siden – senest med de gule veste i Frankrig? I sit bidrag ”Klasseløs klassekamp: Fra maj-protesterne til De Gule Veste” beskriver Mikkel Bolt afkoblingen fra arbejderklassen som et nødvendigt onde, da dette i dag muliggør en kamp mod kapitalismen som livsform. I dag er kapitalismen i fuld gang med at frigøre sig fra menneskelig arbejdskraft og gøre planeten ubeboelig. På denne måde, mener Bolt, er kapitalismen et decideret livsfjendtligt system, og vores tids vigtigste kampe må derfor være kampe for ”et andet liv”, end dette system kan tilbyde.

Bolt er inspireret af en særlig form for kapitalismekritik, der har sit udspring i Guy Debords begreb om skuespilsamfundet, og som på en måde opløser klassebegrebet og gør alle til del af samme forarmede masse i skuespillets vold. Han ser ’68 som den sidste (arbejder)klassekamp – og godt det samme, for der er behov for en langt mere gennemgribende kritik af kapitalismen, end kampen for klasserettigheder (bedre løn, mere ferie osv.) tilbyder.

Man må beundre det ambitionsniveau, Bolt ligger for dagen – her og andre steder. Det er bare ikke rigtigt, at klasseforskelle har tabt deres politiske væsentlighed siden ’68. Mange af de vigtigste nutidige kampe retter sig jo netop imod nyliberale politikker, og det er stadig følelsen af økonomisk uretfærdighed, der får os på gaden – som man netop så med de gule veste og Occupy Wall Street for nogle år tilbage. Det er forkert at affeje disse bevægelser eller sige, at de ikke går langt nok, fordi de ikke i første omgang kræver ”et andet liv” (hvad dette end betyder).

Snarere end at affeje klasseanalysen – som Bolt lader til at gøre – er der brug for at opdatere den til vores tid. Det er klart, at arbejderklassen i dag har et meget anderledes udseende, end den havde i tresserne. Men vores samfund må stadig betegnes som et klassesamfund, og det er stadig kampen for økonomisk omfordeling, der er på spil i mange af tidens vigtigste sociale kampe.

Kunst

Hvordan var forholdet til kunst blandt studenteroprørerne, og hvilken rolle spillede æstetik for de protester, der blev udviklet i tresserne? I sit bidrag ”Det performative, det kollektive og det politiske”, som også er en glimrende introduktion til den danske kunstscene i tresserne, behandler Tania Ørum sammenfiltringen af æstetik og protest i ’68. Inspireret af avantgardens projekt om at slå væggene ned mellem kunst og politik begyndte en række kunstnergrupper at føre kunsten ud på gaderne i form af happenings og forskellige forstyrrelser af den offentlige orden.

Store techfirmaer ”gamifier” deres ydelser i et forsøg på at maskere arbejde og udnyttelse som leg. Samtidig mikrodoserer computeringeniørerne i Silicon Valley psykedeliske stoffer, imens de arbejder på et gigantisk gesamtkunstverk.De tidlige ungdomsoprørere var altså ude på at gøre selve hverdagen til et slags kunstværk – og det var netop, fordi dette ikke lod sig gøre i det eksisterende borgerlige samfund, at de følte sig nødsaget til at gøre oprør. I maj ’68 blev denne sammenvævning af kunst og politik udstillet direkte på husmure verden over, der blev overmalet med poetiske slogans som ”Vær realistisk, forlang det umulige” og (min personlige favorit) ”Under brostenene findes stranden”.

Dette kunstneriske aspekt ved ’68 synes generelt meget langt fra vores samtid, hvor forestillingen om ”nødvendighedens politik” stadig lever i bedste velgående. Kunstens handlingsrum er med andre ord blevet indsnævret, hvilket man også fornemmer i de dalende bevillinger til kulturområdet og humanioras langsomme udgrænsning fra universitetet.

På den anden side er det i dag svært at se det store utopiske potentiale i kunstnerrollen, som snarere er blevet kommercialiseret og indoptaget i kapitalismen. ”The Californian Ideology”, som man somme tider kalder techkapitalismens verdenssyn, har delvist arvet sin idealtype fra tressernes bohemer og kunstnere. Det er ikke tilfældigt, at store techfirmaer i dag ”gamifier” deres ydelser i et forsøg på at maskere arbejde og udnyttelse som leg. Samtidig mikrodoserer den nye overklasse – computeringeniørerne i Silicon Valley – psykedeliske stoffer, imens de arbejder på, hvad de selv betragter som et gigantisk gesamtkunstverk. Vi er på denne underlige måde i dag alle børn af tressernes kunstsyn.

Ungdommen

Et spørgsmål, der kun sporadisk berøres af den ellers glimrende antologi, er generationsspørgsmålet, eller hvad der udmærkede tressernes unge i forhold til i dag. Det var trods alt ungdommen, der forårsagede begivenhederne i ’68, og ungdommen, man stadig må spejde efter i håb om grundlæggende ændringer af samfundet. ”Don’t trust anyone over 30”, lød et slogan blandt studenteroprørerne. Det gælder sikkert stadig.

Udsat for prekære arbejdsforhold og konstante stimuli af nervesystemet er vores tidstypiske patologier ikke længere kedsomhed, men angst, depression og ensomhed.Ifølge den tysk-amerikanske filosof Herbert Marcuse befandt ungdommen i tresserne sig i en tilstand af libidinøst overskud, der muliggjorde et fundamentalt opgør med den borgerlige livsform. Konfronteret med samtidens kedelige konsumsamfund, der ikke var i stand til at tilfredsstille de unges længsler, søgte de frigørelse og nye samværsformer.

I dag er situation vel nærmere omvendt: Ungdommen befinder sig i et libidinøst underskud. Udsat for prekære arbejdsforhold, konstante stimuli af nervesystemet gennem smartphones og sociale medier og altings mediering af skærme er vores tidstypiske patologier ikke længere kedsomhed, men snarere angst, depression og ensomhed.

Hvor tressernes unge oplevede en enorm frigørelse i muligheden for at indtage forskellige identiteter i forskellige rum – det, den danske forfatter Hans-Jørgen Nielsen kaldte ”attituderelativisme” – søger de unge nu snarere autenticitet eller fast grund under fødderne. I pandemiens tid må de nu heller ikke mødes og drikke sig fulde længere, og det virker sværere og sværere at forestille sig samme sammensmeltning af fest og politik, som foregik i tressernes ungdomskultur.

Som antologiens forord meget rigtigt udtrykker det: ”Om der er tale om klimabevægelsen eller #MeToo-bevægelsen, er de fleste nye protestbevægelser kendetegnet ved, at de siger fra. De siger fra over for klimaødelæggelser, over for kvindeundertrykkelse og seksuelle overgreb, og over for nedskæringer på velfærdsstaten (…) Disse former for protest er ikke præget af samme positive projekt om at opbygge et nyt og bedre samfund med andre værdier og livsformer, som 68-oprøret var.” (s. 12)

Det er selvfølgelig vigtigt at sige fra, når business as usual er i færd med at destruere muligheden for liv på Jorden. Men hvordan, kan man spørge, skaber vi grobunden for et ungdomsoprør, der ikke nøjes med at sige fra, men også siger til?

Mathies Græsborg Aarhus er kulturredaktør på Eftertryk Magasin.

1. Denne metafor stammer fra den amerikanske studenterbevægelse og Mario Savios berømte tale fra Berkeley i 1964: “There’s a time when the operation of the machine becomes so odious, makes you so sick at heart, that you can’t take part! You can’t even passively take part! And you’ve got to put your bodies upon the gears and upon the wheels … upon the levers, upon all the apparatus, and you’ve got to make it stop! And you’ve got to indicate to the people who run it, to the people who own it, that unless you’re free, the machine will be prevented from working at all!” (Mario Savio: Bodies Upon The Gears. 2016. YouTube, https://www.youtube.com/watch?v=xz7KLSOJaTE)
2. Det er en tradition for klasseanalyse, vi i Danmark særligt kender fra Rune Lykkebergs bog Kampen om sandhederne (2008). I Frankrig har sociologen Didier Eribon beskrevet en lignende psykologisk proces hos vælgere af Front National i Retour à Reims (2009). Og i USA er positionen særligt kendt fra Thomas Franks bog What’s the matter with Kansas? (2004)?