Kvindehadets aktuelle idioti

ANMELDELSE: Mikkel Thorups bog om antifeminisme er højaktuel og viser, hvordan kvindehadet er en fejlreaktion på nutidens kriser. Men bogens afvisning af, at der er noget specifikt nyt at sige om antifeminismens former og udtryk i dag, svækker dens kritiske relevans.

Antifeminisme – kvindehad i lighedens tidsalder
Mikkel Thorup
Antipyrine, 2020

 

 

Af Iben Engelhardt Andersen
Illustration af Julie Kordovsky

Professor i idéhistorie Mikkel Thorup analyserer i sin nye bog Antifeminisme – kvindehad i lighedens tidsalder nutidige udtryk for et gammelt kvindehad. Antifeminismen optræder som reaktion på den feministiske kamps mest synlige sejre: at flere og flere kvinder arbejder uden for hjemmet, deltager i den offentlige debat, besidder magtfulde positioner, selv vælger, hvem de vil have sex med, om de vil have børn, osv. Derudover fungerer den som en sproglig opblødning af kvindefjendske udtalelser, altså hvor man retter sin kritik mod feministen og den fortsatte kamp for ligestilling, mens, viser Thorup, der ofte stadig er tale om angreb på kvinder og kvindelighed: ”Det er måden at gøre sit kvindehad eksplicit i en tidsalder, hvor det er lidt sværere end tidligere at udtrykke kvindediskriminerende holdninger åbent.”

Selvom antifeminismen kan posere som en rationel afvisning af feminismen, hvis kampe betragtes som politisk irrelevante i en ”formelt lige tidsalder”, er den fuld af genkendelige kvindefjendske troper. Her, midt i anden danske bølge af #metoo, skorter det ikke på udtalelser, der kan tilføjes Thorups lange række af eksempler på antifeministisk retorik. Udtalelserne er forskellige i radikalitet og betoning, men har det tilfælles, at de anklager kvindesagen for at være gået for vidt. De beskriver offentlige vidnesbyrd og kritik af magtfulde sexchikanører som ”feministisk hævntørst”, der sætter ”vigtige principper over styr”.¹ Der er ikke så mange i den danske offentlige debat, der forsvarer overgreb og sexchikane – en radikalitet, som ellers fylder en del i Thorups katalog over nutidens antifeminismer ­– men der er masser af modstand mod #metoo fra kvinder og mænd, unge og gamle, højre- og venstreorienterede, rige og fattige. Der er bekymringer for, at flirten er forbi, at mænd bliver ofre for folkedomstolen, at familier går i stykker, og for at debatten tager fokus fra andre politiske problemer. Og så er der mere radikale udmeldinger som lektor Marianne Stidsens forslag om at kategorisere #metoo som en terrorbevægelse.² Som Thorup påpeger, opfattes feminismens lighedsprojekt af antifeministerne som et dominansprojekt, hvor den historiske undertrykkelse, kvinder har været udsat for, først negligeres og derefter tænkes omvendt, sådan at mænd nu betragtes som ofre for et feministisk overherredømme – et ”socialistisk matriarkat”, som det hedder hos Stidsen. Det er denne mere eksplicitte italesættelse af ligestillingskampen som et samfundsundergravende projekt, Thorup beskæftiger sig med i bogens tre dele, hvor han kommenterer og analyserer en lang række citater fra nye mandebevægelser, politiske organisationer, terrorister og selvhjælpsguruer.

Magttab

I første del af bogen beskriver Thorup med hjælp fra Michel Houllebecq og kønsforskeren Michael Kimmel en sammenhæng mellem antifeminisme og en følelse af magtesløshed. Når feministen påpeger, at vi lever i et samfund, der strukturelt privilegerer den hvide mand, så flugter det ikke med manges erfaring af ikke at have nogen magt i det afindustrialiserede samfund. Fordi mænd som gruppe stadig sidder på magten, er der en diskrepans mellem den kollektive magt, mænd besidder, og den individuelle følelse af magtesløshed, som den såkaldte ”tabermand” står tilbage med. De fleste mænd har sådan set aldrig været en del af magteliten, men tidligere er de blevet kompenseret for deres undertrykkelse ved at være tildelt magten i den intime sfære og som overhoved i familien. Den selvstændige kvinde symboliserer derfor tabet af et herredømme, manden føler sig berettiget til. En pointe hos Thorup er, at det simpelthen ikke er feministen eller den såkaldte identitetspolitik, der er skyld i de samfundsforandringer, der gør flere og flere mænd og kvinder til tabere. Det er ikke feminismen, der udflytter arbejdspladser, sætter kapitalen fri, skærer i hjemmehjælpen, skaber migrationsstrømme og klimaforandringer.

Det er ikke feminismen, der udflytter arbejdspladser, sætter kapitalen fri, skærer i hjemmehjælpen, skaber migrationsstrømme og klimaforandringer.I anden del af bogen argumenterer Thorup for, at den artikulerede antifeminisme er et primært højreorienteret projekt. Det virker sandt i forhold til den liste af højre-autoritære, illiberale ledere fra lande som Ungarn, Filippinerne, USA og Brasilien, som Thorup nævner. Det eksplicitte kvindehad er en del af en bredere, reaktionær strømning, hvor det ekstreme højre er meget tæt på magten i en række af verdens nationer. Kun på højrefløjen, skriver Thorup, er antifeminismen en integreret del af en ”større tænkning om naturlige, hierarkiske forskelle, hvor forsvaret for nationen er dybt forbundet med ’forsvaret for kvinden og familien’.” Derfor tilbyder han en ideologihistorie, hvor den reaktionære tanke, som altså i bogens første del var koblet til andre af samtidens kriser, føres tilbage til modstanden mod oplysningstænkningen og den franske revolution. Her ser Thorup formuleringen af en række argumenter, der stadig fremsættes i dag: Det moderne forvirrer essentielle kategorier, udvisker naturlige forskelle og hierarkier, sætter meninger højere end sandhed og bremser en nødvendig og naturlig dominanskamp.

Indforståede affærdigelser

Denne indskrivning af feminismekritikken i større reaktionære tendenser er interessant, men den får måske for meget vægt i Thorups idé- og samtidshistorie. Det fører til en ofte indforstået gennemgang af tidens antifeministiske aktører. I sin uvillighed til at betro en række voldsparate, antidemokratiske kvindehadere en lødig stemme i debatten begrænser Thorup sig til at påpege deres forudsigelighed. Om den medieopmærksomhed, som de ’identitære’ og alt-right-bevægelsen har fået, skriver han med en affærdigelse, der er gennemgående for bogen: ”Jordslået ser åbenbart spændende ud, når det kommer i meme-form. Jeg vil ikke her gøre mere ud af, hvad – om noget – nyt eller anderledes der er i de to grupper. Det interessante her er, hvor forudsigeligt det de siger om kvinder og feminister, er.”

Også for én, der deler Thorups synspunkt, at antifeminismen er idiotisk, antidemokratisk og ofte farlig, kan man savne et skarpere og mere kritisk åbent projekt.Men at interessere sig for disse grupperinger – og deres specifikke måder at kommunikere på – er ikke det samme som at være lydhør for deres skadelige kvindehad. Kræver INCEL-bevægelsen for eksempel ikke nye, mere dybtgående analyser af de måder, den seksuelle frigørelse har skabt vindere og tabere på forskellige niveauer i internettets tidsalder? Og kræver den massive digitale tilstedeværelse af antifeminisme ikke også nye analyser af online-fællesskaber? Og hvad med venstrefløjens antifeministiske argumenter imod reproduktive teknologier eller imod såkaldt identitetspolitik? Thorup skriver selv i sin indledning, at han tegner nogle idéhistoriske linjer, som andre kan bruge i videre analyser. Bogen har gode pointer om privilegietab og om argumentationsrækker i nutidige eksempler på kvindefjendsk retorik, men det er også uklart, hvem den gerne vil tale til.

Også for én, der deler Thorups synspunkt, at antifeminismen er idiotisk, antidemokratisk og ofte farlig, kan man savne et skarpere og mere kritisk åbent projekt.

Sidste del af bogen handler om den canadiske professor i psykologi Jordan Petersons selvhjælpsprojekt, som er en antifeminisme med enorm appel, også i Danmark. Her er Thorups grundlæggende pointe den samme, nemlig at Peterson viderefører et gammelkendt kvindehad under dække af videnskabelighed og konservativ ordensetik. Det bliver en indforstået gennemgang af Petersons argumenter, fordi Thorup ikke vil tildele bogens misogyne materiale egentlig analytisk relevans. Et sted skriver han om et Facebook-opslag fra Peterson, at ”det er så dumt på alle niveauer – men dog ofte hørt – at vi bare lader den stå”.

Mikkel Thorup har skrevet en aktuel bog om den tiltagende antifeminisme med et skarpt blik for, hvornår den er ”en fejlreaktion på faktiske forandringer”. Mens den med en meget bred pensel fører kampen mod lighed tilbage til både den franske revolution og til Platons demokrativægring, mister den imidlertid sit greb om de aktuelle nuancer. Som katalog over idioti bekræfter bogen, at kvindehadet trives; som indforstået afvisning af dets analytiske relevans giver den ikke grundige nok bud på, hvordan vi skal tale det imod.

Iben Engelhardt Andersen er ph.d., postdoc i projektet ”Utopia Without Future” ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.

1. Kasper Kildegaard, ”Bekymret Inger Støjberg advarer nu mod »feministisk hævntørst«: Chanceløse mænd kan få smadret livet for altid”, Berlingske, 26. oktober, 2020.
2. ”Marianne Stidsen: Derfor er MeToo en terrorbevægelse”, Berlingske 21. oktober 2019