Medieboss’ arbejdsplads forgyldes af hemmeligt netværk
Medlemmer af magtfuld loge støtter tidligere DR-chef Ulrik Haagerups institut med millioner.
Af Jens Malling
Seks millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden, fire millioner kroner fra den filantropiske forening Realdania, en halv million kroner fra Kommunernes Landsforening (KL).
Velynderne lader det regne med penge over Constructive Institute – et center for en ny form for journalistik, der hører hjemme på Aarhus Universitet. Direktør og grundlægger er den tidligere DR-boss og chefredaktør for Nordjyske Medier, Ulrik Haagerup.
Ville de have doneret pengene, hvis det var dig eller mig eller en hvilken som helst anden uden for VL-netværket, som søgte dem?I de flotformulerede pressemeddelelser fra Constructive Institute om sponsoraterne mangler der dog en oplysning. Det fremgår ikke, at direktør for Novo Nordisk Fonden, Birgitte Nauntofte, direktør for KL, Kristian Wendelboe, samt filantropidirektør i Realdania, Nina Kovsted, jævnligt gnubber skuldre med Ulrik Haagerup i det magtfulde og ekstremt lukkede VL-netværk. De sidder alle i gruppe 42.
»Indsigtsfuld journalistik baseret på viden og fakta er afgørende for, at vore demokratier kan fungere på et oplyst grundlag. Vi er derfor glade for at kunne støtte Constructive Institute i at dygtiggøre indsigtsfulde, kritiske og konstruktive journalister på sundhedsområdet,« siger Haagerups logesøster, Birgitte Nauntofte, i en pressemeddelelse om Novo Nordisk Fondens bidrag.
Direktøren for Constructive Institute er »taknemmelig« for de mange millioner.
»Det springer i øjnene, at der i tre tilfælde er et direkte sammenfald mellem sponsorer af Constructive Institute og medlemskab af VL 42,« siger magtforsker Christoph Ellersgaard, der er adjunkt ved Copenhagen Business School og ekspert i elitenetværk.
At Nauntofte og Kovsteds fonde støtter instituttet med de store beløb og samtidig sidder i VL-gruppe med Haagerup, kan være problematisk, påpeger han:
»Der kan opstå tvivl om, hvorvidt de har udøvet god fondsledelse. Har de givet pengene til det, der passer bedst til deres fundats, eller har de på grund af en personlig relation kastet sig ombord i et projekt her, der ikke flugter 100 procent med Realdania og Novo Nordisk Fondens formål? Og ville de have doneret pengene, hvis det ikke var Ulrik Haagerup, men derimod dig eller mig eller en hvilken som helst anden uden for VL-netværket, som søgte dem?«
Hvad angår KL, så er den organisation finansieret af de enkelte kommuner. Derfor er det skatteborgernes penge, som Ulrik Haagerups logebror, Kristian Wendelboe, har kanaliseret videre til Constructive Institute.
»Forbindelsen mellem Wendelboe og Haagerup i VL 42 kan skabe tvivl om, hvorvidt pengene bliver givet i overensstemmelse med KL’s officielle politik og interesse. Eller om det snarere er den personlige relation i gruppen, der er det vigtige,« siger Ellersgaard.
Officielt træffer medlemmerne af VL-grupperne ingen beslutninger sammen. Men magtforskeren løfter lidt af sløret for, hvordan logerne fungerer:
»Relationerne er uformelle. At blive medlem er mere en investering i at få et godt netværk. Det betyder noget, at de andre – typisk ret indflydelsesrige medlemmer – ved, hvem du er, og har tillid til dig. Det gør det nemmere lige at ringe til nogen for at få noget igennem. Og det kan også gøre det nemmere at få støtte til et projekt som for eksempel Constructive Institute,« siger Ellersgaard.
»Altid journalist.« Sådan fremstiller Ulrik Haagerup sig selv på sin Twitter-profil.Det er småt med oplysninger om VL-logerne. Møderne er lukkede for offentligheden. Sikkert er det dog, at der findes omkring 100 grupper med i alt næsten 4.000 medlemmer. Her sætter repræsentanter for Danmarks absolutte elite jævnligt hinanden stævne. Blandt medlemmerne vrimler det med erhvervspinger, ambassadører, topembedsmænd, retspræsidenter, direktører for pensionsselskaber, tidligere ministre, generaler, kammerherrer, departementschefer, skibsredere, investorer, generalkonsuler, grever og kapitalfondsmanagere.
Lukketheden og kammerateriet i VL-grupperne har ofte været dokumenteret og kritiseret. Direktøren for Constructive Institute var tidligere en af de skarpeste kritikere.
Ulrik Haagerup »ville ikke overveje medlemsskab [sic] af en VL-gruppe, hvis han fik tilbuddet,« skrev Information i 2005.
»Det er ikke foreneligt med mit job. I netværksgruppen handler det om at hjælpe hinanden. Og jeg ville ikke kunne sige mig fri for mistanken om, at jeg sikkert hjalp nogen, jeg på et tidspunkt ville komme til at skrive om,« sagde Haagerup, der på det tidspunkt var chefredaktør for Nordjyske Medier.
»I VL-grupper formaliserer man relationerne. Og der kan skabes en forventning eller mistanke om gensidighed. Den mistanke skal man eliminere,« uddybede Ulrik Haagerup.
»Altid journalist.« Sådan fremstiller han sig selv på sin Twitter-profil i dag.
Med sin erfaring fra magtforskningen ser Ellersgaard et mønster i Haagerups holdningsændring til VL-netværket:
»Det er et fænomen, der går igen, at folk, som bliver en del af magtnetværkene, ændrer opfattelse. Tingene ser anderledes ud indefra end nedefra. Når man begynder at blive mere afhængig af sådan et system, så er man også mere tilbøjelig til at acceptere det og synes, det er legitimt.«
Til trods for talrige henvendelser i form af e-mails, sms og telefonopkald over en periode på to uger er det ikke lykkedes at få en kommentar fra Ulrik Haagerup om hans VL-medlemskab.