Har skriften en fremtid?

Det, du kigger på lige nu – skrift – er en hukommelsesteknik og en teknologi, der har eksisteret i fem-seks tusind år. Men skriften, som vi kender den, er under hastig forandring i mødet med nye medier, kunstig intelligens og skriverobotter. Vi bringer her et uddrag fra bogen Skrift – fra billeder til bits, som giver et indblik i skriftens fortid, nutid og mulige fremtid.

Af Marie Møller Kristensen
Forsidebillede: The Matrix code; digital rain. Jamie Zawinski

Har skriften en fremtid? lyder den provokerende titel på en bog fra 1980’erne af den tjekkiske mediefilosof Vilém Flusser.¹ Flussers svar var nej. Han spåede, at computerteknologi vil erstatte bøger med andre medier, og at skrivning vil forsvinde til fordel for andre notationssystemer end bogstaver på linjer. Men Flusser tog vel fejl, når vi betragter sagen i dag? Både-og. Der skrives stadig meget, og der udgives enorme mængder papirbøger. Samtidig er skriftteknologier og vores omgang med dem under hurtig forandring – og dermed ændrer vi opfattelse af, hvad skrift og skrivning overhovedet er. Når jeg plukker foreslåede ord og komponerer en tekstbesked på min mobile minicomputer (telefon), eller når en skriverobot danner ny tekst ud fra input, er det slet ikke skrivning i traditionel, præ-elektronisk forstand.² I dag bygger vi ofte tekster af færdige brikker og strukturer i stedet for at håndskrive eller taste tegn for tegn – og det samme gør groft sagt skriverobotter. Så selv om skrift også for fire tusind år siden var en teknologi, og skrivende mennesker altid har brugt redskaber og fulgt “programmer” (ordret: forskrifter) for, hvordan tegn og tekster skal se ud, er nutidens skribent i stigende grad en cyborg, der afhænder meget af skriveaktiviteten til computerprogrammer og kunstige intelligenser.

Så selv om skrivende mennesker altid har brugt redskaber og fulgt “programmer” (ordret: forskrifter) for, hvordan tegn og tekster skal se ud, er nutidens skribent i stigende grad en cyborg, der afhænder meget af skriveaktiviteten til computerprogrammer og kunstige intelligenser.Hos mennesker hører evnen til at skrive og til at læse sammen; hvis vi kan skrive, kan vi også læse, og omvendt, mens et computerprogram typisk enten kan skrive eller læse.³ Dets læsning er aflæsning og analyse, og det kan lære nyt, hvis det er sat op til maskinlæring, men det læser ikke som et menneske, der forstår og fortolker ud fra sine personlige forudsætninger og konteksten og kan opfatte tekster som henvendelser og føle sig tiltalt. Når jeg (der ikke er en robot) læser på en skærm, som jeg ofte gør, og ikke holder en tekst i fast papirform i mine hænder, vil jeg måske være tilbøjelig til at skimme og skanne frem for at “dybdelæse”.⁴ At skimme er stadig en form for læsning, også i traditionel forstand, hvorimod de populære lydbøger jo slet ikke læses (hverken med øjnene eller med fingerspidserne som blindeskrift). I dag lytter vi ofte til højtlæste bøger og beskeder, ligesom folk gjorde, dengang kun få kunne læse. Vi bruger maskin(af)læsere, maskinoversættere og skriverobotter, der ikke forstår og fortolker som mennesker, og på computere skriver vi halvautomatiseret ved hjælp af programmer og digitale assistenter.

Netop på grund af de løbende teknologiske forandringer er det svært at spå om skriftens fremtid – som Vilém Flusser og mange andre har forsøgt. I vores nutid eksisterer skriften dog stadig – i både gamle og nye klæder. Hvad bruger vi skrift til? Og hvordan har nyere teknologier ændret skrift og skrivning? (…)

Hvad vi bruger skrift til

Fra begyndelsen blev skrift sandsynligvis brugt til en særlig form for fjernkommunikation. Med skrift kunne mennesker sætte sig i forbindelse med guder, “dokumentere” og forevige deres respekt for guderne, forfædrene og verdensordenen – ved hjælp af synlige og uforgængelige symboler, som fastholdt det usynlige og forgængelige talte sprog og bevidsthedens begreber. Skriften visualiserede og fikserede de meddelelser og tanker, der ellers dukker op og forsvinder i talens og bevidsthedens strøm, og skabte nye muligheder for at bevare viden og information. (…)

Idet skriften gav sprog og begreber en ny ydre form (ny i forhold til billeder, monumenter, tegnsprog med mere), gav den os også en ny (selv)bevidsthed om vores egen erkendelse, vores sprog og viden om verden.⁵

I de første skriftkulturer blev skrift desuden i vid udstrækning brugt til administration og bogholderi, til at holde regnskab med ressourcer og handelsvarer, indtægter og udgifter, love og regler, slægtskab, arveforhold og tidens gang. Skrifttegn blev anvendt sammen med talsymboler, og således har skriftliggørelse altid været tæt knyttet til elementær “digitalisering”, det vil sige beskrivelse med tal og cifre. (…)

Fordi vi gennem skrivning noterer og gemmer, fungerer skriften som en ekstern eller eksternaliseret hukommelse, der er kollektiv og kulturel, og som forbinder mig som individ med et større kulturelt fællesskab og dette fællesskabs (eller flere fællesskabers) fortid og traditioner. Samtidig betyder min brug af skrivning og adgangen til tekster, at jeg ikke selv behøver at huske så meget, min egen hukommelse aflastes, men de skriftlige hukommelseslagre og påmindelser kan også overtage og erstatte min evne til at lære og huske. Der er både en gevinst og et tab ved brugen af teknologier, der eksternaliserer vores individuelle kognitive og kropslige evner. Kulturhistorikeren Jan Assmann sammenligner f.eks. teknologierne bilkørsel og skriftbrug, der begge både giver noget til og tager noget fra individet. En bil er en eksternalisering af mit naturlige bevægelsesapparat, der muliggør en enorm udvidelse af min bevægelsesradius, men ved overdreven brug samtidig svækker min naturlige bevægelsesevne. På lignende vis er skrift en eksternalisering af hukommelsen, der muliggør en enorm udvidelse af min adgang til lagrede meddelelser og informationer, men samtidig svækker min naturlige hukommelseskapacitet.⁶ (…)

Skriften er altså både et hukommelseslager og et medie, der forbinder adskilte tider og steder. Den kan forbinde fjerne mennesker med hinanden (og mennesker med guder og ånder). De døde kan tale til de levende gennem skrift, og den enkeltes ord kan nå ud til massen eller de mange. I dag har vi vænnet os til disse “mærkelige koblinger”,⁷ for vi lever konstant i og med fjernmedier, der overskrider nu og her. Udviklingen af nye skrift-, billed- og lydmedier er eksploderet de sidste 150 år med opfindelsen af blandt andet telegrafi, fotografi, fonografi, telefoni, film, radio, tv, video, internet, og måske fylder telekommunikation og fjernmedier mere i de flestes dagligdag end nogensinde før i menneskenes historie. Gennem nutidens medier lever vi i en strøm af nær-fjernheder, der er fulde af “samvær og nærvær på afstand”, af online-eksistenser, net-identiteter og avatarer, digitale objekter og “digitale subjekter” i form af computerprogrammer, der kan skrive, læse og tale på menneskelignende måder. Således forbinder skriftteknologier i dag ikke kun mennesker med hinanden, men muliggør også kommunikation mellem mennesker og maskiner.

Skrift er et kommunikationsmedie, der forbinder mennesker (og maskiner), og en hukommelsesteknologi, hvormed man kan gemme og genfinde informationer, men skrift er også en kognitiv og hermeneutisk teknologi: en måde, hvorpå man fortolker, ordner og udvikler tanker og ideer. (…)

Forskellige skriftteknologier, f.eks. pen og papir eller computer, kræver forskellige færdigheder og påvirker samtidig min måde at tænke, lære, forstå, planlægge, fantasere, huske og formulere mig på (min kognition). Når jeg skriver, indsamler og bearbejder jeg information, jeg får fokus på kernen i et budskab, eller overblik over en histories forløb eller en argumentation ved at skrive den ned som tekst. Læsningen af tekster og det kognitive udbytte påvirkes ligeledes af teknologien, f.eks. af om “hardwaren” er en papirbog eller en digital fil. Min koncentration og forståelse påvirkes af det grafiske rum og tekstens materialitet, af om jeg kan overskue tekstens længde og opbygning, af lysforhold, links og illustrationer..

Nye udviklinger i skriften som teknologi og medie

Vi bruger skrift til at producere (skabe, udtrykke, forme) og til at bevare og udveksle meddelelser, informationer og erkendelser, men måden, vi gør det på, forandrer sig. Skriften som teknologi og som medie er under stadig forandring og har altid været det. Faktisk har udviklingen af elektroniske medier og teknologier helt ophævet eller omdannet karakteristika, som før var særlige for skrift. Omfanget af former for eksternaliseret hukommelse og lagrede (spor af) informationer er vokset enormt de sidste 150 år, og de primære former er ikke længere skriftprodukter, grafisk kunst, mindesmærker og arkitektur. For muligheden for at gemme (spor af) informationer over tid og genfinde dem findes også for lydoptagelser, fotos, film og video. Et andet gammelt kendetegn ved skriftlig kommunikation, nemlig tidsforsinkelsen, er også ophævet: Skriftmeddelelser kan udveksles øjeblikkeligt eller samtidigt (ligesom andre elektroniske informationer). Desuden forandres de kompetencer, som det kræver at skrive, når tekstbehandling og andre skriveprogrammer (herunder kunstig intelligens) bidrager med en masse redskaber og forprogrammerede funktioner, som automatiserer produktionen af tekst.

Hvis vi lige vender tilbage til den skriftlige kommunikations forhold til tid eller tidslighed, skete der allerede med telegrafen, midt i 1800-tallet, en ophævelse af det gamle vilkår “usamtidighed og forsinkelse” (et vilkår, som førhen kun kunne ophæves af “skrivning” af signaler med ild og røg, tegnsprog eller magiske former for skrift). Men telegrafien var ikke særligt global og dækkede kun de store vestlige magters interessesfærer. Andre gamle former for eksprespost var også forbeholdt de magtfulde eller rige, hvad enten man brugte ridende ilbude eller – i større byer – rørpostsystemer eller budbringere, som hastede frem og tilbage med breve og “billetter”, der kunne minde om de mails og beskeder, som de fleste nu sender og modtager i en lind elektronisk strøm. I dag har langt flere mennesker – men ikke alle – adgang til samtidig eller øjeblikkelig skriftkommunikation, som desuden ofte er massekommunikation, der foregår i mere eller mindre åbne og offentlige fora (sociale medier). Men heller ikke privat eller personlig skriftkommunikation er nogensinde garanteret privat, da alle meddelelser udveksles via maskiner, programmer og netværk, som firmaer og eventuelt myndigheder kontrollerer. Enhver tekstfil eller besked kan overvåges og gemmes af andre end selve skribenten eller modtageren, enhver kryptering kan i princippet dekrypteres, og måske kan intet slettes fuldstændigt. Ydermere er kommunikationen blevet mobil og kropsbåren – vi kan skrive og læse, sende og modtage på bærbare eller direkte kropsbårne minicomputere. (Dog er der måske grænser for, hvor små eller transparente computere og interfaces kan blive, hvis de stadig skal kunne bruges til skrivning eller læsning).

Kort sagt har vores brug af elektroniske medier og computere forandret den skriftlige kommunikations forhold til tid, massekommunikation, privathed, mobilitet og sted(bundethed). Med mere! En sidste vigtig forandring i skriftteknologien er graden af automatisering, der ændrer kravene til skrivekompetencer. Allerede de mest elementære tekstbehandlingsprogrammer i en computer håndterer automatisk en lang række funktioner, som før krævede håndelag og flere forskellige redskaber eller enkeltmaskiner samt intensiv uddannelse eller skrivetræning. Den mekaniske skrivemaskine (opfundet sidst i 1800-tallet) sørgede også for typografi, men man skulle stadig manuelt taste hvert enkelt tegn og selv danne ord.

Modsat maskiner har mennesker et formål med at skrive, og vi opfatter som regel ord som meningsfulde (eller meningsløse) og ikke kun som brikker i et system, der følger visse regler, som kan programmeres (indlæres) og derefter eksekveres automatisk.Brugen af faste typer i stedet for håndformede tegn fandtes også længe før skrivemaskinen og før de metaltyper, som typograferne satte tekst med i bogtrykkerierne fra 1400-tallet og frem. Endnu tidligere brugte man segl, stempler og skabeloner, og i Mesopotamien pressede man kileskriftens tegn med kileformede grifler. Det særlige ved computeren er ikke standardiseringen af tegn og typografi, men mængden af automatiserede funktioner: fra typografi og formatering, stave- og grammatikkontrol til automatisk fuldendelse af ord eller sætninger, forslag til (politisk korrekt) ordvalg, maskinoversættelse mellem sprog, automatisk lagring eller logning og meget, meget andet. Skrivning og læsning har altid været teknikker, der krævede automatiserede færdigheder – både kropslige og kognitive. Det nye er “bare”, at meget af automatiseringen nu foregår i computeren, ikke i menneskets omgang med sine hænder, sit syn og sin hukommelse og i brugen af eksterne støtter som skriveredskaber, papir, ordbøger med mere. Skrivningens og læsningens karakter af håndværk, og dens sanselighed og materialitet, forandres. Dermed former computerteknologier også vores måde at tænke og lære på, at skrive og læse, forstå og føle.

En ekstrem automatisering af skriftteknologien er brugen af skriverobotter eller programmer, der genererer tekst ud fra input eller diktat. Sådan en skrift uden menneskelig skribent vil vi måske se mere af i fremtiden. Automatisering eller robotificering kan aflaste os og overtage svære, tidskrævende eller kedelige skriveopgaver (deraf udtrykket “forbedret/forøget skrivning”, augmented writing, om automatiseret skrivning). Vi kan på lang sigt simpelthen aflære den særlige sprogpraksis, som kaldes skrivning, eller vi kan fortsætte med at skrive korte meddelelser i formater, som de aktuelle medier og programmer stiller til rådighed, mens det kun vil være et lille mindretal, der kan forfatte lange tekster “på egen hånd”.

Når vi diskuterer automatisering eller forsøger at spå om kunstige intelligensers skrivekompetencer i fremtiden, står en lang række spørgsmål i kø. Vil mennesker, der ikke længere skriver, stadig læse, eller vil de foretrække at få tekster læst op? Der er rum for en masse overvejelser og gætterier, men et grundlæggende spørgsmål er desuden, hvor meget en maskines omgang med skriftsprog har til fælles med menneskers. Modsat maskiner har mennesker et formål med at skrive, og vi opfatter som regel ord som meningsfulde (eller meningsløse) og ikke kun som brikker i et system, der følger visse regler, som kan programmeres (indlæres) og derefter eksekveres automatisk. For mennesker er sprog et redskab og en praksis, som altid indgår i større sammenhænge og fortolkes derefter. Skriftsprog er en teknologi og et medie, der er sammenflettet med og integreret i vores gøremål og individuelle liv, samfundsliv, kulturliv, historie og traditioner.

Marie Møller Kristensen beskæftiger sig som forfatter og underviser med kulturhistorie, sprog og filosofi. Skrift – fra billeder til bits udkom den 5. oktober 2020 på forlaget Mindspace. Det ovenstående uddrag er fra bogens indledende kapitel Hvad er skrift?, som følges af kapitlerne Hånden, Billedet, Hukommelsen, Digitaliseringen, Globaliseringen og Magien.

1. Flusser, Vilém (1987). Die Schrift: Hat Schreiben Zukunft? Edition Immatrix im Verlag European Photography. Engelsk udgave: Does Writing Have a Future? University of Minnesota Press, 2011.
2. “See how a modern neural network completes your text” på talktotransformer.com
3. Van Den Eede, Yoni, O’Neal Irwin, Stacey & Wellner, Galit (eds.) (2017). Postphenomenology and Media: Essays on Human-Media-World Relations. Lexington Books.
4. Wolf, Maryanne (2008). Proust and the Squid: The Story and Science of the Reading Brain. Icon Books. 
5. Bottéro, Jean, Herrenschmidt, Clarisse & Vernant, Jean-Pierre (2000). Ancestor of the West: Writing, Reasoning, and Religion in Mesopotamia, Elam, and Greece. The University of Chicago Press.
6. Assmann, Jan (2018). Das kulturelle Gedächtnis: Schrift, Erinnerung und politische Identität in frühen Hochkulturen. CH Beck
7. Durham Peters, John (1999). Speaking into the Air: A History of the Idea of Communication. The University of Chicago Press.