Er kapitalismen blevet psykologisk uholdbar?

… Seks tentative teser om COVID-19 og mental sundhed …

COVID-19 afføder en lang række spørgsmål angående mental sundhed, som er for vigtige til at blive overladt til psykiatrien eller psykologien. Depression er et akut samfundsmæssigt problem, der kun er eskaleret, siden virusset gjorde sit indtog i foråret 2020. Mikkel Krause Frantzen spørger i denne tekst, om kapitalismen på dette tidspunkt i historien er blevet psykologisk uholdbar.

Af Mikkel Krause Frantzen
Illustration af Guerilla Artworks

 1/ Fremtiden er allerede tabt, men tabet er ulige fordelt1

Denne modererede version af sci-fi-forfatteren William Gibsons berømte oneliner indfanger vores tid temmelig præcist. På den ene side gives fornemmelsen af, at fremtiden er tabt og gledet ud af hænderne på os. På den anden side erkendelsen af, at ‘vi’ ikke alle er i samme båd eller lider på samme måde.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at tabet af troen på fremtiden ikke nødvendigvis er et abstrakt tab. Har man pantsat sin fremtid – mere præcist ens fremtidige arbejdskraft – for at tilbagebetale en uoverskuelig gæld, er der ikke tale om et abstrakt tab. Tabet er heller ikke abstrakt, hvis man bor i Arktis eller i Australien, hvor smeltende is og endeløs tørke fordriver en fra det territorium, der har tilhørt ens familie gennem generationer. Tabet er konkret, og det har økonomiske og økologiske konsekvenser. For at citere Joshua Clovers digtsamling Red Epic, “because reasons”: fordi kapitalisme og dens maskine af udvinding, udmatning og udbytning af alle tænkelige ressourcer.

2/ Det var ikke en depression, det var kapitalisme.

Denne fremtidsløse tilstand har, som jeg har beskrevet andetsteds2, psykologiske og psykopatologiske konsekvenser. Depression er i denne sammenhæng ét, hvis ikke det primære symptom. Som også Mark Fisher har gjort opmærksom på – og smerteligt erfaret selv3 – er der en forbindelse mellem den depressives tab af evnen til at forestille sig fremtiden, eller bare den kommende dag, og den historiske epoke, vi lever og lider i. Denne udvikling går tilbage til starten af 1970’erne og det forløb, som efterhånden har mange periodiserende navne: Neoliberalisme, postmodernisme, postfordisme, finansialisering etc. Lad os – for nemhedens og klarhedens skyld – holde os til navnet: Kapitalisme.

Som Alan Horwitz har anført, havde antallet af depressionsdiagnoser (18 millioner) allerede i 1975 oversteget antallet af angstdiagnoser (13 millioner). I 1980 blev udgivelsen af den tredje udgave af diagnosemanualen Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders en milepæl og et omslagspunkt inden for det psykiatriske felt, idet man tilsidesatte enhver kontekstualisering og årsagssammenhæng og nu gik over til udelukkende at kigge på symptomer.

”Selvom biologisk psykiatri og dens centrale depressionsdiagnose vandt indpas i løbet af 1970’erne, var implementeringen af ​​den tredje udgave af Diagnostic and Statistical Manual (DSM-III), som APA udstedte i 1980, det centrale vendepunkt i overgangen fra angst til depression.”4

At stigningen i depressionsdiagnoser – og diskursen omkring dem – løber parallelt med forskydninger i den politiske økonomi, bør ikke komme som en overraskelse. Når der ikke længere ‘eksisterer et samfund’5, fordi alle former for kollektivitet er fuldstændigt sønderrevet, er det eneste, der bliver tilbage, det enkelte individ. Ligesom i diagnosemanualerne er konteksten overflødig. Er du deprimeret, har du kun dig selv at bebrejde. Har du det ad helvedes til, er det din egen skyld. Ansvaret er privatiseret.

3 / Kapitalismen dræber kærligheden – og mere end det!

Kunstnerduoen Claire Fontaine, hvis arbejde ofte omhandler forholdet mellem depression og den politiske økonomi, står bag en installation: “Kapitalisme dræber kærlighed” – skrevet og bøjet i neon.

Men kapitalismen dræber mere end kærligheden. Kapitalismen – ofte understøttet af nationaløkonomiske spareprogrammer – driver folk til selvmord. Eksemplerne er talrige: Dimitris Christoulas, der satte en pistol for panden foran det græske parlament og erklærede: ”Jeg begår ikke selvmord, de dræber mig.” Jerome Rodgers i England, der i en alder af 20 år begik selvmord, efter at to ubetalte bøder på 530 kr. steg til en gæld på over 8.200 kr.6 Daniel Desnoyers i USA, der “begik selvmord, efter at han mistede sin forsikring og adgangen til psykiatrisk medicin, fordi han manglede 132 kr. til den månedlige præmie”.7 Eller den 22-årig studerende i Lyon, Frankrig, der i desperation satte ild til sig selv foran en universitetsrestaurant grundet økonomiske vanskeligheder og en usikker situation. Hurtigt spredtes hashtagget “#laprécaritétue”: Usikkerhed dræber.8

Problemet er globalt og strukturelt. I 2010 blev en kinesisk Foxconn-fabrik ramt af en bølge af selvmord. En af arbejderne, Xu – ikke at forveksle med digteren Xu Lizhi, der begik selvmord samme sted i 2013 – udtalte nogle år senere til The Guardian: “Det ville ikke være et Foxconn, hvis ikke mennesker døde […] Hvert år begår folk selvmord, det er normalt.”9 Dette er den kapitalistiske normalitet for store dele af det globale (lumpen)proletariat: Man lider en for tidlig død, og det er normalt. Man begår selvmord, det er normalt. Alt dette peger på, at den aktuelle krise også er en mental sundhedskrise. Over hele kloden bliver folk (studerende, arbejdstagere, arbejdsløse) mere og mere ulykkelige, desperate og deprimerede. Det er en almindelig, men uholdbar og ulige fordelt situation. Nogle tragiske sager – som dem, jeg lige har nævnt – kommer i nyhederne. De fleste hører man aldrig om.

4 / COVID-19 intensiverer en allerede generaliseret tilstand.

Og så ramte COVID-19. På nuværende tidspunkt har virussen ført til flere end en halv million døde på verdensplan. Siden udbruddet af pandemien har 40 millioner amerikanere mistet deres job, forsyningskæderne er gået i stykker, forbruget er faldet, oliepriserne har været negative, og de globale gældsniveauer, der allerede var skyhøje, har nået stratosfæriske højder.

Den 16. marts, da VIX åbnede på niveau 57,83 og lukkede ved 82,69, faldt Dow Jones næsten 3.000 point, ”den procentvis værste handelsdag siden ‘Black Monday’-ulykken i 1987, da indekset faldt med 22 procentpoint”.10

Derefter – på magisk og absurd vis – kom markederne på fode igen: I begyndelsen af ​​juli rapporterede The Economist, at ”de amerikanske aktiemarkeder noterede sig deres bedste kvartal i mindst to årtier. Fra april til juni steg S&P i500 og Dow Jones Industrial Average med ca. 25% og Nasdaq med over en tredjedel”.

Endnu en gang kom the Fed11 til undsætning; denne gang endda ved at holde hånden under markedet (selv markedet for såkaldte junk bonds12). Samtidig blev den gennemsnitlige amerikaner efterladt i et hav af gæld, arbejdsløshed og lidt til ingen health care. Endnu en gang blev den endelige regning udsat, og et nyt slør blev kastet over den økonomiske virkelighed.

Dette er den nuværende situation, som med COVID-19 er blevet intensiveret. Det er en krise, der ikke kun er forbundet med den økonomiske krise, men også og frem for alt med den igangværende økologiske krise: tabet af biodiversitet, skovrydning, fødevareindustrien, landbrugskapitalisme, ødelæggelse af økosystemer og vildt dyreliv – alle disse begivenheder (og mange flere) er medvirkende faktorer i udbruddet og spredningen af ​​SARS-CoV-2.

”Glem sommerfugleeffekten”, argumenterer den verdensberømte historiker Adam Tooze: “Dette er flagermuseffekten – vores kvælertag på naturen har forårsaget virusudbruddet, og pandemien tvinger os til at overveje, hvordan vi bedst forvalter vores netværksbaserede verden.”13

Som det er tilfældet med klimakrisen, er coronakrisen ingen naturkatastrofe. Der er tværtimod tale om endnu et eksempel på, hvad Marx og Engels allerede i Det kommunistiske manifest beskrev som ”troldmanden, der ikke længere er i stand til at beherske de underjordiske magter, han har manet frem”.

Naturen hævner sig, og ‘vi’ – menneskene, som gennemlever krisen – bliver nødt til stille samme spørgsmål, som Mike Davis, der skrev om fugleinfluenza i The Monster at our Door (2005), for nylig artikulerede: Er den kapitalistiske globalisering blevet biologisk uholdbar?14

5/ Zoom er noget lort.

I mellemtiden fortsatte nedlukningen. Universitetsundervisningen fandt sted online, og de studerende blev tvunget til at sidde hjemme foran hver deres skærm – isolerede og fremmedgjorte. Naturligvis var mange af de studerende rundt om i verden allerede forgældede og fortvivlede før nedlukningen. I sandhed en fucked up og fremtidsløs generation.

I efteråret 2019 blev der offentliggjort en rapport15, der dokumenterede, at cirka 10 % af alle studerende på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet kæmper med psykiske problemer. Dette bekræfter en generel tendens i det danske samfund. I løbet af det sidste årti har man kunnet notere en stigning af depressionsdiagnoser på 18,4 %. Anden data indikerer, at næsten halvdelen af ​​de studerende ved Københavns Universitet (48 %) har oplevet fysiske stresssymptomer.16

Af disse grunde besluttede jeg, før COVID-19, at engagere nogle af de studerende ved Institut for Kunst og Kulturstudier i en række samtaler. Det billede, der tegnede sig, var ikke smukt. En interviewperson, en andenårsstuderende med flere diagnoser, fortalte mig: ”Alle virker til at have det ad helvede til, og alle går rundt alene med det.” Nedlukningen hjalp ikke på dette, tværtimod. Selvom nogle studerende måske har trivedes i dette interregnum – med færre forpligtelser, mindre stress, få sociale interaktioner og lavere hastighed – var det bestemt ikke tilfældet for de studerende, jeg talte med.

En studerende med social angst slog fast, at Zoom fremprovokerede hendes angst, især men ikke kun pga. de såkaldte ”breakout rooms”.17 Alle de interviewede understregede, at de følte sig mere isolerede, ængstelige, usikre og/eller deprimerede. Som en KA-studerende, der er diagnosticeret med depression, skrev til mig: ”Jeg vil helt klart sige, at det [nedlukningen og omdannelsen af ​​klasserne fra fysiske til virtuelle rum] er værre, langt langt værre end at være på KUA [campus for Fakultet for Humaniora ved Københavns Universitet],” kun for at eftertrykkeligt at tilføje: “”onlineundervisning er noget lort ”.

6 / Kapitalismen er blevet psykologisk uholdbar

Hvordan kan man kollektivisere disse oplevelser af isolation og psykisk sygdom, som opleves på og uden for universitetet? Hvordan kan man mobilisere de studerende, så man kan minimere deres lidelser og de forhold, der forårsager dem? Hvordan kan man skabe en infrastruktur for pleje og omsorg, der ikke producerer patienter og ikke gør sundhed til en profitdrevet aktivitet.18 Hvordan behandler man mennesker, der er syge, på måder og i miljøer, der ikke selv er syge eller sygdomsfremkaldende? Hvordan håndterer man depression og psykiske sygdomme uden for den norm, hvis formål er at stabilisere folk, så de kan vende tilbage til normaliteten som gode, glade og produktive arbejdere? Groft sagt, hvordan man kan genappropriere fremtiden?

De løsninger, der tilbydes inden for den neoliberale ideologi, er utilstrækkelige. Forestillinger om ’at tage sig sammen’, kurser i positiv psykologi, selvhjælps-guruer og andre former for individualiseret terapi kommer ikke til roden af problemet.19 På Københavns Universitet – en fuldt ud profitdrevet institution – er en stress-tænketank for nylig blevet lanceret, og det er allerede nu tydeligt, at der fokuseres på subjektive og individuelle ændringer (f.eks. en mindfulness-app) frem for strukturelle og institutionelle ditto.

Selvom de nuværende psykopatologiske problemer skal tages alvorligt, ville det – som Nikolas Rose har påpeget – være overdrevet og måske endda kontraproduktivt at tale om en mental sundhedsepidemi.20 Mange af de problemer, der bliver italesat som psykiske problemer, er faktisk sociale, politiske, økonomiske eller økologiske problemer. Som Nona Fernández minder os om: “No era depresíon era capitalismo.”21 Det er m.a.o. vigtigt ikke at dvæle ved tendensen til at privatisere, psykologisere og patologisere lidelser. Det er vigtigt ikke at forstærke tendensen til overdiagnosticering af psykiske sygdomme som depression.

Når det er sagt, er problemet med mental sundhed uden tvivl et akut problem, og det er et problem, der kun er eskaleret siden COVID-19. Og det er ikke kun de studerende, der er ramt. ”Dødsfald på psykiatriske hospitaler er fordoblet i forhold til sidste år – med 54 dødsfald siden marts.”22 Ligeledes har flere epidemiologiske undersøgelser ikke overraskende fundet forhøjede rater af depression, angst og stress som følge af pandemien – fra Colorado23 til Kina24.

Her er der grund til at gentage, at ‘vi’ ikke alle er i samme båd. Ligesom COVID-19 og enhver anden fysisk sygdom for den sags skyld er mentale sundhedsmæssige problemer ujævnt fordelt. De rammer samfundsgrupper, der i forvejen er sårbare, uforholdsmæssigt hårdt. Til spørgsmålet om mental sygdom hører således spørgsmål om race, klasse og køn, som ikke kan ignoreres.

I det hele taget afføder COVID-19 en lang række spørgsmål angående mental sundhed, som er for vigtige til at blive overladt til psykiatrien eller psykologien. Der er stadig meget at tænke over. Adskillige spørgsmål forbliver uafklarede og ubesvarede. Dog er der ingen tvivl om, at kapitalismen på dette tidspunkt i historien simpelthen ser ud til at være blevet – hvis ikke den altid var det – psykologisk uholdbar.

——

Tak til Arne De Boever (for at opfordre mig til at skrive og derefter redigere den oprindelige engelske udgave af denne tekst) og tak til Eftertryk og Kasper Heide (for at ville oversætte, redigere og trykke en dansk version). Men tak først og fremmest til de studerende, jeg har undervist i løbet af det sidste år, især dem, der indvilligede i at dele deres historier og oplevelser med mig i forårssemesteret i 2020.

Mikkel Krause Frantzen (f. 1983), ph.d., postdoc ved Institut for Institut for Kunst og Kultur ved Københavns Universitet. Hans primære arbejdsområder er finans, fiktion og nutidens psykopatologier. Han er forfatter til ​​Going Nowhere, Slow: The Aesthetics and Politics of Depression (Zero Books 2019).

Artiklen her er en let redigeret oversættelse af “Has Capitalism Become Psychologically Unsustainable? Six Tentative Theses on COVID-19 and Mental Health” udgivet på boundary2.org 21/07/2020.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Originalt citat: “The future is already lost; the loss is just unevenly distributed.”
  2. Mikkel Krause Frantzen: “Going Nowhere, Slow”, i Los Angeles Review of Books, 2019: https://lareviewofbooks.org/article/future-no-future-depression-left-politics-mental-health/
  3. Mark Fischer tog sit eget liv i 2017.
  4. Allan V Horwitz: ”How an Age of Anxiety Became an Age of Depression”. i: The Milbank Quarterly, 2010 Mar; 88(1): 112–138. www: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2888013/
  5. Allusion til TINA-doktrinen og Margaret Thatchers påstand ”there is no society” (red).
  6. Ashitha Nagesh: “How debt kills”, BBC, 29. Maj 2018. https://www.bbc.co.uk/news/resources/idt-sh/How_debt_kills)
  7. Colette Shade “Why Bernie Sanders Is the Strongest Candidate on Mental Health Care”, Jacobinmag 2. marts 2020. (https://www.jacobinmag.com/2020/02/bernie-sanders-mental-health-care-2020-presidential-election).
  8. BBC news “Student poverty: French march in protest after suicide bid”, BCC, 13. november 2019. https://www.bbc.com/news/world-europe-50399302
  9. Brian Merchant “Life and death in Apple’s forbidden city”, The Guardian, 18. juni 2017. https://www.theguardian.com/technology/2017/jun/18/foxconn-life-death-forbidden-city-longhua-suicide-apple-iphone-brian-merchant-one-device-extract
  10. Ian Millhiser “The Dow Jones had its biggest point drop in history Monday”, Vox, 16. marts 2020. https://www.vox.com/2020/3/16/21182341/dow-jones-biggest-point-drop-coronavirus-3000
  11. Den amerikanske centralbank (red).
  12. Joe Rennison m.fl. ”Federal Reserve enters new territory with support for risky debt”, Financial Times, 9. apr. 2020. https://www.ft.com/content/c0b78bc9-0ea8-461c-a5a2-89067ca94ea4
  13. Adam Tooze “We are living through the first economic crisis of the Antrhopocene”, The guardian, 7. maj 2020. https://www.theguardian.com/books/2020/may/07/we-are-living-through-the-first-economic-crisis-of-the-anthropocene?fbclid=IwAR2ZbPRiF3IWOkLzCUy-kOwFqm_kFdgEJmDMAsnMzLGMfrZDxvNnH3kvqsk
  14. Mike Davis: “C’est la Lutte Finale”, progressive international, 30. april 2020. https://progressive.international/blueprint/34da398a-af05-43bb-9778-c27023932630-la-lutte-finale/en
  15. Sofie Amalie Poulsen m.fl. “Nødvendigt for nogle – godt for alle”, Tænketanken perspektiv, 2019http://taenkperspektiv.dk/noedvendigt-for-nogle-godt-for-alle/)
  16. Rasmus Lauge Hansen “Målplanen, der førte til 38 dages blokade, er blevet omskrevet: Vi er meget tilfredse”, Magisterbladet, 27. Maj 2020.  https://www.magisterbladet.dk/aktuelt/2020/maj/maalplanen-der-foerte-til-38-dages-blokade-er-blevet-omskrevet-vi-er-meget-tilfredse
  17. En funktion i Zoom, hvor man kan sende de studerende ud i mindre virtuelle rum for at lave gruppearbejde.
  18. Society of the friends of the virus: ”Shot note”, 16Beavergroup, 4. april 2020. http://16beavergroup.org/mondays/2020/04/04/society-of-the-friends-of-the-virus-vol-2-04-03-20/
  19. Spørgsmålet om medicinering, antidepressiva og Big Pharma er et emne, der er for stort til at behandle her.
  20. The relmaginining Value Action Lab “What is our psychiatric future?”, juli 2020. https://soundcloud.com/reimaginevalue/rose-our006
  21. “Nona Fernández: “No era depresión era capitalismo”, elperiodista, 31. okt 2019. https://www.elperiodista.cl/nona-fernandez-no-era-depresion-era-capitalismo
  22. Shaun Lintern Fernández: “Coronavirus: Deaths in mental health hospitals double as Covid-19 spreads”, Independent, 8. maj 2020 https://www.independent.co.uk/news/health/coronavirus-mental-health-hospitals-deaths-cases-nhs-a9505066.html?fbclid=IwAR3FZMuzBV8YYr9MVks0niVUJw4yUX3RJONOSoRdYPitdg7UutfbHrHiqz4
  23. Claire Cleveland: “Colorado Survey Finds Heightened Rates Of Depression, Anxiety And Stress During Pandemic” CPR News, 5.maj 2020 https://www.cpr.org/2020/05/05/colorado-survey-finds-heightened-rates-of-depression-anxiety-and-stress-during-pandemic/
  24. Liu S, Yang L, Zhang C, et al. Online mental health services in China during the COVID-19 outbreak. Lancet Psychiatry. 2020 https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/32085841/